|
d.II,b.6,s.91 |
(liig usel Myre, der slæber Alt
til Tuen, skjøndt selv den af Sult er kvalt)
sig til din Offersteen bandt som Træl!
Se, Manden til dit Altar drog,
(skjøndt nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad han slog)
det Bytte som han tog!
Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg,
blaa og sød,
lægger du din Tordenkjølle
ned i Havets dybe Bølge
saa sig Manden reise tør
atter op saa høi som før.
Se, Ofrets søde Vellugtskyer
følge Dig hvorhen du flyer!
I deres milde Svale
du skal neddale,
Din Aftenrødme, dit Skyskarlag,
Du blande skal, som et naadigt Svar
til Ham, som i Offret sin Sjel frembar,
med Altrets Damp paa sin Sejersdag.
(Solen staaer klar)
Eva.
Ofrer du til Solen Blod, Dagens varme Dugg:
Jeg vil bringe Maanen Dugg, Nattens svale Blod.
Adam.
Mæt af Ofrets søde Damp svulmer Himlens Bug.
Tordnen gaaer ei meer saa lavt der hvor Altret stod.
Eva.
Disse Æblers Aftenrødt, disse Liljers Duft
mætter Maanen, saa den snart straaler fuld og hvid.
Se, mit Offer Solen fandt gjennem Sky og Luft!
Bjergets Palmers Aftensuk lokker den nu did.
Se (som Kvinden favner mig under Palmens Tag,
|
d.II,b.6,s.92 |
naar, af gyldne Frugter krum, jeg til hende gaaer)
. . Se, saa over Solen hist smukke Sommerdag
bløde, røde Skyers Arm huldt isammen slaaer.
Se, mit Offer Maanen fandt gjennem Skyers Dyb!
Se hun triner stille frem, vogter Sol og Kryb!
Taus hun lægger søvnig Jord til sit fulde Bryst,
saa den vaagner ikke mens hun den dier tyst.
Rosen slukker ei sit Blus ud i Maanenat;
men den folder endnu halvt ud sin Purpurskat.
Seer du ei, at Dybets Fisk, Markens hvide Sæd
lever ikke ene af Solens hede Blod?
Se, de faae af Maanen jo, naar den skinner fuld,
af dens stille Straalemelk Fylde, Duft og Huld!
Hvergang du dit Armepar strækker huldrig ud,
førend du din Moderbarm blotter hvid og fuld,
hvergang du som Diebørn samler Stjerner did --
Kvinden da skal række Dig Blomster-Offerkar;
i dit Altars Skyggero maale fro din Væxt;
der mit Barn skal voxe op; der vil Kvinden boe.
Adam og Eva. (Stjernerne bryde frem)
Og hver en enkelt Stjerneglød,
den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Nattens Skjød,
skal see et Offers Død.
I Nattens Dyb -- en demantriig
Hule liig, --
stille Ofrene skal bløde
først for Stjerners Førstefødte:
Morgenstjernen, hvis gyldne Stav
reder i Roser Natten Grav,
det Dagens glade Bud, som kommer
frem af Morgenrødens Blommer,
som Fuglens Sang fornyer
i Skov og Skyer
og stille foran Solen gaaer
|
d.II,b.6,s.93 |
fra Østens Hav til Bjerg i Vest.
Et stjernehvidt Duepar paa din Fest
o Morgenstjerne, dit Altar faaer.
(De reise Altar for Stjernerne)
Adam.
Sol, Maane, Stjerner være Guder!
Saa hedde de vi frygte maae og elske.
Fornemst er Solen.
Eva.
Han er Manden;
kun Kvinden Maanen, som om Natten
liig Kvinden vaager over sine Smaa.
Adam.
Ja det er Stjernerne, de Solens Børn.
Eva.
Men Ilden? O om den var Solens Barn?
om vi en Gud forglemte? Da vi vilde
vor Hytte finde nedbrændt.
Adam.
Seer du ei,
hist stiger den af Bjerget?
Eva.
Da langs Floden
jeg gik at samle Siv til Barnets Vugge,
da tænkte jeg, en Gud den vist maa være;
thi kun hvorhen den skylled blomstrer Landet.
