HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 6. BIND: 1845

d.II,b.6,s.137   HERREDØMMENES OPRINDELSE
1.
KONGEDØMMET
(En Mand omringet af sine Sønner.)



Manden.



           Opreiser Eder, Sønner, under Spydet!
                      I, mine treti Arme, jer udbreder,
           og sammendriver Folket ved mit Telt!



Manden.

(til Folket.)



           I samled inden disse Bjerge sammen
           jer Teltehob, at Alle om den Enkelte
           et Hegn af Arme kunde flette, saa
           han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov,
           og for at vogte og at nyde sammen
           jer Rigdom. Men, hvo er i denne Hob,
           der dreves sammen jo af Angest, for
           at Hver kan finde Ly indunder disse
           isammenstukne Hovder -- Hvo er som Hjertet,
           det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten,
           hvortil de Alle læne sig i Nøden?
           Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste?
           Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder?
           Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner?
           Hvo riig? Og dog, var Jeg end arm som I,
           min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter.
           Saa er min Styrke da min bedste Rigdom,
           min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes.
           Men -- ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt
           de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom?
           Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide,
           naar jeg har Magt til Eders Sved at tage?
           Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom,
           saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom?
           Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei
           kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei
           kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo!
          
d.II,b.6,s.138              Den Svage skulde frydes da som jeg?
           Maa alle Dyr for Løven trælle ei?
           Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker.
           Er jeg ei som en Løve i mit Folk?
           Se, mine treti Kløer i mine Sønner,
           der bævre alle af mit stærke Blod!
           Se, denne Hale bag af mine Trælle,
           Hjemfødninger, der leve i min Skygge
           i frydfuld Ro, og fødes af mit Fad!
           Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer
           sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder
           for Vestens sorte Folk, der svømme over
           vor Flod, forfærde os, som om vi saae
           vore levende Skygger, og fortære Eder,
           -- hvis I vil kalde mig for Eders Løve;
           jer Nakke bøje under denne Fod;
           jert Liv i denne Kjølles Skygge sætte;
           jer Ager give mig, men dyrke den;
           og bringe mig det Bedste; hvis I ville
           mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde,
           og Eders Æt for min Æt være Slaver,
           som, Fædre, I og Alle ere mine,
           ifra min Ældste, til den Hyrde, som
           med Svinet æder Olden.


Folket.



                             Vær vor Hersker!
           Thi vi din Kjølle frygte.



Manden.

(fælder En med sin Kjølle.)



                             Saa da splintres
           Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom!
           Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods!
           Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd!
           Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers,
           hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre!

d.II,b.6,s.139  

Folket.



           Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i
                      dit Blik, vor Vilje i din Mund, o Herre!



Manden.



           Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle
           som Alpens Sne! Mon der er bedre Folk
           end disse Trælle i de andre Skove?
           Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt.
           Saa rulle den da, til en Guds den ligner.
           Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler,
           og Andre svinge Spydene fra Hesten
           og Andre gjennem Horn forkynde Alle,
           at de for Jordens første Drot maae knæle!
           Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger;
           thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu,
           naar jeg befaler: "brænd, og myrd, og dø!"
           saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være
           som Løverne: vi æde vil vort Bytte;
           og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte!
           Se, reis et Banner og et Mandehoved
           paa blodigt Spyd! Naar Banneret saa hvifter,
           og synes slaae sig tyvedobbelt ud,
           betyde det vort Mod og Blod, der vil
           sig brede over Jorden! -- Ha! Og denne Krone
           jeg sætter straalende nu paa mit Hoved,
           til Mærke, at den nu er Jordens Sol!

(Hæren drager bort.)





En Mand.



           Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv!
           Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge!
           Til mig skal Natten skatte!

(plyndrer de tomme Telte og Hytter.)



En anden Mand.



           Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv.
           Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat,
          
d.II,b.6,s.140              saa maa jeg straffe, og den tage Selv.
           Den Ret du lærte mig, du første Konge.
(myrder første Mand og tager hans Bytte.)

2.
PRÆSTEDØMMET

En Mand.



           Vel, Konge, vær du alle Nævers Konge!
           Din Arm er stærk, min Arm er svag, men skulde
           min svage Arm da trælle for din stærke?
           Jeg med vil herske; og mit Herredømme
           skal være stærkere end dit! Lad Kongen sidde
           paa Jordens Nakker; Jeg paa hans vil sidde.
           Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved!
           Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne!
           Du skjælver, Konge, som din mindste Træl,
           for Himlens Kræfter, som skal vorde mine,
           for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer.
           Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har
           i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn.
           Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe
           udryste over Kongens stolte Isse.
           Se, Han med Folket, som for Alting skjælver,
           der er en Tomme over Alles Hov'der,
           sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger
           fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder,
           at sætte mig paa Alterne, hvor før
           de ofrede til deres dunkle Skræk,
           og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne!
           De troe nu Intet, eller Hvermands Tro
           er formløs Sky, hvori hans Hjerte svømmer --
           nei, eller Taage formet efter Alt
           som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter
           min Lyst, den Sky, og fylde den med Guder;
           og denne regelløse Tro (saa Den,
           som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger,
           og Den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen)
           jeg former efter mine Indfald, naar
          
d.II,b.6,s.141              jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot,
           at Jeg, de store Guders Høitbetroede,
           den former efter Disses Villie, efter
           de høje Stjerners Baner, hvor den tydes.
           Da Folket skal om Guder bede mig,
           og jeg skal sende Skrækkensskyer som
           min Trælleflok. Da, Drot, beherske Du
           ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! Jeg
           ved større Frygt skal Hjernerne beherske!
           Thi Stammerne jeg sanker til een Tro,
           nu da min Stammes Altar jeg har reist
           til Mærke for de Andres, nu da Jeg
           ifra min Stammes Offerpræst har kaaret
           mig ud til Alles Overofferpræst.




En Mand.



           Stir Du kun i Nattens Bug! Spaa af Stjerners Flugt!
           Jeg vil see i Fuglebug, spaa af Tarmens Lugt.
           Som til dit, skal Folket og til mit Alter stimle,
           troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle.



En anden Mand.



           Rædsels-Guder skabende, skræmmer Jorden du;
           bøjer under Præstestav Alles bange Hu.
           I dit offerblodige Spor sniger jeg mig tyst,
           hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst.
           For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List:
           din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Trolddomskvist.
           Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt:
           indunder deres Stave er hele Jorden lagt.





Akadiel.



           I lange Rækker af Kroner Jorden
                 er lænket vorden.
           Og Hjerterne til vilde Offerflammer
                 nu blusse sammen!
          
d.II,b.6,s.142              Gjennem Offerhymner, gjennem Sejerssange
           hyler Offrenes, Slavernes Jammer.
           Tyranniet har i Kongen sin Arm opreist,
                 sit Hoved i en Præst,
           i Trolddomsstave sine Fingerspidser,
                 der rinde af Blod;
           i Kronens demantsmykte Tagger
           det viser de skinnende Tænder.


           Men, Frihed og Sandhed -- Aandens Ejemærke,
           i Menneskehedens Barndomsirren henlagt,
           bortkastet ei, thi det kan ikke tabes,
           om Jorden svam i Blod og Skyen var
           ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg,
           om over hver en Hytte stod en graadig
           Tyran, om Solens Lys blev fanget ene
           af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, --
           ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm
           vil hentes ud af stærke Abirieler;
           dog atter glide under Mængdens Hænder
           i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands
           i Dybets Aabning, som de Templer kalde,
           bli'r skimrende, til Himlens Kræfter selv
           det løfter, under Aanders Jubelsang,
           heelt op af Dybet, og Klenodet lægger
           som Straalering om hvert et Hjerte.
           Den Tid skal Støvet kalde "Frelsens Tid."

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE