HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.300   FRELSEN FRISTELSEN I ØRKNEN
(Jesus, en skjøn ung Mand i en eftertænksom Stilling med en Skriftrulle i
Haanden i en Ørkenhules Aabning. Akadiel ovenover).



Akadiel.



                 J
ordklodens Skjød
           bugnede op af smuldrende Kjød.
           Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
           løftedes paa Grave opunder Sky.
           Slægter oprunde, Slægter forsvunde,
           Livet fremaandede Slægter igjen,
           vandrende paa Muld af Forældres Been.
           Skabelsen, fortsat i Mødrenes Skjød
                       ødsel og fri,
           aabned dog ei et Hjerte, hvori
           Ohebiels offrende Kjærlighed flød
           og hvorfra Abiriels Luekraft brød --
           en Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
           skimred igjennem Ohebiels Smiil.
           Men -- Himmel, sku hid,
           til Juda! -- i Fylden af Jammerens Tid,
           Guds evigen skabende Haand,
           det Almagtens synlige Vil,
           stadigt i Livets bølgende Spil,
           formed nu engang en Hjerneskal, hvor
                 Abiriels Aand
           fri som i Himmelens Hvælvinger boer,
                 et Hjerte hvori
           Ohebiels Kjærlighed aande kan fri.


Jesus.



           Er dette Menneskehedens Minderulle,
           som -- o jeg saae igjennem den og . . .

(Brister i Graad)



Akadiel.



                 Aarhundredernes Klage
           skal ei sig fornye i syndefulde Dage.
          
d.II,b.6,s.301              De synke i Mindets Urner tilbage,
                 hvor Graad sin Varme taber,
                 sig til Chrystal omskaber
           og Smerten sig forvandler til Alabastrets Fred
                 og Blodet, som forfærded
                 da hedt det flød fra Sværdet,
           forstenes til Koraller, der ingen Skræk er ved.


Jesus.



           Hvad er den? Aarhundreder rullede væk
           i Synd og Mørke og Blod og Skræk.



Akadiel.



           O evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
           Det ene Øieblik det andet blæser bort.
           Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
           den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
           Som ufødte Tvillingfostre, kommende Ve og Fryd
           tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
                 i Tidens dybe Skjød.



Jesus.



           . . Med Aartusinders Jammer sig Tiden gjøder
           førend den Frelsens Time føder.



Akadiel.



           O, jeg bedre Tiders Glimt
           seer i Jesu Taares Skimt
           -- Frelsens første Morgenstjerne!
           Han -- o se Ohebiels Smerte
           damper fra hans fulde Hjerte! --
           Han, som brast i Graad ved at see
           sine Brødres dybe Ve.
           Paa de Seklers Rad, som ned,
           skumle Skygger lige, gled
           henmod Jordens Barndoms Fjerne,
           han igjennem Dybsinds Glar
                 stirret har,
          
d.II,b.6,s.302              som en Astrolog paa Stjerne.
           Under første Throne der,
           under første Tempeltinde
           sort og blodrød frem at rinde
           Jamrens Kilder to han seer.
           I Bedrag og Trældom fandt
           Han hvi Blod og Taarer randt,
           hvorfor Mulmets Taagevover
           skylled Lysets Sjele over.
           Men -- o se i hans stærke Sjel
           luer høie Abiriel! --
           græd han, nu hans Kinder gløde
           (Frelsens første Morgenrøde!)
           forat frelse, forat lette
           Trældomsaaget af de Trætte,
           lade alle Jordens Sjele
           Himlens Aanders Klenodie dele:
           Frihed og Sandhed: den Arvepart
           Menneskeheden tabte saasnart;
           forat løse op de Hjorde,
           Herskere drive og slagte turde --
           løse, saaat hver Jordens Sjel
           føler sig selv som en Himlens Deel.


           Ja priser og skimter -- o nær
           jo glimter alt dets Morgenskjær! --
           et Sekulum, som bryder gjennem lyst,
           med Straaler om sit Hoved: første Aar,
           det reiser rødmende paa Jordans Kyst!
           Se der alt rustet Frelseren staaer,
           med Kjærligheden stor nok til
           at favne om en Verdens Jammer,
           med Kraften, som saa gudlig flammer,
           at Han en Verden frelse vil!



Jesus.

(reiser sig)



           -- Ak! O Hvad -- ?
           Mon Himlens Aander tale til min Sjel?
           Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o,
          
d.II,b.6,s.303              med Vished, bævrende af frydfuld Kraft,
           jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig
           Opfostringsføde for min Kraft; jeg saae
           mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund,
           lyksalige Aldres Moder! du har valgt
           mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde,
           min unge Læbe til din Afkoms Vugge! O
           min Graad min Styrkes Øje, og min Smerte
           er bleven bedste Muskel i mit Hjerte.
           Saa pludselig som om en Engel foer
           min Sjel igjennem, og borthvifted med
           sin Vinge Vemodssukkenes tomme Skyer,
           solklarned i mit Hjertes Baggrund nu
           mit Meed -- o som om mine Taarer, før
           kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og
           jeg saae det og det nævnte modig Frelsen.
           Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en:
           at kun et Digt min nye Verden bliver,
           at heller jeg paa Pergament, som Plato,
           blot burde malt . . O! o!
           Ve mig, som tvivler!
                             O tilgiv, min Gud,
           hvis Viisdomsvilje, kjendt kun af de Himmelske
           dog har tilglimtet mig, som gaaer i Støvet!
           Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende,
           dit Aasyn er, som lysende du løfter
           opover mig, du min og Alles Fader!
           Meer end sig selv den er: en Helligaand,
           en Aand, som Aanderne selv prise maae.
           Mit Blik, det min Begeistrings Straale-Plekter,
           det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende,
           som Duen svæver blank paa Stormens Brusen . .
           mit Blik, mit Herredømmes Luescepter
           har kløvet Tiden, saa til begge Sider
           Aarhundrederne deles, Skygger lige,
           naar Straalen skyder gjennem Lundens Gang:
           til begge Sider Palmerækker skimtes
           at svæve susende over Graveraderne:
          
d.II,b.6,s.304              se Folk for Folk Kvartererne: hver Grav
           et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene!
           -- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden?
           Mit Hoved høit er over Skyen løftet,
           og seer paa andre Kloder samme Seir.
           De svæve denne Jord forbi, som Brude,
           der smile til hverandre samme Fryd.
           O se, o se med mig de fjerne Fredens
           Aarhundreder, den lange Palme-Gravgang,
           henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker
           fortløbende, den voxer stedse:
           saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv,
           de sidste Grave Verdenskloder . . o
           se deres hvilende Engle (de, som nærved
           kun syntes lidet skjønnere end Mennesker)
           de blive Aander, favnende en Klode,
           omfavnede af en Himmel, herlige
           som disse alt forherligede Aander, som
           sig røre udenover Jordens Tider.
           -- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer
           saa sandt som fjernt? Hvo sværger det?
           Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed
           . . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte!
           Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed!
           O, dumme, blege Øine stirre paa mig!
           Dog taler jeg kun tydeligen hvad
           dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed
           i Lænker? Sandhed under dine Altre?
           og Kjærlighed, mens du af Brødre plages?
           Er dette ei dit Suk?
           -- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler,
           du mangler Noget, veed dog ikke Hvad.
           Saa stirr da i mit Blik! Se, det, imens
           min Tale og mit Hjerteblod udbølger,
           jo glimter roligt som en Sol bag Skyen!
           Det Veien finder til dit Hjerte gjennem
           dit aabne Øie, om end Øret luktes,
           og der belyser det din Længsels Navn.
          
d.II,b.6,s.305              Men naar du seer min Læbe taus -- o da,
           da vil du lytte først. -- -- Ah, ja
           hvad er dit Golgath dog? -- den Vandringssteen,
           hvorpaa den ny Tid hviler før sin Udflugt. --
           O Golgath, Golgath! hvor jeg ahner
           den Trælleæts Fordærvere forgjæves
           i mit, som Eders, dødelige Blod
           vil slukke mit udødelige Ord --
           se dine Hovedskaller vorde Stjerner,
           dit Blod sig samler til en ny Tids Sol!
           Mod den mit Blik henover Højen skuer;
           mod Maalet bag ufødte Aldres Grave
           det straaler sejervist og roligt. O,
           se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet,
           en Fakkel til min Tale, se dens Sandhed!
           Og naar du hører Frelsens Løsenord:
           naar "Frihed, Sandhed, Kjærlighed" Du hører,
           mon rører sig ei Noget i dit Hjerte?
           Det er din Aand, som hører Hvad den glemte.
           Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da
           det flammed over Loven, over Folket! --
           vær mine Ord selv synlige og straalende!
           Og, Kjærlighed, hvis første Suk den døde
           for Støvets Øine aabenbarte Verden,
           det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb,
           indaandede min Sjel . . o hyll dig i
           mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem,
           som ei dit Navn forstaae! -- o ve, fordi
           de aldrig hørte det, med Øren fulde
           af tunge Bud, med Hjerter gnavede
           af Slavesind og Egennytte, Hjerner,
           udhulede til drukne Lasters Bægre
           af Løgnens Ætsen. Hyll, Alkjærlighed
           dig i mit Smil, du Aanders, Himles Kys,
           imens jeg nævner dig i Støvet!
           Min Tales Sandhed straale paa min Pande!
           Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik,
           idet det daler over Folket, skuende
          
d.II,b.6,s.306              selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig,
           som med de hentilvendte Øren lytte,
           hvis Hjerter aabne sig, hvis Vemodstræk,
           naar jeg forstummer, vise, at de undres
           ved sine egne Hjerters Storhed, som
           jeg viste dem: ved der en Himmel finde,
           hvor før de troede Rum til Sukke kun.
           O Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
           den alle Verdens Sjeles Liv og Eje,
           du Hellig-Aand, som gjennemgløder Aanderne,
           du alle Sjeles arvede Treenighed,
           du faaer et Hjem i dødelige Hjerter!
           Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn
           udhuler dem til Helveder, ei Had
           forgnaver dem; men Mennesket skal leve
           til bliden Alder med sin Lok ham hyller
           i unge Engels hvide Barnesvøb.
           Ak Tid, ak Tid, du rige paa Erstatning,
           o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg,
           som Aand, kan see dig glide frem med Jorden,
           som vexlende, fagre, luftspeilmalte Skyer?
           -- -- O ve! jeg ahner kun? Hvad veed jeg? Ja,
           hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag
           min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg,
           i Mulden stirrende udslynger Sæden?
           Se endnu er den sort! se mine Furer:
           den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne!
           En Alder rull henover! Støvet af
           een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad
           een Slægt kun have seet gode Fædre:
           da spir min Sæd! da svæv i Luften lys
           som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv
           de vide, Jorden er en enkelt Himmel,
           ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen!


           -- Ja, seirede min Daad saa? O, hvo veed?
           Et Øjeblik ei gjennemskuer det Andet.
           Kan En (om Skjald som David eller ikke)
          
d.II,b.6,s.307              naar i en hellig Stund han speider i
           sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled
           af høiere Verdner, fjerne Tiders Syner
           -- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Sejer
           før Jorden døer og sidste Sjel udaander.
           . . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende
           opover Jorden i min Sjel ei, da
           den blussende besvoer at frelse? Men
           hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time?
           mit Meed snart smilende tilbage til
           en Verden, som det gjennemfløi, og snart
           som Vandringsmanden træt, forsagende
           før end han gik et Skridt? En Himmel nu
           mit Hjerte gjennemfarer . . og nu synes
           en endeløs Ørken rulle ud sig i
           mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet
           "Messias" maler og det gjenudsletter.
           Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias",
           det Navn, som Folkene give deres Suk)
           jeg synes skrive selv mit eget Navn:
           som om jeg ikke "Jesus" ene hedte,
           men "Jesus Messias", ja den salvede Frelser.
           Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias",
           jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv,
           at navnløs jeg tilbagesynker blandt
           de trællende bedragne Millioner,
           beholdende Forstand kun til at lee ad
           min fromme Moders underlige Tanke,
           at kalde mig med Jesus-Frelser-Navnet.


           -- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-Luftspeil? skylle
           nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre,
           og gjør det til Ensformighedens Flade,
           da jeg mod Himlen saae, for der at finde
           mit Syns Sandhed? Ve! o var jeg dum
           og sløv som . . o jeg loe da; men min Latter
           mit Hjertes Lænkeraslen var; en Fakkel,
           der lyste mig til Trøst nok for mig Selv,
          
d.II,b.6,s.308              var da min Graad . . min Graad; men nu . .
           men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse.
                             
(brister i Taarer)

           O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv,
           som frister mig i denne Ørken, eller,
           om Himmelen og mine Fædres Helved
           her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv,
           og uden at jeg kan forbyde det:
           om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig,
           henover hver en Straale jage, Himlen
           nedskjød, at vække Frelsens Tanke i
           min Sjel. O var det saa, da Under ei,
           om jeg i første Værkets Time skjælver,
           om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads.
           Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand,
           som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om
           jeg Selv igjennem Sjelens Øje sandt
           beskuer Aandehimlen eller denne
           igjennem dette Øje skuer ned?
           Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor
           at Frelsens Tanke, født i dette Bryst,
           jeg maa i Himlen avlet troe og baaren.
           Hvo kan da kvæle den? O Sejr! o Sejr!
           En salig Jord fremsvæver atter for mig.
           Vel! jeg som Tidens høie Skjær mig reiser,
           som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker
           de gamle Aldres blodigstribede Bølger!
           og paa den anden Side skyder frem
           et Lyshav: begge bryde sig paa Mig!
           Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger
           formørker ei mit Blik, fremsvæver ei
           for mine Skridt! Din Dæmring, Haab,
           er altfor tom for Frelseren: til en Troes
           livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger,
           hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe
           sig lette op til Himle! Ejaja!


           . . O, Jubel, hveden kom du, og udslog
           dit Vingeslag? Jeg saae, jeg saae
          
d.II,b.6,s.309              et Sejersglimt. O Troes Lynøje,
           du lader Mulm tilbage mellem Seiren
           og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet
           jeg saae som stille Aftensol paa Havet,
           men Aldre bølgede imellem, Aldre,
           for skumle til at see igjennem klart,
           for mange til at tælle. Ja, jeg hørte,
           men som igjennem Fjernets Tepper,
           en Himmels Jubel lyde ifra Støvet,
           hvor rene Aander priste Gud for Livet,
           ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt
           og Viisdom i det levende Muld, som deler
           med Aanden Menneskenavnet, og som smilende
           til Graven, hvor det Afsked tager, følger
           den høje Broders Flugt mod større Himle. .
           Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem
           omfavned, som umyndig Broder, Aanden,
           istedetfor, som Guddom eller Djævel,
           det før behersked ham . . O Sejers Syn!
           ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned;
           Aljorden laae der riig; ei Millionerne
           hverandre trængte eller slugte; Hver
           sin Broders Hjerte kjendte; Lasterne
           og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger
           henlagte var med Kroner ovenpaa;
           men disses Guld var blegnet, Jern de syntes
           som Slavebøiler . . Skarpe Aandens Øre!
           jeg hørte disse Salige at tale
           om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed,
           med samme Mistro, som vi tale om
           de gamle det Umuliges Fabel-Kjæmper,
           der siges Himmelen at have stormet.
           Jeg hørte med det Aandens skarpe Øre
           der hører fremmed Tankes tause Tale
           og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd,
           hvorledes disse Mennesker forkyndte:
           "Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
           at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
          
d.II,b.6,s.310              at Kjærlighed er deres indre Ønske.
           Først Sandheden os frigjør; thi af den
           vi vide dette. Sandheden er een;
           og den er Kundskab om vort eget Væsen.
           Alt er i denne; først i Selverkjendelsen
           sig Gud udfolder og Udødeligheden.
           Saa fordrer Gud, den Altomfattende,
           en Kjærlighed, som stræber ham at favne,
           og da at favne Alt. Og Den, som lærte
           os Dette, mon han ikke er vor Frelser?
           Se Jorden nu er Aanders glade Hvilested!
           Mind hvad den var, da vore Fædres Aldre
           i Blod og Synd nedsank! Og tvivler du,
           at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag,
           fra Aandens Død er vor Forløser?
           Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud!
           Vi rødme meer ei for vort eget Væsen!
           Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske --
           sit Billed fik i Borgerfrihed; thi,
           da Hveren vidste, at sig Selv beherske
           og elske Alle: intet Spiir sig løfted,
           som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
           men Alle sadde jevnt ved Siden af
           hverandre rundtom Jordens store Fad.
           Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed,
           vi turde ene dyrke det med Sandhed,
           om simpel end mod Fortids brogede Fabler,
           dog altfor stor til i et andet Tempel
           end i et Menneskehjerte at indsluttes.
           -- O styrer Gud ei Verden let som vi
           opløfte vore Hænder. Er da Han,
           som Frihed gav til Synderen og Slaven,
           som Sandhed skjænkte den Bedragne, og
           dem Alle Kjærlighed -- ja Han, der mægted
           at gjøre Jorden til eet Fædreland --
           ei kaaret ud af Gud, og salvet med
           de rene Aanders Helligaand? mon ei
           isandhed, som han kaldes, vor Messias?"
          
d.II,b.6,s.311              -- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
           at svinde mellem Verdnerne, imens
           forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
           en ubrudt Følgekjede var imellem
           de Salige paa Jord og deres Frelser.
           Jeg saae og hørte, jubled uvilkaarlig.
           En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
           og rødmed Sejrens fjerne Palmer -- ha!
           Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha!
           Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
           -- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
           igjen i Tvivlens Afgrund; Dybet greb mig;
           min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl.
           O ve, og endnu dybere hvirvler Angst;
           o ve, og endnu dybere Fortvivlelse;
           o ve, og endnu dybere (som paa
           en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
           Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
           for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
           Min Aand fortabtes, hvis jeg tilbedækte
           med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte,
           idet jeg dulgte Sandhedens Erkjendelse,
           og hvis jeg Frelserkraften, som jeg følte,
           betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
           saa engang i vanæret Alderdom
           jeg husked neppe, at som Yngling jeg
           for Sandhed lued af en hellig Aand.
           . . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig Satan! . .
           Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
           imod den Helligaand, som mig besjeler,
           mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
           den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
           -- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
           mod Helligaanden trodser? Er der end
           en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
           Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
                 "Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
                 i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
          
d.II,b.6,s.312                    Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv?
                 Hvo giver mig til Pulsen vel igjen,
                 naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei,
                 som du, sig reiste, sank, og deres Frelse
                 med deres Lænker stivned? Lænkerne
                 forstummed, mens de talte, men saa foer de
                 haanraslende henover deres Grave.
                 Vil du din fulde Hjertekalk ombytte
                 med Sokrates's Bæger? Se dog, mon
                 ei Manges Ord, imens de talte, døde
                 i Stenedyngen og i Folkets Skrig:
                 "du haaner os, Profet! Forstyr os ei!
                 Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig.
                 Se vore Fædre lede! Arved vi
                 med Godset ikke Trældom? Vi maa hædre
                 Forfædres Arv: som de vi ville lide.
                 Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom
                 du kalder, er, ved Vane bleven Fryd
                 og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed.""


                 " -- Nei, unge Jesus, lev i Ro og dø
                 i Ro; og Abram, naar du hviler i
                 hans Skjød, skal slette dine Synder ud!"
           -- Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig.
           Omklamr mig ei med hede Slanger! Løb
           dit vante Trællekredsløb atter væk!



           Men denne Djævels Tale er som Iisdryp
           i Hjertets Midte; og den Sandhed taler:
                 "Ved Solens Vugge se Confutsee flammed
                 og Buddha af den samme Aand,
                 du, Jesus, kalder din og Himlens og
                 den Hellige; men fløi vel deres Glimt
                 den Østens Synskreds over? Og den Strøm,
                 de leded for at vande Jorden,
                 formaaede jo ei at bryde
                 igjennem Tartariets Nabo-Ørken?"
           O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som
          
d.II,b.6,s.313              Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed,
           god Sags Forræder. Blegn, du Taage!


           -- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger
           iblandt de lyse Tanker? Men de sværme
           som Myg, og døe i Lyset. . . End en Djævel?
           Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands,
           idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede,
           som lister frem dig efter Nederlaget,
           hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes,
           og Blodets høje Purpur sank! Thi jeg
           jeg blæste bort dets varme Livsensaande,
           og kasted Lem for Lem den dorske Tudse,
           som kravled af min Hjerne frem, i Blodet,
           for al dets angste Oprør ret at kjøle.
           Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte
           en Klods, som mig til Jorden binder. Se,
           jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei,
           om Druer eller Vand min Tunge lædske;
           jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster!
           Hun i hvis Blik jeg Himlen først opdaged
           og saae min egen Sjel og Menneskets,
           som den nedsteg i Paradisets Glands)
           jeg hører ei min Moder (før den søde
           Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe?
           Kan Meer du byde? Meer ei Jorden ejer.
           O usle, dog besynderlige, Djævel,
           i Fjernet glimtende, men nærved gusten,
           dit Ord er kun min Indvolds Piben,
           en Aares Brusen mod min Tinding;
           dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei,
           om jeg skal troe og raabe som du byder:
                 "Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk,
                 da maa Han have dig udrustet med
                 Vidunder-Kræfter. Stig da op
                 paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se,
                 du kommer over Salem svævende!
                 Thi staaer der ikke skrevet om Messias:
          
d.II,b.6,s.314                    " " om dig vil Gud befale sine Engle:
                 I bære skal min Søn paa Eders Hænder,
                 saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?" "
                 Ja er du, som du siger selv, Guds Søn,
                 da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger;
                 men byd, at disse Stene vorde Brød!"
           Sandt, Djævel! Gud mig salved til den Frelser,
           hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende,
           ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne";
           men og med Stolthed (skuende i ham
           et Ideal af Mennesket) de benævnte
           ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men
           den hele Skabning er min Broder.
           Der staaer jo skrevet: Gud du ei skal friste!
           Men gjorde jeg din Vilje, fristed jeg
           til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed
           med Døden eller det.
           -- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige,
           Forfængelige, fjerntfra (da du reiste
           dig i min Hjernes Baggrund og da du
           til Tempelspranget fristed) ligned du
           en Engel, men en glødende i Oprør
           mod en Alviisdoms Love; nærmere,
           da du af Steen mig bød at bage Brød,
           du var jo kun en sulten Maves Pust?
           Og, du, et Gisp, vil du en Frelser standse?
           Jeg fastede i fyrgetyve Døgn,
           og mærked ei min Hunger før du talte.
           Du er da Hunger? -- en uskyldig Djævel,
           skjøndt jeg nok troer en mægtig Frister;
           og nu -- ja du har Ret; javist jeg hungrer.
           Vel! jeg vil gaae til næste Oljebjerg,
           og stille dig tilfreds med en Oliven.


           Men hvad kan mætte dig, du Djævel, som
           fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte?
           Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig!
           Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik,
          
d.II,b.6,s.315              som Cæsars blanke Stav, og skued over
           min Ungdom som et udbredt Kongerige,
           min Manddom som et Keiserdømme, der
           erobres skulde under Vestens Fjerne.
           Min Barm var Keiserens Triumfvogn da.
           Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer.
           Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk.
           -- Ha, nu min Sjel tilkjæmped sig sit Lys
           i denne Ørkens Mulm, nu sniger du
           dig om som dømte Skygge . . forud dømte?
           Thi, Djævel, dig det var, som, da jeg stod
           paa Zion, lænende mit Hoved (just
           det bar den tyvende Sommers Blomster) til
           Augusti Cæsaris den gyldne Støtte,
           og saae med Haanden over Øjet -- thi
           fra Kongens Kuppler flammed Morgensolen --
           paa Folket ned, der vælted sort sig brydende
           imellem Salems hvide Søilerader --
           ja dig det var, som dengang til mig hvisked:


           "Se Salem som en Kube!
           De Travle gaae til Handel; Guldet synes
           at gjøre disses Aasyn venligt-aabent;
           men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter
           mod Idumæeren, den kjøbte Romer.
           Nu Israels Bærme bruser høit og varmt!
           Se fjernt nu Romas Ørne suse!
           De hilde Vingerne i Gothens Ege.
           . . Ha, ginge ei Profeterne Dig foran
           lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen
           med hellige Læber, o du Davids Kongeblod!
           til Israels og Gojims Fyrste? Eja,
           se Israels Time lyser! Ræk din Arm
           blot op: der er dens Viser! tal: din Tale
           er Israels Times Klang og Sejerværk!
           . . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler?
           Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet
           henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven
          
d.II,b.6,s.316              din Fordring nævne? Da vil Israel lee,
           imens en enkelt Svend (en carnifex,
           som kaute Lictor til det Arbeid lejer,
           en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens
           Skafot -- ha det din purpurrøde Skala!
           I Israels stille Fnysen nøler du?
           Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei hæver?
           Ha, tog ei Cæsar med sin Ungdomsarm
           den halve Jord? Men alle Jordens
           solkronte, morgensky-bekaabede Riger
           -- o se den Herlighed! se Marmorbyer,
           dens hvide fuldtudslagne Blomster midti
           de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver,
           hvis sig dit Hjerte bøier for mig og
           mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja,
           din bedste Kraft; thi jeg en større Arm,
           Veltalenhedens, løfter. Den er stærk
           og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind
           den snoer sig ud igjen med Hjerterne.
           Som gylden Krog til Leeg den kastes ud
           i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler,
           og Taleren trækker til sig, naar han lyster.
           Naar Taarer snart, liig sølvhvid Sild, snart Smiil,
           liig gyldenrød Forellestime, spiller
           hans Kroge rundt, saa vipper han . . ah, af
           de tusind aabne Gab de tusind Hjerter
           isammenbidte op med Krogen.
           Eja! for dine Fødder seer du da
           den store Leviathan, Babylon!
           og op af blodigt Dyb du haler Rom,
           den gispende formædskede Muræne!
           . . Veltalenhed, o Piil og Sværd paaeengang!
           du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir!
           Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede
           -- og denne Blinken er dit Blik mod Maalet.
           Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten
           henover Folkets Jubelaandes Bølger,
           din Klang blier Funklen, ja et Varsels Funklen;
          
