|
BESJELELSEN
Phun-Abiriel over det endnu slumrende Menneskepar.
Phun-Abiriel.
Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
der knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted';
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som Livet skjænker -- nei den skjønne Sandhed?
og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
Thi Stjernerne dig Ejendom maae synes,
naar du paa Evigheden har Forskrivning;
og heller ei de vilde vises dig,
hvis de med dig forbundne ikke vare.
Dog har jeg tællet, men forgjeves,
saa al min Vinding er den Viden, at
mig Verden ejer, og jeg ikke den,
saa jeg min Form og mig faaer selv tillaans.
Dog boer en Lyst i min Erindring,
som visnet Roses Duft om Kvisten svæver,
saa jeg til Støvet drages fast tilbage,
endskjøndt jeg veed, at gjennem Dødens Port,
der aabnes let af svagest Støvskabt,
ei mægtigst Aand tilbage trænge kan.
|
d.II,b.6,s.42 |
Jeg mindes, at min Nerve lifligt skjalv,
som Balsaminen, der sin Sæd udkaster,
at mig omgav et Kjød som friske Roser,
og at mit Blod som Druens kunde bruse.
Dog saae jeg Himlen aaben over,
og gjennem Blodets Brusen stedse klang,
skjøndt afbrudt tidt som Havfruharpen,
en Røst ifra mit Indre eller den,
der kaldte opad opad mellem Stjernerne.
Men, se, i denne fagre Skabnings Slummer
staae Livets Porte aabne, ikke Dødens.
Og bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole den besidder) her at være
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af Tænkens Lyst, af frem at stirre
imod Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde mig af Blomster, som
indhylle Søvn i bløde Blade og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig dit Legeme, Triumfporten
igjennem hvilke Aander gaa til Støvet
og Orme krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsameret med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
i Sandsesøvnen mig anstrænge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
|
d.II,b.6,s.43 |
om det var Gjenerindring.
Modtag mig i din Hjerteblomst
du skjønne Legem! Og, du svage Aand,
som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
naar Phun-Abiriel, din store Broder,
en mægtig Aand, med Eder blander sig,
for Menneskeslægten at gjennemleve.
Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
og mane Himlens Verdener ned i Tanken.
Ja vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
thi Phuniel fra Himlen sig forviser!
Han vil sig hvile paa dit Uskyldsleje,
o Barnegeist! dog ikke dig fortrænge.
Han om din Fromhed snoer, som haarbruun Arm
om snehvid Barnehals, sit Alvor, og
Forening drikke vi af samme Hjerte.
Du skal ved Stjerneskinnet herske her
i dette rosenkronte Liljerige,
og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
og mores ved dit Æolsharpespil!
Med Smiil, min lille Broder, taaler
jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
og Regnbuskjær min høie faste Gang,
og styrrer kaad min tause Ro ved Sang,
saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
i Choret kan gjenkjende eller glemme.
Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
jeg kvæder høit om Himmelen i Ord.
Dit Sprog er eens i alle Zoner --
faa Ord, men mange Toner.
Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
eet Sprog paa hele Jorderund;
men Dialekterne i hvert et Bryst
forskjelligt Echo give for din Røst.
De sukke eens ei, naar du raaber: Ve!
|
d.II,b.6,s.44 |
og skralde eens ei, naar du raaber: le!
Se Kvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
isammen, lyse Skyer liig til Himle,
skal blive Dig den bedste Høresal.
Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
udbilder i den hvide Hjerne reent.
Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
og dybe, yndeløse Træk,
med bløde Pensel mildner du dem væk.
Men begge vil vi trofast bilde ud
af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.
. . . Han kunde vaagne! Solens Straales
med Gyldenfarve fyldte Pensel
er over disse skjønne Former gleden.
Han kunde vaagne . . Tys! Da var for silde,
da kan jeg ei mit Hvilested erobre,
naar Dvergegeisten først bevidst sig sandsed
og saae sig selv som Herre indenfor
sit Brysts Værn, sin Tindings Marmorskranker.
Men Barne-Engelen, der slumrer end
i denne Form, hvori jeg er forelsket
og som jeg maa besidde, delende
med ham, min Broder, den og Livet
saalænge Slægten er paa Jorden -- o,
Han vil mig elske, ja han vil mig elske!
Thi jeg ham bringer himmelsk Rang jo med,
mit første Trin paa Jorden aabner flux
en Afgrund mellem Mennesket og Dyret
og jeg hans Herskervælde tusinddobbler.
Mod Løven maatte han med Staal sig væbne.
Nu Mennesket skal med de bløde Fingre
de vilde Elementer tøile. Lynet
liig tamme Falk det ned fra Sky skal kalde,
og ydmygt som en dandsende Slavinde
det Oceanet for sin Fod skal finde.
Jeg synder ikke mod den lave Geist,
|
d.II,b.6,s.45 |
Æonerne til Jordens Drot udraabte.
Men synder jeg, jeg synder imod Gud
og mod mig Selv . . . Mod Gud?
Mon ei Guds Vilje driver mig? Akadiel
var ei alvidende, da han lykønskte
som Jordens Konge saadant Aandebarn,
som Skovens Dyr i Trætop vilde jage
og Aben der af Haanden Sceptret tage.
Velan! Dit søde Mulm, med Blodets Surren
en Kildegrotte liig, mig lokker, Geist!
Forbauste skulle Himlens Aander skue
en Lige at fremstaae paa Jorden,
belivende et Dyr og til dets Mørke
medbringende en Aands Begreb om Gud
og Billedet af Himlens Herlighed.
Ja se, jeg bringer dig mig Selv,
o Menneskegeist, en Aand i Morgengave,
saa, naar du vaagner, finder du
en himmelsk Demantkrone mellem Liljerne
i Hjernens Skaal og Ætherdraaber i
dit Blod, liig Funkerne i Bølgen!
Saa bo da du i Hjertet, Vellugtskyen
i Blomsten liig! i Hjernen jeg, liig Glandsen
der svæver over Sneen! Begge dele
vi Kroppens Rosenleje! Lystig glide
du henad Blodets Strømmen, spillende
paa Nervers Strenge, medens jeg
alvorlig sidder i min Hal alene!
Men i dens aabnede Altandør, Øjet,
vi Begge for Alverden vise os
i Glædens Øjeblikke, naar jeg glemmer,
forente ømt! i Sorgens trine frem
jeg der alene speidende mod Himlen!
Fra Himlen Phun-Abiriel sig da forviser!
Vær da hans Hjem, o Menneske! og Du,
der slumrer i dets Bryst, du være
dets Livsgeist kun! Jeg være vil dets Sjel!
( Phun-Abiriel forsvinder. Manden vaagner og springer op.)
|
d.II,b.6,s.46 |
Ohebiel (Pludselig visende sig.)
Ve Aande-Selvmord! Akadiel, red!
Sin Salighed
en Aand har mistet.
Af Vanvid fristet
han har sig levende selv begravet.
Fra Himlen svunden,
min Sjele-Elskte, Abiriel,
til Støvet har sig i Rasen bunden,
i Blod sig druknet, i Nerver spunden
som Larve ind,
sig Selv forviist
til lave Skabning, der studser hist.
Manden (Seende mod Solen.)
Ha, Ild! Lys!
Akadiel.
Guds Vilje er skeet,
Aanden har handlet
efter sin Viljes ubundne Sind.
Forherligt er Jorden,
Støvet forvandlet,
dets Geist med en Himmelsk forenet er vorden
Cheruben har taget dens Herskerplads ind.
Manden (Seende mod Jorden.)
Se! Jord! Mørke!
Ohebiel.
Ve, Han sig Selv ei gjenkjender meer!
Se, hvor forvildet mod Hvælvet han seer!
Hvor vil han rase naar Vingerne savnes,
naar Sener ham stramme
til Ryghvirvelpælen i Blodstrømmens Flamme!
naar Kvinden vaagner og lyster at favnes
og er ei den Samme -- :
i Vid og Forstand
et Dyr mod sin Mand!
|
d.II,b.6,s.47 |
Manden.
O Luft! Luft! Skyer! Vand!
Ohebiel.
Ve, i den trange
Hjerneskal sidder en Aand tilfange!
Ikke han finder
Rum til de gamle Minder
om Himmelhjemmet ved Stjerners Strøm.
Dog vaagner engang vel og en Drøm
om Himmelkrone i Støvet skudt,
om Aandevinge af Orme brudt,
om Aand, som snoed til Ribb og Been,
til Støv og Steen
med Aarers Snorer og Nervers Bast
vanvittig sin Frihed fast.
Manden.
Jeg seer! Jeg er!
Ohebiel.
Manden raabte. Mon han seer
gjennem Dyreøjets Slummer
Himlens Skræk, Ohebiels Kummer?
Mon han høre kan min Klage?
O Abiriel kom tilbage!
spræng det svage
Ribbeensfængsel!
Hør, min Længsel
jamrer kvalt
under Himlen høi og hvalt!
Dybere, dybere er min Sorg
(thi den Saligheden tømmer,
og maa tænke hvor du drømmer)
end det Tungsind, som dig drog
gjennem Vanvids Hvirvel ned,
for i hule Ormeborg,
i en Dyrehules Krog
finde døsig Glemsels Fred.
|
d.II,b.6,s.48 |
Ak, Abiriel, saae du mig,
visnet i Udødeligheden,
taarebleg
mellem Aanders lyse Vrimmel
kun at følge dig derneden,
see i usle Ormes Leeg
livfuld Himmel
blot fordi jeg veed, jeg fandt
min Abiriel deriblandt:
. . O du sprængte Hjerneskallen,
kom tilbage stille, som
om du fra et Fængsel kom,
mat og bleg
taus og from,
som om du fra Sotseng steg.
Kort da blev kun Støvets Kroning,
evig vor Forsoning.
O, vi skulde Begge tye
under samme Vingely.
O, vi skulde glemme,
at een Dag du ei var hjemme;
men forvildede dig bort;
kom dog hjem ad samme Port.
Turde da din Stolthed forskyde
Hvad min Ømhed turde byde?
O den vil, Abiriel,
af dit Aasyn tvætte Sorgen,
gjøre glad det som en Morgen
og saa roligt som en Kvel.
Da erindre vil din Sjel,
at min Ømheds Ungdom falder
sammen med vor Barnealder,
da ved Livsens-Træets Rod
paa den fjerne store Klode
vi sprang ud,
som tvende Skud,
kjærligen isammensnoede,
blomstrende i Kjød og Blod.
|
d.II,b.6,s.49 |
Manden.
Tys! Jeg hører . . Fuglen kviddrer.
Kilden risler, Træet suser.
Løven brøler, Fossen bruser!
Ohebiel.
Phun-Abiriel! hør! hør!
Ak, som Øjet er et Slør,
liig en Sjø af Taage dækket,
Ørets Hvirvel er for snever,
for bemoset og forbenet
til at han kan blive vækket
af de Raab, som Himlen hæver!
Ve ham! Ve ham! Guddomsfunken --
muldnedsjunken,
som Demantens Glands forstenet --
kan ei Tomme høit sig hæve
fra det Støv, hvor han vil leve!
maa med Mark og Midde knytte
Broderskab i samme Hytte!
Men naar Stjernerne sig flytte
over ham, han da kanhænde
vil i Legemet erkjende
Aandens Grav,
og igjennem Taarers Skimt
faae af mig et iilsomt Glimt:
af den sørgende Seraf.
Manden.
Jeg lugter . . Smukke Blomst, du dufter.
Jeg smager . . O søde Frugt!
Men Tornen stikker. O! O !
Ohebiel.
Ve, saa sløvet,
at han sandser kun i Støvet
Dyresprang og Fuglesang,
|
d.II,b.6,s.50 |
Æblesødme, Blomsterlugt,
Ormens Vriden
gjennem Muld mod Lyset op
til den paa et Græsstraas Top
Purpurvingerne udspiler,
Aanden liig, der gjennem Tiden
snoer sig imod Stjernevrimlen,
men, naar Kraften voxer, iler
gjennem Himlen
frem paa Vinge, som ei hviler.
. . O mig syntes
-- var det Kjærligheds Bedrag? --
Mandens Øje
gjennemlyntes
af den høje
Phun-Abiriels Vingeslag.
Manden.
Ah! Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha Alt!
Akadiel.
Livsblodets Surren og Nervens Klang
vil døve Erindringens Sørgesang
om Guddom stænket
med dristig Synd,
om Frihed lænket
til lave Dynd.
Nu Mandens Kraft er et Liigslør over
en Aand, som sover.
Ha, dybt i Grunden
nedsank hans Kræfter!
Ak, dybt fra Bunden
han griber efter
de høje Verdner, han fordum saae
og kunde naae.
Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
og fritter og leder
og synes at kjende de gamle Steder;
|
d.II,b.6,s.51 |
men Dyrets Krop
med slappe Nerver og seige Aarer
den haler atter fra Flugten ned;
og ned da synker den, ned i Taarer.
Ohebiel.
Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
fra Himlen i Støvet.
Til Aanders Rige
igjen han vil som en Jubel stige.
Forband ham ikke! Han var bedrøvet!
Manden.
O smukke Lyn i Skyen!
Som brast en Rosenkrands.
Ohebiel.
Se, trods sit Dække
kan han ei djærve Abiriel stække!
Med Hænder smaae,
troer Han, han Himlen favne maa.
Med svage Kræfter
dens Stjerner dristig han griber efter,
som om han skuer
i dem kun sværmende Glimmerfluer.
Rædsomme Lyn
Han troer at plukke som Blomster fra Skyen.
Manden.
Det tordner! Ha, Skyernes Løver brøle!
Ohebiel.
Livet just aabned paa Kloden sin Fest
Menneskets Krop, den herlige Dragt,
under Egen var lagt:
da trængte han ind som en ubuden Gjæst,
beruset i Blod, vanvittigen glad,
ved Ormenes Fad
|
d.II,b.6,s.52 |
nu sidder Han Aben og Hundene næst.
Den nyskabte Pragt
blinked' og vinked', dufted' og lufted',
da sank han bedøvet, ei med Foragt
for Himlen, sig Selv og for Gud,
med svimlende Øje i Støvet
og sluktes som Fakkelen ud.
Fra Himlen han saae paa den mylrende Jord
Insekternes Sjel gjennem Vingernes Flor.
Nu kjender han ikke Blomsterne der
mere end vi kjende Stjernerne her.
Akadiel.
Med samme Uro Han vil
sig vælte paa Rosers og Nellikkers Ild,
som den, der fordrev ham fra Aandernes Chor.
Naar Tanken først vaagner, da atter fra Jord
tilbage han higer
til Aandernes Riger.
Ohebiel.
O Fryd, naar han stiger
igjennem den hyllende Sky!
O Fryd, naar han kommer!
Til Naaden, vor Dommer,
da ville vi fly.
Den Eviges Vrede
Akadiel af ydmygelig bede!
Manden. (Lynet slaaer ned.)
Jeg døer! Jeg døer!
(Skjuler sig imellem Træerne.)
Akadiel.
Menneskets bløde blomstrende Kjød
visner som Græs og blegner som Korn.
Tidlig tilbage i Himmelens Skjød
Døden skal føre
Sjelen af førstskabte Mand.
|
d.II,b.6,s.53 |
Men Blodets Surren for Aandens Øre,
det haarde hvirvlede Horn,
døvet har ganske hans Minder.
Svimlende finder
Aanden sig fremmed
i Himmelhjemmet,
veed kun af Jorden som Fædreneland,
kommer som Barn tilbage fra Støvet,
glemt har han Himlen -- som Modersliv Dette,
sandsebedøvet
mægter han kun at ahne og gjette.
Dog er den førstskabte Mands
hjemvendte Sjel en Abiriel reen,
end ei vanslægtet, skjøndt sløvet af Sands.
Men hist under samme Egetræes Grene
der ligger Kvinden
-- Forræderinden,
som smilende Aanden i Puppeskjul
forraader til Dyret og Ormenes Hul,
igjennem sit Skjød hans Salighed
dybere slæber i Dybet ned.
Thi Hvad er Kvinden mod Manden nu?
Ei meer hans Lige i Sjel og Hu --
en Sandseduft
mod Aands Fornuft,
et Mellemled
imellem ham og det Skabtes Rækker!
Dog hendes Skjønhed hans Brynde vækker,
hans Brynde ikke hans Kjærlighed!
Han Dyret favner, fordi dets Form
er liig ham selv, som Orm en Orm,
og frem af Favntaget Slægter vrimle,
blindere stedse for Fædrenehimle, --
en Blanding af Aand og af Dyr,
hvis Tanker knapt naae til de dampende Skyer,
men skabe sig Guder af Steen og Muld,
en Himmel fuld
|
d.II,b.6,s.54 |
af Guder som de af frodigt Huld.
Menneskets Sjel gjennem Ætterne da
Abiriel slægtes mere ifra.
Ohebiel.
O gid, at lukt
var Kvindens Skjød!
Gid Hun var død!
Paa Liljehøi svulmer
den fristende Frugt,
i Rosendyb ulmer
den tændende Glød.
Nei, ve! om Denne, saa faver og blank,
som skabt af Sne og Morgenrøde,
jomfrulig-øde
i Graven sank,
lod Manden sidde som Enkesvend
eensom igjen! --
om han som Aadsel sin Kvinde saae,
sin Hjertenslyst
med Jomfruskjød og med Moderbryst,
fortæret halvt under Træet laae,
at Ormevrimle
sig nu forlysted
i Barmens Himle,
som nys han krysted,
og som ei brast
om hele Livet sig suged fast:
da blev hans Tungsind meer tungt end før,
han grubled over sin Kvindes Liig:
"Nu er hun borte med Barm og Skjød,
med Hjertebanken (den Stemme sød)
Slig Rædselsskjebne vel venter mig:
snart er jeg død!"
Ei mig, men Hende, i Himmelen
han opsøger, vendt tilbage igjen.
|
d.II,b.6,s.55 |
Forgjæves! Hans Blikke
finde den Dyresjel ikke.
Han speider bedrøvet
tilbage til Støvet
til Hendes Grav,
der Blomme var om hans Vandringsstav.
Akadiel.
Nei ømme Ohebiel, brister hans Leer,
med aaben Skræk han i Himmelen seer,
at han idrømme parrede sig
med laven Skabning, ham Selv ei liig,
at Kvindeøjet (hans Himmel før)
var Ormeslør;
at Kvindesmiil (hans Stjerneskjær)
ei meer er værd
end Glandsen over Fuglens Fjær --
saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter;
at Kvindeskjød (hans Saligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad;
at Kvindestemme (hans Viisdomsraad)
var dumme Skrig og vilde Raab.
Han seer i Himlen, at Kvinden ei
kan følge fra Jorden Aandens Vei;
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjerneverdenen han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Han seer i Himlen, han fandt ei Sjel
i Kvindebarm, endskjøndt han troede,
at der, ham liig, en Engel boede,
hans Kjærlighed værd som Ohebiel.
Men nu i Støvet med Mandens Øje
kun seer den Høje.
Liig Fuglen den elskovsblinde,
der Magen kun seer,
han seer kun sin Kvinde;
af Jorden ei meer.
|
d.II,b.6,s.56 |
I efevfryndsede Træers Ly
en Nattergal
Ham lokker hen i hans Bryllupshal.
Der seer han Kvinden, og kan ei flye.
Da blandes Slægten, saa ei Forskjel
der findes paa Dyr og Abiriel.
Dyret blier rigt, Aanden blier arm.
I Skjødet lister
omfavnende Kvinde himmelske Gnister,
og Hovmoden stiger i hendes Barm,
saa hun til Manden tør raabe: nu
vor Slægt er den samme; jeg Blod har som Du!
Ohebiel.
Men hvis han sandsede i sin Hjerne
sin Rang som nedstyrtet Aandestjerne --
ve da hvad Kamp paa den lille Val
derinden indknebne Pandeskal
imellem Stoltheden og den Fare,
hvorfor han ikke sig kan forsvare!
Hans Fald er vist.
Til Kvinden vaagner kun har han Frist.
Men ve! meer fæl mig en Angst besjeler:
i Slægten fra Abiriels Rod
selvyngles Synden i hede Blod,
der Aanden kvæler
til sidste Spor,
saa selve Læben ei mere mæler,
da ingen Tanke den bæres for.
Thi sløvet som Kvæget
de sjunkne Slægter,
der sig i dyriske Synd fornegte
med Sproget miste
selv Allersidste
af Aandepræget.
Som Slangen i Dynd,
den dyriske Lyst, forvandlet til Synd,
i Lænden savler;
|
d.II,b.6,s.57 |
men andre Synder, som sig forgrene
af denne ene,
saa onde Tanker i Hjernen avle.
Fra Pandetinde til Pandetinde
de sig som Orme isammenspinde;
i Øjet lægge de fæle Glo,
udstikke i Haanden en blodig Klo.
Hver Sjelesynd er en Dragehan,
hver Kjødets Synd er Dragehunnen,
der slæbe afsted, som et jagende Spand,
al Menneskeslægten, Kvinde og Mand,
alt dybere, dybere ned i Grunden,
indtil den forsvinder i Dyrevrimlen,
fortabt for Himlen,
og Dyrets Sejer er vunden:
Aanden uddød i Hjernerne funden.
Akadiel.
Ei Aanden døer! Om ond han blev
som Klapperslangen, om han rev
et Duehjerte ud i Flugten,
blot for at suge dets Slag og Lugten,
om han sin laante Skjønhed smitted'
med Laster, som ei Svinet hitted':
Han døer dog ei, kun dybere ind
han væver sig i sit Puppespind,
som traurig Edderkop paa sin Snor
(fra Taget spunden og ned i Grunden)
fra Dag og Straale paa Linen løber,
og nederstnede i Mulm sig svøber,
saa Ugleøje dens Been og Horn
ei ud kan pille af Mørkets Korn.
Og om en Aand sin Himmel forlod
for Sandseliv i Kjød og Blod,
om han nedfoer,
Abiriel liig, til mulmet Jord,
fra Aandelys til Dyre-Nat,
fra Tanketale til Drifters Skrig,
|
d.II,b.6,s.58 |
sin evigtstraalende Skjønhed bytted
for dette blomstervisnende Liig,
imellem Vuggen og Graven sat:
dog kun fra Algodhedens ene Bryst
og til det andet af egen Lyst
sig Aanden flytted.
Ohebiel.
O, gid at Abiriel troer
i Kvinden sit Selskab funden,
sin Himmel gjenvunden,
at Himmelen med til hans Afgrund foer,
at han igjennem al Evigheden
kan leve med hende i Eden,
at al hans Salighed
i Kvindeskjød er sjunken ned,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dybets Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Kvindeblik,
i Kvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte,
i Kvindeskjød et Dyb, hvori
en Skaber maa lystre hans Fantasi!
Saa du gjøre, Abiriel!
-- Du ellers fortvivler -- Forfør dig Selv!
Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
af Lune kun hyllet i Larveslør!
at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
saa Tiden maa bag dig nedsynke træt,
og stønne Sagn og Digt og Sage
(som du i Ætten da hører selv)
om svundne Dages Abiriel,
naar, støttet til rustne Runestave,
den synker, bag din Flugt, tilbage
paa brustne Grave!
Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud!
at paa dit "Bliv"
|
d.II,b.6,s.59 |
Sjel af din Sjel kan strømme ud
af Kvindens Skjød
i blomstrende Kjød til Liv!
Væv Drømme, Abiriel, om dit Hul,
om spundne end paa Vanvids Hjul!
Jo mere broget, jo bedre Skjul.
Thi ve! det Værste, Abiriel,
du kan opdage, det er dig Selv,
hvorledes iblinde
du er forraadt til en dyrisk Kvinde.
Spind rundt dig da, som en Edderkop!
saa du ei længes mere op,
og Frihed ei mindes,
imens du bindes.
Omspind dig med Drømme, saa du kan glemme,
at du ei længere er derhjemme,
saa Senelænken og Hjerteknuden,
der fængsler Guden,
du føler, i din Slummer tam,
ei trang og stram.
Ja drøm, du er vorden
først fri og salig imellem Hjorden,
at der du funden tilsidst har Fred!
Kanhænde ogsaa -- thi hvo veed? --
at her er Sandhed og Drøm saa lige,
at Begge netop det Samme sige.
O drømte saa Abiriel!
og først med Sandhed saae sig Selv,
naar Dødens Pust
af Aanden blæste Fængslets Rust!
Akadiel.
Abiriel vil vækkes,
og see sig selv som naar Mulmet brækkes
af enkelt Lyn;
af Kvindens Syn,
naar Blikket aabnes, til Vanvid skrækkes.
|
d.II,b.6,s.60 |
Thi se, naar spøgende Sommervind
Uorden har bragt
i Lokkerne, Kvindens Uskyldighedsdragt,
blottet for Mandens Brynde
den nøgne Ynde --
naar han til blygsomt rødmende Kind
trykker, med Fyrighed blussende sin --
slaaer musklede Arm
om Kvindens Barm,
og speider saa nær, at deres Læber
synes et Sommerfuglpar, der klæber
i Parring fast, og Mandens Bryn
beskygger Kvindens henrykte Syn, --
saa nær og dybt i Kvindens Øie,
som om han vilde der blive vaer
de Himle høie,
han mindes, han jordet etsteds har.
. . Ak da seer han -- han stirrer og gyser --
da øjner han kun et halvtosset Dyr.
I Kvindeøjet, som nys ifjerne
var Vaarnat med Aften og Morgenstjerne,
han seer kun et Snogepar sammenrullet
at dække Reden i Øjehullet --
Han stirrer og gyser og flyer.
Men hvis han saae
i Kvindens Øje en Aand ham liig,
der blottet paa svømmende Blomster laae
og baded' i Taarer sig --
i dette Bad steg da Begge ned
og toede reen deres Kjærlighed.
Himmelens Salighed, Jordens Lyst
sig parred i Mandens og Kvindens Bryst,
og Kjærligheden
til Jordens Ørkner forplanted Eden.
. . . O da naar Kvinde og Mand vare Eet,
ei noget Ønske sig flagred' træt;
men tog i Støvet det Mindre viist,
og gjemte det Bedste i Graven til hist!
|
d.II,b.6,s.61 |
For Himlen hisset da kunde Begge
en Himmel imellem Hjerterne lægge,
begrændset af favnende Mand og Kvinde;
og begge Aander da fløi derinde,
hvidskende til hinanden: "af Himlen, som faldt,
i Dig har Gud mig en Skygge malt."
Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld;
og bliver dem Jorden tilsidst forsnever,
det elskende Par sig til Himlen hæver,
fra Drøm til Sandheden stjernerolig,
fra Kjærlighed
i Støvets fremmede laante Bolig
til Kjærligheden i Himlens Fred,
til Salighed.
Ohebiel.
Det skee! det skee!
Abiriel see
i Kvinden sig Selv -- en Aand
liig ham i Baand!
I denne Kvindeskabnings dumme
Blik han læse ei sin stumme
Forviisningsdom!
Et Glimt skal vise en Aand der bag,
som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
Et Aandeglimt i Kvindens Hjerte
Manden skimte i hendes Graad,
kjærligt flydende ved hans Smerte!
I hendes Stemme
Han Røst af Aand fornemme
og Aandekløgt i hendes Raad!
En Aandestraale i Kvindens Smiil
forraade til
Abiriel, at Han ei gaaer her ene,
for evigt forviist blandt Dyr og Stene!
|
d.II,b.6,s.62 |
Han ahne med Fryd, at, som Han, en Aand
sin Vinge ham rækker i Kvindehaand!
For denne Anden
nu kjæmpe Manden:
for Kvindens Aand, som et Sejersbytte,
til sine Trin imod Himlen at knytte!
O søde Strid, hvor Manden vil kjæmpe
hvert Sorgenssuk hos Kvinden at dæmpe!
hvor Kraften vil
vinde kun den Svages Smiil!
hvor Begge tørste
kun efter i Offer at være den Første!
O, gjerne vil Ohebiel tye
ydmyg i Abiriels Ly,
suge der med Tak sit Liv,
og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
knæle fra Dig, saalangt som Du
knæler fra Himlen nu!
