|
| d.II,b.6,s.117 |
paa fordums bedre Dage! ei en Sorg,
der mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget,
gjenlever nu som Stump af Ormens Hale!
Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves,
for kjærlig Piil udstyrte som en Foss:
saa, liig en Regnbu, fra det friske Blod
min Manddoms Aand kan ryge op til Solen,
og ei som Dennes -- Ve min egen Fa'rs! --
udsile, som et endeløst Morads,
igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden
indskrumpen stiger for at møde Solen!
En Kvinde.
Ja Kvinden vil ei blive hæslig
som runkne Eva der. Ak, se, hun kan
ei holde sine Øjenlaage oppe
ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer.
Skal vel min Datter see saa hæslig Moder?
min Søn den Barm, som nærte ham, at være
den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet
er krøbet ud?
En Søn.
Vel, jeg vil knuse
den tunge Alderdom, som træder vore
Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder
sygt Øjevand i Rynker ovenpaa.
(løfter sin Kjølle over de to Gamle.)
En anden Søn.
(slaaer Kjøllen væk.)
Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter,
ned af sig selv, for fulde alt af Smerter.
En Søn.
Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . .
. . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung,
og mine Haar til lyse Straaler blive . .
(Musik høres.)
|
| d.II,b.6,s.118 |
Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn!
Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys!
Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah,
se, om de slaae som Arme sig isammen,
for atter Liv af Evas Barm at kryste!
(Alle knæle. En skjøn mørklet
Yngling kommer ledsaget af
Yngre, der føre Instrumenter
af Metal. Adams og Evas Sønner springe op som til Angreb.)
Den fremmede Yngling.
(svingende en Palmekvist.)
Fred over vore Hovder!
En af Adams og Evas Sønner.
Ligt vort Sprog!
Din Tunge er min Tunges Broder. Vel!
(De lægge Vaabnerne.)
Den fremmede Yngling.
Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde!
(knæler ned for Adam.)
Mit Livs første Udspring!
Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green,
som visnet synker ned, men synker dog
imellem sine Frugter; dog ei alle.
(knæler for Eva.)
Hil,
du Livets Moder!
Sorg! Hvi blev da gjemt
den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei
jeg mægter see, om det er som jeg synes?
Ak, er det saa? din ene Kind er Abels,
din anden Cains, din Pande Adams og
din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei
dit skjønne Hoved, thi det synes mig,
en Sky er paa din Pande.
Den fremmede Yngling.
Gaa? O skal
jeg vende med min Sky paa Panden hjem
|
| d.II,b.6,s.119 |
tilbage til Landflygtighedens Land,
til Cain?
Til Cain . ?
Den fremmede Yngling.
Til Cain, min Fader,
som gav min Pande denne Sky, saa ei
du mig, dit Barn kan kjende.
(
Adam reiser sig paa Lejet.)
Adam.
Ak Cain!
Den fremmede Yngling.
O Cains Fader lever? Hil, du skal
min Faders Pandes Skygge hvifte med
din sidste Aande bort!
Eva.
Om Cain han taler?
Den fremmede Yngling.
Din Førstefødte.
Eva.
Ja, om Cain, som vilde
alene herske i mit Skjød. Han lever?
Naar standste mine Skrig? hvor kunde han
da standse. ? Ak!
Den fremmede Yngling.
Han tænkte, som hans Fod
blev træt, at dine Veskrig sagtned. Først
ved Ganges' store Flod han nedsank mat;
da nærmed Anah sig, din Datter,
der havde fulgt ham som en Skygge,
og toed Blodet af hans Fødder. Eva,
da græd Cain.
|
| d.II,b.6,s.120 |
Eva.
Hør Adam, Cain græd.
Den fremmede Yngling.
I Hulen under Himalah, hvor han
har lært sin Kløgt af Dybets Malm at skabe
og forme Toner i det gyldne Horn,
dermed sin Moders Skrig at efterligne
og med sin egen Sjels at naae til Himlen,
min Fader sidder ene; Skyer samle
sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse.
En kraftig Æt dog spiret er af Cain,
tusmørkefarvet af den hede Sol.
Men ene former stedse han i Hulen
til gyldne Slangehorn sit snoede Suk,
og Ertsens Gløder svide dybere ind,
som om de vare Abels røde Blod,
hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule
min Moder staaer i Graad med sine Børn,
og Alle lytte til hans Hammerslag;
thi, som de klinge dybt og falde tungt,
vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte.
Dog, har han hamret til at Blodet springer
ham udaf Haanden, og han synker mat:
da smiler han og kalder sine Børn,
og gnider dem sit varme Blod i Panden,
og mumler over: "væk Cains Mærke! væk!"
Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande
han Blodet væk. Men næste Daggry høre
vi atter Hamrens Slag i Hulen til
igjen om Aftenen han bløder. Ve!
Eva.
Ja Ve! ve! Jeg "Ve!" har raabt for Abel.
Den fremmede Yngling.
O, raab dit Ve for Cain! Thi se, min Moder,
at ei min Faders Hjerte skulde briste . . .
(o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb,
|
| d.II,b.6,s.121 |
naar han i Gnisterne seer Abels Blod,
men ogsaa naar han støder i sit Horn
fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer,
han hører i dets Gjenlyd blot dit "Ve"
der langsmed Fjeldene ruller over Jorden,)
. . min Moder har mig sendt og mine Søskend
med Bud, at vi med Solen skulde drage
til Landet mellem fire Floder, hvorfra
Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte.
Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Fader!
Se, Cain ti av sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Moder!
Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder
paa Cains Søns Hoved, did tilbage,
og siger til min Fader: "se din Faders
og Moders Hænder have lagt paa dette
din Søns Hoved!" O da den mørke Sky
sig fra min Faders, Cains, Pande letter,
og Faders Sorg fra disse Smaa vil flye!
(
Adam og
Eva lægge sine Hænder paa hans Hoved, og segne tilbage.)
En af Adams Sønner.
Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer
min Faders og min Moders Aander paa
dit Hoved til din Fader!
En anden Søn.
Nu vi maae,
som disse Evas Taarer, hvorpaa nu
igjennem Rynker hendes Aand udflød,
os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae
til Søens Bred bag Ararat det blaa.
Og ve hver Mand, der tør med fremmed Skygge
formørke Dalene, hvor jeg vil bygge!
En Søn.
Ja, drage I med Vinden Syd og Nord,
Seth arver Abels Ager, Cains Hjord.
|
| d.II,b.6,s.122 |
Thi Brødre, seer, vor Fader er jo Steen!
Thi Søstre, seer, vor Moder er jo Muld!
Vi give Jorden deres tomme Been!
Selv Jorden døer, naar den af Liig er fuld!
Akadiel.
Fra Adam tilbage Abiriel vender.
Evas Hjerte Ohebiel gjensender:
de elskende Tvende, der Stamme er vorden
til Aanderne, som dvæle i Hjerterne paa Jorden,
til Aanderne, der straale i Himlen ind fra Jorden,
en nyskabt Aanders Orden.
Dog maae de længe
Mindet anstrænge
Tanken anspænde
før de igjen sig i Himmelen kjende.
Aander.
Hil hjemvendte Aander! Efter Eder stimle
de Engle, hist I fødte, til Fædrene-Himle.
Adams Aand.
Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er
ei Guddom, som jeg troede dernede.
Men Gud jeg seer er overalt tilstede;
i Solens Skin, i Duggens Spind
Han glandsiføres;
i Fuglesang og Bølgegang,
Hans Tilvær høres;
i disse lyse Aanders Hær,
Han er!
Se, Dybet er Hans Almagts-Haand!
Se, Himlen er Hans Viisdomsaand!
Se, disse Soles Lys hans Tale!
Hans Tanker sig i Livet male!
Men hissetnede ikkun halvt,
som med eet Øje kun, jeg saae,
og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv.
|
| d.II,b.6,s.123 |
Fra høiest Udsigtspunkt paa Jord:
en Dag, den Tinde blaa,
eet Liv jeg saae for Foden laae,
saa flygtigt som en Strøm af Ord.
Men fra min Grav en Evighed
jeg skuer for min Aand bered.
Min Erindring -- o hvor stor! --
er mit hele Liv paa Jord,
fra mit første Ord til sidste.
. . Ak, men alle synes mig
nu som Tanker fuldbevidste!
Tanken i det dunkle Skrig,
Angest eller Glæde fødte,
naar mig Jordens Syner mødte,
viser sig nu klar i mig.
Ja selv -- o søde Drøm! -- mig synes,
i Himmelen jeg ikke ukjendt er;
som om det Navn, de høje Aander kalder
mig med, var Klang ifra min Barnealder;
som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
fordi min Frihed vilde stevne did,
og kommer nu af egen Kraft tilbage;
som om mit Legeme kun var et Slør,
som Døden af mit Væsen nu har draget;
som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel;
som om min hele Viisdom hissetnede,
der vilde Gud i hvert et Blad oplede,
og skjalv dog, naar det rysted, for hans Vrede,
var efter fordums Himmel kun min Længsel.
Evas Aand.
Saa, Adam, synes det mig med,
som om jeg havde tabt en Salighed,
men fundet den igjen, skjøndt glemt er meget --
af Navnene ja selv mit eget.
Dog -- ak jeg veed ei -- men jeg troer,
at, først naar Alle døde er' paa Jord,
og have om mit Hjerte samlet sig
|
| d.II,b.6,s.124 |
i samme Vingely, da seer jeg mig
meer høi og glad og lys end før jeg var:
som disse skjønne Aander stjerneklar.
Akadiel.
Ja, Aander! som Sjelene stimle frem
fra Jordens Hjerter mod Himmelens Hjem,
da stiger eders Salighed; naar Jorden er øde
og Alle døde,
da naaed I Maalet,
af salige Aandekredse omstraalet.
Adams Aand.
Ja se i alle vore Slægters Øjne
histnede skimtes Liighed klarlig nok
med disse Himlens Aanders Straaleblik.
Dog vilde deres Øjne kun for mig
nu være Taageslør, og deres Øre
en snever Grav at lytte i;
min Aand, der flyder over Alting fri,
i deres Pande være stængt og kvalt.
(
Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.)
Evas Aand.
Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde
de gamle Pjalter! Ah, mit Liig
imellem mine Børn! O, saae I mig,
en Lovsang vilde Eders Taarer bryde.
Ah, seer min Datter der mig i sin Graad?
Hun stirrer hen mod mig . . . Ak nei!
Da græd hun ei.
Adams Aand.
Jeg seer hver Tanke dybt i deres Hjerter.
Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
dog fryder saligst i min Salighed)
som glindser paa min Baare,
Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
Ha, se denne Søn, som slaaer
|
| d.II,b.6,s.125 |
Graven fuld af Graad og Haar!
Hvert et Haar er udrakt Braad,
hver en Taare Skeleblik
af hans Hjertes onde Raad.
Ve, hvis ei jeg vidste vist,
Alle blev som Jeg tilsidst,
Kummer Himmelen da fik!
|
| BLA BAKOVER |