|
|
| d.II,b.4,s.136 |
HYTTEN ELLER KRISTIAN II DENS AFREISE FRA NORGE NATIONAL-HISTORISK DRAMA Ex tempore --
Personer:
Kong Kristian den Anden.
Ridder John Bratt, norsk Fredløs fra Hyttefadsopstanden.
Ridder Ditlev Brockdorp, Dansk, Tilhænger af Kristian.
Junker Bassewitz, i Brockdorps Tjeneste.
Bisp Mogens Gyldenstjerne, Kong Frederik Istes Befuldmægtigede.
Ridder Knud Gyldenstjerne, Kommandant paa Agershuus, den Forriges
Broder.
Herluf
Erik Herregaardsbønder, Ridder Ditlevs Lehnsleilændinger.
Flere andre Herregaardsbønder.
Thor Strandsidder, en Selvejer.
Bondeqvindfolk.
To Løbere.
En Kjøgemester.
En Borgfoged.
Scenen foregaaer ved Bunden af Oslofjorden, ikke langt fra Agershuus i 1532.
FØRSTE SCENE
(Landevej. Skov til Siderne. Udsigt til en Bugt, hvor et Skib sees i Fjernet. Paa dens ene Kyst langt
ude sees et Slot, paa den anden en Strandsidderhytte nærmere Scenen.
Herluf og
Erik vandrende
henad Vejen med Agerredskaber paa Skuldrene. De standse i Forgrunden. Senere to
Løbere).
Herluf.
. . . Er Herremanden -- Djævelen! bleven Gesandt, saa Gud
naade os!
(Stamper med sin Spade).
Erik.
Ja men saa reiser han.
Herluf.
Ja i Højden -- Djævelen! Men med Hovedet og Nakken blot.
Han tager ikke Fødderne med sig derfor, som staae paa vor
Nakke. Det er bare Halsen, som voxer paa de Folk -- Djæ-
velen! -- og saa Tyngden.
|
| d.II,b.4,s.137 |
Erik.
Ak, Tyngden! Snak ikke om Tyngden, Fa'r Herluf. Hvad har
du i Tyngde og Gilde, som disse nye danske Herremænd have
indført med Ridefogder og saameget andet? Det var galt under
de Forrige -- vore egne, som Øxen tog -- men aldrig saa galt
som nu.
Herluf.
Djævelen! Dersom bare Alle havde mit Gemyt! Men, tys
Bro'er, der er kommen en Mand her i Nærheden, som veed et
og hvert: en af Hyttefads og Knud Alfsons gamle Venner, som
har været fuul nok til at liste sig over fra Braband med Kongens
egne Skibe, og det med et af dem, som gik isænk under Spangar-
eid; men det var ligesom Næsset skjød sig ud for at tage vor
Frelsermand op, dersom han ikke gik paa Havet. Thi han kan
meget. Han har en vis Tænkemaade, en vis Tænkemaade. Og
han er hverken den Ene eller den Anden god.
Erik.
Hvilke Ene eller Anden?
Herluf.
Tosk! Kongen eller Adelen, hverken den Ene eller den
Anden. Men her kan du høre hans Løsen: "af Bondesagen
reiser sig Kongesagen. Bonden først sin Ret, saa Kongen!"
Hos Selvejeren der borte paa Stranden kan du træffe ham,
skjøndt han sniger sig ofte over til os, og lærer os, at vi stamme
Allesammen ikke fra de gamle fri norske Bønder, som vare
Adelsmænd alle, men fra Arbeidsstokken i Ægypti-Land.
Erik.
Men skulde der ikke blive en Lettelse, dersom det er, som
den nye jydske Forvalter sagde, at Herremanden vilde efter
denne Reise blive Potte og Pande ved Hove troer jeg ? . . . .
Herluf.
Ved Hove? Djævelen! Vi Bønder vil bli'e baade Veden,
som braser under den Potte og Pande ved Hove, og Fedtet,
som braser i den, siger min Mand. Og der er jo intet "Hove".
|
| d.II,b.4,s.138 |
En Løber.
(Farer forbi, puffer
Herluf tilside og
Erik overende).
Afveien, Kuftekarnaljer.
Herluf.
Djævelen!
Ja det var Djævelen.
Herluf.
Jer egen Søn, Fa'r. Kjendte du ikke Slyngelen igjen, som
Herremanden har presset til Løber uden at spørge hverken dig
eller Birgitte, om I ikke havde Brug for ham selve?
Erik.
Ei, da vil Mo'er blive glad, dersom han seer til os, saa præg-
tig han var.
Djævelen! der er atter en Hidser.
(En
Løber farer forbi.)
Det var
Kongens. Gid du brak Benet! Nu hvor Djævelen er du, Erik?
Erik.
(Kommende frem efterat være flygtet tilside.)
Men han løb dog afvejen den Karl, ordentlig i en Bue.
Herluf.
Det er det samme. Saa gid han brak Armen for de høflige
Beens Skyld, den Kongeløber.
Erik.
Der seer du der er Hove.
Herluf.
Ja stort skal det være, saa lidet det er. Han gjør nok ellers
bedre Tjeneste mellem Landsknegtene, som ogsaa bedst for-
staae at fægte med Benene, dersom Budskaberne fra Bahuus
ere sande. Ei, det gaaer prægtigt; men altid ud over os Bønder,
som min Mand siger.
Erik.
(Seende efter Løberen).
Saa det var Kongens? Da var min Gut prægtigere -- som
en Struds med blaa og hvide Fjedre.
|
| d.II,b.4,s.139 |
Herluf.
Ja det var Herremandens. Men Kongen har Marskalker til
Strudser og Herremænd til Bønder, og Bønder til Bæster, og
Herremændene har ogsaa Bønder til Bæster . . . Djævelen! De
ere Bæster for Alle, som min Mand siger.
Erik.
Saa gid Kongen gjorde med Herremændene som Herremændene
gjøre med Bønderne!
Herluf.
Rigtigt, Erik. Der kan blive noget af dig, saa skrøbelig svag
du er, dersom min Mand fik fat i dig. Se rundt dig! -- seer
du, der er Herremandens paa denne Side Bugten og der er
Herremandens paa denne Side Bugten og der og der! Men der
er den fri Selvejerstrimmel, og der holder han til hos Selveieren
Thor . . . Djævelen, den som var Selvejendes!
Erik.
Ja den, som var Selvejendes! det var sandt.
(Langsom, i Tanker).
Saa kommer altsaa Kongen til Afskedsfesten?
(Sukker).
Herluf.
Nu da? hvad da? Men han er ikke Konge meer, som min
Mand siger, skjøndt de ere lige gode hvem der saa er det, som
min Mand siger, for de ere vantroe Tyranner begge To, baade
Kristian og Frederik, siger han, og Katte begge To, den Ene Kat
paa Taget, den Anden alt i Sækken for at druknes, som min
Mand siger.
Erik.
Saa gid -- dersom Troen gjør det, saa gid jeg var Konge, saa
var al Nød forbi.
Herluf.
Konge du? Nei Jeg! Men du, hvad Djævelen da, om du
blev Konge?
Erik.
Saa vilde jeg gjøre min Søn Løberen til Prinds og alle mine
Sødskendebørn til Herremænd.
|
| d.II,b.4,s.140 |
Herluf.
Djævelen! Tvi! er du slig?
Erik.
Og leve flot og drikke godt, og sende Birgitte til Nidaros eller
Bergen med et anstændigt Livgeding og hente mig en Kone fra
Braband eller gifte hun lille Marthe Jacobs.
Herluf.
Djævelen! Blev jeg Konge, skulde dine Sødskendebørn Herre-
mændene blive et Hoved kortere og vor egen Herremand vilde
jeg slænge ud i denne Bugt. Hehehe!
(Med ærgerlig Latter).
Erik.
Ja det vilde jeg med gjøre.
Herluf.
Og dig med, Erik. Pas dig bare, dersom du ikke tager vort
Parti, som hverken vil hjælpe den ene eller den anden Konge,
men os Selv og Kirken, som min Mand siger!
(Gaaer.)
Erik.
Gud bedre mig, Herluf blev arg, og saa er han farlig. Og han
har været halv arg paa mig alt siden Hyttefadsfeiden, da han
blev staaende engang og vi Andre . . . Nei, det gaaer ikke
an . .
(Raaber)
Nabo! Herluf! Herluf!
(En Røst høres fra Skogen dybt som Echo gjentagende Navnet "Herluf" og tillæggende med Vægt
Navnet "Hyttefad". Erik ilende bange ud.) Hyttefad? Gud fri os! Høres det
paany i Skogen? . .
ANDEN SCENE
(
John Bratt træder ud af Skogen i mørk Kappe og med Stav i Haanden.)
John.
. . Hahaha! Proselyten -- ikke for John Hyttefads-Agent eller
for John Munk, men for John Bondeoprører, John Filosof, John
som han selv er -- er jo borte? Men det er at imponere, og
|
| d.II,b.4,s.141 |
det gaaer fortræffeligt an at leve af at imponere, om jeg har
forstaaet Livet og de fremmede Mestere derudenlands ret. Og
denne Forfærdelse ved Hyttefads Navn, somom han levede
endnu eller gik igjen i det -- hvor ypperlig at imponere mig
en liden rolig Plads til ved, hvorfra jeg kan see Kristian gaa
ned i Malstrømmen, som skal sluge Frederik og En efter En
den norske Adels, Kirkens og mine gamle Fiender. Kirkens og
mine? haha, Kirken er en god Væg at staae bag, og den vil
falde, og da aabner Tidens Malstrøm sig hvor den stod. Men
Kirken kan have sine Fiender; Jeg har mine, og Een er her:
Han, den fremmede Adelsmand, Brockdorp, som er begavet
med mit, den banlyste norske Adelsmands, Gods; og derfor
maa jeg være her, nær ham, paa en sikker Plet, som Spindelen
i sit Rede, forat omspinde ham og hale ham ud, naar baade
Kristian og Frederik ere væk, og Kirken raver, og Adelen kan
atter opbygge sine Slotte af dens Stene.
(Holder sig for Panden).
Nei,
nei, hvad vil jeg, John Bratt, graa af Haar og furet i Hjertet af
den Øx, som tog mine Venners Hoveder? Rolighed for Oldingen,
Hevn for Adelsmanden? Ha disse splidige To maa Ulykkens og
Hadets Kløgt forene, og dertil tjene disse Bønders Dumhed.
Men de elske mig ikke, skjøndt mine Slængord elektriserer
deres af Trældommen stumpede Nerver og de forbauses ved
min hemmelighedsfulde Kommen og Forsvinden. Kjendte de
mig, den gamle Herre, igjen -- ha, jeg veed, de vilde ikke røre
en Finger for at bytte med den nye. Derfor maa jeg være
skjult forat kunne virke, en Bonde mellem Bønderne forat de
skulle troe mig og dæmpe al Mistanke og forat jeg kan liste
mig ind paa den Dødsvorne. Rolighed derfor, Viismandens
Mystiskhed og en Hytte mellem Hytterne til jeg faaer Slottet . .
En Hytte -- hahaha -- trøste ikke de styrtede Ministre derude
i Verden sig med en Hytte, med at agere Filosofer i en Hytte?
Og Alt har Jeg for Filosof at være:
en styrtet gammel Hofmands bittre Skjebne
og al den Spe, som pleier den at følge
saavist som Echos Latter Bjergets Fald.
Jeg Armod har med Posen fuld af Stolthed,
fredløse Adelsmand i Munkekutten,
der spotter selv den Viisdom, som han bruger:
|
| d.II,b.4,s.142 |
Macchiavellis Tro og Bacons Lære,
en Oldings Ydre over Mandens Styrke,
de skygraa Øjebryn om skarpe Blik,
og under Pjaltekaaben nobel Reisning,
som tvinger hver at tænke; "hvilken Mand!
Han er jo skabt en Høvding for Alcider,
men foretrækker Viisdoms dunkle Hæder.
O hvilken himmelsk Aand er ikke stængt
i denne Krops Koloss som Daniel
i Løvekulen! Men vi ville ære
hans brune Kappe mere end Skarlagen."
Gjør det, Godtfolk, og om en Tid kanskee
jeg skal Skarlagnet vende blodrødt ud,
og som en Flamme løfte det opover
mit Øje, som er blevet stort og mørkt
og lært har Blikket, som kan tvinge Folk
at tro jeg seer igjennem Been og Marv
og Tankerne som Fisk paa Sjelens bund;
og Jeg i saadan Stilling -- som en Baune,
der speider efter andre Bauner rundt, --
skal søge op de spredte Levninger
af Norges Adelskab i Landets Vraaer
og mane Frænder frem med Herlufs Navn.
Men først en Vraa, et Skjulsted for mig Selv,
Fodfæste først i Landet, som skal vindes,
et Hul, hvorfra ved langsomt Dryp jeg kan
et Leerfald af et Bondeoprør løsne!
Og derfor ingen Helt imellem Feige,
men Viismand mellem Dumme -- det er let --
en Munk, forfulgt af Verden, mellem Bønder,
en Lærd, der skjuler sig i Enfolds Hjem,
Ah, det vil lokke Folket om min Hytte.
. . Min Hytte? Nu, mig Dumhed en skal laane,
som lukket blev, om jeg i Plade kom
med Herlufs Fane over Hov'det. Nei,
først Rygte som den kloge Mand i Egnen
som Filosof, halv Troldmand -- det vil lokke
og give Ordet Kraft. Og seer jeg ret,
|
| d.II,b.4,s.143 |
kan dette Ydre Klogere bedrage.
I Positur og Dragt, fra Fod til Isse
er alt jo filosofisk; ja isandhed,
thi det er godt beregnet. Næsten maa
jeg tro mig af Naturen skabt til Viismand,
og at det var et Skjebnens Makværk, som
var stakket endt, at gjøre mig til Hofmand.
Ja intet mangler i en Filosof,
undtaget et, og dette Ene er
-- en Hytte.
(Eftertænkende.)
Ja, en Hytte, Hytte maa
en Viismand have vel som Eremitten.
Den er den Borg, hvorfra han alt behersker,
hans Rygtes Hjem, hans Lykkes Sneglehuus,
der klæber trygt paa Klippebredden af
stormfulde Skjebnes vilde Verdenshav.
(Gaaer mod Hytten.)
TREDIE SCENE
(Ridder
Ditlev og Junker
Bassewitz komme.)
Ridder Ditlev.
(Raabende ud af Scenen.)
. . Saa, Karle! Hei saa rap jer dog engang!
Før Hestene den rette Vei ad Slottet
(til Junkeren.)
Thi Majestæten er jo stegen af,
og da vi stakkels Adelsmænd, somom
vi allesammen vare kun hans Skygge,
maae følge ham i Styrteregn og Solskin.
Velan! men nu fra disse Skridt af altsaa
begynder I at følge mig? . .
Junkeren.
Ja gid
jeg maatte følge Eder hele Banen,
som siden, efter udført Hverv, sig aabner
for Jer med Rigdom til den ene Side
og Ære til den anden, retsom her
hvor rige Løvpragt grændser ind mod Nord
en Vej, der maalløs Udsigt har mod Syd.
|
| d.II,b.4,s.144 |
Ridder Ditlev.
Jeg troer det Selv. Jeg har nu hvad jeg vil.
Thi Kongen . .
(Standser.)
Junkeren.
Oh! tal ud! som Adelsmænd
Vi tænke eens om Konge som om Folk.
Ridder Ditlev.
Paa Jer jeg stoler.
(Slaaer sin Haand i hans.)
Junkeren.
I med Tryghed kan.
Thi have vi ei ene i os Selv
vort Fædreland? Jeg er en Pommerinke,
og I en fredløs Dansk.
(Pause.)
Det smerter jer,
at jeg forstaaer det.
Ridder Ditlev.
Gjør I?
Junkeren.
Mod jer Villje
løsreves I fra Eders Adelsfrænder.
I var i Kristians Haand, da Handsken kom.
Kun det, kun den Omstændighed har knyttet
til hans jer Skjebne for en Tid . .
Ridder Ditlev.
En Tid?
I frygter? Falder han . .
Junkeren.
Saa red jer først!
Han læser mine Tanker. Han er farlig.
|
| d.II,b.4,s.145 |
Junkeren.
Men endnu bær' det oppe. Bærer det,
da vinder I jo her hvad hist er tabt,
og norske Lehn, saa store som et Rige,
erstatte jydske Gaarde. Lykkes Eder
jert Ærinde til Frederik og Carl,
da seer jeg Grændse ei for eders Lykke,
da har I Jordens stolteste Monark
i eders Vold.
Ridder Ditlev.
Haha!
Junkeren.
I er mistroisk.
Nu! Jeg vil sige det; thi kun jeg ønsker
at være given heel i eders Vold:
I Kongens Yndling er. Han troer, at I
har Fædreland og Frændskab, Gods og Odel
for hans Skyld sagt Farvel.
Ridder Ditlev.
Det har jeg.
Junkeren.
Ridder,
I troer mig ei; men endda vil jeg tale.
Det er jer Tanke: Kongen er taknemlig
mod Mennesket med Had til Adelsmanden;
thi slig en vild Naturlig Dyd tilhører
hans sværmerske Gemyt. Den har sit Hjem
midt i hans filanthropske Despoti
som Mistlen i den haarde Bark.
Ridder Ditlev.
(Griber hans Haand.)
Haha!
Jeg troer jer, Junker. I er Mand for mig.
I maa mig følge. I og ingen Anden.
|
| d.II,b.4,s.146 |
Dog nævnte Kongen intet om mit Offer,
men gribende mig under Hagen loe han
og sagde: "Ditlev, dette glatte Aasyn
med fulde, vaade, hjortefromme Øje,
med brede Tænder, Oprigtighedens Skildter,
og hvor den lysebrune Bart kun er
Godmodighedens Tungsind over Verden,
liig stumme Maanskin bedst vil tolke Freden.
Du fulgte maaske -- dog jeg ei vil troe det --
halvtvungen mig til Flandern; nu jeg sender
til Danmark dig og did, kun bunden ved
din Troskab. Duen liig til Noahs Ark
jeg venter dig med Fredens Blad tilbage."
Junkeren.
Saavidt jeg veed blev tvende Duer borte?
Ridder Ditlev.
Ha, I er klog! Dog troer jeg det var Ravne.
Men som jeg valgtes for mit aabne Ydre,
saa vælger jeg jer til min Følgesvend
for jer Oprigtighed mod mig alene,
for dette glatte Aasyn, jeg opdager
bag eders Ansigts verdenskloge Furer,
og forat eders Ord, som Bølgens Surren
i Maaneskin -- den Tale som forstaaes
saa godt af stemte Hjerter -- bedre kan
forklare al den Fred og Venlighed,
som tyst skal skinne paa Gesandtens Pande.
Din Nar! din blanke Pande er det Seil,
som spændt skal drive frem min egen Snekke.
(Høit). Ja, Herre, Kongens Greb, da han jer tog,
og ikke en af Bærmen, som han elsker,
meer heldigt var end blindt Instinkt fortjener,
der Klogskabs Odd bag bløde Træk ei saae,
men greb den dog.
|
| d.II,b.4,s.147 |
Ridder Ditlev.
I troer da, at jeg duer?
Hvad seer I i mit Blik? . Nu . ?
Junkeren.
Intet.
Ridder Ditlev.
Intet? ?
Junkeren.
Saa bør det hos Gesandten. Thi hans Øje
er Tavlens rene Side vendt mod Verden,
imens han gjør sit Stykke paa den anden.
Et Regnestykke? ja imellem Fredrik
og Kristian. Lad see engang hvem giver
det største Facit for os Selv.
Junkeren.
Dog, Herre,
jeg seer i eders Øje klar Afspeiling
af Naadens Himmel, i hvis Port I staaer.
Det synes maale begge Bugtens Arme.
I tænker noget Stort.
Ridder Ditlev.
Oh, intet Stort.
Thi begge Bugtens Arme ere mine;
kun ei den Strimmel her med Hytten paa,
som ei jeg gider eje . . Oh, jo dog
jeg gad den eje forat lære disse
Selvejere det danske Fæsteskab,
og at ei denne Klipperyg skal skille
ad begge Bugtens Arme, før alt mine.
Junkeren.
De passe smukt. De danne ret en Passer,
hvormed sit Land Ærgjerrighed kan maale.
|
| d.II,b.4,s.148 |
Ridder Ditlev.
Den sidste norske Eier var John Bratt,
den trædskeste af Hyttefads Tilhæng're.
Han flygted. Godset lagdes under Kronen.
Og nu har jeg det; men kun halvt, thi endnu
fra gammel Tid har Bonden Rettigheder.
Saa, for Exempel, meer Jurisdiktion
jeg har ei end til Tidsler at afslaae,
men ikke Bondens Hoved, om han knurrer.
Og før jeg har det saa, jeg har jo ei
mit Gods.
Junkeren.
Den Ret vil Kongen ei jer negte,
ja intet, naar I røgtet har hans Ærind.
Men, Ridder, siden han nu har den Grille
-- beslægtet med Forkjærlighed for Dyr --
at vise meest sin Naade imod Bønder,
mens grumme Janusside vises Adlen,
tee eder da som eders Bønders Fader,
som Den, han Sværdet kan betroe.
Ridder Ditlev.
Javel.
Han er her strax. Og han skal see sin Lyst
i mine Fæstebønders Miner, for
hvis Munterhed min Ridefogd skal sørge.
Ja I har Ret, at dette Ærind lægger
min Haand om Adelskabets Tugtensriis.
-- -- I smiler saa tvetydigt. Tvivler I
om Kongens Sag?
(Afs.)
Da er min Regning tabt,
og jeg Gevindst hos Frederik maa søge.
(Højt) I svarer ej? I tvivler?
Junkeren.
Geistligheden
vil ikke ud med mere Sølv; og Hæren
sig drager efter os i opløst Tilstand.
Og siden Leirens Brand, hvori og brændte
|
| d.II,b.4,s.149 |
Armeens Disciplin og Ære, streifer
de vilde Brabançons og Skotter om
og tvinge sig Qvarterer til, men gjøre
vor Sag forhadt langt længer end de kom.
Ridder Ditlev.
O ti! der er ei Redning. Vi maa tænke
kun paa os selv.
Junkeren.
Jo Redning er der, hvis
det lykkes ham at vinde Bonden for sig.
(De gaae ad Herregaarden.)
FJERDE SCENE
(
Junkeren kommer tilbage. Strax efter kommer
Kongen fra den modsatte Side.)
Junkeren.
(Seende efter Ridder Ditlev.)
Jeg faaer en prægtig Leilighed at slippe
med den Forræder bort. Dog endnu maa
jeg ei forlade Kongen. Tvertimod
just hænge mig ved Træet, bøje Toppen
til jeg ta'er Sving og slipper.
Bassewitz,
trofaste Svend!
Junkeren.
Jeg venter eder, Herre!
med Ridder Ditlev.
Kongen.
Ret! I ilte forud
paa eders Been.
Junkeren.
Selv gaaer vor Konge jo?
|
| d.II,b.4,s.150 |
Kongen.
Jer Konge? Ja ved Himlen og min Ret
indtil det Sidste! Ei om Lykke da
der burde spørges; og dog alt beroer
paa Lykken med min gode Ditlevs Ærind.
(Seende sig tilbage)
Men se de Storkebeen af Junkre gide
ei vandre med sin Konge disse Skridt
og skræve over denne Bakkeklint,
som fører kortere til Maalet dog!
Og Tyremaverne af Rigets Raader
belaste Bondens Heste uden Sky
for vort, den rette Hosbonds, Øje, der,
som Sproget vil, skal gjøre Hesten feed.
Ved Gud, de skulde spændes selv i Sælen
-- den tykke Hammer-Bisp som Sidehest
og tre af disse Raader saa i Bredden --
og Bonden kjøre dem som selv ham tyktes,
hvis ei idag var Glædesdag hos Ditlev.
Hvor er han?
Junkeren.
Foran, Herre, at berede
Modtagelsen.
Kongen.
Javist jeg saae ham jo;
men glemte ham af Tænken paa hans Troskab,
hvorledes han forblev da Andre sveeg,
og nu skal gaae for mig i Ulvehulen,
at hente Benet op, hvorom vi kives.
Junkeren.
Det Been er værd det? det er Rigets Spiir.
Kongen.
Hans Landsmænd, Jyderne, mig Handsken sendte.
Det var en Daad. De Andre pønsede
derpaa, men vovede den ikke selv.
|
| d.II,b.4,s.151 |
Men Ditlevs Daad var større. Han var Jyde,
en Knold nys sluppen fra Naturens Hjerte,
som Æblet falder ved sin Modenhed,
og han blev tro, og derfor blev han tro.
. . Du smiler Pomerinke? Veed du noget?
Rok ei min Tillid til Naturen. Den
er det, som gjør i Ditlev mig forelsket
-- det vilde Træ, som bærer af sig selv
meer ædel Frugt end alle gamle Stammer --
saa, da jeg saae ham her paa Vejen rastløs
for sin ulykkelige Drot at hædre,
jeg tabte mig i Drømme om hvor sikkert,
som i demantne Strøm, Naturen lod
mig see min Sejer i hans aabne Blik,
og om hvor lidt jeg burde give tabt,
naar end en Ven som han var mig tilbage.
Liig Spiren, som Naturen Vintren over
i kjærlig Barm nedhaler, han alene
forjetter mig en Vaar, hvori omkring
mit Spir end Adlens friske Krands skal blomme.
Junkeren.
Ja eders Majestæt just traf den Rette.
Kongen.
Alt længe ham jeg udsaae til det Ærind.
Han uforfalsket var; hans aabne Mine
just skikket til min rene Sag at tale.
Hvert Træk var noget, som jeg maatte elske.
Jeg lærte selv af Junkrens raske Gang,
at i Naturens Knolde Nidkjærhed
og Kraft maa søges som udi dens Dybder
de friske Kilder og den stærke Malm.
Hans Vaaben (hvis sligt Lapperi han elsker
af Ungdomslyst) maa med en Hjort forøges.
Thi fort han opad sprang, og, Hjorten liig
paa Punktet hvorfra den sin Vej kan see,
her standsed han og saae udover Havet,
som snart skal blive gode Ditlevs Bane.
|
| d.II,b.4,s.152 |
(Seer mod Havet) Ah, mild vil vredest Bølge sænke sig
hensvimende i Lyst og hule ud
et Smilehul til Gjemme for hans Billed,
naar han i den sit Landsbyansigt speiler,
meer aabent selv end Bølgen.
Den vil hule
en Grav imellem eder. Den vil være
som Vold og Grav han kaster bag sig.
Kongen.
Ja
jeg tog ham for hans Væsen; thi det er
som skabt at adle til Trohjertighed
Diplomatiken. Men lad see nu
hvorledes Ditlev Brockdorp har det hjemme.
Vist som en Patriark, om end hans Telt
er for Klimatets Skyld af Steen og Kalk.
Junkeren.
Hans Ry gaaer vidt.
Kongen.
Se hist jo staaer hans Borg,
de lave Hytters Fader. Jeg vil liste
mig foran forat høre selv og see,
om han har samme gode Ansigt hjemme.
Thi næsten mere end paa Ditlevs Sending,
min Sag beroer paa, at ei Adelen
gjør Bonden arg. Han hevner sig paa Kongen.
(De gaae ad Slottet)
FEMTE SCENE
(
Ditlevs Borggaard. Herregaardsbønder. Imellem dem
Herluf og
Erik.
Kjøgemesteren.
John formummet. Siden Ridder
Ditlev og
Junkeren.)
Kjøgemesteren.
-- Saa I vil ikke have mig til Kjøgemester, Godtfolk? mig som
bestandig har været det i Grænden? Det var vakkert af jer.
|
| d.II,b.4,s.153 |
Herluf.
Nei, Djævelen! ikke jer; men Han her hos Thor.
Bønderne.
Ja Han hos Thor.
Herluf.
Han skal tale vor Sag.
Bønderne.
Ja Han skal tale vor Sag.
Herluf.
Reentud, saa Kongen hører Sandingen.
Bønderne.
Reentud, saa Kongen hører Sandingen.
Kjøgemesteren.
(Maalende
John Bratt med Øinene.)
Hvad er han for en Person, om jeg maa spørge?
John.
Du er en elendig afsat Kjøgemester, som Folket ikke vil vide
af, fordi du vil smigre Herskabet, som fremmed og slemt er.
Men det skal blive et Maaltid, naar Jeg triner for Bordenden
og holder en Kjøgemestertale til Kongen, hvoraf det skal brænde
og ryge.
Herluf.
(Gnidende Hænderne.)
Eja, smør paa! Hvoraf det skal brænde og ryge!
Bønderne.
Ja smør paa! smør paa!
John.
Bare lad mig see, at I staae ved Ord, og ikke raabe andet
end "Ja, saa er det som han siger." Kongen pleier at være
rap paa Haanden og at give Lyd som Klokken for hver den,
som haler i ham. Og jeg skal ringe med en Stormklokke over
visse Folks Hoved kan I troe, dersom I ikke glemme at bekræfte,
naar jeg vender mig til jer.
|
| d.II,b.4,s.154 |
Herluf.
Tvivl ikke. Blive vi ham qvit da, skal vi -- Djævelen splide
mig -- raabe "Ja" til alt.
Bønderne.
Ja det skal vi.
Kjøgemesteren.
Naa, min Sandten! "Veed I hvad dette er? Mytteri er det,
Mytteri!"
Herluf.
Dersom Du snakker under Laget, skal vi holde dig bagfra og
proppe dig Pølse i Halsen.
Kjøgemesteren.
Jeg skulde troe Herren gjør hvem han vil til Kjøgemester,
skulde jeg troe.
Herluf.
Det skal vi nok faae at see.
Kjøgemesteren.
(Knepser i Fingrene.)
Ja det skal vi nok faae see. Se paa den, de!
Saa hold ved i det Lag. Og kniber det, tør jeg træde frem
af mig selv og skildre Tilstanden under disse fremmede Herrer.
Herluf.
Friskt Mod! Herren selv bør intet have at sige ved Festen,
for vi bekoste den selv.
(Nogle sukke.
John gaaer, idet Ridder
Ditlev træder ind
med
Junkeren.)
Ridder Ditlev.
Saa han er der alt?
Junkeren.
Ja.
Ridder Ditlev.
Gudsdød! Saa afsted! . . Nei, jeg bliver; thi jeg bør lade mig
overraske.
|
| d.II,b.4,s.155 |
Junkeren.
Med Hænderne paa Ryggen slentrer han forbi Bondehytterne.
Ingen Klods fra Landet, der førstegang er i Byen, gloer mere
op og nedad Husene.
Ridder Ditlev.
Det er godt, at Vildhumlen og Hybentornene netop blomstre
over de graae Vægge. Men afsted Ven, at han ikke seer dem
indvendig; thi der behøves ikke meer forat omstyrte Verden end
at alle Hytter skulde vrænge Indsiden ud.
(
Junkeren gaaer. Til Bønderne.)
Nu hvad? jeg troer Djævelen rider jer. Ere I ikke Herre-
gaardsbønder, og ville ikke være lystige, naar jeg befaler det?
Hvad? Jeg er en liberal Mand; men Fanden plager jer! det
veed I, her paa mit Gods holder jeg en Ridefogd af mine Egne.
Erik.
Ak, naadige Herre, ak! ak! ja jeg veed det.
Djævelen! du Usling!
Kjøgemesteren.
(Til
Herluf.)
Nu Far Herluf, hvorfor . . .
Ridder Ditlev.
Stille! I bekoste selv Laget. Hører I? Der maa staae lange
Rækker af stegte og kogte Høns paa Bordene, naar det behager
Hans Majestæt at komme ned forat besee jer Lystighed. Thi
Hans Majestæt har engang sagt, at han vilde regjere saa, at
hver Undersaat -- det vil sige, naar Herskabet tillader ham at
have det -- idetmindste kunde have en Høne i sin Gryde om
Søndagen. Og nu bare ikke noget Snak om Værpehøns og
Liggehøns, men bare om Grydehøns. Fort afsted! Ingen Bede-
dagsansigter! Det er imod denne Grundlovs første Paragraf.
(Viser Bønderne ud med Stokken.
Kjøgemesteren bliver ydmyg tilbage.)
Nu, hvad vil han? Hvem er han?
|
| d.II,b.4,s.156 |
Kjøgemesteren.
Ak, naadige Herre, Kjøgemesteren her i Egnen, som glæder
sig usigeligt over den Naade, som er vederfaret naadige Herre.
Ak, tillad mig at kysse naadige Herres Haand.
Ridder Ditlev.
(Rækker ham den.)
Der, Stymper! Men hvorfor gjorde du ikke denne din Skyl-
dighed mens Bønderne vare tilstede til smukt Exempel for det
Pak? Ah, jeg forstaaer -- du er en af disse omstreifende Auf-
wieglere ligesom i Franken, tappre som Hundene eftersom de
ere sultne til, og som holde med dem, de æde med, men tage
sit Mon igjen paa Tomandshaand med dem, de ophidse imod?
Kjøgemesteren.
Nei, ikke jeg, Deres Naade; ikke Jeg; men --
Ridder Ditlev.
Tal ud, eller . .
Kjøgemesteren.
Ja, der er En i Nabolaget, saadan En som deres Naade be-
skriver. Ingen veed hvor han er fra; men han satte sig gjerne
imod Solens Opgang.
Ridder Ditlev.
Snik Snak -- en Vagabond som Du, en forløben Degn eller
Lægbroder fra et Kloster.
Kjøgemesteren.
En ægte Knurhane, Deres Naade, som Folket lytter begjærligt
til. Og han knurrer over Alting: fra Konge og Adel til over
de sprukne Kirkeklokkers Klang, hvilke Ting lige vanskeligt blive
anderledes. Og saaledes agerer den Grinebider Viismand imellem
de enfoldige Folk og lever godt som en Munk af deres Tro paa
ham, og vil nu fortrænge mig fra Kjøgemesterskabet idag, som
baade min Far og Bedstefar har havt her i Egnen fra Arildstid.
Ridder Ditlev.
Haha, ikke andet? Qvæg!
|
| d.II,b.4,s.157 |
Kjøgemesteren.
Jomen der er andet under, naadige Herre. Han vil klage . .
Ridder Ditlev.
Ha klage? Mytteri!
Kjøgemesteren.
Just netop! Benytte Øjeblikket, naadige Herre, og trænge
frem og tale i mit Sted og klage.
Ridder Ditlev.
Han er Dødsens!
Kjøgemesteren.
Ja dersom han ikke var der han er. Thi saae Deres Naade . .
Ridder Ditlev.
Hvor er den Forræder?
Kjøgemesteren.
Ja seer Deres Naade -- vil Deres Naade bare behage at see her
udaf Porten, saa seer Deres Naade der i Bunden af Bugten lige-
for der hvor Galeyen ligger, som Deres Naade skal bestige til
den lyksalige Reise . . der seer Deres Naade Selvejeren Thors
Strandsidderstue, og der holder han til, og der . .
Ridder Ditlev.
(Stamper med Stokken.)
. . Er uden for mit Eje. Ha, jeg maa have den Flek og Ju-
risdiktion over det Hele som i Danmark, før bliver det ikke
roligt. Bort!
Kjøgemesteren.
. . Men Kjøgemesterskabet, Deres Naade? . . paa Vers som
Skik og Brug er.
Ridder Ditlev.
(Bidende sine Negle)
Snak med jers stjaalne Vers.
(afs.)
Bort bort maa han og --
Straf!
|
| d.II,b.4,s.158 |
Kjøgemesteren.
Ja, Deres Naade, naar man skulde undersøge det, var der
sjelden færre end To om Vers. Men Talen Deres Naade? Et
Bondegjæstebud uden Tale?
Ridder Ditlev.
Fæ! der bliver ingen Tale. Væk! Pak dig!
(Afs.)
Den Slange
derovre kryber mig for nær.
(Seer, at Kjøgemesteren ydmygt vil gaae udaf Borgporten)
Bi, Karl! Hvorledes seer Personen ud?
Kjøgemesteren.
Som Satan selv, Deres Naade!
Ridder Ditlev.
Hm! Er han Bonde, Krigsmand, Klærk -- hvad?
Kjøgemesteren.
Snarest som alle tre naadige Herre.
Ridder Ditlev.
Taler norsk?
Kjøgemesteren.
Ja bevar's taler han norsk.
Ridder Ditlev.
Det er nok. Væk nu!
(Medens Kjøgemesteren gaaer.)
Han er en Fiende. Farlig, det er klart.
Men han maa bort, bort flux. Hvad vil han her?
Dog maa han have Grund til sig at nærme
forat tilføie mig et Stik just som
jeg Lykkens Æble skulde faae til Munden.
Dertil, og om kun forat trodse mig,
-- den Fremmede, som nys fik Lehn i Landet
af fældet Adels konfiskerte Gods, --
med sin modbydelige Nærhed kaared
han denne frie Plet, Selvejerhytten.
|
| d.II,b.4,s.159 |
Han egger visseligen mine Bønder,
og da han kjender Kongens sære Grille
at sætte Bonden op paa Herremanden
hvor Leilighed kan gives -- ha, da frygter
jeg, at han splitter Festens tvungne Glæde
og trænger frem til Kongens eget Øre
med disse Trælles Klage. Da Farvel
Gesandtskab og den Løn jeg derfor venter!
Derfor afsted flux Maaltidet er endt!
afsted af Ivrighed for Kongens Ærind
afsted før Skurken -- ha! ja dernæst maae
jeg tænke paa at faae ham bort herfra,
ja bort herfra! herfra!
(Pause) Ja var blot Hytten min! Men Bonden veed jeg
meer kjær har egen Hytte end sig selv.
Thi deri elsker han sig selv ei blot,
men al sin Efterslægt i mange Led.
Dog maa jeg eje den, om med det værre
han kun vil bort . .
Junkeren.
(Kommende ilsomt)
Nu kommer Kongen, Herre.
(De ile ud)
SJETTE SCENE
(Udenfor
Thor Strandsidders Hytte.
Thor beskjæftiget med at dreve en Baad.
Erik
Herregaardsbonde pyntet.)
Erik.
Jomen maa du komme, Thor-paa-Stranden. Det skal ikke
koste dig noget. Nei min Sandten ikke en Penning.
Thor.
Ja ja. Marthe raa'er lel. Og En til i Huset.
Erik.
Hvem da uden dig selv?
Thor.
Det er saa underligt med det. Du veed det nok selv, Erik.
|
| d.II,b.4,s.160 |
Erik.
Ja jamen. Hu' Berthe er ikke grei. Men saa Herre Gud saa . .
Og den Anden dog, som har saameget at sige, er vel den kloge
Mand, som holder til hos jers?
Thor.
Aa ja. Han vil, jeg skal gjøre Baaden min bedst istand, saa
ingen Anden kan komme til at roe Gesandten ombord. Og
det er nu vel nok, dersom der vanker gode Drikkepenge. Men
er det saa, at I har kloge Mænd i jer Grænd og?
Erik.
Ja bevars. Den gamle Kjøgemesters Søn er ikke saa gal.
Og jeg vilde heller høre ham ved Gjæstebudet idag end jers her-
over, som vil trænge sig frem og klage for Kongen, som dog
ikke nytter, da Herremanden er saa godt anskreven, og saaledes
gjøre Gjæstebudet -- siden der nu skal være Gjæstebud -- om
intet for intet.
Thor.
Siig ikke det. Han talte engang saaledes til nogle af Jeres,
han Herluf og Thrond og de Andre, om gamle Dage her i Landet,
at baade Marthe og jeg maatte græde af Sinde.
Erik.
Men bare vor lukker Munden op, maae vi lee. Dog var han
aldrig bedre end ifjor, da En kom vandrende saa ved Sthansleite,
som næsten vilde tage Næringen fra ham. Det var klogere Mand
end jers. Han skjønnede sig paa Urter og Græs og leed godt
vor Ost og Mjød for alle de Urters Skyld, som vare gangne
igjennem Gjeternes og Biernes Mave, og saa nævnte han dem
alle op baade paa Munkesprog og andet, men det meste, han
sagde, var: Thimian og Merian, Merithimian og Thitimerian
og Thimian. Og vi lod ham leve med os og havde tidt baade
ham og Kjøgemesteren til Bryllupper og Liigfærd; men saa an-
gav Kjøgemesteren ham for Kannikerne i Oslo for kjettersk tydsk
Snak, og saa blev det oplyst, at han var en Lægbroder fra Klo-
steret i Tønsberg, som var rømt til Tydskland og havde skiftet
|
| FORRIGE |