|
JORDENS LIV
Akadiel.
Abiriel! Aand! Guds Tanker det er, som Lyset afbilder
Hans, der i Rummet som Duggdraaber Sole har sprængt
talløse ud til talløse Verdeners Næring.
Han har digtet Blomstens Skjønhed, afstukket Bladenes Omrids.
Aanderne ere hans Ord.
I dunklest Liv en Aand er skjult, som Ordet,
om unævnt end, slumrer i Tanken.
Hver Klode i sine Væseners Hær har sin Sjel.
Hver fornuftig Skabning er en Tanke i Sjelen;
dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne.
Planterne ere dens dunkle Følelser;
Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker,
Mulden dens Kjød, Luften dens Aande,
Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning,
Somren dens Maaltid, Vintren dens Rolighed,
mens den paa Høstens Mættelse tærer,
Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde
Tankerne livligst, Drifterne sværme.
Der i Mulden Aandernes Spirer vi see,
som under Vandet de blege bølgende Planter.
Men snart vi skue Aanden iblandt os, smilende
over sin udbredte Udødelighed.
Mange ei vide, at den i Mulden begyndte,
førend den friske Gravhøi bag sig de øine.
Dog savner ei Aanden noget undtagen
Legemets ormstukne Pjalt og de brændende Lyster.
Men ve om disse have anstukket hans Væsen!
Da maa han lide den Kval, som om Slanger
kjæmped af Sult i hans Indre og aade hinanden.
Thi her hverandre hans Lyster maae opsluge --
her, hvor de ei, som i Støvet, kan fraadse i Synder.
De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen,
hvis Moder vendte ei hjem fra Morgnen med Bytte.
Med Hyl hans Vellyst vælter sig om i hans Indre,
|
| d.II,b.6,s.19 |
forgiver Hevnlysten; denne dræber den Falske;
Ondskaben kvæler Misundelsen, døer saa af Sorg,
og Angerens Tand i hans Indres dunkleste Baggrund
udhuler en Grav for dem alle.
Som en reen Taare nu Aanden
nedtriller i Alkjærlighedens Skjød.
Med et Suks Bragen hiin Grav og Mindet forsvinder.
Hans Uvidenhed bliver en antændt Stjerne.
Frem han arbeider sig gjennem sin Evighed;
foran Indbildningens Pensel han bruger,
Erindringens Meisel ved Siden.
Selv han ligner en Sol, der
springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler
Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat.
Nu er hans Godhed i Skjønhed,
hans Aandskraft i Herlighed klædt.
Jublende smelter han hen i Verdens Digt, i Aandernes Chor,
raaber sig selv til Hersker ud i sin Udødelighed.
Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer
ei han de Træer, som skygged hans Barndom i Støvet.
Aanderne mindes, som hist de et Fædreland elsked,
stedse med Ømhed den Klode, som var deres Moder,
ammed dem op og aabned sig venligt for Støvet.
Æoner.
Priser, Priser, lover Gud!
Ham, den Evige fra Begyndelsen!
Skjult i sin Viisdoms Hellighed,
lader han sin Algodhed udstraale
i Verdnernes lange svømmende Rækker,
og Solene, som flammende Basuner
fra Høidens blaa Tempeltag udstukne,
forkynde for Skaren af mørke mylrende Kloder
den Eviges Kjærlighed.
Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen.
Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer.
Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang.
|
| d.II,b.6,s.20 |
Kloderne selv, i Skyernes hvide Klæde,
rundtom Solens flammende Altre vandrende, synge:
Hvo kunde slynge i Rummet os ud
uden den evige Gud?
Akadiel.
Snart denne unge Klode vil juble
skyldløsest med i Verdnernes Chor.
Snart vil dens Hjerte begynde at slaae
heftigt og varmt som indelukt Flamme.
Skyernes Øjenlaag ville briste,
Solstraalen gjennem dem Jordkloden naae.
(Det gryer)
Æoner.
Denne Dæmring er
Nattens Ahnelse
om en Dag.
Hvælvet letter sit
Øjebryn,
Aanders Leje, de
purpurfarvede
Morgenskyer,
som om vilde det
Stjernetrækkene
gjennemgranske,
der som Drømme det
gjennemkrydsed.
(Skyerne fare til Siden for den gjennemilende Solstraale.
Lyset er udbredt over Jorden)
Akadiel.
"Bliv, Lys!" har Gud til Intet sagt,
og Intet tændtes. Rundt i Rummet
i Solene dets spredte Gløder brænde.
