|
| d.II,b.4,s.73 |
Lorden.
(Seende efter ham, idet han gaar ind).
O, det var en Mand for Lucy! Bare han var . . Visvas! Fordom!
Han er ædel nok. Og er han ikke en Campbell og hendes Livs
Frelser?
TIENDE SCENE
Stue i Hotellet.
Notariussen kommer ind med sin Hovedbog. Siden en
Opvarter og
Humphry.
-- Hm! Nabobberi! Stod deroppe, ventede atter -- Mylord iler
igjennem, siger med en Mine som en bengalsk Tiger: "Han holder
sig i Nærheden til han bliver kaldet!" Hm! dette Intervallum er
som mellem Præst og Galge. Hvad skal man tage sig til?
(Ringer.
En
Opvarter kommer).
Garçon! . . Courage havde jeg nær sagt . . Gin,
Dreng, af den, du har for min Mund.
(Opvarteren bringer det. Han drikker).
Hm! deri er Courage nok. Men Tordenluft, troer jeg, kvalmt
Veir, Blodet i Bevægelse.
(Seer ud af Vinduet).
Ei, der sprænger jo
Vennen af Huset forbi . . Garçon, efter den Herre! -- standse
lidt -- god Ven -- Affærer -- trække Hesten ind.
(Opvarteren gaar).
God at have i Baghaand, om noget skulde komme paa. Bedst
at have Kapper paa, om end Solen skinner. Thi sandt at sige,
jo mere det nærmer sig . .
(
Humphry kommer i Ridedragt).
Ærbødige Tjener!
Nu?
Humphry.
(Slaaer sine Støvleskafter med Pidsken).
Fanden ivold!
Notarius.
Tidsnok!
Humphry.
Har Hastværk. Men jer Konsultation, Herre, førte ad Helvede til.
Notarius.
Benegtede altsaa ikke factum?
Humphry.
Saalænge det gik an -- bevares!
|
| d.II,b.4,s.74 |
Notarius.
Bevares? saalænge det gik an? Liv og Død ligger paa Tungen,
som man siger. Gaaer altid an at benegte. Probatum. Men
maa skee tørt, bestemt, urokkeligt. Ellers farligt, farligere end
factum.
Humphry.
Jaja.
(Med Fortvivlelsens Gestus).
Hu, Sir, jeg kan blive rasende, naar
jeg ret tænker paa den Benegtelse. Jeg havde ikke tænkt over
den Affære eller at træffe Eiermanden nogensinde. Men nu? Til-
staaelse strax havde været meget bedre . . ja dersom det dumme
Brev ikke havde været. Brevet, Brevet, ikke Pengene vare det
værste.
Notarius.
De pleie s'gu ogsaa altid være det bedste. Gjør som jeg i
slige Tilfælde.
(Reciterende).
"Naar Lykken viser Tænder
med maliciøse Griin,
en Ven, hvis Hjerte brænder
for alle, som han kjender,
en Ven med trofast Sind
er gammel engelsk Gin."
(Drikker).
Det Raad var bedre.
Nu kan vi tale fornuftigt, Sir. Havde De da modtaget det i
Vidners Nærvær og af Angjeldendes egen Haand, siden Beneg-
telsen glippede?
Humphry.
Hverken det ene eller det andet. Skjøndt der var Aftale,
havde dog Omstændighederne drevet alle Andre bort.
Notarius.
(Hænderne i Siden).
Er De rasende? Og de benegtede ikke stadigt? Hør, Sir, tænk
lidt over det, om De ikke selv har løbet Panden imod Væggen.
|
| d.II,b.4,s.75 |
Humphry.
Sandt! sandt!
(Slaaende sig for Panden).
O, jeg var rasende, rasende,
som ikke benegtede, negtede, kun negtede.
Notarius.
Der er det, Sir, der er det. Og vort Sprog har kraftige Be-
negtelser. Har det ikke? En liden gammel engelsk Ed, mener
jeg, kunde ikke gjort større Skade end en Spiger til i en Væg.
. . Ikke meer, Sir. Jeg kunde . . O jeg Rasende, jeg Ra-
sende! . . .
Notarius.
Rolig, Sir. Hihihi! Ærlighed er en Juveel, men den, som bruger
den, døer Fant, som man siger. Hihihi!
Humphry.
Hvad? De leer? Og jeg kunde hænge mig.
Notarius.
Seer Udvei nemlig, Udvei ligesom Dagslyset, naar man er
krøben ind i Hulen Konnaught - a - Qvairn. Tag Dem en Gin, Sir.
Humphry.
Skal aldrig benegte.
(Drikker).
Notarius.
Forstaa mig -- tvang man Dem? f. Ex. faldt der Ukvemsord?
Humphry.
Ei -- kom med Gin'en -- i Mængdeviis.
Med nogenledes Maade, Sir . . nogenledes til Humøret kommer
i Orden.
Humphry.
Der var Fanden ingen Maade.
(Holder Haanden for Ansigtet).
Hu, naar
jeg tænker derpaa! Ak, de skjønne Eiendomme, som kunde været
mine . . et Grevskab isammen med mine egne . .
|
| d.II,b.4,s.76 |
Notarius.
Stille, Sir! Rolighed er Kanonen, som ligger i Jorden, men
træffer urokkelig sit Maal i den Linie, hvori den ligger.
Humphry.
. . Skjøndt igrunden kunde det gaaet værre, om Modparten
havde ladet en Advokat snuse i det.
Notarius.
Seer De nemlig, Sir, man kan tage baade Nei og Ja tilbage.
Og -- Omstændighederne vel afveiede -- ingen Vidner, aftvungen
Tilstaaelse, Ukvemsord -- ja Sir, der er Anledning til Proces,
og jeg, Tobias Griffith, skal føre den, dersom De bare hos Mylord,
som Ven af Huset, om noget skulde . . .
Humphry.
Forbi, Sir, forbi!
Notarius.
(Langtrukkent).
Ja saa?
(Afsides).
Det forandrer Sagen. Skjøndt, om det nu
skulde briste med Mylord, og jeg kunde faae denne Herres
Godser under Forvaltning . . Ei, jeg er i en forbandet Barokko.
Kunde jeg blot reenvaske mig for Lorden, saa kunde kanske
endnu Alt komme i det gamle. Men dertil maa en Proces. Den
lærde Herre har Ret.
Men forklar mig . .
(En
Opvarter kommer).
Nu, hvem Fanden kalder
ham?
Opvarteren.
Jeg syntes det ringede. Saa maa det have været hos Lorden,
der skal have Gjester til Middag.
(Gaar).
Aha, den Gamle er ikke i saa slet Humør endda. Bare ikke
Seneppen kommer efter Maden, som man siger.
Humphry.
Men Processen, Sir; der er virkelig Adgang . .
|
| d.II,b.4,s.77 |
Hihi! intet Under, at Mylord havde trabelt og satte et bistert
Fjæs op imod mig og Hovedbogen. Alvorlige Ting til imorgen.
Humphry.
. . Ikke for de 200 Pund; for dem bør jeg tabe; men jeg maa
reenvaske mig for Mylord.
Jeg med. Skjøndt nu staae Sagerne ypperligt. Han beder
mig til Gjestebud . . maaske i Anledning af Gjensynet. Hihi!
Det var det han meente med sit: "til han bliver kaldet." Gud-
skelov, at jeg endnu ikke har listet flere Gin'er forlods i mig
for Adstadighedens Skyld. Hihi! Tilfælde er saagodtsom Klog-
skab, som man siger.
Humphry.
. . Og saa Revange, Sir, saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes
og en Gentleman, som blev erklæret for ikke at være nogen
Gentleman.
. . Og naar saa den Gamle er bleven lidt pirumlirum -- hvortil
vi skulle gjøre vort Bedste -- og slentrer om efter Bordet, saa
knibe vi Øieblikket til en Generalkvittance -- hihihi!
Humphry.
(Gribende ham ved Armen).
Naa for Djevlen, Sir, mine Affærer . .
Notarius.
Ja mine. Ei, Sir, skal De ikke til Middag hos Lord Campbell?
Humphry.
Nei, Goddam! Det er forbi med Sligt.
Notarius.
Aha, staar det saa? Men Jeg skal. Hører alt flere Trin oven-
paa. Faaer nok i min Embedsdragt. Bliver stort og fornemt
Selskab skal jeg sige. Har den herinde. Adieu, Sir! Rid forsigtig!
Vil Du komme frem, saa far i Mag, som man siger.
(Gaaer ind i et Sideværelse).
|
| d.II,b.4,s.78 |
Humphry.
Nei, som en Rasende; men ikke saa gal som han blev med
eet. Til en anden Prokurator! Der er fleer af det Ukrud.
(Skyller
et Glas ned).
O rasende, rasende, at jeg ikke benegtede.
(Styrter ud. Det
ringer i Sideværelset. Opvarteren iler igjennem. Seer ud gjennem Vinduet).
Opvarteren.
(Skoggerleende).
Gudsdød hvor det gaar -- som Jehu, den Nimsis Søn, der
foer rasende afsted.
(Gaar ind til Siden).
ELLEVTE SCENE
Værelset ovenpaa.
Lucy.
Flora. Simpelt pyntede.
Flora men en Hybenkrands i Haaret.
Lucy.
-- -- Men Flora, det har Du sagt ham?
Flora.
Ja, men han sagde mig først, at han elskede Dem siden hiint
Øieblik, da De laae i hans Arme.
Lucy
(Forlegen, stammende).
Gjorde han? Flora, Du kan ikke skuffe mig, skjøndt din Let-
sindighed er forbausende.
Flora.
Oh, Mylady . . bedste Lucy, skulde jeg bære Annandales Hyben-
krands alene?
Lucy.
Ja, hvad betyder den? Flora skulde . . ?
O nei, nei!
Lucy.
Ja, Flora. Vær oprigtig mod mig.
Flora.
Det vil jeg. Er han ikke langt smukkere nu, end med den
side Hat og den stribede Tøisfrak?
Lucy.
Flora --
|
| d.II,b.4,s.79 |
Flora.
Eller er En, som interesserer os, smukkest saadan som vi see
ham først?
Lucy.
Flora, lad være! Jeg kunde blive vred paa Dig.
Flora.
Nu, saa skal jeg bagtale ham. Han er dog ædlere end han
er smuk, eller ialfald ikke smukkere, end han er ædel.
Lucy.
Flora, Du er overmodig som Lykken.
Flora.
Ja jeg vil betro Dem Noget. De saae Kapitain Campbells
yngste Broder, lille Ben, som De kaldte ham . . Men tys! det
er hans Skridt -- ikke Bens urolige og dandsende, men Kapi-
tainens, som kommer, forat hilse paa Dem.
Flora, hjælp mig . . jeg kan ikke tage imod ham . . Undskyld
mig . .
Flora.
Gaaer ikke an. Husk dengang han i Travankor . .
Lucy.
Nu, saa viis ham ind i Visitværelset. Der er kanske min Onkel.
(Gaar ind til Siden).
Neimen er han ikke.
(Flora løber til Døren og aabner den for
William).
TOLVTE SCENE
Flora.
William.
Flora.
Herind William; men bi lidt! se her skal Du se!
(Viser ham Tegningen
i Lucys Mappe).
Seer Du det har Lucy gjort; først af Sympathi med
din Hjemvee; men siden har Du givet hende nok af Træk til et
|
| d.II,b.4,s.80 |
smukkere, som hun har tegnet i sit Hjerte.
(William viser Overraskelse).
Nu, kjære William . . Lucy er alene.
(Skyder ham let indad Døren).
Nei
saa forknytte vare hverken Ben eller jeg. Eller skulde hans
ringere Fødsel volde nogen Hindring? Han er jo en Campbell,
Kapitain, rig som en Nabob, og den Gamle er jo saa forgabet
i ham, at han allerede har lavet sin Reisebeskrivelse tilrette for
ham.
TRETTENDE SCENE
Flora.
Lorden.
Lorden.
(Idet han træder ind).
Er Kapitainen her?
Nu skal jeg føle hans Adelsfordomme paa Tænderne, om de
ere gamle.
Lorden.
Er Kapitainen her, lille Flora? Kapitain Campbell?
Flora.
Ah! William mener Mylord . .
Hvor hun er fortrolig!
(Højt).
Ja, de Andre ere alt komne.
Flora.
Han har forladt dem for at gjøre sin Opvartning hos Mylady.
Hun ventede at træffe Dem i Visitværelset, Mylord.
Lorden.
O nei, nei! Jeg har havt andet at gjøre.
(Afsides).
Lad dem kun
være alene. Kanske turde Taknemmeligheden gaae over til Kjær-
lighed, og hendes Skjønhed give ham Mod til at aabenbare det
Indtryk, den engang gjorde. Gud give det!
Flora.
Men jeg har ham snart igjen.
|
| d.II,b.4,s.81 |
Lorden.
Du? Nu, ja vi alle skulde jeg tro.
Flora.
Ja, men jeg mest.
Lorden.
Vil man høre!
Flora.
O, er han ikke fortræffelig?
Lorden.
Jovist, jovist!
Flora.
Jeg mener i alle Henseender. Og smuk? Brunheden klæder
ham usigeligt ligesom det Fremmedartede i Eventyret.
Saa for en Ulykke, troer jeg ikke Tøsen er slagen.
Flora.
Han er . .
(Gribende hans Haand)
O Mylord, De velsigner ham.
Lorden.
(Vrister sin Haand ud).
Ja ja, for Lucys Skyld.
Fortræffeligt! Han er iversyg som en ung Pige eller som jeg
kunde være.
(Højt).
O Mylord, De vil ikke kunde negte ham noget.
Lorden.
Nei nei, for Lucys Skyld.
Flora.
Ja netop.
Ak, der er ikke mere nogen Tvivl. Nu, Himlens Vilje ske!
(Omfavner Flora). Nei, jeg vil velsigne ham ogsaa for din Skyld, gode
|
| d.II,b.4,s.82 |
Barn, som vovede dit Liv for Lucy.
(Betragtende hende).
Jeg seer hvor-
dan det er fat. Du bærer jo en Brudekrands, som de bruge
den herhjemme af vilde Roser.
Flora.
Ja, Mylord, jeg er meget lykkelig --
Der røg et smukt Haab. Men jeg faaer se til at faae de unge
Folk i Nærheden, forat have en fornuftig Mand at læse min
Reisebeskrivelse for. Han er jo den bedste Helt deri. Stakkels
Lucy, jeg troer nok hun kunde elske ham.
Flora.
William er Kapitain og rig, Mylord! og jeg er en fattig Arbeiders
Datter.
Lorden.
Visvas!
O den fortræffelige gamle Herre!
Lorden.
(Farer med Haanden over Panden).
Men er det saa, saa har Visiten varet længe nok.
(Aabner Døren
til Visitværelset. Gaar ind med et Udraab. Flora bliver staaende ved den aabne Dør).
FJORTENDE SCENE
Flora alene. Siden
Lorden, William og
Lucy. Senere
John, Kitty, Ben, James, No-
tarius, Opvartere og
Clansmænd.
Flora.
. . Ah, Lucy grædende og smilende ved Williams Skulder . . .
Og Mylord -- o herligt! herligt! -- slaaer sine Arme om Gruppen
. . Han lægger Lucys Haand i Williams . . De knæle, og Mylord
velsigner dem . . De omfavne hinanden. Hun er hans Brud, hans
Brud . . O Mylady, min Lucy! . .
(Iler ind. Kommer strax tilbage med
Lorden,
William og
Lucy. Lorden glad vimsende. De Sidste i en fortrolig Stilling. Flora sætter sin Krands
paa Lucy).
Der ere de vilde Roser fra Annandale, William. Tag
den, Lucy. Jeg er din Brudepige, Lucy. Det haster slet ikke med
Ben og mig.
(Lucy omfavner Flora).
|
| d.II,b.4,s.83 |
Lorden.
Det mener jeg med, du søde lille Skjelm -- ja du veed nok -- ;
men siden vi nu har Notarius ved Haanden, var det Synd ikke at
bruge ham.
(Ringer. En Opvarter slaar Fløidørene op. Man seer et fæstligt opdækket Bord.
I Baggrunden gamle
John, Kitty, James, og
Ben, i pyntelige simple Landmandsdragter.
Op-
varteren).
Lorden.
(Til Opvarteren).
Kald Notariussen!
(Opvarteren gaar. Lorden leder Lucy, halv omarmet af William,
Forældrene imøde).
Gl. John, forstaar Du, vi blive hos hverandre?
Jaja -- ikke mere som det har været . . ikke mere, men som
det var.
Kitty.
O brist ikke, mit Hjerte, af Glæde.
(De Gamle velsigne Parret).
Ben.
(Har nærmet sig Flora. Seer at hun har mistet sin Krands).
Men, Flora, har jeg seet saadant?
Ben, jeg skylder hende alt. Men du maa lære mig at vise
Taknemmeligheden selv, ikke blot saadanne Tegn. Du kan det,
lille Ben.
Ben.
(Klappende hendes Kind).
Søde Flora, giv mig dit Mod. Du gik jo i Døden for hende?
Af mig faaer Du intet uden en ny Krands.
(
Notarius træder bukkende og skrabende ind i Embedsdragt).
. . Han maa være bleven gal af et Solstik i Indien. Hvilket
Selskab! Og for slige Tølpere lader han sætte Hotellet paa
Ende?
(Ydmygt bukkende for Lorden).
Ædle Lord, Deres troeste og yd-
mygste Tjener ønsker Dem i al Under . .
Lorden.
(Barskt afbrydende).
Ti!
(Gaar for sig selv eftertænkende. De Andre beskjeftige sig med sig selv indbyrdes. Notarius
viser sig i høi Grad forknyt).
Mine Venner! Før vi sætte os til det gladeste
|
| d.II,b.4,s.84 |
Maaltid, saa tillad mig at afgjøre nogle Forretninger, der skulle
indrette vort lykkelige Samliv.
(Barsk).
Notarius, herhid!
(Notarius nærmer
sig skjælvende).
Tobias Griffith, som skylder mig alt fra den Stund
jeg tog ham op af disse Gader . . .
Notarius.
(Hændervridende).
Ak, naadigste Herre, jeg er forloren . .
Lorden.
Ja han er, for han er en uforbederlig Skurk. Han hører jeg
kjender ham, og han skal straffes . .
(Notarius, fortvivlet, vil kaste sig ned).
Ti! Ikke et Ord! Han skal straffes paa en Maade, der er føleligst
for et saadant Gemyt. Jeg skjænker ham hans Bedragerier imod
mig.
(Notariussens Ansigt opklares).
Men hør, Notarius, Han opsætter strax
Eiendomsskjøder paa deres forhenhavende Forpagtninger for disse
to gamle Forpagtere, som han uretfærdigen har drevet bort og
forfulgt. Item for Hr. Benjamin Campbell, paa den Forpagtning,
De selv har indehavt. Hovedbogen og Forvalterskabet afleveres
til Hr. John Anderson Campbell. Item lovformelig Ægteskabs-
kontrakt, som Parterne efter Maaltidet skulle udfylde, imellem
denne Herre, Kapitain William John Campbell og Lady Lucy
Campbell, saavelsom imellem Hr. Benjamin og Miss Flora Camp-
bell. Og saa -- lad os ikke se ham mere, hvis han ikke vil sees
igjennem det samme Gitter, hvor han har holdt dette ædle unge
Menneske.
Skal blive udrettet. God Vilje gjør lette Fødder, som man
siger. Og --
Lorden.
(Pegende paa Døren).
Hurtig!
Notarius.
(Afsides, idet han gaaer).
Det var at blive "kaldet." Men den unge Herre dernedenfra
har jo ogsaa Godser, som jeg kan bestyre? Jeg henter ham nok
ind, dersom Gin er Gin.
(Udaf en Sidedør. Det dækkede Bord skydes ind i det forreste Værelse af et Par Opvartere).
Lorden.
Nu, Venner . . vi skulle kun savne en Snes Campbeller i sine
Tartaner herrundtom os og Sækkepiben og "The Campbells are
coming."
|
| d.II,b.4,s.85 |
Gl. John.
Jeg har hørt den idag, og mit Hjerte frydedes. Her maa være
Campbeller.
Forat drage til Amerika fra sit Fædreland.
Gl. John.
De ville hilse paa sin gamle Herre, om de ere her.
Lorden.
Og vende tilbage med ham til sine Arner. Mine Venner . . .
Campbeller alle . .
(De omringe Bordet staaende).
Chor.
William.
Hver Sorg er endt, hvert Savn er slukt.
Min Faders Dør sig op har lukt.
Ved Moders Hjerte
forsvinder hver Smerte.
Hvor ømt sig bøie
de Elskte om mig!
En salig Fremtid i min Lucys Øje
smiilklar speiler sig.
Lykken kun herhjemme findes,
hvor vi, hvad vi drømte, mindes.
Barnet kunde ikke danne
Drøm saa sødt som dette Sande,
Barnets Hu
&bmrep; drømme ei hvad sandt er nu. &bmrep;
Lucy.
Hans Sorg er endt, Hans Savn er slukt.
Hans Faders Dør sig op har lukt.
Ved Moders Hjerte
forsvinder hans Smerte.
Til Brystet trykke
sin Broder han kan.
|
| d.II,b.4,s.86 |
Dog mig han nævner -- o hvor stolt! -- sin Lykke;
evig min er Han.
Frelste han mig ei fra Døden?
hjalp sin Fa'r og Mo'r i Nøden?
Elskte, kan du nok velsignes?
Ja, i Ømhed skal du lignes
af din Brud.
&bmrep; Dig velsigne kan kun Gud. &bmrep;
Kitty.
Hver Sorg er endt og slukt hvert Savn.
Jeg har min Første i min Favn.
O, ved hans Hjerte
forsvinder min Smerte.
Hver gammel Klage
forsvinder i Ham.
Hvor John og jeg skal have muntre Dage
hos vor William!
Glemt det er hvor Hjertet blødte
ved dit Savn, min Førstefødte!
Nu jeg har Dig, er forsvundet
hvert et Savn, hvert Saar forvundet.
Taaren sødt
&bmrep; smager som da du blev født. &bmrep;
Gl. John og James.
For os, da vore Børn kom hjem,
kom Fryd og Lykke og med dem.
Vor gamle Herre
vil hos os nu være.
Vi fra hverandre
ei adskilles meer.
Til En for En gaaer bort, vi sammen vandre;
kort imellem hver.
Bittre Dages Fure atter
ud til glade Smiil sig glatter.
O, men mildest Aftenrøde,
om vor gamle Herre gløde!
i hans Sind
&bmrep; straale Fred og Lykke ind! &bmrep;
|
| d.II,b.4,s.87 |
Flora.
Mig mere tung ei Sorgen sad
end Dugg, der vugger paa et Blad.
Paa Øjenhaaret
hvor let den blev baaret!
Kun lyse Minder
mig Barndommen bar.
Var Ben ei gyldenhaaret, lys af Kinder?
Panden skjær og klar?
Alt om lille Ben sig dreied.
Tidt jeg ønskte ham jeg ejed
som en liden Alf, der kunde
spøge rundt i Indiens Lunde.
Nu desværr'!
&bmrep; maa jeg ta'e ham som han er. &bmrep;
Lorden.
Det rører sig i gamle Bryst.
Der er saa fuldt, der er saa lyst.
Det har forvundet
sin Kummer og fundet
saa friske Glæder.
Skjøndt gammel og graa,
den Rest af Aar, jeg har igjen, blandt Eder
skal i Fryd hengaa.
William med sin Viv ved Siden
skal faae døie undertiden,
naar sig sene Aft'ner liste,
Reisen ifra Først til Sidste.
Reisen -- ja!
&bmrep; Først tilbords og saa herfra! &bmrep;
(De sætte sig i parviis Orden tilbords. Fra Fjernet kommende nærmere høres Melodien: "The Camp-
bells are coming," under hvilken endeel campbellske
Clansmænd i Nationaldragt træde indfra
Baggrunden, ordnende sig i en Halvkreds.
Notarius overrækker i en krybende Stilling Lorden
Papirerne, som han deler ud under Fanfarer. Notariussen vinkes bort med en bydende Mine af
Lorden, men slipper ikke uknubbet ud imellem Clansmændene. Umiddelbart derpaa)
|
| d.II,b.4,s.88 |
Slutningschor
af Clansmænd, John, James, Ben, Kitty og Flora.
Velkommen, gamle Herre, hjem!
Nu hviil i Ro imellem dem,
som Navn og Ære
af Campbeller bære,
de Høilandsbaarne,
den Sagnenes Æt.
Vi hilse Dig fra de gamle Taarne,
dækt' med Vedbend tæt.
Liv og Lyst did flytter atter
hjem med Campbells unge Datter.
Gammel Glædes Melodier
kun paa Bryllupsfesten bier,
som sin Løn
&bmrep; skjænker den hjemkomne Søn. &bmrep;
(Teppet falder under Fanfarer).
|
| BLA BAKOVER |