|
|
| d.II,b.5,s.299 |
VINÆGERS FJELDEVENTYR AF
SIFUL SIFADDA Sic --
Personer:
Vinæger, Redaktør af Nyregranskeren,
Langkork, Pirkom, Bier, Venner,
Blasenfeldt, en afsindig Redaktør af et stort Blad,
Huldra, de Underjordiskes Herskerinde,
Krystalline, hendes Datter,
To Huldrejenter,
Krystal, Granat, Karfunkel, Kolbolder,
Flere Kobolder, derimellem Koboldsmeden og hans Svend,
Nisser, Dverge og andre Underjordiske.
SCENE I
(Samme landlige Scene som i Efterspillet til "Engelsk salt".
Vinæger, Langkork, Pirkom, Bier).
Pirkom.
. . Den Vise har Leontodon gjort.
Vinæger.
Da er den ypperlig. Den Mening har jeg altid været af.
Langkork.
Nei, det er det Samme som at sige om et Stykke Møbel eller
et Par Støvler: godt gjort, men gjort paa Landet. Leontodon
er Løvetanden, som man traakker paa.
Vinæger.
Det er Langeleegklangen af den nationale Vemod, som har
indtaget mig i disse Vers.
|
| d.II,b.5,s.300 |
Langkork.
Dacapo det sidste. Kanskee har vi ham her mens vi synge
det; thi han er ventendes herud.
Chor.
(Slutningsstrofen i "Engelsk Salt").
"Hist slanken Silje, Hæg og Piil
og Rogn sig sammenranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil --
Det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst,
vi ville med vemodig Lyst
vor Moders Brøst selv hylle til --
Det er en kjærlig Tanke.
Echo.
. . . Kjærlig Tanke,
ærlig Tanke,
Tanke.
Pirkom.
I Norge er det skam heller en Anke. De, der ikke gjøre det,
komme til Hæder og Værdighed.
Et vidunderligt Echo.
Vinæger.
Pyh! Echo er ikke andet end Naturens Opstødelser, naar den
har faaet formeget Lyd stoppet i sig.
(Afs.)
Det er saagu' ogsaa,
naar jeg ret betænker det, formeget, at Leontodon skal have
slig Overflod paa den Slags Popularitet, jeg netop har Brug for
til min Nyregransker. Det har ingen Nød med Løvetanden,
naar den groer imellem slig Kløver; men Løvetanden skal traak-
kes paa, og derfor skulde jeg sgu' ogsaa have Lyst til at traakke
paa ham ved Leilighed.
Langkork.
(Til de Andre).
Hvad var det for en Aand, som nu foer i ham?
|
| d.II,b.5,s.301 |
Bier.
En gusten.
Pirkom.
Ja hvad han mumlede var en Bendelorm-Ideeforbindelse. Hans
Sjel er en Mave af Egoisme, og hans Bemærkning smagte af
Engelsk Salt.
Vinæger.
Au, Kammerater! Jeg har endnu godt af det Engelske Salt.
(Gaaer afsides).
Pirkom.
Hæng mig i den Ask dernede, om han ikke behøver en Dosis
til. Han lod som han sang med, men gjorde dog kun Grimasser.
Langkork.
Gjorde alle Læber saa hvor Hjerterne ikke synge med, vilde
Nationalsangene ofte blive Pantomimer.
Pirkom.
Der er en Race, som seer ud som Noder: tykke Hoveder og
smale Been. For den kan det gjælde. Den er Charivarien paa
Nationen.
Bier.
Paa en Menneskeslægt.
Pirkom.
Her bliver uhyggeligt imellem Fjeldene. Kom, lad os gaae.
Langkork.
Aldrig mellem dem. Der er Folket sig selv. Der boer Israel,
men Fremmede og Filister i Askalon og Gaza paa Kysten.
Bier.
De herske.
Langkork.
Saa gid jeg kunde skjule mig i Fjeldene, som Huldrefolket, til
det var bleven hyggeligere.
|
| d.II,b.5,s.302 |
Pirkom.
Ved Gud jeg troer det er Vinægers Hensigt. Han bliver længe
borte, og kan gaae sig bort i disse Dybder. Tys!
Langkork.
Han raabte om Hjælp. Afsted!
(De springe op).
Min Gud, hvad saae jeg!
Pirkom.
Hvad da?
Bier.
Saasandt jeg lever, blev han taget ind i et Bjerg.
Pirkom.
Hvad vil Fjeldet med flere Graasteen?
Bier.
To Piger havde ham imellem sig.
Pirkom.
Hvad ville de med Vinæger?
(De ile ud).
Langkork.
(kommende tilbage med en Langeleeg).
Pirkom vilde have fundet en Langeleeg tonende i Vinden i
den Askegreen, han skulde hængt i, om Vinæger ikke var ufor-
bederlig. En Sæterjente maa have glemt den fra ifjor, og jeg
vil nu give Leontodon den for Langeleegklangens Skyld i hans
Sange. Der er Han. Halloh! Halloh! Se her!
(Gaaer).
|
| d.II,b.5,s.303 |
SCENE II
(Halvmørk Hule indvendig i Bjerget.
To Huldrejenter have
Vinæger imellem sig.
Krystal,
Granat, Karfunkel, vimsende oppe under Hvælvingen).
Første Huldrejente.
Flink, Granat! Gesvindt, Krystal!
Flink! Karfunkel! Rask, Krabater!
Med Krystaller og Granater
lyser op i Huldras Hal!
saa vi kunne see og kjende
hvad det er for rart et Dyr,
som vi fanget har til Hende.
Granat.
Hold din Mund! Vor Dont vi passe,
pudse vore Lampeglasse.
Seer du nu -- Granater, Fyr!
Krystal.
Lys, Krystaller!
Karfunkel.
Straal, Karfunkel!
Er nu Huldras Hal saa dunkel?
Granat.
(Hulen bliver straalende af Granater, Krystaller o.s.v.).
Naa, ved Thor, du har en Fangst,
som kan gjøre Trolde angst!
Ti Demanter mod en Flint
tør jeg vedde paa, at dette
Monstrum, som seer ud saa sindt,
enten er en liden Jette,
eller og en Kjæmpenar.
Første Huldrejente.
Fange ham vor Ordre var.
Huldra saae ham oppefra
Vindvet af Marienglar.
|
| d.II,b.5,s.304 |
Granat.
Vi maa Hende det berette.
Hun vil skjænde slemt paa Eder,
hive flux ham ud igjen,
som af Baaden Fiskeren
fæle Korstrold og Maneder.
(Kobolderne forsvinde).
Anden Huldrejente.
Ja, jeg troer, vi har gjort galt.
Første Huldrejente.
Netop hvad der var befalt.
Anden Huldrejente.
Rigtig nok en Sjeldenhed;
kanskee en Orangutang,
hvorom Huldra mangen Gang
har os rare Ting fortalt.
Første Huldrejente.
Kanskee Søster. Ja, hvem veed?
Dog man bør jo netop tro
hvad man ikke grant kan see?
Kommer derfor alt til alt,
er kan kanskee Menneske.
Anden Huldrejente.
Ja kanskee og kanskee ikke.
Huldra snart vil ham bekikke,
og bestemt afgjøre det.
Dog jeg troer, og troer med Ret,
at du aldrig har opdaget
slige Rynker paa en Næse.
Jøde kunde, om behaged,
reen Hebraisk i dem læse.
Og i alle Verdens Stæder
vises Aber frem i Klæder;
|
| d.II,b.5,s.305 |
noksaa nette,
fuldt itrukne og komplette,
saa jeg rettest vil formene,
at vi er ei paa det Rene,
om han ei af Abekat
er et underligt Specimen.
Første Hulderjente.
Saa du holder med Granat?
Nu! vor Dom vil snart bli'e sat:
Huldra komme vil paa Timen.
Skjæld saameget som I kunne,
skjæld med alle Bækkes Munde,
blot jeg turde til mig knibe
nogle faae af disse Slumper
reent gediegne Kobberklumper,
som jeg ikke kan begribe
ere saa i Krogen slængte
overalt og overflødigt.
Hvertet Stykke er forvist
over fire Skilling lødigt.
(Griber efter nogle af Kieserne).
Første Huldrejente.
Ei, hvorhen min Ven? Du tænkte
nok ei paa, at Væggen hist
er af Marmor og Porfyr.
Vinæger.
Oh, jeg barestens betragter
disse Ertser, underskjønne,
som letsindig I foragter.
Ha, hvor røde og hvor grønne
Malmerne i Stenen lyne!
Den som turde sig forsyne!
Første Huldrejente.
Værsaagod, kun Lysten styr!
|
| d.II,b.5,s.306 |
Vinæger
(med en utrolig Hurtighed).
