|
FØRSTE SCENE
(Borgegaarden. Herregaardsbønder med deres Qvindfolk ved et opdækket Bord.
Herluf og
Erik imellem dem.
Kjøgemesteren.)
Kjøgemesteren.
-- Hei lystig! Vil I være lystige, Karle! Ellers kommer Borg-
fogden, og imorgen bliver han ikke grei fordi han er den
Lystigste idag.
Erik.
Hei -- ja lystige, siden det skal saa være.
(Tager for sig)
Kjøgemesteren.
(Til
Herluf)
Tygger du paa Brusk eller skjærer du Tænder?
Herluf.
Djævelen!
Kjøgemesteren.
Skjærer du Tænder?
|
| d.II,b.4,s.176 |
Erik.
Nei, Djævelen! Giv mig et Stykke.
Kjøgemesteren.
Ja imellem Tænderne. Og saa en liden Vise og noget Latter!
Det er ikke Tider i Norge at lee i -- Djævelen! hvor bliver
vor Mand af?
Kjøgemesteren.
Hvad mumler du?
Djævelen! Han mærker Ord.
Sligt gaaer ikke an. Tænk paa Herremanden skal reise.
Herregaardsbønder.
Ja Heisan! Det er sandt.
(Gribe til Fade og Bægre)
Erik.
Hihi, det er saa godt som et Bæger Mjød
(Drikker)
Som nok
et Bæger Mjød.
(Drikker)
Kjøgemesteren.
Ei, I er' fulde, I Sviin; ikke lystige. Og det skal I være efter
Ordre, dersom ikke dette sorte Afskum . .
(Seer sig om)
Nei, nei,
jeg slog ham af Pletten, saa han nok holder sig hjemme til han
bliver hentet frem paa Stagen som en Grævling af Hulen. Frisk
op! jeres Øine staa stive istedetfor at rulle omkring i Hovedet
af den Glæde, der pønser paa tusinde Løjer og Spilopper.
Herluf.
Ja Gu' pønse vi.
Kjøgemesteren.
Ret, pøns paa noget godt, til Kongen selv kommer ned, og
da skal I lade somom I ikke mærke ham -- thi det liker han --
|
| d.II,b.4,s.177 |
men lee umaadeligen af Hjertets Grund, saa Alting ryster saa-
ledes . .
(Skoggerleer.
Erik og et Par Andre efter)
Herluf.
(Slaaer i Bordet)
Tys! Hvem leer?
Erik.
Ikke jeg, ikke jeg. Der kom noget i Halsen.
Herluf.
Er du slig En? Djævelen i Halsen din!
Kjøgemesteren.
Om igjen! Dersom det gaaer godt idag blier jeg kanske Kantor.
Om igjen! Fald I ind, Herluf, I Herluf Kristoffersen, med jer
gevaltige Bas, ligesom et dobbelt Echo, naar I kan skjønne vi
ere midti Skratten, og naar saa Herluf er læns paa Luft, saa
begynder I igjen, der endte først, og saa gaaer det tre Skratt-
salver rundt. Og spørger Hans Majestæt hvad vi lee saa godt
af, saa skal jeg svare: af Hjertens Grund eller af Deres Majestæt,
eller noget Andet, som vil fornøje ham, eller En af jer kan have
et lystigt Indfald i Baghaanden.
Herluf.
(Tager en god Slurk)
Ja som f. Ex.: Gjør os Selveiende som vore Forfædre eller
som vore Naboer paa Stranden, saa skal vi lee af os selve fra
Juul til Juul. Hvad mener I om det?
Kjøgemesteren.
Ei -- ja, det kunde saa være; men I fik dog holde op mens
Gjøgen galer, for ellers hørte man jo ikke Gjøgen i hele Landet.
Men -- hei! I der nede! hvad skumle I over Ølkruset over?
skal I skumle over Ølkruset? Det gjør suurt Øl. Til Liigfærds
ere I muntre nok ellers.
Erik.
Saa bør vi være muntre for det er til Liigfærds.
|
| d.II,b.4,s.178 |
Kjøgemesteren.
Gid det var saavel, for saa faldt der lidt af for mig udenom
for Talen.
Erik.
Ja vi er til Liigfærds over vort Ungfæ. Hid med Laaret der!
Ja Gu! tør det nok blive Liigfærd.
Kjøgemesteren.
(Til Erik.)
Skal jeg holde Tale over Ungfæ? Jeg? Jeg? Skal jeg?
(Puffer ham.)
Herluf.
Nei over gammelt Fæ.
Kjøgemesteren.
Ja naar du styrter. Og du skal styrte af dine egne Ords Op-
blæsthed af Trommesyge.
(Liv og Støi. Nogle Slag falder.
Kongen kommer med Følge,
hvori
Ridder Ditlev og
Junkeren. Trætten ophører. Stilhed)
ANDEN SCENE
(
Kongen med Følge.
Herregaardsbønder. Siden
John Bratt.)
Ah Ditlev Brockdorp, Vellyst du mig skjænker.
Saa vil jeg Folket: vildt, men jublende.
(Afs.) Og i dets Jubel skal min Adel høre
et Drøn af en af de Vulkaner,
der bære Thronens Tind som egen Æres,
men splitte, naar en Ildkolonn af Konge
sig reiser i sin høie Eensomhed,
de Slotte og de ødsle Haver, som
paa Borg Noblessen kliner opad Foden.
Ridder Ditlev.
(Afs. til Kjøgemesteren.)
Hvor gaaer det, Kjøgemester?
Kjøgemesteren.
Rigtig traat.
|
| d.II,b.4,s.179 |
Ridder Ditlev.
Faa Liv i dem ved nogle Gjøglerkunster.
Kjøgemesteren.
Det skal jeg, Herre, bare ei Han kom.
Han, som I veed.
Ridder Ditlev.
Saa overskrig ham til
vi have fjernet os.
Kjøgemesteren.
Hu, jeg vil rive
den Fuskers Maske af.
(Gaaer til Bordenden og gjør Grimasser.)
Kongen.
Blot tusind slige
Bredskuldrede af Landets Børn, blot tusind
Graakofter, som, eengang enthusiastiske,
er svungne Øxer lige, Haand ei styrer!
Blot tusind Slige -- ha, hvad mener du -- ?
paa eengang reiste rundtom Agershuus!
Herluf.
(Til Kjøgemesteren. Ruskende i ham.)
Stille med dine Grimasser! Lad os høre hvad Kongen siger.
Kongen.
Da, naar Bevægelsen begyndte kun
fra Folkets Bund og Bølge, i fra Bonden,
da skede det, som naar et Hav oprøres
af skjulte Krampetræk i Jorden eller
af ukjendt Vindstøds Greb i enkelt Bølge,
at ei den stansed før alt Landet rysted
og rysted af forhadte Herrevælde.
Da blev det Raab i Landets eget Maal
et Drøn, som kaldte Birkebener frem
af hver en Stue i det vide Opland.
Da brød en Flamme frem af Grunden selv,
fra hver en Steen en Jernbyrds-Prøveild,
hvori kun Kristians Ret fik fæste Fod,
|
| d.II,b.4,s.180 |
en Ild, hvis Skin mod Himlen lod paany
Alnorden see at Kristians Lykkesol
var runden op, mens Fredriks stjaalne Glands
deri henblegnes med hans Gyldenstjerner.
Og, Ridder, I blev her, saavist som Højren
ved Sværdet da, og I med Sporen kunde
mit Tryglerbrev paa Stranden sønderhugge.
Ridder Ditlev.
Paa mine Bønder kan, som paa mig selv,
med Tryghed Eders Naade stole.
Kongen.
Ja
jeg seer det. Du, -- og derfor jeg dig elsker,
og vilde dig ei Grevedømme negte --
behandler dem ei som en Adelsmand,
som Folket dømmer strengt alteftersom
hans Nærmeste opføre sig mod det.
Derfor --
(Støder hastig sit Sværd mod Jorden.)
Ha, mine egne Landsmænd har
forraadt mig, gjort mit danske Navn forhadt!
Kun du, saavidt som dine Arme strække
udsoner alt.
Ridder Ditlev.
Jeg vilde, Eders Naade.
Du kan ei Blodhund! Blodhund som de Andre!
Du kan ei, om du var saa from at Engle
neddalte paa din Bøn og fejed med
skystore Vinger Kredsen om dig reen
i hvor du bad.
(Hyller Kappen for Ansigtet.)
Ridder Ditlev.
Ak, Eders Naades Tanker
forvilde sig.
Han vil det vel, kun Han.
|
| d.II,b.4,s.181 |
Ridder Ditlev.
Jeg giver godt Exempel efter Evne,
og drypper Balsom i de aabne Saar.
Kongen.
Dog bløde de endnu. De vil ei standse
før --
(Afs.)
Ha, imellem mine Ulyksstjerner
er Herlufs Stejlehjul optaget, Skjebnen
med rædsom Tryghed ruller mig paa det
imøde.
(Højt.) Stands! Jeg selv gaaer det imøde,
og lægger mig og tager mod dets Slag,
og endelig tilsidst mod Naadestødet.
Afsted! ombord! Følg Kongen! Han sig giver.
Ombord til Gyldenstjerne!
(Vil gaae)
Ridder Ditlev.
(Bedende.)
Eders Naade --
Kongen.
(Fremdeles i halv Vildelse)
Ombord til Gyldenstjerne? Jeg? Haha!
Da fængsled jeg mig stille.
Ridder Ditlev.
Ak Eders Naade --
Ja, jeg vil være naadig! grum ei mere
Vil Himlen være Naade imod mig,
da vil jeg være Naade imod eder.
Bed derfor for mig! Det er for jer selv.
Og send til Oslo Bud, at Biskop Hans
ei Alteret forlader Dag og Nat!
Og, forat være sikker, til Antonius,
som kjender Luthers Aand, og derfor er,
som jeg, forhadt og spærret i sin Celle!
Men beder, mine Faae! Bed, Ditlev, du
er from; men trods ei Himlen ved sligt Forsøg
at ville vende Hjerterne til
Det er dens kaaren Straf at de bortvendes.
|
| d.II,b.4,s.182 |
Ridder Ditlev.
Tillad mig, Eders Naade, disse Øren
bør ei.
Kongen.
Ha, det er sandt. De ere gode
Papister; men det vil ei vare længe.
Dog holder nok min Tro mit Liv ud.
Ridder Ditlev.
Ak,
jeg mente, disse Øjne rundtom bør
ei Eders Naades mørke Time see.
Nei, nei! Min mørke Time? Har jeg slige?
Kun veed jeg denne er en af de sjeldne,
iblandt de glade simple Jordens Børn.
O Kristians haarde Hjerte kunde græde
af Fryd; thi disse glade Aasyn paa
den Plet, hvor Hyttefad blev fældet, og
hvor jeg i Blod, i Blod af Tusind Aarer
hans Kjækhed qvalte, vise, at det er
forglemt og da udsonet. Thi som Alt
i Mindet lever, døer og Alt med det.
(
John Bratt viser sig i Baggrunden.
Herluf gjør Mine til ham.)
Ridder John.
Det er ei glemt.
Hvem seer du paa saa stivt?
Ridder Ditlev.
Paa ham der bag.
Kongen.
En Munk? Han maa ei stødes.
Det støder Folket og det er at træde
det hele Kleresi paa Foden, saa
det Hydras Hoveder i Harm og Smerte
|
| d.II,b.4,s.183 |
sig vende ogsaa fra os. Derfor, Ridder,
behandl ham vel, og giv ham kun en Styver,
saa signer han dem Maden, og de Stakler
da ret ei vide med de fulde Kjæber,
om ei de sidde alt tilbords med Jakob.
Ridder Ditlev.
(Hviskende.)
Han seer fordægtig ud.
Kongen.
Saa gjør de Alle,
og ere det end meer.
Herluf.
(Til sine Sidemænd.)
Pas nu paa, Kammerater. "Ja!" til alt, han siger, og slaa i
Bordet. See dig om, Kjøgemester!
(Kjøgemesteren seer sig om, bliver siddende i en forskrækket Stilling, da han seer John bag sig.)
Kjøgemesteren.
(Mumlende.)
Nu! er du der? Hold dig bare i Skindet.
Ridder Ditlev.
(Seende sig ængstligt om.)
Jeg hører Fløjen skrige, Eders Naade!
Den kalder mig just for den staaer imod.
Det blæser op, men kun min Nidkjærhed.
Den aftner paa, maa kun for mig at vise
den Stjerne, som for Eders Sag skal føre
mig over Havet.
Kongen.
Hvordan det end gaaer,
i hvad du bringer, Døden eller Livet
for mig, saa er du lykkelig, min Ditlev;
thi Glade ville disse Ansigter
dig møde atter.
Ridder Ditlev.
Ville vi ei Jorden
skal være grøn og venlig om vort Huus,
ei sort som Ørknen, trampet som en Bane?
|
| d.II,b.4,s.184 |
Og, Eders Naade, koster det saameget?
Lidt Vand kanskee, knapt Tilsyn -- ikke mere.
Hvi skal man da ei endnu heller ville,
at Mennesker, hvormed vi daglig færdes,
os vise blide Aasyn? Og det koster
ei slig Umag eengang som Markens Grønhed.
Lidt Venlighed og Mildhed -- neppe det;
kun at man er et Menneske -- ei mere.
Kongen.
Meer dig som Fremmed. -- Nei jeg fatter dig;
kun Menneske, er ingensteds man Fremmed!
Det synes simpelt, dog er det en Kunst.
Man maa ei være Menneske som hjemme,
men Menneske som dem man lever mellem,
ei Herremand, skjøndt Dansk, i Norge som
i Danmark, men som norske Herremænd,
skjøndt ellers Herremænd sig stedse ligne.
Ridder Ditlev.
Just saadan En har gjort den Kunst mig let
at elskes.
Ridder John.
Ha, han lyver!
Kjøgemesteren.
Vil du tie!
Skal Nogen tale, skal det være mig.
Ridder Ditlev.
(Som seer Kongen bliver opmærksom)
Det er en Trætte kun af Embedsiver
imellem Kjøgemestren og hiin Munk,
som ubehøvlet trængte sig herind.
Men, Eders Naade, hør her et Beviis
paa hvad jeg sagde om Kontrasten mellem
den forrige, skjøndt norske, Herremand
og mig, der alt ei agtes længer fremmed.
(Peger paa
Erik.)
Du, Bonde, for Exempel, svar hvorledes
I leed den Herremand, som var her før.
Nu svar, svar frit! Hvem bedst af ham og mig.
|
| d.II,b.4,s.185 |
Aa, jeg veed ikke.
Herluf.
Aa det var Hip som Hap.
Ja det var et Bæst.
Ridder Ditlev.
(Forvirret.)
De ei forstaae mig, Eders Naade.
Skulde
for slige Fæ jeg klage? Nei, men heller ikke
kan over dem jeg klage. Saa de ere.
Jeg vidste det.
Kongen.
Hr. Ridder, Timen kommer.
Ja Timen kommer, da han standses maa.
Ridder Ditlev.
Se jeg er rede, Eders Naade
(Afs.)
Ha,
hvad vil han? Han sig trænger frem.
(
John trænger sig frem fra Bordenden henimod For-
grunden, fulgt af
Kjøgemesteren.
Herluf klapper.)
Ridder John.
(Med stærk Røst.)
Hør, Konge!
Og hør opmærksom; thi det gjælder Dig.
Naar Bondeplagen der belyver dig,
som han har gjort, midt i dit aabne Aasyn,
hvorledes troer Du han vil paa din Bag
dit Ærind røgte? Send ham derfor . .
Kjøgemesteren.
(Styrter paa ham; river Kappen af ham. John Bratt staaer der i ridderlig Rustning.)
Skurk!
skal Nogen tale, skal det være mig.
Gudsdød! O! om Forladelse . .
|
| d.II,b.4,s.186 |
Kongen.
(Forfærdet trædende tilbage.)
John Bratt!
Forræder, end du lever! Grib ham! Ha,
(Trækkende sit Sværd. Ligesaa Kongens Følge. Bønderne springe op, men
vise sig passive.)
Forræder, kommer du fra Herlufs Grav?
Ridder John.
Fra Røsen mener Du, som Du ham undte.
Ah jeg forstaaer, ham Odelshevnen drev.
Kongen.
Forræder, vil du dræbe mig?
Ridder John.
Jeg kunde.
Kongen.
Grib ham! Nu skal du døe!
(Kongens Følge omringer
John Bratt.)
Ridder John.
(Dragende halvt sit Sværd.)
Da døer dit Haab.
Fanden maatte hjælpe ham, naar han er en Herremand som
de Andre.
Ridder John.
(Stødende Sværdet ind.)
Nei, jeg har bedre Vaaben.
(Trækker Kapselen frem. Udtager et Brev. Holder det, somom han vilde rive det sønder)
Kristian, viid
Din Sendings Leidebrev fra Gyldenstjerne
jeg bringer. Bort med Sværdene, hvis ei
jeg sønderriver det i Dødens Krampe!
Og da . . det er dit sidste Haab. Jeg veed det.
Og da . .
|
| d.II,b.4,s.187 |
K. Kristian.
Hold inde. Han maa have Fred.
Han maa . .
(De stikke Sværdene ind.)
Ridder John.
Jeg veed jeg maa, og takker ikke.
K. Kristian.
Men ved min Sendings første Hjemkomsttrin
dit Leide er forbrudt. Saalænge er
dit Liv med hans isammenknyttet. Efter
dit Blod har Kristian tørstet treti Aar!
men haab ei længer! Frist da ei mit Taalmod
Det er ei endeløst, om det kan bie;
men Aar kun er den lange Tubus, hvori
det seer sit fjerne Formaal uformindsket.
Og da min Iid uhindret skal sig dele
imellem Norges Krone og dit Hoved.
Ridder John.
(Overgiver Leidebrevet)
Hold Halvten, Kristian, kun af hvad du loved,
og endda blier du mindre end du var.
(Gaaer.)
Kristian.
(Givende R. Ditlev Papirerne.)
Afsted, Gesandt! afsted!
Ridder Ditlev.
Jeg er bered.
Kristian.
Saa flux ombord! Min Lykke med du har
i Tryglerbrevet. Thi der skrevet staaer,
hvo sig fornedrer, sikkrest Høihed naaer.
(De gaae ud Borgporten.)
Junkeren.
(Følgende efter.)
Og skrevet staaer i Verdens Viisdomsbog:
hvo sig i Skibbrud redder, han er klog.
|
| d.II,b.4,s.188 |
Herluf.
Ha, Gutter, nu maa vi stole paa os Selv, for nu vil begge
Herremændene spille om os. Derfor maa vi vælte Bordet.
Kjøgemesteren.
Er du gal? Nei nu skal vi stole mindst paa os Selv, nemlig
paa vore Been, som ere vort Svageste. Hid med Felen, og saa
ind i Borgstuen til en Svingom. Det lyser alt derinde, og det
siger det Samme som at det bliver mørkt her.
Herluf.
Gud naade dig for den gamle Herremand, Kjøgemester!
Kjøgemesteren.
Ei, jeg holder mig ikke til Herremand Galgenfrist, men til den
nye, til den, som er Herremand, ikke til den, som var.
Herluf.
Ja hvorlænge vil det vare? Hvorlænge vil det vare? siger jeg.
Kjøgemesteren.
Spaaer du Ondt, saa gaa paa Stranden. Hid med Felen bare!
(Qvinkelerer.) Det var mig, som maskede ham af. Ei, hvor jeg
maskede ham af!
Herluf.
Jeg siger bare, den Gamle er fulere.
Kjøgemesteren.
Men jeg rev Fuulheden af ham. Op nu, Folk! En Kjøge-
mester maa være ægte og uforfalsket -- ikke i sid Munkekappe
eller i Plade, men qvik og lealous som jeg.
(Hopper op. Spiller en Bonde-
dands. Folket følger ham, som det lader til noget tilpakket. Kun
Herluf bliver igjen.)
Herluf.
(Lyttende udad Borgporten.)
Sjuh! Nu kommer det Sikkre i Regningen, de otte Huller i
Regningen. Men gid! -- Djævelen, at jeg skulde gjøre det for
en Herremand! Og Thor, Thor, stakkels Thor, som skal gaae
|
| d.II,b.4,s.189 |
med i Regningen, ligesom et Tal, man stryger ud af Vanvare
med Kjoleærmet. Hys, hvad var det? Jeg syntes det skreg alt
udpaa. Men det var nok Mandskabet paa Danskegalejen, som
varpede Anker eller hidsede Sejl. Det blæser op og mørkner
paa. Djævelen! saa er der vel lidet Haab for Thor, som dog
er En af vore Egne. Gid det gik overstyr for iqvel, for det
blier mørkt iqvel! Sjuh! Jeg troer han kommer igjen. Saa gid
han var udpaa.
(
Kongen med et lidet
Følge kommer tilbage.
Herluf trykker sig bag Porten.)
Kongen.
(Idet han gaaer over Borggaarden.)
Som Cæsar "jacta est alea" jeg siger.
Han er i Baaden alt. Hvor rask og nidkjær,
saa skrøbelige Farkost knaged, sprang
han ei deri, somom ham Jorden brændte,
-- nei, somom Jorden var et oprørt Hav
og Baaden Klippeod, der kunde frelse.
(Lyttende til Musiken.)
De dandse Dyvekes Menuet.
Jeg vil see til; thi Kristian er stærk
Ja kom, kanskee et Egnens Underværk,
en Dyveke, den træder nok saa net.
(De gaae ind.)
Herluf.
(Trædende frem i Porten. Lyttende.)
Nu skreg det . . . Djævelen! Gudsdød! Atter! Sjuh, den
Helvedes Musik! . . Atter! Lad staae til . . . Tre Stemmer!
Gudsdød, man troer det er Lommen. Atter!
(Man hører fjerne Skrig.)
Nu det gaaer ikke an! Thor! Thor! frels Thor!
(Løber ud.)
TREDIE SCENE
(Stue i Strandsidderhytten.
Marthe spindende ved Arnen, hvor Ilden blusser.
Ude høres af og til Stormen larme.)
Hvem banker nu saa silde paa?
"Ak, kjender du din Fader ei?"
" -- Min Fader er i Mulden graa.
Did er saa lang en Vej".
|
| d.II,b.4,s.190 |
"Din Fader er i Mulden graa.
Det veed vist bedre jeg end du.
Det er din Moer, som banker paa.
Du kommer mig ihu!"
"Min Fader er i Mulden graa;
min Moder er det ligesaa."
" -- Nei, det er dine Sødskend smaa,
som banke ydmygt paa."
"Ei mine Sødskend smaa, forsand.
Forlængst de Alle er' hos Gud."
"Ak nei, jeg er din Fæstemand.
Luk op! luk op, min Brud!"
"Min Brudgom er du ei, forvist!
Han seiler tusind Miil herfra.
Dog, kan du nævne Jesus Christ,
jeg lukker op dig da."
"Og var du Rosmer Havmand selv,
jeg aabne skal dig dog min Favn.
Men ei du kan; det dyre Navn
dig brænder i din Hals".
"Ja jeg er Rosmer Havmand selv,
og Du skal være Bruden min.
Jeg vil dig seile under Ø
i klare Maaneskin".
"Dit Fartøj er en Møllesteen.
Tro mig, jeg stiger ei derpaa.
Du styrer med et Dødningsbeen
indunder dybe Blaa."
"Jeg veed du Havmand fuul paa Land
tidt vover dig to Miil og tre.
Du glider let paa tørren Sand,
naar Vand Du kun kan see".
|
| d.II,b.4,s.191 |
"Du lokker Barn med Perlemor
og Brudepar med Maanens Guld.
Du hænger selv ved Kjøl og Roer
til Baaden rinder fuld."
"Du lokker fra sin Ganger prud
Den Riddersmand i hullet Baad.
Du lokked selve Kongen ud
med dine falske Raad".
"Du gik dig, Havmand fuul, paa Land,
og paa Kong Kristians Vaadesdag
hans Flaade lokked du paa Vand
og slog den saa iqvag."
"Hvi var der Fromhed ei ombord?
ei hellig Præst, som Bann'ret bar?
Da Kjølen, Rosmer, med hvert Ord
dig Brystet sønderskar."
(Det banker paa.)
I Guds Navn, hvem er det?
(Aabner alt Døren)
Kommer du alt hjem,
Thor?
(Seer det er
John Bratt)
Naa, naa, er det Jer? I kan trænge til
noget, I Gudsmand, dersom I ikke kommer fra Gjæstebuds?
FJERDE SCENE
(
Marthe.
John Bratt i Rustning. Siden
Herluf, Thor med
Ridder Ditlev.)
R. John.
Har Du hørt noget?
Marthe.
Ikke andet end Lommeskrig, lidt Blæst og nogle Ænder.
(Syslende
med Varmen.)
Men I kan trænge til noget, og I skal faae det lækkert,
siden I var saa snild at give mig et Vink om hvorledes Herre-
manden var tilsinds for vor Hyttes Skyld. Han kløede isandhed
efter den, og kløer endnu saavidt jeg kunde mærke. Men er
der ikke andet Raad, saa skal I faa Skjøde paa Hytten, og saa
kan I tage os paa Vilkaar.
(Flammen blusser klarere. Hun vender sig om. Seer
Ridder John i Rustning. Slaaende Hænderne sammen.)
Men alle Helgener! hvor
seer I ud? Kommer I med det Gode?
|
| d.II,b.4,s.192 |
R. John.
Nu, nu, nok med det! Er din Mand kommen hjem? Jeg maa
takke ham for alt Godt.
Marthe.
Ak, I veed nok hvad Vejr der trækker op. Denne Rustning
er jer Uvejrskappe.
Tys der er han.
Marthe.
Aa, Han kommer nok, han Thor. Vejret er ikke værre.
Ha, der er Flere . . Skulde . . ?
(
Thor kommer drivvaad ind med
Ridder
Ditlev paa Skuldrene, hjulpen modvillig af
Herluf.)
Thor.
. . Kone, støt mig . . jeg synker . . Tak Herluf ! . Tak! Det
var ærligt gjort . .
Marthe.
Men i Jesu Navn da? . .
Thor.
Kom med en Styrkning, Marthe. Jeg har været togange lige-
saa dybt som Denne.
(Lægger
Ridderen paa Sengen.)
Men den tredie Gang,
jeg kom op med ham, var Herluf vedhaanden og fik mig fat i
Luggen, og saa kom vi op som to sammenbidte Hummere. Men
Baaden min, Baaden min, er væk. Den sank som Bly, og ikke
En rørte sig paa Galejen for at hjælpe os.
(Sætter sig mat.)
Marthe.
Han maa have ført en Forbandelse med sig, Herremanden.
Nu skal han da, tænker jeg, lade vor Hytte med Fred.
|
| d.II,b.4,s.193 |
R. John.
(Bøier sig over R. Ditlev.)
Ja han nøjer sig nu med mindre Hytte. Jeg tænker en paa
sex Fod vil være mere end stor nok. Ha, Brevskabet?
(Løser et
Document ud af
R.Ditlevs Barm.)
Det maa i Gyldenstjernes Hænder.
(Gaaer)
Marthe.
Ei, Herluf Christophersen, du staaer jo somom du ikke havde
noget at rose dig af. Thor, du faaer drikke et Bæger med Her-
luf, som . . Men, store Helgene, Thor er jo ogsaa borte?
(Rusker i
ham.)
Thor! Thor! kjære Thor . . Aa Gud hjælpe mig! .
(Hulker.)
Herluf.
(Grædende med hende.)
Ja hvorfor skulde jeg gjøre det, hvorfor skulde jeg gjøre det,
naar Thor var med? . Med Herremanden kunde det være det
Samme; men Djævelen i begge Herremændene og dem alle!
Ei er du der, Marthe. Det var en svær Pust. Men Herre-
manden Gesandten maa vi have tillive, ellers tager Kongen eller
Fanden ved os. Hans lange Junker bergede sig ombord i Galejen,
men Denne her kan ikke ligge sligt til.
(Springer op og rusker i
R.Ditlev.)
Herluf.
Djævelen! lad Ham ligge.
Thor.
Nei, nei; han maa vel have ligesaameget Aande i Livet som
jeg, thi vi vare baade under og over sammen. Han greb mig
strax om Halsen, og saa kunde Pokkeren blive ham qvit.
Marthe.
Han har ikke forskyldt det; men for Skams Skyld faaer vi
vel stryge ham under Næsen med lidt Ædikke og gjøre hvad vi
kan.
(De experimentere med
R.Ditlev.)
Herluf.
Sjuh!
Marthe.
Hvad var det?
|
| d.II,b.4,s.194 |
Herluf.
Han drog Vejret -- Djævelen!
Marthe.
Saa kom da, saa faaer vi lægge ham i vor Gjæsts Seng; thi
skjønnede jeg ham ret, saa kommer han ikke hjem inat.
Herluf.
Herremanden rører jeg ikke -- Djævelen! gid begge Herre-
mændene laae i samme vaade Seng!
(Gaaer. Marthe og Thor bære Ridderen ind i et Kammer.)
FEMTE SCENE
(Sal paa Agershuus.
Knud Gyldenstjerne.
Mogens Gyldenstjerne i halv geistlig og ridderlig
Rustning. Kjerter paa Bordet.)
Knud Gyldenstjerne.
(Rækkende Mogens et Brev.)
Læs Resten, du som kan. Det salte Vand
i Øjet og det salte Vand, hvori
det dyppet er, ulæselig gjør Skrivten.
Mogens Gyldenstjerne.
Og denne Hyklen kan bevæge Dig?
Den frække Brug af Skriften bringe Dig
til Tro paa slig beregnet Troløshed?
Knud Gyldenstjerne.
Ulykken rører ved sit Overmaal.
Mogens Gyldenstjerne.
Ei den Ulykke, som er Udaads Straf.
Og heller ikke dig dens Topmaal rører,
men kun dens Udtryk rører dig som Lægmand.
Og derfor just . .
(Vil rive Brevet isønder. Standses af Knud.)
Knud Gyldenstjerne.
Nei, nei! Du raser; glemmer
Du at det er et Brev?
|
| d.II,b.4,s.195 |
Mogens Gyldenstjerne.
Hvis Segl jeg brød,
om Gud ei selv med Trykket af den Haand,
som engang aabned Dybets Rædsler for
syndfulde Jord og Noahs bange Øje,
med Havet ikke havde alt det brudt.
Det er min Ejendom; thi Ingen veed
hvorledes det saa blev.
Knud Gyldenstjerne.
Jo En det veed,
og Han er en Forræder.
Mogens Gyldenstjerne.
Men en bunden,
just ved den Maade bunden, han det fik paa.
Knud Gyldenstjerne.
Og paa din Ordre, Mogens?
Mogens Gyldenstjerne.
Frit han handled
som jeg for Fredrik vælger mine Midler.
Han skulde hindre Sendelsen. Hvorledes,
det er hans Sag. Men døm af eget Indtryk,
om Brevet ikke maatte standses.
Knud Gyldenstjerne.
Læs da!
Mogens Gyldenstjerne.
(Læser.)
" -- -- Thi komme Vi nu til Eder, kjære Herre og Broder,
som den forlorne Søn, ikke aleneste som til vor kjere Far-
broder og Ledemod udi Jesu Christo, begjærende og bedende
Husvalelse, Hjælp og Trøst af Eder efter al Tilbørlighed, Ære
og Redelighed. . .
(Standser.)
|
| d.II,b.4,s.196 |
Knud Gyldenstjerne.
Hvad er det, Broder?
Mogens Gyldenstjerne.
Ah, en Tanke Kristian
mig giver selv. Hvis dette kunde lykkes!
Knud Gyldenstjerne.
Hvad mener du?
Mogens Gyldenstjerne.
At Kristians egne Ord,
som kun figurlig om hans Sending brugtes,
at han som den forlorne Søn skal komme,
opfyldes skulde om ham selv.
Knud Gyldenstjerne.
Nei nei,
da var han ei ved Vid.
Mogens Gyldenstjerne.
Ulykke skjærper
kun til en Grad. Dens Overmaal gjør sløv.
Og Tanken om et saadant Skridt -- vi høre
jo at han Selv har været nær den.
Knud Gyldenstjerne.
Broder!
Vanvittig er ei Kristian endnu.
Mogens Gyldenstjerne.
" -- -- Thi Os forhaabes dog aldeles til Gud, at I skulle vel-
villigen og mildeligen tilsee vor store og lange Elendighed og
Sorrig, som vi overmaade (Gud være Lov!) til denne Dag
have lidt, og endnu daglig lide, og at I ville bevise Eders kriste-
lige tro Hjerte imod Os med Kjærlighed, Vilje og Venskab, hvilket
uden Tvivl den evige gode Gud med alle gode Engle vel be-
falder. Thi om den alsommægtigste Gud selv har i sin retfærdige
|
| d.II,b.4,s.197 |
Vrede belæsset Os med saamange Gjenvordigheder -- skulde
det da være billigt, at ikke alene Eders Kjærlighed men alle
Mennesker fiendtligen en saa Nedbøjet skulde forfølge? At
skrive og handle saaledes; er da dette Eders Evangelium? er
dette Guds Ords Kraft og Virkning hos Eder? Hvad er det da
for en Aand, der boer i Eder, at I anvende al mulig Flid at
dræbe Den, som Gud faderligen straffer med faderligt Riis? at I,
dyngende Smerter paa Smerter, begjærer at tilintetgjøre Den,
som, med heftig Angst nedbøjet under den guddommelige Magt,
er Fortvivlelsen nær? Hvor er her Trøst for et bedrøvet Hjerte?
Hvor Opmuntring for en nedbøjet Sjel? hvor Vederqvægelse
for den ydmygede Aand?
(Knud Gyldenstjerne drager et dypt Suk.)
Du sukker? kjender du igjen ei Ræven.
Hans Ræv i Oslo?
Knud Gyldenstjerne.
Det er Kristians Haand.
Mogens Gyldenstjerne.
Ja, Hans.
Knud Gyldenstjerne.
Nei hans. Jeg mener Kristians egen.
Han selv har skrevet det og vist om Natten,
naar Sorgen holdt ham vaagen og for Øjet
hans Livssensspeil.
Mogens Gyldenstjerne.
Saa døm da af det Indtryk,
det gjør paa Dig, om slig Udgydelse
maa komme ned til Frederik og Raadet.
Den er til dem just stilet. Bare hør
hvor blød hans Rævhale soper Støvet
udover sine Skjændsords Brodde. Hør!
" -- -- Vi udbede os ydmygeligen Fred og vor Alderdomshvile
i dette vort Fædrenerige Norrige, at dets dybe Saar kunne læges,
hvorefter vi da kjærlige og venlige engang kunne komme med
Tak til Eder og vort kjære Fædreneland. Og bede vi gjerne,
|
| d.II,b.4,s.198 |
at I ville lade dette Brev læse for Eder og ganske Rigens Raad,
paa det de kunne alvorligen forstaae vor fredsommelige gode
Mening og christelige Hjerte mod dem Alle. Thi Os forhaabes,
at de skulle være Os venlige og kjærlige af deres Hjerte, naar
de see, at vi ere vel fordragne udi det at vi ere eet Blod og
Been, udi eet Sind, Hjerte og Kjærlighed, og efterdi de have
været Os fiendtlige og strengt uvenlige den Stund, I og vi vare
usamdrægtige, og det alt for den store Trofasthed og Tjeneste,
som de ville bevise imod Eder. Thi det er og da tilbørligt at de
elske Den, I elsker, og ere vore Venner af Hjertens Grund, for-
ladende udi Jesu Christo al den Skyld, Brøst og Uvilje, som de
have imod Os. Den evige gode Guds store Naade og Barm-
hjertighed og gode fredsommelige Aand være med Os og Eder
Alle med og til evig Tid!"
De Ord maa ikke komme videre.
Her døe de bedst saa stille som et Suk.
(Sønderriver Brevet.)
Knud Gyldenstjerne.
Forsvar du det!
Mogens Gyldenstjerne.
Jeg har jo Kongens Fuldmagt.
Knud Gyldenstjerne.
Gaaer den saavidt?
Mogens Gyldenstjerne.
Nei ikke videre
end til at handle, som han selv vil handle.
Og saa gjør Frederik med Kristians Breve.
(Kaster Stumperne i Kaminen.)
Knud Gyldenstjerne.
Det er ei ærligt.
Mogens Gyldenstjerne.
Holdt du Agershuus
ved Ærlighed?
|
| d.II,b.4,s.199 |
Knud Gyldenstjerne.
Jeg var dets Kommandant,
og maatte holde Borgen som jeg holdt den.
Mogens Gyldenstjerne.
Men Jeg er Norges. Jeg maa holde Norge.
Og saadan Fæstning vel undskylder Listen,
at flye en Fiendes Gesandt sit Leide,
forat faae Finger i hans Budskab. Ha!
det lykkedes, og mere tør vel lykkes.
Knud Gyldenstjerne.
Og vil I bruge samme smukke Kunst,
forat faae Fingrene i selve Kongen?
Mogens Gyldenstjerne.
Du kalder Kristian Konge?
Knud Gyldenstjerne.
Broder, gid
Du mere hang i Gjerning end i Ord!
Mogens Gyldenstjerne.
Og omvendt Du!
Knud Gyldenstjerne.
Hvorledes?
Mogens Gyldenstjerne.
Ingen Tvist,
om end vi kunde hade! Du er Ridder.
Knud Gyldenstjerne.
(Gaaende.)
Og Du er Bisp.
Mogens Gyldenstjerne.
(Seende efter ham.)
Lidt mere vel end Bisp,
ja meer end baade Bisp og Ridder, meer
end tvende Konger; med den Enes Magt
er i min Haand jo begges Skjebne lagt?
(Aabner en Løndør. John Bratt træder ind i Rustning.)
|
| d.II,b.4,s.200 |
SJETTE SCENE
(Bisp
Mogens Gyldenstjerne. Ridder
John Bratt.)
Mogens Gyldenstjerne.
(Gaaende ligesom forskrækket tilbage i en Vindufordybning.)
Hvad har I alt afdækket Jer? I sidder
end ei paa Eders Gods.
R. John.
Jeg har fortjent det.
Mogens Gyldenstjerne.
Staa der!
R. John.
I troer mig ei?
Mogens Gyldenstjerne.
Oh jo til Alt.
R. John.
Jeg var bevæbnet under Munkekappen.
Mogens Gyldenstjerne.
Den hilded Eders Arm. Nu byder jo
jer lange Klinge frem sig selv. Men Snak,
jeg mener ikke Sligt. Forklar Jer kun!
R. John.
(Med dulgt Heftighed.)
Ha, seer jeg ret? I staaer i samme Vindu,
paa samme røde Fløjelspude lænet,
hvorfra "Blodracken", som ham Svensken kalder,
nedsaae paa Herlufs Venner, da de ledtes
paa Hovedtangen til Skaffottet frem.
De trued En for En, altsom de kom,
med knytte Næver op imod Tyrannen.
Mogens Gyldenstjerne.
(Flytter sig, med Haanden paa Sværdet.)
Jeg vil mig flytte. Det kan onde Tanker
opvække hos Jer. Men forklar Jer dog.
I maatte være Munk for os at tjene.
|
| FORRIGE |