|
| d.II,b.5,s.189 |
Venedig leve!
Nu har det seiret. Se, der gaaer den første
Oprørerbande over Sukkebroen.
Cenzia.
Ah! Branden var da atter i dets Hjerter,
ei i dets Huse?
Sekretæren.
Se dog, Eders Høihed!
Thi Alderdom er langsynt.
Dogen.
Annicelli
og Zeno seer jeg.
Cenzia.
Tvende Ædle.
Sekretæren.
Sort
anstrøgne staae de paa min Liste.
Dogen.
Dernæst,
saavidt jeg seer for Vagtens Hellebarder,
en Række Halvsoldsofficerer. Derpaa . .
O hold mig, Datter! hold mig! O det sortner . .
(vakler).
Hvad er det? Nu! isandhed dette Syn
forbauser mig, og ham med Ret forfærder.
Cenzia.
Ak, stakkels Fader, vist han saae en Ven,
en Vens forførte Sønner.
|
| d.II,b.5,s.190 |
Mine egne!
Cenzia
(med Haanden for Øinene, knælende).
O Gud! Forlorne! Cinthio forloren . .
Sekretæren.
Ei meer end Giulio og Eders Fader.
(Et fjernt Drøn af igjenslagne Porte høres).
Der luktes Haabets Porte bag dem.
Cenzia.
Ve!
Venezias Barmhjertighed er Døden,
og Død er Naade mod dets Fængsler. Hjælp!
Hjælp! Hjælp! Min Fader døer . .
Sekretæren.
Nei, han vil leve
for at bevise sine Sølvhaars Uskyld,
og overgaa i Storhed Romas Brutus,
naar selv han maa bestige Dommersædet.
(De føre Dogen ind og komme strax tilbage).
TIENDE SCENE
(
Cenzia, ilende efter
Sekretæren).
Cenzia.
. . Det undslap Eder, at I kunde frelse.
Og nu jeg slipper ikke Eders Knæ . .
I skal mig slæbe med Jer i Dieci.
Der vil jeg sige hvad I selv har sagt,
at ikke Dogen, ikke Timændsraadet,
og ikke selve Storinqvisitionen
har Magt at frelse dem, men I alene.
|
| d.II,b.5,s.191 |
Jeg fængsler Eders Fod med denne Kjæde,
min Moders Halsbaand, alle mine Perler,
med dette Diadem til I forbarmes.
(Løser sine Smykker af).
Sekretæren.
I mig, fornærmer, mig, hvem Eders Smiil
var meer end al San Marcos Rigdom, mig,
som kunde frelse og som vilde frelse,
hvis I blot kunde skjænke mig et Smiil.
Jeg vil.
Sekretæren.
I kan ei. Ak, hvor haard I var!
Mens mig, af Medynk med Jer Qval, undslap
et ubetænksomt Ord, I gjennembored
mit Hjerte med et Suk for Cinthio.
Paa ham I tænkte, mens I kyssede
Jer Faders zittrende halvdøde Læbe.
Ham kan jeg ikke frelse.
Cenzia.
O, men dem.
I har Diecis Tiltro. I om Natten
gaaer ud og ind i Fængslet. Vær høimodig!
Sekretæren.
Lær mig at være det!
Cenzia.
I er min eneste
Fortrolige; og ham, I veed jeg elsker,
jeg beder Eder om at landsforvise.
Sekretæren.
For evigt?
|
| d.II,b.5,s.192 |
Cenzia.
Ja.
Sekretæren.
Og I mig ikke hader?
Cenzia.
Hans Frelser? O hvor jeg vil ham velsigne!
Sekretæren.
Hvis I vil sværge, aldrig ham at see,
og Han Venedigs Bund ei at betræde,
undtagen for at betle sig en Grav,
da vil jeg frelse ham, og tro, at Tidens
Skilsmisse mig en sød Forhaabning gav.
Cenzia.
Jeg sværger. Iil nu hen og tag hans Eed.
Den bli'er ham let: han ei min Ømhed veed.
(Gaaer).
Sekretæren.
Den Hjort, som Pilen ei i Lejet naaer,
i Flugten den igjennem Hjertet faaer.
(Gaaer).
|
| BLA BAKOVER |