Virkelig? Nu, jeg var sandelig en Tosk, om jeg forsømte Leilig-
heden. Den, som ikke samler paa Skillingen, faaer aldrig en
Daler.
(Stikker Kieser til sig).
Første Huldrejente.
Det er jo Principet i
Granskerens Økonomi?
Anden Huldrejente.
Store Gud, hvor graadig Han
fylder Steen i sine Lommer!
Var det Æbler eller Blommer,
vilde jeg endnu forsvare,
at han var en Bavian,
rømt fra et Menageri
eller fra en Parmesan.
. . Nei, det holder Stik ei heller.
Thi man ganske vist fortæller,
om den borneanske Joko,
at med sandt Liebhaberi,
con amore, con fuoco,
samler denne Abekat
sig af blanke Steen en Skat.
Første Huldrejente.
Aber'et ved Hypothesen
er dog, bedste Søster, at
den er et godmodigt Væsen.
Anden Huldrejente.
Denne synes dog tilfreds
ret at finde sig hersteds.
Vinæger.
Fortræffeligt! Javist! Nu tror jeg alt jeg har tre Mark i
Lommen.
Anden Huldrejente
(fnisende).
Paa det nærmeste.
|
| d.II,b.5,s.307 |
Første Huldrejente.
Det just!
Netop det! Ei meer, ei mindre!
Slig en Sjel af Irr og Rust,
sligt et oxyderet Indre,
slig en Kies imellem Sjele
ganske er i Kobolds fæle
ondskabsfulde Races Magt.
(Musik høres nærmere og nærmere).
Anden Huldrejente.
Tølper, reis paa dig! Giv Agt!
Hører Du ei fra de fjerne
inderste højhvalte Haller
Cymblerne af Drypkrystaller
melde Herskerindens Komme?
Høflighed dog Hende viis,
om ei hendes ringe Terne.
Første Huldrejente.
Fy! For al den Kobberkies,
Han har stukket i sin Lomme,
kan han op ei mere staae.
Anden Huldrejente.
Skynd dig! Ud du lænse maa.
Vinæger.
Ikke for en Specie.
Anden Huldrejente.
Abe eller Menneske,
vold os ikke mere Skræk!
Vinæger.
Skulde Sligt jeg kaste væk?
Første Huldrejente.
Vold os ikke mere Angst!
Skaf os Skam ei af vor Fangst!
Siden skal du nok faae Nok.
(De lænse hans Lommer).
|
| d.II,b.5,s.308 |
Anden Huldrejente.
Gjerne, om du vil, en Skok.
Første Huldrejente.
Gjerne, om du vil, en Skjeppe.
Vinæger.
Nok af Kobberdanker? Neppe!
SCENE III
(
Huldra. Chor af
Underjordiske. De Forrige).
Chor af Underjordiske.
Forgjæves, forgjæves
sang du din Vise,
lystige Kilde, du
Fjeldets fordækte,
sladdrende, søde
Hemmelighed!
Forgjæves, forgjæves
orglede Malmens
klingende Søiler,
tonte din klare
Sølverne-Cymbel,
Dryppekrystal!
Forgjæves, forgjæves,
vevre som Fraadens
jagende, trillende,
spillende Draaber
foran en Snekke,
boltred sig Nisser,
dandsede Dverge,
tumlede Thusser,
Kobolder hopped, hvor
Dronningen gik.
|
| d.II,b.5,s.309 |
Perlernes Bleghed
dækkede Kinden, som
natfaldne Meeldugg
sygnende Blomster;
Marmorets tunge,
maaneskinsagtige,
døde Sørgmodighed
hvilte paa Panden;
Øiets Demanter
dunkledes til af
agatlige Taager.
Kummer maa nage
Bjergenes Dronning.
Huldra.
(Alvorlig, til
Vinæger).
Menneske!
Første Huldrejente.
(Til
Anden).
Saa har du tabt,
kjære Søster og Granat.
Thi han Menneske er skabt
og er ingen Abekat.
Huldra.
Fremmede! en Dødsensprøve
nødes jeg paa dig at øve.
Du en Angstsekund maa lide,
forat jeg kan sikkert vide,
om du er den rette Mand
og en Vilje har, der kan.
Vinæger.
Faaer jeg det betalt -- kom an!
Huldra.
Hist, liig en henslængt, damasceret Dolk,
i Klipperevnen ligger svullen Hugorm.
Dens Øie, Gløden, som bestandig holder
i Huultand Givten kogende og smeltet,
cinnoberrødt du seer fremtindre hist.
|
| d.II,b.5,s.310 |
Den hugge maa sin Tand ind i dit Kjød;
og døer du da, da har jeg taget feil,
og røvet Jordens tørre Armod væk
en af dens største Kuriositeter.
Men slipper Ormen dødsensstivnet Biddet,
forgivet i dit Blod af værre Givt,
da er du, Fremmede, den rette Mand:
just hiin Vinæger, for hvis arge Sind
det hele vide Norges Rige bæver.
(Griber Ormen; slynger den paa
Vinæger; den bider og falder død ned).
Vinæger.
For den Angst vil jeg s'gu have mig en Dank.
Første Huldrejente.
Ah! er Han den vidtbekjendte,
bidske, nidske, hadske, barske,
ondskabsfulde, traa og harske
Publicist Vinæger? Han!
Naa, for Gud, jeg engang meente,
at saa streng og stridig Mand
maatte have Horn af Jern,
meer til Angreb end til Værn,
og en dygtig Huggetand.
Anden Huldrejente.
Hvor kan Fantasien skuffe!
Kollet Tyr kan ogsaa puffe.
Første Huldrejente.
Ja hvad trænger Han til Sligt?
Møder Bamse det Gesicht,
vil han baglænds retirere
og en Sølvbjørn bli'e af Angst.
Anden Huldrejente.
Begge To vi gratulere,
Herskerinde, med din Fangst.
Glade høre vi, at dette
Exemplar er just det rette.
|
| d.II,b.5,s.311 |
Huldra.
I underjordiske, nedtrykte Hjerter
kan Han alene bringe Fryd tilbage.
Hør derfor, Fremmede!
Fiinnæset Støverhund man bruger til
at fange vindrap Hare, snedig Væsel
til ud Kaninen af dens Skjul at jage,
og enkelt Menneske, med Os befrændet,
kan see Metallets Aare dybt i Fjeldet
og høre underjordisk Kilde risle.
Hver Skabning har et eget Naturel,
som lader sig til noget Enkelt bruge,
og du, forunderlige Fremmede,
er langtifra imellem de Forsømte,
undtagen i dit Hjertes Bagatel.
Sin Klo har Katten, Rotten Skjæretanden,
men du i Sindet en energisk Hadskhed,
som, fremfor alle andre Dødelige,
gjør dig, Vinæger, skikket til at vise
de Underjordiske en Tjeneste . .
Vinæger.
(Rask afbrydende).
Hvad faaer jeg da for det?
(Huldrejenterne lee).
Huldra.
Stille Piger!
Første Huldrejente.
Herskerinde,
hvis du bare ei vil finde
min Anmærkning altfor fri;
ødsl paa ham ei Poesi!
Du til Svar faaer kun et Hæ
af en Sjel, som er af Træ.
Tørre Prosa kun han fatter.
|
| d.II,b.5,s.312 |
Huldra.
Jeg dit Raad vil følge, Datter.
(Til Vinæger).
Vid da, Fremmede, at de Underjordiske ere nedsænkte i dyb
Sorg: Huldra har mistet sin Datter; hendes Rige sin Lyst og
Glæde. En Digter har ved en af sine Sange -- den dine
Venner nylig sang under Bjerken histoppe -- lokket hende frem
i Dagens Lys. Min datter, den yndige Krystalline, brast i Taa-
rer under Stroferne, da han førstegang qvad dem i Nærheden
af en af Fjeldets Indgange; lyttende nærmede hun sig den, lod
sig fange af Solstraalerne, og følger nu som et Echo hiin jordiske
Harpe, givende sig tilkjende hvergang dens nationale Toner lyde.
Ja hun medtog sin egen Langeleeg, hvorpaa ikke engang hendes
Beilere, vore underjordiske udødelige Digtere Maaneskin og
Taageblik, fik Lov at spille, og magede det saa, at en Ven af
hendes Yndling fandt den hængende i en Ask, tonende for Vin-
den. Det er derfor mine Vilje, at du for enhver Priis berøver
ham dette Tryllemiddel, hvormed han binder Fjeldets Datter og
Folkets Hjerter.
Vinæger.
(Utrolig hurtig).
Hvorledes, Madam? For enhver Priis?
Huldra.
Tvivl ikke om Belønning fra de Underjordiske, dersom du
bare, ved at skamskjænde enhver at hans Sange til Langelegen,
bringer ham til at knuse den. Først da kan jeg haabe at faae
see min Datter igjen. Hendes søde Stemme vil da atter tone i
Fjeldet, og ikke nu som et vildtomvankende Dværgmaal langsad
Lierne i Skogbrynet.
Chor af Underjordiske.
Ve! Krystalline,
vor elskte Princesse,
er forsvunden.
Hendes Sølvstemme
ei i Fjeldet
mere høres.
|
| d.II,b.5,s.313 |
Fjernt i blaanende
Aaser den døer.
Klangløs er derfor Alfernes Harpe,
Tonerne uden Gjenlyd og skarpe,
legende Kilde længer ei lystig,
boltrende Dverges Munterhed halt,
Jublen trangbrystig,
sanglysten Glædes Udbrud saa qvalt,
somom den var bestilt og betalt.
Første Huldrejente.
Dyr paa den Haandrækning, du
har forlangt, vor Herskerinde,
vil du neppe Manden finde;
thi hans Smag vi kjende nøje.
Blot til disse Kobberkieser,
vi forsikkre, staaer hans Hu.
Tro os, Herskerinde! Viser
ikke stadigt did hans Øje?
Huldra.
Jeg kan ikke negte det. Der maa ligge en Kobbermagnet
deri. Men er det saa, da skal du faae saamange, som du kan
slæbe med dig, Vinæger; og jeg skal overnikjøbet give dine
Skillinger den Egenskab, at de blive til Dalere, naar du blot
snuer dem dygtig.
Vinæger.
Skal ikke mangle.
Huldra.
Blot dygtig arg; hører du, dygtig lumpen, dygtig lav!
Vinæger.
Skal ikke mangle. Og naar jeg gjør det con amore og con
fuoco, som disse Utysker sagde, kan det ikke siges, jeg gjør det
for Andet. Det Øjeblik er af Guld, hvori man kan samle sig
en Skilling.
|
| d.II,b.5,s.314 |
Første Huldrejente.
Atter en Grundsætning i
Granskerens Økonomi.
Men tillad mig, Herskerinde,
tal nu kun i Poesi.
Du har nævnt et Trylleord,
slaaet an en Harmoni:
Du har nævnt det Ord "en Skilling,"
og hans Sjel er bleven stemt
i sin høieste Akkord;
hele Verden har den glemt,
af det stærke Ord henreven.
Som berørte Sensitiv,
nervespændt er nu hans Liv,
og hans Indre for et Digt
er ved Ordets Anklang bleven
ganske vel modtageligt.
Huldra.
Nu velan! Jeg vil probere.
Men han hærdes maa endmere.
Thi, om ei hans Sind er blødt,
er han dog af Qvinde født,
af en Geistlig bleven døbt,
holden frem af fromme Koner
over kristen Døbefont;
og (imellem os kun sagt)
er det dog en rædsom Dont,
hvortil han er bleven kjøbt
af terrestriske Dæmoner,
hvem han nu er underlagt.
Vinæger, lyt! Du hører underneden
en dobbelt Snarren, som af tvende Rokker,
somom to Bække gjennemskar hinanden.
Fra gamle Nidhex, Nisseoldemoder,
som sidder spindende Asbest dernede,
og nu er slumret over Rokken ind,
den ene kommer, og fra hendes Kat,
ormspraglet Ildegrim, den anden.
|
| d.II,b.5,s.315 |
. . . Tys!
Nu durer ikkun Eet, men et Alvældigt,
som fjerne Tordener. Nu er hun vaagnet,
og har sin Rok igang nu sat paany.
Saa sidder hun i Krogen Aare ud
og Aare ind, forbandende sin Trældom
med savlet Mumlen, ja forbandende
de kaade Børnebørn, hun engang elskte.
Thi hun maa skaffe dem de uldne Huer,
Graabuxerne og Trøierne, de slide
saa umaneerligt op ved natlig Tumlen
omkring paa Bondens Staldtrev. Hende maa
du kysse, om end flygtigt som en Faster,
at siden stedse surere endnu
du grine kan, og Sjelens Skjæretænder
kan, ved Berørelse med hendes, voxe.
Du gyser? Oh, det er en Overgang.
Og saa er ogsaa det, at Koboldsmeden
maa med sin Knibtang knibe ind dit Hjerte
til Spigerhoveds Størrelse og Haardhed,
og banke med sin Hammer nogle af
dit Hoveds Skruer løse, og tilsidst
maa Nisser tirre dig, Vinæger, til
Aqvatofanaen om Læben fraader.
Saa er du færdig og dit Hverv fuldvoxen,
og du kan slippe ud.
Vinæger.
Med fulde Lommer?
Huldra.
Javist, javist.
Vinæger.
Og Skillingskunsten?
Huldra.
Ja!
Frem, I, jeg nævnte, allestedsifra!
|
| d.II,b.5,s.316 |
Røster.
Strax! strax! strax!
Herud, Mutter!
Herud, Smed!
Herud, Gutter!
Lilleputter
i graa Kutter!
i Badutter
afsted, afsted!
SCENE IV
(
Nidhex kommer humpende; ligesaa
Koboldsmeden. Nisser mylre frem.
De Forrige).
Nidhex.
Ei, hvad Fanden
vil man mig?
Hvilken Hast,
Hui og Hei!
Aldrig Ro,
aldrig Rast!
Traaden brast
midt ito,
og jeg tabte ganske Stumpen.
Rokken valt,
Krakken faldt,
Katten traadte de paa Rumpen,
da det vilde Kjeltringspak
(slige Børn er nutildags)
mig afsted paa Krykker trak,
skjøndt min Gryde kogte strax.
(Skjuler sig).
Huldra.
Nidhex! Ha, hvad er paafærde?
Du pertentlig dig gebærde,
bly-undselig første Gang?
Liig en Edderkop i Sprukken,
har du dig i Krogen trang
affekteert tilbagetrukken.
|
| d.II,b.5,s.317 |
Har du glemt i sløven Sind,
at hvergang en Dødelig
nødes til at kysse dig,
suger du hans Livsgeist ind,
saa du bliver mindre skrukken?
at du af hans Kys dig nærer,
aandende ham ind igjen
noget af Fortærelsen,
som dit eget Selv fortærer?
Nidhex.
Mit Kys er magtløst
paa slige Læber,
hvor grønne Avind
paa Avind klæber,
liig tvende stygge
isammenynglende
Iglerygge.
Mit børstehyllede
Kjærringgriin
er jo mod hans
som Smilets Dands
paa fagre Kinder
hos drømfortryllede
Jomfru fiin.
Vinæger.
Jeg mener Fanden gaaer af Kjærringen.
En Nisse.
Frisk Mod nu, Mutter!
En anden Nisse.
Ei! Nu frisker hun op.
Hun rask nu skutter
sin gamle Krop.
|
| d.II,b.5,s.318 |
I Askeøjet
en Gnist nu glittrer
satansk fornøjet,
og Rynkerunen,
i Zikzak bøjet,
om Munden zittrer.
En tredie Nisse.
Jeg vil ei mere
for Mo'er kavere.
Ja, lad os forsøge,
i dette Kys
at bytte og øge
hinandens Kræfter.
(Omfavnende).
Jeg giver dit Griin,
Vinægeren min,
Messings Fasthed
og gustne Skin,
som Løvehovdets
paa Sabelhefter;
og du skal paanyt
igjenopfriske
det gamle Gemyt
hos mig, der bleven
er aflægsfrom.
Saa ville vi hidse
hinanden -- kom!
Saa ville vi bryne
Tænder og Tryne,
og slangespidse
hinandens Tunger
i dette Kys.
(Kysser Vinæger).
Vinæger.
Fy for Fanden! Det Kys var irret. Dog Irr er jo ogsaa Metal.
|
| d.II,b.5,s.319 |
Nisser.
Godt gjort, Oldemoder! Godt gjort!
Koboldsmeden.
(Lyttende ved Vinægers Bryst).
Hvor er hans Hjerte,
som jeg skal klemme?
Jeg hører ei Slag.
Koboldens Svend.
(befølende ham).
Jo, her her bag
kan jeg fornemme
en liden Nud.
Her staaer den ud,
som Hovedet paa
en Pompespiger.
Vinægers Hjerte
den være maa,
idet det siiger
i Broken ned.
Huldra.
Du traf det, Smed!
Koboldsmeden.
(Undersøgende Vinæger).
Forgjæves hamre
vi da endmere
det Haarde ind.
Det uden Kamre
og Blod maa være
som steenhaard Perle
i Musling blind.
Og Hovdets Skruer,
saavidt jeg kjender,
er' noksaa løse,
som falske Tænder
paa gamle Fruer,
og trofast Sind
hos unge Tøse,
|
| d.II,b.5,s.320 |
saa vi kan lægge
vor Tang og Slægge
kun roligt væk.
Dog vil jeg grave,
med denne grove,
til Hestehove
bestemte, Skaver
hans Kainsmærke
meer dybt i Panden.
Vinæger.
Au! Det vil værke
som bare Fanden.
Au! au! au! For den Behandling vil jeg have mig en Klump
Gediegent, som siger sex.
Nisser.
(Stimlende om Vinæger).
Saa haardt et Hjerte
er slemt at erte.
Dog vi forsøge,
hans Harm at øge
ved store Flænger
i Hyklerkaaben,
ved ham at vise
(men uforstillet)
i Huulkrystalspeil
hans eget Billed.
Huldrejenterne.
Sligt hjælper ikke
paa haarde Sandser.
Thi under Kaaben
har han bedækket
sig med et Pandser
af staalsat Frækhed,
og i sit Bild
er han forelsket
med Vanvids Ild.
|
| d.II,b.5,s.321 |
Men skal han tærges
til Raseri,
saa kun besværges
det kan forbi,
og vil I see ham
til Rasen kommen,
da tag en Ertsklump
ham op af Lommen.
Vinæger.
(Rasende. Holdende for sine Lommer).
Raser I? Hjælp! Er det Akkorden?
Huldra.
Nei, Ret han har,
Sin Løn beregnet
han har for Værket.
Slip ham nu atter
af Fjeldet ud
did hvor han var!
Nu Munden blegnet
i Fraade skummer;
nu Kainsmærket
sin Skorpionsvands
i Panden krummer;
nu Spigerhjertet
i Ryggen stikker;
nu er han ertet
op til Kritikker,
og os saa sikker
som Pilens Staal,
der flyver lige
imod sit Maal.
(De
Underjordiske forsvinde.
Vinæger slæber sig med overfyldte Lommer udigjennem en
snæver Indgang, hvorigjennem den blaa Himmel skinner ind).
|
| d.II,b.5,s.322 |
SCENE V
(Fjeldegn.
Vinæger slæbende sig frem. Siden
Pirkom,
Bier og
Leontodon udenfor Scenen).
Vinæger
(sætter sig på en Stubbe).
Holloi! Hjælp!
Pirkom og Bier
(noget borte).
Holloi! Heida!
Vinæger.
Holloi! Jeg kan ikke komme af Flekken. Hjælp!
Pirkom
(kommer med
Bier).
Men hvor Fanden har du været henne?
Vinæger.
Ja det skulde I vide? Au! Jeg aarker ikke mere.
Pirkom.
Gaae sig saa bort i en Steenur? Vi har ledt efter dig af alle
Kræfter. Men hvad Pokker har du der i Lommerne?
Vinæger.
Om Forladelse, ikke nærmere. Se her bare!
(Tager en Ertsklump frem).
Pirkom.
Ei, kast den! Hvad vil du med den Kobberkies?
Hvilket græsseligt Ansigt han sætter op! Det gamle Lune er
kommet over ham.
Vinæger.
Kies? Gediegent siger jeg. Over to Skilling reen Valuta i
hver Klump. Gid du aldrig fik blødere Brød at æde!
|
| d.II,b.5,s.323 |
Pirkom.
At skjære Tænder over saadant! Tys! Der er Langkork al-
lerede med sin poetiske Ven og Langelegen, og med den det
vidunderlige Echo.
(Man hører nogle Akkorder).
(Aagots Vises Melodi).
Ve dig, Skjald! det er din Død
synger du herhjemme.
Kilden liig i Jordens Skjød,
qvæle du din Stemme!
Dvergen hører Kildens Qval.
Ingen din fornemme skal.
Echo.
Dvergen hører Kildens Qval.
Ingen din fornemme skal.
Gjem dit Qvæde i dit Bryst,
skjøndt det er en Smerte.
Folkets Mund er bleven tyst,
sygnet er dets Hjerte.
Kun et ensomt Echo til
dine Sange lytte vil.
Echo.
Kun et ensomt o.s.v.
Ve, er Folkets Øre døvt
for dets egen Stemme?
finder det sig ei bedrøvt
meer i Norge hjemme?
Har til eget Qvad, forstemt,
det da Melodien glemt?
Echo.
Har til eget Qvad o.s.v.
|
| FORRIGE |