|
|
| d.II,b.6,s.266 |
MENNESKEAANDENS LYSBRUD
PROFETER OG FILOSOFER
1.
En Profet.
(talende til
Konge,
Præster,
Folk)
Ja, løber rundt paa Gaderne i Salem;
og seer og mærker, søger paa dens Gader,
om end der er en Mand, som handler ret
og søger Sandhed! da vil jeg tilgive.
Ja, om de raabe høit end: Herren lever!
saa sværger Munden falskelig mod Hjertet.
Til Træet sige de: du er min Fader.
Til Stenen sige de: du avled mig. O lad
da disse Guder reise sig og frelse!
Ha, skulde I vel stjæle, myrde, hore
og sværge falskt og offre Røg til Baal
og gaae i fremmede Guders skjulte Fodspor?
Forlader Eder ei paa løgnfuldt Ord,
der siger: Herrens Tempel, Herrens Tempel,
ja Herrens Tempel ere de, de Altre!
Ve, dette er et Folkefærd, paa hvis Læber
omkommet er og kvalt hvert Suk af Sandhed!
I Morderdalen Tofets Høie reise de,
og brænde sine Sønner sine Døttre.
Ve, ingen var, som angrede sin Ondskab,
som spurgte om: hvad har jeg gjort? mon ret?
Men hver fremdrives af sin Egennytte,
hver i sit Løb, som løse Hest paa Valen.
Hvorledes sige I: "vi ere vise,
og have Herrens eget Ord? O selv
Skriftlærdes Pen er fuld af falsk; og Præsten
forkaster Sandhed! Hvor er da hans Viisdom?
Saamange dine Stæder, Juda, just
saamange dine Guder! og, Jerusalem,
saamange dine Guder, just saamange
og dine Altre, hvor du ofrer til
|
| d.II,b.6,s.267 |
Gud Baal og den liderlige Gud.
Men fra de Øjenskalke-Løgnprofeters
ublue Læber udkom Landets Synd.
(En
Præst slaaer ham)
-- Ha, Præst, dit Navn er "Landerædsel";
thi Skræk i mindre Ring din Mine spreder,
men vidtom Landet gaaer den i din Tale.
Ja Øjenskalk er nu Levit og Præst;
i Jovahs Huus de øve sig i Ondskab.
Vel saae jeg Daarlighed hos Baals Profeter,
der Israel forvildede i Røgen;
men gruelige Synder saae jeg hos
de Judæ Præster: at de Hoer bedreve,
gik om med Løgn fra Kongen til Enfoldige,
bestyrked Uretfærd og Synd, saa Ingen
omvendte sig . . Ve Sodom! ve Gomorrha!
De sige til den dumme Synder: "hør,
naarhelst jeg taler, taler Gud! Og nu
jeg siger: ends dig ei; din Fred er evig!"
Til Den, som vandrer i sit Hjertes Stivhed,
de sige: "hør, (saa siger Gud ved mig)
dig intet Uheld, ingen Sorg skal ramme!"
I Guds Navn spaae de Løgne, sigende:
"jeg drømte; ja, jeg drømte." De, som give
Bedrag og deres egne Hjerters Opspind
og drømte Fabler ud til Folket for
en Leveviisdom og en Sandheds Lære
. . . . ja dem, dem kalder Folket jo Profeter.
Ja selv de sige, naar de tale, naar
de true Gods af Folk og Gunst af Skjøger:
"Han, Herren, siger det." -- O, hvor er Sandhed?
Mon Alle ikke er forvildede
af Præste-Løgn og Letfærd og Afsindighed?
Præster.
I hørte, Drot og Folk, hans Haan? Mon Urjas,
der sang i samme Ulyks-Ugletone,
og kaldte sig Profet som Denne, ei
|
| d.II,b.6,s.268 |
sin Tunge kløvet fik af Kongens Sværd,
der greb ham i Ægyptens Sump-Skjul?
Vel, samme Dødsdom hvile over Denne!
2.
(Gade. Folk udenfor et Fængsel)
Tys! Sokrates jeg hører ei meer lee,
men Zenofon hulker . . Plato taler stille.
