HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842



SCENE I
(Udenfor "Nyregranskerens" Officin.
Pirkom,

Langkork
og
Bier
).



Langkork.

   Hid maa han dog komme saa vist som Ræven til sin Hule
engang i Døgnet.



Pirkom.

   Hør her, jeg har rablet en Silhouette. Kjende I Manden?


           "En Samiel i mørke Ansigt saae,
           En i hans Træk kun Rottehaler graae,
           En i hans skumle Griin saae Øgler lure,
           En saae Tarantelklo i Næsens Fure
           og Krabbesax i Fingeren paa Panden,
           naar granskende han søgte om Forstanden."

d.II,b.5,s.327  

Langkork.



           Ei, alt jeg kjender Manden.
                      Det er jo selve Fanden.



Pirkom.



           Vinæger er det. -- Han og ingen Anden!



Bier.

   Jeg indbilder mig, at han maa ligne Fanden gjørende Pøni-
tentse, saa suur seer han ud nu.



Pirkom.

   Skuffede Forventninger om Skillingen, han engang talte om.
Men den Suurhed er en Skimmel paa Ondskaben. Og mod
denne hjælper intet Engelsk Salt.

("Nyregranskeren" leveres ud).



Langkork.

   Her er Bladet! Ja var det ikke det jeg vidste! Neppe var
han kommen hjem og havde lænset sine Lommer for de elendige
Kieser af i Kisten, han nu ruger over, før han gav sig til at
skamskjænde Leontodons patriotiske Digte, og det netop hvor
de nationale Akkorder sloges an.



Bier.

   Lumpent!


Langkork.

   Og nu sønderriver han i dette Nummer hans Sang under
Bjerken:


           "Det er min Sjel en frydfuld Trang
                 at gjæste Norges Dale."

Der maa stikke noget under.



Pirkom.

   Ja først et Lag af Ondskab og saa atter et Lag af Ondskab
og saa videre ned i Dybet, indtil man naaer Lavhedens Urstrøg,
hvorpaa hans Tilværelse er bygget.

d.II,b.5,s.328  

Langkork.

   Naar jeg spørger ham om Aarsagen til denne Forfølgelse,
siger han, han har sine egne Grunde.



Bier.

   Han vil komme til at opgive dem.


Pirkom.

   Men hvad tager Leontodon sig for?


Langkork.

   Øver sig temmelig ørkesløst paa sin Strengeleeg.
(De gaae.
Vinæger
kommer).



Vinæger.

   Her gaaer jeg og snuer paa Skillingen hele Dagen uden at
Miraklet vil begynde, som forjettet er; men hjalp ikke første
Nummer, saa skal s'gu dette.

(Gaaer ind).

SCENE II
(Under nogle Træer. Maaneskin.
Krystalline.
Strax efter Kobolden
Kontant
).



Krystalline.



           Kobold! sorte, genialske
           Kobold, hjælp din Dronnings Datter!



Kontant.

(flux tilstede).



           Held os, om du kommer atter!
           Thi du har, som vel du veed,
           alle Vores Kjærlighed.



Krystalline.



           Hevn Retfærdigheden!

d.II,b.5,s.329  

Kontant.



                                         Ak!
                      Den er død for længesiden:
           Morgenbladet hugg og stak
           til der Liv ei fandtes i den;
           Nella over den holdt Talen,
           kold som Iis og Marmelsteen,
           Granskeren som Nat-Schakalen
           grov saa Liget op igjen,
           forat gnave paa dets Been.



Krystalline.



           Hevn da mig!



Kontant.



                             Det vil jeg før.
           Sysselsat just udenfore
           Huldrehallens Hoveddør
           med i Maaneskinnet vore
           smaa Granater om at blege
           til demantne Rosenstene,
           hørte jeg dit Raab, og kom.



Krystalline.



           Jeg behøver kun dig ene,
           et Minut af dine Lege.
           Yd den Hjælp, jeg trygler om!
           Hjælp mig, hvis jeg kan besværge
           lunefuldeste blandt Dværge,
           grimme, lystige Kontant.



Kontant.



           Komplimenten var galant.
           Men, hvis Bleghed ei var finest
           Sminke over Qvindes Skjønhed,
           vilde jeg den gjenbetale.

d.II,b.5,s.330  

Krystalline.