Fra dem og til de mørke Kloder
Guds Bud "Bliv Lys!" paa Straaler iler frem.
|
| d.II,b.6,s.21 |
Æoner.
Hil Jordens første Dag!
Se Jorden lysner, som hellige
Fakkel i Solaltret tændt!
Skyer, liig Barme velsignelsesfulde,
ere dens Takoffers Røg.
Snart skal den bære en Hersker
med Viljes Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle,
Indbildningskraftens Kongekaabe, regnbueskjøn,
Fornuftens Krone, Skjønhedens Dragt.
Akadiel.
Først Dyndets fæle Fostere maae døe,
Udrugningen af sluknende Vulkaner
og af den Ild, som brænder i dens Indre,
liig Blod i Dyret, Saftens Gjær i Planten
og Glands i Stenen. --
Uhyrer Gud tillod at nyde Livet
i dette lunkne Dynd, de elsked,
til Kloden modnedes i Solens Lys.
Og se mod Norden for de skarpe Straaler
hist Mammuthhjorde flye, mens Megasaurer
i Klippehulerne sig liste ind,
og Kjæmpeslanger sig i Havet sænke.
Af mere ædle Slægter Jorden maa
bedækkes før sin Hersker den frembringer.
Men se, alt grønnes den! Ned i en Straale
er Solen stegen i den rige Muld
og stiger op igjen i gyldne Palmer.
(Natten bryder frem)
Æoner.
Se Natten sig reiser som Dagens
sorte marmorne Gravminde!
Maanen i mørke Hvælving den sætter
liig Solens Urne, som om ei denne
meer skulde vende tilbage.
Hil Jordens første Nat!
|
| d.II,b.6,s.22 |
Akadiel.
Nu slumrer Jordens ene Halvdeel medens
den anden første Gang blandt Stjerner lyser.
Men ei som forhen under Taager, lave
og knugende som Stene, Jorden slumrer,
men som i højhvalt lampekrandset Tempel.
I Maanen Nattens blide blege Hjerte
ømt vaager over den med sagte Slag,
og liig en trofast Terne med et Blus
den følger Herskerindens Trin i Mulmet.
Thi Dag og Nat hinanden elske ømt.
I Gravene omfavne de hinanden.
Hinandens Halvedele ere de;
imellem dem er Jorden delt og Tiden,
der maales til dem ud i halve Døgn
paa Solens fine Straales Gyldenvægt.
Mens halve Jorden synes druknet
i dybest Nat, hvor iiskoldt Nordlys skummer,
den anden halve, efter sidste Nat,
som bag et Skibbrud, tørres atter
og varmes op i Dagens milde Lys.
Og hvergang Dag og Natten vexle,
naar Nattens sorte Bølge vælter frem,
med Stjernerne som spredte Seilere,
og druknende al Dagens Pragt forgaaer,
og naar hvad kantret var i mørke Nat
paa Mulmets høje Kyst, bag Skyers Skjær,
paany sig reiser, kysse de hinanden
paa yderst Strand, koralrød Horizont.
Og just i denne Stund, de vexle Post,
hver af dem synes, han alene nu
behersker viden Jord i Dæmringen,
skjøndt denne just er fælles: Skyggen under
de Tvendes sammenslagne Vinger.
(Dagen frembryder.)
Æoner.
Hil Jordens anden Dag!
Dag og Nat er nu vejet,
|
| d.II,b.6,s.23 |
Maanens Sølvlod, Solens Guldlod,
Dagens Demant, Mørkets Muld.
Akadiel.
Guds nye Præstinde Festdragt sig ifører
og træder jublende i Verdners Chor
som yngste Søster, mest uskyldigreen,
med Blomster og med frisken Grønt bekrandset.
Se Græsset spirer liig et Lys,
der sig udbreder over Højene!
Sig Blomster dukkende i Duggen bade;
om Engens Belte, om den søde Kilde
sig Siv og Buske flette, fra hvis Dunkle
Viinranken klattrer over forat hænge
sin Drue i en Poppels Sølversky,
der blinker susende hiinsides.
Æoner.
(Nat utbreder sig!)
Gud seer, at Alt er godt;
selv Død, Fortærelse og Mørket.
Fortærelsen er Livets Føde,
dets Skjønheds Skyggeslag.
Saa rigt er intet Moderskjød som Dødens,
og Dagen har ei Nattens Majestæt.
Dens Søvn er Livets Dugg,
selv over Dyret Drømmens Lyst den ryster
og lægger Honningen i Blomstens Mund.
Dens Hud er sort, men rødt og varmt dens Hjerte.
Isammen Dyr og Planter
med bløde Lokker fletter den
i fredsom Kreds, der op om Morgnen løses.
Som Rødderne af Mulden,
Allivets Nerver ud af Nattens Mulm
den friske Svale suge,
som Dagen tærer paa, og Blodets Rødhed
og Hudens Let og Øjets sorte Flamme.
|
| d.II,b.6,s.24 |
Akadiel.
Ja, mellem Liv og Død er Jorden delt
som Døgnet nøje mellem Lys og Mørke.
Her Mulden stivnet er i golde Klipper
liig et forstenet Nattemulm, og hist
den muntre Flod i sorte Afgrund kvæles,
hvor Græsstraa ei paa Styrtningen kan klæbe.
Ved Rosens Side giftig Bulme groer,
Skarntyden lædsker Svampen med sin Skygge
og Upas hvifter Dødens Banner ud.
Nær Slettens rige Ynder blegner Ørknen.
Med Jordens Rigdom Hvirvelstorme lege,
og Hunger efter Landet at opsluge
i Havets sorte Indvold brøler ofte.
Mod Norden blinke Ørkener af Iis,
der stræbe videre sig frem at slæbe,
til Rosenbuskens Smiil de møde og
hvor Abildtræets Blommer spotte Sneen.
I Syden Kaktussen og Aloeen,
nær Lysets Barme Døden trodsende,
af flammevingde Samums Ildpust sortne
og Somrens Blomster paa den brustne Jord,
som Børn paa Moders Gravhøi, bøje sig.
(Det dages.)
Æoner.
Gud seer, at Alt er godt.
Paa Østens Tinder alt igjen
er Morgenrødens Glædesblus tændt,
den Livets purpurne Sejersfane.
Hil Jordens tredie Dag!
Paa Vestens Tinder i Vesten,
som paa et Altar for Gud,
den skal jomfrulig nedlægge
sin Aftenrødmes Krands.
Akadiel.
Med Vellugt vederkvæger Cedren,
der slaaer en Rynke for hvert hundred Aar,
|
| d.II,b.6,s.25 |
de kaade Skyer, som nærme sig dens Top.
Med gyldne Dadler kront fremtriner Palmen
i straalende Orangers Følge, med
et Slæb af Ranker og Lianer, som
en Hersker over Jordens bedste Belter,
mens Vaarens Hærold, sølverpandsret Birk,
imellem Anemoner og Konvaller
sig sværmersk vælger Plads i Alpelien.
Men foran den mod Norden vandre kjækt,
liig uforkrænkelige Sendebud
fra Livet sendt til Dødens Throner hen,
til Jordens Poler, hvor hvert Aandedræt
af Livet stivner hen i Rædselsformer,
den eviggrønne Gran og Fyr, de Helte,
som føre Livets Banner fremad længst.
Pors, Lyng og Rosmariner skjule Ørknen,
som Taalmods Smiil paa sygelige Kind.
Viinranken heder sine Druer ved
Vulkanens Ild. Paa Græssets Toppe hænger
den søde Perlemannas hvide Fryndser.
Den ædle vilde Stormvind jager væk
dødsvangre, fra Moradset stegne, Dunster,
og styrter sig saa døende i Havet.
Og Floden, Landets nynnende Velsignelse,
som Fjeldet vilde i en Afgrund fange,
sig styrter modig ned og Vei sig baner
liig smeltet Sølvkolonne, eller som
i tusind Stjerneskud den springer frem
og søger Engene, der ligne dem,
den mindes siden den som Kilde legte
i Dalens Vugge med Nymfæerne.
(Det mørknes)
Æoner.
Tusmørket sig hæver foran Natten,
liig Støvskyen foran en Sejerherre.
Natten kommer, fuld af Forjettelser,
af Aftenrødmens Bæger berust.
|
| d.II,b.6,s.26 |
Dens stjernede Hvælv er den tillukte Kurv,
af kommende Dags Velsignelser fuld.
Hil Jordens tredie Nat!
Akadiel.
Af Jordens Skjød vil Livet rigere
og rigere udbølge. Dyrerygge
af Muldens brustne Tuer sig fremskyde.
Dog Jorden, der har Rang blandt Stjernerne,
er ringere end Livene, den dier,
om Sjel de have, som en Moder
er ringere end sin Søn; thi Blod de blot
af Moderen have, Sjel af Faderen.
(Det dages.)
Æoner.
Sig Højene bevæge,
i Kramper zittrer Dalen.
Jorden vil nu føde
levende Liv, der kunne
dens Tak med glade Røster
den Evige fortolke.
Hil Jordens fjerde Dag!
Akadiel.
Hver Klode har sin egen Fantasi
og Skaberevne. Hist i Rummet paa
de store Stjerner Blomsterne kan føle
og Dyret tænke, og der er en Hersker,
en Aand i Kløgt, i Styrke Mammuth liig.
Men spæde Former vist den Evige
har nedlagt i saa liden Klodes Hjerte.
Dog er den Solen nær, dens Blod er varmt,
og smukke Børn saa smuk en Moder lover.
Dens Skjød sig aabne alt, og nye Liv
udmylre, Liv, som leve, Liv som Ord,
ei blotte Tegn som Blomster og som Træer.
Og uafladelig maa Livet yngle,
|
| d.II,b.6,s.27 |
at det i Døden ikke sig fortaber,
og Døden dræbe, at ei Jorden synker
af Vægten af de Liv, der bølge ud
saa skjønt og vildt som fyrig Elskers Ord.
Hist reiser Elefanten sig i Sumpen,
Kameel og Næshorn -- større Kraft ei ødsler
paa Jord saa liden Skaberfantasien.
De snøfte; hver sin Næring mærke. Did
hvor Risen bølger styrter Elefanten,
Næshornet iler atter ud i Sumpen,
Kamelen traver henmod Ørknens Tidsler.
Paa Steppen hvrinsker alt den ædle Hingst,
med spidse Øren, rullende Blik
sin Hoppe vogtende, der græsser.
En Susen blot af Vinden, i Galop
afsted det gaaer, som brændte deres Haler.
I Engen Koen staaer; paa Højen hvidner,
et Snedrev liig, den glade Faarehjord,
mens mavrest Klippe er for Gjeden riig,
som Vedbend kaad, som Tjørnebusken trodsig;
og rundtom iset Nordpol Renen suser.
Kronhjorten elsker Eken; thi den har
til Hovedsmykke Ekegrenen faaet,
og for Gazellens smekkre Been har Ørknens
forbrændte Græsstraa marvfuld Næring nok.
Som Blomsterblade spraglet kaster sig
paa Træets Top en talrig Smaafuglsværm,
og Duen samler til sit Rede alt.
I Dybet leger Fisken; Svanens Barm
den ovenover seer som denne Maanen,
og gjerrig Musling samler der sin Skat
i lukte Kiste. Men paa Marken skjuler
ei Bien sin; den bærer aabenlyst
sin Rigdom hjem og nynner Viser om
Arbeidsomhedens salige Tilfredshed.
En Skov er Engen for Insekterne,
skytæt neddalende og glimrende
|
| d.II,b.6,s.28 |
som om de vare Funker ifra Solen;
og hver en Blomst er Hjemsted for en Slægt,
der ukjendt er i næste Blomsterkalk.
Saa dybt som Dybet søde Solskin smager
hver Draabe mylrer fuld af Myriader,
der efterligne Chaos' vilde Former.
(Det mørknes.)
Æoner.
Med Melk og Honning
er Jorden bedugget.
Dens Øde gjenlyder
af tusinde Toner,
der hilse Solen.
Til Nattergalen
og Droslen lytter
den tyste Nat.
Akadiel.
Tusmørkets Time giver Uglen Liv.
Dens Ham er Mulmet liig, dens Blik Daghimlen,
dens Hyl er Nattens Suk, dens Flugt er Taagens
uhørlige, der glide over Græsset.
Dens Øine tændes nu; paa Klippen lyse
de gule Blus; med Flagermusen den
med snirklende Figurer kløver Mulmet.
Nu lister sig Hyænen af sin Hule,
og Broderen Schakalen følger efter
for Rovets Levninger at gnave bedre.
For Løvens Brølen Ørknen er for trang;
i Miles Omkreds vaagner Alt og skjælver.
Et gyldent blodigt Lyn i Flugt og Farve
paa flyende Gazelle Tigren springer,
og Leoparden, som et Sværd der krummes
og slippes ud, i Luften Hjorten naaer.
Igjennem Sivet rasle Slangerne;
de krybe over Krokodilens Ryg,
|
| d.II,b.6,s.29 |
og Boa slynger hvæsende fra Palmen
sig rundt Giraffens Hals, som raktes op
godtroende imellem Kronens Blade.
Af Loss og Panther uskyldshvide Birk
og sødmefulde Løn til Snigmord bruges.
Ved Polen sætter Hvidbjørn sig paa Vagt,
at Liv ei aander der, og Nordens Hede
af sultne Ulvehyl opfyldes. Høit
som Skyens Pile svæve Ørn og Grib,
bespeidende hvert Liv dernedenunder.
Om Rosenbusken sidder Snogen spunden,
i Kilden plasker Øglen, i sit Spyt
Fiirbenen smelter Billens Gyldenskjold
og fangne Sommerfugles Sølvflorsdragt.
Saa vexlende i Former, alle skjønne,
om stundom fiendtlige mod hinanden,
fra Fiskenes de stive Charakterer
til Slangens Snirkler, Fuglenes Arabesker
og Fiirfoddyrenes korrekte Træk,
talløs som Gnisterne ifra Vulkanen,
paa Jorden sig udbreder Livets Fylde.
Og skjøndt dets prægtig smykte Høvdinger
er vilde Rovdyr, jubler dog dets Mylren.
De slaae kun hist og her som Lyn i Havet,
og grum er deres Geist ei i sig selv.
Den raser kun, i trange Beenhvælv fangen.
Mens Skabninger med Aand kan Formen tvinge,
udvidende Organets tynde Skal,
indtvinges Dyrets Geist af Formens Styrke,
af tykke seneoverspundne Been,
urokkelige som en Hules Vægge.
Den lange Ryg, liig strenget Armbrøstbue,
gjør Tigren listig, Hovdets tykke Been,
de haarde Kløer Leoparden grusom;
de lange Horn gjør Bukken trættekjær,
det brede Bryst den ædle Hest saa modig.
|
| d.II,b.6,s.30 |
Æoner.
Gud seer, at Alt er godt.
For Aanders Øje
fra Sol og Stjerne
ei klarere straaler
Hans Herligheds Glands,
end her fra Nattens
lysende Larve,
fra Dybets Morild
og Dyrets Øje.
Hil Jordens femte Dag!
(Det dages.)
Akadiel.
End Jordens Jubelchor af Liv tiltager.
Der er ei Straa, hvor et Insekt ei surrer,
og Lyden er for Aanders Øre høi
som Hestens glade Hvrinsk og Tyrens Brølen.
Hver Skabning selv en Harpe er, der toner
Tilværets Glæde og dets Ophavs Priis.
Beenbygningen er Karmen, hvori da
som Strenge Nerverne indspændte ere,
og Blodet suser gjennem dem som milde
Skjærsommervind, saa sød Livsfølelse
og Velbehag opfylde hele Harpen.
Dog Dyret kun sin egen Lyd forstaaer,
saa Hest ei Koen, Ørn ei Turtelduen,
ei Bien Myggen kan hinanden fatte.
Men knegger Hoppen, hrøiter Koen, flux
vil Magerne forstaae, om Livssensharpen
af Sygdom eller Hunger nedspændt er,
om spændt af Parringsdrift, -- kort hvad de ville,
og de besvare dem i samme Toner.
Saa Dyret er en ordløs Æolsharpe,
og alle susende iblandt hverandre.
Men Jorden savner end en Skabning, som
i Chorets Vildhed kunde bringe Orden
og lade Ord, Fornuftens Toner, lyde --
|
| d.II,b.6,s.31 |
en Skabning blid, skjøndt Klodens Enehersker;
ei mægtig eller kløgtig som hiin store
rødtblussende Planets Beboere,
der tæmme alle Elementer; kun
lidt klogere end Elefant og Hest;
saa god, at Alt han kalder godt; kun med
saa megen Styrke i sin Fantasi,
at han af Alt et Billede sig maler;
meer from end viis, dog viis nok til at være
for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver,
og viis nok til at være lykkelig
ved i Velsignelsen sig selv at finde
som mest Velsignet i den hele Skabning;
og som hiint Livsens Harperiges Hersker
begavet med et saa melodisk Hjerte,
at han i egen høje Livsklang føler
en Harmoni med svagest Ormesang.
(Det mørknes.)
Æoner.
Nu er Aljorden
en yndig Hauge.
Nu løber Floden
som styrt af Hænder.
Men hvo skal tæmme
den i dens Vrede?
Men Hvo skal kue
det vandrelystne
og kaade Vildnis?
i Dyrenes store
og levende Skov
med Viisdom røgte,
med Strenghed rødde?
-- En Broder af Aander,
en Guddom i Støvet,
Fornuft fraoven,
paa Jorden sat
liig klare Lindse
i Øjets Nat.
|
| d.II,b.6,s.32 |
Skjøn maae saa skjønne
Skabningers Hersker
vorde tilvisse,
æret af Skabningen,
elsket af Aander
som deres yngste
smukkeste Broder.
Thronen er færdig,
pragtfulde Forhæng
for hans Fremtræden
er denne milde
funklende Nat.
Hil Jordens femte Nat! Den er velsignet.
Akadiel.
Ei Skabelsen har i sin Ødselhed
paa Blomsterne al Farvepragt udøst.
End er et Rødt meer fiint end Rosens,
til Rosens Hersker gjemt og Herskerinden,
et Hvidt meer skjært end svømmende Nymfæes,
et Sort meer sort end Nat og Ibenholt.
Ei Jordens Dannekraft har sine Former
paa Dyrevrimlen udtømt. End der er
meer ædelt Kraftpræg i dens Dyb tilbage
end Hestens og den kongelige Løves.
Og Han maa være skjøn, den Livets Krone;
men skjøndt han rustet være maa med Styrke
den Elefantens Tæmmer, Han, der Krigen
skal føre imod Tiger, Bjørn og Panther
for de til Fryd kun skabte Vaabenløse,
er Livets vakte Fantasi, hvor rigt
den end har ødslet ud, dog ei saa arm,
at den isammenpjalter sig en Skabning
af Løve, Ørn og Tyr i samme Krop.
Med Aand begaver Gud ei saadan Skabning.
Ei findes saadan Tanke i hans Viisdom.
From Enfold vorder Herskerens Fornuft.
Erfaring ikkun hans Forstand,
|
| d.II,b.6,s.33 |
Erindring kun hans Viisdom,
ei meer end Drift hans Kjærlighed;
og, efter denne lille Grundskat, maa dens Mynt,
hvori der vexles, Sproget, være fattigt,
sig hjælpende med Udraab og Gebærder.
Hans Aanderang bestaaer i frie Vilje.
Han vælge frit, om han vil løse
alt Ondt og sprede det paa Jorden;
(skjøndt hvo forgifter vel sin egen Føde,
og vil sit eget Leje tornestrø?)
og om Han Selv, der leve skal blandt Aander,
vil vende nedad Blodets Strøm tilbage
mod Dyrene og dukke sig i Drifter,
istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil
at svæve opad til de høje Frænder.
Dog, glemmer Han at søge Kundskab, vil
det mangefarvte Liv i hans Erfaring
med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne)
sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge
sig til hans Inderste: i hans Erindring.
Saa døer han altid klogere end han fødtes.
Og det gjør alle Liv jo? thi se Løven,
der bærer fulde Manddom i sin Man,
er klogere, ei mere modig blot,
end da som Hvalp den famled blind i Reden
og hang ved Yuret som en Snylteplante.
Dog ville Jordens Herskers klareste
Begreber ligne Aanders Følelser,
mod Disses Jorden liig i Chaos sænket
mod nu forherliget i Solens Lys.
Saa, hvis han var paa hiin den store Klode,
der straaler over os fra Zenith, og
hvis Herskere, i stolt Dumdristighed,
naar deres Lyster som Vulkaner brænde,
tør stoppe til Samvittighedens Øre,
som Gud har lagt til deres Indre, saa
de finest Rørelse i det kan høre
-- for Aanderne da kosteligst Klenod --
|
| d.II,b.6,s.34 |
maa Jordens Hersker agtes for et Dyr,
og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken.
Dog her, hvor han er Enehersker,
han vandre opreist som et Scepter!
Hans Styrke være kun Udholdenhed!
Hans Skjelne-Evne mellem Godt og Ondt
liig Blindeormen, som sig frem dog famler!
Af Vellyst zittre han ved hvad er skjønt,
og kalde uden Prøve Dette Godt.
Han hade Alt, hvad Sandser hade, skjælve
af Frygt for Døden, naar han seer et Liig,
og flye for Soten og for Smertens Skrig!
Dog gjør hans Svaghed ham til Jordens Herre.
Han seer med Afsky Ørknen; ogsaa der
det Sandsebarn vil sig paa Blomster hvile.
Thi lader Kilderne han didhen ile.
Igjennem mørke Skov han baner Vei
for lyse Eng; og, hvor han træder, ned
sig gyldne Agre bøje i hans Fjed.
Det klinger i det hule Fjeld, og Malmen
han lader springe frem deraf som Blod.
Af Ulven lærer han, at han kan boe
bag Ulvevams i Sne og Sno.
Hans Kløgt bevæges af hans Frygt. Han gjør
til nøgne Haand af Staal og Kobber Klør.
Han efterligner Løvens Tand i Staal,
og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal.
Ham Tigrens Ryg blier Mønstret til en Bue,
som spænder sig med Pilens Kobberlue.
Som Krokodilens Svands Han Pantsret smeder,
og gaaer i Kamp og slaaer og redder
de angste Liv, der gjerne til den høje
Beskjermer nu i Offertog sig føje,
og underkaste Liv og Kraft hans Lov,
for farlig Frihed i den vilde Skov.
Han bliver da, skjøndt Aadsler vise, at
der er ei Grændse for hans Vælde sat,
ei Livets Ødelægger men Bevarer,
|
| d.II,b.6,s.35 |
der skifter ud med Mildheds Palmestav,
og ei med Vredens Tjørn, iblandt dets Skarer
Fredslovene, som han for Jorden gav.
(Det dages. Et hvidt Menneskepar sees slumrende.)
Æoner.
Hil Jordens sjette Dag!
den Tusindfold Signte, hvis Gry,
med Moderens Øje,
først skal Herskeren skue!
Han er der, Herskeren!
O, hvor yndige Skikkelser,
liig elskende Aanders Drømme,
Han og hans Mage!
I Søvn under Eken
Aanden med Støvet
parres og vænnes
til Ro i sin blodophedede Bolig.
Vaagen han snart
modigen griber
Bevidsthedens Spær,
udraabende Aandernes
Løsen: Jeg er!
Akadiel.
Hil Jordens Herre! Hædret Jorden er.
Dens Herre er et Menneske, dem liig,
der styre hist paa Kloderne i Rummet.
Men her er ikke, som paa disse,
i Kjæmpelegemer -- hist som af Damp,
hist som af Alabast -- en Flammesjel,
der, liig Vulkanens Søile mod det Blaa
og Dagens Lys, mod selve Gud tør trodse.
Han grubler ei som disse og fortvivler.
Det Højeste, hans Sjel sig hæver til,
vil Indsigt blive af sin egen Ringhed.
Hans Sorger sidde løst som Mos paa Bark,
ei som i Hines stolte Hjerter fast
som dovne Skorpion. En Igelsværm
|
| d.II,b.6,s.36 |
af mørke Tanker, Overmodets Grublen,
udsuger Disses Livsfryd, graver sig
i dybe Rynker paa den ædle Pande
og lægger Æg i selve Sjelen, der
til Nag udklækkes i den anden Verden.
Fordi de Almagts Herredømme maae
erkjende Selv, de rundt sig kue Livet
og throne i en Sump af Blod og Sved;
og, som om eget Liv de hade,
de øde eget Blod og slide vildt
i Nerverne, der binde dem til Støvet.
Men naar slig Aand opdager i sin Rasen
hos Himlen samme Smiil, at i sin Kamp
han var som Træet, der i Bølgen dukker
sig op og ned, men bliver lige heelt:
saa digter han sig frem en Afgrund, hvor,
naar Dødens Tand har overgnavet Lænken,
der holder ham imellem den og Himlen
i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse,
Han ene, uafhængig (ja hvis Han
den Værste blive kan, med vildest Hær
af Lidenskaber, ført af Djærvhed an)
kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt
til Spot mod Himlen og den Jord, han saae.
Men slig sig Selv fortærende en Sjel
fandt ei i Jordens Menneske sit Udtryk,
hvis bløde Linjer synes formte
af hviden Sky ved Vindens lette Spil.
Var han med Vinger dækket, og dog sat
i Skyens Buur paa denne Verdenskvist,
da kunde spaaes, at han, utaalmodig
ved saa at hænge, vilde plukke
sig Selv og Hvad han fandt isønder.
Men se, Ham lavest Træ er høihvalt Telt!
han sover under Busken med sin Mage!
Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette
som Solskin) hvis hans Kind var skarp
|
| d.II,b.6,s.37 |
(ei denne hvalte Morgensky) hans Pande
var mørk (ei denne glatte Svanevinge)
og Øjet rødt (ei dette Dueblaa) --
da spaa i ham en Skabningens Tyran,
at Jorden blive vil hans øde Borg!
da spaa Aljorden Skræk og Himlen Sorg!
Men i hans Skjønheds bløde Vuggedragt
har Gud kun mindste Aandefoster lagt;
og Han af Nød kun dræbe vil, og tæmme
kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme,
at mindste Vinge hæves indenfor
hans Vældes Grændsers vide Trællesnor,
at fjernest Hjerte dog er hans Klenod
og fjernest Aare er hans Riges Flod!
Han veed jo selv, at svag er han som vældig
og at hans hele Legems Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig,
en Honningdugg i Gravens aabne Mund.
Hans Lunge aaben staaer for Pestens Pust,
paa Kinden falder Svindsots røde Rust.
En Sorg? -- der brister ned det stolte Værk;
et udbrændt Kul er Hjertet; Læben sort
er Ormenes raadne, nedsjunkne Port,
og Øjesafiren, hans Herskerkugle,
er bleven et Korn for Ravn og Ugle.
Æoner.
End rinder Hans Blod
isøvne sagte.
Halvlukte Zwiebel
er end Hans Hjerte.
Hans Vaagnen vil være
som Tempels Aabning.
Og i dets Indre
med Ild staaer skrevet
hans Gudemærke:
"Jeg er! Jeg er!"
-- det Raab, hvormed
|
| d.II,b.6,s.38 |
sin Livsfest han aabner
og vil den ende,
naar Sandsers Frydblus
ei mere brænde --
det Løsen, hvorpaa
ham Aanderne kjende,
naar gjennem Graven
han let er vandret
som gjennem en Sky --
Bevidstheden, at,
liig Demanten, kan
hans Selv ei knuses.
Nedstødt i Dybet,
til Rum forviist
hvor Stjerne ei lyser,
i Jordens Midte
af Ild begravet,
bestandig tindrer
det frem deraf.
Akadiel.
Menneske vaagn! Den trofaste Sol
vækker dig op paa din Konningestol,
i din herlige Hal
med Skybaldachin,
baaren paa Søiler af Morgnens Rubin
og Aftenens Buer af røden Koral.
Af Tordner den ryster,
den flammer af Lyn.
Det rædsomme Syn
din Sjel kun forlyster
med helligt Behag.
Du siger da rolig:
"et Tempel er nu min Bolig,
af Fakler opfyldt og af Cymbelslag."
I Hvælvets dybblaa, rolige Høje,
evindelig klart over Skyerne spændt,
|
| d.II,b.6,s.39 |
se Du din Faders alvorlige Øje,
Menneske, paa dit Hoved henvendt!
I Jorden Du elske din Moder ømt!
Gud har dig skabt; Hun om dig har drømt.
I Dyrenes Stimmel
Du fuldt af Velsignelser se hendes Skjød!
I Planternes Vrimmel
den Kjærliges Melk, som til Næring udflød!
Ja se i Vulkanen, som hist opstaaer
af Højen, der bølger som Teppener bløde,
din stærkeste Tjener, Ilden, der gaaer
med ydmyg Hyldelse Herren imøde!
Slut fra dig Selv og fra Alt,
som rører sig rundt dig af Livet bemalt,
fra Verdner, som vrimle
i høje Himle,
fra Leviathan og Kryb
i dybeste Dyb,
til Gud!
For Sjelen bag Hjernens snehvide Fold
Øjet er Tolken og Tungen Hærold.
I trestemmet Chor
den henrykte Sjel, den jublende Mund,
det straalende Øje bryde da ud
i Erkjendelsens Stund:
Se Gud er stor!
Af Fugl under Sky og i Skov
lær du din Høitidslyd:
"Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er jo Fryd;
for mig er Fryd og Ære!"
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er mere end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
i blaanende Fjerner
de blinkende Stjerner
det over din Hjemstavn hviftende Løv,
ei glem!
|
| d.II,b.6,s.40 |
Din Throne bestig!
Skabningen hilser dig.
Ørnen i Sky
kan fra din Arm ei flye.
Hvalen i Havets Hule
kan sig ei skjule.
Vel maa han mærke
paa Stranden den Stærke.
. . Løven paa Flugt og Tigerens Lyn?
Eja, de flye for et Menneskes Syn.
Hersk over Dyret!
over dig Selv, det første i Rækken!
Mildhed, ei Skrækken,
være din Kløgt og din Magt!
yndigen Styret
rundtom med rankende Blommer belagt!
Du i dit Hjerte før i din Pande
finde det Sande!
Lad din Fornuft sig med Følelsen blande
som Solen, der fletter i Skyer sig ind,
blander med Regnbuens Dunster sit Skin
og ødsler ei stedse med Middagskraften,
men Duggmorgen skjænker og Vellugtaften!
Da hersk over Alt,
Blivet i Støvet har støbt og malt!
Betydningen vær i den nyskabte Jord.
Mening og Sjel i det Almagtens Ord
i Verden, Guds Sprog til sig Selv,
det stjernebeskrevne, som toner
fra Zoner til Zoner
fyldende Hvælvenes Hvælv!
(Akadiel og Æonerne forsvinde).
|
| d.II,b.6,s.41 |
|
| BLA BAKOVER |