|
|
| d.II,b.6,s.179 |
HJERTERNES MELLEMSPIL
1.
En ung Prinds.
Altsaa derfor, hulde Dimna,
kun fordi jeg er en Prinds,
Du en Agerdyrkers Datter,
kan du ei mig elske?
Dimna.
O,
ikke "kan", men tør ei.
Prindsen.
"Tør ei?"
Kjærlighed er aldrig feig.
Trodser jeg ei nu min Fader?
Dimna.
Da er ikke, som du siger
du har Vished om, vor Elskov
fra den samme Himmel; thi
min for dig bestandig frygter.
Prindsen.
Ve, at ei jeg fødtes Bonde!
Dimna.
Neppe elskedes du meer.
Som du er jeg vil min Elsker,
elske ham igjen og døe.
Prindsen.
Der er ingen Rangforskjel.
Er du ei en Dronning over
disse Enges tusind Blomster?
|
| d.II,b.6,s.180 |
Dimna.
Disse mine Undersaatter
spises af din Faders Heste.
Prindsen.
Mellem hine Heste, Pige,
er en hvid som Sneen og
blød at ride paa som Skyen.
Hvad, om jeg paa den dig satte?
kvalte dine Skrig med Kys?
jog saa til min fjerne Borg?
Dimna.
Da du elskte ikke Dimna:
ikkun dit fortabte Selv.
Prindsen.
Uden Krone kan jeg leve,
men ei dig foruden, Dimna,
som jeg kjendte før jeg saae dig.
Derfor jeg mit Arverige
bytte vil for ensom Hytte,
hvis du did med mig vil vandre.
Dimna.
O nu veed jeg at du elsker.
Ædle Zeir, der er min Haand.
2.
(En ung Gartner bestrøende en Palladstrap med Blomster.)
Gartneren.
O, Rose, hvis du kunde tale!
Din søde Læbe maatte seire.
Dog maatte du i Gaader tale kun,
saa halvt hun gjetted selv og blev medskyldig.
O frels!
(Skjuler sig bag et Træ)
|
| d.II,b.6,s.181 |
Princessen.
Hver Morgen denne Trap er blomsterstrøet.
Det gjælder mig. Her kommer ingen Anden.
Men gid mit Hjerte gjetted ret,
at det hiin smukke Gartner var,
der længe har mig syntes som en Broder!
Jeg vil den smukkeste af disse Roser
til Barmen tage . .
Gartneren.
Himmel! seer jeg ret?
Princessen.
(opdagende ham.)
Nei, Himmel! seer jeg ret?
Gartneren.
Min Blomst, der skulde
for hendes Fodtrin salig døe,
hun bærer ved sit Bryst.
Princessen.
Komfrem! Komfrem!
Saa vil jeg hæve dig ifra din Ringhed
op til min Høihed, ja til Blomstens Sæde.
Ei blot har dine Blomster talt, o Yngling;
men meer veltalende din egen Taushed.
3.
(Allee-Indgang til en Stad. Ayub, en ung Mand, kommer spadserende.)
Ayub.
Hvad frygtelige Øine der i Grøften?
Røst.
Ja veed du noget Dyr, der stirrer værre
-- ei værre, men meer tro og evigt --
end Fiirbenen?
(Et Hoved af vanvittigt Udseende reiser sig af Grøvten.)
|
| d.II,b.6,s.182 |
Ayub.
O Feramin! min Ven!
Her holder du dig skjult? Hvor er det med dig?
Feramin.
Godt, godt, godt, meget godt,
naar blot jeg har lidt Vand i Grøften
og saa lidt Solskin. Dog det er det samme
om Solen ei sig teer, naar Leila gjør det,
den rige Asophs Datter.
Han er bleven
af Kjærlighet vanvittig.
(Høit)
Kjære Feramin
følg med til Byen.
Feramin.
Der man dræber mig
paa Gadestenene som Fiirbeen. Her
jeg sikker er, skjøndt jeg maa slaaes med Snogen
og Tudserne, som mig min Plads misunde.
Ayub.
Hvor smerter mig din Tale, Feramin!
Feramin.
Her sad hver Middag jeg i Solens Brand,
at Leila skulde see mig, naar hun drog
i Palankinen til sin Faders Landsted --
hver Middag sad jeg saa i hundred Dage.
Men sidste Dag som jeg var Feramin,
da sprang jeg op, skjød Alt tilside
og kastede i Leilas Skjød et Brev.
