|
|
| d.II,b.5,s.275 |
ENGELSK SALT FARCE AF
SIFUL SIFADDA "Det Land, som vil have Patrioter, maa
taale, at de ere Mennesker."
Nordahl Brun.
Personer:
Vinæger,
Langkork,
Pirkom,
Bier, Norske Ultraer.
Mr. Thicktackkle, en fingeret Engelskmand.
Cholos, Vinægers onde Genius.
Agatheia, Vinægers gode Genius.
FORSPIL
(
Vinæger slumrende. Ved den ene Side
Cholos, ved den anden
Agatheia med en Tavle.
Værelset studentikost).
Cholos.
Hvad bestiller du der, Agatheia, min Søster?
Agatheia.
Jeg optegner hans Drømme. Ak! --
Cholos.
De maae see ud som Kruseduller, Snirkler, Damelokker og
Ertesnerler, for han tog dygtig tillivs af Vaadt og Tørt i Laget
igaar, som Langkork gjorde for ham. Idag er jeg derfor vis paa,
at Værten, og kanske Publikum med, faaer en god lang Præken
om det Afskyelige i Gjæstebud.
Agatheia.
Det hænder ikke ofte, Cholos.
|
| d.II,b.5,s.276 |
Cholos.
Derfor mangler han ikke Materie. Han tager den altid fra
Andre. Men lad see disse chladniske Figurer, du rabler ned
der!
(Bøjer sig over)
Nu, for Gud! de see jo ud som lutter Galger,
og -- lad see! -- deri hænger jo netop hans bedste Venner.
Agatheia.
Ak ja, han er gruelig mistænksom.
Cholos.
Hans bedste Venner! Det er kuriøst. Hans bedste Venner?
Agatheia.
Paanær Langkork. Han er ikke forladt: Han har een Ven.
Cholos.
Det kan være nok.
Agatheia.
Vel, ja; men heller ikke mere. Du er hans onde Genius: det
er dig, som har berøvet ham hans andre. Og hvem behøver
Venner af sit Hjerte meer end en Patriot, der vil give sig i Kamp
med Samfundets Brøst og Menneskehedens Sorger? Med Venner
er han Ørnen i sin fulde Ham, somom hver af de glindsende
Fjedre gav Kraft til dens Klo, og kastede en Glands af Freidig-
hed i hans Øje -- uden er han den skaldede, tristøjede Grib
paa den ensomme Klippe.
Cholos.
Ja hvis Venner ere Fjedre, er Mistænkelighed rigtignok en
Slags Skab, som skaller dem af. Men hvad gjør du, Agatheia ?
At græde for saadant?
Agatheia.
Jeg sletter hans Drømme ud med mine Taarer. Du saae, at
ogsaa de vare Mistænkelighedens Indgydelser.
|
| d.II,b.5,s.277 |
Cholos.
Lad see hvad han tænker om den Ven, du troer han endnu
har tilbage.
(Hvisker "
Langkork" i den Sovendes Øre, og holder et Speil for hans Mund.
Viser
Agatheia det).
Seer du? Der staaer et Spørgsmaalstegn. Naar
det bliver stivt, lader det sig nok forme til en Galgefigur som
de andre.
Agatheia
(med Haanden for Øjet).
Ve, ogsaa Han!
Cholos.
Du ved ikke, ømme Taabe, at man ikke kan være Patriot
par exellence uden Mistænkelighed og Bitterhed.
Agatheia.
Du lyver, du lyver, ellers var det en Forbandelse at være det.
Cholos.
Det er det ogsaa.
Agatheia.
Afskyelig Løgn! Mine skjønneste Hjemsteder ere jo netop
de patriotiske Hjerter.
(Forsvinder).
Cholos.
Vel! Skjul dig i hans venstre Hjertekammer. Jeg vil tage mig
et Morgenbad i hans Galde, og saa fra det højre banke paa
Mellemvæggen, og raabe: er du der Agatheia?
SCENE I
(Gade.
Langkork og
Bier udenfor Vinægers Bolig. Siden
Pirkom. Naar
Bier, der er en
Thrønder, ikke er lagt Ord i Munden, lader han ved hver af de Andres Repliker somom han vil tale,
men kommer aldrig til).
Langkork.
-- -- Efter Skaalerne igaar at dømme, maa han virkelig være
det Ideal af en Patriot og Liberal, som man gjør ham til, og
som han er bleven mens jeg var borte. Jeg siger "virkelig,"
for Idealer for en Aftens Skyld er der nok af.
|
| d.II,b.5,s.278 |
Bier.
Ja efter Skaalerne er han --
Langkork.
Hvor det glæder mig, at denne Høvding just er min inderligste
Hjertensven, mens jeg, min Nar, rider min Hest mager om i
Landet, for at finde en Patriot efter mit Sind. Det er som at
bede om de Penge tillaans, man selv har i Vestelommen, kun
forstukne mellem Foret og Tøjet.
Bier.
Fandt du nogen?
Langkork.
Efter mit Sind? Hm! Bier, omtrent saa mange som jeg nu har
Skillinger tilbage. Lad see! Der er en Halvskilling, og den faaer
da nok betyde mig selv, skjøndt jeg -- oprigtig talt -- ikke er
ganske efter mit eget Sind. Derfor er det vel retfærdigt, at
den bliver Repræsentativet for Vinæger, som jeg nu vil bringe
min oprigtige Hyldest.
Bier.
Velbe -- !
Langkork
(griber i Porten).
Kom med!
Bier.
Neitak! Han maa hyldes langtfra som Vindmøllerne.
Pirkom
(raabende oppefra Gaden).
Holloi! Vogt dig!
Langkork.
Hvad er paafærde?
Pirkom.
Vil Du ind at hilse paa Vinæger fra igaar, saa lad mig visitere
dig, om der intet er, som kan vække hans Mistanke. De Buxer,
du har, ere vel nye. Opdager han noget, kommer du først ud,
og siden ind i hans Blad "Nyregranskeren."
|
| d.II,b.5,s.279 |
Langkork.
Jeg, hans Ven?
Pirkom.
Det er mere storartet at hænge netop sine Venner for Ret-
færdighedens Skyld. Ærlige Bier der, som blev mistænkt for at
have taget Hatten af for Grev Wedel, og Jeg bleve publice
gjennemgranskede -- jeg fordi jeg tilfældigviis drak et Glas
Champagner den 26de Januar. Han fik opsnuust det, og fra det
Øjeblik var jeg Rojalist og fordømt.
Langkork.
Ei! Jeg gjør formeget af Originaliteter og Liberalisme, til ikke
at bære over med Svagheder. Jeg forlanger disse hos mine
Venner, fordi jeg ikke er bedre selv. Jeg har megen Agtelse,
men ikke meer Kjærlighed for Dydsmønstre, end for mathe-
matiske Figurer. Jeg elsker Plato kanskee ogsaa fordi han var
Mand for at sige til Lais:
Fortryllende Lais, en Omfavnelse skjænke du mig!
Mig mindre udødelig gjør den, men mere udødelig dig.
Pirkom.
Mistænkelighed er Venskabets Asmodæus. En Mistænkelig er
Ingens Ven; endnu mindre sine Venners, og mindst sin egen.
Langkork.
Det vilde bedrøve mig mest. Han kan have Erfaringer -- og
det er en Debet paa Fandens Konto, men en Kredit paa det
gode Menneskes -- men jeg vil lære ham, at der gives Mennesker
som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme
ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre
Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd. Mit Ord er ham
en Erfaring.
Pirkom.
Ja hvis du hedte Master Babble, Master Tattle, Master Thick-
tackkle, Master Braggard, og handlede med Svovelstikker i en
af Londons Udkroge; thi alt Engelskt har han Respekt for, men
kun for det.
|
| d.II,b.5,s.280 |
Langkork.
Han maa være bleven forandret siden jeg reiste ud. Men er
det saa, kan han kureres. Det kan al Affektation. Det er For-
skjellen mellem vor første og anden Natur, at den sidstes Feil
kunne helbredes. Jeg vil forsøge.
(Vil gaae ind).
Pirkom.
Holdt! Skulde Been og Knogler betegne de Haardheder Han
derinde har begaaet mod Venskabet, vilde man troe, der boede
en Ræv eller en Ulv. Vestigia terrent. Jeg har advaret dig.
Bier.
Cave! --
Langkork.
Ei! Mig kan han behandle som en gammel Hat. Jeg vil dog
elske ham for hans storartede Liberalismes Skyld. Skulde jeg
ikke beundre Nilens palmkrandste Majestæt, fordi nogle Slanger
lege under Bredden og en Krokodil kan komme drivende?
Pirkom.
Farao mistænkte ikke Israeliterne som han sine Venner. Hans
Mistænkelighed er mere slugende end en Krokodil, hans Smaa-
lighed tilslimer enhver af Livets Blomster og Oprigtighedens
Klarhed meer end Slangerne gjøre ved Nilens Oleandre og
Vover. Jeg vilde ønske du havde hørt en af Schleiermachers
Prækener om Værdien af hjerteløse Aandsfortrin.
Langkork.
Jeg har nylig hørt en af Sluddermacher. Forøvrigt er Libera-
lismen et stort Hjerte for Menneskeheden.
Pirkom.
Et blæreformet, hvis det ikke tillige er et for Mennesket. Der-
som han viser dig mere Tiltroe end mig, er denne momentane
Sindsblødhed kun en af hans Haardheder, som raadner i Enden.
|
| d.II,b.5,s.281 |
Langkork.
Jeg vil have Ærbødighed for vore Liberales Ypperste, selv om
han var min Fiende.
Pirkom.
Slige Liberalismens Idealer koste 6 Pence i London.
Langkork.
Tænkte mit Hjerte saa, rev jeg det udaf Livet. Jeg er hans
Ven; eller jeg maa ikke være det, siden jeg kan være din efter
slige Ord.
Pirkom.
Sine Venner bruger han som Abekatten Kattens Poter. Og
dig? Nu! finder han sin Regning ved det, vil han berøve dig din
Ungdoms Elskede, Folkets Godhed. Han vil afflaae dig Popu-
laritetens Løvehud, og iføre sin egen Æselagtighed den.
Langkork.
Æselagtighed?
Pirkom.
Eller giraffhalsede Indbildskhed.
Langkork.
Fik jeg Tag i slige lumpne Indfald, qvalte jeg dem.
Pirkom.
Du vil komme til at vride Halsen om paa din egen Ædel-
modighed. Jeg har advaret dig.
Bier
(efter megen Anstrengelse).
Cave! --
(Gaaer med
Pirkom).
Snak! Idet jeg griber om Dørhammeren, knuser jeg alle slige
Tanker.
(
Vinæger kommer ud).
|
| d.II,b.5,s.282 |
SCENE II
(
Vinæger. Langkork).
Naa!
Langkork
(rystende hans Haand).
Min Ven! Goddag, min Ven!
Vinæger.
Naa! Det var da ogsaa som Fanden.
Langkork.
Ei, er du ogsaa paa den nye Mode, at see ud, som om du
vilde æde Folk og dig selv ovenpaa? Eller har du ondt i Maven?
Kazenjammer siden igaar? Goddag! Kjender du mig ikke igjen?
Paa igaar nær har jeg været længe borte fra dig.
Er det dig, er du velkommen. Alle Andre ere Kjeltringer til-
hobe, Indifferentister, Legitimister, Optimister, Rojalister og
Kopiister.
Langkork.
Altsaa to Undtagelser. Det er een mere end Mange tro med
sig selv i Beregningen. Men da veed jeg ikke, om jeg tør gra-
tulere med, at du er bleven Folkets Mand.
Vinæger
(med et Smiil paa den ene Side af Næsen).
Folkets? Der existerer intet andet Folk end i Engeland.
Langkork.
Det var meget! Skulde der existere engelske Jeandefrancer,
Johnofbritannier?
(Afsides).
Gudsdød! Han viser formelig Tænder.
Vinæger.
Det er mig kjært, at du kommer, min Ven, for . .
|
| d.II,b.5,s.283 |
Nei det Griin skulde s'gu nok være et Smiil. Jeg gjorde ham
Uret. Jeg seer ganske tydelig, at han lider af Forstoppelse.
Vinæger.
Jeg meente, det er mig kjært, at du kom, for at jeg kan faae
sagt dig først, at det var nederdrægtigt af dig at traktere med
Spirituosa, som du gjorde. Og dernæst . .
Langkork.
Naanaa, det er en Tak for igaar. Men et Glas Viin hører
hjemme i et Lag for min bedste Ven, for dig. Det fornøjede
mig ellers, at det lod til at smage dig, og at Porterens Forjettelse
syntes at gaae i Opfyldelse, nemlig at et Par Flasker gjør En
til Lordmayor af London. Haandfaste Bier og jeg -- det veed
du vel ikke -- fulgte dig hjem.
Vinæger.
Porter? Ja den er engelsk.
Langkork.
Og Portviin det er engelskt. Da du havde stukket Porteren gjen-
nem med nogle Glas, afsatte du, til stor Fornøjelse, den præsum-
tive Excellence, hvorpaa Bier bemærkede: "da -- " af hvilket "da,"
Meningen vistnok var, at du upaatvivlelig da vilde blive trampet
ihjel af alle de ballerforventede Kringlefigurer.
Vinæger.
Snak! Dernæst hvilke Slyngler du have bedet sammen! Der
var endog en fra Departementet.
Langkork.
Alle vare -- det maa du tillade mig -- mine Venner og vel-
tænkende Patrioter.
Vinæger.
Veltænkende? Ikke Een, uden Du kanskee, tænkte som Jeg.
Denne Pirkom er en Forræder. Hvor skulde han vel faa en
ny Kjole fra, uden ved Bestikkelse? Bier søger om at komme
ind i Justitsdepartementet. Saa usle ere de Allesammen.
|
| d.II,b.5,s.284 |
Langkork.
Det minder mig om, at jeg ogsaa kan gratulere dig med, at
du er bleven en velholden Mand. Den fattige Bier, Stakkels,
jublede af Hjertet med, da jeg proponerede Skaalen i den An-
ledning. Er han ikke længer din Ven, saa glæder han sig ved
din Virksomhed, ligesom ved Saugens, man dog ikke gider
komme for nær.
Vinæger.
Nu, saa gid baade Han og de Andre vare Planker. Jeg lagde
Mærke til, at de hverken drak paa Keiseren af Chinas og
Guvernør Lin's Undergang eller paa Chartismens Velgaaende.
Og det var dog mine Toaster.
Jeg kjender ikke min Ven igjen. Skulde hans forrige Beskeden-
hed kun have været Bjørnens første Trin paa de saare Vaar-
labber?
(Højt).
Ak, ulyksalig er denne Søndren imellem Patrioterne,
ulyksalig er den Tanke, at man Selv er den eneste! Lad det
være dig nok, at du i mine Tanker er den bedste, og lad os
fornye vor Venskabspagt med den Eed, at Vi idetmindste aldrig
ville miskjende hinanden.
Du -- for ever!
(Trækker Haanden tilbage).
Fanden i Vold! siger jeg.
Jeg har seet nok. Usling! Nidding! Hofkryb! Elendige Rojalist!
Jeg har seet nok. Du skal høre fra mig.
(Slaaer Døren i efter sig).
Langkork.
Nu, min Gud! Hvad kan dog have været paafærde med mig?
Min stakkels Ven maa være tullet, eller skulde det blot være
en Efterhærmen af den engelske Spleen?
(Gaaer).
|
| d.II,b.5,s.285 |
SCENE III
(Hos
Pirkom. Pirkom og
Bier smøgende. Dolce far niente med Benene iveiret i hver sin Ende
af Sofaen. Siden
Langkork).
Pirkom.
Nu har jeg det: en bidende Artikel paa dig, Bier.
Bier.
Haha! det er . . .
Pirkom.
Nu?
Ligesom Nyregranskeren mener jeg: om sine Venner.
Pirkom.
Saavidt er det dog ikke kommet med den.
Bier.
Har du ikke læst det sidste Nummer? Jeg har det her i
Lommen, naar jeg bare gad reise mig. Men lad høre! Vi ere
ikke Venner, ere vi ikke fordragelige; skjøndt saavidt bør det
aldrig gaae.
Bier er en dygtig Smøger.
"Thi -- sagde ofte Han med Dybsinds Træk --
man tænker herligst naar man damper væk."
"Sig mig da,
Bier, hvad tænker Du?"
"Ih nu!
(skreg
Bier, af Vrede sort som Blæk)
jeg tænker, tænker, at jeg -- røger."
Det var nærgaaende som det meste Sandt. Men gid Venner
og Patrioter aldrig angribe hinanden for større Skranker end
|
| d.II,b.5,s.286 |
inden en Sofas Arme, og heller med Benene end med Hovderne!
Heller Heste end Oxer! Det er anderledes med Nyregranskeren
idag. Her har jeg den af 25de Novbr.
(Vælter sig om og haler Bladet frem).
Pirkom.
Lad see!
(Reiser sig kun halvt, saa Bladet falder paa Gulvet.
Langkork kommer).
Bier.
Svindt dig! Der staaer alt Noget til ham.
Langkork
(gribende Bladet).
Til mig! Lad see! Nei see I først paa mig! Seer I om der
er noget Besynderligt eller Mistænkeligt ved mig?
Pirkom og Bier.
Nei for Gud om vi gjør.
Der maa dog være Noget, især hvis jeg alt staaer i Bladet.
Læs Du kun!
(Givende
Pirkom det).
Pirkom.
Først staaer der en grundig Afhandling om den offentlige
Nytte af almindelig Mistillid, med Motto: "sku ikke Hunden paa
Haarene!" Dernæst en, om at det er ligsaa umoralsk ikke at
forsvare en Løgn i det længste, som ikke at sørge for sine
Slegfredbørn. Item nogle praktiske Prøver. Item en om Ind-
førelsen af Øleddik som Nationaldrik. Item et Eventyr om de
tre Brødre Mumlen, Brumlen og Skumlen, der alle Tre kom til
stor Anseelse i Barbariet. Og endelig noget Ruskomsnusk som
staaende Artikel.
Langkork.
Der maa det nok staa. Læs du!
"Blodsugerens Gjæstebud".
Forgjæves ødsler du Viin, Inkassator, saa gylden som Solen,
forgjæves loggrer du, Skurk, med krybende Ord
for Venner at see ved dit rovdækte Bord.
|
| d.II,b.5,s.287 |
Thi knapt er fortært din Dessert, og man skraber
med Stolen,
før Vinen, som gled,
dem synes er Taarer og Sved,
Champagnen, som nylig i Stjerneglands stod,
Burgunderen hed,
de smadskede ved,
dem synes med Qvalmer er Armodens Blod.
Man angrer at ville det Gjæstebud smage.
Det qvalmer. Man iler med Afsked at tage.
Kun Værten og Lucifer sidde tilbage."
Langkork.
Det Gjæstebud maa være holdt i Soløer. Paataler han Uret,
tilgiver jeg ham gjerne Fornærmelser mod mig.
"Før med Aurora lignedes saa tidt
de hulde Damer til det blev forslidt.
Nu er Sligt glemt. Derfor, I ømme Skjalde,
som hamre Amors Pile paa Citrinken,
optager det som noget Nyt igjen:
Auroraer de Frøkener at kalde!
Men,
da maae de og igjen optage Sminken".
Langkork.
Revser han Daarskaber, tilgiver jeg ham Kaadheder mod mig.
"Hvis du en Skjald vil dræbe,
sa smør med Smiger hans Øre, med Viin hans Læbe!"
Langkork.
Udtaler han Sandheder, tilgiver jeg ham Usandheder om mig.
|
| d.II,b.5,s.288 |
Pirkom.
"Hist venter Bibulus strax Salighed;
thi her han alt sin Skjærsild leed.
Hans Krop var nemlig af de stærke Drikke
forvandlet til et Baal,
oppustet stedse af flogistisk Hikke,
hans Sjel deri var sveden Djævels Skraal."
Langkork.
Tugter han Lasten, tilgiver jeg om han berøver mig mine Dyder.
"Før altid Katecheten Claus
det sjette Bud sprang over taus.
Nu pludselig
(o ve de Pigers Øre!)
paa Gulvet man det tidtnok faaer at høre.
Thi -- Claus har nylig giftet sig."
Langkork.
Straffer han Hykleri, tilgiver jeg ham, om han drager min Op-
rigtighed itvivl.
Pirkom.
Det er dog det Haardeste. Bestaaer du Prøven? Her er:
"til Exradikalen Langskurk."
"Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb!
som da Alexander oplukkede dig
sin Miskundheds Dyb,
kun bad ham at flytte paa sig,
saa Solstraalen kunde din Sanddynge naae,
ei længer du mægter
for Verden som Maadeholdsmønster at staae.
Thi seer du, jeg kjender en lumpen Fornegter,
som finder i Sølvstjerners iiskolde Flamme
det samme Behag, ja ganske det samme,
og bare i Glimtet af Nøgelen bag
sin Skjærsommerdag."
|
| d.II,b.5,s.289 |
Nu! Sligt gaaer for vidt.
Og du kan blegne herover?
Langkork.
Jeg kan være rolig, da jeg har Gjerninger at appellere til.
Men du har Ret: det er det Haardeste at see sin Ærlighed
dragen itvivl.
Pirkom.
Et nederdrægtigt Brug af Journalistens jus vitæ et necis over
Ens gode Navn!
Langkork.
Kald det heller: jus fecis. Til en Galdesyg maa tages samme
Hensyn som til andre Syge, og er har vi nok med en Galde
at gjøre, der har baade Nattens Sorthed og Eddrens Grønhed.
Men jeg gad dog vide . . .
Bier.
Strax!
(Gaaer heftig ud).
Pirkom.
Jeg er vis paa Bier henter ham bare ved at lægge sin Haand
paa Skulderen af Oppositionens Koloss.
Langkork
(Tager sin Hat).
Det er bedst, at komme imellem.
Pirkom.
Jeg skulde næsten troe, at det var bedre, om Patrioterne
virkelig sloges engang imellem med Nævehug, end at de øde-
lægge hinanden ved Skumlerier.
Langkork.
Upaatvivlelig!
(Gaaer).
|
| d.II,b.5,s.290 |
SCENE IV
(
Vinægers Værelse. Der lugter stærkt af Steenkul.
Vinæger ved sin Pult. Siden
Bier,
Langkork og
Pirkom.)
Vinæger.
Han fortjener det. Det er Konventhenrettelser i det Smaa:
Robespierre og Danton. Og nu maa jeg ganske vist arve hans
Popularitet og blive Nummer Een. Der er ogsaa en behagelig
Stolthed i at have bragt sine Principer og Planer Offeret af sin
bedste Ven. Jeg er over det Vanskeligste. "Per aspera ad
astra" skal være mit Valgsprog.
(Stormende Fodtrin høres)
Tys! Jeg
hører alt mine Legioner stampe.
Forklar!
(lægger sin Haand paa Vinægers Skuldre, men kommer ikke videre i Talen, fordi
han tygger Skum)
Her er Nummeret.
Vinæger.
Offentlig Diskussion, offentlig Diskussion blot -- hører du ikke?
offentlig Diskussion.
Bier
(med haanfuld Harm.)
Ha! offentlig Diskussion blot!
Vinæger.
Den er fri.
Bier.
Men onde Tanker bør bindes.
(
Pirkom og
Langkork komme).
Pirkom.
Ja saadan som Bier nu holder Dig. Læs i mit Ansigt, at jeg
er din Fiende og at Langkork er min Ven og var din.
Vinæger.
Han er ikke længer Frihedens og Folkets.
Langkork.
Hvorfor? Du gjør mig Uret. Jeg har aldrig havt to Hjerter
i Brystet eller to Tunger i Munden.
|
| d.II,b.5,s.291 |
Pirkom.
Ja hvorfor? Svar! Dette "Hvorfor" ville vi have besvaret.
Langkork.
Hvor er mit Forræderi?
Svar!
Vinæger.
(bange; pegende paa Langkork.)
Der!
De Andre.
Hvor?
Vinæger.
Den Knap!
De Andre.
Hvilken?
Vinæger.
Den royalistiske der i Vesten.
Pirkom.
(Med høi Latter.)
Det er Forræderiet -- en umage Vestknap med C. J. og Krone
i!! Har man hørt Magen!
(Pirkom, Langkork og Bier briste i en umaadelig Latter).
Langkork.
At ærgre sig over en Mistænkelighed af denne Natur er lige-
saa taabeligt som at nære den. Kun det er ærgerligt, at den
skader den gode Sag ved at adsplitte og latterliggjøre dens For-
fægtere. Farvel Vinæger! Jeg kan ikke hade dig.
(De gaae.)
Vinæger.
Da kan jeg hade dig og jer Allesammen, I Kjeltringspak. En
Patriot, som ikke kan hade, er en Bue uden Streng. Latterlig
jeg? Beundres jeg ikke af Alle, som boe udenfor Byen? Med
slige fordragelige Folk, som ikke engang have Øie for de mest
iøinefaldende Symboler paa politisk Troesbekjendelse, kan man
|
| d.II,b.5,s.292 |
intet udrette. Men Eensomheden har sin Storhed, og Storheden
altid Kraft. Menneskeforagt reddede den franske Republik og
O'Connel spytter ofte i Hovedet paa dem han taler til. Tvi!
Gid jeg kunde spytte Kjønrøg naar jeg spytter.
SCENE V
(Hos Pirkom. De
Tre).
Langkork.
Slig Mistænkelighed sidder, som jeg siger, i Maven. Den siges
at høre til Klogskaben, men den grændser nærmere til Galskaben
omtrent som det skumle Kamtschatka vel siges at høre til Rus-
land mens det dog har mere af de vilde amerikanske Taage-
lande hiinsides.
Pirkom.
Jeg gaaer ind paa din Mening og paa dit Propos at kurere
en Svaghed med en anden.
Langkork.
Men hvor faae vi en Engelskmand fra? Ham troer han blindt.
Det er den anden.
Pirkom.
Vi faae tage en Drammenser dertil. De ville gjerne spille
Englændere.
Langkork.
Top! Ud da paa Ruseløkvejen forat fange den Første den
Bedste, der vil lade sig instruere.
SCENE VI
(Hos
Vinæger. Han sidder i Sofaen med
Mr. Thicktackkle).
Mr. Thicktackkle
(tørrende sig om Næsen).
Indeed, Sir, very fine Prince-Mixture. Maa jeg byde igjen?
Her lugter godt Engelskt.
(Aabner en Pakke).
|
| d.II,b.5,s.293 |
Vinæger.
Med Tilladelse, Master Thicktackkle, hvad er dette for noget?
Mr. Thicktackkle.
Engelsk Salt, Sir Vinaigre. Ingen god Radikal spiser nu mindre
end 8 Lod om Dagen. Nogle af de ypperste Kartister behøve 12.
Vinæger.
Indeed?
Mr. Thicktackkle.
Indeed! Det fortrænger ganske Snustobakken, Brausepulver,
Bonsbons etc.
Vinæger.
Saa med Tilladelse, Sir.
(Laver en Portion til i et Glas Vand).
Mr. Thicktackkle.
Meer, Sir.
I assure.
Vinæger.
I thank You, Sir. Of your health, Sir! (tager sin Dosis).
Mr. Thicktackkle.
Of your own, Sir Vinaigre!
Extremely good, Master Thicktack --
Mr. Thicktackkle.
No good Sir, but extremely english. (Reiser sig og giver sit Kort).
Vinæger.
Allerede?
Mr. Thicktackkle.
Jeg skal skrive til min gode Ven O'Connel. Men jeg maatte
først have seet Norges.
Vinæger.
Oh, Sir. Jeg beder at hilse Sir Daniel saameget.
|
| d.II,b.5,s.294 |
Mr. Thicktackkle.
Certainly, Sir Vinaigre! You are entirely an Englishman. Quite!
Vinæger.
Meget forbunden. Det har altid været min Bestræbelse.
(Følger
ham med mange Komplimenter til Døren. Seer paa Kaartet og læser.)
"Toby Thicktackkle,
Esq. H.A.R.C.E.L.L.I.S.T." Etcetera, etcetera! Gud bevare mig
hvormange Selskaber han er Medlem af! Master Thicktackkle
maa være en berømt Mand. Og slige Folk komme til mig! Men
Gudskelov han gik. Der er periculum in mora.
(iler ud).
SCENE VII
(Hos
Langkork.
Langkork,
Pirkom,
Bier. Strax efter
Vinæger).
For Gud kommer han ikke alt der, og med en Rose i Brystet!
Pirkom.
Det har virket. Hør han traller paa en munter Melodi idet
han løber opad Trappen.
Langkork.
Det er uhørt. Jeg kunde ogsaa synge af Glæde for vi have
nu upaatvivlelig vor Ven igjen.
Pirkom.
Du har nok havt Ret i at den skumle Mistænkelighed sad i
Maven.
Vinæger
(kommer raskt ind med Munterhed i Ansigt og en Rose i Brystet).
Mine Venner!
(tager dem i Haanden).
Jeg veed ikke hvordan det er
med mig; men jeg seer nu, at denne Rose er rød og ikke sort-
grøn som jeg før skulde bandet paa den var. Jeg veed, I ere
mine oprigtige Venner og at I elske Friheden og Fædrelandet
med samme uforanderlige Hengivenhed som jeg. Kom mine
Venner! Jeg har en Flaske Viin i Lommen -- ud etsteds hvor-
fra vi kunne see udover Fædrelandet og forlyste vore Hjerter
ved dets Syn.
|
| d.II,b.5,s.295 |
De Andre.
(Med Haandslag).
Det er et Ord!
Vinæger.
Lad os opsøge en af de mange yndige Dale, som omstjerne
Kristiania, fordybe os i vort Fædrelands Favn, nedkaste os under
en af deres Bjerkelunde, fryde os ved at Højhedens og Skjøn-
hedens ogsaa er Frisindethedens og Ærlighedens Hjem, hilse
dets gamle Konge med et frydefuldt Vivat, og banlyse, idet vi
oversprøite Mosen og Linnæerne med de sidste Draaber, al
skummel Mistænkelighed, al Smaalighed fra dets Venners Tænke-
maade!
Bier.
Top!
Langkork.
Der burde voxe Paddehatte op hvor Draaberne falde. Men
mod Smaaligheden maa der nok skarpere Midler, for den er
ikke forlegen med Opholdet. Skulde Morgenbladet sige den op,
mangler den ikke Engagement i den Constitutionelle. Den er en
af Hovedbestanddelene i et vist Blads berømte Retfærdighed,
hvis Redaktion det er ligesaa umuligt ubeklikket at fortælle et
Faktum, som ikke ganske falder i dens pessimistiske Smag, som
det er at synge reent for En der har et Fiskebeen i Halsen.
Vinæger.
Hverken Optimister eller Pessimister, ville vi ønske Sandheden
Seier og først og fremst igjennem dens Organer. Ellers ned med
slige Karle som med en Appius!
Langkork.
Norsk Salt for dem og ikke engelsk.
Vinæger.
Hvad? Du veed . ?
Langkork.
At engelsk Salt er probat mod altfor mistænksom Patriotisme.
|
| d.II,b.5,s.296 |
Mr. Thicktackkle
(stikker Hovedet ind og trækker det tilbage).
Indeed, Sir!
Vinæger.
Ah Master Thicktackkle!
Langkork.
En Drammenser, som boer her ved Siden.
Vinæger.
En Drammenser blot? Nu! Ogsaa temmelig probat mod Anglo-
manien.
Langkork.
Pokker ivold med baade den og Mistænkeligheden! Den første
Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at
være nogen Nar, den tredie at troe, at andre Patrioter ogsaa
ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistænkelighed endog
anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og
Hengivenhed for den fælleds Sag, da --
Vinæger.
Recipe: Engelsk Salt!
EFTERSPIL
(Vennerne paa en landlig Udsigt under en Hængebjerk.)
Sang.
Det er min Sjel en frydfuld Trang
at gjæste Norges Dale.
Den gamle Fjeldkoll elsker Sang,
den glade Hjerters Tale.
Kom til den fagre Maridal!
til Kleivens svimlende Portal!
Kom hvorsomhelst, og Norge skal
dig i sin Favn husvale!
|
| d.II,b.5,s.297 |
Hvor strømmer ud Berusning sød
fra Dalens Bjerkelunde.
Det var en Drøm i Engles Skjød
paa deres Mos at blunde.
Hvad Harpespil i denne Bæk!
Hvad Melodi! hvor sød en Skræk!
Bestandig ny den toner væk --
ak! som fra Perlers Munde.
Hvad tænksomt sværmersk Øie fik
du Kjernets stille Vove!
hvad Ord den susende Musik
i Aasens dybe Skove!
Den Mand er ei i Norge fød,
som den ei gjør om Hjertet blød.
Det er hans Vuggesang, der lød
ifra de dybe Skove.
Didind, hvor Fyrren suser, ind
tør ingen Niding vandre,
som har forglemt i troløst Sind
sit Fædreland for andre.
Ham vilde Rædsel gribe, -- bleg
han vilde høre Skoven skreg,
hvor klagende dens Røster steg.
Did tør ei Niding vandre.
Ham vilde, som en Dommer haard,
hvert Fjeld imødetræde.
"Hvad vil du i din Moders Gaard,
som glemt har hendes Qvæde?"
Hvor Kjernets Blik blev kummerfuldt!
Ak det, der smile kan saa huldt!
Ve Den, hvis Barm ei voldsomt slaaer,
ved Hjemmets Syn, af Glæde!
Vi nærmere i Dalens Favn
os føle Norges Hjerte.
Dets ærlige og gamle Navn
vi der af Fossen lærte.
|
| d.II,b.5,s.298 |
I Fjeldets solbelyste Tind
det blotter os sit høie Sind,
og derifra det speiler ind
sig Selv i Folkets Hjerte.
Igjennem Folkets Aarer lad
sig Glommens Styrke vælte!
Som Rjukans kjække Styrtebad
saa fyrige dets Helte!
Lad i dets Qvinder Ringerig
med bliden Ynde præge sig!
Vær Gausta hver en Gubbe liig,
som sig tilthinge meldte!
Hvor styrtende mod Tyris Strand
fra Aasen Kleiven iler!
Saa først ved Maalet, Idrætsmand!
din stærke Vilje hviler.
Som Kolven fra det spændte Staal,
din Kraft forfølge vil sit Maal:
dit Vel, en Daad, o Fædreland,
en Daad hvortil du smiler.
Hist slanken Silje, Hæg og Piil
og Rogn sig sammenranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil --
Det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst,
vi ville med vemodig Lyst
vor Moders Brøst selv hylle til --
Det er en kjærlig Tanke.
|
| BLA BAKOVER |