|
| d.II,b.6,s.242 |
og dandsende -- o du mit eneste Barn! --
Du mine Seirsbasuner overdøved.
Ak, er den Maaned svunden, som du bad om
til stille Graad for visnet Jomfrudom?
-- ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O,
du græder end . ? Er Maaneden forbi?
Se Præsten staaer der skummel mellem Folket,
som om min Smerte vel fornærmed Gud,
som om din Graad var Spyt paa Altret . . Ha,
jeg kan ei . . Gud mig dræbe!
En Præst.
Jefta, ve!
Hvad svoer du Gud? Din Taare Gud fornærmer.
(Faderen støder til. Folket jubler)
17.
(En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.)
Kongen.
Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder;
dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme
isammen vore Mure til en Gravhvælving,
og udenfore seer alt Landet ud som
en Indgang til en Grav. Se Kvæget,
der ligger adspredt rundt som Aadsler og
af Gravene opslængte Dødningbeen!
Græshoppen springer mellem Oxens Ribber.
I Hestens Hoved Humler bygge Boel.
Se, Agrene de have gjort til Steenrøser,
og Brøndene opdynge de som Gravhøie!
Og Palmerne og svedne Olietræer
som Mindesmærker staae med kulsort Top.
De Smaabørn, som ei kunde flye til Ørknen,
rundt ligge knuste om paa Stenene,
som Rosenknoppe tabte i en Liigfærd.
Saa Moses Bud de efterleve, for
ei Sauls Straf at lide.
|
| d.II,b.6,s.243 |
En Præst.
Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste,
saa kommer Mod liig Tordnen rullende
igjennem hele Folkets Hjerter. Gjennem
sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven
sin egen Fare.
Kongen.
Vel, dets blege Feighed
jeg gløder op til Mod ved den at dyppe
flux i min Enestes Blod.
18.
(En Konge. Krigshær. Spaamænd.)
Kongen.
I firehundrede af Guderne
Indblæste, siger, hvad i Slaget venter!
Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet.
De Firehundrede Spaamænd.
Det skrevet er i Himlen: Du skal seire.
En Spaamand.
(træder frem med Jernhorn paa Hovedet)
Saa skal du, siger Herren, stange Fienden,
til ei han findes meer paa Jorden. Ja!
En Mand.
Du lyver!
Ha, du siger? Een mod os?
Kongen.
Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød,
thi ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde.
(Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.)
|
| d.II,b.6,s.244 |
19.
(Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk).
Dronningen.
Ha, Du, Du skulde være Konge, som
ei veed at tage Trælles Eiendom!
Ei? -- hvilket Mord! Min Mund er selv ukongelig,
. . en Hjertets høiforræderiske Hærold,
der spotter, ved at stamme, hvad han læser.
Der gives ikke Eiendom for Folket;
men Guder dele Himlen, Konger Jorden,
Dæmoner Luften og den sorte Afgrund.
Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter,
fordi han negted dig en Fædrejord,
og pukked -- o hvor tom en Trods! -- paa Loven,
og sagde reentud: Nei. Ja da han mærked,
at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave
til Kjøb, fra Kjøb til Bytte . . O du Barn,
som med dit Eget leger Kjøb og Salg! --
-- Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard.
(til Nogle)
Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth
for Dommeren -- Gaa, I skal være Vidner!
og sværger paa, han Gud og Kongen haante!
(til en Anden)
Du Dommer, du skal dømme Naboth stenet,
og alt hans Gods tilfaldet Kronen. ! Flux!
(En Viingaard. Kongen. Dronningen)
Dronningen.
Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth
er stenet udenfore Porten. Nu,
fornøi jer efter Hjertens Lyst! Isandhed
(dog uden at forkleine Eders Smag)
skjøndt disse Druers Rigdom funkler over
den Blodskvæt, som de kosted, synes knapt
den Jordflek værd den Umag. Ei, min Mand,
|
| d.II,b.6,s.245 |
du maa dog være lystig vel som Manden!
Du fik den jo ved Arv, saavelsom han.
(En Profet kommer)
Profeten.
Du krænked Loven. Hør, saa siger Herren:
"hvor Naboth bløded, Hundene og skulle
den Israels Konges Blod opslikke, som
ihjelslog Naboth, lovløs tog hans Odel.
Og midti Staden skulle Hunde æde
din Dronning. Stadens Hunde, Markens Krager,
de skulle stride om dit Afkoms Kjød!"
Kongen.
(sønderriver sin Kjortel; strøer Jord paa sit Hoved)
Se, hellige Mand, mit Purpur sønderrevet,
og Aske paa mit Hoved for min Krone,
og fastende, indhyllet i en Sæk,
vil Kongen liste sagtelig sig frem.
Profeten.
Saa siger Herren: "Kongen for mit Aasyn
ydmyger sig. Vel, jeg det Onde vil
nedsænke fra hans Hoved paa hans Afkoms.
Endskjøndt jeg svoer, det skal dog nu saa skee!"
Skjøndt, Kjære, jeg, som Kongen ei kan vinde
en Viingaard, vil jeg dog, i samme Spil,
to Armepar mig vinde for min Viingaard.
Se der er nu den gamle Spinder-Enke
med begge sine Sønner! Mon de gjorde
ei bedre Nytte paa min Jord, end nu
de samle Dagløn til det gamle Fjog?
Sværg nu du Kjære (se for dette Sølv!)
at Enken er min Skyldnerske: saa vil
(thi Dommeren har Sit af mig alt faaet)
jeg føre hendes Sønner bort som Slaver.
|
| d.II,b.6,s.246 |
20.
(Negere. En Præst. Afgudsbilleder).
Præster.
Den øverste Gud er Slangen -- Ei, saa knæler
for dette hellige Navn!
Og saa er Træerne,
hvem I maa ofre Eders Naboer; og
saa Havet, som, naar Hunger nager, skyder
som Tarmebugter, til vi mætte det
med Oxeblod; og saa Agoyen (Djævlen,
det er: den værste Gud af alle Guder.
Det vil nu sige Djævlen. Djævlen er
da dette Billed: Øgle halv, halv Kaffer).
Men skulle vi ei have flere Guder?
Boe Alle vel ved Havet og bemærke,
naar Rynker fure det, og der maa sones?
Kan Slangen ikke løbe væk for En?
ei Svinet, det vanvittige, æde den?
Og midt i Ørknen have I da Træer?
Og jeg, jer Præst, jo eier kun Agoyen?
Men var et Menneske uden Guder kun
et Øieblik, da saae I snart et Aadsel,
og Djævlen, hvis hiin havde ei hans Billed,
snart tog hans Hjerte. Derfor er det Pligt
at samle mange Guder, saa I vælge,
og aldrig mangle. Gaaer I derfor ud,
og tager op det første Dyr, som møder;
hvis ikke, tager Been og Steen og Kviste,
og ælter alskens Skikkelser i Leer,
og siger: gaaer mit Værk mig vel, saa skal
du være mig en Gud! og giver Præsten
(thi ham vil Guden skjænke hvad I give)
et Offer! Han da skal med Sang og Dands
indmane Guddom i de valgte Ting,
der tjene Eder, naar I troe og ofre.
En Mand.
(kommer med en Dreng)
Her er min Søn -- han traadte paa en Slange.
|
| d.II,b.6,s.247 |
Men, skjøndt han krænked Guden mod sin Villie,
jeg tør dog ikke have ham i Hytten.
Præsten.
Nei han maa offres. Se der kommer Guden,
og æsker Hevn.
(En Slange vælter sig frem. De offre Drengen under Fryderaab).
21.
(En Præst. En Anklaget. En Klager. Folk).
Præsten.
-- -- Ja Guderne faae dømme . .
Hør, hjælp mig Kjære! Se jeg ejer Guld . .
Jeg sværger, han skal æde til han tier.
Se, jeg har tvende Kager: en af Meel,
og en af Gift! Hvis du nu skulde dømmes,
saa putter jeg dig den af Meel i Munden;
men Denne her, den Pjaltede, som pukker
saa paa sin Uskyld! smage skal den anden.
(høit)
. . Saa faaer da Guder dømme.
Anklagede.
Ja, saasandt
som Denne her belyver mig, jeg vil
mig underkaste Himlens Retfærd ved
en hellig Prøve.
Præsten.
Aabn din Mund da! Lever
du end en Time, da er du uskyldig.
(putter en Kage i hans Mund)
Han Giften fik. Nu er hans Ager min.
(Den Anklagede styrter død om.)
|
| d.II,b.6,s.248 |
Præsten.
Den Mand var skyldig.
Folk.
Det vi tænkte ei.
Han var i Armod dydig.
Præsten.
Hvad? I troe vel,
naar Guder have dømt?
Folk.
Nu maae vi troe,
at Løgn var før hans hele Liv.
Klageren.
Nu min
hans Ager er. Jeg giver dog ham Jordsmon
etsteds i Krogen til en Grav.
22.
(Afgudstempel. Præster. Folk).
En Præst.
(gjennemborende et Menneske, bundet paa Altret)
Tag, Vizlipuzli, tag dit Offer!
(river Hjertet ud, og viser det rygende i Solen)
Se, Sol, drag Livet ind med dine Straaler!
Du giver Liv, vil have Liv igjen.
(putter Hjertet i Afgudens Mund og besmører hans Læber med Blod)
Smag, store Gud, hvis Mad er unge Hjerter,
hvis Viin er Blod! Dit Maaltid du betale
med Held for Mexico!
(til den Mand som bragte Offeret)
Se fromme Mand,
der har du Kroppen!
(kaster Kroppen nedad Altertrinene)
Bring den i dit Huus;
og kog og æd den saa med dine Venner!
(Manden gaaer med Kroppen. Folket jubler)
|
| d.II,b.6,s.249 |
23.
(Præster. Folk).
En Præst.
(til Præsterne)
Kom skifter disse Gothers Guders Navne
imellem Eder, Aser! Se, vi skulle
da fra en Præste- og en Kriger-Kaste
hos disse Slægter blive gamle Guder!
Vort hvide Aasyn dette skal bekræfte
blandt disse sodede, røgede Hyttefolk,
som og det vidnede i Asaheim,
at Solens Blod os farved, da vor Æt
fra Kaukasus nedsteg blandt Schyterne.
(til Folket, pegende paa sig selv)
I Skandinaver, her er Odin -- ja,
Alfaudur selv! Se her, min Kvinde Frigga
er Jordens Guddom, den I kalde Jørthe.
Min unge Søn, den Eenhaand der, er Tyr
(I vide Fenrisulven beed den af?)
Og se den Hærdebrede hist er Thor.
Med denne Hammer, naar han er i Himlen,
han vækker Tordnen; men med denne her,
Han, gode Gother, rense skal jer Landet,
hvor end dets gamle Folk fra Verdens Barndom,
de Jetter, rundtom hist og her blandt Fjeldene
i røgede Huler boe og dyrke end
i gammel Tro den onde Gud, min Fiende.
Og denne Blonde der er Eders Balder.
Og her staae Vil og Vidar, Uller og
Forsete, Niord, Freyr og Freya. Se
den gamle Guddom, (ja vor gamle Spaamand!)
der nikker hist ved Staven, det er Mimer.
Og hiin -- vor Barde -- Guden hist med Harpen
er Bragi. Denne unge Kvinde der
med denne Kurv med gyldne Æbler
(de Pomeranzer Dacerne os bragte,
men aldrig seete her) det er Ydunna.
Og disse trende Møer ere Nornerne:
det liljelokkede Pigebarn er Skuld,
|
| d.II,b.6,s.250 |
den fuldudslagne Blomstermøe er Værande,
hiin gustne Pebermø er Urd.
O Guderne nedstegne er iblandt os!
O hædrer os, og bærer Spirene
i vore Lande, mens I ere her!
Lad Nidaros og Sigtuna og Leire
da være Asagaarde!
24.
(Præster. Folk).
En Præst.
Nymaane smiler. Alt tilsmiler. O,
I Celter, Eder Gud Belenus signer,
naar han ei agtes ringere end Freyr,
som Gothen dyrker. Freyr hvert Niaar faaer
jo niogniti Mennesker, Heste, Hunde, Haner,
og Jørth en talrig Slavehjord,
imens vor Gud faaer nu og da Lidt tilslængt.
Vel -- vi Druider see i Guders Hjerte;
og, naar I troe, vi stirre ned i Mosen,
og lytte efter Egetoppens Raslen,
da skue vi bag Skyen, høre Guder.
Vel, Guden vil eet Offer have kun,
men dog et stort og prægtigt. Se, vi ville
et stort uhyre Mandebilled flette
af Pilekviste, fylde det med Mennesker
(thi vi maae give Guderne det Bedste)
og tænde Ofret. Det vil være som
at ofre ham en mangehovdet Rise.
25.
(Torv. Præster. Folk)
En Præst.
Hør, Cato, du har adspurgt Lodderne,
hvis Øine er Fortunas Alfabet?
|
| d.II,b.6,s.251 |
En Mand.
Nei, jeg kun har adspurgt min Dømmekraft:
en Ret bestaaende af hundred Ja-
Bisiddere og hundred Nei-Bisiddere;
men alle reiste de sig op som Een,
og mig lykønskte til mit Forehavende.
Hvad hjælper det, naar denne Mave negter?
Og gaaer ei Hønen der blegnebbet, som
om Pip den havde, endsende ei Bygget.
Gaa, Cato! du maa lade fare. Folket
har alt, ved dette Syn, sin Mening tabt.
Manden.
Saa Roma styres af en Kaglehøne,
et Kalveaadsels Tarme, hvori lever
kun høist en Vind, maa give Cato Lærdom,
hvis ei hans Mening er Augurens?
26.
(To Ynglinge)
Første Yngling.
Vor Barndom er forbi -- som Perlen sjunken,
et Hav henbruser over. Ak, med Kraften
fremmodnes Pligterne. Du veed . . ?
Anden Yngling.
Jeg veed,
der ligger Blod imellem os. Din Oldefader
min Oldefader dræbte. Siden Alle
af vore Stammer fældede hinanden,
til ene vi tilbagebleve, for
hinanden ned at fælde, naar vi kunde.
Jeg er Blodhevneren.
(drager sin Dolk)
Første Yngling.
Jeg er Blodhevneren.
(drager sin Dolk)
|
| d.II,b.6,s.252 |
Anden Yngling.
Ja, Loven byder det -- min Ven! min Ven! -- --
(de fælde hinanden)
27.
(En Konge. Hans Billede. Folk).
Kongen.
Her staaer mit Billed hundred Alne høit.
En Præst.
Af os, os Præster til en Guddom kaaret.
Kongen.
Naar nu Basuner, Fløiterne og Cymbler
og Harpers Lyd slaae Landets Grændser ud,
som Aanden en Trompeters Kinder, saa
nedknæler Alle! beder til min Guddom!
Hvo ei det gjør, skal kaldes en Ugudelig
og brændes i en Ovn.
(Instrumentlyd. Folket knæler, paa Tre nær)
Ha I! Ha I!
I hørte det, og knælte ikke? Ha
I ere Jovahs Dyrkere, ei Bels!
Bort, Trælle, gaaer til Ovnen! --
(Kongen. Tre Mænd føres ind)
En Mand.
Hil Konge, lev evindelig!
Se, disse Mænd paa Ovnens Bund
i Nat har ligget som paa Purpurtepner,
og sjunget, som om Gnisterne var Druer.
Kongen.
Ha, sunde? ikke sodede? ei svedne?
Den Kunst vi ogsaa kunde lære dig.
|
| d.II,b.6,s.253 |
En Mand.
Men de, som kasted disse indad Gabet,
fortæredes fast af Heden.
Kongen.
O, et Under!
Ja deres Gud Jovah med Babels Guder
skal dyrkes. Det ei skader Fleer at have.
28.
(En Konge, Hær, Præster foran en Stad)
Kongen.
Jeg vil jo gjøre Jorden til eet Rige;
og tæt ved mine Grændser . . ah, ei Grændser
for en Antiochus! . . men lige ved
mit Scepters Rod, et lidet Hyrdefolk
da skulde trodse mig og mine Præster
i Sæder, Tro og Statsforfatning?
Antiochus forskyde i sin Purpurglands
for nogle længst Hensovedes blege Skygger?
for Jovahs tause Zeus's muntre Dyrkelse?
-- Ved Zeus og Bel, Antiochus Epifanes
vil (hver min Tanke er jo et Dekret,
hvert Vink med Fingeren en Dødens Hær)
til Trappekin for denne Fod forvandle
Aljordens Stater; ja fra Indien,
(det nederste, bredeste, teppede Trappetrin)
og Parthien og Roma (to Afsatser,
hvor mine Førster have Rum at knæle)
til Syrien, mit eget Sæde! Øerne,
fra Taprobane op til Thule, strøede
rundt Landene, de være Skamler for
Satraperne hernedenfor min Throne.
Og Elymais's og Romas Kobbertinder
saa skulle tækkes af, at de symmetrisk,
Granatzirater liig paa Throne-Trappen,
|
| d.II,b.6,s.254 |
til mit Damaskus, allerøverste
af Prydelserne, svare. Og tilsidst
med Selene, som af Gudinderne
er kydskest og den rigeste, trolove
mig Præster skulle hist i Efesus:
thi da jeg tager jo med Brudgoms-Ret
som Udstyr hendes Tempelkister.
Ve dig,
hvis du, endskjøndt du Præsterne foragter,
tør haane dem! Du Stene faaer for Guld.
Kongen.
Hvad tale I?
En Præst.
Vi sagde: Guderne
frem ville føre dine Skridt paa Jorden,
hvis denne Jehovah du styrter.
Kongen.
Ja,
jeg styrter ham som Konge ei som Gud.
Ha, Guderne? Hvad bryder mig jer Zeus,
jer Bel og Jovah, alle eders Drømme,
hvis Guldet ikke lod sig skrabe af dem?
hvis ei de vare Folkenes Skrække-Billeder?
Hvis Zeus var Jødeguden, jeg ham knækte.
Kort -- ligemeget hvilken Gud der seirer,
naar Jeg kun giver Seiren. Blegne I,
fordi jeg er en Atheist fra Rhodos?
Dog, Præster, ere I mit Raad, thi I,
hvad enten Zeus's eller Baals, ere
de klogeste.
Hvo raader vel, regjerer.
|
| d.II,b.6,s.255 |
Kongen.
Se, Apollonius, se der er Zion!
Der funkler Morgenrøden over Templet,
som Gjenskin af dets gyldne Skjolde. Ha!
drag Glavind for Antiochus. !
Præster.
. . Og Zeus!
Kongen.
Slaa ned i Raadet. !
Præster.
Dræb Leviterne!
Kongen.
Nedhaler dem med Spyd, som flye paa Tagene!
Den Yngel er haardnakket. Mænd og Kvinder
og Jomfruer og Smaabørn, de maa slagtes!
Af Resten Halvten sælge vi som Slaver.
Og de, som boe tilbage, skulle ofre
paa min, paa Kongens Fødselsdag.
Præster.
Besmitter Templet (der er det en Dyd;
thi Templet bliver dem da Afsky siden)
med Mord og Hoer og Drukkenskab, og tvinger
Rabbinerne at sudle deres Skjæg
med Bærme, Flesk og Spyt af Skjøgekys!
Reis Zeus Olympier hvor Arken staaer,
og feirer Bacchi Fest med Jubelruus
i Templets Allerhelligste, hvis Taushed
kun eengang aarlig Præstens Fodtrin vakte.
Hvo ei paa vore Altre ofrer, offres!
Gjør Templets Altar til et Oplagssted
for lovforbudne Ting! De skulle sværge,
at de ei ere Jøder; bede om
Forladelse, fordi de fødtes her;
|
| d.II,b.6,s.256 |
med Trælledamp Sabbathens Himmel mørkne!
Og Templet kaldes da ei meer Jovahs
men Zeus Olympiers!
Kongen.
I have Ret!
Vi gjøre dem til Græker. Jøde skal
en gammel Fabel være. Gaa og døb
dem om i Blod, min Apollonius!
Saa seirer jeg ei ene over Nutiden,
men over For- og Fremtid: over Moses
og David, over Folkets hele Haab.
Præster.
Og vi, vi seire over Jovahs Præster
og Levi Sønner og Profeterne,
der aabenbarede vor fælles Viisdom,
og skjulte kun saameget som nødvendigt,
at Aronsstaven ikke skulde brydes.
(Kongens Hær. Jøderne knælende.)
Kongen.
Her træffe vi dem knælende i Ørken.
Til Vaaben!
Jødernes Høvding.
Bort med Vaabnene! Vi maae
idag ei kjæmpe: det idag er Sabbath.
(De kaste Vaaben)
Kongens Hærold.
I kaste Vaaben? Vel, det er et Tegn,
at I, som flyede til Ørken, nu
ved Pønitentsen ere blevne kloge,
og hylde Kongen og hans Præsters Guder.
Jødernes Høvding.
Det være langtfra! Ha, Den er forbandet! --
|
| d.II,b.6,s.257 |
Kongens Hærold.
Hvad ville I da vel, I Værgeløse?
Jødernes Høvding.
Vi ville døe i vor Enfoldighed.
(de Knælende nedsables)
(Kongen. Præster ledende en Olding, hans Datter og hendes syv Sønner frem.)
En Præst.
Her er den gamle Rabbi Eleazar,
"den vakkre Olding" kaldet af Oprørerne,
Han har ei offret end paa Zeus's Altar,
ei baaret Bacchi Krandse.
Kongen.
Ei, saa faaer
(det er en Buk saa strid!) vi prøve om
han ei kan æde Flesk.
Oldingen.
Jeg lyder Loven.
Kongen.
Vrist Munden op, og put det ind.
(De gjøre saa. Han spytter det ud)
Ha, hvad?
Til Pinebænken!
Oldingen.
Jeg er niti Aar;
vil ei med Synd min sidste Time smitte.
Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden,
jeg kan dog død ei, eller levende,
undvige den Almægtiges.
(han pines)
Jeg døer --
Et herligt Styrkens Syn for Israel!
. . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaaer
til Jovah blussende for Loven . . som
. . som jeg. -- --
(døer)
|
| d.II,b.6,s.258 |
Kongen.
(til Kvinden med Børnene)
Nu! lærte I af Bedstefa'r?
Det var en gammel trodsig Buk . Herfrem
du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk!
Moderen.
At æde eller ikke æde Flesk,
er ikke vigtigt i sig selv.
Men Den, som agter Loven i det Mindre,
kan endnu mindre ringeagte Kjernen.
Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed
hvorledes I fremvoxte i mit Liv?
Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet?
Dog kom I frem af Fryd, og gaae til Fryd.
Men, Den som gav jer Aandens Liv, han gav det
ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder,
som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer.
Men, som I vise Tillid hertil, til
hans endeløse Magt, hans Gaves Værd,
ved det at agte fremfor Død og Smerte,
som I af de Henfarnes Viisdom og
Forældres lærtes op at kalde Helligst:
saa vil i sin Barmhjertighed han vise,
at Hjerte-Styrke og den Frommes Tillid
er ei, som Smerterne og Lastens Haan,
et Blændværk. !
(brister i Graad)
Ak, I Børn, jeg er en Kvinde. . !
Den første Søn.
(Kongen rækker ham Flesk)
Hvad vil du . ?
Kongen.
Tal ei! Gjør blot hvad jeg byder!
Din Tunge er fordømt, som talte. Bøddel!
Hei, slid den ud!
(det skeer)
Du vil ei.? Ha, du kan ei!
|
| d.II,b.6,s.259 |
Vel, bid! blot rør; og du skal leve
(første Søn ryster med Hovedet)
. . Ha!
flaae af ham Hud og Haar, hug Arm og Been af,
og kast saa Kroppen endnu, mens han aander,
i glohed Kjedel!
Moderen.
(til de øvrige Sønner)
Gid I ei havde Øren!
En Søn.
Ak, Moer, du troer, hans Syden, som vi høre,
kan skræmme os?
Kongen.
Ah, lugte I Jer Broer?
Mo'r, lugter du dit Kjød?
Moderen.
Snart Paradiset
skal dufte os imøde.
Kongen.
Frem du Anden!
Du vil ei?
Anden Søn.
Lo.
Kongen.
Hvad "Lo"? Ha, svarer du
i dine Fædres Tungemaal, af mig
banlyst? Hvad "Lo"? Er du vanvittig? "Lo"?
Moderen.
Det i dit Tungemaal betyder: Nei!
Kongen.
Han døe sin Broders Død! Først Tungen spaltes!
|
| d.II,b.6,s.260 |
Anden Søn.
Du, Bøddelkonge, lukker Porten til
for denne Jammerdal; men hisset skjænker
mig Verdens Konge Livet og Opstandelsen.
(Han døer paa samme Maade)
Tredie Søn.
(træder godvillig frem og rækker Hænderne til Afhugning)
Af Gud jeg disse fik; for høiere Pligter
foragter jeg dem nu; som jeg forhaaber,
ei derfor hisset iblandt Aanderne
en Krøbling.
(Døer paa samme Maade)
Kongen.
Nu fort! der er dog vel et Menneske
blandt disse Klipper?
Fjerde Søn.
Det er Beviis for evig Salighed,
at allerede Haabet derom her
ei lader nogen Smerte uden Fryd.
(Døer ligeledes)
Kongen.
Ha, det er ikke Tro men Trods ! . Den Femte ! .
Femte Søn.
Du vil faae længer Tid end nu du har
til al din Høiheds Fryd, til nu at snufte
de svedne Hjerters Steglugt i dig; ja
en længer Tid til dine Suk at høre,
til din Elendighed at maale. Du
i Ækelheden længes skal mod Smerten,
i Smerten længes imod Ækelheden.
(døer ligeledes)
Sjette Søn.
Vort Blod skal lyse brændende om din Tinde,
naar du af Graven reiser dig, hvis ei
din Sjel af Laster er fortæret heel,
som dine Lemmer udaf Orme. Kom!
(døer ligeledes)
|
| d.II,b.6,s.261 |
Kongen.
(til den syvende Søn, et Barn)
Ak, unge Blomst, det gjør mig ondt for dig;
men tak dog Zeus fordi han lod dig lære
i dine unge Dage. Vakkre Barn,
du voxer op og bliver Yngling; da
vil Livet være dyrt, naar det er skjønt;
og se, dig venter Purpur -- ja, jeg sværger!
hør Kongen sværger! ja dig venter Purpur
og Guld og Hæder, og, ja trods din Fødsel,
trods al din Slægtes Haansord mod mig, skal
du være Kongens Ven, hvis du forkaster
dit Modersmaal og dine Fædreskikke.
Syvende Søn.
O ti og dræb mig! Piin ei meer min Moder!
Kongen.
Vel, stolte Knegt, du da forskyder Kongen
som Far?
Syvende Søn.
Min Far med Matathias faldt
mod dig, mit Folkes Morder.
Du Kvinde, trods dit Vanvid, viser dog
den Taare, som for hver af dine Sønner
fremlisted sig. .
Moderen.
O det var Glædesgraad!
Kongen.
Snak! Vanvid! . . disse Taarer vidne dog,
at du, midt i dit Afsind, er bevidst dig
at være Moder. Se nu, denne Sidste
skal blive dig saa god som alle Syv,
|
| d.II,b.6,s.262 |
hvis du ham overtaler. . Nu, bemøi dig!
Du vil dog frelse vel din Eneste?
Moderen.
(bøier sig over Drengen)
O Benjamin! min Søn, min Søn! min Søn!
Forbarm dig over mig, som bar dig i
mit Liv med Angst i sex og tredive Uger,
i tvende Aar dig died og dig fostred
ved Trællekvindearbeid og med Smerte,
og dig oplærte alt til denne Alder!
O se til Himlens Stjerner, Jordens Blomster!
Dem kaldte Gud som dig, mit Barn, af Intet.
Dog have de ei Sjel, som du, og derfor
de fik et Liv kun; du en Evighed.
Frygt derfor ei for denne store Bøddel,
men bliv, skjøndt ung, dog værdig dine Brødre,
og værd din døende Mo'rs Velsignelse!
Ved Guds Barmhjertighed jeg faaer dig da
igjen med dine Brødre, snart, o snart!
Syvende Søn.
Hvi tøve I? Ei Kongens Bud jeg lyder,
men Moselov, den vore Fædres Odel.
Jeg længes efter mine Brødres Smerte;
thi efter disse korte Suk jeg gaaer
til Livet, som min Tro tilsværger mig.
Men Du, men Du med værre Pine skal
bekjende denne Gud, du nu forhaaner.
Kongen.
Ha, Kvinde, overtalte du? Sku nu
din Sidstes Død, og syd saa efterpaa
i samme Kjedel!
(Sønnen døer paa samme Maade)
Moderen.
Jeg gaaer med Fryd i mine Sønners Grav.
I Saligheden faaer jeg vel en Tunge,
-- slid denne af -- Gud at lovsynge med.
O Jovah, jeg har bragt dig her et Offer!
(døer som sine Sønner)
|
| d.II,b.6,s.263 |
Kongen.
Hvad anden Trøst er nu for os end den,
at ei hver Jøde er saa stiv som disse;
de Store findes myge -- ja alt Græker.
. . Luk Vindvet op, at Osen ud kan trække!
(Kongehal. Kongen liggende syg. Præster)
Kongen.
I Præster, seer den Drot, som mente sig
ifra sin Vældes Top at kunne naae
og slaae de høie Stjerner! Han, der vilde,
som Xerxes, byde over Havets Bølger,
og gjøre Land til Hav, og Hav til Land. . .
seer, hvis I tør . . ak seer, her ligger Han!
Seer Mark og Orme voxe af hans Krop,
og Kjødet falder raadent af hans Been,
og Kongen stinker, saa hans Træl -- den Groveste,
der rensed Nattetider Byens Skarnkister, --
maa holde sig for Næsen, ja besvimer.
Nu taaler jeg ei meer min egen Stank.
Nu vil jeg troe paa Guder . . jeg ydmyges.
Ak frelser mig, I Præster! beder dog
til Zeus og Bel! Jeg gjorde alt for Eder.
Jeg slagted tusind Knælende i Ørken.
Jeg gjorde Jovahs Tempel liig en Mand,
der haanet sidder krummet paa sin Arne.
Jeg spredte Rædsel over Israel;
hver Brudgom græd, og Bruden sørgeklædt
i Brudesengen sad. Den Helligdom,
som Eder var en Afsky, jeg besmitted;
jeg sønderslog mod Jovahs Altar (skjøndt
det mig kun var en Steen) de Diende.
Jeg eders Fiender Leviterne
tvang til at dandse rundt om Bacchi Alter
vedbendekrandsede, og til at brænde
den Lov de agted helligst. Ja, jeg tvang
hver Stad jo til at offre Eders Offer,
og til at bede til min Genius.
|
| d.II,b.6,s.264 |
De Kvinder, som omskare sine Drenge
og gav dem Fædremærke, førte jeg
til Haan omkring i Gaderne, og styrted,
mens Barnet endnu died, dem fra Muren ned.
Jeg tærskede en Nitiaarigs Graahaar,
som var det Axskjæg, og hans Hjerte, til
det livstomt blev som Avner. Og de Syv,
de Syv, hans Børnebørn, og deres Moder . .
. . Hu! nu jeg stinker fælere end deres
kulstegte Lemmer . . Ve mig! ve mig, ve!
hvis ei I frelse mig ved Eders Guder!
Jeg brænde vil Sophisterne. O red mig!
Se mine Orme svømme nu i Sved!
Præster.
Der ingen Redning er.
Kongen.
O, bedre at
I vare Farmaceuter! Kom en Magus,
en Troldmand! red mig! og jeg dyrker Ahriman.
Præster.
Dig redder Ingen.
Kongen.
O! mon Jehovah?
Vel, send til Jøderne, dem før jeg agted,
for Eders Skyld, I falske Præster,
ei andet Gravsted værd end Ravnemave!
Siig dem, med venligst Hilsen fra Antiochus,
(der takker for den Kjærlighed, de viste)
at jeg hjemvendte syg fra Elymais
hvis gyldne Tempelskin min Lyst opflammed,
(Dog nævn ei, at jeg kom med brustent Glavind)
men haaber dog til Jovah vist og fast,
at jeg mig reiser snarlig karsk igjen,
især, hvis de mig godt nedbede ville
i Jovahs Tempel. Det jeg da vil smykke
|
| d.II,b.6,s.265 |
med Kobberspiir og gyldent Tag: saa, liig
en luepantsret Cherub i sit Eden,
det snart skal kneise i den hellige Stad,
der meer ei vorde et Begravningssted!
Siig, at Antiochus, hvis Jovah frelser,
vil vorde Jøde, ja omskaaren Jøde,
ei tale andet Tungemaal end Mosis,
Sabbathen holde, æde Paaskelam,
som om min Æt var dreven fra Ægypten.
Ønsk saa til Slutning Godt og megen Sundhed
for mine kjære jødiske Medborgere,
og siig, at hvis nu de og deres Børn
(saasandt jeg frelses af min Pine) fare
og lide vel, da takker inderligst
Antiochus sin Gud, sin Jovah derfor.
(Budet gaar)
Ak . . Jovah frelser heller ikke . . Ve,
jeg føler, Ormene naaede nu mit Hjerte.
. . Der kjæmpes; thi . . o der er værre Orme -- --
(døer)
|
| BLA BAKOVER |