I Grøften styrted hendes Slaver mig,
og Leilas Latter hørte jeg derfra,
imens hun læste Brevet; og den gjorde
mig til hvad nu jeg er, thi ved ethvert
"Haha", skjøndt det som Sølverklokker lød,
|
| d.II,b.6,s.183 |
jeg sank et Trin paa Skabningsstigen ned.
Hver Dag til samme Time kommer Hun.
Da kryber frem jeg mellem Løvet.
Leila.
(passerende forbi)
Den smukke Døgenicht endnu der ligger,
saa doven som en Øgle.
Feramin.
Hørte Du,
hun saae i mig en Fiirbeen kun, men Arten
hun vidste ei.
Ayub.
Jeg lagde Mærke til,
at hun foragted Dovenskab. Der har
du Vei til hendes Hjerte.
Giv en Skilling!
Nei kun en halv.
Hvad vil du?
Feramin.
Dermed jeg
begynde vil at blive riig.
Ayub.
Tro ei,
at Asophs Datter ringeagter dig
for Armods Skyld.
Feramin.
Var hun da Leila?
Hvad elskes uden det Fuldkomne, Det,
som ligner Guderne og Stjernerne?
|
| d.II,b.6,s.184 |
Men derfor Kjærligheden er saa stærk,
at, om den Elskede forlangte, vilde
den plukke Stjernerne af Himlen.
Ayub.
Viis
at du arbeide vil for hendes Priis!
Jeg kjender Pigen. Hun ei loe af Haan,
men kun af Ungdoms Lystighed. De lee
ad første Elskovsbrev jo Alle?
Men nu, hvad maa hun troe?
Feramin.
Fik jeg en Halvskilling?
Ayub.
Javist.
Feramin.
Farvel! Du høre skal fra Feramin.
Ayub.
O Kjærligheds Kræfter! Med samme Lethed
du gjør den Kloge gal, den Gale klog.
(Samme Sted. En Karavan opfylder Vejen. Leila kommer i sin Palankin).
Leila.
Spørg, hvem som ejer disse Dromedarer?
De synes kostbart ladte.
En Slave.
Feramin,
en Kjøbmand ifra Ninive. Der kommer
han Selv paa en Araber.
Ah, hvor smuk!
Men -- alle Himlens Guder! -- Han fra Grøvten!
|
| d.II,b.6,s.185 |
Dog ei hans Øine; Hans det er, der kasted
saa dristig Brevet ind i Palankinen.
(Drager forbi.
Ayub kommer)
Feramin.
Se Ayub, Ayub! se jeg har arbeidet!
Den Karavan er min.
Ayub.
Hvorledes ?
Feramin.
Ja,
hvorledes? Simplere er Intet.
Først for din halve Skilling kjøbte jeg
tre rustne Nagler; dem polerte jeg
og solgte for en Skilling; kjøbte sex,
saa tolv, saa tyve, hundrede, saa tusind,
titusind, tyve, ja en Million,
og alle disse Rujerns jeg polerte,
saa der tilsidst ei kunde andre sælges.
Selv Steppens Beduin til sine Heste
kun blanke Nagler vilde have;
han søgte mig, som havde Enesalget
i store Ninive.
Ayub.
Nu jeg forstaaer.
Feramin.
Den Karavan er Gaver kun til Leila.
Fleer Svededraaber ere faldne
ifra min Pande end der gled ifra
min Haand polerte Nagler. Men, o Ayub,
gaa, spørg om hun mig mindes. Jeg vil dvæle
saalænge her, ei drage ind i Staden,
men vælte al min Rigdom af i Grøvten,
om atter. . . Gaa!
(
Ayub gaaer.
Feramin sætter sig ned)
|
| d.II,b.6,s.186 |
Her bringer jeg et Svar.
Feramin.
(Gribende Brevet; læser:)
"Giv til din Ven din hele Karavan,
og kom med Halveskillingen i Haand til
Leila."
4.
(Haremsværelse.)
Min Zilha! Bort Alle! Zilha! Zilha!
Hun er i dine Arme. O velkommen
fra Sejer hjem til Lykke, store Rhamses!
Kongen.
(Til en ventende Høvding)
Nu bort! Nedsablingen begynde!
Hvormange er der?
Høvdingen.
Over Tyvetusind.
Kongen.
Vel! Jeg har talt.
(Høvdingen trækker sig nølende tilbage)
Zilha.
O, Rhamses, hvilke Ord!
og disse Læber, som saa talte,
har kysset mig? O Fy! jeg smager Blod.
Kongen.
Bi Høvding! Træl! Ha, Kvinde, frygter du
ei for dit eget Hoved?
|
| d.II,b.6,s.187 |
Zilha.
Gid du tog det!
Da følger du mig til en bedre Verden,
hvor Alle ere lige, hvor ei Vælde
fordærver meer de bedste Sjele.
Thi svoret har du jo, du kan ei leve
foruden Zilha.
Kongen.
Det er sandt.
Gaa, lad de Tyvetusind leve!
Her i mit Harem er jeg barnesvag,
ei Rhamses meer i Zilhas Favnetag.
5.
(Landsby i Maaneskin).
En Yngling
(fra en Hytte)
Fyllis! min Moder sover.
En Pige.
(fra en Gjenbohytte)
Hermon! min Moder sover.
Ynglingen.
Selene vaager. Afsted under Cedren!
Der er Skyggerne tættest.
(Ile sammen bort)
Hvor dyb en Rolighed er overalt
i Hytterne! Jeg hører hvert et Aandedrag.
De Joner have glemt, at de ei hidkom
at vorde Lydiens Trælle; og endskjøndt
ei Kongens Fogder sparer dem, ved Zeus!
Citharerne hver Aften klinge dog
hernede i de Kolonisters Landsby.
. . Hvad her? Ah! ved sin Kones Hjerte
her ligger Byens Hyrde under Skuret,
og Selene af Hornet synes gyde
|
| d.II,b.6,s.188 |
et oljeglindsende Smiil paa deres Aasyn.
Almægtige Kjærlighed! dig er det,
som saa bedøver Lidelsen, der just
Forstanden skulde skjærpe, og som lægger
om Lænken Bomuld -- dig, som yder
Tyrannen gjerne Dagen blot han lader
dig for dig selv beholde Natten.
Men tog han den, da sønderbrast hvert Rige,
Deukalions Flod var bliden Svanesjø
mod Folkets Raseri . . Ah! her igjen!
Hvor hen?
(De to Elskende flygte ud af Cederskyggen)
Saasandt jeg lever!
et af Cytheres Duepar fløi op.
6.
(Hvilende Arbeidere omkring et Pyramide-Bygværk.)
Rachel.
(bringende sin Mand Mad)
Spiis, Simon! Hver Dag du magres.
Simon.
Men højere blier Faraos Pyramide.
Og magres? Daglig seer jeg, dig jo, Rachel?
Rachel.
Bag disse Stene vil jeg boe,
saa er jeg hos dig stedse.
Simon.
Hustru, nei!
Jeg føler ikke meer end disse Hjul,
der trælle sammen med os, at jeg lever
de Timer du er borte i vort Hjem.
Mit Legem gaaer ensformigt til det Samme,
imens min Sjel, af det uhindret,
af Opsynsmanden uopdaget,
bag halvlukt Øje drejer sig om Tanken
|
| d.II,b.6,s.189 |
paa Timens Glæde naar du kommer;
og den mig giver Kraft fra Døgn til Døgn.
Men var du her, og Stenene jeg maatte
omfavne i dit Sted -- det var en Kval!
Min Sjel da vilde stedse være vaagen,
ei hvile, som den gjør just naar jeg træller,
fra et Besøg af dig og til det andet.
Men kom du ikke naar den vaagned
til den bestemte Time, just naar Skyggen
er lige under Foden -- Rachel, o!
da steg jeg op paa Pyramiden
og speided, og naar ei jeg saae dig, da,
jeg styrtede mig ned derfra. Men nu
den ene Times Kjærlighed forsøder
de tre og tyve andre Timers Trældom.
Akadiel.
Kjærlighed Livets Ørken bestrøer.
Med grønne Oasers venlige Øer
Vaagner en Ahnen i Sjele to,
hos Ham og Hende,
at ned de stamme
ifra forelskede Aander tvende,
ifra det samme
med Stjerner tækkede Himmelbo:
da briste alle Menneskebaand,
Rangen og Standen;
Aand vil til Aand;
i Øinenes Brønd de har seet hinanden.
Kongen fra Thronen nedstiger,
beholder en Ager af hundrede Riger;
Fyrstinden vil flytte
ind i en Hytte,
sit Diadem for en Blomsterkrands bytte.
Mægtige Kjærlighed! Aagenes Tyngde
gjør du til Baand af Roser omslyng'de.
|
| d.II,b.6,s.190 |
Elskende Træl med lyksalig Foragt
skuer sin Herskers Glimmer og Magt;
ei føler Kvinden
at Slid og Slæb skjærer Furer i Kinden;
Graad hensmelter Despotens Harme;
og Bjerge gjerne med blotte Arme
igjennemgrov Elskeren blot han hende
ved Lysets Gjennembrud maatte kjende
og at hun ikke paany maa forskyde
den blodige Haand, han hende kan byde.
|
| BLA BAKOVER |