|
|
d.II,b.5,s.379 |
FORSONINGEN
ET FANTASTISKT DIGT AF J. H. SCHMAHR. KUNSTHANDLER, FORFATTER AF PROCESSEN MOD FRU SCHARFFENBERG I KJØBEN- HAVN SAMT AF DO. MOD KUNSTDOMMER HOMANN I CHRISTIANIA, M. M.
(Stændig Melodi: Gubben Noah.)
NB. Idet jeg med dette Digt tager Farvel med et høistæret
Publikum, bemærkes, at, forsaavidt deri siges, at Reisen vil gaae
direkte til Storbritanien maa dette ikke tages saa strikte, da
jeg formedelst det sildige Efteraar og høi Told paa mine Malerier
først gjør en Kunst-Vinterreise til Stockholm.
Ærbødigst
J. H. SCHMAHR
KRIG OG FRED
FORQVÆDE I EN GROTTE
Under Jorden
Mænd i Norden
maae for Gjække flye.
Her i Grottens Skygge
ere vi først trygge.
Udenfore
smaa og store
allesteder krye.
Fredens stille,
lumre, milde
Sol dem yngler frem.
|
d.II,b.5,s.380 |
Libyens Palmekrat er
fuldt af Abekatter;
men vor kjære
By desværre
flere har af dem.
Gid den linde
Fred forsvinde,
som slig Yngel har!
Gid en Storm maa komme,
fuld af Himlens Domme!
Landet taber
sine Aber;
men Gevindst det var.
Kornet vilde
sig udskille,
Sæd fra letten Avn;
Avnen vilde gyve,
udaf Landet flyve;
kun de Bolde
det beholde
vilde i sin Favn.
Det er stille,
ganske stille
som en Foraarsqvel.
Stormen vil ei fnyse,
Baunen vil ei lyse,
Blodet kultner,
Marven multner,
syg er Folkets Sjel.
Usle trives;
de belives
i sligt Solskinsveir.
Derfor vil jeg tage
en Guitar og klage.
|
d.II,b.5,s.381 |
Heller skarpe
Pauk og Harpe
slog jeg an til Seir.
Fantasere,
qvinkelere
vil jeg blot i Qvel:
danne Arabesker
vildt som Grottens Fresker:
Disse Stanzer
ere Krandser
deraf om mig Selv.
Mig Cithrinkens
Strengeblinkens
Trolddom vækket har.
Helte og Trofæer
skabe kun Tyrtæer.
Fred og Gjække
kan kun vække
op til Sange
SCHMAHR
FARVEL TIL NORGE
Snart i Havet
skumbegravet
dykker Norge ned.
Gid med det forsvinde
i min Sjel hvert Minde
om de Dage
jeg fik smage
der af Bitterhed!1
|
d.II,b.5,s.382 |
Jeg blier gammel.
Skal mit Skrammel,
skal mit Skrogs Skelet
dybt i Englands fede
Græsbund faae sin Rede,
hid dog over
Havets Vover
Geisten flyver let.
Over spidse
Bølgers Isse,
i Petrellens Fjed,
over Doggerbanken,
lynildsnel som Tanken,
skal min hvide
Skygge skride
hoppende afsted.
Midtpaa Gaden
her i Staden
pludselig jeg sees.
"Himmel! Hevn og Dommen!
Gamle Schmahr er kommen!
Han med blegen
Fingerpegen
bød os sin Proces."
Da de svarte
Knebelsbarte
paa saamangen Gjæk
(thi det gamle Rige
mangler ei paa Slige)
ville blive
børstestive
af forstenet Skræk.
Skal saa ærligt
Folk, saa herligt
Land, saa ætberømt,
af slig Race plages?
|
d.II,b.5,s.383 |
Nei, den væk maa jages!
Derfor kommer
næste Sommer
jeg igjen som Skrømt.
Lange, snare
Pilgrimskare
af de vilde Gjæs
kort er mod den Række
halvfransøske Gjække,
som min bidske
Geist skal pidske
ud fra Lindesnæs.
Som Torbisten
udpaa Qvisten,
skal den sidste Nar
sig paa Næssets Ende
reent fortvivlet vende;
men i Ryggen
har han Skyggen
af den gamle Schmahr.
Rappe Jagte
maae de fragte,
eller gaae tilsjøs
i omkaps Uorden
hovedkulds som Hjorden,
det forlorne
helvedsvorne
Gergasus slap løs.
Før fra Norden
over Jorden
vandred Helte ud.
Nu da, til Forandring,
skee en Narrevandring!
Med Forfærden
vil da Verden
atter be' til Gud.
|
d.II,b.5,s.384 |
Der vil messes,
der vil læses
i hver Kathedral.
Carolingens Klage
Frankrig vil gjentage:
"Fri os, Herre!"2
endnu værre
jamre ud det skal.
"Fri os bare
for de Narre!
Send os heller Mænd!"
Et højtidligt Amen
udfra Notredamen
vældigt bruser,
dumpt det suser
over Seinen hen.
TILBAGEKOMST
Men kan hænde,
at min Ende
endnu Anstand har.
Ville I da tage
kjærligt mig tilbage?
Gjerne leve
vil blandt gjæve
Normænd gamle Schmahr.
Jeg vil bytte
for en Hytte,
Norge, i din Dal
prægtigst Gaard og Lade
selv i Vestergade,
ja i Løbet
gaae paa Kjøbet
gylden Kongesal!
|
d.II,b.5,s.385 |
Hyttens nøgne
simpeltstrøgne
Væg af Furutræ
flux blier omfortryllet
af Correggios Billed
til en prægtig
Hal i mægtig
Konges Lystpalæ.
Døden skrider
ind omsider
ad min Hyttes Dør.
Men i taus Beskuen
mildnes hen hans Truen;
Seglen gjemmer
han, og glemmer
mig, og gaaer som før.
MØDET
Efter rundne,
lumpent svundne
fyrgetyve Aar,
blier i Perspektivet
mig paa Gaden givet
et forunder-
ligt Vidunder,
som paa Buer gaaer.
Ja paa tvende,
som sig vende
mod hinandens Hvælv.
Slige pedes have
baade Ryg og Mave;
slige Lægge
bukke begge
for hinandens Selv.
|
d.II,b.5,s.386 |
Vindes Skare
kunne fare
gjennem dette Hul.
Sande Theorier
om Periferier
Folket lærer,
ja om Sfærer
og Struktur af Hjul.
Mon en Cirkel-
passer virke-
lig, magnetberørt,
kan sligt Liv meddeles,
at den fuldt besjæles,
og spadsere
kan medmere?
Sligt er aldrig hørt.
Kort da! Gadens
(som er Stadens
Bondstreet) Perspektiv
viser i den ene
Ende tvende Bene,
lige Gjorden,
der er vorden
lagt om Tøndens Liv.
. . Himlen skjærme
mig! de nærme
sig, som en Dressin,
rullende paatverke
gjennem Gadens stærke
Folkevrimmel . . .
Frels mig, Himmel,
i en Port nu ind!
Niagaren
i sin Faren,
Sarpens Riven-hen
|
d.II,b.5,s.387 |
ere, ihvor rappe,
imod Skjebnen slappe:
Jeg og Manden
mod hinanden
førtes dog af den.
Mødt i Farten
har jeg Parten
just i min Proces.
Han er gammel bleven,
Panden fuldt beskreven,
Haaret visnet,
sølverisnet,
blegt som tørret Græs.
Begge ville
Vi staae stille;
Ingen Synet troer.
Munden, overrasket,
hænger slap og lasket.
Øjekuglen,
som paa Uglen,
stirrer stiv og stor.
Men vi lægge
fluxen Begge
Haand til Hat med Buk.
"Er De ikke, Kjære . . ?
Har jeg ei den Ære?"
"Jo, min go' Mand,
jeg er Homann!"
svarer han med Suk.
"Hvorfor sukke?
Lad os lukke
os i Aften ind,
os en Bolle lave,
hvori vi begrave
et forvittret
Had, som bittret
engang har vort Sind!"
|
d.II,b.5,s.388 |
"Vel, som sagt er,
vi os agter
sammen Arm i Arm
til et Sted, hvor Vreden
kanskee var forleden,3
men hvor denne
Qvel skal ende
tvende Gubbers Harm."
Piben damper,
milde Lamper
fylde Rummet med
en Slags Efterlignen
af den Freds Velsignen,
som i blide
Straaler glide
paa os begge ned.
Nok et Bæger!
Det bevæger
Gubbens gamle Bryst.
Slukt er Vredens Fakkel,
Soningens Mirakel
skeer i Sindet,
som forblindet
fandt i Had sin Lyst.
Nok et Bæger!
Intet læger
bedre gamle Saar.
Efter sex en Muse
vil mig ildberuse.
Dithyramben
flyer paa Jamben,
naar jeg otte faaer.
|
d.II,b.5,s.389 |
Aanden river
hen, den giver
mig en Hymne ind,
en Triumfs, en bister
over de Jurister.
Homann hører
den, med Øret
lænet til min Kind.
TRIUMFHYMNE OVER JURISTERIET
"Sankt Georg! vel glimrende meer var din Strid,
da Dragen du fælded i Fabelens Tid;
det skinner vel meer,
i ridderligt, sølverne Pandser,
med Guldpailletter og flagrende Fjer,
at spække et Monstrum med funklende Landser;
men, hellige Georg, den Edder var lind,
som pusted sin fugtige Ild i din Drage,
og malte med spraglede Flammer hans Skind,
mod dette forgiftige Blod,
der livner den Slange, hvis Tænder nu knage
under min Fod.
Men, Georg, meer skjult laa din Drage ej gjemt i sit Krat,
end bag Formularerne den jeg har fat.
Men se! som du stak
i hvislende Dyb uforfærdet
din Næve, i Dagslyset Monstret fremtrak,
og kløved dets bævrende Bugter med Sværdet:
saa splitter jeg Formlernes snirklede Stads,
og Udaadens Aasyn jeg seer under Skriften
saa blegt som Forræderens bag sit Kyrads.
Med sanddrue Øjes Lancet
jeg aabner dens Hjerte, den Bylde, af Giften
svulmende mæt.
|
d.II,b.5,s.390 |
Bretlands St. Georg! det brusende Storocean
var Dragen, du vog, med den flyvende Man,
dit Spyd var en Mast,
en Kjøl var din susende Klinge,
som kløvede Modstanden iilsomt og hvast,
og Storhavets stribede svulmende Bringe
med Skarpsindets Staalhandske tøiled du myg . .
. . Men Jeg? Se, en sortsmudsket, syndrynket Hjerne,
en fuul Prokurators bugtede Ryg
er Havet, er Dragen jeg slaaer:
Jeg snogslaaer en Barm, at den Eddercisterne
Aabning dog faaer."
MORGENEN
Naar Garçonen
i Salonen
aabner Kamrets Dør,
seer han mig og Homann
meer liig een end to Mand.
Kun i Eden
saae man Freden
saa livsalig før.
Mig, saa bister,
paa Jurister,
Ham, min Contrapart,
Correggios Forhutler,
bag en fire Butler
seer han drømme
sammen ømme.
-- O vidunderbart!
Ved hans Hjerte
al min Smerte
seer han dulmet ind.
Ja vi sammentrykker
Pander og Parykker,
|
d.II,b.5,s.391 |
somom Ening
var vor Mening,
ja i Krop og Sind.
Han maa ikke
paa os stikke,
vække os, den Nar!
Sammen, som forfulne
Hveps, vi vilde smulne,
som de hule,
tørre, fule
Myg i Januar.
Mellem Døde
hint vort Møde
hist paa Gaden var.
Er man død og glemt i
næsten Vintre femti,
af vort Eget
ikke meget
vi tilbage har.
Men naar over
mig, der sover
ved min Uvens Bryst,
Domsbasunen skralder:
Støv og Aske falder,
Straalefjere
sammen bære
os til Himlens Kyst.
Naar den lyder,
Livet bryder
frem, som bundet var.
Naar Basunen toner,
to Papilioner
himmelfare.
Engang vare
Homann de og
SCHMAHR.
|
d.II,b.5,s.392 |
EFTERSKRIVT
Om Morgenen vil jeg lade mig lære at spille Topp, paa min
gamle Alder.
Ad Formiddagen til, vil jeg gaae ud for at kjøbe Igler for at
borthænde til Udlandet.
Længere ad Formiddagen vil jeg lade mig underrette i at beregne
Trep Trap Træskospillet.
Om Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning i Fransk for at
lære at benegte.
Længere hen paa Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning paa
Violin af en god Mester.
Om Aftenen vil jeg gaae hen til Hr. Oldenborg Fly! Fly! der
beverter mig med en Snaps Cognac NB. til 24 Skilling.
1 tilbakeVariant: Om de Gjække, som bedække der hver Gade bred. 2 tilbakeLibera nos, o domine! a furore Normannorum! 3 tilbakeNB. Café Royal. |
| BLA BAKOVER |