d.II,b.6,s.317              og Mængden seer i Luften dine Ord
           som sværmende Cheruber. Almagtstanker
           henrulle, Mængden nedenunder rystende,
           som Oceanets Bølger Bundens Leer;
           ja Throner som Koraller røde, Templer
           som hvide Sneglesnekker tumlende.
           Det Maal, dit første Ord beskedent løfted
           sig opimod, du seer i Talens Flugt
           som højere Formaals Skygge kun; og stedse
           sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt,
           Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig,
           og ene overseer du dine Seire.
           -- Ha, skulle da Profeter lyve? I
           dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet.
           O stærke Pust, du ikke være nok
           til disse Tiders Slægt at ryste? Let
           er Sejeren for Den, som Gud udvalgte.
           Du Himlens Valg i disse Tanker høre!
           Dit Hjerte, Sejren svulmende imøde,
           Basunen er, hvorigjennem Himlen taler.
           Dens Bud er let: du skyde med et Pust blot
           til Folkenes Forbittrelses Lavin!
           -- Oppust dit Hjerte! pust -- -- "
                             Ha, Djævel, Djævel!
           af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!"
           gjenkjendes du, Ærgjerrighed!
           Viig bort fra mig, du Satan!
           Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud!
           Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret.
           Der staaer jo skrevet: "Herren Du, din Gud,
           tilbede skal, og dyrke ham alene!"
           Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i
           min Sjel da kunde tage Feil i Valgets
           Omfavnelse, imellem Kongens og
           en Frelsers Ærelyst? Du skulde
           bedrage mig, du Tanke, Djævel, født
           af Ynglingsblod, paa Ynglings Muskler vugget,
           saa høit, som Blodet damper, voxende,
          
d.II,b.6,s.318              men for at døe som dette kjølner hen?
           Jeg dig beundre, store Intet? dig
           som slugtes af en Grav? Jeg dig tilbede,
           du fule Sandselighed, pralende i Purpur
           og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg
           nedknæle for det slappe Meed, at naae
           en Thronehimmel, naar Aljordens
           fra Øst til Vest udspændte Horizonter
           kun ere Telteraden for mit Folk?
           -- O hellige Tanker, lyse Englechor,
           o kommer, tjener mig! . Jeg er beredt.
           Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden,
           mit bedre Selv, har spredt
           de mørke Skyer af Fristelser i Ørken
           -- jeg er beredt, ved Seir til Seir beredt!
           Ja, ja! jeg fristede mig Selv.
           Jeg rusted mig med Prøvelser; thi Hvo
           er vel den Mand, som maaler egen Kraft?
           Min Idræts Høide kan jeg maale, men
           ei Dybderne i Sjelen; de sig sænke
           i det Uendelige ind.
           Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt,
           men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade
           den frem paa Jord at blusse. Hil mig! Hil!
           Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired.
           Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired.
           -- Jeg er beredt!
           O hellige Tanker -- til een Tro, den Tro:
           "Jeg frelser Jorden," glødende isammen --
           o alle mine Tanker, tjener nu
           blot denne ene Frelsens-Tanke! knæler,
           som Engle synlige, for den, for mig!
           Thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er
           alene Frelsens Tanke levende:
           Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning,
           som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler
           i Støvet synlig, jordindhyllet her.
           -- Min Gud, min Fader, se, beredt jeg er!


d.II,b.6,s.319  

Akadiel.



           Jesus, Jesus, din Frelses Tvivl
                      var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil
           Ohebiels og Abiriels ømme
           Omfavnelse efter Skilsmisse-Drømme.
           Din Fristelses Suk var din Svimlen,
           da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen.
           Men nu, du, Abiriel, seer
                 dig roligen der,
           hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet
           af Livets Duft og din Sorg, i Støvet.
           Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage
           ved Sig i Himlen alene at see,
           imedens de Elskte, Menneskene,
           i Synd og i Blodskyld bleve tilbage.
           Du følte dig fremmed, for ophøiet for
                 den Jord, hvor du boer.
           "O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?"
           -- Men, snarlig besindet, mod Maalet
                 dit Øje roligen straaled.
           Din Abiriel-Kraft, din Ohebiel-Kjærlighed
           sit Offer, sin Sejer jublende veed
                       i salige Barm:
                       al Menneskehed
                 op til din Høide at hæve
                  -- o som til Himlen at svæve
           med Jordkloden lagt i din frelsende Arm.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE