|
FØRSTE EFTERSPIL
Teppet gaaer op. Samme Scene, men tom. Igjennem den aabne Dør sees Gjæstebudsbordet med
Marie og
Dalberg for Enden.
Chor af Gjæster.
Mel. Og kjøre Vatt'n og kjøre Ved.
Gid Norge leve, det dyre Navn,
i alle Hjerter i Nationen!
Da foer tilvisse til Kjøbenhavn
med første Dampbaad Ambitionen.
Thi den, jo mere den er "honet",
fordærver Norriges unge Æt:
Sønnen blier slet,
Pigen koket,
og Jeandefranceri blier Tonen.
Men fyld Pokalen, og send den rundt!
Skaal for hver Yngling og hver Pige,
som føler varmt, og som tænker sundt,
og seer fornemt ei paa sin Lige!
Dog gives Aber uden lodden Svands,
saavist som Mennesker foruden Sands,
Falskhed i Glands,
Qviste i Krands,
og Usselhed i Norges Rige.
|
| d.II,b.4,s.293 |
Men Taagen farer fra Fjeldets Tind,
og Elven blaaner dybt i Dalen.
Fra Folkets Arner du Geist forsvind,
som aander ud din Gift i Salen!
For Einars Alvor i Normands Sind,
for Axels Øie og Valborgs Kind,
Blodet som fiin,
glødende Viin --
for Norges Ungdom gaaer Pokalen!
ANDET EFTERSPIL
Scene som i forrige paanær at Gjæstebudsbordet i det indre Værelse har delt sig i flere Spilleborde
i begge Værelser med søvnige Lys og
Gjæster -- kort alt antydende, at Gjæstebudet har været
saa "man kan have Ære af det," og at det lakker ad Dag. Ved Æresbostonen i første Værelse
Æresgjæster fra Landet, nemlig
en suspenderet Foged, en konstitueret Foged, og
en
virkelig Foged, samt en
Incassator, Examinatus juris.
Berger, Madsen og siden
Kringlefigurer.
Den virkelige Foged.
Nu kan jeg sige Pas: Jeg vandt jo mine misère.
Den konst. Foged.
Du burde været bête.
Den virkelige Foged.
Som du fornys, mon frère.
Den konst. Foged.
He, lad saa være; men nu har jeg mine Stik.
Den suspend. Foged.
Ja, seer De, dem De ved min Benefiz kun fik.
Thi, seer De, havde jeg . .
Incassatoren.
I Kortene du snakker.
Hold Munden! gjør som jeg, og brug du Bonden, Makker!
|
| d.II,b.4,s.294 |
Berger.
(Reiser sig fra sit Bord).
Endnu engang, mine Herrer, giver jeg mig den Ære . . Vel-
gaaende af Solør, Velgaaende af Bordet derborte!
En Gjæst.
Ja der er s'gu Mærker i det.
Berger.
Rigtig bemærket. Lad det smage jer, mine Herrer! Her er
ingen Kringle, skulde jeg troe.
Madsen.
(Beskjænket til den anmærkende Gjæst).
Hvad? Mærker? Kan du mærke noget paa mig? Jeg kan
bevise Dem, at det er umuligt, at jeg er fuld, for jeg er i Kringlen
skal jeg sige Dem. Gid jeg havde været der, saa havde jeg
været endnu ædruere! Men det er ikke for seent endnu, for
der sidder altid Nogle efter.
(Man hører Sang udenfor).
Ei, komme de
ikke der, saa er det ikke Kaspars Drikkesang af Jægerbruden,
de der synge. Farvel saalænge, min Herre!
(Raver ud).
Gjæsten.
(halvt hvidskende.)
Stakkels Mand! Han er jo gaaen iaften?
Berger.
Hvad? Hva -- hva -- hvad? Jeg, som har endosseret.
Er han gaaen? Har han mange Fordringer deroppe?
Gjæsten.
Han har jo ikke begyndt at handle endnu.
Incassatoren.
Det var Pokkers.
Gjæsten.
Det gjør intet til Sagen. De fleste gaae før de have begyndt
at handle.
|
| d.II,b.4,s.295 |
Madsen.
(kommer ind igjen.)
Ja jeg gik; men kommer igjen. Vær saa god mine Herrer!
(Aabner Døren for
Kringlefigurer, der ligeledes ere ved godt Humør). Vær saa god! Jeg
er kjendt i Huset, og Solen er endnu ikke oppe.
Berger.
Ikke saa rigtig bemærket. Men -- kom nærmere mine Herrer
Den gik ned over min Vrede, siden jeg seer, I ere akkurat som
andre Folk.
Gjæsten.
Ja som Vi; kanskee lidt mere.
Chor af Kringlefigurer.
Mel. Kaspars Drikkesang.
&bmrep; Vinens Aand
har sprængt de Baand, &bmrep;
dumme Love bunde.
Si naturam pellas ex,
kommer hun igjen den Hex
&bmrep; -- o saa mangelunde! &bmrep;
&bmrep; Længer tør
er ei som før &bmrep;
vor den gamle Kringle.
Elsk os nu; thi, just som I,
fulde, mætte, muntre Vi
&bmrep; hjem ifra den sjingle &bmrep;
Chor af Gjæster og Kringlefigurer.
&bmrep; Derfor er
den populær: &bmrep;
Skaal! ja Skaal for Kringlen!
Vær som Andre, vær da gal!
Er du høflig, saa befal!
&bmrep; Skaal! Hurra for Kringlen! &bmrep;
(De drikke).
|
| d.II,b.4,s.296 |
Chor af Kringlefigurer.
&bmrep; Slaa din Sviir
-- men Alt med Ziir -- &bmrep;
af kun i vor Kringle!
Lad først Damerne gaae hjem,
kom, Champagnens Geist, da frem!
&bmrep; Klinkklingelingelinge Lingelingle! &bmrep;
Chor af Gjæster.
&bmrep; Naar vi ret
betænke det: &bmrep;
Kringlen jo betyder
Brænd'viinsbrød fra Arildstid,
bør da altsaa regnes hid
&bmrep; blandt Nationens Dyder. &bmrep;
&bmrep; Af en Orm,
den har sin Form, &bmrep;
har et Snogehjerte.
Der er ikke meget ved
hele den Nedladenhed,
&bmrep; man af Nøden lærte. &bmrep;
|
| BLA BAKOVER |