Men, naar Du reiser dig høi og stor,
som før histhenne,
da skal Du kjende
Hvem Aanden var,
som dine Sorger i Støvet bar,
hvis Kjærlighed avled' et Haab med din,
der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
vi Begge formæle os atter med
vor Evigheds Fred.
Ha, i din Seir Jeg min vil se,
og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
Mit Sejersraab:
"Abiriel, haab!"
Salige Mand, hvis du kan finde
en skjønnere Hilsen til din Kvinde!
Du kan ei? O, da forenede vil
vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
"Menneske haab!"
( Ohebiel forsvinder i Kvinden, som vaagner, og springer op).
|
d.II,b.6,s.63 |
Akadiel.
Almægtige Kjærlighed! Himmelen
for jordisk Hytte
den bort vil bytte,
naar kun den Elskede deler den.
Fra Himlen svunden,
Ohebiel har sig til Støvet bunden.
Kvinden fik sin fornuftige Sjel
i Ohebiel.
Kvinden. (Seende mod Himlen.)
Ah, Lys! Ild!
Aander.
Vanvittige Aander! Ve, sig igjen
de kjende ei mere i Himmelen!
De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden
er tvende Aanders Gravhøi vorden.
Kvinden. (seende mod Jorden.)
Jord! Mørke!
Akadiel.
Kvinden har alt i Støvet for Manden
sit Offer begyndt,
som ei hun ender
før Jordens alle
Vugger sammen til Grave falde.
Men naar hinanden
i Støvets Pynt
Abiriel og Ohebiel kjender,
skjøndt glemt de have hinandens Navne,
den Kjærlighed, de i Himmelen nærte,
vil vaagne i Begges jordiske Hjerte,
om end de aldrig hinanden favne,
men vandre idrømme
adskilte af Livets rivende Strømme,
om end de rave
paa hver sin Side mod sine Grave.
|
d.II,b.6,s.64 |
Kvinden.
Ah Duft! Ah Lyd! O Liv! o Alt!
Jeg er, Jeg er!
Aander.
Ve Aandemord!
Abiriel kvalt i Mandens Arm,
Ohebiel druknet i Kvindens Barm!
Akadiel.
I Muldens Bed
af Himlens Aandekraft en Kvist,
en Knop af Himlens Kjærlighed
er plantet ned,
men ei forliist,
ei mere tabt end Stjernens Par,
der sænket ned i Natten var.
Paa Jorden de som Mand og Kvinde
sig blomstrende isammentvinde,
og i hinandens Hjerters Ly
en Himmel ny
i Kjærlighedens Fryd de finde,
mens Slægten over Jorden ud
sig breder rigt som Rankens Skud.
Men Aanden tvinge
i benigt Hvælv maa sin Straalevinge,
og Hjertet gynger
og nynnende Blodstrømmen synger
Menneskets himmelske Aand i Døs.
Da lave Livsgeist, til Kjødet forjagt
ved Aandens Magt,
i Legemet slipper herskende løs;
da Sorg og Synder
sin Væxt begynder,
sig ud at sprede
fra Menneskens Rede,
fra Dage til Dage
igjennem dets Ætters blodige Sage.
|
d.II,b.6,s.65 |
Kun hos de Færre
blier Aanden Herre
fra Pande til Lænd.
Ja kun hos Een
af Kvinder og kun hos Een af Mænd
den himmelske Aand vil vise sig reen:
med Tankens Vinge saa frit i Hjerne
udspiilt som Straalerne af en Stjerne,
med Sandheds Øje
saa klart som her ifra Himlens Høje,
med Kjærligheden saa reen og puur
som den, der Ohebiels Offer bød.
Hil! Halelu! af den Kvindes Skjød
vil Slægtens Frelse da blive fød,
Kjæmperen mod dens vilde Natur,
Sejerherren, som Støvet lagt
for evigen faaer under Aandens Magt,
den Læremester,
som Ordets Flammer
i Dalene udsaaer, til Bjergene fæster,
saa Mennesket, ja indtil Barnet, veed,
at Slægten stammer
ifra de himmelske Aander ned.
|
| BLA BAKOVER |