HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 5. BIND: 1839 - 1842



FØRSTE SCENE
(Retshal. Morgen. Folk. Imellem det
de tre Borgere
.
Mazoliero
i Baggrunden.
Zeno og
Annicelli
).



Anden Borger

(til
Første
).

   Der seer I hvad der kom af jer taabelige Christenkjærlighed.
Hvem vil nu kjøbe Urter i jer Blodkjelder?



Første Borger.

   Ak ja, ja! Hvem skulde have troet det om det unge Menneske?


Tredie Borger.

   Om en Betler, en Lazaron? Jo han skulde være for god dertil?


Anden Borger.

   Og det en Adelsmand, som saa ynkeligen er myrdet!


Tredie Borger.

   Ja, og det en fornem Fremmed, som man siger. Kanskee en
Gesandt. Venedig har havt Krig for mindre.



Anden Borger.

   Hørte I det, Nabo? Pas jer, at I ikke faaer en Rem af Huden.
Jeg vil ikke give en Lire for jer Kjelderbevilling.



Tredie Borger.

   Ikke en Bajoccho. Men hvad siger jeres lille Guldstykke Teresa
til alt dette? Nu kan hun skyde en hvid Pind efter at blive en
af Venedigs tolv Brude til næste Kyndelsmisse.

d.II,b.5,s.262  

Første Borger.

   Aa, tal ikke til mig -- ikke derom, ikke om nogen Ting. Det
løber rundt for mig naar jeg tænker paa det. Jeg har nok med
at bande for mig selv det utaknemlige Skarn, som saaledes skulde
takke mig for min Godhed og gjøre mit Huus til en Bykrønike.



Anden Borger.

   Tys! Herr Overdommeren! Nu begynder Historien skal I høre.
ANDEN SCENE
(
Giulio, Sekretæren
og
Bisiddere
komme og indtage sine Sæder bag Skranken.
Siden
Cinthio
).



Sekretæren

(til
Giulio
).



           Det er en Bagatel: en Betler dræbt
           af anden Betler.



Giulio.



                       Ikke ganske saa.
           Den Dræbte være skal en Adelsmand.
           Hans Diamantring lyste gjennem Mørket.
           Saaledes fandt man ham i Kjelderkrogen,
           men paa hans Bryst en Betler slumrende.



Sekretæren.



           Fortræffeligt!



Giulio.



                       Hvi saa?



Sekretæren.



                             At Gjerningsmanden,
           den Lazaron (det ligner denne Race)
           af Viin sandsynligviis betynget, blev
           paa Stedet funden før han fik forstukket
           i Pøblen sig, som Øglen i sit Mudder.
           Vor Stad maa renses.

d.II,b.5,s.263  

Giulio.



                             Deri har I Ret.
                      Det er oprørende! Det vilde Dyr,
           blodmætte, sløve Krokodil, der kunde
           sin Slummer tage paa sit Offers Bryst!



Sekretæren.



           Des kortere Proces!



Giulio

(reiser sig).



                             Venetianere!
           -- jeg siger det med Rædsel og med Sorg --
           et Mord inat er skeet i Qvarteret;
           men se! med Solen har Retfærdigheden
           oplukket Øjet. Fører frem den Døde,
           og Morderen dernæst!



Sekretæren.



                             Den Sag er klar.
           Alting anklager ham.

(Afs.)
Ha, Mazoliero,
           jeg vil dig spare for din Lykkes Skyld.
           Med dig maa Himlen være eller Helved.
                             
(Seende henmod
Mazoliero
)

           Dog blegner han. Ha, hvad betyder dette,
           at Han kan blegne?

(En Liigbaare føres ind).



Giulio.



                             Se nu til! Dæk af!



Mazoliero
(trængende sig frem. Afsides).



           Ja jeg vil see, om ei Lanternen løi.

(Liget afdækkes.
Giulio
falder med et Skrig tilbage i Stolen.
Mazoliero
farer sammen og be-
mærker, at han iagttages af
Zeno
og
Annicelli
.
Sekretærens
Stilling og Miner udtrykker
ligeledes Forfærdelse).



Mazoliero

(afsides).



           Fordømt! Mit Blus saae sandt. Mig Djævelens
           Veninde, Natten, spillet har et Puds.
           Mig lykkes intet meer, selv ei det Onde,
           som ellers lykkes Mennesket saa godt.

d.II,b.5,s.264  

Sekretæren

(fattende sig).



           Ei Under, at sligt Rædselssyn mig slog,
                      at Dommeren i Stolen sank tilbage,
           at dæmpet Skrig undslap hiin gamle Pater.
           Thi dette Mord -- o Navnet ei tør nævnes --
           bedække vil Venezia med Skjændsel
           og Padua med Sorg.

(Afs.)
Ha, at jeg vidste! . .
          
(høit)
Vor arme Dommer! Dolken ham har rammet.



Giulio

(reisende sig).



           Dybt! dybt! Den Dræbte er min Svoger Carlo,
           sit Paduas Stolthed, dette Blod min Vivs.
           Saa er det -- o! Men hjemme vil jeg sørge:
           Familiesorgen hører til mit Huus.
           Her Retten gaae! Hvor ere Vidnerne?



En Bisidder.



           Hiin gamle Munk og denne Borgermand.

(Peger paa
Mazoliero
og
første Borger
).



Giulio.



           Og den Anklagede?



Cinthio
(trædende frem af Mængden i Baggrunden, i Lænker; med opløftet Aasyn).



                             Er jeg!



Giulio
(synkende tilbage; med Hænderne for Øjnene).



                                   O Gud!
           Tal end engang; men ikke slige Ord.
           Tal end engang, ei for dig at forsvare;
           men tal engang, at jeg kan høre ret,
           at du er Cinthio og ingen Anden,
           at du er Cinthio, du Jammersyn!



Cinthio.



           Jeg er Carraras Morder.

d.II,b.5,s.265  

Giulio
(med dyb Stemme uden at see op).



                             Du? Han lyver.
                      Ved Alt hvad der er helligt, Folk, han lyver!



Cinthio.



           Jeg funden blodig blev ved Liget.



Giulio
(styrtende ned og omfavnende
Cinthio
).



                                         Cinthio!
           Min ædle Cinthio! Nei, jeg ei mig skuffer.
           Dig Flugt kan fjerne; men Elendighed
           og Løgn ei skjule for mig. Cinthio!
           O dine Taarer blotte Træk for Træk! . .



Sekretæren

(afsides).



           Det Cinthio Zani? Helved! Nu bered dig
           paa Fald, Mazoliero, som om Jorden
           sig aabned under dig. Dog vil jeg friste
           at frelse dig; thi Offret for dit Feilstød
           at elske Cenzia begyndte.



Cinthio.



                                   Giulio!
           Du kjender mig igjen? Jeg døer med Glæde;
           men gjør din Pligt!



Giulio.



                             Ja, dette er den første:
           Tag Lænken af den Fangne.



Sekretæren.



                                   Han anklager
           sig selv; og disse Vidner . . .



Cinthio.



                                   Vitterligt
           det er for Munken, at den Dræbte var
           min Avindsmand. Jeg traf ham, stak ham ned,
           ham slæbte som et Rovdyr i min Hule.

d.II,b.5,s.266  

Giulio.



           Skriv Intet ned af denne Vanvidstale.



Sekretæren

(koldt).



           Det staaer der alt.



Giulio.



                             Ak, Cinthio, du vil dø;
                      Du vil. O! Jeg forstaaer . .



Cinthio.



                                   Nu er jeg salig.
           Ængst dig ei, Giulio. Jeg har besluttet . . .



Giulio.



           Jeg med. Tag Lænken flux af denne Ædle!
           End er jeg Dommer; men fra denne Stund
           er her min Plads i Lænkerne, han bar.
                             
(Lænkerne tages af
Cinthio
).

                 
(Til
Sekretæren
)

           Tag Dommersædet ind. Jeg mig anklager
           som Morder, Jeg! Jeg, Giulio Zani, lod
           hiin Dræbte dræbe og i Kjæld'ren styrte,
           fordi min Fosterbroder og min Frænde
           tildøde han forfulgte.



Sekretæren.



                             Hvor utroligt!
          
(Koldt).
Sin Gang maa Retten have.



Cinthio.



                                         Giulio,
           du raser. Folk og Dommere, han raser.
           Elendighed mig gjorde til slig Synder,
           at Tanken jeg undfanged til det Mord.



Giulio.



           Mig gjorde Venskab til en Morder.

d.II,b.5,s.267  

Cinthio.



                                         Mig
                      det bittre Fiendskab. Hvad er rimeligst?



Zeno
(læggende Haand paa
Mazoliero
).



           At ingen Zani øved det; men Denne!



Sekretæren
(springende op).



           Hvad Vanvidstale! Ak, Blykamrets Hede
           har gjort den stakkels Zeno rasende.



Zeno.



           Ja næsten. Dog jeg kan, retvise Raad,
           opløse Striden mellem disse Ædle
           af Byrd og Sind, som dø vil for hinanden.



Mazoliero.



           Det Haandtag, Zeno, kjender jeg igjen.
           Det har en Skjebnes Fasthed.



