HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 4. BIND: 1832 - 1837


d.II,b.4,s.228  
SELSKABET "KRINGLA"
ELLER
"NORSKE ALMACKS"
FARCE AF
SIFUL SIFADDA

"Wo ein Stück ich schreiben soll, das gefällig Allen bleiben,
leg' ich meine Feder weg, und begehre nichts zu schreiben."
Gammel tydsk Poet.
Ei Jean de France er død, Jeronimus ei heden,
Jeg mødte Arm i Arm dem begge To forleden.

Personer:
Karl Smelt,

Dalberg,

Schmeichel,
Studenter.

Berger,
Kjøbmand.

Madame Berger.

Marie,
deres Datter.

Madsen,
ung Kjøbmand.

Gamle Tante.

Sofadamer.

Kringlefigurer.

Et Tiggerbarn.

Bagen paa en Skrædderdreng.
Stumme.

Anm. Almacks er "Kringlen" i London.


SCENE I
Karl Smelts og
Dalbergs
Værelse. Simpelt.
Smelt
i en eftertænkende Stilling.
Strax efter
Schmeichel
.



Karl Smelt.

   Nei, Pokker være med, naar man ikke har Raad dertil! Det
er ligesaa daarligt, at gjøre sig en Alen højere, end man er, med
laante Fjer, som med Stylter. Tre Daler er for dyrt for Æren
at følge et Kammerjunkersujet, en Hane af en Troppisthøvding,
paavejen. Men det var den fordømte Schmeichel, som trak mig
med ind i Troppen. Basta! Dengang og ikke mere. Volontør og
ikke Hvervet. Men nu Brevet til de Romere for en Dag -- oh,
d.II,b.4,s.229   det er som at tygge Kisel -- og saa hver Aften, i den falæn-
farvede, søde Skræddertime, de tyve hemmelige, honningdryp-
pende Minutter hos Marie.

(Tager Bøger trevent frem).
Ak! det er en
grufuld Indgang til Paradiset. Det ligger som en Oase midt i
Ørkener. Men hver af disse Kragetæer, som mit Øie løber over,
er dog et Sandkorn, en Steen tilbagelagt, og Hun, Stakkel, spør'
saa flittig om hvordan det gaaer, og fordrer hver Dag sit Pensum.
Frisk an da! Idag vil jeg fortjene ti Kys til for ti Vers extra.


Schmeichel.

(styrter ind dandyklædt)

   Godmorgen, Baron.


Smelt.

   Ei, se! Men Baron? hvad betyder det? Et Skjældsord i Norge.


Schmeichel.

   Det blev du igaar, mon ami. Baron, Greve, Marquis kalde Vi
hinanden indbyrdes; og ikke saa ganske for bare Moros Skyld.
Men det er sandt, du er endnu ikke af Vore. Det er ikke nar-
agtigere, end at Borgerfolk male behjelmede og bekronede Adels-
vaaben paa sine Vogne, og en Opfindelse til privat Brug og til
Ære for Storthinget i 1821 -- pøbelistisk Ihukommelse --
som ophævede Adelen. Forfatninger som vor ville nok For-
tjenester, men ikke anden Udmærkelse end en Skilling, som er
bleven blank ved at snue den imellem Fingrene. Fortjenester
liciteres, og Storthingsbarrieren er ikke andet end en Høker-
disk, hvor udmærkede Geister maa leve af tilpruttet og ud-
qvintineret Suul. Fi donc! Vi hjælpe os da saagodt vi kan,
luxuriere som Tyrker og Jøder inden egne Vægge, naar alt skal
være lige usselt til Gaden; og det er dog altid et Surrogat. Men
hvem veed, naar Tingen er der, saa faaer den vel med Tiden
et Navn.



Smelt.

   Ja "Narre og Abekatter."


Schmeichel.

   Ei,
vive la noblesse! Det er Æresnavnene hertillands. De
betyde "Tory" paa Norsk. Næsten alle mine Bekjendte ere
stemplede af Naturen til Friherrer og Marquier. Og vi indtage
d.II,b.4,s.230   i vort Samfund netop Noblessens Plads i andre.
La haute volée
kunde de Tykhoveder i 1821 dog ikke knække Spirerne til, og
nu skyde de frodigt op om de gamle aftoppede Adelsstammer.


Smelt.

   Hm! Jeg hører til Græsset. Men der voxe ogsaa Blomsterne.


Schmeichel.

   Ah ja,
les filles? Piger og dydige Jomfruer? Men der voxer
ogsaa Blomster paa Træer.



Smelt.

   Fordetmeeste grønne og blege, som blive til Rognebær med
Tiden.



Schmeichel.

   De ægte Damer, Ræv. Men til at være Græs er du ikke
skabt. Du har fortræffelige Artsmærker. Men Du er en usleben
Diamant, som ligger i Støvet. Dog bi lidt! Men, hvad gaaer
der af dig? Lagde du Humøret igjen i Sandvigen igaar?

(
Smelt
tier)

Det var en Rullade! Men man kan heller ikke have den For-
nøjelse for sig selv. Der var lutter Skræddersvende i den med
Tre, som rullede os forbi. Vi kunne kun distingvere os ved
ikke at betale Vognmændene.



Smelt.

   Aa ja, ret morsom, naar man bare havde havt mindre at sige
paa vore bedste Repræsentanter. Dem foer man syndigt med.
Men slig en Tour svider for en fattig Student.



Schmeichel.

   Haha, det er Moster, som er syg. Men Uforknythed ejer Alt,
den seer paa. Derved fik vore Galanterihandlere Hamborgs Her-
lighed, og vi have samme Ret til at faae denne fra dem. Men der
ligger jo Penge, tre Daler, flere end jeg i et uendeligt Perspektiv
vil have om Maaneden. Thi seer du, jeg er reduceret.



Smelt.

   Hvad? Jeg blier bange. Fra Fuldmægtig til Kopist?
d.II,b.4,s.231  

Schmeichel.

   Bevares! Tvertom staaer for Avance. Men Gagen gaaer til
Endossenterne paa lidt nær til Cigarrer og hvide Handsker.
(Tager Pengene).
Dermed opgjort.



Smelt.

   Nei, nei; det er min Kontubernals. Han har informeret derfor.


Schmeichel.

   Hvad gjør det? Videnskabernes Udbytte er altid et commune
bonum. Det er deres Ædelhed. Og hvad mener du om en
Flaske Liebfrauenmilch?



Smelt.

   Alt godt; men hvor skal den komme fra?


Schmeichel.

   Den? Fra Frølich, Larsen, Ihlen, eller hvor du behager fra.
De ere ligesaamange Ringens og Lampens Aander. Bare Papiir
og Pen.

(Skriver.)
Nu Navn under! Bi! et Postskriptum om et
Dusin passende Glasser, saa har du dem.



Smelt.

(Nølende.)

   Troer du, de gjøre det? Der skal mindre Mod til at skrive
det, end for dem til at sende det.



Schmeichel.

   Ingen Forknyttelse! Bider ikke En paa, saa bider en Anden.
Export er ogsaa Handel. Og nu expedit! Hvad! har du ikke
Klokkestreng? Aah, nei, paa saadan Hybel.

(
Smelt
gaaer).
Der spil-
lede jeg Ham op. Men jeg vil rette paa det unge Menneske, og
saa maa han betale Lærepenge.

(
Smelt
kommer tilbage).
Ei, det var da
et daarligt Liebfrauenmilch-Ansigt du kom tilbage med der. Det
er et Omen om at den er suur.



Smelt.

   Reent ud, saa hygger jeg mig ikke her i Kristiania. Lidet
Penge har jeg, og det er vel derfor, jeg faaer leve saa eensomt.

d.II,b.4,s.232  

Schmeichel.

   Du med dit lange sorte Haar, der saa fortræffeligt lod sig fri-
sere à la Vandhund, og en Expeditionssekretær til Onkel? Det
er din egen Skyld. Du forstaaer ikke at leve. Men jeg skal
lære dig det. Vil du følge mine Anviisninger, saa nok en Flaske
paa, at du inden otte Dage skal være inviteret paa fem Steder,
inden fjorten paa ti, og inden tre Uger paa alle de Steder, hvor
der er afsættelige Damer.



Smelt.

   Oh, for mig have de lidet Værd.


Schmeichel.

   Forlovet?


Smelt.

   Paa dit Æresord! Ja, hemmeligt.


Schmeichel.

   Hvem med? Det maa være en Historie.


Smelt.

   O, et brillant Parti! Med en Datter af en Kjøbmand, som
Dalberg og jeg boede hos, da vi kom til Universitetet. Vi elskede
begge; jeg erklærede mig, og vandt hende; Forældrene troede
at mærke nogen Tilbøielighed, sagde os op, og siden er Dalberg,
min fortræffelige Ven, vor sikkre Postillon d'amour, da han læser
med de yngre Sødskende.



Schmeichel.

(Fornem).

   Maade med brillant -- solid kanskee. En Kjøbmandsdatter?
Nu, du seer sgu ikke høit. Den Stand er blot Fløden paa Pøbelen.



Smelt.

   Faderen er meer end i gode Kaar; men om Marie var den
allerfattigste, vilde hun erstatte mig Alt. Se der -- men paa dit
Æresord -- der seer du Navnet.

(Viser ham et Brev).

d.II,b.4,s.233  

Schmeichel.

   Jomfru? Til Nød kunde du skrive "Frøken." Papa er for-
modentlig noget oppe i Borger- eller Brandkorpset.



Smelt.

   Marie bryder sig ikke om slige Narrestreger. Hun er i den,
som i andre Henseender, en sjelden Pige. Har hun nogen Passion
udenfor sin Kjærlighed, da er det en Uvillie mod al Forfængelig-
hed, som ligger i hendes sværmerisk bløde Karakteer ligesom
Evnen til at mørknes og bruse i Kilden.



Schmeichel.

   Ei, hun er ikke af de "snille," men af de "fortræffelige" Piger?
Men gid heller Kjøbmanden var snill og Vinen fortræffelig! Seer
du der er den.

(En
Tiggerjente
bringer Flasken m.m. og gaaer)
Det Barn saae
ud til at kunne blive til Noget; men de maae rodes op af Slup-
sen som Tranebærene tidlig om Vaaren; da er der noget Pi-
qvant ved disse polissonne'r. Nu, du seer saa forskrækket paa
mig? Livet er en dejeuné for Evigheden, som maa nydes i al
Hast med alle pirrende Delikatesser, Bordet tilbyder, da man
siden skal ud i taaget Veir. Men en saadan liden Gadeting
er ret en Japansk Svalerede, som gouterer med al sin Ureenlig-
hed.

(Skjænker).
Nu, min Bror, der kan du see, Romerne kom til-
pas. Og saa til den Revolution i Indre og Ydre, som maa til
før der kan blive noget af dig. Men nu aldeles i min Vold,
saa skal jeg kanske til toute la reste bringe det til at faae dig
ind i vor "Almacks," Selskabet af "Kringlen," og saa er du i
Strømmen til Lykkens Strande.



Smelt.

   Kunde jeg være saa lykkelig! Det var en Lykke, fordi jeg
veed, Fortunas Præster have der sine Novizer. Hvor Marie
vilde glæde sig! Og jeg, naar jeg kunde skaffe hende de For-
nøielser!



Schmeichel.

   Det er en anden Sag, seer du. Hun er . . Kort, der er visse
Sfærer, hvortil man er bunden ligesom Planterne til sine Sy-
stemer.

d.II,b.4,s.234  

Smelt.

   Hvad? skulde hun ikke være god nok, saa Død og Djævlen
og en Goddag . . .



Schmeichel.

   Ei, lad os nu faae Dag i dine egne Affærer, og faae sagt en
Goddag til Indgetogenheden og Forknyttelsen. Du finder dig
tilsidesat i det Selskabelige? uden Udsigter? Under Betingelse
af Lydighed, skal jeg raade Bod paa det. Jeg kan ikke klage
over nogen af Delene, og jeg maa dog vel vide Midlerne, jeg,
som for to Aar siden var ligesaa stor en Flyndre, som du er.
Men siden fik jeg Greb paa det.



Smelt.

   Syn for Sagen har jeg; og jeg adlyder.


Schmeichel.

   Glück zu! Det er Hververskaalen, og hør nu hvad du har
at gjøre. Primo: Du seer jo ud som en Vildmand. Du maa
lade dig frisere, og det à la Vandhund som jeg. Secundo: maa
du -- alt paa Kredit -- lade dig klæde op paa nyeste Mode, og
saa tro som en Kamæleon følge dennes Vexel. Skrædder Kilde
maa være din bedste Ven. Tertio: maa du gjøre Wessel & Kloed
til dine Kjøbmænd i Silke og glacerede Handsker, og fremfor
alt maa du ved deres Hjælp skaffe dig et komplet Boudoir, hvis
Smaasager de specificere og kreditere Dig. Quarto: maa du
skifte Værelse og Venner . . .



Smelt.

   Værelse? Og Dalberg boer her. Men hvad har du paa Ven-
nerne at sige? Jeg har ikke mange.



Schmeichel.

   Deslettere. Du skal faae Ti for Hver igjen. Og hvad jeg har
at sige paa dem, du har? Flinke nok, kanskee; men altfor ge-
mene, ikke af vore Folk. Qvinto: skifte Studium. Vil du gjøre
Lykke, maa du være Jurist, og lade dig manuducere af En af
Vore.

d.II,b.4,s.235  

Smelt.

   Men, min Gud, jeg er alt andengang inde i Romerne. Det er
som paany at hugge sig igjennem et Vildnis, som er groet op
siden man første Gang huggede sig igjennem Skogen.



Schmeichel.

   Du er længer paa Vej ved at slaae Systemet op.


                 De nye Tider have
           adskilligt Grumleri at kaste af sin Mave,
                 som de gamle putted i dem:
                 inter alia et fidem.



Smelt.

   He! ja ja, Juristerne tør sige hvad Vi mene; men sagde Vi
det, saa dømte de os.



Schmeichel.

   Sexto: gjør du Visiter til alle de Fornemme, og leverer dine
navnstukne Kort.



Smelt.

   Jeg? en ubekjendt Student?


Schmeichel.

   Ja; men En, som vil blive bekjendt. Septimo: er du Ven af vor
Trops Leverandør, Ærindsvend, Nyhedsmagazinforvalter, last-
dragende lille Borrik, vandrende Chronik, klappede Offerfaar,
ærtede Papegøje, Fugleskydningsblink og Factotum?



Smelt.

   Ikke synderlig. Han har altid forekommet mig som et vel
lidet, men dog altid ækelt, Reptil.



Schmeichel.

   Men det maa du være. Uden ham har jeg seet fortræffelige
Subjekter forgjæves anstrænge sig forat blive bemærkede. De
bleve nok opfattede med Øjet, men, uden den Tunge, erholdt
de ikke noget Navn. De viste sig, og forsvandt som Kometer,
der vel gjennemfoer, men ikke hørte til Systemet. Septimo
altsaa: gjør du dig kjendt med vor egen lille Mand, saa bliver
d.II,b.4,s.236   du snart bekjendt, og lærer Hemmelighederne med at fortælle
Nyt og blive interessant. Dog kan du paa egen Haand øve dig
paa Wergeland, ligesom man hos Snedkeren først faaer en
Blok at skrubhøvle. Siden vil han lære dig at lægge ind og
finere.


Smelt.

   Ja Mahagonyen og Papegøjen maa være vel kjendte sammen.


Schmeichel.

   Ei, han lægger Ting ind for Damer med Mahogny saa mørk
som Løgn, flammet som Afpræget af Drømme paa Vidunderlig-
hedens egen Pande, men Liigkister til Folks gode Navn gjør
han af simple Materialier. Men octavo: -- dog først lad mig
høre hvad du f. Ex. mener om Kaptain Foss?



Smelt.

   En Hædersmand naturligviis.


Schmeichel.

   Naturligviis? Det er Fordommens, Anticipationens Schibboleth.
En Pøbelhøvding er han siden sidste Thing ligesom Hjelm fra
han fik Buxer paa. I den Retning maa vi dømme. Octavo
altsaa: Alt hvad der hedder Patriotisme og Patriot maa du yttre
Foragt imod. Naar du saa holder den Konstitutionelle, spiser
i Hotellet paa vores Ende, viser dig udelukkende i Parqvettet,
og har været paa et Grevebal, saa kan du endelig, som Trettende
og Sidst, lade dig indlemme i vore Almacks, og saa . . . Nei,
der er intet Videre; thi dette er Kronen, og med Kronen følger
alle Behageligheder. Der har du Perspektivet. Allerede Halv-
veis begynder du at føle de lunkne, duftende Luftninger af den
Atmosfære, hvori de Udkaarne røre sig.



Smelt.

   Kunde det lykkes, er jeg Eders. At være Patriot erkjender
jeg, er vanvittigt, og at være Theolog ikke synderligt klogere.
Saaledes slap jeg da over det Kapitel i Romerne. Jeg har staaet
for det som for en Væg i tre Uger.

d.II,b.4,s.237  

Schmeichel.

   Ei, jeg har altid mærket, at man kunde gjøre alt, og ikke blot
Toldbetjente, af dovne Studenter, naar de blot selv ville blive
noget andet, end hvad de skulle blive. Allerede at være
alvorlig doven er jo ligesaa alvorlig at ville noget andet
end at studere; og tro Knigges Sætning, at man er hvad man
vil være, er ikke Snak. Jeg har prøvet den: jeg er hvad man
kalder Troppist siden jeg saagodtsom var en Næve stor, siden
min Far engang tog mig paa Armen og udbragte Geniets
Skaal. Thi siden har jeg ikke været mig selv, men noget høj-
ere: det jeg vilde være. Jeg har seilet mange Folk i Læ i
mine Dage, latinlastede Kystsejlere med Beskedenhedens farve-
løse Flag. Og tvivl da du heller ikke om, at det skal lykkes
dig at naae de Udsigter, jeg har aabnet dig. Der har du min
Haand. Jeg opdager et fortreffeligt Material i dig: et bøje-
ligt Gemyt, uden mange Betænkeligheder, der kun ere Knuder
i Træet. Men din Kjæreste -- det er en slem Tyngde paa
Flugten. Kunde du give Slip paa hende?



Smelt.

   Nei, nei! Tanken gjør mig dødsens. Ikke for Alt i Verden.


Schmeichel.

   Ikke for vore "Almacks," eller "Kringla", som de hedde i Mod-
sætning til "Maskbøtta," der er Borgerpøbelens Assembleer,
Kringla, i hvis Vandkarafler man baade kan see sit Tilkommende
og sin Tilkommende, om man behager?



Smelt.

   Det er at lee ad.


Schmeichel.

   Ikke for Almacks, Sjelenes Semiramis', Fortunas, hængende
Haver, det søde Frimureri imellem Statens Øverste og dens
Aspiranter? Nu, nu, Sveden staaer dig paa Panden.



Smelt.

   Kom! drik! spørg ikke! Nei, jeg elsker hende, har elsket hende
i fire Aar, i tre været hendes Forlovede.

d.II,b.4,s.238  

Schmeichel.

   Jeg vil ikke friste dig mere; men det giver sig vel, naar du
lærer Almacks' almægtige Herlighed at kjende. Det er en
egen Atmosfære. Og nu Haand paa Værket. Først til Frisøren,
saa til Skrædderen, saa du hurtigt kan komme til at rullere med
nyt Præg. Uden det accepterer ikke Almacks dig om du saa,
istedetfor at læse det, kunde skrive et Brev til de Romere. Men
nu kan du begynde saaledes med et til de Filistere: "behag at
notere o. s. v."

(De gaae.)

SCENE II
Kjøbmand
Bergers
Stue. Mod Aften.
Madamen
og
Berger
ved en Dunkellampe i Sofaen.
Marie endnu ved Vinduet.



Berger.

   Nei, kom, Mariemor, og hjælp mig Frakken paa. Jeg faaer
ned i Klubben forat faae Oplysning paa dette hersens Uges-
bladet, for jeg skjønner slettes inte, hvor Folk paa Mangels-
gaarden kan springe ud af øverste Etage for Sult, naar de har
slige Diætpenge. Det faae vi stakkels Borgere at føle.

(
Marie
hjælper ham, og gaaer til Vinduet igjen.)



Madam Berger.

   Spil bare ikke Kort, Fa'r.


Berger.

   Du veed det.

(Afsid.)
Bare en liden . . .



Madam Berger.

   Og slaaes ikke, som de gjorde i Klubben "Moroa."


Berger.

   Nei, naar jeg har Polskpassen borte i Krogen, saa . . .

(Afsid.)

Gudsdød! Nei, mente jeg, naar jeg sidder borte hos Polskpaskara
borte i Krogen, saa sidder jeg saa stille og pent.

(Gaaer.)

d.II,b.4,s.239  

Mad. Berger.

   Læs nu ikke længer i denne Bulwer eller Pulver, Marie. Nei
da var Lafonteine anderledes i min Tid; men nu er han slidt
ud i Leiebibliothekerne, saa der knapt er et Bind af "von
Halden" igjen.



Marie.

   Jeg seer blot ud paa Gaden, Mo'r, om Dalberg ikke snart
kommer til Børnene.



Mad. Berger.

   Ja han pleier altid at hilse paa dig først. Jeg skulde næsten
tro, at noget Vist har smittet paa ham fra den Studenten, han
boer sammen med, som engang gjorde slige Kredenzer for dig.
Men det var nu godt, at Fa'r gav ham kort Besked, for han
var slet ikke af disse fiffige Studenterherrer, som vi høre ere
baade hos Greven og overalt. Gud veed hvordan den Stakkar
har det?



Marie.

(Afsid.)

   Det er just det, jeg nu skal faae vide.

(Højt.)
Der kommer Dal-
berg.

(Iler ham imøde).



Mad. Berger.

