|
|
| d.II,b.6,s.66 |
FORVILDELSEN
ADAM OG EVA
1.
(Eva siddende i Ly af en Busk paa en Skovslette. Adam kommer ud fra Skoven. Akadiel og
Aander ovenover.)
Eva.
O, syng, Fugl! Mig ængstes. Jeg er ene.
Adam.
Ah, Tys! En Røst som min . . .
Eva.
Jeg saae en Panther
en liljehvid Gazell at sønderrive.
Hvo skal vel mig forsvare?
Ah, mig selv!
Men skjønnere.
Eva.
Hvor slaaer det i min Barm!
og fra mit Øje falder Dugg som Blomstens.
Adam.
Den Skjønne sørger. Jeg bør sørge med,
saa lige som vi ere; men af Fryd
jeg skjælver.
Eva.
Ak, af Alting, som jeg seer,
min Skygge jeg kun ligner. Jeg til den
har talt, men den er stum som Træets.
|
| d.II,b.6,s.67 |
Adam.
(nærmende sig Eva).
Vel! jeg vil være da din Skygge, Fagre!
Hvorhelst du gaaer, gaaer jeg, og jeg vil svare
paa dine Ord, endskjøndt min Tale
blier Skygge eller Gjenlyd kun af din.
Eva.
Paa Stenen hist see blodige Duefjer
fra Ørnens Maaltid! Mig vil Løven spise.
Thi hvo skal mig forsvare?
Adam.
Jeg, o Skjønne!
O, min Røst! . Mig selv . ? O, Du!
Adam.
Vi ere Eet. Eet Navn vi have: "Du."
O Skjønne Du, Du Skjønnere end Alt,
end Solen, Rosenknoppen, slanken Palme!
Eva.
Du er som Løven. Jeg er som en Hind,
skjøndt din Løvinde. Rundt vi ville vandre
og give Alting Navn; men først os Selv.
Hed "Adam" du og "Mand!" Det skal betyde
imod det Navn, du mig vil give,
hvad Løven er imod Løvinden
og Duehannen hist mod Duehunnen.
Adam.
Ah, Han og Hun? Hed "Eva" Du og "Kvinde!"
Eva.
Nu slaaer ei Angsten længer i min Barm.
Men mon du kaldtes frem af mine Taarer,
der varme, ei duggkolde, faldt paa Jorden?
Dog vil jeg frem ei græde Fleer som Du.
|
| d.II,b.6,s.68 |
Adam.
O tal! tal meer! Da jeg var ene
min Tale gled saa langsomt; men naar Du
med mere liflig Røst end Fuglens taler,
da lysner i mit Hoved for hvert Ord
flux op et Svar dertil, saa Talen nu
liig Kilden flyder.
Eva.
Da om dig jeg taler,
hvis Syn min Frygt forjog. Jeg skjælver ei
for Panthren meer og ahner ondt
af Dueblodet for mig selv. Ei heller
jeg bæver under dette Alt, som stormer
paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte.
Men nu, da Du er her, jeg veed,
at Alt er skjønt og godt, og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Manden.
Men siig, hvorfra Du kom.
Adam.
Jeg veed det ei.
Mon ned fra Solen siden jeg er lys
og ligner dig? Mon op fra Marken
imellem disse hvide unge Poppler,
som du maa være opskudt mellem Blomsterne?
Dog naar jeg speider i dit Øje,
du synes forud mig saa vel bekjendt.
Eva.
O Under! Mand, det er min egen Tanke!
Bedst, at vi troe, vi ere ifra Solen,
men Dyrene af Jordens Mulm opstegne.
|
| d.II,b.6,s.69 |
Adam.
Hør! Først -- det veed jeg -- vaagned Øjet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
og kiged mig derpaa i Øjet ind.)
Men -- se, som du, jeg svimled, da jeg vaagned,
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
-- o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge --
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordnens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øje syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
mig Selv at see paaeengang, mig for lidet;
for trangt mit Øre, for at fange heel
den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste.
Jeg svimled, da jeg hørte, men ei skilned;
thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk
den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd.
Mit Øje sortned, da det Vrimlen saae,
men mægted ei at skilne, saa jeg vidste
ei om jeg skulde frygte eller frydes.
Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt
mit Øje saae den skjøn; thi Øret frygted
en Brusen i dens store Blade. Alt
mig syntes da for snevert inden mig,
men Alt for vidt derudenfore . .
Eva.
Hvor ligt hos mig! mit Hoved vilde briste.
Adam.
Dog sandsed jeg mit Liv, men, i den Storm
af Billeder og Lyd, kun som en Kvist,
der bølges hid og did, saa nær den brister.
|
| d.II,b.6,s.70 |
Og, skjøndt jeg saae med Frygt og hørte
med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst
med sittrende Latter, og omfavned angst
mig Selv, for ei at falde, skilned dog
jeg, at jeg skjalv imellem Sol og Jord
og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde:
saa Selv -- der kom en Vished fra mit Indre,
der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle
og Varme, Store, som mig gjennembølged,
og vilde sluge Alt igjennem Øjet
og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen --
saa, midt i denne bølgende Forvirring,
midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven,
jeg sandsed dog mit Liv, og syntes da,
at Selv jeg maatte være Klump af Muld,
der havde drukket op en Solens Straale,
og livsvarm over al den anden Muld
opreist sig.
Eva.
O, som jeg! Hvor Alt er ligt!
Adam.
Det syntes mig, som om igjennem Øjet
Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet
(thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?)
og flød saa derfra gjennem Arm og Haand.
Thi Haanden løfted sig og holdt for Øjet,
som om den vilde skille ad fra Solen
dens Straale, og den der begrave . . Ak,
den sank da ned i Brystet sittrende.
Føl her, den banker, som om den vil ud!
Eva.
(holder Haanden paa hans Hjerte.)
Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig.
Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale,
som din saa lys og stærk . . o stærkere.
Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt!
|
| d.II,b.6,s.71 |
Adam.
(holder Haanden paa hendes Hjerte.)
O gode Sol! Du har en Livsens Straale,
saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen
jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale,
som nylig vilde sprænge mig i Rummet,
da Alting stormed ind, saa knap jeg aanded',
er bleven mild, og svulmer ikke mere,
for atter om til dig at vende
og lade mig tilbage i min Muld,
foruden Lys og denne Brystets Aande,
som er dens milde Røg . . .
Men -- o jeg veed ei -- sagte synes den
at sittre nedad for at tvinge Foden
til hen mod Dig at flye, at bulne ud
i Bryst og Arme, saa de brede sig,
som Straaler, for at favne Dig og flye
ind i din Barm, for der at smelte sammen
med Straalen, som den gode Sol dig gav.
(vil omfavne hende, men flyer tilbage)
Ah, hvis jeg misted den, var Jeg jo Muld,
og øde, mens Du fik et dobbelt Liv?
Jeg sortned, naar dens Liv blev borte . . O,
jeg kjæmped nylig med den jo, at ei
den skulde flye til Solen, der jo var
den Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde
mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden,
mod hvert et fagert Liv, saa efter Slangen,
der som en Regnbue bøjed sig omkring
den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd.
. . O, ad saamange Veie flye den vilde,
at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der
jo evigt vilde stirre) til at lukke
sig inde i sit gamle Mørke; men
da saae jeg Sol og Blomst og Slange og
det hele Liv, som jeg nys havde seet
og følt og hørt derudenfor, at bølge
som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet,
herindenfore Øjet. Se, jeg syntes,
|
| d.II,b.6,s.72 |
at Bjerget hist, som nys jeg havde seet
udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet,
nu indenfor min Pande svulmed op
med al sin Ild; saa nær jeg saae det, at
jeg kunde gribe det; dog var det Intet.
Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden
nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa
at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved
at aabne Øjet, at ei flere Syner
indstrømme skulde; dog jeg maatte høre,
at vildt de brused udenfore. O,
jeg nær var brusten; thi jeg troede, at
den hele Bladerasl og Sang og Bjerget,
der svulmed Alt herindenfore Øjet,
hvor Straalen tvang mig til at see, var Skrig
fra Jorden, der mig vred forfulgte og
gjenfordrede, fordi det Lys og Liv,
jeg fik fra Solen, hæved mig fra Mulden,
og gjorde mig meer Solen liig end Jorden.
Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden,
og fandt et Forsvar i mit Øjelaag,
saa den ei overvælded mig med Syner,
hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede.
Da Alt fra-uden vilde knuse mig,
og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys bag Øjet,
mig vilde sprænge her frainden: da
af Livsensstraalen, skjøndt den kvaltes nær
(saa Brystet banked dobbelt af dens Slag)
af Synerne, som trængte ind for hvergang
jeg maatte aabne Øjet for en Taare,
jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig
igjennem al min Angest, op mod Læben
og tonte -- ha, det Under! -- ud i Luften
lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt
jeg talte da; og -- o et større Under! --
(som om kun Livsenslysets Overflod
gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen)
Alt hvad jeg nævned kom i Orden flux,
|
| d.II,b.6,s.73 |
som om af Talen Alting blev belyst,
som om de Syner, der nys trængte mig,
for Tungens Klang flux fløi til deres Sted,
som om jeg med min Tunge Alt behersked.
Thi samme Øjeblik, jeg sagde:
"Lys! Ild! Luft! Jord! Mørke! Vand!"
da standsed Ild og Luft og Lys heroven,
og Jord og Mørke sank herneden og
til Skoven Skyggen løb, og jeg, dengang jeg saae
mig Selv imidten rolig, raabte høit,
som for at undertvinge alt det Mindre:
"Jeg seer. Jeg er!"
Hør, da jeg dette sagde.
og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste
jeg, at jeg var, saa vist som Solen var,
thi Begge saae jeg; og jeg vidste da,
at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen,
og som betvang nu Alt, var den, som kaldte
sig Selv nu: Jeg.
Eva.
Hvor ligt mit Liv er Mandens!
Adam.
Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje,
og ordnet Alting med min Tale -- ha,
mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte;
thi Alting vidste jeg var saa isandhed,
som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde
om Dalen sige, at den knæled, og
om Bjerget, at det stod, at Sletten laae,
at Træet taug, saa ikke Fuglen var
dets Tunge, som jeg nylig maatte troe --
. . Da Alt jeg mønstred nu og ordned -- Ha,
da syntes mig, at noget Andet end
min Tunge i mig talte høit, saa høit,
at "Tys!" jeg raabte "Tys! jeg hører . . ha!"
Og dog jeg hørte ei med Øret Noget,
|
| d.II,b.6,s.74 |
hvis, som mig syntes, Øret ikke var
vendt indad; thi jeg hørte Noget der --
ak uforklarligt: hørte uden Lyd.
Som Tale lød det ei; dog var der Ord,
men uden Lyd, som om jeg kunde blæse
en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem.
Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde
med Læben nævne nogle af de Ord,
som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes
end nogle, som blandt mange dunkle lød:
som, da jeg saae en Løve med Løvinden,
og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod
paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv
om "Selskab" "Ensomhed" og "Skabning" "Væsen".
Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte
ei "Ord" men "Tanke" og "Begreb" fordi
jeg vidste mere da end, at jeg saae,
thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte
mig ved en saadan taus og indre Tale,
jeg kaldte: "Aand".
Eva.
Saa klart hos mig har Aanden
ei talt, men Hvad den talte "Følelser"
jeg kalder. O de ligne Kilderislen.
Adam.
Men Aandens Tanketale -- skjøndt det fryded
mig høit, herinden i mig at besidde
en Stemme, som jeg kunde tale med
om Alt besynderligt derudenfor --
forskrækked mig, da ei jeg mægted høre
og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der
sig heftede til hvert et Blad, som for
at suge ud den Kraft, der skjød sig ud
i slige Fryndser og Farver. O de føg,
blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset,
|
| d.II,b.6,s.75 |
i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker,
som op af Blomstens lille Bæger, mens
jeg stirred deri. Dog de svømmed kun
som tom Røg ovenover, saa den Bund,
jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn,
som glimred da jeg tog det op i Haanden,
blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet)
dog dunkelt og uhyre som en Sky,
hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe.
Jeg syntes, at den vilde Aandetale,
at Tankerne, som mylred over Alt,
og vilde krybe selv i Stenen ind,
og see dens Aarer klart som Træets Kviste,
i Jordens Dybder rode, Himlen kløve,
tilsammenknyttede sig i mit Hoved
(som mørkest Dyb at kige ned i var)
og brast da som en stor uhyre Taare,
der atter deelte sig i tvende mindre,
foruden at jeg vidste, hvi jeg græd.
Alt fra jeg havde seet mig selv i Kilden,
jeg længtes efter Noget, jeg ei vidste.
Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste,
mit hele Liv, mig syntes flyde hen
ud i et skygraat ubegrændset Hav,
som -- skjøndt det burde være navnløst -- Aanden
mig lærte "Sorg" at kalde. O da, Sorg,
du graa og farveløse Flaggermuus,
der flyver søvnig mellem Liv og Død,
selv hverken Liv eller Død, du Intet Elskende,
selv hadende den Graad, som nærer dig,
og Følelsen af Liv, som fødte dig,
da fik du Navn -- jeg veed du er paa Jorden!
Og denne Vished, at du er mig nær,
ja maaskee svulmer under mine Smiil,
har gjort mig angest for min egen Fryd,
saa Suk jeg lytter efter i min Latter,
og søger Taarer mellem mine Smiil, --
ja blegnet selv mit Øje, saa jeg synes,
|
| d.II,b.6,s.76 |
at Liv og Himmel straaler ei som før,
at Fuglens Sang ei lyder høit som før,
at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen
blev bruun istedetfor -- saa synes mig --
den før var hvid . . O, Sorg, din første Aande
forgiftet har min Fryd, saa ei den er
saa gjennemsigtig, lys og let som før,
da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen,
Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae,
Violens Blaa, naar jeg Violen fandt,
med Lattergysen og en dunkel Sødhed
den mørke Skovhalls Raslen efterligned',
men skiftede til Solens Lys og Varme
naar jeg paa Solen saae, idet min Fryd
dens Straaler efterlignede med Jubel.
O, se, mit Øje syntes mig da være
en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg
paa Alting saae -- saa skjønt, at Skyen syntes
at være Blomsterengen nedadvendt.
Men Alt, som om det sørged, visned nu,
da Aanden talte saa forvirret, og
til Sorg omsmelted sine Tanker, som
om de i Fødslen vare altfor bløde
og maatte flyde sammen. Snart den talte
imod mit Øje . . o som om den vilde
indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet;
snart sagde den om Himlen, den var aaben,
skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen;
at mange, mange, som paa Engen Blomster,
mig Lige, der i Himlen græd for mig,
saa fast mig syntes som jeg hørte Klager,
skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil,
og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent.
. . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae.
Dog vidste jeg jeg leved i min Sorg.
Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig
(og dette Vindpust kaldte Aanden "Angest")
fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt;
|
| d.II,b.6,s.77 |
og, forat give Sorgens dunkle Øde
et Afløb, og at prøve om ei Angstens
den kolde Vind igjennem Læben kunde
en Udvei finde, -- for at høre om
jeg leved end, og dette Dyb af Tanker,
hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre
(thi, som jeg sagde, hefted de sig fast
ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen,
krøb under Slangens Bug, og steg saa lige
-- o snarere end Ørnen -- op i Himlen,
og vilde, af umættelig Videlyst,
see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,)
. . for disse vilde Tanker bort at skræmme,
og mætte dem med Noget, som var sandt:
med Lyden, aabned jeg min Mund og talte
og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte:
"Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha, Alt!"
Men Aanden denne falske Fryd beloe;
det var som om jeg Selv var tvedelt, saa
den ene Deel af Mig beloe den anden Deel,
fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd,
som om det Raab gjenklang i hver en Aare:
du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel!
Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed,
som tørrede med Rødmen mine Taarer,
holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort
den sendte, som jeg bad om i mit Raab
(en, som til Klang af straalegyldne Neb
i Kroens afgrundsorte Dyb faaer Gjenlyd,
som om det indeni var Hvælv af Sølv)
men flux en Sky, liig rædsom Nattefugl,
med udspændt, blodrød Kro og gule Striber,
med brede Vinger, saa -- ja jeg ei vidste
om det var Vinger eller Skyer, thi
den fløi med saadan Fart --
hvis ei jeg havde seet at den fløi
med Vredesklappren op fra Himlens Ende,
jeg maatte tænkt -- saa tung og sort den var --
|
| d.II,b.6,s.78 |
at den min Sorg var, som sig letted
mod Himlen fra mit Bryst, der nu blev øde.
Thi i det Øjeblik der laae ei selv
et Mindebilled af det Liv jeg saae;
men aabent stod det da og lytted til
sit eget Øde og Uhyrets Fylde
og tunge Flugt, som om dets Vingeklap
min Angest var, der steg mod Himlen . .
Eva.
. . Ak . !
Adam.
Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen,
og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked.
Da, just som Skyen dalte paa mit Hoved,
og kvalte, i sin Nærmen, selve Luften,
da tænkte jeg med Smiger den at sone,
og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl,
saa selv de døde Stene skjalv, og Træet
med Bladet hang, som om det var dets Øre . .
da raabte jeg, som med min sidste Aande
"Det tordner . . Skyernes Løver brøle!"
Men, ei forsonet, Nebbet guult som Droslens,
men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl,
udstrakte da fra Himlen ned i Jorden,
skjøndt ogsaa for mit Liv at frelse,
den Aand, som talte i mig, havde lært mig
med daarligt Mod, at raabe ud med Løgn:
"O smukke Lyn!
som brast en Rosenkrands i Skyen."
Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet,
sit Neb udrakte og for mig han dræbte
det Egetræ, jeg favned. Siden veed
jeg intet før jeg saae dig her.
Thi da jeg vaagned', var min Rædsel borte
og Jorden mild og Himlen blaa og klar,
|
| d.II,b.6,s.79 |
og du stod her, min levende Fryd!
Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom
jeg veed ei -- kun, at jeg til Fryd er kommen.
Eva.
Ah ja som jeg. Dog troer jeg, du er kommen
til min Fryd mest.
Adam.
Jeg veed, at du er min.
Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er
til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer;
thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne
og Hæslige; og, med din Stemme Vellyd
og Mislyd, saa at hver en Stemme, som
ei synes som en Efterklang af din
kun Rædsel er. Og, som i Takten med
dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte
min snevre Tinding til den næsten sprængtes
med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe
til Himmelvidde, taler viist og rolig,
og kjæmper ikke meer med mine Sandser,
men seer nu Alt igjennem dine Øine,
saa hvad der fryder dig maa fryde mig.
Og Tankerne, de tause Ord, den paa
min Pandes Indre malte, staae nu klare:
saa Tanken "Skabning", som mig syntes da
en vild Forvikling kun af Syner
(hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe,
og Fugle Blade, Slanger Kviste, Blomster
og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
der voxed op det Ene af det Andet,
jeg nu begriber er hver enkelt Deel
af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
at Jeg og Du af alle Skabninger
de Bedste ere . .
|
| d.II,b.6,s.80 |
Eva.
Liv! Ja Du den Bedste!
Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste.
Adam.
Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed"
der syntes mig kun som en dunkel Hule,
er hele denne Jord, naar du var borte.
O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen!
se hele denne Dal, der toer i Søen
sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! --
jeg synes jeg i Dig besidder Alt,
Dal, Slette, Skoven og de fjerne Fjelde,
Alt fuldt af Væsner lige Jeg og Du.
Eva.
Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer
en Himmel fuld af dine Øine . . O,
de synke gjennem mine ned i Skjødet,
og vælde ud af Barmen saa i Slag,
og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . !
Jeg hører begge dine Bryster tale.
Eva.
Ak, dine svare . . Tys!
Adam.
O, dobbelt Liv!
Eva.
Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
at være Himlen, der sit Lys udøser.
|
| d.II,b.6,s.81 |
Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.
Eva.
Hvi lærte
du mig din Ensomhedstanke? Ve mig,
var du ei her, saa var jeg øde -- o
som om der var en Flod, der fandt ei Sjøen,
men, som et spidset Horn randt ud i Sandet,
liig hovedløse Orm! Hvem standste da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zittren? Ei den lodne Løve
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge.
Adam.
Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.
Eva.
Ja Mandinde! O hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han")
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi danne nu.
Adam.
Om Sjøen fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
at disse Arme bedre Bolværk var
end dette Forbjerg, om du ene stod
paa himmelhøie Strand og kunde see
paa Sjøens Fræsen ned og Bølgens Sprang.
|
| d.II,b.6,s.82 |
Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte
undtagen for at vogte sin Mandinde,
sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme?
Eva.
Ah, se min Barm er sammenslagne Arme
der favne om mit Liv! hvi skabtes da
mit Armepar undtagen for at favne
min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see?
Adam.
O fast! o fast! -- Ve, hvis jeg tabte. . !
Eva.
Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet.
Naar i dit Blik jeg seer, da mit maa funkle,
som om du gav det Straaler. Meer jeg frydes
i Mandens Fryd end i min egen . ?
Adam.
Ve,
hvis jeg ei favned med min Arm dig fast,
og du blev tabt: en Deel af mig da brast.
Thi du er Been af mine Been og Kjød
udaf mit Kjød, i samme Form og Leje
i Jorden dannet. Jeg som Førstefød
er kun dit Prøvestykke. Dette siger
din Skjønhed rødmende, som om den blues
fordi den er for skjøn.
Eva.
Ak Solen turde
(for af saamange Mænds Blik ei at dunkles)
ei danne Fleer end Een af slige Mænd
i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev
af Frugtbarhed igjen i Formen danned
Den ud i Løver, Hingste og i Ørne
|
| d.II,b.6,s.83 |
og alle Markens Dyr, til af det Sidste
den lille Kolibri blev skabt. Og nu
se Manden, rustet med sin Kraft, alene!
Adam.
O een Mandinde formed Solen kun
(for ei at see sin Morgensky at blegne)
men hvad der levnedes af Frugtbarhed
i Hendes Form i Jordens milde Skjød,
Den danned' ud i Luftens vingede Blommer,
de Sommerfugles Hær, og sidste Rest
blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.
Eva.
O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld:
o som en Jord af Dugg og Blomster fuld!
Men hvert et Dryp et Mandens Øje er,
et Menneskehoved hver en Blomme der,
en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
og hver en Kvist mig synes Mandens Arm.
Adam.
Livsglød! min Lænd mig synes som en Ring
af dalende, zittrende, bugnende, varme Skyer,
som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
som med en lunken Regn.
Eva.
O vi har Fryd
for mange Liv som os, skjøndt vi er ene
med al vor Overflod! O, skjød sig Liv
ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
naar dens Velsignelses Aande varmed hiin!
De skyde sig igjennem denne Taage
af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
er eneste Hud imellem vore Hjerter,
|
| d.II,b.6,s.84 |
imellem dit, min Sol, og mit, din Jord!
Thi -- o jeg føler, Mand, at som mit Legem
er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri
den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød,
hvori af Solen Mennesket blev dannet,
og at en Kjæde skal sig derfra snoe,
uløselig forbindende os To,
af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet,
af Øine blaa, af Lokker gule, saa
de blege Panden, som de skinne paa.
-- Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet.
Adam.
Se Løven har sin Hule, Duen Rede
Et Hjem i Skoven vil jeg os berede.
(Gaae ind i Skoven).
Akadiel.
Mandindens Ahnelse er hiin
i Himlen hørte Spaadom om den Elskov,
der lindrer støvbedækte Aanders Smerte:
"For Himlen hisset de kunne Begge
en Himmel imellem Hjerterne lægge.
Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld."
2.
(Eva under et Træ med et Barn paa Armen.)
Eva.
Todobblet er min Fryd!
Thi se, du skjønne Eng,
se her min Dreng!
-- O dine Blommer høine
sig med Flammeøjne
|
| d.II,b.6,s.85 |
høit nok for at kige
og se
det lille Mandens Billed ligge
ved Moderbarm og lee!
Todobblet er min Fryd!
Thi, høje Himmelhvælv,
se Drengen selv!
Og, Bjergenes Plataner,
Dalenes Bananer,
alt ifra det Fjerne
I har
jo seet (som hver en Himlens Stjerne)
hvor liig han er sin Fa'r?
Todobblet er min Fryd!
Thi, se en Dreng jeg har
og Drengens Fa'r;
og Kvinden nu er vorden
riig som Alt paa Jorden!
Tør du spotte Kvinden
nu, Hind?
Din kronte Kalv omkaps med Vinden
skal bære Drengen min.
Todobblet er min Elskov!
I Barnets søde Smiil
jeg engang til
maa elske Den, som signer
Kvinden, saa hun ligner
Nattens melkestjernede Barm;
O tæt som Stjerner Kvinden gjerne
vil vugge Børn paa Arm!
Todobblet er min Elskov!
Ak, er mit Hjertes Sjel,
som før, saa heel?
|
| d.II,b.6,s.86 |
Thi, sært, at nu iblunde
Løven røve kunde
Manden, mens jeg sover
jeg troer? --
Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over
dig vaager vist din Mo'r.
Adam.
(flyende for en Løve.)
Hjælp! O . !
(Eva flyer med Barnet. Løven griber det).
Eva.
Mit Barn! mit Barn!
(Angriber Løven modigt, og river Barnet fra den. Løven forfølger Kvinden.)
Adam.
O Kvinden døer!
(Angriber nu Løven kjækt, og fælder den med en Kjølle.)
Eva.
Nu veed jeg, hvi min Elskov, før saa tryg,
da den til Barnet delte sig, blev Angest.
Adam.
(hoverende over Løvens Aadsel.)
Ha, Løven død for Manden!
Hvor er Løvens Tand?
O en Leeg, som Stenen,
glattet rund paa Stranden
af det stride Vand.
Tungen, nys saa hvas og rød,
som det Lyn, der Skyen brød,
hænger som fra Grenen
mygt og blegt et Blad.
Skjælv, flammemalte Tiger!
Se, for Manden, liig
knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
kunde knuse dig!
|
| d.II,b.6,s.87 |
Bærer Manden Løvens Hud,
snart da kan han slukke ud
med sin Kølles Vrede
hede Tiger-Brand.
(ifører sig Løvens Hud.)
Knæl, Elefant, i Støvet!
Vrid dig, Kvælerorm,
under Kjøllens Tugten,
som en Taage kløvet
af den stærke Storm!
Manden, se, i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Skjælver, Dyr, i Flugten!
Mit er Eders Blod!
Du vilde Bøffelpande
er ei Løvebryst;
Hornet maa du stikke
(det skal du faae sande!)
ned i Mulden tyst.
Manden, se, i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Mandens Sværd skal drikke
Pantherhjertet ud!
svinger Kjøllen.
Se Mandens Kjølle stærkest
Klo og Slangebugt!
Blod af slagne Løve
har for Livet mærket
Skræk og Død og Flugt.
Manden, se, i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Horn og Tand er sløve
(hviner med sit Flintesværd.)
imod Mandens Sværd!
(Det tordner)
Eva.
Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . !
|
| d.II,b.6,s.88 |
Adam.
Ve
os ! . . Himlens Vrede . .
Eva.
Frels mit Barn! Ak Sol!
o frels mit Barn! Ve døer du Selv . ?
(Tordenveiret mørkner Solen)
Adam.
Den sorte
vredladne Sky, der engang kvalte mig,
da førstegang den, som en doven Fugl,
fløi over mig; og, som med ildrødt Neb,
i Skoven ledte efter Adams Hjerte,
har slugt den, og vil sluge os.
Eva.
Hvor finder
mit Barn et Skjul?
Adam.
I Løvens Hule jo
tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn?
Eva.
Se Fuglen har et Rede, men mit Barn
har nu ei andet Ly end denne Barm.
Adam.
For fjern er Løvens Hule; men
her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække
med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler
og redder os for Himlen? Himlens Vrede
kan knuse Den, som knuste Løven.
(Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden)
Eva.
Knus ei mit Barn!
|
| d.II,b.6,s.89 |
Adam.
Knus ei Mandinden!
Eva.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen.
Adam.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Kvinden.
Eva.
Har Himlen Jeg fortørnet? Maanen kommer
skjøndt Dag det skulde være, natindhyllet.
Til den jeg bede vil; bed du til Solen!
Kanskee dog Maanen Barnet vil forlange,
fordi den ikke frugtbar er som Kvinden?
Nei, nei! det er min egen søde Smerte,
og Mandens halve Liv, og denne Pryd,
saa arm er jeg, maa begge Bryster dele.
Adam.
Har Himlen Jeg fortørnet, siden Solen
sig skjuler i sin mørke Galde? Mon
fordi jeg Løven slog og gav ei Den,
der saae min Sejer, af mit Bytte?
Eva.
Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal
til dig med deres Vellugt flyve.
Adam.
Se
Du store Sol, for mit og Kvindens Liv
jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
og Slettens Tyr, liig et omstyrtet Bjerg.
|
| d.II,b.6,s.90 |
Eva.
(Lægger Frugter og Blomster paa en Steen)
Himmelske Maane! Du, som forsoner
selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
saa Nattergalens Toner
besynge deres Fred,
mens Selv du, en Taare lignende,
vemodig feirer din Seir --
Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
o skulde Du ei røres ved
en Moders bange Gys?
Himmelens Drømsmiil, du flygter, men skinner
dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
Du der en Moder finder
iknæ, med Graad paa Kind.
Med Duggøine blege, smilende
Smaablommer see paa Dig.
Klarere Øjne har Barnet, hvilende
ved Moderbarm, naar Maanens Skin
har tørret Taaren af.
Adam.
(lægger Løven og en Tyr paa et Altar)
Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod,
der spænder dine Aarer fra Skyens Top til Muldens Rod!
Du Livsens Straaleflod,
hvor Ørnen er i Luftens Rum
sprøitet Skum,
Elefant og Løven Vover,
som med Bragen rulle over,
Mennesket det hvide Rav,
skummende høiest paa Livsens Hav,
hvor alle Hjerter ere lunkne
Draaber ned i Dybet sjunkne --
O Sol, du Himlens Hoved,
lovpriist, høilovet!
se Manden, Jordens Hoved, selv
|
| FORRIGE |