(En
Kone med Børn kommer ud af Fængslet)
En Mand.
Der komme Børnene. Ja selv Zantippe
er bleven from nu. Det er vist forbi.
(En
Mand kommer ud og gaaer bort)
En Mand.
Der Cebes gaaer med Tørklædet for Øinene.
Ja det er vist forbi.
(
En Mand
kommer ud, og gaaer bort)
Hør Krito, Krito!
Ah, han for adspredt og forstemt saae ud,
til os at høre.
(En
Mand kommer ud)
Plato! Plato!
Plato.
Stille!
Er du en Attiker? Thi denne Blodskyld
er tung paa hele Landet. Er du?
En Mand.
Ja.
Plato.
Gaa hjem da du og I! Sorgklæder Eder!
Thi Sokrates ei mere er paa Jorden.
Ei heller veed jeg, om han meer her færdes;
men vi ei se ham, høre ei Dens Viisdom,
som dadled Uretfærd og Tyranni
|
| d.II,b.6,s.269 |
hos Herskerne, Bedrag og Overtro
hos Præsterne, og talte Folkets Sag,
der var fordømt til Dumhed og til alle
en aandig Trældoms Laster. Ve Athenæ,
den Blæst, som bragte dig dit hellige Skib,
har blæst den klareste Guddomssjel, som blomstred
i attisk Støv, for evig over Styx.
(afsides)
Saa maa i Folkets Tungemaal jeg tale,
for ei at sige, at den samme Storm,
som bragte Thesei Snekke til Piræos,
har løsnet Sokrates fra Støvet, saa
hans Sjel er flydt tilbage til sin Kilde,
sit Ophav, til det Evige og Sande.
(høit)
-- Forstaae I ei? Ve! -- Sokrates er død.
Den Mand, som kaldte ned fra Himlen Viisdommen
til Jorden, er nu selv forviist fra Jorden;
den Mand, som lærte eders Ungdom Dyd,
jer Manddom (om I vilde selv) Forstand
jer gamle Alder Viisdom, og os Alle,
at ahne -- maaskee kjende -- noget Bedre
end de Ægyptens Drømme, som . . Ah Mund,
i slige Ord du slubbrer efter Giftbægret!
Athen har Laurer for Kallifanes;
for Kleon og for Kriton Egekrandse,
for Sokrates (o gjetter ei!) Skarntyde.
I græde? O det er kun Vaadt i Øjet
af Aristofanes's Latter! . Alle
med Aristofanes jo skoggre, men
med Plato græder Ingen -- --
3.
(Mænd).
En Mand.
Hvormange Sceptre brast ei alt, og fulde
som Haar af Verdens graanende Isse ned?
Men Præstestavene ubrudte kneise,
og Tiden suser under dem . . Med samme Snit
|
| d.II,b.6,s.270 |
og plumpe Snirkler, som da frem de stak
af graa Old, liig Horn af mulne Oxehud,
de reise sig i vore Tiders Templer,
saa skjønne af en verdslig Mester byggede,
som om ved frie Kuppelhvælvs Forening
med Pillerne, som huggede af eet Marmor,
han vilde os det Sande, Skjønne, Gode
i en guddommelig Eenhed evigtværende,
og ei en enkelt Afguds Høihed, lære.
Med disse Stave, hellige som Alnemaal,
vi da, som vore Fædre, der i Skovene
som Vildsviin Olden aad, som Vildsviin lodne,
til samme Tro afmaales skulle? Nei,
vi gaae ei under Alnen, nei, for høivoxne!
Og, Præst, du er for lav. For Os, om ikke
for Folket, dine Formler er forslidte.
Se, nye Dage træde frem . . o, lige
en Guds hvidklædte Tog af sande Præster,
der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste;
og Sokrates's Blod er første Fakkel,
hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer;
og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab
er Chorets Hymner.
Fortælle hvert et Riges Sagn ei om
en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader,
der Menneskeheden i dens Barndom opdrog,
som Patriarkerne opklækked den?
Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der,
hvis ei beviist, han kom ifra Fønicien,
med Eed vist skulde kaldes himmelsendt.
