|
|
d.II,b.6,s.300 |
FRELSEN
FRISTELSEN I ØRKNEN
(Jesus, en skjøn ung Mand i en eftertænksom Stilling med en Skriftrulle i
Haanden i en Ørkenhules Aabning. Akadiel ovenover).
Akadiel.
Jordklodens Skjød
bugnede op af smuldrende Kjød.
Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
løftedes paa Grave opunder Sky.
Slægter oprunde, Slægter forsvunde,
Livet fremaandede Slægter igjen,
vandrende paa Muld af Forældres Been.
Skabelsen, fortsat i Mødrenes Skjød
ødsel og fri,
aabned dog ei et Hjerte, hvori
Ohebiels offrende Kjærlighed flød
og hvorfra Abiriels Luekraft brød --
en Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
skimred igjennem Ohebiels Smiil.
Men -- Himmel, sku hid,
til Juda! -- i Fylden af Jammerens Tid,
Guds evigen skabende Haand,
det Almagtens synlige Vil,
stadigt i Livets bølgende Spil,
formed nu engang en Hjerneskal, hvor
Abiriels Aand
fri som i Himmelens Hvælvinger boer,
et Hjerte hvori
Ohebiels Kjærlighed aande kan fri.
Jesus.
Er dette Menneskehedens Minderulle,
som -- o jeg saae igjennem den og . . .
(Brister i Graad)
Akadiel.
Aarhundredernes Klage
skal ei sig fornye i syndefulde Dage.
|
d.II,b.6,s.301 |
De synke i Mindets Urner tilbage,
hvor Graad sin Varme taber,
sig til Chrystal omskaber
og Smerten sig forvandler til Alabastrets Fred
og Blodet, som forfærded
da hedt det flød fra Sværdet,
forstenes til Koraller, der ingen Skræk er ved.
Jesus.
Hvad er den? Aarhundreder rullede væk
i Synd og Mørke og Blod og Skræk.
Akadiel.
O evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre, kommende Ve og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
Jesus.
. . Med Aartusinders Jammer sig Tiden gjøder
førend den Frelsens Time føder.
Akadiel.
O, jeg bedre Tiders Glimt
seer i Jesu Taares Skimt
-- Frelsens første Morgenstjerne!
Han -- o se Ohebiels Smerte
damper fra hans fulde Hjerte! --
Han, som brast i Graad ved at see
sine Brødres dybe Ve.
Paa de Seklers Rad, som ned,
skumle Skygger lige, gled
henmod Jordens Barndoms Fjerne,
han igjennem Dybsinds Glar
stirret har,
|
d.II,b.6,s.302 |
som en Astrolog paa Stjerne.
Under første Throne der,
under første Tempeltinde
sort og blodrød frem at rinde
Jamrens Kilder to han seer.
I Bedrag og Trældom fandt
Han hvi Blod og Taarer randt,
hvorfor Mulmets Taagevover
skylled Lysets Sjele over.
Men -- o se i hans stærke Sjel
luer høie Abiriel! --
græd han, nu hans Kinder gløde
(Frelsens første Morgenrøde!)
forat frelse, forat lette
Trældomsaaget af de Trætte,
lade alle Jordens Sjele
Himlens Aanders Klenodie dele:
Frihed og Sandhed: den Arvepart
Menneskeheden tabte saasnart;
forat løse op de Hjorde,
Herskere drive og slagte turde --
løse, saaat hver Jordens Sjel
føler sig selv som en Himlens Deel.
Ja priser og skimter -- o nær
jo glimter alt dets Morgenskjær! --
et Sekulum, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved: første Aar,
det reiser rødmende paa Jordans Kyst!
Se der alt rustet Frelseren staaer,
med Kjærligheden stor nok til
at favne om en Verdens Jammer,
med Kraften, som saa gudlig flammer,
at Han en Verden frelse vil!
-- Ak! O Hvad -- ?
Mon Himlens Aander tale til min Sjel?
Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o,
|
d.II,b.6,s.303 |
med Vished, bævrende af frydfuld Kraft,
jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig
Opfostringsføde for min Kraft; jeg saae
mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund,
lyksalige Aldres Moder! du har valgt
mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde,
min unge Læbe til din Afkoms Vugge! O
min Graad min Styrkes Øje, og min Smerte
er bleven bedste Muskel i mit Hjerte.