Zeno.



                                   Niding, dog
           dets gamle Kraft har Tommeskruen knust.



Sekretæren.



           Den Sag indvikler sig. Vogt dig -- en Munk,
           en hellig Mand og en ærværdig Olding!
           Sig Folket korser.



Zeno.



                             Han er ingen Munk,
           og endnu mindre noget af det andet.
           Og var han end ei Morderen, saa er han
           meer fredløs; thi han er Mazoliero,
           Forræderen!

(Forbauselse).



Anden Borger
(puffer til
Første
).

   Ei! har I huset ham ogsaa, vil jeg ikke staae ved jer Side.
d.II,b.5,s.268  

Tredie Borger.

   Jeg ikke heller. Det er Livsfare. Det var ham, som førte
Sesto paa Lidoen i slig Ulykke. Kom Jacopo!

(De flytte sig væk).



Første Borger.

   Gud bedre mig! Gud bedre mig! Jeg vil blive hængt som
Sesto, der heller ikke vidste om nogen Ting.



Giulio.



           Tal, Officeer!



Zeno.



                       Han fulgte denne Arme
           derhen hvor en barmhjertig Borger aabned
           et Skjulsted for hans Jammer Natten over.



Første Borger.



           I Seng var Munken ei, men Denne der
           laae slumrende ved Ligets Bryst imorges,
           uskyldig som et Barn -- jeg sværger det.



Mazoliero
(afkaster sin Forklædning).



           Du var bekjendt imellem os tilforn,
           for din Sandtalenhed, du Brutus-Zeno.
           Men tal nu, Segretario! Vil du,
           at Jeg skal tale?



Sekretæren.



                             Før den Fredløse
           til Galgen!



Mazoliero.



                 Der, med Dødens Vægt og Sandhed,
           med Strikken om min Hals, Venedig høre,
           at dette Mord var i din Tjeneste
           mit Prøvestykke, at det ikke lyktes;
           thi Cinthio Zanis Hjerte var det Maal,
           du satte, Dommer!

(Føres bort. Murren imellem
Folket,
der stedse tiltager).

d.II,b.5,s.269  

Giulio
(stigende op til Sædet).



                             Ve dig! Ve! Dit Aasyn
                      bekræfter det er saa. Det staaer der skrevet
           paa dine Kinders gule Pergament.
           Fængsl ham!



Sekretæren.



                       Et Medlem af Dieci?



Giulio.



                                         Ja!
           Kom, Cinthio!



Første Borger.



                       De Smaa man hænger op,
           og la'er de Store gaae.



Anden Borger.



                             Skal Vi det taale!



Giulio.



           Kun fængsl ham!



Anden Borger.



                             Dertil har Vi ikke Tid.
           Thi Blodet koger. Ville I som jeg?



Giulio.



           Ve ham! Thi Folket raser.



Første Borger.



                             Ja, kom an!
           Mod Cinthio Zanis Bryst, min høje Gjæsts?
           Uhyre!



Tredie Borger.



                 Her maa Folket øve Retfærd.
           Ned med den Skurk! Mazolieros Øje
           maa, før det brister, skue ham ved Siden.

(Folkemassen river
Sekretæren
bort under Raabene: "Ned med ham! Leve Zanierne!")

d.II,b.5,s.270   TREDIE SCENE
(
Giulio
.
Cinthio
.
Zeno
og
Annicelli
).



Zeno.



           Hør disse Skrig med Andagt, Annicelli.
                      Guds Røst det er; vox populi vox Dei.



Annicelli.



           Venedig leve!



Zeno.



                       Leve Republiken!
           Dens Hjerteslag er denne Følelse
           af Sæd'lighed og dennes Kraft og Ret
           til Dom og Straf, -- til, som i dette Opløbs
           henbruste Larm, at lade Domsbasunen,
           den vrede Dyds Forbandelser, gjenlyde.
          
(De gaae).



Giulio.



           Naar Politiken, som sit kolde Hjerte
           opvarmer kun ved Marmorstøtters Bleghed,
           og har ei andet Smiil end Rynkers Flugt,
           ei varmere Begeistring end et Haandtryk,
           saa nær forene kan to ædle Sjele:
           da, Cinthio, naar kunne vi adskilles,
           hvis Hjerter banked af det samme Blod,
           hvis Dage fløde ved hinandens Side
           til de nedhvirvledes i samme Dyb
           af Lidenskab -- du Cinthio for at lide
           for mig lyksalig i din Sorg at vide?
           Jeg mægter kun dit Offers Værd at fatte.
           Jeg kjender Intet, som det kan erstatte.
           Mit hele Liv ei værd er en Sekund
           af denne Sorg, der zittrer om din Mund.

d.II,b.5,s.271  

Cinthio.



           Den zittrer; thi den nævnede sit Savn,
                      men stille hen for sig, som tidt jeg gjorde,
           naar Minderne jeg komme lod tilorde.
           Bevar det, Giulio!

(Hvisker).



Giulio.



                       Himmel! Cenzias Navn!

(De gaae).

FJERDE SCENE
(Hallen i Zanis Pallads.
Cornelia
og
Cenzia
i Sørgedragt).



Cenzia.



           Tilgiv mig, Søster; mellem mine Taarer
           for Carlo Glædens flød for Cinthio.
           Du er forsont. O se ham!



Cornelia
(seende udigjennem Altandøren).



                                   Seer jeg ikke
           hist paa Kanalen stakkels Carlos Følge
           til Padua, og det med Rolighed?
           Thi se, just der, hvor Rækken af Gondoler
           nu dreje om, jo begge Skurke svæve
           i Luften ovenover. Jeg er rolig.
           Thi han er hevnet.



Cenzia.



                             Ogsaa du, Cornelia.
           Thi Cinthio har lidt.



Cornelia.



                             Hvor haard jeg er,
           som siger, at jeg derfor er forsonet.
           Det er meer haardt, end om jeg ogsaa meente,
          
d.II,b.5,s.272              at Hevnen har min Sorg for Carlo dæmpet.
           Du burde sørge meer end jeg, hans Søster.
           Thi dig han elskede.


Cenzia.



                             Men haded Cinthio.



Cornelia.



           Han offred dig sit Had. Han døde da
           han vilde frelse ham. Han var forsonet.



Cenzia.



           Da er han det med Gud.



Cornelia.



                             Jeg føler det.
           Det er somom jeg hørte ham at hviske
           her i mit Øre gode Ord for Cinthio.
           Det ei behøves. Sorg gjør Soning let,
           og al Forsoning letter atter Sorgen.
           Jeg vil ham see og trykke til mit Hjerte:
           han elsker Giulio højt, og du . . .



Cenzia

(bedende).



                                   Cornelia!



Cornelia.



           Hvi skjælver du?



Cenzia.



                             Han kommer . . .



Cornelia.



                                   Jeg er stærk;
           thi jeg fuldbyrde vil mit Soningsværk.
           Begyndt i Hjertet, skjønt i Daad det ender,
           naar Cinthio faaer sin Brud af mine Hænder.

(
Cinthio
og
Giulio
komme i prægtig Sørgedragt).

d.II,b.5,s.273   FEMTE SCENE
(De
Forrige
.
Cinthio
og
Giulio
).



Cinthio
(iler til
Cenzia;
knælende).



           Min Frelserinde . . .



Cornelia.



                             Meer end det: din Brud,
                      hvis falskt jeg ikke tolker Sandhed ud.
           Dit Hjerte kjender Giulio; jeg Hendes.
           Og Kjærligheden bedst i Nøden kjendes.



Cinthio og Cenzia.



           Cornelia! . . .



Cornelia.



                             Naar disse Ord har tonet,
           da veed du, at Cornelia er forsonet.



Cinthio

(bedende).



           Min Cenzia! . .



Cornelia.



                             Du bør hans Ømhed tro.
           Han har ei fleer end denne Giulio.
           Men hvis han havde nok En kjær som Denne,
           jeg sikkrer ikke for hvad kunde hænde.
           Thi hænder det, at Elskov gaaer for vidt,
           det hænder og med Venskab, skjøndt ei tidt.
           Med Skræk det Sagn hver Paduas Jomfru kjender
           om disse to venetianske Venner.



Cenzia
(givende
Cinthio
Haanden).



           Hvis denne Haand har nogen Magt dertil,
           dem endnu meer jeg sammenbinde vil.

d.II,b.5,s.274  

Cornelia.



           Ei triumferer Kjærlighed forinden
                      sin Elskers bedste Ven er Elskerinden.



Cenzia.



           Vær Cinthio da hos Giulio! Jeg da
           beholder ham alene



Cornelia
(omfavnende
Giulio
).



                             Gjerne, ja!
           En bedre Plads jeg veed ei næst min egen
           i Giulios Sjel; men end er min ei vegen.
           Thi Venskab, det paastaaer jeg end engang,
           bør vige Kjærligheden første Rang.



Cenzia.



           Hvad om af Venskabs Ædelmod vi lærte,
           at det er Kjærlighedens sande Hjerte?
           Det ahner mig, jeg troer, at hist af den
           kun bliver dette Evige igjen.

(Teppet falder under en fortrolig Gruppering).

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE