|
FØRSTE SCENE
(Padua. Carraras Have. To Sidealleer.
Cinthio og
Giulio halvmaskerede.
Siden
Cornelia Carrara og hendes
Moder).
Giulio.
-- Den Helvedskurk, som lokked os i Snaren
blandt Oprørsmænd og Pøbelbærme!
Cinthio.
Han
er ikke bedre, som os frelste ud.
|
| d.II,b.5,s.193 |
Giulio.
Det var et Eventyr.
Cinthio.
Meest eventyrligt,
at Vi er' frie og her i Padua.
Giulio.
Hvor var det muligt andetsteds at aande,
landflygtige fra herlige Venedig?
Hvor andetsteds vel muligt?
Cinthio.
Nei, end hvor
Cornelia aander?
Arme Søster Cenzia!
Cinthio.
Jeg mener under disse skjønne Popler.
Giulio.
Jeg med. Jeg derfor gaaer her.
Cinthio.
Ogsaa jeg.
Hvor gjerne han var qvit mig, og jeg ham
paa dette Sted, men kun paa dette Sted!
Cinthio.
Jeg vil ei nævne meer det hulde Navn.
Thi, omtalt med Petrarks Veltalenhed,
det var at klæde Skjønheden i Pjalter.
Det smerter ogsaa dig.
Giulio.
Aldeles ikke.
Nævn: "Pfersken" for en Tørstig og han smiler.
|
| d.II,b.5,s.194 |
Cinthio.
Du er ei glad som før.
Giulio.
Du heller ikke.
Cinthio.
Er det ei Tiden, da du gaaer i Bad?
Giulio.
Er det ei Tiden, da du gaaer i Kirke?
Cinthio.
Du pleier mig at følge.
Giulio.
Du mig med.
Cinthio
(udbreder Armene).
O hvorfor ikke følges ad som forhen
i Dette med, som truer os at skille?
Min Cinthio! Ja til Skjebnen fælder Dom
ei mellem vore Hjerter, men vor Lykke.
Cinthio.
Cornelia -- ? Tal du!
Ak arme Søster!
Han veed ei, hvad jeg ahnte strax, da Skurken,
Diecis falske Tjener, traadte ind
i Fængslet med sin Lampe og sin Nøgle,
at du af Kjærlighed ham frelste. Men
jeg tier, sætter eget Haab paa Spil,
men ei min Søsters Ære.
|
| d.II,b.5,s.195 |
Cinthio.
Hvor du mumler!
Giulio.
Cornelias Navn.
Cinthio.
Til Rosenkrandsen mumler
min Mund og Tanke det ugudeligt.
Min arme Søster!
Cinthio.
Men lad Himlen dømme
fra hendes Læber. Ærligt Spil imellem
saa gode Venner! Endnu kan vi det.
Thi hun udmærker Ingen.
Giulio.
Ei endnu.
Men første Leilighed vil decidere.
Cinthio.
Saa være det. Der er Hun!
(
Cornelia og hendes
Moder sees i Baggrunden af Midtalleen).
Giulio.
O, jeg skjælver.
Cinthio.
Det maa du ei. Nu gjælder det.
Giulio.
De see os,
og tale om os.
Cinthio.
Knapt for første Gang.
Det har jeg mærket.
|
| d.II,b.5,s.196 |
Giulio.
Hid! Vælg den Allee,
vælg denne, om du vil; og lad det være
et Skjebnens Vink til hvem hun bøier af.
Cinthio.
Ja, vel ! Din Haand! --
(De gaae opad hver sin Sideallee, medens
Cornelia og hendes
Moder spadsere
ned mod Forgrunden i Midtalleen).
ANDEN SCENE
(
Dame Carrara,
Cornelia,
Cinthio og
Giulio).
Cornelia.
De gjøre Opsigt her
i Padua de to Venetianere.
Dame Carrara.
Ei Guld, mit Barn, er alt, som glimrer.
Cornelia.
Men
er Een af Guld, saa er den Anden med.
Saa ligne de hinanden.
Dame Carrara.
Ja i Masker.
Thi Taft er Taft. Vogt dig!
Cornelia.
Det vil jeg nok;
men jeg foragter andre Qvinders Daarskab,
at kalde Elskov Skam.
Dame Carrara.
Ti! Slige Ord
er det desmeer.
|
| d.II,b.5,s.197 |
Cornelia.
Jeg saae et Øieblik,
desværre kun eet Øieblik igaar,
paa vor Banket dem begge umaskerte,
men kan nu ikke meer adskille dem,
om det end Saligheden gjaldt. Og reentud,
den Lighed i Opmærksomhed, de viste,
forvirred mig end meer, saa mine Svar
tilsidst jeg maatte stile til dem begge,
og ikke veed jeg hvem jeg vilde vælge,
om Begge vilde beile. Ganske vist
det maatte blive Den, der først det gjorde.
Dame Carrara.
Din Tale røber, at det ei har Hast.
Den er barnagtig meer end for din Alder.
Cornelia.
Dog seer jeg himmelvid Forskjel imellem
de to Venetianere og vore
Hjemfødninger af Smaastads-Kavalerer
(kun svirende Studenter, raa Slagsbrødre)
som mellem Kampesteen og Perler, Moder.
Og det er vist de føre begge To
Venedigs Doges Navn.
Dame Carrara.
Langt ude Frænder
formodentlig. Og om de vare mere,
da er den Storhed Nul og Intet siden
den sidste Sammensværgelse, som opfyldt
har Padua med Fordægtige, der komme
fra hver en Krog, som Frøer efter Regnen.
Selv Pateren, der har opslaaet sin Bolig
i Parkens øde Eneboerhytte,
man ymter om har været medindviklet.
Men bi, trods disse Herrers Maske, vil
jeg undersøge.
(Til
Giulio).
Hør, Signor, et Ord!
(
Cornelia vender imidlertid om, saa hun kommer
Cinthio imøde i hans Buegang. Begge Partier
spadsere op og ned i Samtale, og blive staaende i Forgrunden i Aabningen af hver sin Sideallee).
|
| d.II,b.5,s.198 |
Jeg alt har sagt; jeg frygter Cinthio med.
Ha, at jeg ei kan see igjennem Løvet!
Dame Carrara.
Sørg ikke, ædle Zani! Eders Uskyld
Carrara selv vil bringe til Venedig.
Men selv med Eders Sorg er I velkommen,
saa tidt I vil, hos Os, hos den Cornelia,
Jeg seer I søger med uroligt Øje,
og vil I, hos en Moder.
Giulio
(kysser hendes Haand).
Maatte Gud
velsigne Eders Naade for det Ord!
Men I bør kjende Eders Søn.
(Afmaskerer sig et Øieblik).
Dame Carrara.
Aha!
Det var jert Adelsbrev I der mig viste;
og jeg skal ærligt, uden for Cornelia,
bevare hvad jeg saae, indtil Venedig
gaaer i sig selv og trygler Eder om,
at vise atter Eders Aasyn der.
(Gaaer opad Alleen.
Cornelia og
Cinthio, der under en lidenskabelig Samtales Gestus have
staaet noget tilbage i den anden Allee, nærme sig Forgrunden, ligesom for at undgaae dem).
Cornelia.
. . . Jeg troer dig. Sværg ei meer, skjøndt dine Eeder
er sødere i sin Vanhellighed
end Englenes Musik. Dog vilde de
ei været mere værd end Hvift i Luften,
om du ei havde viist mig, at din Mund
er ærligt som dit Øje og din Pande.
|
| d.II,b.5,s.199 |
Cinthio
(giver hende en Haarlok ved sin Daggert).
Tag dette Pant fra denne; men fra Læben
et Pant meer evigt, hvis du elsker mig,
end denne Ring.
(Kysser hende, og sætter en Ring paa hendes Finger).
Cornelia.
Lad Kysset gjælde til
i Aften hos din Landsmand Eremiten
her i vor Park, en Tjener af vort Huus;
men dette Pant til Døden gjælde!
(Giver ham en Haarlok).
Dette
udover Døden, gjennem Evigheden!
(Giver ham en Ring.
Giulio, der med
Cornelias Moder er traadt om i Sidealleen, hvor
Cornelia og
Cinthio befinde sig, seer det og udstøder et dæmpet Skrig).
Cinthio.
O Giulio!
Cornelia.
Din Ven, som saa du roste,
befinder sig ei vel.
Cornelia!
Her bør du være. Det var bedre Anstand.
Kom flux!
Cinthio
(fattende
Giulio i Armene).
Her er min Plads. Se op! Vær frisk!
Her er jo Cinthio.
Giulio.
Jeg saae en Slange
her i Alleen, og det skrækked mig
for Eders Skyld, Signora.
|
| d.II,b.5,s.200 |
Uh! den stak mig.
Giulio.
Nu er jeg vel, dog svaller Blodet end,
saa jeg maa ønske denne Buegang
meer kjølig, kjølig som en Grav.
Cinthio.
Din Spænding
forfærder mig . .
Giulio.
O, den vil briste snart.
Dame Carrara
(afsides til
Cornelia).
. . Mig ei i mindste Maade. Det er kun
et Elskovsfeberanfald. Kom, mit Barn!
Dit Fravær, sidste Hviften af dit Slør,
forsvindende i Buegangens Dreining,
ophvifter Kjærlighedens Ild end mere;
og at den blusser høit, det skader ikke.
Thi steg end slige Flammer over Skyen,
de ville synke dog.
Cornelia.
Da vil jeg tænke,
at smukke Blomster frem i Asken gro.
Dame Carrara.
Ja Gravens Mose over Smertens Ro.
(Til
Giulio)
Signor, vi sees.
(Gaaer med
Cornelia).
Giulio.
Ikke meer paa Jorden.
|
| d.II,b.5,s.201 |
TREDIE SCENE
(
Giulio.
Cinthio.)
Cinthio
(gribende
Giulios Haand).
Hvorledes er det Ven? Du blegner atter.
Giulio.
Jeg blegner for mig Selv; thi jeg opdager,
at jeg i Hjertet er en Skurk, som elsker
mig Selv, min Lykke høiere end dig, --
en Synder, som til Gud først appellerte,
og nu da Han har dømt, hans Dom indstævner
for Helv'det her.
(Slaaer sig for Brystet og brister i Graad).
Cinthio.
Jeg blues ved min Lykke.
Og den er knust af dine Taarers Vægt.
Gid Moderen til mig sig havde vendt,
og Datteren var dig imøde sendt!
Giulio.
Da -- o hvad Glæde var der i min Lykke?
Da jamrede jo du, og i din Aare
min Sygdom zittred.
Cinthio.
Sygdom?
Giulio.
Hvorfor skulde
vel Sjælen have mere grove Nerver
end Legemet, og sygne ei som dette?
Nu veed jeg ei, om Begge ikke er' det,
om Legemet ei ogsaa er indsygnet
for Selskabs og for Venskabs Skyld.
|
| d.II,b.5,s.202 |
Cinthio.
Kom, støt dig
paa mig! Her skal i Parkens Baggrund boe
en Eremit, en Læge for dem Begge.
Vi kalde ham -- .
(Gaae opad Buegangen og ud).
FJERDE SCENE
(Det Indre af en Eremithytte.
Mazoliero i Eremitdragt; retter paa en Munkekappe, der hænger
over en Stol).
Mazoliero.
Saaledes maa du ikke hænge, du Arvegods! Det kunde gjøre
mig bange, skjøndt jeg er sikkrere her i gamle Fader Martins
Hytte og i hans Kutte og med hans afragede Skjæg limet til
Kinden, end under Jorden. Det er som om han sad der den
Gamle med Ryggen til mig, da jeg lagde Fingrene om hans Hals
og hviskede til ham, at han endnu samme Dag skulde være i
Paradiis.
(Tager sig en Slurk af en Viinkande).
San Marco være lovet! Den
Fordeel har jeg ogsaa som Munk, at jeg selv kan absolvere mine
Synder -- dersom Selvopholdelse er en Synd i disse Tider, og
som om ikke de uskyldige Fugle gjøre det Samme, naar de kaste
en Makker udaf Reden og gjøre sig det mageligt deri.
(Tager en Slurk).
Og jeg erindrer dig ogsaa uden Bitterhed, gamle Collega, skjøndt
du begyndte med en Straffepræken over Verdens forvildede
Børn, da jeg en Aftenstund bankede paa din, nu min, Dør, og
bad om Natteleje og undfangede der Tanken om at forære dig
Paradiset for denne Hytte og Helgenglorien for denne Kutte og
dette Skjæg. Deri var det da jeg forekom især Damerne Carrara
saa ærværdig, da jeg betroede dem den store Hemmelighed, at
gamle Martin havde tiltraadt en Vandring, som kun skulde være
bekjendt for Guds Øjne, der forfølge Ormen i Støvet, til den
hellige Grav, mens han havde betroet mig at holde Bønnerne
for Huset Carrara og Lampen for den hellige Moder vedlige i
hans Hytte. Gid det maatte gaa de Andre, som kanskee have
reddet sig af Skibbrudet (paanær Zeno og de to forhadte Zanier,
især Han, den stolte Cenzias Yndling) saa godt, at de kunne lee
som jeg ad Diecis lange Fingre. Men det vil ikke længe vare,
dersom de blive ved at gaae saa frie og franke om i Padua,
som man siger om disse Halvmasker, der have viist sig paa
|
| d.II,b.5,s.203 |
Gaderne. Gud veed hvordan de kom væk; thi jeg hørte alt
Venedigs Stormklokker før jeg ret havde klaret Kanalerne. Men
skulde Han . . Det er umuligt. Nu! da har jeg denne eensomme
Rolighed for at tænke i; og, sandt at sige, jeg har været Aarsag
i Manges Ulykke ved den ene Tanke, hiin drengeagtige Med-
beilers Opblæsthed indgav mig, om at kunne med et Blyantstrøg
ramme Ham og Hende og Hendes Broder og Fader, der staaer
i Spidsen for Undertrykkelsen af Republikens tappreste Armee.
Jeg vil derfor haabe . .
(Det banker).
Om denne Banken vil jeg
haabe, at det er mit smukke Skriftebarn Gartnerpigen . .
(Aabner.
Cornelia træder ind). Ah, Signora, selv! Eders Indgang være
velsignet!
FEMTE SCENE
(
Mazoliero.
Cornelia. Siden
Cinthio).
En Bøn, Ærværdige! Men ikke til
Madonna -- thi min Sjel er nu for jordisk,
af Kjærlighedens første Fryd bestukken --
men en til Eder.
Mazoliero.
Tal, min Herres Datter!
Cornelia.
Tilgiv mig først, om I ei kan velsigne.
Det maaskee er en Synd, skjøndt ei imod
Guds Bud, men lige efter.
Mazoliero.
Ak, jeg veed det.
I elsker. Vogt Jer!
Cornelia.
Derfor tyer jeg under
jert fromme Tag, hvor Lampen for Madonna
i evig Brand er holdt af viet Haand,
|
| d.II,b.5,s.204 |
der endnu stedse folder sig i Bønnen,
som hellig Martin for Halvhundredaar
begyndte her og nu fortsætter selv
paa Havet, gjennem Ørken og paa Zion.
Yd her min unge Kjærlighed et Fristed
til noget Vist opklares, jeg ei veed.
Min Moder har desuden ladet falde
et Ord, som skrækker mig; thi hvilken Qvinde
kan elske meer end Een?
Mazoliero.
Og denne er?
(
Cinthio træder raskt ind halvmaskeret.
Mazoliero reiser sig forfærdet).
Cornelia
(springende op, omfavnende
Cinthio).
Min Cinthio!
Ha! Jeg skulde, gjennem Masken,
dig navnløs kjendt paa mine Aarers Stormen.
Cinthio.
Cornelia! Tilgiv, jeg dig forlader
i dette andet Møde, sødere
ved Mindet om det første, end selv det;
thi jeg forlod min Ven, til Hjertet syg,
for Trøst og Lindring til hans Seng at slæbe
med Eder, fromme Fader. Følg mig derfor,
og tal hans Sind tilro og dæmp hans Puls
med sunde Urtedrik.
Mon jeg skal troe
min Moders Ord om Styrken af hans Elskov?
Da kjæmp med ham, min Cinthio, som Jacob
med Jehovah. Ak hvad kan overgaae
min Cinthios Kjærlighed?
|
| d.II,b.5,s.205 |
(Høit). Hør, hør min Elskte,
jeg tænkte, om det Hjerte slaaer paa Jorden,
der mere elsker mig end dit.
Cinthio.
Nei, Elskte!
Cornelia.
Du kan ei lyve; thi hvor skulde Løgnen
vel skjule sig? I Øjet? Tordenskyen
da kunde blive dulgt paa klaren Himmel.
I Hjertet? O, det ligger jo i Øjet?
Cinthio.
Dog tænker nu jeg paa min Ven af Pligt;
men mægter ei at skilles fra dig før
du, fromme Olding, har vor Pagt velsignet.
(De knæle ned).
Mazoliero
(gaaende til Madonnabilledet; knæler ned derfor).
Det vil jeg.
(Afsides mumlende)
Ved min Hevn, nei Intet heller!
Gid Cenzia blot saae det! Men i Mangel
heraf skal trofast Pergament oprulle
den hele Troløshed for hendes Øjne.
Dog er ei dette nok. Skjøndt knapt jeg troer,
mit Ønske stort udretter, dog jeg kalder
al Helveds Vee nedover dette Hoved.
(Høit, læggende Hænderne paa deres Hoveder).
Staaer op! Jeg bedet har for eder Begge.
Velsignelsen vil Gud -- Han være lovet! --
for mine Ord i Gjerninger udlægge.
Amen!
Cinthio og Cornelia
(reisende sig).
Amen!
|
| d.II,b.5,s.206 |
Mazoliero.
Følg mig til din Ven.
Cornelia.
Iaften her vi sees da igjen.
Her under dette lave Mosetag
vort Pagt indviet er med Guds Behag.
(De gaae).
SJETTE SCENE
(Værelse.
Giulio paa Sygeleiet, fantaserende. Siden
Mazoliero som Munk og
Cinthio).
Giulio.
. . . Fornærmer Du min Søster, den ædle Cenzia? Se saa,
Skurk! Der har du Kaarden igjennem Livet. Men, Gud hjælpe
mig, det er jo Cinthios Ansigt og ikke Mazolieros? Ak! jeg har
stukket min Vens Hjerte igjennem, og endda rækker han mig
Haanden. Ha, hvad er det for en Ring? Cornelias, Cornelias!
Saa dø da nok engang for den stakkels Cenzias Skyld, hvis
Kjærlighed du ikke har forstaaet! Ak, nu er der en Ring af
Blod paa min Finger, Cinthios Blod, ikke Mazolieros, Cinthios
Blod . . . Hjælp! Hjælp! Jeg vælter mig i Cinthios Blod . . .
(
Mazoliero og
Cinthio komme sagte ind).
Cinthio.
Tys! Sagte! Ak, Feberen er stegen.
Cornelia! Cornelia! Gud velsigne dig! Det var smukt af dig,
at du kom.
Cinthio
(skydende
Mazoliero frem ved Sengen).
Tal ham tilrette med Guds Ord og Eders egen Viisdom, og
giv ham strax af Eders Phiole.
Giulio
(seende forvildet op).
Hvem er du? Mazoliero? Jeg seer dit Skjæg er falskt. Ah!
Nu forstaaer jeg det: du er den gode Cornelia, der kommer
|
| d.II,b.5,s.207 |
fra den fortræffelige Moder. Men hvortil denne Forklædning?
thi hun er mig ret god og ønsker . . Aha, jeg veed det nok. . .
Men nu seer jeg det. O! o! o!
(Synker tilbage).
Jeg ahnte rigtig, skjøndt jeg ei begriber
hvorledes her han fantaserer og
ei i Venedigs smeltende Blykamre.
Men denne Kjærlighed maa dæmpes ned
for Cenzias Skyld. Cornelia maa vorde
Medbeilerens.
(Til
Cinthio)
Søn, lad mig ene med ham!
Gud, send den Ro, som flyer min Seng, til hans!
Varmt har jeg bedet for din Frelse, Søn!
Og Himmelen vil sende dig sin Styrke,
som Jorden dig sin Hjælp i denne Drik.
(Giver ham af Phiolen).
Giulio.
Jeg har en Feber. Det er intet Andet.
Men Tak, du gode Olding, for din Drik.
Den svalede mit Blod; men takke meest
jeg maa din Bøn, fordi jeg nu kan tænke.
Mazoliero.
Tænk paa din Ven da! Undersøg, om du
er egenkjærlig eller svag, erindre
hvad han dig var, og brug Kanalens Strøm,
hvori han styrted sig for dig at frelse,
til disse Udydsluer at udslukke!
Hvo er du, Gamle? Kan du see i Hjertet,
hvis ei min Læbe Noget har forraadt?
|
| d.II,b.5,s.208 |
Mazoliero.
Hvis jeg er skarpsynt, er jeg det ved Bønnen.
Giulio.
Bed for mig, at jeg ei gjør Cinthio Uret.
Det var et forudaftalt Lykkespil:
hvem Skjebnen først af Os imødeførte
den Hulde, hvem min Mund ei meer har Ret
at nævne, skulde beile angerløs.
Og dog jeg vilde, for en Tredies Skyld,
hvis rene Jomfrunavn ei al Venedigs
Tortur mig skulde tvinge over Læben.
Mazoliero.
En Søster maa det være.
Giulio.
Tys! For Guds Skyld!
I mig forfærder.
Mazoliero.
Øret skjærpes ogsaa
ved ivrig Bøn, og Navnet klinger for mig
som . . . .
Giulio.
Vær barmhjertig! Dræb ei hendes Ære!
Lad Navnet hvile klangløst, pletfrit paa
jer rene Læbe! I til Løn skal vide,
at hun ham elsker, ham, min Barndomsven,
men uden at han veed det eller ahner,
endskjøndt hun frelste ham, som Englen Paulus.
Døm da, hvad Broderen og Vennen lider.
Hvor lædsker han min Sjel med hendes Qvide!
(Høit)
I Himlen er en Brudgom, som forskyder
ei knuste Jomfruhjerter. Hun til ham
som Jesu Brud maa knælende sig vende.
|
| d.II,b.5,s.209 |
Giulio.
Ak, arme Søster, skulde saa du ende:
dit fagre Liv i Kloster indestængt?
Mazoliero.
Dit Ord er Synd, min Søn, om ikkun tænkt.
Giulio.
Ve mig! Gid jeg var død! Giv mig en Drik
af stærke Urter, som du kjender, Fader,
af skummel Bulme, døsige Valmue,
Natskygge, fuld af sorte Øgleblod,
at denne Qval kan ende.
Mazoliero.
Ti, Ugudelige!
Der er en Drik, som lædske vil dit Hjerte
og dæmpe ned dets Storm som Oljen Vandet.
(Giver ham en Drik).
Sov vel! Jeg gaaer at bede for din Sjel.
I Nat jeg vaager her hos dig. Farvel!
(Gaaer hen imod Døren; lister sig tilbage).
Han sover alt. Papaveren har blandet
sit dorske Blod med hans. Saa skal du slumre
til Intet mere hindrer Cinthio
fra, i Uvidenhed elskovsberust,
at faae den stolte Cenzias Hjerte knust.
(Gaaer, men møder
Ginthio).
Mazoliero.
End ei hos eders Brud? og alt det mulmer,
saa Parkens Poppeltoppe synes Tinder
af sænket Taage, medens under dem
der er en Nat saa sort og tæt som Klippen,
hvem Alfefolket gjennemvandrer.
Cinthio.
Venskab
og Kjærligheden kjæmpe om mit Væsen,
min Tid, Beslutning, Tanke og min Handling.
|
| d.II,b.5,s.210 |
Mazoliero.
Cornelia nok fordre vil det Hele;
og dog, naar det kan deles mellem To,
(afsides) -- Nu slipper jeg en Slange i hans Eden --
(høit) hvi negter I en Tredie da en Brøk,
som har det ældste Krav og vel det tyngste:
Taknemlighedens?
Cinthio.
Ja det eier Han,
som slumrer der -- giv Gud, i Glemsel eller
i bedre Drømme end ham Livet mødte!
Mazoliero.
Tal ei om Ømhed meer for Eders Ven:
ei een, men tvende Dolke har I boret
ind i hans Hjerte. Viid, ei Iversyge
har knust Ham, men hans Kummer for en Søster,
hvis Kjærlighed I skylder Eders Liv.
Cinthio
(slaaende sig for Panden).
O Cenzia, hørte du hvor i min Sjel
jeg dig velsigner!
Mazoliero.
Sligt kan maaskee kildre
en Bedstemoder.
Cinthio.
Jeg var blind som Skjebnen.
Mazoliero.
Betænk nu -- dog ei ved Cornelias Hjerte --
hvor meget skjønnere dit Venskabsforhold
til Giulio var bleven, om du elskte
hans Søster og hans Elskte ei som nu.
(Gaaer).
|
| d.II,b.5,s.211 |
Cinthio.
O hvilke Torne saaer du i mit Hjerte!
(Træder til
Giulio)
Hvor ligner han i Slummeren sin Søster,
den Helgen, som jeg evig vil tilbede.
Ak, Eremiten talte sandt -- gid aldrig
jeg havde seet Cornelia! men nu
er Po og Rhin og Tiber ei meer skilte
ved Alper ad, end vore Livsensstrømme.
Venedig mig forstødte; -- ahnende
ei Grusomhed i Skjebnens Leeg, tog jeg,
som Bredden Blomstret, drevet ind af Strømmen,
den Fryd mig Padua skjænkte til Erstatning.
Og denne er saa sød, at for Venedig,
for Cenzia jeg ikke kan den bytte;
men kun for een, een Ting, kun een, i Verden:
for Giulios Liv. Dog maatte jeg da døe.
Kun eengang!
Cinthio.
Tys!
Giulio.
Kun eengang!
Cinthio
(bøjende sig over ham).
Tør jeg kysse
ham vaagen? o hvor fuldt hans Pulse slaae!
Den Søvn er ei naturlig.
Giulio.
O, kun eengang!
Bed for mig, gode Munk, bed Cinthio for mig!
Kun eengang, for at tage evig Afsked.
Kun ved et Haandtryk, ved et Haandtryk kun!
Mon han vil negte det, da bed ham ei
for Venskabs Skyld, fordi vi Blod har blandet,
|
| d.II,b.5,s.212 |
men bed for Guds Barmhjertigheders Skyld,
for Jesu Blods Skyld. Negter han det da,
saa vil jeg døe for ikke ham at hade.
Han negter ei; thi Cinthio dig elsker.
O underfulde Virkning! Flux han smiler,
og Graaden samler sig i Smilehullet.
Nu tør jeg vække dig med dette Kys!
(Kysser ham paa Panden).
Giulio.
Cornelia!
(Vaagnende)
O Cinthio tilgiv mig!
Jeg hørte . . . O nu er det bedre med mig.
Dog er jeg endnu altfor febermat.
Det er den lumre Sumpluft her paa Sletten,
der qvæler Brystet, vant til frisken Blæst
ifra Dalmatiens Alper over Havet.
Cinthio.
Min Giulio, Cenzias Broder, kan du troe
din Ven saa slet? Du har mit Ord! Tag Afsked,
naar du faaer Kræfter, med Cornelia.
Giulio.
Det er da ingen Drøm? Det var din Stemme,
ei Blodets Surr i Øret, som det sagde.
Du andengang mig skjænker Livet. Se
hvad Tryllemagt dit Ord har!
(Springer op)
Jeg er frisk.
Cinthio.
Du raser!
Giulio.
Oh! jeg kan Rialto løfte,
og knuge Marmorløven til den brøler
sin Løgn af Brystet. O min Cinthio,
min ædle Ven! min Sjel, mit Liv! mit Alt!
(Omfavner ham).
Føl Pulsen, om du tvivler.
|
| d.II,b.5,s.213 |
Cinthio.
Stærk, men rolig.
Forunderligt.
Giulio.
Du angrer det?
Cinthio.
Hvor ringe
er Prisen for din Sundhed! Thi dit Liv
er værd Cornelia selv. Se der er Ringen,
der hendes Haarlok! Det vil give dig
til Mere Adgang end til Haandtryk blot.
Kys hende! Ja et Kys! -- Men -- kun til Afsked!
Giulio.
Det bringer jeg dig reent fra hendes Mund.
For mig alene jeg beholder kun
det sidste Fingertryks Elektriskhed.
Farvel, min Ven! Det trækker mig afsted,
skjøndt, sluppen, hendes søde Fingerspidse
vil støde mig i Helved ned tilvisse.
(Gaaer halvmaskeret og i Domino).
SYVENDE SCENE
(
Cinthio. Siden
Mazoliero)
Cinthio
(kaster sig paa en Stol).
Mig ængstes saa. Maaskee jeg gjorde galt;
maaskee jeg offred' Venskabet formeget;
maaskee Cornelia er saa meget Qvinde,
at egen Søster hun ei vilde skjænke
et Kys i natligt Eenrum af sin Elsker;
maaskee . . o var jeg værdig da en Ven,
hvis ei en Lidenskab, der ham fortærer,
jeg vilde mætte med saa Lidet? Dog
kanskee . . bort fæle Hvirvelord, som presser
den kolde Sved af Panden. Tys! kanskee
han angrer det? Thi Daarskab er det dog,
et Vovespil. Men naar er Elskov klog?
Mazoliero
(kommer med Lanterne).
|
| d.II,b.5,s.214 |
OTTENDE SCENE
(
Mazoliero og
Cinthio).
Mazoliero.
Hvad! Oppe alt? Signor, I er ulydig.
(Seer
Cinthio, sætter forskrækket Lanternen til hans Ansigt).
San Marco! Eder!
Cinthio.
Rigtigt, som I seer.
Mazoliero.
Og Eders Maske, Kappe og Figur
og Eders Fodtrin mødte jeg i Parken
nærved min Bolig, som af Ædelmod
og Godhed for min Herres fromme Datter,
jeg overlod Jer til et Uskyldsmøde
imens jeg vaaged her?
Cinthio.
Ærværdige!
Jer kan jeg sige det. Min Ven tillod jeg
at tage Afsked, hyllet i mit Navn,
med min Cornelia, som han tilbeder.
Saaledes blev han frisk.
Mazoliero.
Mig gjør det syg.
Min Herres Barn . . .
Cinthio.
Imorgen er han reist.
Da vil Cornelia jeg Alt fortælle . . .
Kanskee . . .
Mazoliero.
Nei, det tilhører mig.
(Afs.)
Saaledes
skal Cenzias Elsker ikke blive fri,
men falde for Carraras Raseri.
(Gaaer).
|
| d.II,b.5,s.215 |
Cinthio.
Mig ængstes saa. Hvor mon han ilte hen?
Han møder Giulio kommende igjen.
(Gaaer).
NIENDE SCENE
(Eremithytten. En Lampe brænder dunkelt foran Madonnabilledet i Baggrunden.
Cornelia.
Giulio).
Giulio
(trykkende hendes Haand, hviskende)
. . . Farvel!
Cornelia.
O neppe er det end Velkommen!
Af ond Samvittighed du ogsaa hvisked
det stygge Ord uhørligt, elskte Cinthio.
Giulio.
O kald mig Giulio.
Cornelia.
Ei for Alt i Verden!
Jo for dig Selv. Thi var du Cinthio blot
-- skjøndt dette Navn er bleven kjær Musik --
du kunde hedde Lucifer. Nei, nei!
Jeg kan ei vænne mig fra "Cinthio".
Giulio.
Af Venskab har vi byttet Navne. Dog
vi ere Eet i Elskov for dig.
Cornelia.
Vogt dig!
Elsk ei din Ven for høit! Jeg kunde let
da blive iversyg.
Giulio.
O elsk ham du
meer trofast, ømt end jeg!
|
| d.II,b.5,s.216 |
Cornelia.
Nei, siden du
er banlyst (som et Bud har meldt min Fader)
fordi Diecis Sekretær dig hader
for Dogens Datters Skyld -- jeg elsker dig
saameget mere, som ham mindre, Cinthio.
Du er forviist -- det er en Grund mig mere,
skjøndt svagest Grund -- imens din Ven er hjemkaldt,
fordi han er nu denne Dames Broder
og Slægtens Hoved siden gamle Dogen
tog brad sin Død . .
Giulio
(skjuler sit Ansigt).
Sin Død!
Cornelia.
. . Af Skræk i sidste
Tumult, fordi hans Navn var medindviklet.
Det ryster dig? Sørg kun, som for en Onkel.
Giulio.
Som for en Fader.
Cornelia.
Det skal Giulio.
Giulio.
En Niddingsdaad ham dræbte. O forhadte
Venedig, aldrig meer jeg dig vil see!
Cornelia.
Ret, elskte Cinthio eller Giulio,
bliv Paduaner, tag en Borgers Ret,
trin umaskeret i min Faders Hal,
og vind min Moder ved Oprigtighed,
skjøndt denne halvt tilsnegne Kjærlighed,
af Natten og af Stedets Ensomhed,
ja af din Maske selv, besidder en,
jeg veed ei hvilken, navnløs fremmed Sødhed.
|
| d.II,b.5,s.217 |
Giulio
(rækker hende Haanden).
Farvel! Jeg maa . . .
Cornelia.
O, Munken slumrer vist
ved Lejet, hvor han skulde vaage nu.
Frygt ei for ham! Han er af mig afhængig.
Kun udenfor bredøret Ranke lytter
fra Taget ludende; men den er taus.
Giulio.
For sidste Gang . .
Cornelia.
Saa kold? og dog du skjælver,
og Taarer trille under Masken frem;
din Stemme zittrer og din Læbe -- o
hvad Storm bevæger saa dens Rosenblade?
(Kysser ham).
Giulio
(kyssende hende fyrig).
Gid Jorden slugte mig i denne Stund!
Afgrunden har ei Skræk for slig Berusning,
hensmelter Mulmet, bitter Kummer sødmer,
Erindringen af denne Honning døves.
(Afs.) Dog redelig jeg Cinthio skal bringe
hvert eet af disse Kys, saavidt min Svimmel
har kunnet tælle dem.
(Fakkellys sees udenfor).
Cornelia
(trækkende
Giulio mod Baggrunden).
Frels dig! Jeg hører
min Moders Røst.
(Blæser ud Alterlampen).
Madonna mig tilgive!
Jeg skal udsone det ved nye Kjerter
for hendes Billede i Kathedralen . .
|
| FORRIGE |