|
Henrik Wergeland, II. Digterverker: 5te Bind 1839 - 1842
|
| d.II,b.5,s.1 |
SØKADETTERNE ILAND LYSTSPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne:
Jagert, dansk-norsk Fregatkapitain.
Edvard,
Frants, Søkadetter.
Johan Falster, Maanedslieutenant, forhen Koffardikapitain.
Christence, hans Forlovede.
Sofie Falster, hans Søster.
Gabriel Jeremias Falster, hans Onkel, Traktør.
Christiane, Traktørens Huusholderske.
En Retsbetjent.
Flere Retsbetjente. -- Søsoldater. -- Matroser.
Scenen er i en By paa Norges Vestkyst. Tiden mod Slutningen af sidste
Krig med England.
Anm. Jagert er 40 Aar, Johan Falster 35, Christence 30, Sofie 18, Gabriel
Falster 45 og Christiane 40 Aar.
|
| d.II,b.5,s.2 |
FØRSTE SCENE
(Gade. Tilhøire Jeremias Falsters Huus, betegnet ved Karafler, Kridpiber o.s.v. i Vinduerne ved
Døren. De tre Kadetter komme syngende og trallende nedad Gaden).
De tre Kadetter.
Sang.
Iland, iland i Norges Land!
da lystig alle Mand!
Som jaget Fugl paa Træets Qvist
har Søkadetten stakket Frist.
Thi Baadsmandspiben hviner snart:
ombord han maa da i en Fart,
ja i en Pokkers Fart.
Saa lad os da afsted, afsted!
og tage Alting med!
Kaptain, saalænge da Farvel!
(Lette paa Huerne.)
At Hast vi har, Du veed nok selv.
Thi Baadsmandspiben hviner snart,
om Glasset endnu staaer der spart,
ombord os i en Fart.
Frederik.
Ja, lad staae til, Gutter!
Edvard.
Vel nok, Kammerad! Men hvad tænke I Følgen vil blive af,
at vi saaledes uden videre have listet os iland?
Frederik.
Følgen? Ja det er sandt. Den første tænker jeg vil bli'e en
lystig Aften, som vi længe have trængt til.
Edvard.
Ja men den anden og tredie?
Frederik.
Pyt!
|
| d.II,b.5,s.3 |
Frants.
Du har godt ved at snakke, som har Kapitainen til Papa. Det
er ligesaagodt som at have Paven til Fætter.
Frederik.
(Griber Begges Hænder).
Et Ord, Kammerader! Ansvaret paa mig! Det har jeg jo lovet
jer for Følgets Skyld. Jeg har jo overtalt jer, og jeg skal nok
spyle Dækket bagefter.
Edvard.
Men, men -- det er dog en Helvedes forvoven Streg nu
da . . .
Frants.
Ja nu da Fienden ventes i Udkik og en Affære kan forestaae.
Det kan -- nu falder det mig klarere ind, efter at det er gjort --
ja det kan blive os til evig Skam.
Frederik.
Den kan vi ved første Leilighed -- kanskee imorgen -- vaske
af os i engelsk Blod. Naar vi da bedække os med Ære, er den
lille Feil i Coursen forglemt. Derfor munter nu, Gutter! Men
oprigtigt talt, saa maatte jeg iland. Her er en liden Dame i
Farvandet . .
Frants.
Aha!
Edvard.
Det gjelder.
Frederik.
. . En allerkjæreste liden Pige, der trækker, kan I troe.
Edvard.
Som vi sae: først dig iland, og os med dig.
Frederik.
Til Løn skal I faae see min lille Sofie og en Flaske Viin
ovenpaa. Det er et Bekjendtskab -- ja meer end det -- siden
vi sidst laae her; og siig mig nu, I betænksomme, vakkre unge
|
| d.II,b.5,s.4 |
Mennesker, om jeg vel under slige Omstændigheder kunde som
Cavaleer undlade at gribe Leiligheden ved Haarene? Maatte
jeg ikke vove Alt for at see min Kjæreste -- thi, mellem os, det
er hun -- endnu en Gang, som let kan blive den sidste?
Edvard og Frants.
Jo vist, jo vist!
Frederik.
Saa lad os leve i Aften! Imorgen er det uvist.
Edvard.
Før letter dog vel ikke Fregatten?
Frants.
Gudsdød, skulde den lette i Aften!
Frederik.
Ei! nei! Kanonbaadene række Pokker ikke frem, og derpaa
beroer det. Kapitainen skal have sine Efterretninger om Engelsk-
manden med dem.
Edvard.
Kapitainen . . Holloi! Se agter ud!
Frants.
Der kommer han -- den Onde tordne mig -- oppe i Gaden.
Frederik.
Lyslevende. Gutter. Fald af!
Edvard.
Alle Klude til!
Frants.
Lænds nedover her!
(De ile ind i et Stræde tilvenstre; Kapitainen og Peter Baads-
mand komme nedover Gaden; men dreie af til høire.)
|
| d.II,b.5,s.5 |
ANDEN SCENE
(Christence i Sørgedragt, og Sofie kommer ud fra Falsters. De ere itrukne som til at gaae ud).
Christence.
-- -- Nei, kjære Sofie, mod Samvittighedens Grunde maa
Følelsen tie med sine. Og her handler jeg efter begge. I sex
Aar har jeg ikke havt den allerringeste Efterretning, der kunde
vække Tvivl om den første sørgelige, saa nu mit Haab er al-
deles ude. Din Broder, min elskelige Johan, er borte. Og at
han ahnede, hvad der vilde skee -- at vor Afsked vilde blive
evig for denne Verden -- o, at jeg ikke i Smertens Øieblik
begreb det, da han ved sin Udfart testamenterede mig sit hele
Tilgodehavende hos Priseretten! Jeg har nu faaet Opgjøret, der
lyder paa 6000 Daler; men som Gud bevare mig fra at beholde.
De høre Dig, hans forladte eneste Søster, til; de ere din ret-
mæssige Arvedeel.
Sofie.
(Bedrøvet og ømt).
Christence! . Min Broders Villie . . .
Christence.
Mit Barn, lad os ile med at faae denne Sag nu strax i Rigtighed.
Derfor har jeg jo forladt Kjøbenhavn, og søgt dig op her hos
din Onkel, før jeg tager over til mine Slægtninge i Vestindien,
hvor jeg ikke vil trænge.
Duet.
Christence.
I mit Bryst,
hvor Lyst
var mit Haab i Ungdoms Dage!
Men det svandt
som Tant;
Savnets Saar er kun tilbage.
Alt forgaaer,
kun mit Saar
til Graven vil ledsage.
Dødens Stund
af min Mund
først vil kysse bort min Klage.
|
| d.II,b.5,s.6 |
Sofie.
I mit Bryst,
hvor Lyst
er mit Haab i Ungdoms Dage!
Ei det svandt
som Tant.
Jeg en Eed af det vil tage.
Alt forgaaer
ogsaa Saar,
som Hjertet har tilbage.
Bedre Tid
kommer blid,
kysser bort i Smiil din Klage.
(De begynde Sangen igjen, men
Christence
afbryder den strax med:)
Tys! lad os ile. Der ere de igjen.
Sofie.
Hvem, bedste Christence?
Christence.
De støiende Søkadetter, jeg saae fra Vinduet. Muntre Søfolk
minde mig om Johan. Derfor, kom!
Sofie.
O, Søkadetter?
(Afsides.)
Mon Frederik skulde . ?
(Høit)
Bi Chri-
stence! søde Christence, lad mig see!
Christence.
Nei kom, Barn, kom!
(Gaae ind ad Strædet tilhøire).
TREDIE SCENE
(Søkadetterne komme frem igjen av Strædet tilvenstre).
Frants.
Ingen Krydsere mere i Farvandet.
Edvard.
De fik os nok ikke i Kikkerten.
|
| d.II,b.5,s.7 |
Frederik.
Men jeg fik min Sofie i min.
Frants.
Og jeg en Flaske med Seddel og Lak paa i et Vindue. See
her bare!
(Peger paa Falsters Huus).
Frederik.
Ja netop der. Ind nu, Gutter, at faae Noget at leve af.
Sang.
Frants.
Jeg veed et Huus . .
Frederik.
Jeg kjender det . .
Edvard.
Gesvindt kun ind i et!
Frants.
Der paa Kredit man lever flot;
thi Værten er en Patriot.
Alle Tre.
Gesvindt! Thi Piben hviner snart,
om Glasset endnu staaer der spart,
ombord os i en Fart.
Frants.
(Idet de ville gaae ind).
Der er de, Gal' i mig, igjen.
Edvard.
Herind! herind!
Frederik.
Just netop.
(Smutte ind til Falsters).
|
| d.II,b.5,s.8 |
FJERDE SCENE
(Kapitain Jagert. Johan Falster i civil Dragt. Peter Baadsmand).
Kapitainen.
-- -- Saae dem? Jo min Sjel saae jeg dem, de Helvedes
Kroppe! Men troer Frederik, fordi han er Kapitainens Søn, at
han . . Nu da skal jeg min Salighed tyde ham Artiklerne.
Johan Falster.
Ombord vare de dog, da vi gik iland.
Kapitainen.
Det saae jeg med. De stode ved Rælingen med Hovederne
sammen. Men nu ere mine Øine iland. Hvad griner han ad,
Baadsmand?
Peter.
Ha, jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: der er Luvart og der
er Læ.
Kapitainen.
Der hører du, Falster. De Karnaljer ere entrede nedad den
ene Side, mens vi gik i Giggen paa den anden. Men hvor
Fanden ere de blevne af?
Peter.
Jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: Øine har jeg som den
bedste Dollands Dag- og Natkikkert. Her omtrent gik de over-
stag, og plat rumskjøds nedad dette Stræde.
(Viser tilvenstre).
Kapitainen.
Efter dem, Baadsmand! Hal dem ind og bring dem op! Men
hold dig støt, Peter! midt i Gaden for Kjelderhalsenes Skyld.
Peter.
(Tagende til Hatten).
Støt skal være, Hr. Kapitain.
(Drivende af).
Holloi! Tænker som
saa: nu fange vi Maager og Terner med Hænderne.
|
| d.II,b.5,s.9 |
Kapitainen.
(Gribende Johan Falsters Haand).
Lad den Fugl flyve! Jeg vil ikke bryde mig om de Drenge,
blot jeg kan beholde dig ombord. Du seer, jeg behøver Offi-
cierer der; og saalænge maa du blive der, til jeg kan faae dig
vel ned til Danmark, hvor din trofaste Kjæreste idetmindste
levede for ikke mange Uger siden.
Johan Falster.
Nu har jeg Efterretning om, at min Christence er taget derfra
-- sandsynligviis med en Konvoi til Vestindien, hvor hun har
Paarørende. Der agter jeg at opsøge hende.
Kapitainen.
Ret, min Ven! Men nu bliver du for det Første hos mig.
Kommandoen gjør i saadanne Tider ingen Vanskelighed med
Patentet. Og saa ud til ham derude ved Skjærene! Det vil
friske lidt paa Prisonkuløren.
Johan Falster.
Aarelang Længsel har samme Farve, Jagert; men friskes neppe
uden ved eet Middel.
Kapitainen.
Vi ville forsøge, om ikke Kanonrøgen . .
Johan Falster.
Det er Graat i Graat.
Kapitainen.
Men, for Fanden, disse Krabater . . Og det netop i et saa-
dant Øieblik! Er du kjendt i denne By, Falster?
Johan Falster.
Ikke det mindste.
Kapitainen.
Jeg heller ikke, siden jeg var lidet iland, da vi laae her sidst.
Men jeg stoler paa Peter, og lad os saa gaae og faae dit Patent
i Orden.
(Gaae.)
|
| d.II,b.5,s.10 |
FEMTE SCENE
(Sal hos Falster. Man hører det banker. Da Ingen er tilstede, stikker endelig Jeremias Falster sit
Hoved indad Døren. Han bærer Paryk med Pidsk, en gammeldags, bruunagtig Kjole, en opkiltret
Serviet om Livet, og har en stor Blomsterbuket i Haanden).
Jeremias Falster.
Hvad? Jomfru Christence ikke tilstede? Og jeg gjør mig til
Nar med at banke, jeg som er Herre i mit Huus? Nu ja, saa er
s'gu nok de sex Tusind tilstede; og det er nu vel dem, du gaaer
efter Gabriel Jeremias. Hvem der kunde faae see det Doku-
ment.
(Banker paa en Komode).
Her ligger det velsignede Papir be-
stemt, og derfor faaer jeg vel sætte Buketten her
(Sætter den i et Glas
paa Komoden)
, for at den kan melde, at jeg dog har været her for
at faae Svar, som forlangt, paa mit velstilede Frierbrev. Jo jo,
sex tusinde Rigsdaler i gode Penge ere s'gu nok værdt at frie
til, skulde Jeremias Falster mene.
Sang.
Folk maa sige, hvad de vil,
Jeg siger: Penge, Penge!
Lægge blot en Skilling til
gjør mig munter længe.
Alle sig bukke for Manden med Grunker,
modig og æret paa Gaden han strunker,
klapper sin Mave, og sukker et Ak
over alskens Tiggerpak.
Men at Jomfruen er gaaen ud uden først at svare paa mit
Brev? Dog hvem veed, om der ikke ligger et Svar her i den
øverste Skuffe med Skriveindretningen i? Hun sad her istae,
da jeg kikkede igjennem Nøglehullet; og hvem der nu bare . .
Jo jo den gaaer
(Aabner Skuffen).
Aha! Ei! ei! En Pakke Kjærligheds-
breve, gule af Ælde og brustne af Gjennemlæsning, ombundne
med et sort Silkebaand! Men mit er ikke deriblandt. Nei ikke
Spoer af det. Saa gid jeg kunde bruge dette Gods til Fidibusser,
hvortil der ikke gaaer saalidet Papir baade paa Billarden og i
Harmoniens Klubværelse! Men maaskee i et af de andre Gjem-
mer? At søge Svar paa sit eget Brev er dog vel intet Uærligt
for en ærlig Mand, skulde Jeremias Falster mene . . .
(Søger i Gjemmerne. Christiane med en Støvekost standser forbauset i Døren).
|
| d.II,b.5,s.11 |
SJETTE SCENE
(Jeremias Falster. Christiane).
Christiane.
Naa du min Himmel og udstrakte Befæstning! Hvad maa jeg
ikke see i denne inderlig fordærvede Værden? Jeremias! Jeremias!
Jeremias Falster.
(Slaaende Skuffen i og vendende sig om med Hænderne i Siden).
Nu, hvad saa? Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Maa jeg
ikke see mig om i mit eget Huus? Kjender du ikke Jeremias? . .
Christiane.
Aajø partu! Men saa vil du tage mig saa? Paa den Fod?
O du Erke-Karnali, som snuser om i vildfremmede Jomfruers
inderlig fortrolige Gjemmer. Jeg vilde bare ønske, at den kjøben-
havnske Mammesæle var kommen selv og ikke jeg, inderlig tro-
skyldige Pigebarn, og havde grebet dig i din rare Gjerning.
Jeremias Falster.
(forlegen).
Søde Christiane-Moer, seer du, det var . . seer du . .
Christiane.
Aa ja jeg seer nok hvad det er: Utroskab, inderlig himmel-
raabende Utroskab! Maaskee hverken meer eller mindre, end
et formeentlig forlovet Rannevaus?
Jeremias Falster.
Ja seer du, netop som, seer du . . . saa kom du strax til,
Christiane-Moer, saa fabrikol, som man siger.
Christiane.
Strax til? Jo du har gaaet strax til! Jeremias, betydelige
Afskum! se paa mig! Tør du see paa mig, see mig i Øinene?
Har du ikke lovet mig, hvad du veed? Har jeg ikke dine græsse-
ligste Løfter, ja Eder og Forbandelser over det inderligste Ægte-
skabsbaand? Hvad? har jeg ikke? Svar mig nu pertentlig og
partu!
|
| d.II,b.5,s.12 |
Jeremias Falster.
Naa naa! det er blot Løbedagene, Christiane, blot Løbedagene.
Christiane.
Løbedagene? Rigtigt! himmelraabende rigtigt! Du vil løbe fra
mig i disse Dage, siden den kjøbenhavnske Mammesæle kom
herop, som en inderlig troløs Kjæreste. Hører du det, Jeremias?
Jeremias Falster.
Jeg mener, Løbedagene ere ikke ude endnu mellem os To;
men saa kommer Honoreringen.
(Afsides.)
Eller Protesten.
(Høit.)
Men vær nu snil igjen, Christiane-Moer, skal vi have vor Frants-
fuus igjen iaften.
Christiane.
Saa? Endelig engang siden den kjøbenhavnske formeentlige
Mammesæle, eller hvad hun er, kom her i Huset. Siden har
du rigtig været saa rar, Jeremias, saa inderlig rar. Ikke fuser
du og ikke -- noksagt; snart brister jeg, og da veed jeg nok,
hvad jeg gjør. Jeg er ikke saa indpaa. Jeg veed nok, hvad
jeg har.
Jeremias Falster.
(Afsides.)
Nu skal jeg nok faae hende blid, naar hun taler om, hvad
hun har paa Kistebunden.
(Høit.)
Guds Velsignelse, Christiane,
maa blive i Huset. Var det ikke Ellevehundrede?
Christiane.
Jo skulde jeg troe og lidt til; baade Dit og Dat.
Jeremias Falster.
Ja, hvad jeg har sagt det staaer . .
Christiane.
Torde jeg bare fæste nogen inderlig fast Tro til dig, du for-
meentlig kjære Skarn. Men, nei! ikke saalænge denne kjøben-
havnske Mammesæle eller Dikkedare, eller hvad hun er, gaaer
her ud og ind. For en halv Time siden hedte det: "Sofie, er
|
| d.II,b.5,s.13 |
du færdig? Sofie, glem ikke Parasollen? Christiane, hvor ere
mine Handsker?" Sofie mig der, og Christiane mig her, som
om det var til en heel Reise, og nu ere de her alt igjen, skulde
jeg troe.
Jeremias Falster.
(Ivrig.)
Gesvindt da, saa alt kan være probert og net til de komme.
Christiane.
Ja med Følge skulde jeg troe. Tvi!
Jeremias Falster.
Med Følge?
Christiane.
Ikke med mindre end tre inderlige Søofficierer, skulde jeg troe.
Jeremias Falster.
Ei, ei! Noget at fortjene . . Gesvindt da.
Christiane.
Ja, de begyndte himmelraabende høit, skulde jeg troe.
Jeremias Falster.
Og saa gi'r du dig til her, Christiane? Dog kanskee de ville
spise her paa Salen; og støv derfor op lidt her. Bare jeg selv
er prober nok. Se efter lidt.
(Vendende Ryggen til.)
Christiane.
Jeremias, Jeremias! Er det nu for denne kjøbenhavnske
Mammesæle?
Jeremias Falster.
For Følgets Skyld. Hvem kan vide . . Bare gesvindt!
Christiane.
Ja det skal du faae mig til at troe, du pertentlige Hykler! Nei,
nei! skulde jeg børste dig, skulde det være med denne.
(Viser Kosten frem idet Falster gaaer, og begynder at feie; men holder strax op.)
|
| d.II,b.5,s.14 |
SYVENDE SCENE
Uf! at feie og stadse op for Slige! slige fremmede Mamme-
sæler, der kommer herop ligesom andre Krager, som om vi ikke
havde nok med os selv i denne Krigens Tid! Nei, vil man bare-
stens see! En Blomsterbokætte, stor som en Sopelime, har den
gamle Abekat sat her paa Mammesælens Komode. Sikke inder-
lige Kunster!
(Kaster Buketten ud af Vinduet.)
Men jeg behøver nok ogsaa
Kunster for at holde ham fast saa inderlig glat han er. Det
er ikke længer som i gamle Dage, det skjønner jeg nok partu.
Men bi lidt, skal du faae see Indsiden af det gamle Skind, som
han kaldte mig, da han kom saa inderlig fyrig hjem fra Harmo-
nien; og saa ud af Huset baade med Jomfru Sisken og Jomfru
Lisken, Jomfru her og Jomfru der! Og det partu ligesom jeg
feier denne Papperlok. -- --
(Hun tager en Papirstrimmel op.)
Ei! ei! det
er jo Jeremiasses egen formeentlige Haand! og -- o du Himmel!
Stumpen af et inderlig ordentlig Frierbrev.
(Læser.)
"Alt siden --
Jomfruens gode Egenskaber -- dele Formue og Hjerte -- pas-
selig og christsømmelig Alder -- derfor vover at haabe --
dybeste Kjærlighed -- ikke vente paa Svar, men endnu i denne
velsignede Dag -- dydzirede Jomfru Christ -- -- ". Jomfru
Christ -- ja saameget -- Jomfru Christ -- -- men ikke et Bogstav
mere. Men det kunde jo inderlig gjerne være til mig; altsaa
Christ -- iane. Eller -- o du tilbørlige Uhyre! -- til Mammesælen;
altsaa Christ-ence. Og saa bliver der da heller Intet af denne
Gang.
Sang.
Lad mig nu see! lad mig nu see! Først en Kandidat.
Han stjal et Kys, mit første Kys, løb saa med den Skat.
Saa Skræddermesteren, Styrmanden, Inspektøren,
saa Lieutenanten med Flere, og nu tilsidst Traktøren.
Fra Aar og Aar til Aar
bedraget af dem Alle,
jeg mig kun Døden spaaer,
og lader Haabet falde.
Sidste Frier rækker snart mig ud sin Knokkelhaand,
og fængsler mig med sine Baand -- uløselige Baand!
|
| d.II,b.5,s.15 |
Det gyser i min Sjel,
saa tidt jeg derpaa tænker.
Kom heller, Gabriel,
med Hymens tyngste Lænker!
Denne Angest i min Sjel
du volder, Gabriel.
Saa er mig spaa'd: gift eller død, og i dette Aar.
Saa er mig spaa'd af en Madam, som sin Kunst forstaaer.
Om ingen trofast Mand -- o Skjæbne! blev mig givet,
skal jeg Uskyldige da derfor miste Livet?
Om ikke gift i Aar,
bli'e Dødsens før det næste,
med fjorten Hjertesaar,
og hvad jeg har tilbedste?
Gabriel, o frels da mig, og lad mig ikke faae
skumle Grav til Brudeseng om end med Roser paa!
Det gyser i min Sjel,
saa tidt jeg derpaa tænker.
Kom heller, Gabriel,
med Hymens tyngste Lænker!
Tag denne Angst af min Sjel,
o grumme Gabriel!
Frels mig! frels mig! frels mig! frels mig!
(Iler ud).
OTTENDE SCENE
Jeremias Falster.
(Kommer ind.)
Naa, Gudskelov, at de Herrer kom tilbords, saa Rennevuet
kan foregaae her i al Rolighed; og Gudskelov, at den gamle
Plageaand finder større Fornøielse i at gloe paa de tre lystige
Fættere, end i at lure paa mig. Men hvor Pokkeren har hun
gjort af mine deilige Blomster, som nu skulde tale for mig, om
min egen Tunge kommer istaa? At hun er jaloux, veed jeg nok;
men at hun skulde vove at smide dem ud, som hun ganske vist
har gjort? Gabriel Jeremias! det maa have en Ende med det
Herskab, ellers bliver du ikke længer Herre i dit Huus. Hun
|
| d.II,b.5,s.16 |
maa selv smides ud, saasnart Tingen er paa det Rene med
Jomfru Christence. Og dermed har det vel ingen Nød, siden
hun selv har stevnet mig hid. Det er afgjort . . .
(Christence kommer.)
NIENDE SCENE
(Jeremias Falster. Christence.)
Christence.
Ja det er afgjort, Hr. Falster.
Jeremias Falster.
Det kunde jeg begribe, kjæreste Jomfru. Saamegen Kjærlig-
hed kunde ikke blive ubesvaret. Men dette velsignede Svar paa
mit ømme Frierbrev maa jeg høre paa mine Knæ; thi mine Been,
med Tugt at melde, skjælve under mig.
(Knæler.)
Christence.
Reis dem. Det sømmer sig ikke for en Mand i deres Alder.
Og behag at see!
(Rækker ham et Dokument.)
Jeremias Falster.
(Tagende Brillerne frem.)
Aha! deres skriftlige Svar, dyrebareste Jomfru? Det holder
jeg med. Saa har man Noget at holde sig til . .
Christence.
Ogsaa det: mit skriftlige Svar. Idetmindste vil dette Papir
gjøre videre Svar overflødigt. Det var min Beslutning, og nu
er det afgjort.
Jeremias Falster.
Afgjort? Ja afgjort er det, at min kjære Brodersøn Johan for-
længst er død og borte, men at Gabriel Jeremias Falster derimod
er ganske levende, og sidder i gode Kaar, at han netop er Mand
for den Saliges saaatsige efterladte Enke eller Jomfru-Enke, at
han netop er bleven saa godt som ti Aar yngre af den reneste
og pureste Kjærlighed til dem, dydzirede Jomfru.
|
| d.II,b.5,s.17 |
Christence.
Men behag dog at see. Det vil, haaber jeg, spare Dem for
videre Knælen.
Jeremias Falster.
(Sætter Brillerne paa.)
Hva -- hvad seer jeg? Sex Tusind -- ja saameget vidste jeg
der var -- sex Tusind -- transporteret til Deres --
(Seer med op-
skudte Briller paa hende.)
Er Jomfruen rasende? -- om Forladelse! --
til Sofie, til Søsteren af den Eventyrer og Vagabond, min Broder-
søn, man maa saa sige, hvad man vil . .
Christence.
Herre, fornærm ikke en ædel Mand i hans Grav. Det var
min Pligt, en Pligt ogsaa imod ham.
Jeremias Falster.
Wiswas! Pligt! Dumhed! Galskab! Men der seer man, hvor
meget Fruentimmerne trænge til en fornuftig Mand til at styre
dem i deres Daarskaber. Men nu betakker jeg mig; for seer
Jomfruen, enhver Ting har idetmindste to Sider at sees fra. Men
om Jomfruen nu, ligesom jeg ogsaa faaer noget Andet at tænke
paa, vilde tænke paa . . . efter hvad der er passeret, seer De . .
Christence.
Ogsaa det er afgjort, Hr. Falster. Der er tænkt paa et andet
Opholdssted.
Jeremias Falster.
Ja paa -- havde jeg nær sagt -- Fanden ivold!
Christence.
Tjenerinde.
(Gaaer.)
|
| d.II,b.5,s.18 |
TIENDE SCENE
Jeremias Falster.
(Alene.)
Tjenerinde? Hahaha! Dumhedens, Stolthedens, Tiggerfærdig-
hedens, Dydens, Pligtens, og inderlig gammelt Jomfruskabs Tjener-
inde! Det er til at blive rasende over: Sex tusind Daler i gode
Penge kastede bort som hule Nødder. Jeg har aldrig hørt Magen.
Kunde nu ikke den anden lille Taske have boet hos os, og gjort
Nytte for sig? Ogsaa den prægtige Leilighed til at blive Chri-
stiane qvit, for den Jomfru synes skam at have Been i Næsen.
Ak, mit Huus kunde være blevet som et Duerede. Men nu
maa jeg dog være glad ved, at jeg fik Øinene op; thi der kunde
jeg være kommen net til, om hun havde taget mine søde Ord for
god Fisk, tiet stille med sin dumme Streg, og slaaet til; da er dog
det gamle Huustrold bedre med sine elleve Hundrede og derover.
Eller -- o Gabriel, Gabriel Jeremias! hvor er du henne med
din Eftertanke? Det er jo soleklart, at jeg har at holde mig til
de sex Tusind, til den Haand, hvori de nu befinde sig. Og Sofie
er jo af Familien, og har nydt Godt i mit Huus som et fattigt
Barn, saa jeg skulde troe, jeg er nærmest. Og i hvilket straa-
lende Lys vil jeg ikke staae, dersom jeg frier, medens hun
troer, hun ikke er rigere end sin Synaal. Men da maa jeg
Bitterdød skynde mig. Bare ikke den Helvedes Christiane . .
(Idet han vender sig, støder han lige paa Christiane, som imidlertid er kommen ind.)
ELLEVTE SCENE
Jeremias Falster. Christiane.
Sang.
Christiane.
(Med Hænderne i Siden.)
Staaer du her og bagtaler mig?
Jeremias Falster.
(Forvirret.)
Jeg tale bag -- bagtale dig?
Christiane.
Jeg hørte nok dit grove Sprog.
|
| d.II,b.5,s.19 |
Jeremias Falster.
Det var jo kun en Monolog.
Christiane.
Hvad er en Monolog?
Kan jeg paa Sligt bli' klog?
Jeremias Falster.
Det er at snakke Noget
hen for sig selv, hen for sig selv.
Christiane.
Ei! Altsaa Væv i Taaget?
Inderlig vel, inderlig vel!
Jeremias Falster.
Hvad jeg har sagt, jeg bryder ei.
Tillad mig nu at gaae min Vei!
Christiane.
Mit christne Navn det banded du.
Mit Haar sig reise maa endnu.
Gabriel! var det peent?
Har jeg vel Sligt fortjent?
Jeremias Falster.
Det skal du ikke endse;
har mig fortalt, har mig fortalt.
Jeg vilde sagt: Christence.
See det var Alt! Var det saa galt?
Ja ret denne Helvedes Christence, som er kommen her, og ligger
ind paa mig.
Christiane.
Naar du taler saa, vil jeg partu troe, at jeg denne Gang gjør
dig tilbørlig Uret. Men hvem meente du da med denne.
(Viser ham Papirlappen.)
|
| d.II,b.5,s.20 |
Jeremias Falster.
Tys! lad see!
(Afsides.)
Saasandt jeg lever en Rest af mit eget
Brev til Jomfru . . .
Christiane.
Hvorfor saa inderlig Tys, Gabriel Jeremias? Nei, siig kun
partu, hvem du har meent med dette C -- h -- r -- i -- s -- t -- Christ?
Men vær nu betydelig oprigtig.
Jeremias Falster.
(Kjelen.)
Hvem skulde jeg mene med dette Udkast uden dig Christiane?
(Afsides.) See mig til den Mamsel! Hun har brugt mit Brev til at
krølle sit Haar med.
Christiane.
Se paa mig! Er det pertentlig og partu sagt?
Jeremias Falster.
Det er jo skrevet desmere.
(Kysser hende.)
Naa, vil du nu troe mig.
Christiane.
Ja nu er jeg som et Solskin igjen. Og du var tro, Jeremias;
og der er altsaa ikke Noget imellem Dig og denne snerpede
Mammesæle?
Jeremias Falster.
Ikke saa meget som saa
(Stryger Haand over Haand.)
Nei saa min Sjel
og Salighed! Nu svoer Jeremias . .
Christiane.
Det var ligesom en Steen, der lettedes fra mit Bryst, og jeg
vil holde af denne inderlige Lap Papir, som af et afbrækket
Dukatstykke. Men hvorfor vilde du partu skrive mig til i en
saa gammel Sag mellem os, Jeremias, da du dog hver Dag kan
tale med mig saa inderlig fortrolig? Hvad svarer du mig paa
det, Guldet mit?
|
| d.II,b.5,s.21 |
Jeremias Falster.
Jo seer du, har du ikke hørt Tale om Kjærlighedens Fantasier,
Christiane? Jeg tænkte mig dig nemlig Pokker i Vold langt borte,
og hvorledes jeg da vilde expektorere mig; men saa har Mamme-
sellen faaet fat paa Udkastet, og gjort Papillotter deraf.
Christiane.
En inderlig græsselig Fornærmelse mod os, Jeremias! Papper-
lokker af dit Brev til mig? af mit Brev? Hun saae dog mit
klare christelige Navn og din betydelige Ømhed, og havde ikke
mere inderlig Delikatæse end som saa -- Men nu, skal hun
endnu blive i Huset?
Jeremias Falster.
Vist ikke, nei; det er afgjort, som hun -- nei, vilde jeg sige,
som du siger. Men lad mig nu være alene; jeg har noget
Vigtigt at tænke paa.
Christiane.
Kan jeg forlade dig nu saa partu, da du har været saa græs-
selig inderlig som du i lang Tid ikke har været, Jeremiassen min?
Jeremias Falster.
Du maa. Pas paa de tre Kadetter dernede, at de ikke ab-
sentere sig uden Klarering, seer du.
Christiane.
Der er blot To af dem nede paa Billarden; den Tredie, en
inderlig vakker liden Søofficeer, er fulgt herind i Sideværelset
med Mammesælen og Jomfru Sofie.
Jeremias Falster.
Slip mig, siger jeg, og gaa! Det er desperat.
Christiane.
Ih, Gud inderlig bevare mig, hvilken græsselig Ivrighed der
kom over dig nu? Og med slig Hast?
|
| d.II,b.5,s.22 |
Jeremias Falster.
Du burde med have Hast. Du hører jo det banker i Billard-
stuen, som om Fanden var løs. Staaer du ikke paa mit Bedste,
Christiane, saa . . .
Christiane.
Nu hører jeg det. Det er disse hersens Fyrer, som vel ville
have mere partu.
Jeremias Falster.
Saa gaa bare, saa gaa!
(Fører hende til Døren.)
Christiane.
Skal jeg lade dem faae paa Credit disse hersens . . .
Jeremias Falster.
Aa ja, bare gaa!
Christiane.
(Venligt nikkende i Døren.)
Farvel da saalænge, Gabriel-Jeremiassen min! Men er du ikke
bange for mig nede imellem disse inderlige Fyrer?
Jeremias Falster.
Det var Noget at være ræd for. Aa nei! Men hør
(Det banker
nedenunder.)
Husets Credit gaaer tilgrunde.
Strax! strax!
TOLVTE SCENE
Jeremias Falster.
(Alene.)
Se saa! en Søkadet inde hos Sofie? Det er just Folk for
Piger i hendes Alder og af hendes Gemyt, saa jeg nok maa
skynde mig. Og Sligt tillader denne adstadige Pertentlighed,
Jomfru Christence? Jo man kan nok see den kjøbenhavnske
Opdragelse, skulde jeg troe. Men om Forladelse, om der nu
|
| d.II,b.5,s.23 |
kom en liden Kjelke iveien? Og Sofie har endnu ikke været
ulydig, og foruden at jeg er Herre i mit Huus, seer jeg vel ikke
saa ilde ud endda.
(Speilende sig.)
Ungdommelig vel ikke; men de
brune maliciøske Øine har jeg dog beholdt, og fyrigt slaaer mit
Hjerte, som om det skulde slaae et Slag for hver Daler af de
sex Tusind i Minuttet.
Sang.
Lidt skimmelhaaret
gjør ingen Skade.
God Frugt bli'er baaret
af blege Blade.
Det leder heller
de Skjønnes Tanke
paa disse Blanke
der i min Kjelder.
Man veed, naar Andre
kun bære Uld,
kan jeg forandre
hver Haar til Guld.
I Rynker dybe,
der om min Næse
som Orme krybe,
kan man jo læse,
skjønt lidt figurligt,
blot Gjeldsbeviser,
og dem man priser
da høist naturligt.
Tidt Navnetrækket
paa sligt Papir
har Elskov vækket
hos Kjønnets Ziir.
I Plydses Buxer,
og i min Brune
blandt Gadefuxer
jeg gjør Fortune.
|
| d.II,b.5,s.24 |
Thi Jeremias
kan i sin Fikke
det Secum stikke,
som mangled Bias:
en Pung, skjønt skiden
og gjort af Skind;
men Amor i den
er krøben ind.
Blot Christence ikke allerede har sagt hende, hvor riig hun
er bleven. Thi der er ingen Beiler som Ædelmodighed, og
ædelmodigt maa det dog vist synes af mig at tage det forladte
Barn, for noget Andet er hun dog ikke. Altsaa, Jeremias! Frisk
Courage!
(Banker paa Døren.)
Sofie! lille Sofie!
TRETTENDE SCENE
Jeremias Falster. Sofie. (Kommer fra Sideværelset.)
Strax! Frederik! strax!
Jeremias Falster.
(Blid.)
Hvad er det for en Frederik, søde Barn?
Sofie.
Oh! en Bekjendt. Christence og jeg have Selskab derinde, og
han foretrækker vort endog for sine Kammeraders. De spille
Billard nedenunder.
Jeremias Falster.
Du har Selskab siger du? Dog er du saa alene i Verden. Nu!
kom kuns nærmere til din kjære Onkel, mit Barn. Jeg har
noget Vigtigt at tale med dig om -- om din Fremtid seer du . . .
Sofie.
Onkel! Jeg frygter det bliver for langvarigt. Frederik har
Hastværk.
|
| d.II,b.5,s.25 |
Jeremias Falster.
Fanden ivold med den Frederik! Hør, Barn! --
Sofie.
Det var smukt sagt, Onkel.
Jeremias Falster.
Nu nu, ikke saa ilde meent af din gode Onkel. Seer Du,
Barn, du er nu kommen til mig ligesom Ruth til sin Slægtning
Boas, og ligesom han den retskafne brave Mand . . . Nu, Barn,
du seer paa mig med saa store Øine? Ja see du kun! see paa
mine! see de ikke paa dig med den pureste Ømhed?
Sofie.
Slip mig, Onkel! Frederik bliver utaalmodig.
Jeremias Falster.
Seer du, du er en fattig Pige, en meget fattig, saavidt jeg
veed; og forladt er du, dersom du ikke havde mig. Men jeg
har for os Begge.
Sang.
Du kjender nok den røde Skjænk,
hvor Sølvet paraderer;
og hvert Guds skabte Aar -- betænk! --
sig Rækkerne forflerer.
I Kisten, som i Gangen staaer,
der ligger mangt et Dynevaar.
Deri sig blind af Lyst, om hun fik Lov at kige,
kan vel see, kan vel see saamangen Pige.
Og Kassen med de stærke Baand --
oho! du skulde kjende.
Der boer Aladdins Kjæmpeaand,
hvis Magt har ingen Ende.
Ei gives Ting paa viden Jord,
som han ei skaffer paa et Ord.
Thi Mammon er den Gud, som over Alting byder,
selv ofte over Mænds og Qvinders Dyder.
|
|