Nok, hver af disse Fosterfædre lagde
sin hele Skat af Jord- og Himmel-Viisdom
i en naturlig Religion.
Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom?
Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være.
Da have Præsterne den saa tilhyllet,
at de ei selv i Bindslerne den finde,
men stedse svøbe nye Slør omkring.
Der er jo Andet ei end Ceremonier
|
| d.II,b.6,s.271 |
og Billeder af Guders drømte Daad,
hvis Mening tidt er kaad og kun forførende,
som Digterens og Malerens Lune var.
Se, Afrodites og Dianas Tempel
paa samme Torv tvertsoverfor hinanden,
jo ligne, med de hvide Søilerader
og blanke Kupler, tvende Præster, der,
trods blanke Skaldepande, vise Tænder,
idet med lige Rang og lige Grunde
En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja,
hvad er vel Pligt da for Tilhørerne?
det arme Folk, som veed ei op ei ned;
ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster
er seierrige Stemmer ifra Himlen?
Men spørge vi om hine Mestres Viisdom
(som, saa der siges, kun et lidet Folk
i Kanaan skal opbevare renest)
da byde Præster os at kige gjennem
en Forolds Sekelrækker, sigende:
"seer I nu vel, at den er Aabenbaring,
at det, vi lære, taber sig i Himlen?"
Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som
at see mod Skyen gjennem hule Haand.
Vi Skyer saae og intet andet,
ei hvad os Præsterne fortælle.
Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras
selv fandt den ei i Indien og Ægypten.
Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei.
Dog vore Sjele voxne føle vi,
skjøndt ei af hine store Pædagoger
opdragne, modne ikkun af Naturen,
der, som vi mandedes, opkastede
den vamle Sjelemelk, som Præsterne
og Mødrene os vilde tylle ind.
For voxne ere vi, til Leeg at tage
for Leveviisdom og for Religion.
Og takket være Menneskets Natur,
at Halvten ikke er afsindig ganske
|
| d.II,b.6,s.272 |
og ikke reent fordærvet!
Godmodige, men Tosser, er de Fleste,
der hade ene Den, som vil dem vække.
Vi maae os hjælpe selv da, og begynde
forfra som hine Mestre, der jo havde,
som vi, blot Himlen over, Jorden under sig.
Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken.
Vi, gjennem Dale fulde af Forvirring,
Vi ville kjæmpe op mod Høiderne,
og hvile der, mens Alle bruse nedenfor,
og Sorgen sortner under os som Skyer.
Vi ville klare Folkenes Begreber,
og lære Ret og Lykke sandt at kjende,
og finde os i denne Trældom Frihed,
Fornuft i vor Umyndighed.
En Olding.
Til Stoa følger mig da! Der i Ro
med mig betragter Guddommen og Verden!
Forskjellige, ueense; Verden dog
af Guddommens Fornuft belivet,
der, som en Ætherlue, rører Alt,
dog uden at den kan forandre i
Materiens evig faste Love. Lærer,
at disse er det, som fremtrine her
i Livet med et Fatums Rædselshøihed,
ja synes trodsende et Forsyns Viisdom!
at disses Spor kun ere det, vi kalde
en Gaade; disses Seir, vi kalde Last!
at hveren Misklang i vort Indre er
den dunkle Følelse af deres Modstand
mod vore Planer og vor Villie; men
at med den falske Vished om vor Vanmagt
til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire
og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre)
gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren,
ja meer og meer, ja til Vanvittighed!
at Lidenskaber ere hvad af Sjelen
|
| d.II,b.6,s.273 |
Materien underlagt har sine Love!
De føre da et Skinliv, og saa døe de.
Men er den hele Sjel fordærvet saa,
da er den kun et Offer, som Materien
fra Verdens Guddom tog, og bleven fra
en Deel af Guddommen en Deel af hiin.
Som da med Gud Forening er Bestemmelsen,
saa er vor Pligt at gjøre os saa frie,
som muligt, af Materien: saa vi
den Svaghed fange og udrydde, som
os kunde til vor Fiende og Guds
forraade; saa vi gjøre os usaarlige
for Smerter, og for Glæderne urystelige;
thi Glæder ere ikkun kildne Smerter:
saa til en Veirhane mellem Lysts
og Ulysts de forgjængelige Følelser
vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer
alt her en himmelsk Apathi.
-- Se, Stemplet trykker jeg paa Herreretten,
som Mandens Sjel har over Legemet.
Jeg trykker det med Gubbens kolde Blod.
(gjennemborer sig)
Saa kunde Gud Alverden ødelægge.
Men skabes maatte den dog frem igjen.
(døende)
Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter,
der styre Verden. . .
En Mand.
Zeno, Mester!
Kleanthes -- se, en Olding, skjøndt din Lærling, --
ved samme Daad bekræfte vil din Lære.
(dræber sig)
Mænd.
O de Vise! de Vise!
En Mand.
De Daarer! de Daarer!
Mænd.
Os Stoiker Forhaanelser ei røre.
|
| d.II,b.6,s.274 |
Manden.
Jeg siger andengang: den Daare Zeno!
Kleanth den Daare! De Vanvittige!
Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde
saa faa Aar havt at spilde. Ja, de Daarer!
Ja -- ha, ha, ha! Og lyver Epikur?
Han lyver ei: det vilde skade ham;
en Flaske Viin han fik da knapt paa Borg.
Er Den ei Daare, som frivillig ender
med Smerte hele sin Tilværelse?
De troe, at til en luttret Guddom de
gjenvende; ja de troede denne Guddom
adskilt ifra Materien, ene deri
ved sine Almagtskræfter virkende.
O hvilken Vanvids-Løgn mod Sandsers Tale,
der har en Verden til Beviser; ja
og Disses stive Kropper, nu kun Muld!
I saae vel deres Sjele stige op?
I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe;
men saae dog intet Andet end et Liig.
Knap Sjel de havde, thi de vare gamle;
og Sjælen, blot en Følelse af Livet,
med Blodet stivner og med Kinden blegner.
Mon du ved andet end ved dine Sandser
erfarer, lugter, smager, hører, føler?
og seer du andet end Materien?
Der er da intet Andet Virkeligt.
Den er da sand alene. Vaaren og
en Kvinde lærer, den er skjøn og god.
At den har Kræfter, hører du i Tordnen.
Hvad mere vil du? Er ei der din Gud?
I tale . . ah, ja om en høiere Sands?
Hvad andet er den end Bevidsthed om
I sandse? Sandse I ei længer, døer den.
Forøder da ei dette Liv, I have;
men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes
af samme kaade Atomer vel som vi,
og er af samme Lykketræf indrettet
|
| d.II,b.6,s.275 |
som vi, hvorledes Livet nydes skal
og vogtes! Se, de ville leve glade,
og trække Livet ud saalangt de kunne!
Og samme Drift (Atomers Sammenhold,
den Sammenstødets Gnidnings-Varmes Gnist,
den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde)
er i vort Hjerte, som Magneten, der
tilsammentrækker Legemet, saa ei
det slappes, før det maa opløses, for
at samle sig til nye Forbindelser.
Beflitter jer da paa, ved milde Dyder
at nære Livet og vedligeholde
dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt!
Med Maade nyder derfor, for deslængere
at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt
som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort!
Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne
ei udeblive, da Naturen er
vor Herre, og ei bandt sig til os, blot
fordi dens Deles frie Sammensmeltninger
i den Grad ere inderlige, at
de vaagned til Livsfølelse! Se, derfor
vil Epikuros rolig kunne døe,
da han erkjender dette Herredom,
og veed, en Grav er smerteløs som frydløs,
at Liv han fik som ved et Terningkast.
Dog, at forbinde sig paa denne Maade
til Mennesker, ved Hævden af Forplantelsen
er evig Lov for vor Materie.
Hvis engang former sig et Menneske
aldeles ligt med mig, utvivleligt
maa dette samme Følelse af Livet
(den samme Sjel) som jeg nu har, besidde.
Med Verdens Kræfter skifter Livet, saa
i Verdens første Livskraft var Giganter;
nu ere Alle middelmaadige;
men Dverge ville komme, naar Materien
sin Kraft har næsten udtømt, nylig før
|
| d.II,b.6,s.276 |
(som jeg ved Døden) den opløses til
Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee
at samle sig i Stjerneblommer, som
mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi.
Ja det -- I Stoiker, som jer indbilde,
at kunne fra Naturen eder frigjøre,
saa at I svæve ovenover den,
som stille Taager ovenover Fossen;
mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre,
ei sætte os imod forgjeves, men
os lade vugge mildt af den som Vandlilier,
der, om end Strømmens Vold dem drager ned,
dog synes selv at dukke ned for Lyst . .
. . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om,
I stolte Stoiker, maaskee at blive
til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi.
-- Dog neppe-nok: I ere altfor magre.
En Mand.
Hvad, Stoikere, hvad drømme I vel om?
at sætte Eders hele Lykke i
at rive Eder løs ifra Materien,
der evig er som Gud? Epikuræere!
at dukke ned i, blandes med Materien,
som om der var ei anden Guddom? Ha,
I Zenos Mænd, som var I Aander ene?
I Epikurs, som var I blotte Kroppe?
En Stoiker vil handle, som om her
han allerede havde den guddommelige
Natur: den evige og ubevægelige.
Og Epikurs Discipel, som om han
blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige
Natur besad. Men vandrer nu med mig!
Jeg i Lycæum viser Menneskets Plads,
hans Stræbens Sfærer og den Middelvei,
som fører ham til Guddommen igjennem
Erkjendelsen af den bevægelige,
men evige, Natur, der egen er
|
| d.II,b.6,s.277 |
for Mennesket, og alle Himlens hine,
ulegemlige Kræfter, som af Præsterne
iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder,
det ubevægelige Væsen, som
udfylder Rum og Tid, dog underordnede.
Ei heller skal vor Dyd og Lykke være
de Yderligheder, som af hine hyldes;
men vi paa Middelveien finde dem.
Vor Tapperhed skal da ei være Hiins
Forvovenhed og kunstlet Livsforagt;
ei heller Dennes Feighed med Beregnen.
Vi ville stemme overeens i Alt
med denne Menneskets blandede Natur;
dog give det Guddommelige Fortrin,
saa jordisk Lykke kun betragtes som
et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig,
og ikke som om den var ene vigtig.
En Mand.
Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker;
din Salighed er eneboeragtig.
En ureen Ild i Epikurens brænder;
og kold er din, Peripatetiker!
Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno
(ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin)
og Epikuros har dens Lune, men
dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles.
Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte,
der Dyden gjør beundringsværd og kjær,
behagelig som stolt, og som beliver den,
undgik da Eders Øje, mine Venner?
Men Plato skal ifra Akademia
fremtrylle den i Hjerterne og aabne
det fine Sjelens Øjelaag, at den
med Vellyst seer sin egen Herlighed?
Ja Plato først de ene mystiske
af alle Ord skal tale, naar han lærer:
at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil
|
| d.II,b.6,s.278 |
og Guddomsglands og Guddomsliv,
der binder Væsnerne til Væsnerne,
og, som elektrisk, Skaberen med det Skabte,
og Elskeren til Idealerne:
at, uden dette Dydens Hjerteslag
og Vellugt, uden denne Kjærlighed,
der Varmen er i Gudstilbedelsen,
kan Dyd vel være billedstøtte-sand
og ligne en guddommelig Aands Idee
af Gud; dog aldrig være denne selv.
Thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands,
og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil,
er ei deri, og maa dog findes, i
uløselig Treenighed, i hver
vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville
den meest ophøiede Guddom ligne. Ja,
et Blik ind i vor Sjel os lader kaste!
Vi skulle der en anden Kjerne se
end Drift til at tilbagevende i
et evigtstrømmende Lys, et bølgende
chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther
igjennem enten frossen Apathi,
et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse.
Hvad er det vel, at Noget synes at
tiltrække os, men Andet at forstøde?
at Noget kaldes Ret, men Andet Uret?
Thi Dette ligger grundet jo i Sjelen,
og vikler frit sig ud, bestyrkes blot,
men fødes ikke af Erfaringen.
Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes
at være Sjelens Grund? og dog, at Alle
ei fatte eens, ei tykkes lige kloge?
at samme Ting ei synes Tvende eens?
at Alle dog til Himlen appellere?
at Tanker fødes i os: at vort Indre
en Himmel ligner, fuld af Idealer?
Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen,
forklares ved en Gjenerindring af
|
| d.II,b.6,s.279 |
et Liv i høiere Sfærer; ja en Fart
igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes
og Skjønnes og det Godes Eenhed, sig
i Verdnernes Mangfoldighed gjentager.
Da vare vi blandt Aanderne, de Guds
beskuende Tanker; dog de svageste,
og mægted ei at fatte denne Fylde
af Storhed og af Skjønhed, som indbruste,
og straalede forbi os; men vi dalte,
og hvile nu i Støvet, og opfriskes,
naar noget Skjønt og Stort vi see her -- det
vil sige: noget ligt hvad hist vi saae.
Ved Guders Billeder vi derfor frydes;
thi de de Aanders skjønne Høihed ligne,
vi hisset saae livsstraalende og fulgte.
Dog er hver Tanke, der er sand, en Fjer,
der voxer ud, for atter os at hæve
til klare Aanders Tog, der gjennemlysner
Guds Herligheds Himle.
Vor Stræben her er da, at gjenopklare
Erindringen; og da den Viisdom kaldes,
naar den til Meed har at opløse
Mangfoldighedernes Forvirring
i den oprindelige Eenhed, Gud,
saaledes at det Sande, Skjønne, Gode,
(Guds Fantasi og Guds Fornuft)
i hver en Form den finder udtrykt.
Hvis En nu mægter ei at løse disse
formindskede Forhold, kalder han dem Falskt
og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank
ifra hiint Aandelivsløb gjennem Verden,
for tung og pludselig, saa disse Ting,
i deres straalende Sandhed, undgik ham.
Men, træder frem i det Tilværende
en Gjenstand med et saadant Præg af hiint
Guddommelige, at det ei kan miskjendes:
da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger
Fornuften, der, sat midtimellem sandselig
|
| d.II,b.6,s.280 |
og sædelig Tilbøielighed, er liig
en Styrer med sit Hestepar ivoxet,
af hvilket en er vild, den anden from.
. . Da al sin Kraft anstrenger denne Styrer,
at tæmme denne vilde Hest, der vil
i brusende Begjærlighed bespringe
og træde ned hiin Gjenstand, og at nærme
sig bly og stille den . . Da sig anstrenger
Fornuften, for i Mindet at gjenkalde
den Gjenstands ideale Billede,
og dens Gjenkjendelse er -- Kjærlighed.
Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende;
og, som man pynter ud et Billed,
han stræber meer og mere da at udvikle
det deri værende Guddommelige,
og i dets forrige, guddommelige
Tilværelse hensætte det, og flytter
da uadskillelig selv med.
Den sande Vise seer i alle Væsner,
dog meest i dem, som ere lige ham,
og allermeest tog i sit eget Selv,
Gjenstande for en saadan Kjærlighed,
hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter
at hæve Alle til hiint høie Liv,
hiin skjønne Himmel, til -- Fuldkommenhed.
Og denne Kjærlighed har Lønnen i
sig selv; thi, som dens Møie lykkes, som
dens Gjenstand bli'r den mere værd, saa maa,
den stige jo -- o til uendelig Kjærlighed;
og den er Salighedens Hjerteslag.
En Mand.
Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates
ei: "dette veed jeg kun jeg Intet veed?"
Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme,
som hver sin Vei gaae mod det Endeløse --
Hvad bliver sikkert uden, at vi leve,
og bør da nyde Livet uden Kummer
|
| d.II,b.6,s.281 |
og uden fremmed og indpodet Tro?
Hvad bliver sikkrest mellem ti Kathedre,
hvert en forskjellig Læres Tordensky,
for ei at blive gal? Jeg troer, at stoppe
i Øret Fingrene og sidde stille.
