|
|
d.II,b.6,s.491 |
JESU LEGEMLIGE OPSTANDELSE
1.
BEGRAVELSEN
(Aften. Udenfor en Grav-Grotte. Rachel pyntende Jesu Liig. Petrus
staaende hos i sløv Sorg).
Rachel.
Se, Rachel pynter Jesu Liig,
forglemmer reent, at pynte sig,
som var hun skjøn alligevel,
endskjøndt hun skal
til samme Fest,
i samme Hal,
(og det som Meer end Gjæst)
i denne Sorgens Kvel.
Ak, Simon Petrus, Du,
i Intre blød, i Ydre ru,
maa ogsaa have dig et Vist
fra Livet til at sørge over?
Dog, det er sandt, som jeg, du ei
vil lade Sorgen gaae sin Vei,
idet du gaae din egen vover.
Du end paa Livets vilde Bane,
som Menighedens vaagne Hane,
en Stund paa højest Kvist vil vippes. .
Nu -- Meer du faaer nok i din Pande
af dette kummerfulde Sande,
før, seige Dryp, du slippes,
istedetfor, bag Stenen der,
det skjønne, store Ubestemte.
Ah, vel, om Dette end ei er,
vi vandt jo dog; thi vi jo glemte!
Men, o jeg haaber -- følg derhen!
Jeg kaarer dig til Brudesvend.
Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag,
som du har faaet i denne Dag,
hver Stund den Livets Skjænk, det Visse!
|
d.II,b.6,s.492 |
. . Ja sandt, en herlig Ejendom,
der Hjertet som en Negl kan spidse.
Petrus.
Bagtal ei Sorg! thi den gjør from!
Rachel.
Det kan jeg ei. Den boer jo, liig
en Satanas, der soler sig,
i Rachels Øje; foran mig
frem vandrer den i hvert et Ord,
med sære Smiil til Stav --
nei vandrer ei! den er ei stadig;
men flaggrer som en Flaggermuus,
der -- unaturligt -- har til Huus
en moden Rose, tusindbladig.
Men hvordan end
den flaggrer, flaggrer den dog hen
til Rachels stille Grav.
Thi sandt, min Petrus, som
du siger: Sorg gjør from.
Ja Flaggermusen "Sorg" er god:
den hvifter, svaler hidsigt Blod,
og dette er jo Alt.
Thi gløder det (det Rachel veed;
du maaskee, gode Petrus, med)
da gaaer det galt.
Pyntet er du nu,
søde Brudgom, pyntet smukt:
Myrrhalugt
og Cypressekrands i Haaret,
ikke Tornens røde Frugt.
Dette Alt og hvide Lin,
der en Vinge svanefiin
lægger mildsom ovenpaa,
venligt svøber
Alting ind i Maaneskin,
dig den Herre Josef gav.
|
d.II,b.6,s.493 |
Men den Sløife himmelblaa,
hvorpaa ned en Taare løber,
paa dit Bryst, er skaaren af
Rachels Brudebelte.
Røden Blomst, i Brystet brænder
(den jeg "Christi Bloddryp" døber)
Roserne i begge Hænder
(o de gløde, saa de smelte)
Nellikknop paa hver en Fod,
Dette fæster
paa dig Israels gode Præster.
Gode? O, nu ere Alle gode! Josef god:
Josef lader Jesus ei
slænges hen paa Alfarvei.
Judas god; thi ei han vil
forraade meer sin Mester.
Haarde Jesus er nu god;
thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod.
Rachel er god, som fik Lov dertil,
og hykler ei Svaghed fordi hun vil.
Og Israels Præster?
Af Alle De bedst er;
de vied os sammen . . Hvo smiler vel haant?
Har Rachel denne Ære laant?
Fik jeg den ikke saa uden Villie,
at være Jesu Gravhvælvs Lillie?
at favne første-sidste Gang
min Elskede paa Dødens Tillie,
i denne Klippe-Urne trang?
Gjem dine Haansmiil til dig Selv!
Jeg hvile skal i samme Hvælv,
som Jordens Frelser . . o saa nær,
somom i Døden hans Brud jeg er.
Ha, tænk -- Messias og en Synderinde
samavle Maddiker derinde!
Men Ei! de vorde Engle smaa,
talløse, uden Navn,
der sværme ud paa Vinger blaa
|
d.II,b.6,s.494 |
af Jesu og min Favn.
Men skulde ei Josef tillade mit Liig
i Jesu Gravhvælv at hvile sig?
"Nei Kvind, det gaaer ei an!
Bort! Du dig skjænder. Der ligger en Mand."
Gud fri Os! Love forat leve eller døe
af Dem, som svømme her af Naade
om paa en Gravhøis Øe?
For Kjærlighed og Barmhjertighed Love?
for tørre Øjne og vaade?
for naar man skal vaage og sove?
Love for Lune, Afsky, Behag?
Love for Anstand, Følelse, Smag?
Love for Naade?
. . Gud fri os! at Naturens Kræ
vi klavre op, og lægge Noget,
der skulde ligne Aaget,
ned paa dens Skuldre -- se
da Simson i de brændte Traade!
"Nei Kvinde, nei! Det gaaer ei an"
saa ville lyde Lovens Ban,
og Rachels ømme Ønske
i Vejr og Vind det fejer
som Nordenvinden mejer
den spæde Foraars-Grønske.
"Det gaaer ei an," det hedder tvært,
"og stakkels Rachel du har vær't
forvist et Verdensbarn."
O Jesu rene Støv,
mit Kjød, det Skarn . .
o Fy!
nei: i en Taage fangne Morgensky,
i Dyndet blæste Rosenløv,
det raser, som vil hvile
hos dig i samme Hal.
Den syntes mig saa skjøn, saa sval,
|
d.II,b.6,s.495 |
og Kjødet sukked efter hvad
ei Aanden turde ville.
O, udenfor din Hvælvings Dør,
mod kolde Marmorpille
sit arme Hjerte Rachel tør
vel trykke til det bliver stille . .
o ja til Morgenrøden
ei mægter det at tænde;
thi det og dets Elende
er svalet hen i Døden!
Petrus.
Din Graad, o Kvinde, har Intet at betyde,
hvor se, en Mands maa flyde.
Rachel.
Dog arme Kvinde -- Rachel maa
sig finde i at kaldes saa --
ei Mere end sin Taare eier.
Men baade med Pung og Øje kan
Herr Josef græde, den rige Mand.
Men dobbelt veier
mod Pungens Nardus hans Øjes Vand.
Thi sjelden til en simpel Taare
har gyldenskjermet Øje Raad.
Ja, pyntet er du, Christ paa Baare,
med Alt hvad Jorden dig kan skjænke,
med Alt hvad Kjærlighed kan tænke:
med Riges Salve, Armes Graad,
med Myrrhaduft af Rigmands Krukke,
med Armes Sukke,
ja Rachels Sukke, Rachels Graad.
Ja sandelig, søde Brudgom, du
saa deiligt ret er pyntet nu,
som pyntet En kan blive
af kunstig Kvindehaand,
men med et sorgfuldt Hu, --
oh nei, af lystig Brudehaand,
|
d.II,b.6,s.496 |
som om Du var ilive --
oh nei, af traurig Dødninghaand,
men med et Brude-Hu.
. . Ja er ei dette Liv et langt
Formælings-Gjæstebud,
hvor man maa holde ud
og sidde -- og saa trangt! --
til Faklerne, de Livets Dage,
sig brænde ned i Gravens Stage.
Der Bordskik holdes, som man kalder;
man faaer hvad paa Tallerknen falder,
ei hvad man lyster selv;
ja, selv om jeg er Brud,
jeg maa dog sidde stiv og stram,
ei engang skotte hen til Ham,
man faaer, naar Alt er endt. Da fri
hun jubler: "endelig forbi!
Nu splitter jeg mit Jomfruslør;
nu lukke vi vor Kammerdør,
vor Grav med fasten Hvælv."
Petrus.
Afvejen, Rachel! Gale Kvinde!
Dig maa ei Nogen see derinde.
Og der alt kommer Toget.
Rachel.
O!
Jeg veed nok Verdens Tunge,
har villet foresjunge
dens Daarers aabne Tro,
at Rachels Hjerneskal
er bleven Babels Forvirrings-Hal.
Og sandt! den Aandens Baldachin
er bleven til en Slags Ruin.
Men, da den styrted, styrted den
i Rachels Hjerte ned,
og gav det den Ærværdighed,
|
d.II,b.6,s.497 |
det aldrig havde end.
Nu Fienders Spe og Venners Spot,
dit Sværd, o Petrus, der bed saa godt,
maa pikke, maa pukke,
maa bande, maa sukke,
maa banke med staalsat Kjølleknop
-- Vi lukke ei op.
Den stærke Dør mellem Os og Eder
Dødens altskjulende Vinge heder.
Did bag naaer intet nysgjerrigt Blik.
Den knirked "Forbi!" da til den gik.
( Jesu Liigfølge, bestaaende af hans Lærlinge, Venner og Veninder, stille
sig med Fakler om den aabne Sarkofag. Vagt i Fjernet. Petrus slutter sig til
Følget og vil tildække Sarkofagen)
Rachel.
-- For Himlens Skyld! o, ei endnu!
Jeg har ei pyntet ham endnu!
Ei sagt Farvel endnu!
(Stryger Jesu Liig over Panden)
O Jesus, Marias og Himlens Søn,
hvor er du skjøn!
O, stolte Pande -- nu et stille Hav!
O, milde Læbe -- nu kun Krands paa Grav!
O, søde Kind -- saa bleg du er,
bryd ei dig meer om Morgenskjær!
En fager Aftenglands du faaer
af dine Venners Fakkel;
en venlig Aftenstjerne Rachel
nedryster fra sit Øjenhaar.
-- -- Ak, som en stille Kilde klar,
vort Liv dog kunde rundet,
i Palmelunden svundet!
Men dig til Ørknen Aanden bar;
mig Verden Hjertet sønderskar,
Du flygtede, at ei en Kvinde
(og denne Kvinde Rachel var)
med snevre Smiil dig skulde binde,
med milde, men med jordisk, Øje
|
d.II,b.6,s.498 |
dig drage fra dit Maal, det høje,
ned til det stille, lave Hjemme.
Du ilte forat Rachel glemme;
og fra sit Liv hun eier kun
af Skjønt et vemodindsvøbt Minde
fra Bethlems Lund,
hvor bort han fløi -- jeg stod tilbage,
hvor jeg har elsket, og har klaget ud.
Ak, kan jeg klage?
Du, stærke Helt, Dig trøster
jo hverken Moder eller Søster
-- o eller Brud!
Men, stor, somom et Himmelhvælv
du engang havde diet,
troloved du en Verden -- Ja,
det synes som Gud Fader selv
har Eder sammenviet.
Gravchor.
(medens Sarkofagen bæres ind i Grotten.)
Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar
din Sjel sig selv henbar.
Men Jesus, se! dit Liig,
din Aske bleg,
der sank da du i Himlen straaled ind,
din brudte Stav,
til hvem en Verden lænte sig,
ad hvem -- ja opad disse Saar som opad rosenstrøede Trin --
Du til din Himmel steg,
vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav.
Farvel du elskte Leer! saa smukt, endskjøndt Du ikke er
Hans Høiheds Billed meer!
O usle Støvets Æt,
som elske end
den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild
er præget i!
Ja Støvet maa tilbede det,
|
d.II,b.6,s.499 |
til engang Vi, som Englene, Hans Høiheds Dragt af Ætherild
beundre tør igjen.
Og dette Støv til vort jo siger: snart din Jammer er forbi.
Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen!
Vi see dig da igjen.
Ak, søndersplitter nu,
du ødsle Jord,
det Svøb, som Jesu Smerte sukked i?
det Slør du vov
saa skjønt, at deri fanged du
den Herligste af Lysets Engle -- ak, det øder du fordi
det blev Hans tomme Spor?
Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder Ham sin Lov.
( Liigfølget fjerner sig. Rachel sætter sig lænende til Sarkofagen)
Rachel.
Saa tungt det er for Kvinden
at hvile i den Elsktes Blod,
saa sødt for Synderinden,
at hvile ved sin Frelsers Fod.
O elskte, milde Christ,
døm mig for haardt ei hist!
Ja mildere end her!
Ei kald mig "Kvinde" der!
Hvis ei, hvis ei,
da fremstaaer jeg,
som eneste Klager dig imod,
ved Skaberens Thrones Fod.
Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort,
jeg vidner, i min Afgrunds Port:
"Du, Jesus, dog en Pligt forbrød;
thi ingen Kvinde Fryd du bød;
thi ingen Kvindes Fryd du nød;
thi Fadernavnet du forskjød,
og Børn forevige dig ei.
-- Er denne Pligt den mindste? Nei!
Den første, største, skaberhøje!"
|
d.II,b.6,s.500 |
-- O usle Rachels Kvindeøje,
som Myrens uselt, kun du seer
en Himmel i en Tues Vrimmel!
O usle Rachels Hjerte, der
det største Sorgspil skue vil
i mit Livs lille Scene til
Messias' store Sørgespil,
somom hans Frelserfærd var ene
til min Ulykkesfærd en Scene!
-- Ak, saa ei Rachels Sjel vil tænke.
Min Barm kun sukker som din Enke.
Det er min Arm, som nynner saa,
fordi den vugger ei dine Smaa.
Ei Rachel, men en Kvinde, græder.
. . Og dette Alt -- javist som alle
de andre Kvinders -- ikkun er
de gamle, smudsede Hverdagsklæder,
der falde -- ah, de falde. .
Med Duft og Lys jeg dem omskifter.
. . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter
min Sjel jo alt; og Rachel er
ei Kvinde meer -- -- ( Vagten nærmer sig)
Vagten. (støder til Rachel)
Bort, gale Kvind! Vi vogte bedre
det Aadsel der for Israels Fædre,
som os, med Sved paa Panden
og Blik i Muld, Pilatus bød.
Hei, Kvinde, vil du stjæle Manden?
Jeg troer, ved Helved, hun er død!
(Vælte en Steen for Indgangen og sætte Segl for)
2.
OPSTANDELSEN
(Morgengry. Jordskjælv. Stenen for Indgangen til Graven styrter fra.
Jesus kommer frem. Vagten flyer).
Jesus.
Trofaste Rachels elskede Sjel,
endnu et ilende kort Farvel!
|
d.II,b.6,s.501 |
Til Himlen idag Du ile! Du dvæle,
Du vente mig over en flyvende Stund,
imedens jeg sprænger mit Mæle,
i Støvet opstander,
brydende Klippernes Grund,
de Svage opmander,
at Ordet ei døer paa den zittrende Mund!
De skulle forvisse
selv Hænder og Øje,
Fingrene ind i Arrene føje,
tvivlende Tommel i Vunden indpløje
efter den Spidse,
jeg maatte i Dødsstunden døje.
Siden de ville aldrig forglemme
mit knækkede Brysts dæmpede Stemme,
mit blege Aasyn, de Dage faa,
vi endnu tilsammen paa Jorden gaae.
Modet vil da opflamme de Svage,
Troen ei vakle i stormende Dage,
Iveren være en brændende Tørste
mellem min Menigheds kjæmpende Første.
(Gaaer ind imellem Træerne. Jesu Veninder komme)
Maria Magdalena.
Hvad? Graven aaben? Seglet sprængt?
og ingen Vagt? Da Jeg vil vaage
til Lyset gjennem Morgnens Taage
er ind i Grottens Dybde trængt.
Rachel.
(Kommer frem i Jesu Liigklæde)
Forfærdes ikke! Han er opstanden.
Men iler, som Lyset fra Himmelranden,
at det kan blive Alverden fortalt!
(Afs.) Jeg føler Døden. Han har mig kaldt.
Nu til hans Moder jeg vil mig slæbe,
med taksom Læbe
der al min Vaande
ved hendes Hjerte i Fryd udaande. (Gaaer)
|
d.II,b.6,s.502 |
Jesu Veninder.
Graven -- som Englen sagde -- er tom!
Flux til Apostlerne om!
En af Veninderne.
Der kommer Johannes og Peder.
Veninderne.
Ve Os! Forgjæves vi leder.
Jesus er borte. Splittet er Graven.
Peder.
Skjult af en Ven eller Uven i Haven.?
Johannes.
O skulde hans Hjerte,
af Favntag omarmet,
af Myrrha og Balsom opvarmet,
dog have været den ulmende Kjerte?
Veninderne.
Afsted at berette,
Brødrene Dette! (De og Apostlene ile afsted)
Maria Magdalena.
O kunde Maria Magdalene
udaande blot paa disse Stene,
i Himlen for hans Naades Fylde
jeg skulde -- o, nei ei undskylde --
men hvordan jeg blev Synderinde, bare
min milde Dommer vilde jeg forklare.
Jesus. (træder pludselig frem)
Maria!
Maria Magdalena.
O, Mester, du lever?
Men dine Knæ af mit Favntag forsvinde.
|
d.II,b.6,s.503 |
Jesus.
Maria, ei rør mig! (Forsvinder)
Maria Magdalena.
"Maria?" ei "Kvinde?"
Heller ei kalder han mig "Synderinde".
Mit Hjerte bevinget sig hæver,
Skjændselens Steen i Luften er pukket,
Bluselens Baal paa Panden er slukket;
mellem de Rene
samles igjen Maria Magdalene.
Men, o at jeg havde, milde Fortrøster,
tusinde Røster,
Verden at melde, at Frelseren lever.
(Gaaer; møder alle Apostlene)
Apostle.
Vi vide det, Tys! Med Os har han spiist.
Andre Apostle.
Os har han Naglernes Vunder fremviist.
Thomas.
Fingeren har jeg, Sandhed at vide,
lagt i hans endnu dryppende Side.
Petrus.
Hvad er det Alt? Kanhænde ei død.
Men Hvo kunde tvivle, da Brødet han brød?
Da Alle ham kjendte,
og Hjerterne da, som ved Nadveren, brændte.
Han var sig saa liig fra hiin hellige Kvel,
at Tvivl ikke findes meer i vor Sjel.
3.
HIMMELFARTEN
( Apostlene forsamlede paa et Bjerg. En Sky driver over).
Petrus.
-- Ha, Mesteren borte!
Endnu han talte.
Endnu i Luften Ordene bæve.
|
d.II,b.6,s.504 |
Johannes.
Skyen -- se hist med de straalende Porte! --
den, som neddalte,
der gik han ind for til Himlen at svæve.
Djævelske Tvivl! Mon han har sig forstukket?
snelt sig tilbage i Ørkenen trukket?
Der søge gudfrygtige Mænd sig Ro;
i Huler de der som Grævlinge boe.
Petrus.
Den Gravopstandne er Himmelfaren.
Vi see ham ei meer, det er vist,
før vi hos Mesteren samle os hist.
Han gav sit Farvel jo til Brødreskaren:
"Over viden Jord
gaaer, lærer mit Ord!
døber dem Alle i Kirkens Favn
i Faderens, Sønnens og Aandens Navn!
-- den hellige Aand, hvoraf Himlene brænde,
og som jeg eder tilhjælp skal sende.
Salig hver Døbt!
Mennesket er da som Himlens betegnet,
ind i usynlige Herlighed svøbt,
straalende frem, naar Støvets er blegnet."
Afsted da, Brødre! afsted! afsted!
I Øst og Vest!
Jesus en Talsmand sender os med:
det Sandhedens Mod,
som føler sig lettest og taler som bedst
i Tempelets Chor og ved Thronernes Fod.
|
| BLA BAKOVER |