Saa pludselig som om en Engel foer
min Sjel igjennem, og borthvifted med
sin Vinge Vemodssukkenes tomme Skyer,
solklarned i mit Hjertes Baggrund nu
mit Meed -- o som om mine Taarer, før
kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og
jeg saae det og det nævnte modig Frelsen.
Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en:
at kun et Digt min nye Verden bliver,
at heller jeg paa Pergament, som Plato,
blot burde malt . . O! o!
Ve mig, som tvivler!
O tilgiv, min Gud,
hvis Viisdomsvilje, kjendt kun af de Himmelske
dog har tilglimtet mig, som gaaer i Støvet!
Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende,
dit Aasyn er, som lysende du løfter
opover mig, du min og Alles Fader!
Meer end sig selv den er: en Helligaand,
en Aand, som Aanderne selv prise maae.
Mit Blik, det min Begeistrings Straale-Plekter,
det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende,
som Duen svæver blank paa Stormens Brusen . .
mit Blik, mit Herredømmes Luescepter
har kløvet Tiden, saa til begge Sider
Aarhundrederne deles, Skygger lige,
naar Straalen skyder gjennem Lundens Gang:
til begge Sider Palmerækker skimtes
at svæve susende over Graveraderne:
|
d.II,b.6,s.304 |
se Folk for Folk Kvartererne: hver Grav
et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene!
-- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden?
Mit Hoved høit er over Skyen løftet,
og seer paa andre Kloder samme Seir.
De svæve denne Jord forbi, som Brude,
der smile til hverandre samme Fryd.
O se, o se med mig de fjerne Fredens
Aarhundreder, den lange Palme-Gravgang,
henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker
fortløbende, den voxer stedse:
saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv,
de sidste Grave Verdenskloder . . o
se deres hvilende Engle (de, som nærved
kun syntes lidet skjønnere end Mennesker)
de blive Aander, favnende en Klode,
omfavnede af en Himmel, herlige
som disse alt forherligede Aander, som
sig røre udenover Jordens Tider.
-- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer
saa sandt som fjernt? Hvo sværger det?
Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed
. . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte!
Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed!
O, dumme, blege Øine stirre paa mig!
Dog taler jeg kun tydeligen hvad
dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed
i Lænker? Sandhed under dine Altre?
og Kjærlighed, mens du af Brødre plages?
Er dette ei dit Suk?
-- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler,
du mangler Noget, veed dog ikke Hvad.
Saa stirr da i mit Blik! Se, det, imens
min Tale og mit Hjerteblod udbølger,
jo glimter roligt som en Sol bag Skyen!
Det Veien finder til dit Hjerte gjennem
dit aabne Øie, om end Øret luktes,
og der belyser det din Længsels Navn.
|
d.II,b.6,s.305 |
Men naar du seer min Læbe taus -- o da,
da vil du lytte først. -- -- Ah, ja
hvad er dit Golgath dog? -- den Vandringssteen,
hvorpaa den ny Tid hviler før sin Udflugt. --
O Golgath, Golgath! hvor jeg ahner
den Trælleæts Fordærvere forgjæves
i mit, som Eders, dødelige Blod
vil slukke mit udødelige Ord --
se dine Hovedskaller vorde Stjerner,
dit Blod sig samler til en ny Tids Sol!
Mod den mit Blik henover Højen skuer;
mod Maalet bag ufødte Aldres Grave
det straaler sejervist og roligt. O,
se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet,
en Fakkel til min Tale, se dens Sandhed!
Og naar du hører Frelsens Løsenord:
naar "Frihed, Sandhed, Kjærlighed" Du hører,
mon rører sig ei Noget i dit Hjerte?
Det er din Aand, som hører Hvad den glemte.
Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da
det flammed over Loven, over Folket! --
vær mine Ord selv synlige og straalende!
Og, Kjærlighed, hvis første Suk den døde
for Støvets Øine aabenbarte Verden,
det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb,
indaandede min Sjel . . o hyll dig i
mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem,
som ei dit Navn forstaae! -- o ve, fordi
de aldrig hørte det, med Øren fulde
af tunge Bud, med Hjerter gnavede
af Slavesind og Egennytte, Hjerner,
udhulede til drukne Lasters Bægre
af Løgnens Ætsen. Hyll, Alkjærlighed
dig i mit Smil, du Aanders, Himles Kys,
imens jeg nævner dig i Støvet!
Min Tales Sandhed straale paa min Pande!
Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik,
idet det daler over Folket, skuende
|
d.II,b.6,s.306 |
selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig,
som med de hentilvendte Øren lytte,
hvis Hjerter aabne sig, hvis Vemodstræk,
naar jeg forstummer, vise, at de undres
ved sine egne Hjerters Storhed, som
jeg viste dem: ved der en Himmel finde,
hvor før de troede Rum til Sukke kun.
O Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
den alle Verdens Sjeles Liv og Eje,
du Hellig-Aand, som gjennemgløder Aanderne,
du alle Sjeles arvede Treenighed,
du faaer et Hjem i dødelige Hjerter!
Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn
udhuler dem til Helveder, ei Had
forgnaver dem; men Mennesket skal leve
til bliden Alder med sin Lok ham hyller
i unge Engels hvide Barnesvøb.
Ak Tid, ak Tid, du rige paa Erstatning,
o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg,
som Aand, kan see dig glide frem med Jorden,
som vexlende, fagre, luftspeilmalte Skyer?
-- -- O ve! jeg ahner kun? Hvad veed jeg? Ja,
hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag
min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg,
i Mulden stirrende udslynger Sæden?
Se endnu er den sort! se mine Furer:
den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne!
En Alder rull henover! Støvet af
een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad
een Slægt kun have seet gode Fædre:
da spir min Sæd! da svæv i Luften lys
som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv
de vide, Jorden er en enkelt Himmel,
ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen!
-- Ja, seirede min Daad saa? O, hvo veed?
Et Øjeblik ei gjennemskuer det Andet.
Kan En (om Skjald som David eller ikke)
|
d.II,b.6,s.307 |
naar i en hellig Stund han speider i
sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled
af høiere Verdner, fjerne Tiders Syner
-- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Sejer
før Jorden døer og sidste Sjel udaander.
. . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende
opover Jorden i min Sjel ei, da
den blussende besvoer at frelse? Men
hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time?
mit Meed snart smilende tilbage til
en Verden, som det gjennemfløi, og snart
som Vandringsmanden træt, forsagende
før end han gik et Skridt? En Himmel nu
mit Hjerte gjennemfarer . . og nu synes
en endeløs Ørken rulle ud sig i
mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet
"Messias" maler og det gjenudsletter.
Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias",
det Navn, som Folkene give deres Suk)
jeg synes skrive selv mit eget Navn:
som om jeg ikke "Jesus" ene hedte,
men "Jesus Messias", ja den salvede Frelser.
Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias",
jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv,
at navnløs jeg tilbagesynker blandt
de trællende bedragne Millioner,
beholdende Forstand kun til at lee ad
min fromme Moders underlige Tanke,
at kalde mig med Jesus-Frelser-Navnet.
-- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-Luftspeil? skylle
nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre,
og gjør det til Ensformighedens Flade,
da jeg mod Himlen saae, for der at finde
mit Syns Sandhed? Ve! o var jeg dum
og sløv som . . o jeg loe da; men min Latter
mit Hjertes Lænkeraslen var; en Fakkel,
der lyste mig til Trøst nok for mig Selv,
|
d.II,b.6,s.308 |
var da min Graad . . min Graad; men nu . .
men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse.
(brister i Taarer)
O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv,
som frister mig i denne Ørken, eller,
om Himmelen og mine Fædres Helved
her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv,
og uden at jeg kan forbyde det:
om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig,
henover hver en Straale jage, Himlen
nedskjød, at vække Frelsens Tanke i
min Sjel. O var det saa, da Under ei,
om jeg i første Værkets Time skjælver,
om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads.
Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand,
som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om
jeg Selv igjennem Sjelens Øje sandt
beskuer Aandehimlen eller denne
igjennem dette Øje skuer ned?
Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor
at Frelsens Tanke, født i dette Bryst,
jeg maa i Himlen avlet troe og baaren.
Hvo kan da kvæle den? O Sejr! o Sejr!
En salig Jord fremsvæver atter for mig.
Vel! jeg som Tidens høie Skjær mig reiser,
som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker
de gamle Aldres blodigstribede Bølger!
og paa den anden Side skyder frem
et Lyshav: begge bryde sig paa Mig!
Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger
formørker ei mit Blik, fremsvæver ei
for mine Skridt! Din Dæmring, Haab,
er altfor tom for Frelseren: til en Troes
livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger,
hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe
sig lette op til Himle! Ejaja!
. . O, Jubel, hveden kom du, og udslog
dit Vingeslag? Jeg saae, jeg saae
|
d.II,b.6,s.309 |
et Sejersglimt. O Troes Lynøje,
du lader Mulm tilbage mellem Seiren
og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet
jeg saae som stille Aftensol paa Havet,
men Aldre bølgede imellem, Aldre,
for skumle til at see igjennem klart,
for mange til at tælle. Ja, jeg hørte,
men som igjennem Fjernets Tepper,
en Himmels Jubel lyde ifra Støvet,
hvor rene Aander priste Gud for Livet,
ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt
og Viisdom i det levende Muld, som deler
med Aanden Menneskenavnet, og som smilende
til Graven, hvor det Afsked tager, følger
den høje Broders Flugt mod større Himle. .
Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem
omfavned, som umyndig Broder, Aanden,
istedetfor, som Guddom eller Djævel,
det før behersked ham . . O Sejers Syn!
ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned;
Aljorden laae der riig; ei Millionerne
hverandre trængte eller slugte; Hver
sin Broders Hjerte kjendte; Lasterne
og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger
henlagte var med Kroner ovenpaa;
men disses Guld var blegnet, Jern de syntes
som Slavebøiler . . Skarpe Aandens Øre!
jeg hørte disse Salige at tale
om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed,
med samme Mistro, som vi tale om
de gamle det Umuliges Fabel-Kjæmper,
der siges Himmelen at have stormet.
Jeg hørte med det Aandens skarpe Øre
der hører fremmed Tankes tause Tale
og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd,
hvorledes disse Mennesker forkyndte:
"Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
|
d.II,b.6,s.310 |
at Kjærlighed er deres indre Ønske.
Først Sandheden os frigjør; thi af den
vi vide dette. Sandheden er een;
og den er Kundskab om vort eget Væsen.
Alt er i denne; først i Selverkjendelsen
sig Gud udfolder og Udødeligheden.
Saa fordrer Gud, den Altomfattende,
en Kjærlighed, som stræber ham at favne,
og da at favne Alt. Og Den, som lærte
os Dette, mon han ikke er vor Frelser?
Se Jorden nu er Aanders glade Hvilested!
Mind hvad den var, da vore Fædres Aldre
i Blod og Synd nedsank! Og tvivler du,
at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag,
fra Aandens Død er vor Forløser?
Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud!
Vi rødme meer ei for vort eget Væsen!
Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske --
sit Billed fik i Borgerfrihed; thi,
da Hveren vidste, at sig Selv beherske
og elske Alle: intet Spiir sig løfted,
som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
men Alle sadde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens store Fad.
Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed,
vi turde ene dyrke det med Sandhed,
om simpel end mod Fortids brogede Fabler,
dog altfor stor til i et andet Tempel
end i et Menneskehjerte at indsluttes.
-- O styrer Gud ei Verden let som vi
opløfte vore Hænder. Er da Han,
som Frihed gav til Synderen og Slaven,
som Sandhed skjænkte den Bedragne, og
dem Alle Kjærlighed -- ja Han, der mægted
at gjøre Jorden til eet Fædreland --
ei kaaret ud af Gud, og salvet med
de rene Aanders Helligaand? mon ei
isandhed, som han kaldes, vor Messias?"
|
d.II,b.6,s.311 |
-- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
at svinde mellem Verdnerne, imens
forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
en ubrudt Følgekjede var imellem
de Salige paa Jord og deres Frelser.
Jeg saae og hørte, jubled uvilkaarlig.
En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
og rødmed Sejrens fjerne Palmer -- ha!
Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha!
Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
-- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
igjen i Tvivlens Afgrund; Dybet greb mig;
min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl.
O ve, og endnu dybere hvirvler Angst;
o ve, og endnu dybere Fortvivlelse;
o ve, og endnu dybere (som paa
en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
Min Aand fortabtes, hvis jeg tilbedækte
med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte,
idet jeg dulgte Sandhedens Erkjendelse,
og hvis jeg Frelserkraften, som jeg følte,
betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
saa engang i vanæret Alderdom
jeg husked neppe, at som Yngling jeg
for Sandhed lued af en hellig Aand.
. . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig Satan! . .
Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
imod den Helligaand, som mig besjeler,
mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
-- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
mod Helligaanden trodser? Er der end
en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
"Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
|
d.II,b.6,s.312 |
Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv?
Hvo giver mig til Pulsen vel igjen,
naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei,
som du, sig reiste, sank, og deres Frelse
med deres Lænker stivned? Lænkerne
forstummed, mens de talte, men saa foer de
haanraslende henover deres Grave.
Vil du din fulde Hjertekalk ombytte
med Sokrates's Bæger? Se dog, mon
ei Manges Ord, imens de talte, døde
i Stenedyngen og i Folkets Skrig:
"du haaner os, Profet! Forstyr os ei!
Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig.
Se vore Fædre lede! Arved vi
med Godset ikke Trældom? Vi maa hædre
Forfædres Arv: som de vi ville lide.
Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom
du kalder, er, ved Vane bleven Fryd
og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed.""
" -- Nei, unge Jesus, lev i Ro og dø
i Ro; og Abram, naar du hviler i
hans Skjød, skal slette dine Synder ud!"
-- Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig.
Omklamr mig ei med hede Slanger! Løb
dit vante Trællekredsløb atter væk!
Men denne Djævels Tale er som Iisdryp
i Hjertets Midte; og den Sandhed taler:
"Ved Solens Vugge se Confutsee flammed
og Buddha af den samme Aand,
du, Jesus, kalder din og Himlens og
den Hellige; men fløi vel deres Glimt
den Østens Synskreds over? Og den Strøm,
de leded for at vande Jorden,
formaaede jo ei at bryde
igjennem Tartariets Nabo-Ørken?"
O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som
|
d.II,b.6,s.313 |
Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed,
god Sags Forræder. Blegn, du Taage!
-- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger
iblandt de lyse Tanker? Men de sværme
som Myg, og døe i Lyset. . . End en Djævel?
Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands,
idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede,
som lister frem dig efter Nederlaget,
hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes,
og Blodets høje Purpur sank! Thi jeg
jeg blæste bort dets varme Livsensaande,
og kasted Lem for Lem den dorske Tudse,
som kravled af min Hjerne frem, i Blodet,
for al dets angste Oprør ret at kjøle.
Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte
en Klods, som mig til Jorden binder. Se,
jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei,
om Druer eller Vand min Tunge lædske;
jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster!
Hun i hvis Blik jeg Himlen først opdaged
og saae min egen Sjel og Menneskets,
som den nedsteg i Paradisets Glands)
jeg hører ei min Moder (før den søde
Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe?
Kan Meer du byde? Meer ei Jorden ejer.
O usle, dog besynderlige, Djævel,
i Fjernet glimtende, men nærved gusten,
dit Ord er kun min Indvolds Piben,
en Aares Brusen mod min Tinding;
dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei,
om jeg skal troe og raabe som du byder:
"Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk,
da maa Han have dig udrustet med
Vidunder-Kræfter. Stig da op
paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se,
du kommer over Salem svævende!
Thi staaer der ikke skrevet om Messias:
|
d.II,b.6,s.314 |
" " om dig vil Gud befale sine Engle:
I bære skal min Søn paa Eders Hænder,
saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?" "
Ja er du, som du siger selv, Guds Søn,
da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger;
men byd, at disse Stene vorde Brød!"
Sandt, Djævel! Gud mig salved til den Frelser,
hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende,
ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne";
men og med Stolthed (skuende i ham
et Ideal af Mennesket) de benævnte
ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men
den hele Skabning er min Broder.
Der staaer jo skrevet: Gud du ei skal friste!
Men gjorde jeg din Vilje, fristed jeg
til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed
med Døden eller det.
-- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige,
Forfængelige, fjerntfra (da du reiste
dig i min Hjernes Baggrund og da du
til Tempelspranget fristed) ligned du
en Engel, men en glødende i Oprør
mod en Alviisdoms Love; nærmere,
da du af Steen mig bød at bage Brød,
du var jo kun en sulten Maves Pust?
Og, du, et Gisp, vil du en Frelser standse?
Jeg fastede i fyrgetyve Døgn,
og mærked ei min Hunger før du talte.
Du er da Hunger? -- en uskyldig Djævel,
skjøndt jeg nok troer en mægtig Frister;
og nu -- ja du har Ret; javist jeg hungrer.
Vel! jeg vil gaae til næste Oljebjerg,
og stille dig tilfreds med en Oliven.
Men hvad kan mætte dig, du Djævel, som
fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte?
Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig!
Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik,
|
d.II,b.6,s.315 |
som Cæsars blanke Stav, og skued over
min Ungdom som et udbredt Kongerige,
min Manddom som et Keiserdømme, der
erobres skulde under Vestens Fjerne.
Min Barm var Keiserens Triumfvogn da.
Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer.
Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk.
-- Ha, nu min Sjel tilkjæmped sig sit Lys
i denne Ørkens Mulm, nu sniger du
dig om som dømte Skygge . . forud dømte?
Thi, Djævel, dig det var, som, da jeg stod
paa Zion, lænende mit Hoved (just
det bar den tyvende Sommers Blomster) til
Augusti Cæsaris den gyldne Støtte,
og saae med Haanden over Øjet -- thi
fra Kongens Kuppler flammed Morgensolen --
paa Folket ned, der vælted sort sig brydende
imellem Salems hvide Søilerader --
ja dig det var, som dengang til mig hvisked:
"Se Salem som en Kube!
De Travle gaae til Handel; Guldet synes
at gjøre disses Aasyn venligt-aabent;
men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter
mod Idumæeren, den kjøbte Romer.
Nu Israels Bærme bruser høit og varmt!
Se fjernt nu Romas Ørne suse!
De hilde Vingerne i Gothens Ege.
. . Ha, ginge ei Profeterne Dig foran
lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen
med hellige Læber, o du Davids Kongeblod!
til Israels og Gojims Fyrste? Eja,
se Israels Time lyser! Ræk din Arm
blot op: der er dens Viser! tal: din Tale
er Israels Times Klang og Sejerværk!
. . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler?
Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet
henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven
|
d.II,b.6,s.316 |
din Fordring nævne? Da vil Israel lee,
imens en enkelt Svend (en carnifex,
som kaute Lictor til det Arbeid lejer,
en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens
Skafot -- ha det din purpurrøde Skala!
I Israels stille Fnysen nøler du?
Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei hæver?
Ha, tog ei Cæsar med sin Ungdomsarm
den halve Jord? Men alle Jordens
solkronte, morgensky-bekaabede Riger
-- o se den Herlighed! se Marmorbyer,
dens hvide fuldtudslagne Blomster midti
de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver,
hvis sig dit Hjerte bøier for mig og
mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja,
din bedste Kraft; thi jeg en større Arm,
Veltalenhedens, løfter. Den er stærk
og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind
den snoer sig ud igjen med Hjerterne.
Som gylden Krog til Leeg den kastes ud
i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler,
og Taleren trækker til sig, naar han lyster.
Naar Taarer snart, liig sølvhvid Sild, snart Smiil,
liig gyldenrød Forellestime, spiller
hans Kroge rundt, saa vipper han . . ah, af
de tusind aabne Gab de tusind Hjerter
isammenbidte op med Krogen.
Eja! for dine Fødder seer du da
den store Leviathan, Babylon!
og op af blodigt Dyb du haler Rom,
den gispende formædskede Muræne!
. . Veltalenhed, o Piil og Sværd paaeengang!
du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir!
Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede
-- og denne Blinken er dit Blik mod Maalet.
Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten
henover Folkets Jubelaandes Bølger,
din Klang blier Funklen, ja et Varsels Funklen;
|
d.II,b.6,s.317 |
og Mængden seer i Luften dine Ord
som sværmende Cheruber. Almagtstanker
henrulle, Mængden nedenunder rystende,
som Oceanets Bølger Bundens Leer;
ja Throner som Koraller røde, Templer
som hvide Sneglesnekker tumlende.
Det Maal, dit første Ord beskedent løfted
sig opimod, du seer i Talens Flugt
som højere Formaals Skygge kun; og stedse
sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt,
Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig,
og ene overseer du dine Seire.
-- Ha, skulle da Profeter lyve? I
dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet.
O stærke Pust, du ikke være nok
til disse Tiders Slægt at ryste? Let
er Sejeren for Den, som Gud udvalgte.
Du Himlens Valg i disse Tanker høre!
Dit Hjerte, Sejren svulmende imøde,
Basunen er, hvorigjennem Himlen taler.
Dens Bud er let: du skyde med et Pust blot
til Folkenes Forbittrelses Lavin!
-- Oppust dit Hjerte! pust -- -- "
Ha, Djævel, Djævel!
af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!"
gjenkjendes du, Ærgjerrighed!
Viig bort fra mig, du Satan!
Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud!
Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret.
Der staaer jo skrevet: "Herren Du, din Gud,
tilbede skal, og dyrke ham alene!"
Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i
min Sjel da kunde tage Feil i Valgets
Omfavnelse, imellem Kongens og
en Frelsers Ærelyst? Du skulde
bedrage mig, du Tanke, Djævel, født
af Ynglingsblod, paa Ynglings Muskler vugget,
saa høit, som Blodet damper, voxende,
|
d.II,b.6,s.318 |
men for at døe som dette kjølner hen?
Jeg dig beundre, store Intet? dig
som slugtes af en Grav? Jeg dig tilbede,
du fule Sandselighed, pralende i Purpur
og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg
nedknæle for det slappe Meed, at naae
en Thronehimmel, naar Aljordens
fra Øst til Vest udspændte Horizonter
kun ere Telteraden for mit Folk?
-- O hellige Tanker, lyse Englechor,
o kommer, tjener mig! . Jeg er beredt.
Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden,
mit bedre Selv, har spredt
de mørke Skyer af Fristelser i Ørken
-- jeg er beredt, ved Seir til Seir beredt!
Ja, ja! jeg fristede mig Selv.
Jeg rusted mig med Prøvelser; thi Hvo
er vel den Mand, som maaler egen Kraft?
Min Idræts Høide kan jeg maale, men
ei Dybderne i Sjelen; de sig sænke
i det Uendelige ind.
Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt,
men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade
den frem paa Jord at blusse. Hil mig! Hil!
Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired.
Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired.
-- Jeg er beredt!
O hellige Tanker -- til een Tro, den Tro:
"Jeg frelser Jorden," glødende isammen --
o alle mine Tanker, tjener nu
blot denne ene Frelsens-Tanke! knæler,
som Engle synlige, for den, for mig!
Thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er
alene Frelsens Tanke levende:
Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning,
som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler
i Støvet synlig, jordindhyllet her.
-- Min Gud, min Fader, se, beredt jeg er!
|
d.II,b.6,s.319 |
Akadiel.
Jesus, Jesus, din Frelses Tvivl
var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil
Ohebiels og Abiriels ømme
Omfavnelse efter Skilsmisse-Drømme.
Din Fristelses Suk var din Svimlen,
da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen.
Men nu, du, Abiriel, seer
dig roligen der,
hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet
af Livets Duft og din Sorg, i Støvet.
Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage
ved Sig i Himlen alene at see,
imedens de Elskte, Menneskene,
i Synd og i Blodskyld bleve tilbage.
Du følte dig fremmed, for ophøiet for
den Jord, hvor du boer.
"O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?"
-- Men, snarlig besindet, mod Maalet
dit Øje roligen straaled.
Din Abiriel-Kraft, din Ohebiel-Kjærlighed
sit Offer, sin Sejer jublende veed
i salige Barm:
al Menneskehed
op til din Høide at hæve
-- o som til Himlen at svæve
med Jordkloden lagt i din frelsende Arm.
|
| BLA BAKOVER |