Naar En vil lære os Tilværelsen
ved en Udstrømmen, En ved Kræfter i
Materien ene, En ved Evner i
Materien, men Kræfter i en Guddom,
og En ved saadan Lære: Alt er Gud,
og Gud er Alt -- Hvad bliver sikkert da
undtagen Det at troe sletintet? Ja,
hvis Vid I have, bliver Skeptikere,
og troer med Pyrrho: Væren er os nok;
og den vi ville ei forspilde
ved denne roerløse Driven-om
paa Meningernes stormoprørte Bundløse,
der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom.
Akadiel.
Herlige Plato! I Sjelenes Hær
Ingen har Sandheden seet saa nær.
Aandernes Væsen har du fortalt;
Mennesket lært om Sjelenes Kald,
som om du kjendte
Ohebiels Offer, Abiriels Fald;
Himlen afmalt,
som om dit Blik over Stjernen du sendte.
Klarere Alderes Morgenstjerne,
skjøn, men som Stjernen kjølig og i
usikker Glitter,
herlige Plato, af din Fantasi,
funkler ifra din straalrene Hjerne.
Men varm som Solen, rolig som den,
trængende ind gjennem Borgenes Gitter,
Teltenes Aabning, Hytternes Døre,
|
| d.II,b.6,s.282 |
kjærlighedslængtende efter at gjøre
Menneskeslægten himmelsk igjen,
Platos Mester, Alt at fuldkomme,
Sandheden selv, naar Tiden er omme,
kommer som Syndernes frelsende Ven.
I Platos Høide, af Mennesket naaet,
er Slægtens Ypperste, Frelseren, spaaet.
4.
(Udenfor Jerusalems Tempel. Skriftkloge af forskjellige Sekter. Folk).
En Saddusæer.
Kom, Farisæer, vandre med mig ud
til Oliebjerget herfra Stadens Larm.
Jeg haaber der at kunne dig bevise,
at dine Erkeengle syv blot ere
Kaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede.
Ja idetmindste, naar den søde Skovluft
og lyse Himmel dig ombølger, skal
du give Slip paa Satan. Næste Nat
du vil vel atter troe paa ham, men saa
du atter jager ham imorgen, til
din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag.
En Farisæer.
Det være langtfra mig at gaae idag!
Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun
de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte.
Om Huset brændte over mig, om end
min Hustro segned ned i Veer tæt mig;
jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde
ei Jovah: helligholder Hviledagen!
og hvilte han ei selv paa første Sabbath?
Folk.
O hellige Rabbi, signe dine Tjenere!
|
| d.II,b.6,s.283 |
Farisæeren.
Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl
af hellig Stads og Skikke, bragte ned
til os ved gamle Sagn! Mit hele Liv
er Bøn og Faste Skriftens Læsning og
Almissegiven. Der! der er en Gave!
(giver En en Almisse)
Folk.
Vi saae det. O barmhjertige Rabbi!
Farisæeren.
Ja
barmhjertig! Giver jeg ei Tiende
af al min Eiendom til Templet?
Saddusæeren.
Mens
du byder Folket tiende til dig
af Hvad det eier, ja af Dild og Kummen.
Farisæeren.
Deri vi ere enige, Saddusæer.
Til lysende Exempel for jer Lægfolk
jeg beder høit, og deler Gaver ud
paa Gadehjørner og i Synagoger.
Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt
med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa
de Helliges Grave -- Disse, som I myrded!
Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget,
da holder jeg jo Eeden?
Saddusæeren.
Men hvis du,
ved Templet sværger, bryder du den.
Farisæeren.
Ja,
ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste
|
| d.II,b.6,s.284 |
er Guldet: Lysestagerne og Arken.
Og lærer: Templet er det Helligste,
er Folkets rette Fader, saa I kunne
med Retfærd lade Fader, Moder sulte,
naar deres Livsophold til Templet gives.
Troer, at der er en evig Skjebne!
Saddusæeren.
Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv!
En Essæer.
Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe,
at kunne os erhverve denne selv
ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen
og Fromhed, Bøn og Bod og Faste.
Sky, Hver som vorde vil Essæer,
at smitte sine Øren ved at høre
paa Disses Hykleri og Spot-Spidsfindighed;
men vandrer tause med mig indblandt Bjergene!
Farisæeren.
Troer, disse samme vore Legemer
paa Dommens Dag opstande skulle alle,
naar Domsbasunen ryster Verden sammen,
saa alle Grave gabe, medens Gabriel,
den Herrens Helt, sit Sværd i Spidsen af
Cherube-Hæren svinger; da, naar Rafael,
den Guds Hærold, sin Stav har brudt,
og meer ei lyder Bøn fra Jorden -- da,
belivede med sine Sjele, Legemerne
indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder,
til Abrams Skjød -- did eller til Gehenna,
det Djævledyb, hvor Satan og hans Engle
forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel,
og vælte sig, af Svovl og Ild beruste,
paa Slanger, martrende de dømte Sjele
i Evighed . . . Ja det er disse Djævle,
der tidt i Tusindviis besætte Eder,
og kunne kun af Hellige uddrives.
|
| d.II,b.6,s.285 |
Saddusæeren.
Du feiler: det er Nervesyges Onde.
Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde,
da -- vel! thi disse tusind Djævle ere
kun spændte Aarer. Og desuden, Folk!
Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi,
der vil ved sine Drømme fra Kaldæa,
vanvittige gjøre eder. Troer mig da:
jeg siger, Moses selv, Profeterne
-- langtfra at tale om et saadant Helved --
ei nævne, at der følger Liv paa dette.
For vise vare de til af det Uvisses
uhyre Tomme slige Verdner skabe.
Ja Salomo, den Viseste, forsikrer,
at Alt er endt med dette Liv. Dog bør
vi øve Dyder, da de ere nyttige.
Folk.
Hvad bliver os tilbage uden
at zitre mellem Disse? ære Begge?
5.
En Mand.
Man kalder mig Profet. Javel, jeg maa
da være Tidens Øje, Tidens Tunge,
og Himlens Veraab ned mod Jorden, Jordens
O-hjælp-mig Suk mod Himlen. Hører da
det Himlens Veraab, Jordens Suk i Mig,
I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afsky,
som rive Hud og Kjød af Mennesker,
og træde deres Hjerter, ligegyldige,
som om I traadte Druer, bygge Stæder
af levret Blod, og hæve Borge op
paa Armes Suk! O hører da, I Præster,
som lede Folkets Tanker om i Vildrede,
og dømme dem til evig Slave-Dumhed;
|
| d.II,b.6,s.286 |
som, naar I, have Maden under Tand,
da raabe: Fred! men hellige en Krig
mod hvem, som negter jer sin Sjel og Velfærd
at udlevere til Umyndighed!
I Hoveder, som dømme kun for Skjenk!
I Præster, som for Guldet lære Løgn!
I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle,
som hade Godt og elske Ondt! Enhver
af eder stakkels Offre! I Uskyldige
med blodige Hænder! Millioner Sjele,
der ligne blinde, vingeskaarne Fugle,
som have, manglende et andet Hvilested,
i Ørknen sænket sig imellem Hungrende!
Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden,
Daggryet efter den Forvirrings-Nat,
hvor Blod og Offerflammer vare Stjerneglimt
og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl.
Og dette Daggry rødmende
paa de beskjemmede Præsters Kinder,
hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt
naar ikke i mit Fædreland, i Juda?
Fra Zion opstaae Frelseren, o eller
fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene
lydt til hverandre skulle sende Fryderaab,
som Nytaarsønsker raabe til hverandre:
"Hil! kommer, kommer! op til Zion gaaer,
den Lærestol, hvor mild den Vise staaer
og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer,
hvorledes fri i Lænker han kan være;
og Kongen, at han Gud i Slaven ærer;
omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer
et Smiil, der vugger sagte den i Slummer.
O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl
vi ville, sammenslyngede om hverandre
op til den Frelselærers Sæde vandre,
og sætte os, og lytte med vor Sjel,
og glemme Jupiter og Zeus og Bel,
og smelte om til Plove vore Sværd
|
| d.II,b.6,s.287 |
og Spyd til Sigder -- andet ikke værd --
Ei Folk mod Folk, som i den svundne Old,
ei Broer mod Broer skal løfte Avindsskjold;
men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal, fri blandt sine Brødre, frydfuld boe
i sine Eges eller Palmers Ro.
|
| BLA BAKOVER |