|
FØRSTE SCENE
(Samme Scene. Jeremias Falster kommende først indad Døren i Baggrunden. Strax bag ham Frants
og Edvard, noget overgivne. Kort efter Frederik og Sofie. Siden Christiane.)
Jeremias Falster.
Nei, dernede var det reent galt. Men nu! skal der nu ga-
stereres her? Ja vær saa god, mine Herrer! vær saa god,
skjønt Lokalet er dyrt, for det er kun for "Harmonien" og
Honoratiores, skal jeg sige . . .
Frants.
Holloi, Frederik? Er du her forstukket, saa kom frem. Holloi!
Var det ikke her, Hr. Vært? Aha!
(Frederik kommer ind fra Sideværelset med Sofie.)
|
| d.II,b.5,s.27 |
Frederik.
Mine Venner! Min Sofie!
Jeremias Falster.
Min? Vil man bare høre!
Frederik.
Paa en ypperlig Ankerplads, som I see.
Jeremias Falster.
(Afsides.)
Gid du laae paa Havsens Bund, du! Han er den fineste, men
den værste af dem alle Tre. Drikker mindst; men . .
(Til Sofie.)
Sofie! mars ind med dig!
Frederik.
Hvad er det for en Tone, Manneke? Nei, ikke paa den Boug.
Jeremias Falster.
Reent ud! Ikke Huus over Hovedet mere her! Skjønner I
det? Jeg er Herren i mit Huus.
(Søkadetterne skoggerlee.)
Edvard.
Ja saa, Mand! I vil ikke huse os? Ikke os, der ere Landets
Venner, medens I huser et vakkert Kløverblad af dets værste
Fiender?
Frants.
Ja veed I vel, at I som en Ikkepatriot, eller rettere som en
Landsforræder, burde arresteres i jert eget Huus?
Edvard.
Kattes.
Frants.
Kjølhales.
Edvard.
Hænges i Raanokken.
|
| d.II,b.5,s.28 |
Jeremias Falster.
Ih, Gud bevare mig! Jeg? Jeg Jeremias Falster. Sektionschef
for Kystværnet? Jeg?
Frants.
Jo vi kjende jer Tænkemaade. Opdagede vi ikke baade
Nelson, Home, Popham og Hyde Parker paa jer Væg, men
hverken Kongen, eller Tordenskjold, eller Jessen, eller Steen
Bille, medens vi gik omkring og gloede paa Kobberstykkerne,
før vi rigtig begyndte at puffe.
Jeremias Falster.
Hvad? Puffe?
Edvard.
Ja jeg skal sige jer, Nelson døde for en Champagneprop.
Jeremias Falster.
Au, au! min næsteneste Flaske. Men den skal blive dyr,
kunne I troe, for den var gjemt til et vist Tilfælde, skal jeg sige.
Edvard.
Og Hyde Parker faldt ved et vist Tilfælde.
Frants.
Sir Popham med.
Frederik.
Behag at sætte paa Regning!
Jeremias Falster.
Skal saa gjøre, skal saa gjøre. Men der seer du, hvordan de
ere, Sofie: Rasebasser af værste Sort. Gjør derfor nu som din
kjære Onkel vil: gaa paa dit Værelse, Barn, og lad mig styre
med dem alene.
Sofie.
Oh, Onkel! jeg er slet ikke bange for dem. Frederik -- han
der -- kjender jeg, og de Andre ere hans Venner.
|
| d.II,b.5,s.29 |
Jeremias Falster.
Venner? Frederik? Hvad er det for Tale, Barn? Jeg vil
nødig være dig imod, kjæreste lille Sofie; men ved den øverste
Gud skulle de Krabater betale mig al denne Ærgrelse, som
næsten lader mig faae et Tilfælde; eller ogsaa strax afsted.
Frants.
Om en Stund ja. Men nu faae vi jo Fortæringen op her.
Der er et Glas Champagne til dig og din Veninde, Frederik!
Edvard.
Og her maae vi netop være. Nedenunder er ikke sikkert
længer. Peter Baadsmand kom nyssens laverende opad Gaden,
og blev staaende udenfor og gloe paa de røde og hvide Ka-
rafler i Vinduet.
Frants.
Han blev vist forliebt i dem, fordi de bære Flaggets Farver.
Edvard.
For deres egen Skyld, Frants . .
Frants.
Gudsdød! da er der at frygte for, at han ikke staaer sig, men
klemmer ind. Derfor Døren til, saasnart Fæstningen er pro-
vianteret.
(Christiane viser sig i Døren med en Oppakning paa en Presenteerbakke.)
Edvard.
Der er Madamen!
(Karesserende.)
Velkommen elskværdigste Madam!
Christiane.
Hører du det, Jeremias? Her kan du lære.
(Sætter fra sig.)
Edvard.
Hun har saamen været os en Moder dernede med Beefsteg,
Porter og Portviin m. m.
|
| d.II,b.5,s.30 |
Den inderlige Fyr, det er partu den artigste og sødeste af
dem.
(Til Falster.)
Ja, Beefsteg, Porter og Portviin, og saa, Gud
hjælpe mig, den ene med Sølvhat, som Herrerne selv havde
hentet, mens jeg var heroppe.
Jeremias Falster.
Se! det kommer af at du stod her og plagede mig med dit
Slidder og Sladder. Jeg kunde blive rasende.
(Vil tage Sofie fra Fre-
derik.)
Men Sofie da! Saa gaa dog ind kjæreste lille Sofie da!
Frederik.
Om Forladelse! Jomfru Sofie maa være vor Værtinde. Sofie
-- om vi nu ikke sees mere i dette Liv? Husk, vi skulle ud
imod Engelskmanden, maaskee inden Aften.
Jeremias Falster.
Da synes mig Herrerne kunde have Hastværk.
Frants.
Javist have vi Hastværk med Kalaset. Gesvindt! Dæk op!
(Tager Laaget af.)
Jeremias Falster.
(Holdende Hænderne over Bordet.)
Ikke i mit Huus! Saasandt . . . Ikke en Bid! ikke en Draabe!
Sofie.
(Trækkende Falster bort fra Bordet.)
Onkel, de skulle jo ud imod Engelskmanden, og kanskee
inden Aften? Og vi ere gammel kjendte, den Kadet der,
og jeg . . .
Jeremias Falster.
Den Kadet? Oho, gammel kjendte? Ja jeg mærker det. For
Størrelsens Skyld kunde han gjerne være Lieutenant. Nei, I
Herrer, skulle I ud mod Engelskmanden, saa er her Ærens
Port.
(Peger paa Døren.)
|
| d.II,b.5,s.31 |
Edvard.
Saa sidder den paa Kjærlighedens Tempel.
Inderlig deilig sagt. Og saa saae han saa partu paa mig.
Jeremias Falster.
Det skal blive meldt. Saa sandt jeg hedder Jeremias Falster,
det skal blive meldt.
Frants.
Melder I det ombord, kan I komme med paa Krydstoget og
i Ilden; for faaer man Veir af Engelskmanden, bier man s'gu
ikke med at sætte Folk iland.
Edvard.
Ja skynd jer, Far. Fregatten skal lette.
Jeremias Falster.
Og saa sidder I her?
Frederik.
Det er vor Sag. Jeres er det at gjøre os Opholdet behageligt.
Christiane.
Herre du min Gud og udstrakte Befæstning! vær dog ikke
saa betydelig urimelig, Jeremias. Lag dog de inderlige unge
Mennesker faae more sig lidt. Betænk det kan være deres for-
meentlige sidste Livsens Øieblikke, og at disse nu saa græsselig
levende Fyre imorgen kunne være betydelig døde. Ak! jeg
skulde være Kone i Huset! --
(Tager til Forklædet.)
Jeremias Falster.
Ti, naragtige Qvinde, siger jeg! Ti! I Fandens Skind og Been, ti!
Edvard.
Tak, elskværdigste Madam! . .
|
| d.II,b.5,s.32 |
Frants.
Ja Gud velsigne Jeres Mund, Mutter.
Edvard.
Eller Jomfru, om jeg skulde tage feil . .
Der traf De det paa en Prik, inderlige Skjelm, som De er.
Sang.
Edvard og Frants.
Og Gud velsigne hu' gamle Moer,
som gaaer paa Gulvet og suller.
Hun ta'er ifra os det tomme Glas
og skjænker i os det fulde.
Alle Tre.
De røde Roser og de Øine blaa,
de smukke Piger holder jeg udaf,
helst naar jeg faaer den, jeg vil ha',
saa er det Moro at leve.
Frederik.
Og Gud velsigne den fagre Mø,
som ønsker godt for Havets Sønner.
For hende stige fra vilden Sø
til Himmelen saa varme Bønner.
Alle Tre.
De røde Roser o.s.v.
Frederik.
Sofies Skaal!
Frants og Edvard.
Jomfru Sofie leve!
Frants.
(Til Jeremias Falster.)
Nu, Fatter? Er han ikke med?
(Peger paa et Glas.)
|
| d.II,b.5,s.33 |
Jeremias Falster.
(Griber Glasset.)
Jovist! jovist! den Skaal maa jeg vel sagtens drikke. Den
kan jeg nok ikke undlade. Men det er ogsaa den eneste. Ja
det er det.
Edvard.
(Idet han drikker, med et Sideblik til Christiane.)
End Madamens? Jomfru!
(Nikker til hende.)
Om Forladelse! Kan
blive.
(Skaalen drikkes. Hurra og Haandklap.)
Ak, Sofie, jeg er saa tilbørlig rørt. Og har du seet Mage til
saa inderlige unge Mennesker? Men, hvad hedder da han, som
saa partu og galant proponerte min Skaal?
Sofie.
Edvard, troer jeg.
Christiane.
Et formeentlig romansk Navn. Og saa har han saadanne
inderlige Øine til mig. Og saae du saa, hvor inderlig han ka-
reserte mig? Han er dog den inderlig deiligste af dem alle
Tre -- et Ansigt partu som Melk og Blod. Og saa vil den Gro-
bian der have dem ud, og kanskee bare for det, af den pureste
Jalusi.
Sofie.
Ganske rigtig; men ikke til Edvard, men til Frederik, for jeg
skal sige Dem Noget i Fortrolighed, Jomfru Christiane, som
kanskee angaaer Dem ligesaameget som mig. Tænk Onkel har
formelig friet til mig nu for faa Minuter siden. Derfor er han
saa gal. Derfor!
Christiane.
Derfor vil han have dem ud? Saa? Derfor? O du min Himmel
og udstrakte Befæstning! Derfor!
Sofie.
Nei, sæt Dem imod det. De har saadan Air og Anseelse
imod ham, og jeg skal være paa Deres Parti.
|
| d.II,b.5,s.34 |
Christiane.
(Truende mod Jeremias Falster.)
O du inderlig himmelraabende Skarn! Nei; nu skal de blive,
om det saa var hele Besætningen.
Jeremias Falster.
(Rasende.)
For syvende og sidste Gang: vil De pakke dem med det
Gode? Ud! siger jeg.
Christiane.
(Stampende med Foden.)
Bliv! siger jeg.
Jeremias Falster.
(Forbauset.)
Christiane! ?
Christiane.
(Pegende paa Frederik og Sofie.)
Se engang paa de To. Er det ikke et vakkert Par, du gamle
formeentlige Troskab? Tvi!
Frants.
(Til sine Kammerader.)
Det er godt at see, at Kjellingen er Høistkommanderende paa
dette Dæk.
Edvard.
Saa veed vi, hvem vi have at lystre. Skulle vi vel gaae,
elskværdigste Madame eller Jomfru . . Om Forladelse! jeg
beder . .
Christiane.
Ikke saalænge der er Liv i mig, min inderlige Herre.
Jeremias Falster.
Gjør mig ikke rasende! . Gaa deres Vei! gaa Fanden ivold,
siger jeg.
Christiane.
Og jeg siger: Nei! Nei!
(Knepser for ham.)
Sofie.
Og jeg siger ogsaa: Nei! Nei!
|
| d.II,b.5,s.35 |
Søkadetterne.
(Reisende sig.)
Og Vi sige ogsaa: Nei! Nei! Nei!
Jeremias Falster.
Hele Huset har reist sig imod mig. Alt er i Oprør. Jeg maa
raabe om Hjælp. Her maa bruges Magten, saasandt jeg hedder
Gabriel Jeremias Falster, og er Herre i mit Huus!
(Kadetterne skoggerlee.)
Frants.
(Haandterende Champagneflasken.)
Magten? Nei se her først, hvorledes vi bruge Magten paa
denne hersens Fyr!
(Proppen farer Falster i Hovedet.)
Jeremias Falster.
Au! au! Men bi lidt! Det er vel Lov og Ret paa Vest-
landet med . . .
(Iler ud.)
ANDEN SCENE
(Søkadetterne. Christiane og Sofie.)
Edvard.
Det var et Grundskud for den gamle Kaper. Ikke sandt
elskværdigste . . ?
Christiane.
Jo min inderlige Hr. Søofficeer. Men gjør dem nu alle be-
tydelig tilgode, og slaae dem ned hos os partu.
Frants.
Vist! En Stund. Nu kunne vi først pleie os i vor Magelighed,
da den Grinebider af en Vært endelig er feiet ud.
Frederik.
Ja kom, Sofie! Her er din Plads. Kredents for mine Venner.
(De sætte sig atter.)
Frants.
(Med Glas i Haand.)
Men om vi nu erindrede Fregatten?
|
| d.II,b.5,s.36 |
Edvard.
Javel. Nu kunne vi ikke nægte, at vi have glemt hende noget;
kanskee vel længe.
(Der falder et Kanonskud.)
Frants.
(Springende op med sine Kammerader.)
Gudsdød! Der erindrede hun os.
Christiane.
(Ladende sig falde i Edvards Arme.) og
Sofie.
(Faldende i Frederiks.)
Engelskmanden!
Frederik.
Nei! Nei!
Edvard.
Kom til dem selv, elskværdigste Byrde!
Christiane.
Er Slaget begyndt? Kom ikke Kuglen græsselig indaf Vinduet
som i Lyngøer? Jeg syntes partu den rullede paa Gulvet, syn-
tes jeg.
Sofie.
O, Frederik, jeg er saa hjertelig angst. Mon Fienden virkelig
skulde være kommen lige ind i Havnen?
Frederik.
Langtfra, søde Sofie. Det var et Skud fra vor egen Fregat.
Edvard.
Den raabte paa os med sin svare Baadsmandsrøst.
Frants.
Dog endnu et paa Faldrebet!
(Drikker.)
Frederik.
Sofie, reentud: Fregatten skal lette. Endnu to Skud, og vi ere
forlorne, om vi ikke ere komne ombord.
|
| d.II,b.5,s.37 |
Sofie.
Hvad siger du, Frederik? Hvad er det du siger? Du gjør
mig ganske angest.
Frants.
Afsted! Afsted, Gutter! Endnu kunne vi slippe for at miste
Livet.
Sofie og Christiane.
Livet!
Frederik.
Ja, min Bedste, vi have ikke en Minut at spilde. Det Skud
betyder, at der er Mandskab iland, og det gjelder bestemt os.
Med det tredie er vort Liv forspildt, som Desertører i Orlogstid.
Lev da vel!
(Omfavner Sofie til Afsked.)
Frants.
(Tager i Frederik.)
Kast dig nu los engang, Kamerad!
Edvard.
(Tager i Frederik.)
Ja nu afsted!
(Til Christiane.)
Farvel Elskværdigste!
Christiane.
Nei, bliv, inderlige Søkadet! Gaa dog ikke saaledes partu
lige lux i Gabet paa Engelskmanden.
Edvard.
Det maa skee. Adieu til en anden Gang.
Christiane.
En anden Gang er saamen en inderlig Skjelm . .
Edvard.
Siig ikke det. Farvel!
Frants og Frederik.
Farvel! Farvel!
|
| d.II,b.5,s.38 |
Sang.
Frederik. Frants. Edvard.
Lystig iland og glad ombord
Kjække vi slaaes for Fædrejord.
Naar vi derude Seier vinde,
venter derhjemme Bølgens Søn --
Modets og Ærens sødeste Løn.
I hans Laurkrands elskende Qvinde
Kjærligheds Roser glad vil binde.
Synge vi Ankret da op! -- Hurra!
Heise vi Flagget i Top! -- Hurra!
Afskedsskaal hver Søgut tømme
for sit Land og for sin Mø!
Hurra! Hurra!
(De gaae, men stoppes i Døren af Jeremias Falster med to Retsbetjente.)
TREDIE SCENE
(De Forrige. Jeremias Falster. To Retsbetjente.)
Jeremias Falster.
(Tager Frederik i Brystet.)
Stop, Kammerad! Nu tænker jeg Piben skal faae en anden
Lyd.
Frederik.
Hvad? Vover De? Væk med de smudsige Hænder af Uni-
formen! Nu vilde vi just gaae paa en skikkelig Maade.
Jermias Falster.
Se, se! Ville I just nu gaae paa en skikkelig Maade? Paa
Døren skulle I -- det er vist og sandt, for jeg er Herre i mit
eget Huus, -- men ikke just paa en skikkelig Maade.
Frants.
Afveien, Manne! Det er ikke Spøg mere.
Jeremias Falster.
Nei, Jeremias Falster spøger s'gu heller ikke.
(Til Retsbetjenterne.)
Hold Øie med dem, Godtfolk!
|
| d.II,b.5,s.39 |
Frederik.
For Satan! Hørte De ikke Skuddet?
Jeremias Falster.
Rager ikke mig. Men her er nok andre Ugler i Mosen, siden
I nu endelig fik saa travlt med at tøfle af.
Frants.
Ja lad os det, Gutter, ad korteste Vei.
(Kadetterne løbe til Vinduet.
Falster løber efter og holder Frants i Kjoleskjødet, Sofie Frederik, og Christiane Edvard.)
Tilbage! See I ham der?
Frants.
Kapitainen . !
Edvard.
Han maa dog ikke see os entre nedover Væggen fra anden
Etage.
Frants.
Vi maa slaae os igjennem.
Frederik.
Alt er som forhexet. Vore Dolke ligge i Billardstuen.
Jeremias Falster.
(Til Retsbetjenterne.)
Det er saameget som I høre paa: De true os med Dolke,
som rene Sørøvere.
Christiane.
Herre Jemini! Skulde det være slige Dolke, som jeg har læst
om . .
Frederik.
Hvad mene I om Næverne da, Kammerader?
|
| d.II,b.5,s.40 |
Sang.
Frants.
Ja, frisk da, Gutter! Næven frem!
Den torde tør nok smage dem.
Kadetterne.
(Styrtende mod Falster og Betjenterne.)
I Kongens Navn, afveien Trop!
Retsbetjenterne og Jer. Falster.
I Rettens Navn vi sige: Stop!
Kadetterne.
Viis Tegnet, Politi!
Retsbetjenterne
(Visende Tegnet.)
og Jeremias Falster.
Der staaer Justitia i.
I maae for hende sagtens
have Respekt, have Respekt.
Det Tegn er Kongemagtens.
Derfor Respekt, derfor Respekt!
Edvard.
(Til Christiane.)
Frels os, elskværdigste Madam!
Nu bry'r jeg mig ei meer om ham.
Han skal jo reise bort paastand?
(Til Edvard.)
Nei, Herre, nei! Jeg ei det kan.
Jeg staaer for Husets Stat;
Jeg har jo Dit og Dat
Dem maattet udlevere,
Alt paa Kredit, alt paa Kredit.
Skal de da gasterere
gratis og frit, gratis og frit?
Jeremias Falster.
Nei Fanden heller! Her er Regningen.
(Tager den frem.)
|
| d.II,b.5,s.41 |
Frederik.
(Slaaer sig for Panden.)
Fordømte Forglemmelse!
Jeremias Falster.
Aha! Er det saa fat? Der er de andre Ugler i Mosen, som
jeg sagde.
Frederik.
(Til Frants og Edvard.)
Min Tegnebog ligger igjen ombord. I Farten for at komme
afsted, har jeg glemt den.
(Kaster sin Pung paa Bordet.)
Hr. Vært, tag den,
og Regning for Resten til næste Gang, for her kommer jeg oftere!
Jeremias Falster.
Nei Tak! Næste Gang er en Skjelm, som Christiane siger.
Og der kan komme en Engelskmand imellem og qvittere. Her-
rerne kunde jo læse sig til nede i Billarden, at her ikke gives
Kredit, og desuden har jo Kapitainen i Ugesbladet averteret, at
Ingen maa betroe Mandskabet Noget.
Sofie.
Men han er jo Kapitainens egen Søn, Onkel?
Jeremias Falster.
Aa, der er saamen mange brave Folk, som have averteret det
om sine egne. Men der seer du, Barn, hvad Fugle de ere: leve
bon, vende op ned paa skikkelige Folks Huse, gaae paa Jagt
efter Jomfruerne iland, og saa tøfle af uden videre . . Nei, nei,
saasandt jeg er Gabriel Jeremias Falster. . !
Frederik.
Det forholder sig virkelig saa: jeg er en Søn af Kapitainen;
og det maa vel være nok indtil videre for den Bagatel?
Jeremias Falster.
Nei, om I saa alle Tre vare Sønner af Admiral Tønder selv,
komme I ikke af Huset før hver Døit er betalt for Billarden, for
Opdiskningen, for Vinen og Porteren, for Champagnen, for Skilde-
rierne, for Rumsteringen i Harmoniens egne Værelser, for at
|
| d.II,b.5,s.42 |
vende op og ned paa Huset, Opvartning, Rettens Assistence med
Mere, med Mere. Jeremias Falster er ikke den Mand, som vil
tabe en Skillings Værd. Men lad os dog see, hvad her er.
(Tømmer Pungen paa Bordet.) Jo en vakker Børs, Kobber næsten Alt-
sammen, Silderisp, to Sexpencer og en engelsk Shilling. Hahaha!
Det er hele Stadsen. Nu maa Jeremias Falster lee, skjønt det
forandrer Sagen fra en Udkastelses- til en Arrestforretning.
Sofie.
Men kjære Onkel -- det gjelder deres Liv.
Jeremias Falster.
Hvad rager det mig. Min Formue, skulde jeg troe, maa være
mig ligesaa kjær, som deres Liv er dem.
Sofie.
Det gjelder deres Ære, bedste Onkel. Den er dem mere.
Jeremias Falster.
Nei, nu slipper jeg ikke Taget. Gabriel Jeremias Falster er
ingen Nar.
Sofie.
Jeg kautionerer. Ja, Onkel, jeg kautionerer.
Jeremias Falster.
(Afsides.)
Gudsdød troer jeg ikke Tøsen alt er vidende om Mamme-
sellens desperate Beslutning. Saa kommer du i et fordømt Lys,
Jeremias.
Sofie.
Eller jeg betaler, ja, Onkel, jeg kan betale. Bare et Ord til
Christence . . .
Jeremias Falster.
For din Skyld, Barn, gav jeg gjerne efter tusind, ja titusind
Daler i gode Penge, det veed du; men her er saa sin egen
Sag.
(Afsides.)
Fanden og ikke Jeremias Falster betale sig selv
af Høire i Venstre, som det maatte blive.
|
| d.II,b.5,s.43 |
Sofie.
Fy, Onkel! Sin egen Sag? Ja jeg forstaaer det nok . . .
(Et Skud falder. Sofie udstøder et Angstskrig.)
Edvard.
Det andet!
Frederik.
Forbi!
Frants.
Skulle vi til det igjen, Gutter? Lad os lukke Øinene for
Justitiategnet, og saa bryde igjennem!
Første Retsbetjent.
(Visende Tegnet.)
Betænk, at lægge Haand paa Retten, unge Mennesker . !
Frederik.
Den fordømte Justitia!
Jeremias Falster.
Justitia! Hihihi! Ja hun har Kløer, kunne I troe.
Frederik.
Bereed dig paa det Værste, Sofie. Vi ere vanærede, vi ere
fortabte. Min Fader kan ikke undgaae at anvende Artiklerne.
Mine stakkels Kammerader . . ! Gaaer det tredie Skud kan
Intet frelse dem.
Saa er der ingen Tid at spilde. Farvel! Jeg vil liste mig ud
og hurtig opsøge din Fader . .
Frederik.
Det er det Eneste . .
Sofie.
(Til Jeremias Falster.)
Fæle, afskyelige Onkel! Jeg veed nok Grunden. Det er ikke
Andet end Skinsyge, usel naragtig Skinsyge. Men hør det -- den
er grundet, ja den er grundet; jeg skal vise, at den er grundet.
|
| d.II,b.5,s.44 |
Jeremias Falster.
Barestens, lille Sofie, barestens du vilde love mig . .
Sofie.
Ja, hvad jeg skal holde: min hele Foragt!
Frants.
Skurk!
Jeremias Falster.
Kaldte De, min Herre?
(Idet han vender sig til Kadetterne, griber Sofie sin Hat
og smutter ud.)
Men Gudskeelovogtak for den "Skurk", for nu kan
jeg kalde jer saameget, jeg vil.
(Til Retsbetjenterne.)
Pas paa Døre
og Vinduer!
Frants.
Forstaaer De ikke, at disse Minutter gjelde Alt for os?
Frederik.
Om ikke Livet, saa Farvel Avancement! Farvel Flaade!
Edvard.
Under Vandgangen komme vi mindst, medens Attakken varer.
Frants.
Hvilken Skjændsel!
Frederik.
Vor Stilling er fortvivlet. Mit sidste Haab staaer til Sofie.
Frants.
Man drøier længst med det tredie Skud, saa der endnu kan
komme Redning.
Edvard.
(Til Christiane.)
Det maatte da være fra Dem, Jomfru. Ak, Jomfru, der ligger
et godt Hjerte i deres Øie.
Frants.
Der ligger saamen et i hvert, og de synes at gjøre sig Umage
for at faae hinanden at see.
|
| d.II,b.5,s.45 |
Christiane.
Det har partu Mange sagt, at der ligger noget Himmelraabende
i mine Øine . .
For Gud! troer jeg ikke, hun gaaer om paa den gamle Boug.
Fast i hende Edvard! Et Varp!
(Edvard tager Christiane afsides.)
Jeremias Falster.
(For sig selv.)
Ja for en Skam, troer jeg ikke, hun indbilder sig, at Spring-
fyren gjør Cour til hende.
(Knepser med Fingrene).
Det var et Indfald,
Gabriel Jeremias, som nok tør skille mig af med det Huuskors
og skaffe mig behørig Hevn for al deres Kaadhed, og Sofie
ovenikjøbet med hendes sex Tusind. Ja hvem veed . .
Frederik.
Hr. Falster, endnu engang . . .
Jeremias Falster.
(For sig selv.)
. . Kniven er dem paa Struben. Tør nok hænde, at de gaae
ind derpaa. Og hvad gjør ikke Ungdommen af Letsindighed, og
det i en saadan Allerhelvedes Knibe?
Frants.
Det lader til, han kommer til Fornuft.
Jeremias Falster.
Ja minsandten er jeg kommen til Fornuft; det skulle I nok
faae høre.
(For sig selv.)
Og sæt nu, at det traf Mosjøen der
(Med et
Blik paa Frederik.)
-- og det tør nok Gabriel Jeremias nok være Mand
for at sørge for -- saa var nu han fortøiet, og Intet at frygte
fra den Kant.
Frederik.
(Visende Falster sit Uhr.)
Vi have neppe et Qvarteer igjen, før det sidste Skud maa
falde. Forlang hvad De vil; men for Guds Skyld lad disse
Folk og os gaae.
Jeremias Falster.
(Til Retsbetjenterne.)
Er der flere af jer dernede?
|
| d.II,b.5,s.46 |
Første Retsbetjent.
To til nede i Gangen.
Jeremias Falster.
(Til Retsbetjenten.)
Saa gaae I ogsaa derned; men lad Ingen slippe ud. Saa gjøre
vi Sagen af heroppe i al Stilhed, vil jeg haabe.
(Retsbetjenterne gaae.)
Ikke sandt, mine Herrer: vi kunne gjøre Sagen af i al Stilhed?
Frederik.
Vist, vist! Blot gesvindt!
Jeremias Falster.
Og jeg kan forlange, hvad jeg vil? Var det ikke saa?
Frederik.
Vist, vist! Blot gesvindt!
Jeremias Falster.
Blot et Ord med Jomfruen der, saa skal Alt være klappet og
klart. For der er nok Intet iveien, skulde jeg troe. Christiane!
(Fører Christiane hvidskende ind i Sideværelset.)
Frants.
Nu, Gutter! nu eller aldrig!
(Kadetterne ile ud.)
|
| BLA BAKOVER |