Adam.
Den vælder udaf Jorden. Jeg har seet
dens Kilde liden som den blanke Sleve.
Paa Jorden ville selv vi være Guder.
Eva.
Dog skjalv du, Adam, da du dette sagde.
|
d.II,b.6,s.94 |
Adam.
O Noget faldt mig tungt paa Hjerte,
en Tanke liig en Steen ifra min Pande.
Den presser ud dets Fryd. Hvorledes bygge
min Ro paa Røg, som ei et Sandskorn bærer?
Hvorledes kan jeg bære Himlens Guder
med Damp af Dyrets Blod? Se Aftensvalen
jo kaster ned mit Offers sidste Vellugt,
skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen;
og nu Moradsets Huler sluge den,
og Tudser varme sig, just som om Solen
forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
som blussende af Fryd . . o eller Stolthed,
som om den giver mig sit Smiil og Livet
for Intet. O, hvi tænker jeg at see
ved Blodets matte dunkelrøde Blus,
der sortner flux til Kul, min Angstes Gaader?
see Guden, der i Solen boer, Livskilden,
som Jeg i dette Hjerte, medens jeg
er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
Hvi jubled jeg, da, ved min egen Sjels
Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred
i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst,
og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
da Guderne at give hvad de eje
og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
i denne Jordens Fedme, med min Styrke
jeg synes selv, jeg er en Flue paa
en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
han ruger med sin Kjølle.
Eva.
O fortørn
ei de alseende Guder! Se, om Dagen
er Solen over os, om Aftnen stiger
han ned paa Bjerget, vor Bedrivt at regne;
og hvis den ham behager, den at male
|
d.II,b.6,s.95 |
paa favre Aftenrødme; hvis den synes
Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
om Han vil straffe eller vil forsonet
det Hele slette ud i Himlens Blaa.
Om Natten seer jo Maanen, eller og
dens Vrede taler til os gjennem Stormen,
hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
i Regn udbrister! Og, se alle Stjerner
jo stirre efter hvert af vore Skridt!
Adam.
. . Ha! . Dog jeg føler,
at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
mig kun et lidet kulsort Nøste af
en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane
det store Solens Guddomslys, og tvinge
min egen Haand til Maanen at besudle
med Dynd og Muld af dette samme Altar,
den reiste op til et Forsamlingssted
for Jordens Suk til Maanens Guddom --
ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted!
Eva.
Du mig forfærder.
Adam.
For mig selv jeg ængstes.
Thi Jeg en taagedunkel Villie ejer,
der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler --
vel kunde til et Skyuhyre svulmes
op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
Jeg prøver den . !
(omstyrter Solens Altar.)
|
d.II,b.6,s.96 |
Eva.
Ve, Du i Kamp med Solen?
Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer.
Ak, Manden øder Jorden . !
(brister knælende i Graad.)
Adam.
Kvinde har
Du ingen Villie? O min Fryd er stor;
thi se min Villie har min Angst betvunget!
Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud!
Hvi værner ikke Solen om sit Altar?
Jeg give kan og tage.
Eva.
Guderne
dog Kraften have. Se, din vilde Villie,
om den nu lysted Himlen sønderplukke
som Duen, maatte dog, fortvivlet i
sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide.
Det mægte Guderne, men ville ei.
Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden,
hvis de ei agtede dens bedste Liv,
og meest da naar det ydmyg trygler. O
vi see jo, at de elske mindste Siv,
saa stolt det vugger over Muld sit Blomster.
O, skjul dig! Kommer Solen, seer din Gjerning,
da døer du vist. Men -- se, at Kvinden har
sin Villie, om den træller under Mandens! --
Ød Maanens Alter! Jeg vil døe med Dig!
Ød Stjernernes Alter! Thi mit Barn maa døe!
Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort.
Langt Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort.
Adam.
Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet!
Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys,
og blues over Hvad var nys min Stolthed,
saa selv min Angsts iiskolde Sved
|
d.II,b.6,s.97 |
paa Panden gløder. Heller ei det trøster,
at Solen ikke saae min Daad. Thi blues
mit Hoved maa nu for mit Hjerte,
og Manden græder -- Jordens Gud!
Eva.
Tro, Solen var ei Gud, hvis ei den var
saa god som stærk. Og se jeg ofrer Maanen
mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg.
(Afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Alter.
Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
at Maanen i sin Taushed vil for Solen
din Udaad gjemme!
Adam.
Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
et Stærkt, saa det den tøileløse Villie
til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
o til et Suk, der maa sig give tabt,
kan klemme sammen.
(reiser Solens Alter igjen)
Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
af Mit igjen, for hvad han skjænker mig.
Se, Manden bliver gavmild og stormodig
og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
Thi Offerdyret, bundet paa mit Alter,
dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
mod Solen, skal for Guderne betegne,
at Mennesket sit sande Offer bringer:
at med sin bedste Kraft han har betvunget
og kvalt og bundet over Hjertets Alter
sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
saa ei den, som den kunde, vil sig reise
til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
Men det, at Offerdyret være maa
af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
der glindser jo som Natten!) skal betegne,
at Villien, som han til et Offer lod,
|
d.II,b.6,s.98 |
er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
Thi Manden frydes meer end frygter i
sin Villies Rasen, om den svulmed end,
og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
og øded i sin Vildhed Jorden; thi
dog Manden følte stedse, Han var fri.
Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie,
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!
Akadiel.
Mennesket ved første Synd
sig Selv at kjende har begyndt.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt.
Thi -- som om han vidste,
denne Kundskab er den sidste,
inderst bleven
Aanden skreven
i dens Væsens Dunkelhed,
at den kun gjennem eget Væsen den Evige kan se --
stirrer gjennem Muld og Blod
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men han finder kun dets Dybde
ved dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Kummer kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første Greb af hans Frihed han synes
som om han tilfældig
en Tordens Lavine i Rullen har sat,
som om han bortlynes
af Stormen ubændig og vældig
|
d.II,b.6,s.99 |
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Han ræddes for Frihedens Magt.
Som Fuglen i Blæsten,
som Barnet paa Hesten,
Han kan den ei styre.
At Viljen, den yre,
liig Stormen i Ørkenens Baner,
ei Grændse vil kjende
og Ønsket ei Ende,
med kildrende Angest har han opdagt.
Han føler sin Synd -- den første -- Han ahner,
at vorde han kunde
for Jordkloden ond, af Himlen forhadt.
Han vaagner afblunde,
forfærdet ved Braget
naar Edens Port igjen bliver slaget,
og seer sig da nøgen i Ørknen forladt.
Paa Døden han tænker;
hans Øje sig sænker
paa egen Grav, i hvis Mulm hans Liig,
saa blegt som et Fosfors Fuldmaaneskin,
engang skal strække sig,
og gjennem den revnede Grav han skimter
af Evigheden en Straale fiin.
Den salige Tro
han kalder sit Livsens Træ.
Hans Liv i dets Læ
kan rinde i Ro;
thi Himmelen glimter
igjennem dets Grene, der rage
over hans Dage,
sig skydende op
fra Vuggens Rod
igjennem Stammen af Kjød og Blod,
med Englevinger til Blade i Top.
Nu burde sig nøje
hans speidende Øie.
Det har jo franeden
|
d.II,b.6,s.100 |
i Støvet opdaget Udødeligheden?
og Haabet derom, med en Stjerne i Haanden,
jo følger evindelig Aanden,
der flygter fra Eden?
Men stedse, stedse
hans Øje speider i videre Kredse.
Han Skyernes Fæste vil kløve,
Sandkornets Hjerte randsage,
alle Ting prøve,
Syndernes gjærende Viinsødmes Gift
lyster ham smage.
Den vældige Drift
kalder han Kundskabens Træ i sin Sjel,
der tør sig fordriste
de tornede Kviste
at vende mod Himmelen selv,
ja tør vel friste,
halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt,
af Sandsers Duften ombølget rundt,
med Drømmeranker og Lysters svulmende
Giftæbler i Halvmørke gyldent ulmende,
med halvmoden Viisdomsfrugt,
i Rankeflugt
med krogede Top ifra sin Vraa
imellem Stjernerne op at naae.
Dog ræddes han stundom dets Frugter at sanke.
Han synes han skimted de snoede Gange
rundtom dets Stamme af listige Slange:
hovmodige Viisdoms gudløse Tanke.
Han veed ikke hvilke
der ere de sunde frugtbare Stilke;
om ikke en Slange han greb for en Kvist,
med flammende Frugter, han veed det ei vist.
Dog maa han dyrke
sit Kundskabens Træ, at det ikke groer ud
i Sløvhedens Vandgrene eller fordrives
i Vanvidets krogede Skud.
|
d.II,b.6,s.101 |
De umodne Frugter af Døden bortrives.
Til Sandhed og Styrke
da modnes hans Viden,
der blomstred i Tiden
gjærende frem.
Han bringer fra Baaren
to Sejrskrandse hjem:
Fra Livspalmen Tro paa Udødeligheden,
fra Kundskabens Træ den Vished beskeden,
at al hans skjælvende Viden og Kaaren
var Gnisterne dog til den Kundskab klar
om Ondt og Godt, han i Himmelen har.
3.
BRØDRENE
(En indhegnet Eng. Tvende Brødre. Den Ældste bevæbnet, den Yngste
liggende i Græsset.)
Ældste Broder.
Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam?
Yngste Broder.
Se, denne Eng er min!
Ældste Broder.
Ja, din? Hvo gav dig den?
Yngste Broder.
Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved.
Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred.
Kom, hvil paa mine Blomster!
Ældste Broder.
Reis dig!
Yngste Broder.
Gaa da bort!
Ældste Broder.
Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng
saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov?
|
d.II,b.6,s.102 |
Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel
forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord?
Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag?
Thi Jorden, -- som skal være fri, som alt dens Liv,
en Skov med slige Sletter, som denne, i sit Spil,
til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil,
hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer,
ei videre i Bredden end Arm og Hornet naaer,
(saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer,
og Tigren Meste eier, saalænge til en Løve
-- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve)
-- Thi Jorden du bestjal og Livet du bedrog,
da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog.
Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk,
som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte?
Kan Bøfflen, fri som Stormen og som Skyen mørk,
bag disse Gjærder løbe, som du vil snoe om Marken?
Ha, Gjerrige, du kan jo ei nyde Selv dit Rov:
du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog?
Skal frie Løves Moder selv ei være fri,
men ligge bar og skaldet, lænkebunden i
de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe?
Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe?
Yngste Broder.
Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn?
Jeg pynter jo kun Jorden.
Ældste Broder.
Lad Blomst og Træet kjæmpe
om hvem der høiest mægter mod Solen op at klattre!
Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om
hvo Jorden vel skal vinde!
Yngste Broder.
Med Skoven kjæmper jeg
for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei.
Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig
de neje og de krumme sig paa min Seiersvei.
|
d.II,b.6,s.103 |
Ældste Broder.
Erhverv ved Sved -- dit Sølv -- dit Eje! men din Ro
erhverve du med Blod, dit Guld; og, vil du spare,
for dig lad Løven med sit Blodguld da betale
den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge dig skal svale!
Yngste Broder.
Vor Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see,
selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei,
med Tænder ei som Tigren, ere ikke Dyr;
men Jordens høje Herrer, om Himlens Trælle her.
Ældste Broder.
Ja Jordens Væsners Herrer. Jorden selv er fri.
Ja Blodets frie Herrer, hvad Løven er med os.
Nei, nei han er vor Træl,
saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk,
og lege med hans Tunge, som vor Søster Ada
med Rosenbladet, og i svulne Løvepande
indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø!
Ja, vil du være Livets Herre, dine Arme
da være fire sammensnoede Tigerrygge,
et Bøddeltrælpar over det opløftet!
Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt.
Som Mand du finder just din Flor i Skoven:
din Løve-Tulipan, din Panther-Hyacinth
og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt
og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave!
Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl)
da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da,
du Selv en Havre-Løve og høist en Blomster-Drot.
Yngste Broder.
Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv.
Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande?
Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod?
Ældste Broder.
O, se dog over Jorden; se, det ene Liv
sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv
|
d.II,b.6,s.104 |
sig blussende ei reiser -- se Livsens Bølgegang! --
medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden
af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa
hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges,
de store Guders hule Orm, som knuger Alt.
Yngste Broder.
Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv,
og for i Fred at hvile i den vilde Skov.
Du Livet byder vige hvor dit Fodtrin lyder.
Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig
Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun.
Se, dette Gjærde kalder jeg min Landsering,
som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind,
og æder mine Blomster, styrrer mig min Ro.
Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred
jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med.
Ældste Broder.
Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal
med Fryd til Døden kommer ihvorhelst - ifra.
Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi
skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri.
Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei,
da flye du til din Moder! lad hende vogte dig!
(begynder at rive Indhegningen ned)
Yngste Broder.
O skaan! Jeg selv det fletted. Gjærdet er da mit.
Ældste Broder.
Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit!
Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind!
Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering!
Sæt Elefantens Tænder op som Hegnets Port!
Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort!
Yngste Broder.
Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly!
|
d.II,b.6,s.105 |
Ældste Broder.
Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly.
Yngste Broder.
Hun frygter jo for Skoven? Hit maa hun ofte fly.
Ældste Broder.
(lader være at rive ned)
Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei;
thi jo min Fader vogted hende stedse vel.
Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud.
Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn!
Skjøndt som en Kvindes Arme sløv, den naaed dog,
i Moders Taarer hvæsset, mit Hjertes Vuggekrog.
Vel! Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens
jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm
de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb.
Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle
min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei.
Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn,
som ei du mægter bøje, du ejer Intet her.
(driver sin Broder ud. Forældrene, Adam og Eva, komme til.)
Faderen.
Hvi trætte I om Jorden?
Moderen.
O, du vilde Cain!
Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam!
Yngste Broder.
Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig!
Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig.
Ældste Broder.
Min Moders Vrede er din Styrke . . Ha du Svage!
en Kvindes Tunge . .
Moderen.
. . Dens, som gav dig først dit Navn.
|
d.II,b.6,s.106 |
Ældste Broder.
. . En Kvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm.
Men ved min Faders Styrke, min Faders Fader Solen,
der skabte Jorden, denne min Moders Moder, fri,
og, som dens Fuldvexts-Tegn, lod Skoven groe for Manden,
saa stolt og fri som Han, sig hevne vil paa Denne,
der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker,
forbyder Skovens Moderarm at bære Livet
og die sine Fugle ved den hvide Sky.
Hør, om der i hans Eng-Ørk lyder Sang?
Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv.
Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei
det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt)
Gazellen ikke fnyser, som i den frie Ørken,
den Solen meiet har med sine Straaler til
en Vindens Springebane, en Gjenlydsbund i Hvælvet,
der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme.
Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke,
naar Kvindens svage Sønner (ha, som om de bære
en svampet Kvindebarm og ikke Mandebringe?)
tør kappes i, med Havet med dorske fule Sang,
at æde bort af Jorden Jordens frie Skov?
Faderen.
Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge.
Palmens Susen vakte mig først.
Moderen.
O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Kvindens Vugge.
Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag; jeg vaagned.
Faderen.
Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler
vil bære Jorden over Dybet, Sønnens Viisdom
beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt?
Moderen.
Vel som hans Kinder, o de Abels søde Blomster,
sig skyde over hans Moders blege, sjunkne Barm?
|
d.II,b.6,s.107 |
Faderen.
Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig.
Ældste Broder.
Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod?
Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud?
Moderen.
Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt.
Yngste Broder.
Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer?
Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette
den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig?
Faderen.
Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre,
forbedred Solens Værk, der Armen gav ei Klo,
da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn,
og knuste under Kjøllen Mammuths Snabelslange.
Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts,
da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem
som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham.
Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet;
men Ilden laae imidten logrende og tam.
Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt
til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket!
Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb;
det flyver foran Sværd og Kjølle som et Neb;
han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger;
med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky?
Moderen.
Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . .
Faderen.
Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe,
og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte.
Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng.
|
d.II,b.6,s.108 |
Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn,
saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule?
Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt,
og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn?
Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst,
og bind Kameel og Faar og Ko paa denne Vang!
Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet,
og Skoven ejer meer ei sit Fodspor, Engen, da.
Forsvar din Hjord med Buen; den er din Eiendom;
thi Løven skal ei røre Hvad Manden kaarer sig.
Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig!
De andre Dyr du alle maa føre fangne hid.
Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis,
saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte,
og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven.
En Hytte over Kvindens Hoved fletter jeg.
Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt,
og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge
med Kladsk i Væg at bide. Naar Hytten staaer paa Engen,
da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle.
Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer;
thi Kvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld,
som hendes Skjød, af Jordens Fedme -- o saa riig,
at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig.
Akadiel.
Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Ro,
i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe.
Og inden Engens Hegn
(Selvkjærlighedens Tegn)
kan Hjertet rolig nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed.
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Laster lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.
|
d.II,b.6,s.109 |
4.
(Cain med sin Hjord ved sit Alter. Ved Siden staar Abel.)
Cain.
Hvor er Velsignelsen, min Fader loved?
Se, Hjorden segner jo i mine Skridt!
Ha, Abel siger: "se, den rige Cain!
den fede Oxe bunden til hans magre Arm!"
Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde,
selv hvid og feed, som da han var et Barn,
mens jeg paa disse mavre Høje brunes,
ei tvettende min Muskel i Skovens Svale,
som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte,
imens min Fader fødte mig i Hulen.
Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen,
som den maa pleje og bevogte? . Ak!
Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber:
"hvi tog du os fra Klippens mavre Urter,
for os i Slettens Fedmegro at dræbe?
Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi
det synes os som plyndret ifra Ulven."
Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes
den Bylder ryste over Koens Nakke!
Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden
som frugtbar Sky . . .
Se Hingsten -- nu ei Hingst, da Abels Feighed
(o vise Nid!) min Fader raadte til
dens Livskrafts Manddom tage, for at faae
af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam,
som stakkels Abel turde ride paa,
. . ha, eller et taalmodigt Æsel -- Ak!
se Hesten luder (o den Hingstens Levning!)
den luder skamfuld med sit lurvede Øre;
af geile Hoppe egges den forgjeves;
forgjeves i dens dumme, bleggraa Øje
(liig rygende, men udslukt, Arnested!)
sin skjønne Nakke Hoppen speiler . .
Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje
lidt Ild af denne gule Havre! Ak,
|
d.II,b.6,s.110 |
forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o!
saa usel ligner du . . væk fæle Syn!
væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog
du ligner Cain, Mandens Førstefødte . .
Du ofrer ikke Jorden glad et Blik,
men midt mod Vinden blunker jo dit Øje;
og tør jeg se til Solen? tør jeg ofre
til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar?
(Abel bereder sit Alter til Offring.)
Ha, se, hvor Abel dynger op sit Alter,
og sender foran Røgen Frydesmiil . !
Bort jeg maa gaae; jeg vil ei see hans Fryd
med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden
af denne Armod synes større. (Standser.)
Ha,
skal han mig jage ogsaa her fra Jorden?
Hest, arme Hest -- hvi bærer du . . Haha!
opvækkes du førstegang af denne Cains Latter?
hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals?
Du speider efter ham (ve Abel, Abel!)
som Jordens Frihed røved, dig din Manddom?
. . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe!
Du ryster kun med Øret Myggen bort,
og lægger dig . .Tyg Drøv, tyg Drøv som Koen!
. . Du skal ei bære Cain, endskjøndt han er
ei rigere end du; hans bedste Eje
er denne slidte, skaldede Løvehud!
Men bær du, pustende, Riiskvistbøre for
din grusomme Herre Abel, han som turde
(og praler af at han kan stemme Livet
høit eller lavt) dig til en Plante gjøre,
udplyndre Livet, lade Lungen leve!
bær Kviste til hans rige Alter hist,
der bugner op, mens her paa Cains Vinden
i Asken roder fra den sidste Solhverv,
da fra min Sult jeg tog mit bedste Lam!
. . Saa usel, som du er -- ah, rysted' du
en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden,
|
d.II,b.6,s.111 |
da til sin egen Lavhed det nedsank
ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du
din Æt i Føllet kjende) -- Ha saa usel,
du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte!
Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer
og rækker tomme Haand mod mørke Sky
ifra min Høi -- min Høi? Det mig skal trøste,
at jeg kan nævne den som min -- imens
min yngre Broder, der sig slæbte efter
den Vei jeg bante først i Skabningsmulmet
i Modersliv, tør gaae til Himlen foran
fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha,
velsignet følger ham jo Kvinden, som
er Cains Søster, den Forskudtes,
den Skjønneste af Evas Døttre,
saa Cain skal visne frugtløs hen som Hesten,
hans Kjød i Solen raadne paa hans Høi.
Saa gjøres til en Mærkesteen mit Hjerte,
saa ei jeg tør mit Øde og min Armod
forlade, om end Frugter dufte udenfor?
Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen?
O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen?
Abel.
(omfavnende sin Kvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.)
Min Lykke voxer op af Jorden!
Cain. (fortvivlet, med bortvendt Aasyn.)
Ha . !
Abel.
Du har da intet Offer?
Cain. (Abel styrter for hans Kjølle.)
Ha, mit Offer . !
( Adam og Eva komme. Anah, deres Datter, følger bag Moderen.)
Faderen.
Forbandet Du, der slog min Søn!
Forbandet Jordens første Morder!
|
d.II,b.6,s.112 |
Moderen.
Forbandet Du, der slog mit Barn!
Forbandet Jordens Brodermorder!
Abels Enke.
Forbandet Du, der slog min Mand!
For Abels Børns Graads den tause
Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber:
Forbandet Du, der deres Fader slog!
Forbandet Jordens værste Morder!
Fader, Moder, Abels Enke.
Forbandet Broder- Mand- og Fader-Morder!
Cain.
Min Broders Blod til Himlen raaber . .
Fader, Moder, Abels Enke.
. . Hevn
Cain.
Ve! Jeg maa flye . !
Faderen.
Naar min, din Fa'rs . .
Moderen.
Naar min, din Mo'rs . . .
Abels Enke.
Naar mine Børns, din Broders Blods
naar min, din dræbte Broders Hustrues
naar min, den første Jordens Enkes . . .
Fader, Moder, Abels Enke.
. . . Forbandelser rundt Jorden hyle . .
Ve!
Fader, Moder, Abels Enke.
. . . Hvor vil du flye?
|
d.II,b.6,s.113 |
Jeg vil ham følge den Ulykkelige.
Fortvivler han, da skee det ved mit Hjerte!
(iler efter.)
Akadiel.
Sig Himlens Aander ifra Jorden vende,
forøgende dens Skyld ved deres Ve.
De røde Draaber,
som Cains Hjerte brænde,
vil han som Aand i Evigheden see.
Dog haaber! haaber!
Engang vil paa hans Pande
hans Gjernings Skygge sig med Klarhed blande,
og Cains tunge Fod,
der tør paa Jord ei gaa, for ei at træde
i Abels Uskyldsblod,
ei vandre langsad Havets Strande,
for ikke i sin Moders Graad at vade,
vil synke træt i fjerne Himmels Havn.
Hans vilde Flugt, naar alle Vindpust føre
hans Fars Forbandelser kun til hans Øre,
naar han i Dagens Hvælv kun seer en Taare,
der svulmer i hans Broders Enkes Øje,
sin Mor i Natten, graa af Sorg, der bøjer
sig med udslaget Haar ved Abels Baare,
vil engang standse i hans Broders Favn.
Som Jernets hvide Fnug i Flammen
forgaaer i Angrens Gløder Syndens Ve.
Fra Sekel og til Sekel falde Draaber
fra Kummerens Blik derpaa; men dog tilsidst
de syde ikke meer -- da Aanden haaber,
hvad glemt paa Jord da er tilgivet hist,
og Himlene da engang skulle see
omfavnte Cains og Abels Aander sammen.
|
d.II,b.6,s.114 |
5.
(Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Kvinde, siddende hos ham. Deres
Afkom, Mænd, Kvinder og Børn, forsamlet udenfor og i Hyttens Dør.)
Eva.
Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til
jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er kvalt,
og finder ikke Udvei.
En Søn.
Døv han er jo.
Eva.
Hvad sagde du?
En Søn.
Vor Fader er jo døv.
Eva.
Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind,
og nu er ogsaa Tungen bleven stum.
Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret
med Mos og værer døve som jer Moder!
Tillukker Øinene med Dynd, at ei
I skulle see hvor Eders Fader famler;
og tier stille i jer Sorg som Han!
Bedækker Hovderne med bleget Mos,
og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r,
som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege,
med visnet Haar, og nikker stedse søvnig!
. . Det var engang . . .
(slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.)
. . Hvo talte? Jeg vil bande
Den, som i mine Øren skreg, som om
han havde med ugudelig Haand oprevet
sin Faders Øjelaag i Dødens Stund,
saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane,
og Aanden, som paa Læben var, blev trukket
tilbage end engang, igjen at døe.
Har jeg født flere end den ene Cain?
|
d.II,b.6,s.115 |
En Søn.
Græd ei vor Moder!
En anden Søn.
O, hun græder ei.
Det er blot Vand. Det iisgraa Hoved smelter.
En Datter.
Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu;
men det var Adams Suk der vakte dig.
Eva.
Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft
jeg knapt erindrer nu han ligger der,
som kantret Træbul . . . o, det var
før Livet lukte sig, før disse Kvinder
i Frugtbarhed tvang deres Moder til
at sukke i sit Øde: da gik Eva
med rige Bryster som en Morgensky,
og Adams Blik igjennemlysned mig,
som Rosenknoppe, der min Haarlok brød.
. . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb,
som om den ledte efter roligt Skjul,
og før hans Sønners Kraft beskygged hans,
og før hans Sønnesønners Hovder voxed
som kaade Ranker over Adams Nakke:
da gik, liig en belivet Palme, Manden.
Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm
og Havets Skjælven, en afmægtig Stønnen.
Og Evas Barm, nys Livets Kildevove
igjennem mine Sønner rislende,
sig hævende i mine Døttre,
opsprudlende i disse Barnehjerter,
er -- Fy! I gyse Døttre? -- som et Lod
hvormed jeg maaler Dybet i en Grav.
( Adam sukker.)
En Søn.
O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae
og hylle dem i varme Offerdamp.
|
d.II,b.6,s.116 |
En anden Søn.
Hvi skal han trælle under Smertensaar?
Ak, venter disse blygraa Lænker mig?
Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge
bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar
den pjattrer, leer og græder som et Barns.
Ak, se hans Øje ligt et blodigt Saar,
skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae.
Vel bedre, var han segnet paa det første
af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin,
der bygget er af krumme Rygge, og
hvor bag en Storm af Hoste og af Sotsuk
med raadent Pust den Kommende jo møder.
Men, hvis han ei ved første Skodd i Øjet,
saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet,
det vilde bore ud, tilkaste Øret,
naar det hans Egnes Navne ikke hørte,
og sønderbryde hvert fordærvet Lem,
naar troløst det forlod hans Hjerte ene:
da bedre dog, han brad som Dyret sank,
og blev medeet til Stenen uden Smerte.
-- Thi hører, mine Sønner!
naar rædselfulde Alderdom,
min Faders Røver, kommer krybende
langsopad disse Skuldre, for at stjæle
mig Tænderne af Munden, mens den hungrer,
og sælge Kjødet bort, mens Benet lever,
og Blod af Hjertet, levnende saameget,
at det kan ryste, føle til sin Armod --
naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu
isammenkrympet under Alderdommens
Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger,
paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa
hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet,
og maatte, om en Løve kom, med Nikken
see denne lege med hans fordums Bue,
idet dens Hale slaaer det levende Aadsel:
-- da lad ei eders Fader bli'e slig Spot
|
| FORRIGE |