HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 4. BIND: 1832 - 1837




SCENE I
Hos
Bergers
.
Marie
arbeider.
Hendes Moder
bringer et Brev. Siden
Karl Smelt
.



Mad. Berger.

   Et nydeligt rosenrødt Brev til dig, Marie, indlagt i et til mig.
Der kan du see: "Fru Berger" -- noksaa artigt.



Marie

(tagende Brevet)

   "Til Frøken" . . Hvad skal det betyde? Skulde han tro, at
jeg i den Grad deler mine Veninders Forfængelighed?



Mad. Berger.

   Aa, tag du imod Titelen, naar han giver dig den. Han veed
nok hvad der er passende, han, som er saa i Velten. Desuden
-- du er saamen ligesaagod Frøken du, som baade Den og Den
hele Gaden bortigjennem. Nu? det er vist nydeligt.

d.II,b.4,s.262  

Marie.

   Karl melder blot, at han har nogle Visiter at gjøre, da der er
et Excellentsbal igjære, hvorfor han ikke kan komme før de
vigtigste ere gjorte.



Mad. Berger.

   Gud, hvor han er vel antagen, og veed at skikke sig! Tænk
et Excellenzbal! Og han ender vist ikke før han fører dig der-
ind med. Og sad jeg saa der, om det var i den usleste Krog,
eller som en Flue under Taget med sine tusinde Øjne, eller mit
Øje, i en af Damernes Diamanter -- ha, hvor denne da skulde
funkle, om den var aldrig saa uægte!



Marie.

   O min gode Moder, da vilde jeg ikke kjende det, jeg, som er
vant til at see det saa roligt og blidt. Men jeg længes ikke
udenfor min egen Sfære; udenfor den faaer man saa ofte at føle
man er fremmed.



Mad. Berger.

   Saa kan man dog igjen see lidt ned paa Andre under sig
igjen -- det er dog en Trøst, og ikke meer end billigt.

(
Smelt
træder ind).



Smelt.

   Fuldkommen rigtig, høistærede Fru Svigermoder. Saadanne
Blik ere Lyspunkterne i Livets Kjede.

(Iler til Marie)
O Marie, jeg
har drømt hele Natten om dig. Vi vare i Almacks; jeg dansede
med Frøken Superba Stoltzenburg, syntes jeg, men det var dit
Ansigt; Alle saae paa os, og for hvert Blik heftede en Paillet
sig til din blaa Atlaskes Kjole, saa du saae ud som Stjerne-
himmelen. Men allerbedst som det var, reiste Fru Kalkun sig,
tog dig om Hovedet, og sagde: maa jeg bede om min Vifte; og
saa viftede hun sig med dig uden videre, og pæste og viftede
sig. Saa syntes jeg, jeg dandsede med dig, men lidt efter lidt
syntes jeg du blev skarpere om Ryggen, og inden jeg vidste
Ordet af det, var det atter Frøken Superba, jeg skar mine
Fingre paa.

d.II,b.4,s.263  

Marie.

   Forvexlingerne ere ikke meget smigrende. Dog -- du har
tænkt paa mig, og i Drømme kunne selv de fleste af vore Poeter
fantasere.



Mad. Berger.

   Jo, Marie, det var rigtig en nydelig Drøm. I Drømme kan
da ogsaa Alle komme ligesaavel i Almacks som i Himlen, Gud-
skelov!



Smelt.

   Dersom man har Fantasi -- Men Marie skal komme der
virkeligt, det har Schmeichel halvtomhalvt lovet mig.



Marie.

   Beroer det paa Enkelte? Jeg vil ikke være Nogen forbunden
derfor.



Mad. Berger.

   Naa, hvor du kan tale! Jo tusind Tak!

(beseer og beføler
Smelt
)

Naa hvor nydelig! Saadan skal rigtig vor Franz see ud inden
3 Dage, om jeg er Kone i Huset. Naar jeg nu tænker paa
Madsen, vil jeg brække mig.



Marie.

(Til
Smelt
)

   Le ikke, Karl; Hun er min Moder. Din Skoggerlatter er
heller ingen Fiinhed.



Smelt.

   Maa jeg bede -- det er nu høieste Finesse, at vise Frihed
i Manerer. I et friseret Hoved kan man kløe sig saameget man
vil, med glacerede Handsker gribe til overalt, med Beenklæder
af Parisersnit antage de mest ugenerte Stillinger, med pudsede
Tænder gabe og lee efter Behag, og naar man er comme il faut
som jeg, er der intet, man ikke skulde kunne tillade sig.



Mad. Berger.

   Ja han er rigtig saa nydelig, saa.
d.II,b.4,s.264  

Marie.

   Fy; -- saameget jeg gjør af en Naturlighed, som ikke mangler
Takt, saa afskyelig finder jeg affekteret unaturlig Naturlighed.
Den er en tvunget klodset Erkjendelse fra Forfinelsen om Na-
turlighedens Fortrin. Hvor modbydelig er ikke f. Ex. denne
sjelløse Kulde, som under Fornøielser skal være Ansigtets Mode-
udtryk, medens det unge Menneske, istedet for at følge Musikens
og Blodets Indgivelser og dandse, slentrer Qvarreen nedover!



Smelt.

   O, Marie, hvor du er paa Afveie! Det er Londonermode, Di-
plomatdands, fra de ægte Westend-Almacks, vort store Forbillede.



Mad. Berger.

   Netop saa! Gid de bare Alle vilde dandse saa paa det Bal,
jeg har faaet Fa'r til at gjøre i Anledning af Forlovelsen. Saa
blev det morsomt og vakkert at see paa. Se der er han med
Listen.

SCENE II
De Forrige.
Berger
i Kontordragt.



Berger.

   Aa, ærbødige Tjener!

(Afsid.)
Jo, han tager sig s'gu ud ved
Dagsenslys ogsaa.

(Høit.)
Iaften, Høistærede, lægge vi Beslag paa
Dem, om saa -- ja jeg tør ikke sige Noget; men jeg mener, at
vi ville ikke vige for Nogen i Verden, om det saa var Excel-
lencen selv.



Mad. Berger.

   Tys, Mand, er du bleven rasende? At tale sligt!


Berger.

   Meget rigtig bemærket. Men saa vige vi heller ikke for Nogen,
uden kanske for Baronen. Se her er Listen.



Smelt.

   Efter Voteringen i Almacks, kan De gjøre Regning paa mig.
(Tager en Pen og omredigerer Listen.)
Se saa, med Tilladelse. Nu er den
værste Pøbel redigeret væk . . .

d.II,b.4,s.265  

Berger.

(Seer paa Listen forundret).

   Meget rigtig bemærket . . . mine bedste Venner.


Smelt.

   . . . Og notable Navne ere komne istedet. Madsen og Dal-
berg beholder jeg af egne Grunde.



Marie.

   Karl! Karl! Er dit Hjerte ogsaa blevet forandret?


Mad. Berger.

   Lad du din Kjæreste raade. Han sørger baade for Kavalerer
og Damer, som vi kunne have Ære af.



Marie.

   Jeg betvivler det ved flere af disse Navne. Der er Schmeichel,
bekjendt for at være en Skurk i Bunden af Lapsen, ligesaa
Byens mest berygtede Sladderhank og Bagtaler, et Par Departe-
mentskryb, Ditto Duodezer af Don Ranudo og Jean de France,
et Par Pernillefrøkener og Frøkenperniller, og endelig, som om
der var sat en Klad til Punktum, Libertineren Wollert.



Mad. Berger.

   Naa du Himlens Gud, har du ogsaa noget at sige paa ham,
saa rig som han er?



Marie.

   Hvormeget han parfumerer sig, vil der dog altid stinke Rende-
steen af ham, og det allerfriskest Kristianias ovenpaa Roms og
Venedigs.



Smelt.

   Men Marie -- saadanne Ord i din Mund?


Marie.

   Du har Ret. Den bliver ureen ved at nævne hans Navn. Men
jeg indvier den ved at sige "jeg elsker dig", skjøndt, Karl,

(sagte)

jeg forstaaer dig ikke længer.

d.II,b.4,s.266  

Smelt.

   Oprigtigt, Marie, jeg dig ikke heller. Du er ligesom en Rose,
hvori en Hveps har sat sig. Men vi kan forklare os under
Dandsen. Da er det saa inderlig behageligt at tale med Damer.
Nu maa jeg fortsætte mine Visitter; det er den rette Tid til de
fornemste saa lidt ud paa Eftermiddagen efter borgerlig eller
Pøbelens Regning.



Berger.

   Meget rigtig bemærket, og ærbødigst Tak for Deres ærede
Uleilighed med Listen. Kunne vi bare vente os den Ære, at
Deres Venner vilde komme.



Smelt.

   Oh, Fornøielser er deres Atmosfære, og til en Afvexling for
eengangs Skyld imellem simple Folk . . .



Berger.

   Hvad beha . . .


Mad. Berger.

(trækker ham i Kjolen).

   Imellem dem, du havde smurt op, naturligviis, Fa'r.


Berger.

   Hm, meget rigtig bemærket, skulde jeg have sagt.


Smelt.

   Der kan være adskillige Kuriositeter at opdage.


Berger.

   He ja, nogle Kurve Champagner kanskee og . . . og . . . ja
Gud veed hvad Mo'er nu kunde finde paa.



Mad. Berger.

   Vær du kun rolig. Jeg skal feire Forlovelsen med en Iis, som
man kan forliebe sig i, og Maries Optagelse i Kringla eller Ind-
trædelse i den store Verden med en stor Makronkringle til
Ære for Kringla og et Babylons Taarn, som skal staae paa Maal.

d.II,b.4,s.267  

Smelt.

   Staae paa Maal? Uf! slige Talemaader er som at træffe paa
Haar i Mad.



Mad. Berger.

   Og en liden Sukkermand, med trekantet Hat og Guldgaloner
paa Buxerne, ovenpaa skal ogsaa have sin Betydning. Men --
o Gud hvor jeg længes efter at høre, at Marie er kommen
derind!



Smelt.

   Det er at længes efter mig: jeg bringer Efterretningen.

(Kysser
Marie raskt, hilser skjødesløst og fjerner sig.)



Mad. Berger.

   O Gud, hvor han er sød!


Berger.

   Meget rigtig bemærket; men . . .


Marie.

(sørgmodig.)

   Han er forandret, forandret.


Berger.

   Ja fra han boede her i sine første Studenterdage sammen
med Dalberg paa et to Dalers Værelse. Jo, meget rigtig be-
mærket, han er forandret.

(
De Gamle
gaae hver til sin Kant.
Marie
sætter sig
paa sin Plads med Tørklædet for Øjnene.)

SCENE III
Karl Smelts Værelse; elegant; Boudoiret paa sin Plads.
Smelt
. Skimtet af
Bagen paa en
Skrædderdreng;
siden
Schmeichel
. Under hele Scenen bankes ofte paa Døren, hvorved de
Talende nedtysse Samtalen.



Smelt.

(Kastende en Skrædderdreng paa Døren)

   Hvad, Knegt, spænder du imod? Saa!

(spænder ham ud.)
Gaa til
Kilde med det!

(Laaser Døren af; idet han gaaer, banker det).
Nu for Djævelen
igjen?

(Lister sig hen over Gulvet. Der raabes igjennem Nøglehullet: "ingen Rykker!" Aabner
Døren).

d.II,b.4,s.268  

Schmeichel.

(kommende ind.)

   Bravo, Lord Pelham! Jeg gav Slubberten et Spark til paa min
egen Regning, og bad ham dele med Mesteren.



Smelt.

(Laaser Døren igjen).

   Vi faae s'gu nok laase, ville vi have Fred.


Schmeichel.

   Nei, Gudsdød, Wollerten ligger nede i Rendestenen og væver
om Kanalerne i Venedig. Vi rodede bare lidt om i en Cham-
pagnekurv, men Svinet havde et Par Spidsere før i sig, og saa . . .
Skal vi ta'e ham op, eller skal han ligge?



Smelt.

   Ligge naturligviis . . . Vi faae nok see ham i Almacks iaften.


Schmeichel.

   Javist, og kanske hos din værdige Hr. Svigerfader. Hahaha!
Det vil ogsaa blive et Bal! Tørfisknoblessen, Pøbelen i Blonder.
Hvor jeg skal gotte mig! Men er du melankolsk? Denne Ban-
ken minder om, at man er Kavaleer, der har intet andet at gjøre
om Morgenen, end at sove med Dynen over Hovedet, og om
at man siden ikke har noget hjemme at gjøre. Jeg har expe-
deret 27 Saadanne idag med gode Anviisninger paa det rigeste
Navn af Alle: paa Fremtiden.



Smelt.

   Jeg maa have en Liste paa alle Byens Skræddere og Sko-
magere, for jeg maa belave mig paa at gaae rundt.



Schmeichel.

   Den skal du faae af mig. Men her er Listen paa dem, der
skulle indvoteres i Almacks iaften. Jeg stemmer ikke for en
Eneste.



Smelt.

   Hvad? ikke for min Kjæreste engang, som du lovede?
d.II,b.4,s.269  

Schmeichel.

   Nei, pardi, naar jeg nøje betænker det. Jeg seer desværre
hendes Navn paa Listen.



Smelt.

   Jeg veed ikke, om jeg kan være din Ven.


Schmeichel.

   Gjorde jeg det, var jeg ingen Ven af Almacks. Man maa
konservere dem, ikke fortynde den Atmosfære, som skal lyse
og give dette Selskabs Kjerne Udseendet af det hele Samfunds
Sol. Fjernt fra maae Insekterne sole sig i dens Glands, men
det maa være Fortærelse, om noget vil nærme sig.



Smelt.

   Men den dannede, smukke, fortræffelige Pige?


Schmeichel.

   I Almacks spørges ikke om Sligt. Hun tilhører Dramatikens
og Klingenbergs lavere Sfærer. For Dannelsens Skyld kunde
man nok faae opdrevet en Snees Ugler, for Skjønhedens vilde
Tjenestepigerne afgive de fleste, og for Fortræffelighedens Eugenia-
stiftelsens Dimittender.



Smelt.

   Og hvad kan man have imod flere af disse Navne, om jeg
maa spørge?



Schmeichel.

   Bah, du har endnu ikke forstaaet Almacks. Selv vort store
Forbillede i Westend kom engang i Miskredit bare Lady Pa-
troness
lukkede Øjnene et Øjeblik. Strax æsede al Citys og
Southwarks Bærme iveiret, og inden man vidste Ordet af det,
vare de store Almacks fordærvede, Glandsen var væk, ligesom
berørt af fedtede Fingre, og der var kun en sørgelig Erindring
tilbage. Vi ere nu saa mægtige, at vi kan lade Omsorgen for
det Extensive fare; men da Indifferentismens Søvn er troløs,
saa maae vi af al Magt lægge os paa det Intensive, Koncen-
d.II,b.4,s.270   trering, Centralisation, og uddyrke hvad vi har. Derfor maa
der statueres Exempler, et Glacis af Rædsel, bedækt med
Stumper af tilintetgjorte Navne, lægges om vor Borg, og kun en
Bro af en Knivsegg føre didhen som til de Troendes Paradiis.
Du maa beqvemme dig til et Offer.


Smelt.

   Af Maries Navn? Aldrig i Verden! O, du skulde see hende
dandse; og, med alt hendes egne Hang til Simpelhed, hvilken
fiin Eleganz!



Schmeichel.

   En Kjøbmandsdatter? Hør, hendes Fa'rs Viin kan være lige
god, men hans Datter er det ikke. En ny Aand har gjort sig
gjældende. Kaalhov'derne i 1821, som bekrigede Laurbærtræerne,
havde ingen Idee om hvad der laae i Jorden og om gunstige
Stjerners Indflydelse paa den Vegetation. Nei, ved min Ære,
med din Diskedame gaaer det ikke an. Vil du udsætte Hende
for den bittrere Forhaanelse, at vore Damer i Almacks flytte
sig fra hende og trække Skjørterne til sig, som om din dannede,
smukke, søde, fortræffelige, elegante Kjæreste havde Utøj?



Smelt.

   Død og Helvede!


Schmeichel.

   Vil du selv have den lille spidse Ting i Livet, naar du engang
bona fide engagerer: "men der sidder jo Deres Kjæreste. Hun
maa kjede sig frygteligt."



Smelt.

   Hold op! -- Slyngel -- om Forladelse -- Schmeichel, bedste,
kjæreste Ven, hold op!



Schmeichel.

   Og synker du saa i Gulvet, og fnises ned derigjennem, og
kommer ned til en logerende Drammenser i Hotellet, saa smider
han dig ud af ingen anden Grund, end fordi du ikke kommer
d.II,b.4,s.271   som man pleier i Drammen. Var det Skik der, at komme ind
gjennem Taget, og du kom gjennem Døren, smed han dig lige-
ledes ud.

(
Smelt
leer.)
Se saa, nu har jeg dig som jeg vil. Om hun,
eller hvilkensomhelst anden Borgerpige, kommer ind i Almacks,
er jo dog en Bagatel; men ikke med Hensyn til Exemplet, naar
du vil bedømme Sagen fordomsfrit og upartisk, og heller ikke
er det en Bagatel for dig, naar du først engang er der, om du
ved tusinde, let forudseelige, smaae coups-fins og Naalestik
skulde føle dig nødsaget til en Retirade. Hør her en Stump af
et Brev fra min Onkel Amtmanden:

(læser.)



           "Kun eengang har Enhver i Haand sin Lykke.
           Men har du den, saa hold den som et Smykke!
           Thi Lykken er en Aal, og Under var,
           om ei du er, saavist som det, en Nar."



Smelt.

   Dumhed, at jeg skulde indlade mig paa den Proposition. Hun
havde selv ingen Lyst; men den Abinde af en Moder.



Schmeichel.

   Vogt dig for at stikke Hul paa Ærtesækken. At tage en
Borgerpige, eller saakaldt Jomfru, ind, var at begynde paa en
Rulle Klæde. Alene Storgaden med sine Krølleblokker i Vin-
duerne er en ligesaa lang Blodpølse, hvor man ikke kan pille
Rosinerne ud uden at rode i Indmaden. Benyt heller Leilig-
heden til at gjøre dig notabel i Almacks, til at vise at Du vur-
derer dem over alle andre Konnexioner, kort -- og hvad skal
den ene Stemme nytte til? -- voteer som vi Andre.



Smelt.

(springende op).

   Imod min Marie? hvad? Mefistofeles! Satan! Jeg bliver
næsten bange.



Schmeichel.

   Nu? Hvad kommer det Nogen ved, om Du er fordomsfri nok
til at elske den Pige, du elsker -- Notabene saalænge du be-
hager? Man seer igjennem Fingre med det Plæsanteri. Om
nogle Aar er du godt ansat -- at sige, om Du comporterer dig
d.II,b.4,s.272   vel -- og saa taber hun sig ligesaa skjult i dit Huses Indre,
hvor hun kun har at sørge for den fysiske Vegetation. Men
betragt nu ogsaa ligesaa fordomsfri Forholdet imellem de For-
bindtligheder, du skylder denne Forbindelse, hvori du nu engang
i din blinde Tid er kommen, og dem, du skylder Almacks, en
Forening, der yder sine Individer Velgjerninger, men ikke kan
modtage nogen af dem. Du vil da see, at hvad der synes dig
som et unaturligt Offer, er alene Noget, som følger af Sagens
og Forholdenes Natur.
Il faut savoir vivre.
1



Smelt.

(mekanisk).

   Il faut savoir vivre.


Schmeichel.

   Hun er riig. Det er Noget.


Smelt.

   Ja derfor, seer du -- eller derfor ogsaa, seer du . . .


Schmeichel.

   Aa, skam du dig ikke.
Il faut savoir vivre. Det er Meget;
selv Almacks kan ikke undlade at skjænke den Omstændighed
nogen Opmærksomhed. Det kan gjøre hende til Primadonna
paa Klingenberg; men kun en umaadelig Rigdom kan opveie
Rang. For hvert Trin idetmindste en Papa paa 10,000 mere.
Dette klinger vel ilde for mange Øren i Norge; men man faaer
-- det er sund Patriotisme -- redde ved noget Konventionelt
hvad Storthinget har gjort sit bedste til at ødelægge; og at disse
Manges Øren ikke ere lange, maa komme af, at Fanden klipper
dem i Vuggen, for de ere fødte Æsler og Sviin.



Smelt.

   Deri holder jeg med dig. Eller "meget rigtig bemærket," som
min Hr. Svigerfader meget rigtigt vilde bemærke.



Schmeichel.

   Ret, vær ingen Nar!
d.II,b.4,s.273  

Smelt.

   Nei, naar jeg ret betænker det, saa kan min Stemme intet
gavne hende; og naar jeg nu, ved at bringe Almacks dette
Offer, kunde gjøre mig notabel . . .



Schmeichel.

   Kom, lad os gaae. Almacks' Atmosfære vil styrke Dig. Men
træd ikke paa Wollerten. Han ligger udenfor Porten.
Hony
soit qui mal y pense!
(Tager
Smelt
under Armen).



Smelt.

   Han er vel alt gaaen i Almacks?


Schmeichel.

   Upaatvivlelig, hvis han er kommen op. Den Drukkenbolt maa
jo ogsaa være Medlem af et Nøkterhedsselskab.



Smelt.

   Ja, men som man kan gaae ud af, naar det lider paa Natten.
(De gaae).

SCENE IV
Forsal til Almacks. Igjennem en Dør til Baggrunden sees det oplyste Hovedlokale fuldt af
Al-
macksfigurer
. Enkelte mandlige, med Hattene i Hænderne, befinde sig i Forsalen. Siden
Smelt

og
Schmeichel,
og mod Slutningen
Madsen
.



1ste Figur.

   Ah!



2den Figur.

   Pah!


1ste Figur.

   Jeg syntes De sagde Noget.


2den Figur.

   Nei. Men syntes De ikke det regnede, da De kom hid?


1ste Figur.

   Græsseligt, rædsomt, enormt!
d.II,b.4,s.274  

2den Figur.

   Om jeg ikke tog Feil, blev jeg vaad tvertigjennem Kappen,
og jeg lod Oppasseren bære Hatten efter mig i en Æske.
Synes De ikke, det er bedre end at gaae barhovedet, og bære
den under Kappen?



1ste Figur.

   Jo det er fortræffeligt. Men hvad er det for en Tølper, som
har sat Hatten der ifra sig?



2den Figur.

   Det er utilgiveligt. Selskabet kan ikke noksom holdes reent.
Men Gudskelov vi have da vore i Haanden, og kunne gaae
ind uden Skam. Kom!



1ste Figur.

   Bi lidt -- jeg er for oprørt over slig indtrængende Raahed.
Men nu har jeg en Materie for Frøken Superba. Jeg seer hun
er her, og har sit Auditorium.

(De gaae ind).



3die Figur.

(Gjesper underhaanden).

  



4de Figur.

   Jeg syntes De sagde Noget.


3die Figur.

   Nei jeg syntes De sagde Noget.


4de Figur.

   Saa maa det have været om Wergeland.


3die Figur.

   Netop.


4de Figur.

   Ja han er god at tage til. De veed vel, han er bleven For-
ræder?

d.II,b.4,s.275  

3die Figur.

   Ja bevares. Det er prægtigt. Men Redaktionen af den Con-
stitutionelle har alt hængt ham med et Bret paa, og konfiskeret
hans Gods.



4de Figur.

   Han begyndte med at forraade sig selv. Gid han vilde melde
sig ind! Havde jeg da 100,000 Nei'er, skulde de falde over ham
som en Regn af Spiger, og nagle ham.



3die Figur.

   Ja, hihi! Dobbeltnagler. Jeg kan en Stump, som er en Dob-
beltnagle. Vil De bare høre:



           "Det er saa sandt, at
Wergeland
har raset,
           som at til Dato
Welhaven
har fraset.
           Men -- "



4de Figur.

   Men, min Gud, er De rasende? Sligt kan jo kun anføres som
et Exempel paa Verdens Nederdrægtighed udenom os.



3die Figur.

   Det er en anden Sag -- om Forladels' da. Jeg troede det
var værre, at rase end at frase.



4de Figur.

   Ei --

(Afsid.)
Dumrian! --

(Høit.)
Ikke i Ungdomspoesi. Der er
Poeter, som frase rasende, fordi de ikke kunne rase.



3die Figur.

   Det er en anden Sag -- om Forladels' da.


4de Figur.

(Vendende ham Ryggen.)

   Man kunde blive rasende over slig Dumhed midt i Intelligen-
zens Sol. Det er dens Flekker. Selskabet maa renses.

d.II,b.4,s.276  

5te Figur.

(Standsende ham).

   De har Ret. Det er mit Princip. Kun er det at befrygte, at
det ikke længer vil blive anseet for en Skam, at falde igjennem,
siden det skal gaae som jeg nu hører. Og da er der ingen
Nydelse ved Rejiceringen, naar Publikums Svineryg er bleven
saa gjennemflænget, at man ikke kan trænge ind til noget Hjerte
eller Nerve meer. Oh! -- jeg veed vi tænke eens, og derfor
kan jeg være fortrolig -- at tvinge en Rynke frem i en partiløs
Indifferentists Ansigt, at kunne lege med den loggrende Mis-
undelse, klemme Blodet af bløde, opblæste Madamhjerter op i
Kinderne, gjøre fromme Bedstemødre rasende, pirre en brændende
Taare frem i Øine, som saae for højt, lære Borgerjomfruer, at
de mangle Rangens Smykke i sine Skriin, og Papa, at Liigheden,
han vil experimentere i for det lille Noers Skyld, bestaaer i at
Lige søge Lige. Dette er Fornøielser, som en viis Brug af vor
Votering kunde gjøre langvarige, mens det nu synes, at vi skulle
udtømme dem paa engang, og aabne en Grav imellem os og
det øvrige Samfund, hvori siden Ingen vil lade sig lokke.



4de Figur.

   Meget rigtig. Dog har jeg nu engang besluttet, ikke at stemme
for en Eneste uden for en Kjøbmand Madsen, som har gode
Venner imellem os, aabner en elegant Galanteributik med det
Første, og maa være en dannet Mand, siden han hver Aften er
at see i Theatret.



5te Figur.

   Man har ogsaa bedet mig om et Kors for ham; men Navnet
er ganske forfærdeligt. Dog faaer jeg vel til, siden han er Svoger
til . . . Ei, ei Wollerten er skam paa Benene.



4de Figur.

   Betvivles. En Skygge behøver ikke Been. Men der har vi
Schmeichel og hans haabefulde unge Menneske. Han og Frøken
Stoltzenburg faae snart Folk af ham.

(De gaae ind;
Schmeichel
og
Karl Smelt
komme.)



Schmeichel.

   Nu blot Listen fra dig uden Kors.
d.II,b.4,s.277  

Smelt.

   Nei, nei, jeg kan ikke.


Schmeichel.

   Almacks' Aand er endnu ikke kommen. Men skjøt dig selv.
Jeg seer Frøken Stoltzenburg og begge Gansehaupterne derinde.



Smelt.

   Bi bi! Forlad mig ikke.


Schmeichel.

   Der er en Kjøbmand Madsen, en der vil tage Luven fra alle
Galanterihandlere, som jeg nok vilde anbefale dig, da han er
passioneret Troppist; men nei, vi bør være Terrorister.



Smelt.

   Madsen! Han!

(Byder en Parfumflaske.)
Se der, ovenpaa Navnet.



1ste Figur.

(Førende en 6te Figur ind).

   Se, vil De bare see! Der staaer den uforskammede Hat endnu.
Direktionen burde vide hvorledes den gode Tone begynder at
tabe sig.



6te Figur.

   Hvem er dog den Tølper?

(Seer i Hatten)
Det er oprørende, det
er pøbelagtigt. Aha, det er Hans? Saa er det en Genistreg.
Der er Vers i den, vist bestemte for en liden Kreds iaften.



3die Figur.

   Hvilken "Hans?" Jeg gjør ogsaa Vers; men ikke Betiser.


1ste Figur.

   Jeg med; især om Høsten, for da komme mine Kusiner til
Byen, og jeg har engang vant dem den Vane.



6te Figur.

   Og jeg med. Siden man begyndte i Acquarelmaneren er
Kunsten bleven saa simpel og almindelig som Lithochromi, orien-
talsk Maling og Steentryk paa Træ, som læres i to Timer. Jeg
skrev idagmorges 40 Vers til den Konstitutionelle, og jeg skulde
gjerne vedblevet til nu.

d.II,b.4,s.278  

           "Den gamle Thord
                            i Stuen treen.
           Der stod et Bord
                 paa fire Been.



           Den gamle Graa
                 sig følte syg.
           Han sat' sig paa
                 en Stol med Ryg."



3die Figur.

   Det er ganske Maneren. Simpelhed er Grundtonen, men den
er snart høj, snart naiv. Bare jeg seer mig omkring, har jeg
tusinde Sujetter, for saa er det bare at beskrive saa ligefrem
som at lade Haanden glide langs et Legeme. Men lad see en-
gang denne saakaldte "Hans's" Maneer.



1ste Figur.

   Aha! Mine Herrer -- en Opdagelse som at finde en Blomst
under en -- Noksagt. En vis Mand, som har glemt sig selv ved
at glemme sin Hat her, har ogsaa glemt deri en saakaldet
"Conversation d'amour imellem en borgerlig Elsker og hans
Kjæreste."

(Læser:)



Elskeren.



           Klokken er 4, min Søde. Til 6 kan jeg være, men da maa
                                               jeg gaae.



Elskerinden.



           Ak, gyselig kort er den Stund.



Elskeren.



           Ja gyselig kort, min Marie.



Begge.



           Hvor skal jeg mit Hjerte faae udtømmet? Ak!



Begge.



                                   Ja det maa du si'e.

(Pause af et Qvarteer, som ved Deklamationen bør iagttages for Illusionens Skyld.)

d.II,b.4,s.279  

Elskerinden.



           Hvad er Klokken nu, Søde?



Elskeren.

(Seer paa Uhret.)



                                   Et Qvart paa Fem, min Marie.



Elskerinden.



           Hvor Tiden dog gaaer!



Elskeren.



                                   Ja det maa Du si'e.

(Pause af et Qvarteer.)



Elskerinden.



           Hvad er Klokken nu, Søde?



Elskeren.

(Seer paa Uhret.)



                                   Alt halvgaaen Fem, min Marie.



Elskerinden.



           Hvor Tiden dog gaaer!



Elskeren.



                                   Ja det maa du si'e.

(Pause af et Qvarteer.)



Elskerinden.



           Hvad er Klokken nu, Søde?



Elskeren.

(Seer paa Uhret.)



                                   Alt tre Qvart paa Fem, min Marie.



Elskerinden.



           Hvor Tiden dog gaaer!



Elskeren.



                                   Ja det maa du si'e.

(O. s. v. indtil Klokken er 6)"



Schmeichel.

(Til Smelt.)

   Nu, hvor du er bleven rød! Slog det dig? Der kan du høre
borgerlige Pigers Reputation inden disse Vægge.

d.II,b.4,s.280  

Smelt.

   Kom! kom! Jeg giver Listen fra mig.

(Afsid.)
Een af de Gamle
maa dog have stemt paa hende.

(De gaae ind).



3die Figur.

   Hihi, De har Ret.


7de Figur.

   Hvad behager?


3die Figur.

   Jeg syntes De . . .


7de Figur.

   Nei jeg stod blot i Tanker, og talte Selskabet, og fandt, at
næsten Alle have enten Bønder herfra Landet, Skipperborgere
fra Jylland, eller vandrende Tydskere til Bedsteforældre.



3die Figur.

   Fuldblods ere de bedste, siger man.


7de Figur.

   Som altid -- ja; men sjeldne. Dog have vi nogle ypperlige
Exemplarer, store, stridhaarede, med hvide Bles istedetfor Øine,
graa Trompetere, smaa Musede, med sort Staaman og Dusk,
fra Vestkanten.



3die Figur.

   Ei, fordi om nu Deres Navn ender paa "rup" og mit paa "rud",
saa . . . Men tys! -- paa Deres Æresord -- jeg skal sige Dem
noget; men tys!

(hvisker høit)
Jeg har fundet en Vifte, som jeg
ikke veed hvem eier; men jeg skal nok gjøre den gjældende.



Flere Figurer.

   O, for Alting; giv mig den.


3die Figur.

   Troer De, jeg er gal? Nei.

(Gaaer ind)

d.II,b.4,s.281  

7de Figur.

(Tager 1ste Figur i Knaphullet)

   Hvad er en Vaudeville?


3die Figur.

   Recensenten og Dyret. Men har man hørt sligt:


           "Hvad er en Vaudeville?"



7de Figur.



           En sød, forhippen, liden
                      Mamselle, som foer ilde,
           og døde i det Samme,
           istedetfor med Tiden
           at blie en tyk Madamme
           af et Femaktsdrama.



3die Figur.



           Kosmorama!

(Vender sig yderlig opbragt om.)



1ste Figur.

(til 3die)

   Ja det er yderligt ubehageligt, at man heller ikke her kan
være frie for Harcellister. Selskabet maa renses.



3die Figur.

   Vist, ja; og Publikum udestænges. Der kunde være i Dyndet
et Par Gjedder imellem de øvrige Sudere og Kulibarser, og saa
var der ikke at tænke paa Fred.



7de Figur.

   Hverken for Aborrer eller Karudser. Men der kommer dog
een fornuftig Mand: Schmeichel.



Smelt.

(kommende tilbage med
Schmeichel
)

  
(Afs.)
Det er gjort -- ak!

(Høit)
Mhrr, gjør jer færdige de, som
skal til Kjøbmand Bergers . .



4de Figur.

   I Alverden hvad er dog Anledningen? Kjøbmand Berger?
Berger? Jeg har neppe hørt hans Navn.

d.II,b.4,s.282  

Schmeichel.

   Er den ikke god nok -- en Borger kan ikke holde et Bal
uden at have nogle af Os? Ifjor var jeg udskreven 20 Gange
til Kreti og Pleti. Vi skal have kostelig Mad, kostelig Viin og
kostelige Løier.



5te Figur.

   Ja kostelige Løier med Pøbelfrøknerne og Jomfruerne, som ind-
bilde sig, at en Laas i Panden gjør dem til Damer.



7de Figur.

   At lukke for Noget, der er saa tomt! Dog Et er der, de maa
lukke for: Tanken om at komme herind. Men Valget maa være
forbi: der kommer dujour-Havende.

(En 8de
Figur,
gaaer igjennem Forsalen, og fører
Madsen
ind.)



8de Figur.

   De er indvoteret, min Herre.


Madsen.

   De var Pined . . . Gaar De paa Bruden næste Gang?
(Faaer intet Svar: gjør keitede Komplimenter)



4de Figur.

   Der hører De, han er ikke saa gal.


5te Figur.

   Elegant er han; og det er Hovedtingen.


Smelt.

   Men omtrent som en Oxe, der skal offres.


Madsen.

(til en
Figur
)

   End De da, gaaer De paa Bruden næste Gang?

(Den Adspurgte
svarer efter Behag.)

d.II,b.4,s.283  

Smelt.

(Til
Schmeichel
)

   At Slige kunne komme ind! Det var ligesaagodt at indvotere
nogle af Skrædder Gunnes' Garderobestykker, der svæve i Træ-
arme under Loftet. Saa havde han dog passende Selskab.



Schmeichel.

   Eet Exempel paa Liberalitet er nok til at afslaae hundrede
Anklager for det Modsatte. Og du skulde bare see den Butik,
han lægger an.



Madsen.

(Seer sig om)

   He, jeg undres hvad Pundet af Lysene koster.


4de Figur.

(Til 7de)

   Der hænger lidt ved fra Læreaarene; men naar han bare har
faaet været Modehandler en Tid, vil hans Konversation blive
om finere Butiksager, og da vil han være velkommen derinde.



Smelt.

(Til
Schmeichel
)

   Vi maae gaae; men jeg gaar ikke med nogen god Samvittighed.


Schmeichel.

   Ei, Du har jo altid rost din Kjæreste som en fornuftig Pige,
og i Aften ere baade Venner og Veninder, Forbindtligheder,
Dannelse og Hæder blevne offrede. Men hør, jeg lagde Mærke
til hos nogle af vore ypperligste Blomkaalhoveder oppe ved
Væggen, at din Delikatesse imod Selskabet var bleven bekjendt
og paaskjønnet. To af vore fornemste Fruer nikkede til dig,
men du saae det ikke.



Smelt.

   Det var djævleblændt, at jeg ikke saae det. Men bare min
Opoffrelse ikke bliver videre bekjendt, for gamle Fruer dømme
ikke som Folk.

d.II,b.4,s.284  

Schmeichel.

   Om Forladelse, de dømme først i første Instanz, saa cirku-
lerer Sagen, og saa optage de den til Skjærpelse, og saa er
Dommen uden Appellation og Revision. Men du kan være vis
paa, den er i din Favør, for jeg hørte tydelig En hviske Ordet
"Gentlemansfærd;" og det suppleres høist rimelig saaledes: "det
er en Gentlemansfærd af den unge Smelt, om ikke en Elskers;
men Elsker kan ogsaa en Skrædder eller Skomager være."
Frygt ellers ikke for, at din Gentlemansfærd ikke bliver be-
kjendt; thi Frøken Superba fik fat i den, og du fik saa ømt et
Blik af Guult i Grønt, som jeg endnu har seet hun har sat paa
en Forlovet.



Smelt.

   Allons, Messieurs!


4de Figur.

   Bien! Vi ere skrækkelig sultne.
(Smelt, Schmeichel og flere Figurer lave sig til at gaae).



Madsen.

(Trykkende Smelts Haand)

   Hehe, Farvel saalænge! Vi sees igjen. Men jeg faaer da ind
lidt jeg ogsaa.

(Gaaer ind i Salen. De Andre ud).

SCENE V
Stuen hos
Bergers,
oplyst: Sidedørene aabne til Balsalen, hvor Gjæster sees at bevæge sig.
Omkring et Thebord
Gamle Tante
med endeel ubevægelige
Sofadamer
.
Berger
og
Mad
.
Berger gaae fra og til.
Dalberg
i Vindufordybningen i Samtale med
Marie
. Siden
Smelt,
Schmeichel, Kringlefigurer
og
Madsen
.



Mad. Berger.

   Nei, Fa'r, Musiken skal ikke give et Kny fra sig før Hr. Smelt
og hans galante Venner komme. Før bliver der ikke noget ved
Ballet.



Berger.

   Som du vil Mo'r. Du veed det.


Marie.

(Afbrydende Samtalen med Dalberg)

   Tak, Dalberg, det er ædelt af Dem; vedbliv at være hans Ven,
og jeg vil haabe det bedste. Han er saa bøjelig. Det er hans
d.II,b.4,s.285   Ulykke og hans Undskyldning. Han er kommen i disse Dandyers
Selskab, som danne en egen Klasse iblandt Ungdommen. Men
desværre der er intet slettere i Byen. O der er han . . jeg er
saa beklemt.
(Iler mod
Smelt,
som kommer med
Schmeichel
og de andre
Kringlefigurer
. De hilse skjødes-
løst paa Husets Folk, ikke paa de Andre, hvilket giver Anledning til en horizontal Bevægelse
imellem Kapperne i Sofaen.
Berger
og
Madamen
gjøre dybe Reverenzer, føre Figurerne ind i
Salen, og vende tilbage).



Smelt.

(Omfavnende
Marie
)

   Marie, o hvor jeg elsker dig! Og naar jeg føler det inderligst,
er jeg paaveje til at blive tungsindig.



Marie.

   I denne bløde Stemning er det de Himmelske saae i Menne-
skenes Sjele.

(Hvidskende)
Karl, vi ville blive lykkelige. Vær blot --
jeg beder dig -- noget opmærksom og skaanselsfuld mod mine
Forældre.



Smelt.

   Jeg skal gjøre mig Umage saavidt det er muligt og passende.


Schmeichel.

(Til
Smelt
)

   Du har s'gu Smag. Til slige Øine behøver man ikke Brillanter.


Smelt.

   Ak, jeg tør ikke see i dem nu.


Mad. Berger.

   Men Kringla? Vi kan gratulere? Marie er kommen ind i
Kringla, veed jeg? i Almacks eller Alslags eller hvad denne
Kringle, som er bagt af bare skjære Perler, nu hedder?



Smelt.

   Desværre . . . der kom saagodtsom Ingen ind . . Man havde
sat sig paa det Point . . man . .



Mad. Berger.

   Ikke ind? Naa du chinesiske Maskerade!
(Slaaer Hænderne sammen).

d.II,b.4,s.286  

Marie.

   Mo'r det smerter mig ikke, og om det gjorde, saa deler jeg
den menneskelige Skrøbelighed, at føle en saadan Ulykke saa-
mange Gange mindre, som man deler den med Andre.



Smelt.

   Ja der kom saa godtsom Ingen ind.


Schmeichel.

   Det kan jeg forsikkre, Frøken.


Marie.

   Maaskee jeg kunde behøve den Titel

(Moderen trækker hende i Kjolen)
i
Kringlen, men her hjemme er den ganske overflødig, min Herre.



Mad. Berger.

   Saa gid det stolte, fordømte Pak! Tvi! . .


Berger.

   Meget rigtigt bemærket.


Marie.

   Men Moer, Moer da, der kom jo saagodtsom Ingen ind. Karl
siger . .

(
Madsen
kommer raskt ind).



Madsen.

   Siger han, at jeg hedder Ingen, saa er det D -- brække mig
Løgn i hans Hals, Jomfru, for jeg kom ind jeg -- ja.



Mad. Berger.

   De? Naa!

(Giftig)
Ih! Vi gratulere. Nei de Almacks ere ikke
Alslags.



Madsen.

   Takker; ja ret jeg. Men Jomfruen faldt igjennem eenstemmig.


Mad. Berger, Berger.

(Skrigende).

   Eenstemmig?
1  tilbake Man maa vide at leve. Eller: "Man maa i Verden frem sig snoe."
FORRIGE
NESTE