|
| d.II,b.5,s.218 |
TIENDE SCENE
(
De Forrige.
Carrara,
Dame Carrara og
Carlo, anførte af
Mazoliero
med en Fakkel, træde ind).
Carrara.
Umuligt! Her i dette Mørke!
Dame Carrara.
Saae du
da ei, før Lyset sluktes, gjennem Vindvet,
hvor ømt Profilerne paa Væggen mødtes?
Mazoliero.
Lad Tingen tale selv. Dens Sprog er stærkt.
Carlo.
Men Ve dig, Ve dig, tusindgange Ve dig,
forløbne Munk, belyver du min Søster!
Mazoliero
(løfter Fakkelen over
Cornelia og
Giulio, som har stillet sig fremst).
Se selv! Det er ei ham, I mener.
Carlo.
Er det
ei Cinthio, hvem Hun sin Ømhed gav,
da bør de Begge dø.
Giulio.
Din Søsters Uskyld
vil du da finde i mit Hjerte skreven.
Cornelia.
Og Cinthios i mit. Ak, det er grumt
af Eder, Moder, at I ham forfølger
af blind Forkjærlighed for Cinthios Ven.
|
| d.II,b.5,s.219 |
Mazoliero.
Jeg sværger Eder, at I er bedragen
af denne Cinthio. Han har solgt jert Kys,
jert Favntag og jer Ære. Han, I gav det,
er ikke Cinthio.
Carlo.
Masken af, Signor!
(River Masken af
Giulio.
Cornelia udstøder et Forfærdelses-
skrig;
Moderen et Glædesskrig).
Ah, Giulio! -- Det Venskab gaaer for vidt!
Dame Carrara.
Vær rolig Mand! Vær rolig, vilde Carlo!
Her . . .; men forklar, Signor!
Carlo.
Det mig tilhører,
at æske sligt, og det skal blive æsket.
Cornelia.
Mit Krav er nærmere. Ve ham, jeg elskte!
Saa søndret Fnug ei bliver denne Haarlok,
(sønderriver
Cinthios Haarlok)
saa snelt hans Ring forsvinder ei i Mulmet,
(kaster
Cinthios Ring ud)
som søndret, knust, bortkastet er hver Rest
af Kjærlighed til ham, der saa mig krænkte.
Dame Carrara.
Dog gjorde Denne det af Kjærlighed;
men Cinthio af Kulde. Derfor had ham;
men ikke Giulio, som kun har taget,
hvad Venskab ham har budt og du har givet.
Af Had til Cinthio kunde jeg ham elske.
|
| d.II,b.5,s.220 |
Carrara.
Søn af min gamle Ven, hvi gik du ikke
den aabne Vei til mig, din Faders Ven?
Og nu, da du er hjemkaldt -- fy, Signor!
Du vilde liste med dig for Rialto,
det Rygtets Torv, den Verdens Sladderbørs,
min Datters Ære.
Giulio.
Ved min Faders Minde,
et Haandtryk kun, Levvel for Evigheden.
Dame Carrara.
Og saadan Ømhed blive upaaskjønnet!
Da burde Solens Lys ei kunne trænge
igjennem Skyen, tusindaarigt Dryp
igjennem Sandsteen ei.
Carlo.
Venetianer!
Din Ven er dødsens for dit Ord.
Cornelia
(griber
Carlos Haand).
Ret, Broder!
Da vil jeg ikke blues længer. Kun
hans Blod kan toe mit Kys af dennes Læber.
Mig gav han til sin Ven som en Slavinde;
men knapt han skjænkte ham til mig igjen.
Dame Carrara.
Familiens Ære fordrer det; og Padua
har tyve Ynglinge af Navn Carrara,
i Raadet fem.
Carrara.
Og Jeg, jeg har jo Magten?
Dog gjør mig Tingen ondt for Navnets Skyld.
|
| d.II,b.5,s.221 |
Giulio.
Bed for ham, ædleste Cornelia!
Cornelia.
Var jeg da Qvinde, hvis slig Ringeagt
for Venskabs Skyld jeg taalte?
Giulio.
Vidste du,
hvor høit jeg elsker dig, hvor ham jeg elsker,
da gjorde du det gjerne.
Dame Carrara.
Vist, min Datter,
ei vilde Denne her dig saa opoffret.
Jeg mærked strax, hvem dig oprigtigst elsked.
Angr', at mit Raad du fulgte ei.
Cornelia.
Jeg angrer.
Jeg angrer det, jeg angrer det af Hjertet.
Dame Carrara.
Da alt kan blive godt, da har Madonna
laant ægte Kjærlighed sin tyste Celle,
og ført i Mulm de rette Hjerter sammen.
Tilsidst vel Cinthios med Cenzias?
Nei, det maa Carlo's Hidsighed forhindre,
som striden Flod, der overskjærer Vejen.
Ja, kom selv Skjæbnens Hjul, det maatte standses.
Giv ham din Haand, hvem du i Løn har kysset.
Han har tilstaaet, at sværmersk Lidenskab
har drevet ham til dette Vovespil.
Da skal Carraras Sværd, den lange Række,
hiin Usling spare for min Svogers Skyld.
Der er ei anden Udvej.
|
| d.II,b.5,s.222 |
Mazoliero.
Er den Ærens?
Carlo.
Netop !
Mazoliero.
Betænk Jer!
Carrara.
Nei, ved Himlen! Nei,
kun saa! Din Ven du frelser. Hun er tabt
for ham for evigt.
Dame Carrara.
Ja, saa maa det være
Det var en Hevn! . .
Giulio.
O Cinthio, min Ven!
Dame Carrara
(til
Giulio).
Hvi dvæler du? Du har for mig besvoret
med Graad din Ømhed for Cornelia.
Giulio.
Som Rosentornen fæster sig i hvad,
der iler nok saa snelt forbi, saa fæsted
det første Øieblik min Sjel til hende.
Carlo.
Tab da af Ædelmod din Ven og Hende,
og ovenpaa dit Liv; thi, ved min Ære,
den Mund til Taushed bringes skal, som kan
fortælle, at min Søsters den har kysset,
og dog er fri og ei med Eed belagt.
|
| d.II,b.5,s.223 |
Giulio.
Cornelia, forstaa min Kamp!
Cornelia.
Jeg gjør det,
og agter Eder derfor, som jeg maatte
foragte mig, om der var Tvivl hos mig.
Det er, tør hænde, Himlens egen Vilje
for Cenzias stille Suks Skyld, og maaskee
jeg redder Cinthio fra Forfølgelse,
om jeg mit Hjerte følger. O! jeg veed ei,
om dette eller Sorgen for ham har
den stærkeste Nødvendighed.
(knæler)
Signora,
giv mig den Haand, jeg stjal mig til at trykke!
Lad Læben, som min elskovssyge Sjel
paastemplede sin vilde Sorgs Farvel,
forkynde mig min himmelfaldne Lykke!
Cornelia
(reiser ham op).
Du fik for meget. Nu har jeg forlidt
for dig, som giver mig saa gode Prøver
paa Styrken af din Elskov.
Dame Carrara.
Den maa vinde
som er den stærkeste.
Der er min Haand!
Carrara.
Og min paa eders Hoveder. Nu Pater,
læg Eders til!
Mazoliero.
Jeg folder dem i Bøn.
(Mumlende)
Forbandet være denne Tingens Gang!
|
| d.II,b.5,s.224 |
Nu enten Cenzia i Kloster eller
i Graven Cinthio!
Dame Carrara.
Og der maa skyndes
med Bryllup; thi vor Svigersøn er hjemkaldt.
Carrara.
Derom har Paduas Duca faaet Budskab.
Dame Carrara.
Derfor -- imorgen ved Høimessetid.
Vor Svigersøn har Hastværk.
Carrara.
Ja, min Søn,
du kaldet er, i Følge af din Plads
i Adlens gyldne Bog, iilsomt tilbage.
To Officerer blandt de Sammensvorne,
Zeno og Annicelli, har besvoret
paa Pinebænken eders Uskyld, og
hvad det ei virked, virket har en Mand,
man ikke gjerne nævner, thi han staaer
Dieci noget nær, en dygtig Mand,
der, som man veed, har stor Indflydelse,
og snart, som Chef for Statens Politi,
fik eders Tilflugt sporet op.
Giulio.
Men Cinthio?
Cornelia.
Nævn ei hans Navn!
Carrara.
Mandatet ei ham nævner.
Hjemkommen jeg ham til mit Hjerte stevner.
(
Carrara,
Dame Carrara,
Giulio og
Cornelia gaae.
Mazoliero vinker
Carlo at blive).
|
| d.II,b.5,s.225 |
ELLEVTE SCENE
(
Mazoliero.
Carlo Carrara).
Mazoliero.
Styr eders Sind!
Carlo.
Ja til den rette Hevn.
Til da en Ring af Taalmod om mit Hjerte.
Mazoliero.
Betænk, at Cinthio har hvilet ved
jer Søsters kydske Hjerte . .
Carlo.
Død og Helved!
Mazoliero.
Betænk, han veed hvor mange Slag det slaaer,
af Elskov krystet!
Carlo.
Ha, han er forloren!
Mazoliero.
Betænk, hans Læbe hvilet har paa hendes,
og kun han laante ud den til en Ven.
Carlo.
Gjør mig ei mere rasende.
Mazoliero.
Betænk,
din Søsters rene Skabning paa hans Skjød
har efter hans sig formet, som Vedbenden
sig efter Poplen.
|
| d.II,b.5,s.226 |
Carlo.
Vogt dig, hule Munk!
Jeg kunde tage, hvis du blinder mig
med slige Farver, dine egne Ord
for Skurkens Gjerning. Tirr mig ikke mere!
Mazoliero.
Betænk, for Venskabs Skyld opoffred han
din hulde Søster! Skaan ham derfor! . .
Carlo.
Derfor?
Derfor han burde tifold døe, afpiint
med Livet, og dets Smerter gjenindtryllet.
Opoffrede? Det siger du saa koldt?
Opoffred? Hvem? En Bondepige? Eller
en af hans Lidoskjøger? Død og Helved!
Forband mig, hvis jeg ikke tager Hevn
meer grum og seen, end tog jeg ham aflive.
Dig vil for Stands og Aars Skyld jeg tilgive.
Mazoliero.
Mit Raad er spildt . .
Mazoliero.
. . . Men i en frugtbar Revne.
Kun frygter jeg, at Verden ei kan hevne.
Der maa Beregning til og Kulde -- da
gaaer Alting vel den sikkre Haand ifra.
Thi Verden, Guds Natur, et Værksted er
fra Smedens Dødsfald aabent for Enhver,
som smede kan . . Og, hvi, naar jeg det lærte,
da ei en Nagle for min Fiendes Hjerte?
Er det ei vakkert eller strengen Ret,
til Prikke det dog ligner Mennesket.
|
| d.II,b.5,s.227 |
|
| BLA BAKOVER |