           Hør! Et Trold blandt Mennesker,
                      Menneske dog ei blandt Trolde,
           har sin Pen, al Ondskabs Glavind,
           hvæsset mod en Skjald, jeg ynder.
           Af min Moder, som vil tvinge
           mig at vælge mellem vore
           underjordiske Poeter,
           Maaneskin og Taageblik,
           ved et Løfte og en Dynge
           Kobberkies, hvorpaa han ruger,
           er han bleven huult bestukken.
           Irret deraf er hans Avind
           endnu meer end forhen bleven,
           og hans Blod, som smeltet Kobber,
           sydende igjennem Aaren,
           driver ham til Synd paa Synd.
           Han, hvis Ilske fører Navn af
           graa catonsk Patriotisme,
           drive vil, endskjøndt hans Land
           ejer ikke flere Skjalde
           end dets Graasteen gyldne Druser,
           en af hine til at knuse
           vildt mod Fædrelandets Fjeld
           Strengelegen, hvormed Han
           kaldte frem en af dets Geister.



Kontant.



           Lumpent!



Krystalline.



                       Saa du føler det?



Kontant.



           Kobold skjøndt, har jeg dog ei
           Graasteen eller Sop til Hjerte.



Krystalline.



           Letsind straffes maa med Straf.
           Straf er altfor mild for Lasten.
          
d.II,b.5,s.331              Last maa straffes med sin Løn,
           med at den sit Maal kan naae,
           med Betaling, men indviklet
           i et Omslag, en Bestalling
           af en stemplende Foragt.
           Derfor, hvergang hiin Vinæger
           skjænder Sandhed og sig selv,
           (saa modsatte disse ere)
           rottegnavende just der
           hvor hans sløve Sands fornemmer,
           at en Stanzes Hjerte slaaer,
           flux du træde til ham ind,
           og paa Pulten lægger taus
           bukkende en Kobberdank.


Kontant.



           Jeg forstaaer dig: Danken var
           Kritikussens Honorar.
           Men, ved alt hvad der er helligt,
           vi ham skylde for Forskjelligt
           vistnok da en Mark i Smaat.



Krystalline.



           Gjør som jeg befaler.



Kontant.



                                   Godt!

(Forsvinde).

SCENE III
(
Vinæger
paa sit Værelse. Han skriver con furore. Siden
Kontant
).



Vinæger.

   . . Gid der fløi Gnister af Pennen! Gid, gid! Nei se saa!
(Slaaer Pennen af.)
Der er Beviset forat han ganske umulig nogen
Gang for Eftertiden kan blive begeistret. Det skal selv Blasen-
feldt lade mig ugjort, skjøndt han ogsaa kunde fortjene en Be-
lønning af de Underjordiske fordi han staaer mig saa redelig bi
d.II,b.5,s.332   i at gjøre den Helvedes Poet kjed af sin Strengeleeg. Men det
skulde undre mig, om han ikke har været dernede før mig, for
det lader til, at Han kan Kunsten at faae Dalere af Skillinger.
Han var ogsaa unegtelig selv slaaet til en Skilling, men er dog
bleven til en Daler, skjøndt rigtignok Sletdaler. Og jeg har dog
(i Nyregranskerstiil) "trælet saa trut," og endnu -- nei! skjøndt
det ikke mangler paa at snue Skillingen, bliver den dog en Skil-
ling, saa den Underjordiske vel endnu ikke maa være fornøjet.
Men denne Literaturartikel, som jeg vil kalde den, haaber jeg
skal -- -- --
(
Kontant
kommer ind, lægger taus og bukkende, med Eftertryk, en Skilling foran
Vinæger
, der
sidder som forstenet ved Synet af
Kobolden
, hvis Farve changerer, med hvert Skridt, han nærmer
sig, gjennem alle Nuancer fra Sort over hele Kroppen til glødende Rødt. Dette naaer sit Høieste
i det Øieblik han lægger Skillingen klingrende ned, og gaaer over til Glødhvidt og Askebleghed indtil
han igjennem en Mængde blegnende Nuancer forsvinder).



Vinæger

(samlende sig).

   Gud være mig arme Synder naadig! . . Nei, nu er det over.
Og det er dog altid en Skilling, Gripomenussen lod efter sig, og
maaskee netop Lykkeskillingen.

(Griber den).
Au, den er "gloendes
heit!" Nei det er heller ikke den. Saa vil jeg gaae paa Fiske-
bryggen og kjøbe mig et godt nyt Skjældsord for den af en
Matros, saa saftigt som en Bus. Naar han saa faaer sligt i Fjæset
efter en af disse nationale eller poetiske Sange, og Blasenfeldt
i sin store Avis forsikrer Publikum om at det er billig Behand-
ling, saa tænker jeg den Underjordiske holder Ord.

(Gaaer).

SCENE IV
(Landlig Egn. Graa Morgen.
Leontodon
med Langelegen.
Krystalline
bag Scenen).



Leontodon.

   Natten har ogsaa bedugget mig med Kulde og Rolighed. Maatte
jeg ikke blive vanvittig, om mit Hjerte ikke var roligt? Men denne
Strengeleeg vil jeg hænge tilbage hvor jeg fandt den. Den har
forført mig til ørkesløs Poesi, og kun bragt mig Smerter.



Krystalline.

   Det er uværdigt. Du vil kunne bedrøve din Veninde dermed.
d.II,b.5,s.333  

Leontodon.

   Hvem er du?


Krystalline.

   Dine Strenges Aand. Føler du Smerter naar du har Strenge-
legen ved dit Hjerte?



Leontodon.

   Nei! Den er min Glæde og mit Liv.


Krystalline.

   Saa stød ikke din Glæde og dit Liv fra dig!


           Hjertet styrkes ved at lide,
           Armens Muskler ved at stride,
                 Stemmen hæves i en Blæst.
           Først en Mand, hvis Kraft ei svigter,
           saa en freidigsindet Digter; --
                 dette er dit Kald dernæst!



           Sørger du, -- da blot en Strimmel
           Lyseblaat af Foraarshimmel,
                 og du juble vil af Lyst.
           Du, hvem Duggen kan beruse,
           siig, hvor er den Magt, der knuse
                 kan et saa fredsaligt Bryst?



Leontodon.

   Velan! Wergeland har jo sin Gransker paa Nakken, som jeg
min Nyregransker, og Retfærdigheden kan være Hip som Hap.
Jeg vil synge om min, som han synger om sin i en Foraarsvise:



                 "Foraaret drager
           nu i Triumf over Bakke og Dal,
           Kilderne spille paa Blomsternes Bal.
                  -- Granskeren gnager.



           Echo.
           Granskeren gnager.

d.II,b.5,s.334  

                 Himmelske Straaler
                      skyde i Mulden; som Blommer igjen
           vende de fagrere atter fra den.
                  -- Granskeren gnaaler.



           Echo.
           Granskeren gnaaler.



                 Himmelen skinner,
           Elvene glindse, det lysende Hav
           speiler en Jord af Smaragdsmykker af.
                  -- Granskeren griner.



           Echo.
           Granskeren griner.



                 Guldrøde Miner
           aabne sig i Tulipanerne alt.
           Gransker! i dem maa du ta'e dig betalt.
                  -- Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner."



           Echo.
           Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner.

SCENE V
(Hos
Vinæger
.
Pirkom
,
Langkork
og
Bier
siddende hos ham. Siden
Kontant
).



Vinæger.

   . . Lidt bort fra den Kiste der, Mhrr, siden jeg nu endelig skal
have jert Besøg. Damn'd!



Pirkom.

   Vi bryde os ikke om dine Kieser; men vi komme forat høre,
om du ikke snart vil holde op med at tilhutle vor Vens Poesier.

d.II,b.5,s.335  

Vinæger.

   Jeg er nu engang kommen i Vane med det, seer du; sligt er
ganske paa sin Engelsk; jeg har ingen andre Literaturartikler til
Nyregranskeren, og desuden har Blasenfeldt og jeg deelt ham
imellem os, saa vi have lidt at flænge i hver paa vor Kant.



Pirkom.

   Stol ikke paa den Makker længer. Han er bleven gal af Hov-
mod, fordi han havde en stor og ikke en liden Avis under
Hænder, og er nu sat fast. Det gik ham som en Dreng der
var kommen op i en Luftballon.



Vinæger.

   Fanden ivold med ham! Jeg er Karl for at gjøre det alene.
Her har jeg nu alene just expederet Leontodons Sang:



           "Ve dig, Skjald! det er din Død
                 synger du herhjemme."

(Kobolden
Kontant
kommer som forrige Gang, og lægger Skillingen klingrende paa Bordet.
Vin
-
æger viser Udtryk af den højeste Forfærdelse).



Langkork.

(Forbauset til Pirkom).

   Det kan ikke være rigtigt med ham, for saae du det frygtelige
Ansigt, han pludselig satte op? Haarene kunde reise sig paa
Ens Hoved ligesom de gjorde paa hans.



Vinæger.

   Ve mig! ve mig! Det var syvende Gang han var her.


Vennerne

(i Munden paa hverandre).

   Hvem? Hvad i al Verden?


Pirkom.

   Saa mange Gange har du skjændet Leontodon, og han tilgivet
dig.



Vinæger.

   Saae I noget? O Gud hjælpe mig for den fordømte Skillings-
kontrakt, at pine Langelegen af Hænderne paa ham!

d.II,b.5,s.336  

Langkork.

(hvidskende).

   Han maa være bleven gal ligesom Blasenfeldt.


Pirkom.

   Ja dette er virkeligt Galskab; men før var hans Raseri deri
forskjelligt fra andet, at det ikke begyndte, voxede, kulminerede
og aftog, som dette plejer, men var altid lige stærkt.



Vinæger.

   Ligger der kanskee ikke en Skilling paa Bordet? Tag i den,
skal du brænde Fingeren.



Langkork.

   Jo, en afdanket en ligger der rigtignok.


Vinæger.

   O! o! Skammeligt Bedrag!

(Afs.)
Først kom der Toskillinger,
men sidste Gang en enkelt, og nu en, som ikke gjælder. Det
maa være fordi jeg endnu ikke har udrettet noget.

(Springende op).

Afvejen! Pen og Blæk hid, og saa Noget, som kan forslaae!



Langkork.

(Til de Andre).

   Han bli'er galere og galere.


Vinæger.

   Ja er det ikke til at blive gælen over?


Langkork.

   Vi maa tro du er det, naar du kan snakke saa.


Vinæger.

   Saasandt jeg lever, var ikke den lille Sorte der. Gud hjælpe
mig, den rædsomme lille Sorte.



Pirkom.

   Siden du har Syner, har du da nylig seet Mr. Thicktackkle?
d.II,b.5,s.337  

Vinæger.

   Ja, han var her igjen, og saaledes vil det vedblive -- ve mig!
saaledes vil det vedblive til jeg gaaer fra Forstanden. Og I saae
Intet, det vil I indbilde mig? Først sort, saa alle mulige Kulører.



Pirkom.

   Saasandt dit rette Navn burde være Eddik eller endnu rettere
Øleddik, maa du være bleven gal.



Langkork.

(Til de Andre).

   Ja, Vi maae . . Der bliver intet andet for . .


Vinæger.

   Og I veed ikke -- men jeg vil tilstaae det -- at jeg har været
i Bjerg?



Bier.

   Nei naa! Kom nu, Gutter!

(Holder Vinæger).



Pirkom.

   Han er bleven afsindig. Vi maa søge at faae ham i Forvaring.


Bier.

   I Daarekisten med ham!


Langkork.

   Det bliver nok det bedste.

(De føre ham ud).

SCENE VI
(Udenfor en Daarekiste.
Blasenfeldt
med en Papiirkrands om Hovedet stikkende udigjennem
Sprinklet. Siden
Vinæger
og de
tre Venner
).



Blasenfeldt.

(Pathetisk talende).

   -- -- Ja, hæderlige norske Folk! -- Lapperi! -- Du har givet
mig en Borgerkrone, -- Lapperi! -- og du har da som altid gjort
din Pligt. Den, som betaler sin Gjæld -- 1ste Corintherne 14de,
13de -- forøger sit Bo. Holloi, Sky derborte! stands! Prr! siger
d.II,b.5,s.338   jeg, og stryg den Vei jeg befaler, ligesom Regjeringen og Opini-
onen, nemlig til Egeberg, hvor du kan hvile til jeg indfinder mig
i egen Person og mønstrer jer af tilligemed Byen, hvori jeg vil
gaae om som Sulla paa Torvet. Ha, Karnaljer af Huse! flux jere
Taghatte af og Indsiden ud, at jeg kan see hvor der boer Re-
spekt og hvor man holder Bladet. Godt, Borgere af Kristiania!
godt, godt, forede Nathuer! Nu kan I sætte mig ned igjen af
eders Guldstol; men midtpaa Torvet, at jeg kan tale saa I
kunne høre det. Hm! Motto:

(syngende).

"Der var en Tid, da jeg var meget lille . ."

Hvem leer? Guds Blod! vil du have Bjørnene paa dig? Min
Bjørn, som river hvor jeg vil, og Myrebjørnen Nyregranskeren
med Smørsøgersnuden? Eller seer jeg ud som en Kat for intet;
thi Løven er en Kat? Og hvem siger, at Ræven er en fød
Skurk? Der var en i Nummedalen, som blev til en Bjørn, og
har ikke Bjørnen tolv Mands Vid og ti Mands Styrke? Prr! Der
løber den forbandede Sky igjen. Sky! Graa Æsel! du er dømt
til Tilintetgjørelse og Publikation, dersom du ikke lystrer. Ro-
merne 1ste, 18de. Eller styrer jeg ikke Staten og Horizonten,
du forbandede Nul, Nichts, Ingenting, du forbandede Pudderpose,
Ulddot, Uldrian, Buldrian, Blære, slet Tryk, Dandsemester! . . .
Kosmorama! Der gik den ned bag Jomfrubraaten, og er nu
udenfor min Kommando, for det er et indskrænket Monarki, da
jeg ikke regjerer meer adgangen end jeg seer af Himmelen siden
jeg overlod Nyregranskeren Detaljerne med Staten. Men bi bare
til jeg kommer op paa Bakken, og faaer sat Vognmændene i
Bladet for Skydsforsømmelse. Vinæger kan styre det mens jeg er
paa en Inspektionsreise saa lidt opover.

(
Vinæger
kommer ført af
Pirkom
,
Langkork og
Bier
).
Holloi! Holloi! Her er
jeg!
Kom ind, Kammerad!
herfra skulle vi redigere Verden og lære 10,000 Gadedrenge
at holde og lade Vandet efter Tempo. Hei! Nordkap i Læ, du
Roer paa gamle Norge, Kuffen min, som jeg har faaet ved
Havari, saa drejer Lindesnæsbogsprydet sig tre Streger og saa
gaaer det ad Helvede til.


Vinæger.

   Ei, skal jeg træffe dig her?
d.II,b.5,s.339  

Blasenfeldt.

   Her eller der. Det kunde du forudseet, du tillukte skelende
venstre Øje paa et falskt Vidne! Eller er ikke Jeg det høire,
som straaler over Verden? Men hvad behager? Staaer ikke
Kritiken ved Lag, skal du faae en Cyklopmuur under af mig,
for jeg er ligesom et Taarn eller Obelisk, og naar jeg er død,
vil jeg blive staaende som et imaginært Eidsvoldsminde eller
Manden paa Rhodos.



Vinæger.

   Sniksnak! Har du ikke seet en besynderlig, sort, liden Tingest?


Blasenfeldt.

   Har du ikke seet en besynderlig graa liden Tingest?


Vinæger.

   Hoho! Jeg skal beskrive dig den. Min . . .


Blasenfeldt.

   Ti, Elendige Nul! Jeg skal beskrive dig min. Thi Nummer
Een er først med 100,000 Nuller efter. Min var en Sky.



Vinæger.

   Lad mig dog bare faae tale. Min var steenkulperlesort det første
han kom i Døren; men for hvert Skridt gik han over først til
Hanesvandssortgrønt, saa til Andrikhalsblaagrønt, saa til Lyse-
veedgrønt, saa til Skibskobberhvidgrønt, saa til Staalblaat, Viol-
blaat, Indigoblaat og gjennem tusinde Violetter til Pionskarlagen,
indtil han omsider gjennem alle Hvidglødningens Henblegninger
forsvandt.



Blasenfeldt.

   Forsvandt? Død og Helvede, der er ond Lugt i det Ord. Det
bruges om Ærlighed og Abonnenter, og vil engang bruges af
Klokkeren om Os. Men min, som jeg mener, var graa med gule
Spetter, og skal lyses efter paa Kirkebakken i Enebak, for did
tog den Kursen. Men kom ind! Vi har det hyggeligt her. Doktor
Motzius boer ligeoverfor, og vi har et Asinæum her, som kaldes
d.II,b.5,s.340   Bøotikon, hvor alle kan komme ind ligetil Smuglere og Tyve-
knegte, uberegnet en uberegnelig Mængde Abekatte med kuttede
Svandser. Thi her er liberalt, skal jeg sige dig, du fordømte
Postskriptum paa alle mine Artikler, hvoraf Jorden er opfyldt.
Abrakadabra! Styrt i Støvet! Der kommer Skyen tilbage af sig
selv paa min Kommando. Pfui

(plystrer).
Se, nu dreje alle Kirke-
fløje sig naar jeg fløiter!


Vinæger.

(Afs.)

   Gud fri os hvor gal han er!

(Høit).
Ja, du har Ret,
du
er bleven
stor; men jeg, som foragter Storhed, er bleven riig, steenriig.
Men i al Verden, hvor er min Kiste?



Pirkom, Langkork og Bier.

(Stødende ham ind).

   Der er den rette.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE