|
Henrik Wergeland, II. Digterverker: 6te Bind 1845
|
| d.II,b.6,s.1 |
En Omarbeidelse af "Skabelsen, Mennesket og Messias", udgiven med Under-
støttelse af det kongelige norske Videnskabers Selskab i Throndhjem.
Ved Mjøsen, mit Fædrelands Hjerte, høitbankende under
Heidmarkens fulde Bryster, hvor Helgø sig hæver, liig
Moderbarmens rødmende Smykke, det Drengens
Ydunsæble . .
Hvor Skreya, Skjærsommersols Herberg med guldrøde aabne
Skyport, hvor Stormens hvinende Fole og Taagernes
Vogn om Natten staaer for om Morgnen at skumme
over Sjøen . .
|
| d.II,b.6,s.2 |
Hvor Fjeldet sig styrter i Bølgerne, just hvor en Birk sig
reiser for strax med angestfuld Susen og svimlende
bøjet at springe tilbage . .
Der sidder en Dreng med en Harpe . . Hør, ti af dens Strenge
klinge som Vemods Klokker, som Sortdrosles Slag, og
ti som Helved gnistrende hvine, og tregange ti som
Templet runge, der skjælver af Hymner.
Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger!
Men tys! de sukke øde som Dalen
ingen Reisende seer.
Og over dem alle hersker nu Sorgen,
liig en guulsottig Munk.
Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger!
Men Thronen staaer øde, og under
et Havs Anarchi de jamre.
Vel, Stella, som fri Tomyris
hersk over hylfuld Ørken!
Saa tom, at ei Echo boer der
selv om dit Navn du raabte.
Ak, eller du boe i din egen
Oase, som stolt Zenobia!
Se, Øinene friske Kilder!
Læberne Jericho-Roser!
Se Kinden en Palmelund, som
glindser i Morgenrøden!
Se Tænderne palmyrenske
Søiler af Alabaster!
|
| d.II,b.6,s.3 |
Men ve! Legioner komme.
Riimhvide Dage komme.
Din Barm mørkner under Aaget;
dit Hjerte hænger som en overvunden Fahne;
Tænderne -- o Palmyras Søiler! -- briste.
Møllene summe op . . Nu er det stille.
Da, hvor er da Stella? Se her er min Harpe
med een brusten Streng!
I Himmelen først, skjøndt neppe et Piilskud fra Skreya,
et Spring fra min Plads ved den bøjede Birk,
faaer jeg den brustne heel igjen;
knælende Stella selv fletter den ind.
"Den brast" -- vil hun sige -- "dengang med ængstligt
Raab du forfulgte min legende Flugt.
Vi løb -- o uforsigtige Leeg! -- paa en Kirkegaard,
saa Begge vi snubled i en Grav."
"Stille, Elskte, stille!" -- saa vil jeg afbryde! --
"jeg fandt dig jo i din Flugt?
jeg greb dig jo her mellem Stjernerne?
Udødelighed er vor Medgift;
Straaler vor Bryllupsdragt,
din stjernehvid, min sølvergylden;
paa de Saliges Høje staaer vort Hjem;
Messias os vier for en Evighed;
Seraferne spille; vi dandse igjennem den straalende Himmel."
Se, Skjald! min Vemod bli'er Fryd, min Fryd Sang under Birken,
Sang, Sang her mellem Himmel og Jord, her hvor et Par af
Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig,
Sang, Sang om Himmel og Jord, om Sjelenes Væsen.
|
| d.II,b.6,s.4 |
Thi se, som Falken, der stiger til ensommest Høide
just naar den feil paa Skovduen skjød, da svævende roligst
ret som om intet var hændt, jeg søger min Trøst mod
Pigens Haardhed paa Eensomheds rolige Borg:
her paa mit Fjeld, paa min svimlende Afsats med Birken,
her paa min Tue, den blomstrende bløde, hvor alle
Sorgerne strax forvandles til himmelske Syner.
Der nu hviler mit Hoved, grublende over
Kjærligheds Væsen: hvorlunde det skeer, at en Kvinde
bly som hvide Nymfæ, der henunder Vandfladen svømmer,
skjøndt dens Stjerne er fuld og moden som Jomfruens Barm,
mægter min stærke Sjel at beherske ene alvældig,
som om blaaglimrende Staalnet nedfaldt i hvert Blik,
mægter mit Hjerteslags Regel at afmaale, snart som
Klokkens Drøn imod Templets Vægge, som Bølgens
Døning mod Klipperne, snart, ved et henkastet Smiil,
blidt, uhørligt, som Sommerfuglvingernes Slag.
-- Ah! Tre Sekunders Ro, og min Sjel er paa Grændsen af
Tankens og Drømmenes Riger.
Her alt Aanderne møde,
talende Nogle, Nogle blidt vinkende blot.
"Tys!" En mig hvidsker: "Engang i Skabelsens Dage et
Par af Serafer sig søgte
Hjem i Adams og Evas
slumrende Hjerter; Begge I stamme fra dem.
Ak, men igjen de kjendte da ikke hinanden; kun
ahne de kunne hinanden.
Denne Ahnen er Mandens
Elskov og Kvindens, mægtig, skjøndt famlende blind.
Selv har den ene Aand sig fra Himlen forviist, men den
Anden opoffrende fulgte.
Selvopoffren er himmelsk
Kjærligheds Væsen, elskende Aands til en Aand."
|
| d.II,b.6,s.5 |
. . Hvor ligner den Frelserens Kjærlighed!
O vor ømme Stammemoder!
Jeg Himmelens Kjærlighed kun vil besynge,
forglemme min egen, den jordiske.
Hvad taabelig Tale! thi denne jo
stammer ogsaa ned fra Himlen?
Nu veed jeg jo selv vore himmelske Navne,
hvormed vi skal døbes i Gravene.
Jeg Aanden har seet som boed i
Adams Hjerte -- mig han ligned --
og den som besjelede Evas . . O Stella,
jeg gjenkjendte dig i den Herlige!
Som Aanden du engang skal bære en
Krands af Himlens Stjerneblommer,
dit Arveklenodium; da træder jeg frem af
de Skyer, hvor i Fjernet jeg knælede.
Med lysende Blommer af Krandsen da
skal du stolt bestrø mit Hoved,
hvis dristige Løfte jeg løser: at kvæde
om Himlens og Jordens Forbindelse.
O djærve Forsæt! . . Mig ængstes
Alnaturen har hørt det.
Birken har tilsuust Sjøen det,
Sjøen mod Kysterne ruller det.
Altet ombruser mig tordnende:
"Se, Digter, er jeg ei Kjærlighed al?
Glem ikke Stjernerne! Glem ikke Blomsten!
glem ikke Ormen i Støvet!"
Og Stjernerne, een efter een, sig nærme,
liig fulde skinnende Seil;
Dyrene bryde frem ifra Skoven,
omringende mig med venlige Blik;
Ormen sig reiser i Lyngen,
stolt som en Drot, der sit Rige beskuer;
|
| d.II,b.6,s.6 |
Blomsterne, for sine Hjerter at vise,
aabne sig alle.
Alt vil besynges i Kjærlighedsdigtet,
Alt, da Alt kun af Kjærlighed er.
Angst! o Angst! Jeg overvældes
af himmelske Syner og Verdens Storhed,
af Livets brogede Hvirvel.
Altet med talløse Toner ombruser mig,
forvirrer med Synernes Mængde,
saa Jeg, der skulde midti dets Zenith
sidde liig eensomt urørlige Øje,
henhvirvles selv som et Fnug mellem Fnug.
Berømte Digter, o sad du blot her ved min Harpe,
og svalte min Pande med signende Hænder:
de Laurbær, hvorefter den brænder!
1 tilbake) Uagtet denne Dithyrambe fremstiller den 16 Aar yngre Forfatter og
ikke Omarbeideren, og saaledes kunde synes ikke her at have hjemme, frem-
træder den dog i nærværende Form fordi deri gives Nøglen til Digtets Til-
blivelse. I dens første er denne Forklaring over Forbindelsen mellem den
unge Digters platoniske Kjærlighed og Beslutningen, at neddigte et Værk af
en saadan Natur, afbrudt af hans Beklemmelse ved at føle sig overvældet af
sit Stof, ved at "Altet bruste ind paa ham." |
|