|
| d.II,b.6,s.483 |
som Gnister, der ud fra Baalene føg!
Nu jubler, Baal! nu hviner Spær,
som før i sløve Trælles Hær!
Ufrelse, Ufrelse, nu, som før,
fornegter du dig, naar Frelseren døer?
(Torden og Lyn. Røvernes Kors styrte overende)
Rædsel! Rædsel! Offret bragt er
Mørkets Magter,
og de hyle efter fleer.
Men skulde et Veir,
øde vor herlige Seir?
Lad Mulmet kvæle den jamrende Hob!
Vi splitte det ad med Seiersraab:
Triumf! Underdanig er Jorden!
Den bæver under vor Fod.
Stemmer.
Men ruller og denne Torden
henunder jer Fod?
Præster.
Ha, djærve Israels Præster,
vort Baal skal Lynene sløve,
vort Seiersraab Tordenen døve:
Triumf over Lærling og Mester!
Stemmer.
Dagen sortner, Solen graaner,
Lyn, som Strømme Blod, nedrisle,
Dybet sluger dem og brister, Ild udhvisler.
Visne Sol, dig Mørket haaner;
thi nu flammer Dybet jo.
Præster.
Himlen vil ei korset see,
Jorden bære ei dets Spe.
Vi i Dybet styrte da
med Korset og med Golgatha!
|
| d.II,b.6,s.484 |
Stemmer.
Usle Seierherre-Glæde!
skjælve I for Luftens Vrede;
men for Himlens ei?
Stemmer.
Se, paa den Illværksdag
Himlens lyse Tag
sig forvandler til en huul,
Sarkofag, saa sort som Muld!
Lyn, som sultne Ormeklynge
hugge, bide, hvæse, slynge
sig om Jorden, levende
der begravet.
Luften Mulmen;
Fraade Havet;
Jorden Ulmen;
Bjerget gaber, Sletten ryster;
Golgath, som i vilden Smerte,
bæver, hæver sig og kryster
Korset op mod Sky,
som om Jesu brustne Hjerte
det til Himlen vilde flye.
Præster.
Ve! Lynets Øjekast vorde saa vrede;
fra sorte Himmel
i Golgaths Stimmel,
de kun efter vore Hoveder lede.
Vi flye! vi flye!
Stemmer.
Hvor flye? hvor Ly?
i en brændende Sky?
paa en bølgende Jord?
Hvor flye? O, hvor?
|
| d.II,b.6,s.485 |
Præster.
Intet trøster; Alt forskrækker.
Alting truer; Intet dækker.
Disciplene.
(flokkende sig tætom Jesu Kors)
Jo, i Korsets Ly
Lynets Spidser
speile sig i stille Isser.
Tordnens Sky
mellem vore Øjne brast.
Blinked vore Øjekast?
(Mennesker stimle om Korset)
Stemmer.
Som af Angst, guulsorte, svulne
Skyer buge
henad Jorden sig og knuge
sig i Mulden ned, og mullne
hen i giftig, lummer Damp.
Præster.
Ve! midti vor Seier vi døe!
Disciplene.
Et skarpere Lyn
end dette, der fødes ifleng af Sky'n,
vil Synderen ramme.
Om, snoet og kvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae;
det er hans Grav.
Præster.
Ombølget af Flammer
og bævende Høie og hævende Dale
er Golgatha Rædselens Ø.
Ve, finde vi ei
|
| d.II,b.6,s.486 |
gjennem Mulmet henover
de bævende Høie en Vei?
Disciplene.
Nei, Jesu Mordere, nei!
Thi Jorden gaaer i Vover;
som Skyen den bruser huul;
den driver under Fod.
-- Ha, den vil tye iskjul.
Ja Høi og Skrænt med Blomstertop
frem ormer sig imod
en Afgrund -- ned den styrter . . ha!
for ei at blive et Golgatha.
Ve, Jorden gaaer i Vover,
som Luft og Sky var den;
og Mørket ruger over,
som hvælved kulsort Muld sig op
til Luft og Sky igjen.
O Gravens Mørke! Ingen seer,
at han blandt tusind Blege er.
Hver stirrer blind i Mørket,
som var han sat
en rædsom Nat
alene midti Ørken.
Enhver staaer ene med sin Jammer,
og lytter til Naturens Ve.
Nei! nei! vi see:
Lyn, som om hele Scheol
paaeengang lyste,
er Rædselsdagens Sol;
og Tordenbrag,
som om paaeengang Helved gyste,
er dens Sekunders Slag.
Lynet nedad Korset flammer . .
Se hvor det i Mulmet ene
breder ud de røde Grene!
I rædsomt Lys det kneiser frem.
Dybet brast; dets Luer blege,
|
| d.II,b.6,s.487 |
Satans Fingre liig, paa Korset pege
. . nu hvislende de klattre
opad det . . nu Dybet atter
sluger dem.
Præster.
Ha, Golgathas Been
og skinnende Knogler
sig reise i Mulmet bag Mose og Steen.
Alt Helvede kogler.
Sig Dødninge reise paa smuldnende Ogler,
og Skallerne hvirvle saalænge rundt,
til Struben de finde og Benenes Bundt.
Bort Fæle! -- Ha, blege Profet-Gestalt,
du byttede galt.
Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad;
men Støtten, du tog, er en Røvers Rad.
. . Nu kommer hans Hoved, og putter ind
i sin hule Kind
din vise Strube, din stive Ryg,
der kneised engang, mens Kongens var myg.
Saa kives I heni Veir og Vind.
Bort! bort! I vide maae bedre:
Jer dræbte ei Vi; det var vore Fædre.
Stemmer.
Alnaturen jamrer sig
ved den dræbte Frelsers Liig.
Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager:
Han er død!
Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult
gjentager:
Han er død!
O, saa Alnaturen klager:
Han er død!
Disciplene.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
|
| d.II,b.6,s.488 |
Torden Øret gjennembruse!
Alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet høit sig sammenslaae!
Jord og Himmel maae forgaae!
-- Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod,
som stode de end i Paradiis,
uskyldige, i Læ
af Kundskabens og af Livsens Træ,
med Frugter -- o af Forsonerens Blod --
og Gud befalte os Syndere: spiis!
O Kundskabens Frugt vi fortærte,
da Jesus os Dyden lærte,
og Livsensæblet vi brød,
da Frelseren sagde: der er ei Død.
Præster.
Ei Skjændsel, at flye
for Dybenes Kræfter.
Til Templet vi tye,
til Alterets Flamme ifra
det rædsomme Mulm, det Djævelens Flor
om Golgatha.
Vi flye . . hver Troende følge efter
det flygtende Præsternes Chor!
Israels Hellige, samslutter eder!
Fra Golgathas ravende Hei
over bævende Dale vi bane os Vei!
Gjennem Mulm og Ild,
gjennem skjælvende Salem vi flygte til
det evige Zion. Kun Tempelet redder.
Det ryster ei Satan. Det hviler fast.
(Ville flye)
Stemmer.
Tilbage! tilbage! Det evige Zion
det brast!
|
| d.II,b.6,s.489 |
Høialtret sank, Forhænget revned ito.
Stormvinden hvinede hvast
ind i det Helliges Bo.
En mulmet Hule det Helligste er.
Der Svovl for Ambra damper,
og Dunster brænde som Lamper,
og gysende Dødninge vandre der
som Israels Præster.
Tilbage! tilbage! et evigt Gab
mellem Golgath og Zion sig fæster.
Præster.
Ha, Alteret seired for seent!
Stemmer.
Ja, Alteret seired for seent!
Præster.
Da, Jordens Throner,
tilhjælp! tilhjælp mod den dræbte Forsoner!
Vi mægte ei meer
at opklække Eder Trælskarer fleer.
Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker!
Thi Folket haaber, og Folket tænker.
Opblusser for Altret, I Throner, da!
Vi offred for Eder paa Golgatha.
Fremblusser I Throner,
udgnistrende væbnede Millioner,
af Trælle, der sælge, svigraadige mod
sine egne Brødre, selv Liv og Blod!
Da, se, vore Lamper og Altrenes Ild
forvandle sig til
en Række af blodige Baal!
I den eders Trællegeleder
skal hærde hvert Staal
til blodige Kors for Os og for Eder.
Vort hellige Forbund skal kue
med synlige Luer den Sjelenes Lue,
|
| d.II,b.6,s.490 |
med Baal og Bøile
de Oprørske tøile.
En Val da vorde al Jorden,
før Alt gjenvender til Oldets Orden!
O, stor blier Kampen: Millioner imod
Millioner i Flammer og Blod!
Stemmer.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
Torden Øret gjennembruse!
Alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet høit sig sammenslaae!
Jord og Himmel maae forgaae!
-- Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod.
Tyranner! Som Jesus Vi vide
for Frihed og Sandhed at stride og lide.
Vi frigjøre først vore Hjerter, saa
af Skuldrene Lænkerne briste maae.
Thi viid, i eders Baal,
mens eders Piinsler hvisle i
hans Nerver, rundt hans Hjerterod,
med Barmen kold af eders Staal,
det Menneske, som veed
der er en Gud og en Udødelighed
og Syndernes Forsoning,
med rolig Høihed maler med sit Blod:
først da jeg som min Mester leed,
da blev jeg fri
og fik min Æreskroning.
|
| BLA BAKOVER |