HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.143   LYSBRUD I MØRKET. GULDALDREN



           Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen;
                      saa sprang en Yngling frem og tynte Panthren;
           sig reiste Manden saa, og fældte Løven.
           Og Manden hersked over Kvinden og
           de treti Sønners Telt. Saa tvang hans Styrke,
           der rørte tredsindstyve snoede Arme,
           og aanded treti Pile ud paaeengang,
           de Svage til for deres Liv at trælle.
           Saa blev Han Slægtens Første, da han reiste
           et Fædreherredømme; derpaa drog han,
           som hele Folkets Konge, ud, og tvang
           de andre Jordens Folk, da med sit Folk
           (paa begge Sider udbredt lige Vinger,
           mens han, som Hjertet bankede dem frem,
           og Kronen var et funklende Ørneøje)
           han omfløi Jorden, til han dalte paa
           den sidste Hytte, der i Syden er
           -- som trukken op af Solen -- klinet liig
           et Fuglerede, op paa Stylter. Men
           saa svang han sig med Hærens Fløivinger,
           som Jordens Midte brede, over Jordens Midte,
           og skjød i spidsede Falange
           Neb,
           liig Nordlysgrene, Hæren saa udover
           Iismarkerne i Nord og satte sig
           (som trætte Falk, hvis Mod er længere
           end Vingerne og Luften, hvor den aander)
           paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt
           i Mulmet rager op og synes liig
           en liden blaagraa Sop.
           Saa blev den sidste Pande jevnet da
           indunder Mandens Stav; og alle Nakker
           (den ranke Baktrers og Jakutens lave)
           laa bøjede over Jorden jevnt som Bølger;
           og Mandens Herskerbud fløi over let
           som Vinden med de sorte Hvirvel
           Fodspor.
           Saa løfted Barnet Arm og Yngling Bue
          
d.II,b.6,s.144              og Manden Kjølle og tilsidst et Scepter,
           da fleer og flere Undertvungnes Hyldest
           hans Kjølles Buler slikked' bort, og gjorde
           den til en rank og blank Befalingsstav. --


           Først laante Barnet kun sit Vuggerum;
           sig dyrked saa en Yngling op en Ager,
           og fæstetog den af sin Fader; saa
           sin Kvindes og sin Stammes Ager ejed
           da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved;
           saa tog han ved sin Styrke Folkets Land;
           hans Ager slugte alle Folkets Agre;
           og saa blev hele Jorden til hans Ager,
           med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde.
           Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky,
           der mørkned Jorden! og den Jordens Rigdom,
           han ikke tog, men lod de Andre laane,
           blev som hans Krones Affald. Med sit Spiir
           Han maalte Jorden af i Riger, lige
           tykbugede Elefanter liggende
           med barske Blik og Snabler mod hinanden.
           Se Hindostan og China og Ægypten!
           Se Babylon og Medien og Baktrien,
           Assyrien, Arabien og Persis
           og Lydien og Skythien og Libyen
           og Æthiopien, de Sortes Rige!
           Og Manden i sin Krones Ring indstevnte
           og maalte Folkene og mærkte dem
           med Bannere og bandt dem rundt om Throner
           som bedst det lysted: ei som forhen, da,
           liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven
           og fængslede bag Bjergene sig Selv,
           som vare disse Jordens sidste Grændser.
           Men Manden paa sin Skulder flyttede
           Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel,
           og traadte jordomskyllende Ocean
           med Foden længer bort.