   Saa er Klokken sikkrere 6, end i Taarnet, for, Stakkar, han
har nok lært, at Fattigfolk maa vænne sig til Orden, og kanskee
han ikke har nogen anden Klokke.

SCENE III
De Forrige.
Dalberg
.



Dalberg.

(Afsid. til Marie).

   Han har ikke været hjemme idag, Jomfru Marie, og har heller
ikke nedlagt noget Brev. Men ængstes ikke. Det lader til at
staae vel til ellers.

(Højt.)
Jeg maa anbefale mig; Børnene vente.

(Gaaer ind ad en Sidedør.)



Marie.

(Afsid.)

   Gud veed hvad dette skal betyde; men er han ude, kan det
ikke slaae feil, at han jo gaaer herforbi.

(Sætter sig ved Vinduet).

d.II,b.4,s.240  

Mad. Berger.

   Ja skam han er slagen. Øinene vare ganske vaade; og saa
saa alvorlig som en Præst.



Marie.

   Aa nei, nei, Mo'r. Den brave Dalberg studerer saa stærkt.
Gid det var saa med . . .



Mad. Berger.

   Hvem du?


Marie.

   Med alle Studerende; saa kunde de faae Examen, og saa
Enhver Den, han har kjær.



Mad. Berger.

   Jopyt, naar de ikke ere af Velten! Der er flere Kandidater
end Røgesild om Vaaren, og de glindse af Luvslid ligesom disse
paa Skindet, synes jeg.



Marie.

(Afsid.)

   Himmel, hvad er det? Der kommer Karl med Fa'r under
Armen. Karl paa Fortouget i en lang Slængkaabe, og Far trip-
pende i Rendestenen. Jeg tør ikke blive inde. Han maa have
gjort Noget ubegribeligt, sat Alt paa Spil, og besluttet, at vinde
ved en Dumdristighed hvad der kun skulde lade sig vinde ved
hans Klogskab og Flid.

(Iler ud.)



Mad. Berger.

   Men Marie, Marie da, nu kommer jo Madsen snart -- den
pene Fyr.

SCENE IV
Mad.
Berger
.
Berger
førende
Karl Smelt
ind med mange Komplimenter.
Smelt er yderst elegant og friseret à la Vandhund.



Berger.

   Meer Lys, Mo'r! Mo'r! Og hvor Fanden er Marie? Aa vær
saa artig! uden Omstændigheder tag Kappen og Galoscherne ind.
(Presenterende
Smelt
).
Mo'r, jeg har den Ære at presentere Herrr, Herr-rr.

d.II,b.4,s.241  

Smelt.

   Karl Smelt, Frue.


Mad. Berger.

   Det var det jeg syntes.

(Afsid.)
Naa, hvor han er bleven galant!
Saa smuk over det hele som en Brystnaal. Jeg maa ud at faae
Noget paa Marie.



Smelt.

(Opholdende hende.)

   Jeg traf Fatter paa Gaden, seer De, Frue, og saa spurgte jeg
efter Dem og Deres Frøken Datter.



Mad. Berger.

(Neiende dybt).

   Altfor artigt.

(Afsid.)
Naa, Gud, hvor han har forandret sig til det
Bedre fra da han logerte her, da han kom til Byen. Han er
som klippet ud af en Modejournal.



Berger.

(Trækkende sin Kone i Ærmet; afsid.)

   Marie, Marie da, Mo'r.


Mad. Berger.

(Til Berger.)

   Ja ja! Du er da ogsaa bleven forandret, for nu er der saa-
men slet intet at sige paa ham, saa galant som han nu er.



Berger.

   Ei, Mo'r, jeg skulde troe Lyset virker paa alle Øine.


Mad. Berger.

   Ja, ja; det var da engang et godt Indfald af dig, Fa'r! Inder-
lig velkommen, Hr. Smelt.



Smelt.

   Indfaldet var skam mit.


Mad. Berger.

   Det troer jeg gjerne. Fa'r finder sjelden paa Noget, som er
godt.

d.II,b.4,s.242  

Berger.

   Ei da, Mo'r. Jeg gik i mine egne Betragtninger, for paa
Klubben gav man Kommunen en god Dag, og Alt var besat, --
saa klapped En mig paa Skuldrene, og sagde: "Tak for sidst,
Fatter! Hvor leve de hjemme?" Det var da denne gode Ven.
Iførstningen bar jeg mig ad som et Fæ, men da jeg saa saae mig
lidt fore, og Hr. Smelt proponerede selv at see herind, for at
spørge til Marie . . . Hm!



Mad. Berger.

   Oh, tusind Tak! Det skal der strax blive Udvej til . . . Men
hun seer saamen ud som en Rose.

(Gaaer).



Smelt.

(kaster sig i Sofaen trallende:)



           Rosens Billed er forbrugt
                 alt fra Evas Tider.
           Kan det længer være smukt,
                 naar man saa det slider?



           Rosen skyder ung igjen
                 fra de gamle Qviste.
           Hvor kan Billedet af den
                 da sin Ynde miste?



           Thi jeg henter ikke mit
                 ifra Potpourrien,
           men fra den, som rødmer blidt
                 frem bag Jalousien.



Berger.

   Nydeligt. Det skulde Marie hørt.


Smelt.

   Det er i nyeste Aqvarelmaneer.


Berger.

   Hvad behager? Meget rigtig bemærket.
d.II,b.4,s.243  

Smelt.

   Det Modsatte af Aqvavitmaneren. Begge have en Mængde
Dyrkere. Nogle forene begge; men da bliver det sqvabbet eller
forschwachet.



Berger.

   Ja jeg forstaaer det ikke. Men meget rigtig bemærket. Men
F -- hakke mig! forstaaer jeg heller -- for at komme til noget
Fornuftigt -- hvorledes det der gaaer til. Behag at see, og lad
mig høre Deres Dom.

(Giver ham Bladet).



Smelt.

   Med Fornøjelse; jeg er Jurist.

(Seer i Bladet, kaster det.)
Pyh! Inde-
spærrede Folk sulte? Det er jo ikke andet end Pøbel?



Berger.

   Ja . . . men . . . Meget rigtig bemærket. Men . . . Jeg mente
Mennesker.



Smelt.

   Vel, posito; men kun et vist Slags Mennesker kan De ikke
negte. Og deres Meninger Betræffende, min Hr. Berger, saa
kunne gamle Meninger ogsaa gaae i Barndommen.



Berger.

(Med air).

   Meget rigtig bemærket.


Smelt.

   Og heller ikke kan De negte, at Sult er den værste Elendig-
hed imellem de mangfoldige, det Slags Mennesker kjender; og
saa slem, at den sløver Gnavet af alle de andre?



Berger.

   Uf! Gid Mo'r kom med Æftasvel!


Smelt.

   Og saaledes tilintetgjør den de øvrige Elendigheder, og det
Slags Mennesker har kun Følelsen af een Elendighed at trækkes
med, og det er ikke meget.

d.II,b.4,s.244  

Berger.

   Nei, bevares! Liigtorne og falske Vexler er noget Andet . .
(Det banker.
Madsen
kommer ind).
Se saa! Der har vi
ham!
Imellem os, et
meget dannet Menneske, uagtet han kun er ung Kjøbmand, som
skal begynde til Michaelis.

SCENE V
De
Forrige
.
Madsen
.
Berger
forestiller dem for hinanden.
Madsen
sætter sig med mange
Komplimenter, krammende paa sin Krave og Lommetørklæde.



Smelt.

(Afs.)

   Har jeg seet et saadant Exemplar! Han seer ud som en
Melon, men strax man stikker i ham, er jeg vis paa, Græskarret
kommer frem; og han hører til Modens Rige omtrent som en
Tartar eller Samojed til det russiske. Og han den Begunstigede!
(Brister ud i en Skoggerlatter).



Madsen.

(Ligeledes skoggerleende.)

   Ja De leer ad Spindler i Debatten? -- ja. Hahaha! Men i
den hvide Dame Auktionariussen -- ja. Hvad giver De mig for
ham? Hahahaha?



Smelt.

   Ad Spindler? Hvor kommer de paa det? Det maatte da være
ad Phister som Svedskeprindsen fra St. Denisgaden.



Madsen.

   De har seet "Jægerbruden?"


Smelt.

   Nei.


Madsen.

   Det var meget, maa jeg sige. Aa nei, Studenter -- Stakkar --
har vel ikke meget at figte med. Men den gjorde saadant Ind-
tryk paa mig, at jeg strax gik ind i Fugleskydningen; men Spids-
borg blev, D -- et' op mig! Maxen han -- ja.

d.II,b.4,s.245  

Smelt.

   De synes at gjøre meget af Theatret? Aa ja, det filer nu
altid lidt.



Madsen.

   Ja kom, væd, jeg har været paa flere Komedier end De.
Spindler og jeg har været Duus alt siden Troppen vilde øde-
lægge ham, for da fik han mange Venner; men, siden Troppen
slutted' Forlig, er jeg selv gaaen ind i den, for Wergeland kan
jeg slettes ikke lide, siden han satte en Nar ind i Statsborgeren,
som havde akkurat Kappe som jeg. Og han hilser ikke engang
paa mig, skjøndt jeg slog Syv for ham i Kampfællerslaget jeg
-- ja!



Smelt.

   De var vel ogsaa med, Herr Berger?


Berger.

   Hehe, jajamen. Men jeg fik selv en Dult, for jeg ludede mig
ned bag Moer, da det gik paa, og saa tog hun en Priis af
Daasen min, og kastede i Øinene paa en Troppist, og saa troede
han det var mig, som havde gjort det, og gav mig en i Nakken.
Det værste er, jeg troer det var min egen Søn, for jeg har givet
ham en god Opdragelse. Siden gaaer jeg bare i Dramatikken,
for der er da ikke Fare for andet end for Pungen.



Madsen.

(Til Smelt)

   De hører, han har ikke Sands for det Dramatiske. Nei, for
at tale om noget Fornuftigt, "de Uadskillige" saae De den?



Smelt.

   End "Aprilsnarrene" saae De den?


Madsen

(hurtigt)

   End "den sorte Domino"? end "den hvide Dame"? "Ludovic?
Pariserdrengen? Tankredo og Bruden"? Nei, "Bruden"! -- ja.



Smelt.

   "Bruden" vil jeg see iaften, og ovenpaa -- "ja"!
d.II,b.4,s.246  

Madsen.

   Hehe! De veed nok ikke, det er Tirsdag -- ja.


Smelt.

   Siden De er kommen, skal De ogsaa faae see Bruden . . Der
er Hun . . Marie!

(Mad.
Berger
og
Marie
træde ind. Den Første pyntet).

SCENE VI
De Forrige.
Mad
.
Berger
og
Marie
.



Smelt.

(Springende hen til Marie)

   Marie! min Marie! Hør min Lykke: Jeg er kommen ind i
vore berømte Almacks. Intet er mig umuligt længer.



Marie.

   Tys! For Guds Skyld! Karl . . .


Madsen.

   Nei, se paa dem de! Den Brud har jeg abonneret paa -- ja.


Mad. Berger.

(til Berger)

   Men se, hvor hun seer ud! Jeg kunde ikke faae Tøsen til at
pynte sig, men i dets Sted maatte jeg bære Vand og bringe
Lommetørklæder, for hun har ikke gjort andet end grædt.



Marie.

(Til Karl)

   Hvilken ubegribelig Dristighed af dig! Og hvilken Forandring
i dit hele Ydre!



Smelt.

   Deri ligger Dristigheden. Der er Intet, jeg ikke skulde fore-
tage mig saaledes som jeg nu seer ud.



Berger.

   Jeg troer skam . . at . . allerede . .
d.II,b.4,s.247  

Mad. Berger.

   Aa bliv nu siddende, Fa'r. Det er saadan en peen Fyr, ja
usigelig peen. Og hvad kjender du til Tonen? Kanske? . . Ja
hvem veed. Det er noget andet end baade den der Studenten
med een Kjole og . . Ei, ei, Hr. Madsen? Se, se!

(Afs.)
Iaften
kunde han saamen gjerne være borte.



Madsen.

   Imorgen giver man "Nei," Madam Berger saavidt De veed
det -- ja. De tale vist derom derhenne; men vel meget, synes
jeg -- ja. Vil man bare see! Kan da ikke Andre ogsaa komme
til? Synes jeg -- ja.



Mad. Berger.

(til sin Mand)

   Og du røger saamen vel stærkt, Fa'r. Troer du, Han er vant
til Sligt? Værs'god og læg Piben væk, naar jeg har lagt Røgelse
paa, siger jeg.



Berger.

(lægger Piben med et Suk)

   Gid Franz var hjemme, Mo'r, for de synes ret to Alen af
eet Stykke.



Mad. Berger.

   Du er da saa urimelig, Fa'r. Hvor kunde den stakkels Dreng,
før han gik paa Billarden, vide, her skulde komme saadant Sel-
skab? Han har saamen faaet for god Opdragelse for sine For-
ældres Dagligstue.



Berger.

   Men se bare der, Mo'r; jeg synes Madsen har ret i, at han
er vel fri derborte.



Mad. Berger.

   Snak, han kurtiserer jo bare, som fine Herrer gjøre. Du har
aldrig skjønnet dig paa sligt, du.



Marie.

   De bemærke os; Karl, slip mig! For Guds Skyld . .
d.II,b.4,s.248  

Smelt.

   Ja for at tage dig af dine Forældres Haand. Jeg er uimod-
staaelig saadan som jeg nu er. Jeg har faaet en ny Aand:
Lykkens, der har Dristighed til Hjerte. I denne Brillant paa mit
Bryst seer den Alt kjækt under Øje. Jeg har alt gjort et Ind-
tryk paa disse simple Folk . .



Marie.

   Tys! jeg kjender dig ikke igjen. Ængst mig ikke saa, sæt
ikke Alt paa Spil, lad ikke et letsindigt Overmod berøve mig
Sødmen af Haabet og din hemmelige Trofasthed og Kjærlighed.
Tænk, at du skal fortjene mig ved din Flid, ligesom jeg hen-
rykkes ved Tanken om, at du vil det! Mine Forældre ville da
ikke negte. Tro det, og haab, som jeg haaber, og vær lykkelig
dermed, som jeg, og som du var det før.



Smelt.

   Jeg har changeret Studium. En Theologs Lykke er en For-
viisning; og nu bliver Kristiania altfor behageligt.



Marie.

   Du forskrækker mig. Dog tvivl ikke om, at jeg skal holde ud
Beleiringen fra Denne derborte, i hvorlænge det varer. Men
først da . .



Smelt.

   Nei nu! Det overtroiske Begreb om en Examen staaer sig
ikke imod et Antræk af første eller anden Rang.

(Fører Marie frem)



Madsen.

(Afs.)

   Aha de tale skam endnu om "Nei". Ja det er en interessant
Materie. Imorgen giver man "Nei", Jomfru Berger, saavidt De
veed det -- ja.



Smelt.

(Slaaer sin Arm om Marie.)

   Og iaften gives "Ja", vil jeg haabe, for Marie og mig.


Marie.

(Forvirret)

   Karl! Karl!

(Ømt)
Ja, kjæreste Forældre, vi have elsket hin-
anden i tre Aar.

d.II,b.4,s.249  

Berger.

   Det er en Ære . . jeg kan ikke sige andet. Mo'r, gid jeg
havde min Pibe . . Men tal til Mo'r; hun forstaaer sig bedst
paa Sligt. I tre Aar? Nu nu, det, maa jeg sige, er Negotie
underhaanden.



Mad. Berger.

   Netop som det skal være, naar det skal være rigtigt, som jeg
har læst saa ofte om.

(Fører dem til hinanden)
Med sand Ære, Herr
Smelt . . Undskyld, Herr Madsen; men Ende maa der paa Alting.



Madsen.

(Slaaer i Bordet)

   Det skal F -- hakke mig bli'e Løgn det! Jeg er F -- dands'i mig
ingen Nar jeg! Nu har jeg gaaet saa i to Aar og et qvart, og
til Mikkelsdag sætter jeg Bod, som skal sige sex, og da skal
min Herr Urian faae see mig og min Kone -- om Forladels'
ikke Jomfru Marie; nei Gudskelov der er da flere -- i abon-
neret Loge Littra C eller D -- ja . . Seer De det -- ja?



Mad. Berger.

   Men Gudbevare mig! De er jo dog et dannet Menneske.


Madsen.

   Ja det er jeg, F -- tordn'i mig jeg -- ja! Men, "bi lidt" sa'e hu'
Kirsti Gjellebæk.



Smelt.

(Til
Berger
og
Madamen
)

   Stille! Jeg skal faae ham i Humør igjen.

(Til Madsen).
Har de
været paa . . .



Madsen.

   Ja jeg -- ja! Jeg har været paa flere Komedier end De
Herr . . Gud veed hvad Fanden De er; men -- huf! -- blev
"Kampfællerne" spillet, skulde De blive min Griis -- ja.



Smelt.

   Hvad synes De om "Amors Genistreger"?
d.II,b.4,s.250  

Madsen.

(Munter)

   Aajo, saa lala, saa lala. End De om . . Hvad var det nu jeg
vilde sagt?



Smelt.

   Oh prægtigt! De har god Smag.


Madsen.

   Ja prægtigt. Top, vi gaae sammen paa Komedien imorgen,
for jeg seer vi stemme i Smagen -- ja.



Smelt.

   Paa første Bænk i Parkettet kan De finde mig. Men jeg ind-
rømmer Dem for i Aften den meest forunderligt udmærkede
Smag paa Komedier, bare De vil indrømme mig den bedste i
Kjærlighed.



Madsen.

   Deri have vi netop den samme, seer De -- ja.


Smelt.

   Saa harmonere vi ganske, og den Sag er ude.


Madsen.

   Ja saa er den Sag ude -- ja. Og jeg vil gaae ned til
Treschow, for at see, om det ikke er "Nei", som gives i Morgen.
Og De, Jomfru? God Fornøielse! men ikke med mig paa Klin-
genberg mere. Det maa De undskylde. Og forøvrigt, min Herre,
og forøvrigt Allesammen, saa maa Ingen troe, at jeg tager mig
Noget nær; thi naar Noget gaaer mig imod, da reiser jeg bare
til Sandvigen, Vold, Asker, Ravnsborg -- pyh! der er tusinde
Steder -- og tager enda ind paa Udfarten i Vækkerø og paa
Indfarten paa Dronningbjerget -- ja. Pyh, det har ingen Nød
maa De tro. Aa nei slettes ikke, slettes ikke . .

(gaaer).



Smelt.

   Nu, du himmelske Gud! og han skulde været din Brudgom,
Marie?

d.II,b.4,s.251  

Berger.

   Nu, nu! Han var saamen engang oppe til Præliniarexamen,
og Handelsexamen har han bestaaet med al Honnør . . Men
nu siger jeg som Mo'r; thi Bedre er bedre, og jeg kaster ikke
mine Perler for Sviin. Nu, Marien min, se kun op! Mo'r har
Ret: hvem kan have imod et saadant Parti? Nei lad nu Madsen
sætte Disk til Mikkelsdag for sig selv.



Mad. Berger.

   Ja for til Kjøbmandsmadam er min Datter for dannet. Det
skjønte jeg, sa'n.



Marie.

   Kjæreste Forældre, hvor jeg er Eder taknemlig, fordi I saa
venlig tage Byrden fra mig, at have noget hemmeligt for eder!
Vi have elsket hinanden længe og trofast; men Karl er fattig,
og derfor undselig.



Berger. Mad. Berger.

   Hvad? hvad?


Smelt.

   Hvad? Ja men nu seer Svigerfa'r og Svigermo'r, at det er
anderledes.



Berger.

   Meget rigtig bemærket. Men hvor kan du da tale saa Barn?


Mad. Berger.

   Ja hvor kan du tale saa, Barn? Alene slige Permissioner be-
negte Fattigdom, og Undselighed gaaer ikke med saadan Kappe,
som den der -- vist til fem Daler Alen. Jeg har visse ube-
dragelige Mærker paa Lykkens Børn: og et ungt Menneskes
Rigdom bestaaer ikke altid i Penge, men i Udsigter.



Berger.

   Meget rigtigt bemærket: Indsigter.
d.II,b.4,s.252  

Mad. Berger.

   Nei, Udsigter sa'e jeg, Fa'r, naar du bare vilde høre efter
istedetfor at regne. Men før nu din Kjæreste ind i Spisestuen,
Marie; og vær fra nu som hjemme her, høistærede Herr Smelt,
om de vil være saa artig . .



Berger.

   Meget rigtigt bemærket. Kom Høistærede! Forlovelsesskaalen
venter. Skal vi bede Dalberg ned?



Marie.

   For Guds Skyld -- nej! Ja, kom, Karl. Og siden

(hvidskende)

maa du forklare mig Noget i din Adfærd, forat jeg ogsaa kan
elske det; thi jeg er vant til at elske alt hos Dig.

(Høit)
Kom!



Smelt.

(Kyssende hende).

   Dette er Afskedskysset for i Aften. Jeg kan ikke, jeg maa
bort.



Berger. Mad. Berger.

   Bort? Iaften? Forlovelsesaftenen?


Marie.

   Bort? Det maa jeg have Forklaring paa strax. Karl, siig mig . . .


Smelt.

   O bedste Marie, trofaste Marie, jeg elsker dig med den ud-
brudte, aabenlyse Ilds Heftighed, jeg brænder efter den første
stille Time ved dit Hjerte i din Families Ro; men, men . . .
Jeg skal i "Kringlen." Jeg er saa lykkelig at være kommen
derind for et Par Timer siden, og derfor . .



Marie.

(Bebreidende)

   Og derfor, Karl? Derfor?


Smelt.

   Der er alt hvad der er fiint og fornemt og nobelt og gentilt i
Byen:
la haute societé, og altsaa . .

FORRIGE
NESTE