d.II,b.6,s.145  

           Først laae et Barn i Moders Hætte; saa
                      sig fletted Ynglingen en Hytte; saa
           udspændte Manden Teltet over sit
           og sine Kvinders Hoveder paa Sletten.
           Hans Trælle byggede da op hans Huus;
           hans Hær det løfted som et Taarn opover
           hans Folkes Arner, saa det raged høit
           opover lave, hvide Telte, ligt
           en Ørnenakke over slagne Duer.
           Han bød da Alle samle sig omkring ham,
           og bygge Huse rundt hans Borg, og kun
           hans Fiender paa Flugten imod Nord
           og Syd i Ørknen under Teltet hvilte.
           Saa reiste han en Borg i hver en Stad,
           som Husenes Konge og som Stadens Horn;
           han Porte satte; Mure slog han rundt
           som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet,
           som Stadens blinkende Øine over Sletten.
           Da reiste Babylon sig over Sumpen,
           i Frat med Marmorfoden trædende,
           med Sale, lige Himle, under Himlen.
           Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn!
           Og stolte Ganges er som Elfentand
           omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan
           om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og
           nu maa fortælle, liig en nys udsluppen
           og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie
           med hvad han nød og saae i Kongens Hal;
           dog fører Floden med sig ud til Havet
           (den Bølgepøbel) Alabastersøiler,
           og Guldkarnisser, som sank i den ned
           fra Delhis og fra Agras Overflod.
           Se, Maanen hviler sig paa Sardes' Tage!
           Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte
           paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis,
           et blankpoleret Kaukasus af Marmor!
           Syvarmede Ekbatana og Baalbek,
           den Ørknens hvide Dugchrystal,
          
d.II,b.6,s.146              og Skythiens Asgaard, liig et Ural af
           den graa Granit til Tanais Sletter tryllet!
           Som Peking, Stæders Hoved imod Øst,
           først lettende paa Kupler Morgenrøden
           er Memfis Stædernes hundredringede Hale,
           der, bugtende fra ene Nilbred, dukker
           sig under, men i store Hvirvler snoer
           sig paa den anden Bredde op, som for
           at række og at slynge rundt sig om
           den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa
           Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa
           med hundred Munde gaber.


           Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet,
           der Straffe skrev med svulne Vredesaarer,
           og Mildhed kun ved bløde Slag dikterte,
           for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens,
           og saa blev Manden hele Folkets Lov.
           Men da i Folket Manden blev som Hoved,
           og hele Folket blev som til een Mand,
           med Mures Muskler, Marmorstæders Knokler:
           blev Manden, da sit Folk han løfted som
           Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov.
           Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang;
           og, som han dermed Land og Grændser maalte,
           saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret
           blev Krigens Sværds og Fredens Alens Mønster.
           De Tappreste til dem at tvinge, som
           den vise Orden, Mandens Vilje, trodsed,
           hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden,
           som de med Blodet vunde og forsvarte,
           idet med blodige Hjelme de den dækte
           og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted.
           Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste
           sig da som Folkenes Aasyn og som Arme,
           der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte!
           De andre vare kun som Folkets Mave,
           og Agrens Furer bleve Landets Indvolde,
          
d.II,b.6,s.147              foragtede, dog overladte til
           i Ro at være Folkets Rigdoms Kilder.
           Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster;
           da Smedjen klang, og Meiselen blev liig
           en Skabers Tordenkile. Ved sin Kvinde
           da lærte Manden Jordens Kvinder Spolen
           at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet
           af Livsensaanden -- den i Alting Aandende --
           udspindes og de røde Kinder væves,
           og Jorden til en Veddekamp at tvinge
           i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder
           de saae, naar Maisen bøjede sig gylden.
           Hør, da sang de Alle
           om Isis, Ceres, Frigga og Athene!


           Saa Manden Jorden tog, for den at dele
           med Scepteret i Ejendomme ud;
           og Magten tog han over Jorden, for
           med Dommersværdet Ret til Hver at skifte.
           Den, som i Sumpen Dragen søndersled,
           og kasted Korn for Slangeæg i Dalen,
           fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule,
           opreiste Konger over Landene
           og Herrer over Stæderne, og Dommere
           til Konger gjorde han paa Torvene,
           men Alle fast til Guders Love bandt han.
           Naar Tyven greb i Mørket, greb han over
           det skarpe Dommersværd, og Morderdolken
           paa Retfærds Skjoldhvælv brast ihvorsomhelst
           han stak, og sprang tilbage i hans Bryst.
           Selv Skoven delte han; hver Vaand fik Ejer.
           Sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned
           de fjerne Bølger. Alt blev Ejendom,
           og løb ei længer mærkeløst i Chaos.



           Som Brødres Huus de store Stæder bleve;
           og Landeveje, liig Kanaler, hvor
           de rige Dromedarer seiled og
          
d.II,b.6,s.148              Kanaler, fulde Skibes Landeveje,
           imellem Stæderne blev liig de Stier,
           der gaae fra Nabohuus til Nabohuus,
           saa sikkre, at i Midjenat de vandres.
           Som Naboer, der til hverandre løbe,
           for Brød og Ild og Vand at laane, da
           sig hented Kolchis fra Ægypten Korn,
           Ægypten Guld fra Æthiopien,
           fra Thracen hentede Phønizen Viin,
           og Baktren drog til Sidon efter Purpur.
           Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal,
           hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem
           Chrystallet seer han alle Elementer
           derudenfore trælle for hans Lyst.
           Han flyver over Jorden liig en Tanke;
           dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn
           han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen;
           han farer over Bølgen paa sit Seil;
           ham Elefanten bærer, mens han sover;
           han ligger rolig, medens Jorden maa
           forbi hans tankefulde Øine løbe.
           Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer
           fra Ulven, Kvinden sin ei fra Pisangen,
           Ei hule Løvehoved sidder længer
           til Skrækkebillede paa Mandens Isse;
           men Sølv
           og Staal
           Hjelm, Stjerner lige, Krone,
           liig Solen og Turban som Morgenskyer.
           Dem hyller Purpur nu og Silke, saa
           selv Oldingen er livlig Sommer liig.
           De see hinandens Aasyn kun, som Solens,
           til Tegn, at kun de skulle hos hinanden
           det Aandige søge. Derfor sig forelsker
           nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før,
           da Dyr de ligned, Lænd i Lænd.


           Se, Jagten, Mandens strenge Haandværk,
           mens Kvinden efter Jordens Rødder roded,
           er bleven til en Leeg! Med Pragt han skjuler,
          
d.II,b.6,s.149              at han en Dag de Funker lader gløde
           af Myrdelyst, han har i Aaren. Hunden
           maa snuse foran ham, istedetfor
           han spored selv tilforn indunder Løvet,
           og løb med aabnet Næseboer mod Vinden;
           istedetfor hans vilde Opjagsskrig
           maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn
           fortælle Echo, at den store Herre
           betvang en Hare. Og, se her! se her
           et Folkenes Krigstog nu! Fra Baktrien
           en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom;
           og Indien, lige byttelystent, sender
           en endeløs Række over Fjeldene.
           Ægyptens og Chaldæas lange Rader
           fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord
           tverkrydse; Rækkens Hoved bugter sig
           igjennem Thibet, medens endnu Halen
           ved Eufrat rører sine Krumninger.
           Men fromme Dromedarer er for Hingste,
           og Uld og Silke er det Kamptogs Røg,
           og Elfenbeen er Kampens blanke Sværd,
           og Kryderduft er for de Slagnes Suk,
           og Guld, med Retfærdsvægtskaal
           Stempel paa,
           og Purpur er i denne Kamp for Blod:
           i denne Kamp, hvor begge Parter vende
           som Sejerherrer hjem: i Handelsstrid,
           hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner,
           der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets
           og Flidens Seier over Nøden. Se,
           i denne Kamp, hvis Valplads er et Marked,
           hvis Hære Karavaner, midti Ørknen
           liig vandrende Byer,
           maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire!
           Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv;
           ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet;
           men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed
           kun voxe lidende, som døde Steen,
           kun ved Opdyngning og Hensmuldren.
          
d.II,b.6,s.150              Dog, om de voxede, som hos de Folk
           vi kalde Vilde og Barbarer, til
           uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
           hvert Hjerte overgroede tykt, dog mægted
           de ei at værne sig mod Snillets Flid,
           saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
           og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
           dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
           Saa skjære Plantestæder ind sig i
           Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
           med Skam sig trække ind i Skovene.
           De see med Blusel sig imellem Dyrene
           og disse Fremmede; og Sønnen elsker
           ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
           af Sviin og Ulv. Som Skovens Papagojer
           de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
           til høit de hæve sig som de paa Jorden.


           Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
           og Staden som et Huses Kammer, saa
           ei Bævren eller Bien spotted mere.
           Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
           et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
           og Kammer delte han imellem Brødre.



           Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
           og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
           og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
           (thi Hjerterne oplyste han ved Love,
           med Vinter
           Strenghed og med Sommer
           Mildhed;
           dog skinned Retfærd gjennem Strengheden,
           som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
           og Folket kaldte Manden deres Gud;
           og alle Tunger med forskjellig Tone
           ham hylded. Saa langs Nilen klang "Osiris",
           ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China,
          
d.II,b.6,s.151              ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin",
           hos Celterne "Tuisto", og i Hellas
           "Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus".




           Først drømte Barnet kun om Moderbryst;
           i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
           i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
           Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
           i Livets Bølgegang og Brusen -- ha,
           "Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
           Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?"
           Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
           Saa Manden stirred til hans Blik blev graat,
           paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked
           de Dødelige saa, og ind han hylled
           sit Hoved, at det ei af Tanker brast.
           Hans Sjel med Offerrøgen steg og dalte.
           Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
           omfatte let som Skyer hver en Stjerne,
           og see med Solen ned paa Alting; men
           med Asken sank de ned igjen.
           Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
           han fra sin Hunger tog; dog dreves han
           til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
           dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
           "Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
           og hungrer, mættes Skyen? Ve, se Tordnen
           sit eget Offer splittrer! kold gaaer Skyen
           sit eget Altar over, ligegyldig
           sin viede Ild den slukker!"



           Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
           og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged
           sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
           der maale Dybet, finde Himlens Midte.
           Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
          
d.II,b.6,s.152              i Stjerneraderne varme Livsensaarer,
           saa Solene vare Pulse, Stjernerne
           de Aarer, som tilbageførte Blodet,
           som i hans eget Bryst: i Bladets Rasl,
           i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald
           Allivsens Aandedrag han hørte;
           ham Dyreverdnen var det Legems Nerver,
           det ranke Menneske Rygradens Marv,
           opstablet imod Hjernen, som da var
           de skjønne Skabninger i andre Verdner.
           Da saae med Sjelens Øje han et Hjerte
           -- o som en tusinddobbelt Sol imidten! --
           hvis Æther strømmed gjennem hele Livet,
           (gjør Løven brændende og rødner Rosen)
           saa Liv og Død er kun dets fremad
           og
           tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han
           med Sjelens Fjernsyn, Ahnelsen, en Aand,
           Altrørende, al Aarsags Aarsag,
           som giver Formen Hensigt og Betydning,
           hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa
           jo visere en Sjel er, destomere
           til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen.
           Og Mandens Læbe helligedes, da først
           den nævned: "Gud" -- den Ene -- Gud.
           Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste
           i Vandene) af hvert et Hjerte hæved
           en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet,
           som Jorden, da den graaned først af Havet.
           Og Folkene knuste Altrene, som vare
           en Form for deres forne dunkle Angst,
           og, knælende i Støv, med blottet Bryst,
           Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar",
           og Persen "Zeruane
           Akherene",
           Chinesen "Changti", Siamesen "Fta",
           den Sorte "Numbo" og Iisboen "Kutka",
           Malajen "Sommonakodom", og Gothen
           "Alfaudur", og Hebræen "Eloah".
          
d.II,b.6,s.153              -- Og Manden førte op de Viseste
           til Fjeldene, og lærte dem at sanke
           ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
           Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
           Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
           i Tavler male ind med hellige Tegn.
           Et Æg Alskaberen da viste, som
           i sig indslutter Alt. En sløret Kvinde
           betegned Guds ugranskelige Viisdom.
           En Mand, med Solen i sin Pande malt
           og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
           men endende i Dyrelab betød
           Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
           til Krybet aabenbarende som Almagt.
           En malet Slange som i Svælgets Dyb
           sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
           den Evige, i hvem Allivet bølger
           (de vide Sfærers Bugnehvælv af Liv
           liig Slangens Bugter); og et Barn der sad
           med sammenbundne Fødder bøjet paa
           et Blad, der vipped midtpaa Oceanet,
           dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
           og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
           ved Verdners Undergang, om Himlen end
           blev til et svullent Hav af mørke Suk,
           og Jorden lysned op som Solen af
           det Blods Udgydelse, Han skabte.
           Et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
           betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
           hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
           og samler alle i eet Punkt tilsidst:
           i Salighedens og Erkjendelsens;
           og se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
           til Blade, men dog ei fortæret, viste
           dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
           dog selv at røres af sin Vrede.
           Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
           Fornuftens Øje som en Vemodstaare
          
d.II,b.6,s.154              opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen
           paa Livets Slette, hvorpaa Aarene
           som sorte Valpladsstøtter rage frem med
           Erfaringens Paaskrift -- den Tid herudenfor
           dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede,
           som blinde Øgler rundt en duftløs Rose,
           de tusinde Uvidenheds Affødninger
           om Uskylden, og gjorde denne værdløs:
           . . den Kamp den gik imøde, med sit Blik
           alene rustet, mod Vildfarelsers
           og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm,
           og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage,
           Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed,
           sig væltende som raadden Damp i Kjødet --
           den Tid i Menneskets Liv, da første
           "Hvorfor?" sig reiser som en dugget Torn
           i Barnehjertets Rose -- denne Tid
           afmalte Manden som et herligt Træ
           omspundet af en Slange. Og han lærte,
           at hver af Træets blanke Frugter var
           en Indsigt, og, at Slangens Farveskin
           var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver;
           at Slangen først har Menneskene lært
           at spise af dets Frugter, i hvis Sødme
           sin egen Gift den blander. Thi da Smerter
           Uvidenheden greb iblinde, og
           da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften
           frem første Øjeglimt; men stedse
           formørkes det af vaagne Lysters Jubel,
           af Smertesuk, saa hvert dens Glimt er ligt
           en Sol bag drivende Skyer.


           Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden,
           han malte Himlen i sin Hules Hvælving,
           gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte
           dem i sit stirrende Øje, samled dem
           i Klynger og Figurer; og han maalte
           det endeløse Rum da med sin Stav,
           og satte Jordens Plads i Verdens Buer,
          
d.II,b.6,s.155              og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt.
           Saa vogted Sirius jo, som Hunden trofast,
           Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen
           opsvulmed som et Moderskjød og vilde
           fortrænge Jorden bort til begge Sider,
           saaat dens brede Voverad blev liig
           den Kvindes Veer, der sit Teppe splitter
           af smertefulde Fryd (som om hun vilde føde
           saamange Børn som Skjødet skyder Bølger)
           og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne
           er Skibenes sikre Roer og Styrmands
           Øje:
           saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve
           som blege Skygger Jordens Skibe efter!
           Og efter Stjernens Baner skyder Ploven
           i Muldens sorte Nat sin Bane hen.
           Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!)
           som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner
           til Fakler, hvormed ind i Himlens
           det Helligste og gjennem Gravens Dybeste
           de lyste sig. Thi sig af Hine reiste
           da Nogle op og sagde: "Mester, du
           har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt:
           Se, vi i vore speided men da aabned
           sig blot den vide Tomhed!" Manden da
           med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte
           med Legemets Øje finde Hvad de ei
           med Sjelens Øje mægted at opdage.
           Han lærte dem med Sjelens Øje see
           igjennem Legemets Øje atter gjennem
           de aabne Stjerneøjne, der beskue
           Guds Storhed.
           Saa malte Manden da paa Templets Vægge
           Kalenderen; og af den malte Tanke "Gud"
           fremkom, som Slangen der af liden Klump
           udskyder endeløse Ringe, atter
           en Viisdomslære, gjemt i Hieroglyfer,
           om Sundhed, Velfærd og om Frihed,
           om Dyd og Last (de Sandheds og
          
d.II,b.6,s.156              Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet
           tvemasket) og om Tro og om Udødelighed.
           Da Talens lette Vind han formed i
           Bogstaver evig; Manden skrev da Vedam
           og Yking, Zendavesta og de ti Bud.
           Han satte deri Hjertet Lov og Ret,
           som Kongen satte den for Haanden; og
           han maalte Bueløbet af for Tanken,
           som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom
           med Kræfterne udrusted; og for Haabet
           han maalte Pusterummet og dets Svingning;
           og udenfore Tankers tætte Verdners
           og Haabets lette Aandekredses Buer
           han viste det Uvisses Chaos (som
           sig ei til Tankeverdner end har samlet)
           ligt Taagestjerner, og deruden om
           igjen da Vidløshedens Tomme, indtil,
           naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab
           en Verdensviisdom bliver.
           -- Saa lærte Manden Mennesket at male
           dets Tanker af i Tale og i Digt,
           og lærte det, i Tegn og Skrift og Farver,
           at give Talen evig Lyd.
           Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel,
           saa gav han Følelsen i Fløiten og
           i Plekteren dens Tunge; og han lærte
           at gjøre Jublen tryllende i Fløiten
           og i dens Vildhed nøgen
           skjøn paa Cymblen,
           og Jammeren melodisk
           sød
           (saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn
           fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk,
           dog regelmæssigt) ved at sende gjennem
           Citharen Klagesukket.
           -- Saa lærte Manden sine Sønner da:
           den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster,
           og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi
           nu Disses Kundskab voxte fra en Nød
           til Verdners Størrelse, hvor midti laae,
          
d.II,b.6,s.157              som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
           og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom,
           at maale Jordens Vei og Stjernens Flugt,
           og kjendte Livets skjulte Kræfter,
           (saa Syge knælede paa deres Vei,
           og Halte de bød gaae og Blinde see,
           i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
           samt kjendte Gravens Haabs Udtydning
           (den Regnbu
           Bro imellem Tilværelsens Dyb
           og Bestemmelsens Høide) og saaledes
           forstod at kige fra det ene Liv
           og til det andet gjennem Graven som
           om den et Seerør var, saa kaldte Folkene
           dem "Hellige", og "Vise" og "Profeter".
           Men Manden, som af disse kaldtes Fader
           (Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
           af Menneskene blev nævnet da "den Helligste",
           "al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød
           hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst;
           som "Hermes, Mimer, Zerdusch, Jo og La,
           og Buddha, Menu og Confutse, Moses."




Akadiel.



           Denne Alder Mennesket kalder Guldets Alder.
                 Ve! snart den falder
           i Offerblod ved Altrets Fod.
           Ve! Slavers tunge Aandepust
           med Ir den dækker snart og Rust.
           Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
           og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
           Tyranners Jernsceptre saa ville rage
           frem af Jernaldrens tunge Dage,
           hvor Kronerne ere det eneste Guld.
           Thi Kronebærerne -- o sløve Menneskeaand,
           som selv sig slutter i Slavebaand,
           for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
           saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
          
d.II,b.6,s.158              vanvoxen, vanvittig i Throne-Lukket! --
                 iblandt Millioner er ene fri.


                 Af Kvinde fød,
           Han gjør sig til Gud i Muld,
           behersker sin Broders Liv og Død,
           ja Tankefostre i Hjertets Skjød,
           halvfødte Suk og Tusinders Smiil han former
           alt eftersom hans eget om Læben sig ormer;
           sin Kaabe med Blod han forgylder,
           og Slavernes Masse knæler og hylder,
           slikkende Broderblodet af
           hans Kaabe og hans Kongestav.



           Som Præsten kalker af Folkets Hjerner
           op Altre og atter med kilden Skræk
           for Tempelvægges dunkle Træk,
           for Trolddoms
           Kviste og Afguds
           Stjerner
           opfylder Hjernernes tomme Skaller:
           saa Kongerne Folkets Nakker binde
           isammen, og deraf -- hvert Folk et Bundt --
           de Throner bygge paa Jorden rundt.
           Snart kneise tusind (og hver et Minde
           er over en Frihed) i gyldne Haller.
           Friheden er i Tyranners Magt.
           -- Abiriel! hvor er din Styrke forlagt?
           Deler du døsig Lastdyrets Ro?
           ønsker du kun som Kaalen at gro?
           fryder dig fro at du tør
           aande og sole dig dog som før?



           Sandheden er til Bedraget forraadt!
           -- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat!
           Dit Legem er krumt i Despoters Lænke.
           Din Aand i sløv Uvidenhed skal
           stirre sig dum paa Tempelhal?
                 befales at troe?
                 forbydes at tænke?
          
d.II,b.6,s.159              indvendig fortæres af Laster,
           mens udvendig Aag om dig Herskeren kaster?
           Ve! Konger og Præster isammensvorne!
           Frihed og Sandhed forlorne!


           Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
           i flygtende Aarhundreders rygende Fjed!
           stirr over dampende Vale,
           gjennem rygende Tempelers Haller,
           over sjunkne Throner,
           gjennem brustne Kroner,
           over Aarhundreder, høinende over
                 sovende Slaver
           Lænker og Been, Monumenter og Grave,
           gjennem Sekuler, der sig rugende holde
                 liig sorte Volde,
                 liig Borge faste
           om nye Vildfarelser, gamle Laster!
           Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
           med Straaler om sit Hoved (første Aar,
           det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
           idet det stiger over Dynger af
           Aarhundrede
           Brødrenes Liig,
           saa ned de synke, og evig bort,
                 som Støv af Grav,
           den fule Stank af Trældoms Lyster
                 ryger sort!



           Da, støvklædte Himmelske, er
           eders værste Jammer sin Ende nær.
           Den eneste Gud erindres igjen
                 fra Himmelen,
           og Aandeverdenens Lov, henblegnet,
           paany i Hjerterne vorder tegnet.
           Afguderiet, Uvidenheden
                 faaer Banesaar.
           Den værste Tid da sin Fylde naaer.
                 Dog døer den Tid,
          
d.II,b.6,s.160              som bringe vilde Aljorden Freden,
                 i blodig Strid,
           og vorder kun bedre Tiders Vaar.


           Da løfter Eder Millioner!
           Abirieler, I Aander stærke,
                 da maa I haste
           bag Fortids Grave og Mindesmærker
                 jert Aag at kaste!
           Med brudte Lænkers Raslen I skræmme
           de blege Tyranner fra Borgenes Gjemme!
           de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge
           vil indenfore en Krones Ringe!
           Da bryder Svøben! da knækker Spydet!
           da knuser Altret, hvor Præsten bød,
           og Blodet af Eders Afkom flød!
           da lyser med Fakler i de Orakler,
           hvis Huler vare det Mulms Cisterner,
           der overskyllede Eders Hjerner!



           O Menneskehed,
           knæl da, Broder ved Broder ned!
           bryd da, Læbe med Læbe, ud:
                 "Himlen meer ei deles efter
                 Altrenes Kvadrater; Jorden kløves
                 ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre.
                 Blodige Kroner, Bøddelstaal,
                 Trældomsfakler og Offerbaal
                 glimte meer ei over Jorden.
                 Gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden
                 Frihedens Morgenrøde,
                 Sandheds lyse Dag
                 straaler under Himlen, nu eet Tempeltag;
                 daler ned paa Jorden,
                 nu eet Alter vorden
                 for Brødrekjærlighed.
                 Jordens Aander gløde
                 i friske Hjerter nu.
          
d.II,b.6,s.161              Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu.
                 Jordens Aander alle
                 ned i Støvet falde
                 den Evige paakalde.
           Hver sin Thronehimmel i egen Pande har.
           Hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar.
           Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE