|
Henrik Wergeland, II. Digterverker: 4de Bind 1832 - 1837
|
| d.II,b.4,s.1 |
CAMPBELLERNE ELLER DEN HJEMKOMNE SØN SYNGESTYKKE I TO AKTER Personerne.
Lord Campbell, en aldrende Mand.
Lady Lucy, hans Niece og Fosterdatter.
Miss Flora, hendes Selskabsjomfru.
Sir Humphry Lowthes, Lordens Myndling.
Den gamle John Anderson Campbell.
James, Floras Fader, ogsaa en Campbell.
Tobias Griffith, Notarius og Lordens Forvalter.
Ostindiske Bajaderer og Sangerinder.
En Jonglør.
Forskjellige Folk i indisk og skotsk Kostume,
Seapoys og et Par Opvartere.
Handlingen foregaaer i første Akt i Ostindien, i anden i en liden By i Skotland.
|
| d.II,b.4,s.2 |
FØRSTE SCENE
(I Forgrunden to Landsteder i Pavillonstiil i en ostindisk Forstad, adskilte ved en Gade af landligt
Udseende, som aabner sig mod Havet. Udenfor det til Venstre fra Parterret et lidet indgittret
Blomst- og Busk-Parqvet, hvori
Lady Lucy ved Tegnebrettet og
Miss Flora ved Brodeerrammen.
Udgangen dertil er en Glasdør. Første Coulisse indtages af en almindelig Dør, over hvilken et
aabent Skydevindu.
Lucy synes at have til Gjenstand for sin Blyant Kapitain
William, som, i
ostindiskt Hjemmekostume, indtager en skjødesløs, tungsindig Stilling under en Seilbaldachin udenfor
Landstedet tilhøire, diverterende sig med at betragte en
Dands af
Bajaderer paa Gaden, hvortil
Musiken gaaer i et med Ouverturen, der bør være af orientalsk Karakteer. De følgende prosaiske
Repliker falde medens Musiken sagtner af ved Dandsens Ende og Bajadererne fjerne sig mod Bag-
grunden, idet den enkelte Bajader nærmer sig
William, som tourviis har at udføre sine melo-
dramatiske Stanzer).
Sir Humphry
(I Jagthabit. Trædende pludselig bagvendt udaf Glasdøren, talende ind ad den.)
. . . Pah Mylord! Jovist? Nei ikke et Skridt længer. Goddam!
-- over Ghauntsbjergene, som om de vare en Dørtærskel, og ind
i Mysore? Nei Mylord, der gaaer Tippoo og Hyder Ali igjen i
Skikkelse af Kongetigre . . .
Lorden.
(Sees i Døren i Slaaprok og Nathue og med Pen i Haanden).
Nu saa gaa -- dumme Dreng, dumme Dreng!
(Slaaer Døren hidsig i).
Humphry.
Ei, Mylady, er Eftermiddagen alt saa sval?
Lucy
(gjemmende sin Tegning).
Tys, Sir!
Flora.
Ja, Sir, disse Toner maae døe i Fred.
Humphry.
Ah, Mylady, her foretager man sig noget fornuftigt, man di-
verterer sig, seer jeg.
Flora.
Stille Sir! Husk paa, at Musiken formildede Løver og Bjørne.
|
| d.II,b.4,s.3 |
Humphry.
Løver og Bjørne, Miss? Løven det er mit Dyr og Bjørnen
ogsaa, for den er ærlig og tapper; men, Goddam, jeg har ikke
seet flere Løver paa hele Reisen gjennem Asien, end jeg saae
Bjørne i Christiania, da vi vare der. Og Jeg, som brændte efter at
maale mig med dem! Hi! ho! med denne her.
(Slaaer paa sin Hirschfænger).
Det er ganske imod Reisebeskrivelserne, og derfor hader jeg
slige Smørerier -- og Mylords med -- som Pest. Men -- My-
lady, -- saa sandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- den Karl
derover veed at fornøie sig. Ret inventiøst for en Skotlænder
at være!
(Læner sig udover Stakittet med Ryggen mod Damerne).
Hvad, Sir? en Skotlænder?
Humphry
(vendende sig tvær om).
Ja, en Skotlænder, en kjedsommelig Skotlænder.
Hørte du det, Flora? Han er en Skotlænder.
Flora.
Den Grobian! Jeg stak ham med Naalen for vore Lands-
mænds Skyld, dersom det ikke var saa fordeelagtigt at tegne
bag hans plumpe Attitude.
1ste Bajader.
(har nærmet sig William).
O, hvem skildrer Tamajindris Ynde,
Brahmas Mesterværk?
I Millioner Aar
havde Guden sig skabende øvet,
først da af alle Hjertertryllerinders fineste Ynder
han skabte Tamajindri.
|
| d.II,b.4,s.4 |
Kama, Elskovsguden, og Henrykkelse, hans Viv,
lagde, da de den Nyskabte saae,
paa hendes Barm sine Guddomskrandse.
Da hævede frem sig Kjærligheds Høje,
som Wilwamsfrugter runde,
mildt bølgende som Luthens, den sødtsukkendes, Toner.
Fem Pile bar Kjærlighedsguden.
Tre deraf bort han skjød:
i Himlen, til Jorden, i Afgrundens Rige.
De øvrige to han gjemte i Tamajindris Øine.
(Rækker William en Blomst).
William.
Ei Indiens ømme Datter,
skjøn som en Fee,
saa henrykt i Favnen fatter
Jeg i min Vee,
som visnede Blomst derhjemmefra.
Jeg kyssede den tillive da.
Et Straae selv vilde nikke
med Minder derhjemmefra.
Lucy og Flora.
Hvad Tungsind er i hans Blikke,
ædelt og mildt!
Ham Dandsen opmuntrer ikke.
Den er forspildt.
Hvi rører os meer en ukjendt Vee,
end naar vi den aabne Glæde see?
Os længes den at kjende,
vi trøste den da kanskee.
Humphry.
Den Nabob sin Tid fordriver
efter min Smag
Han lystige Optog giver
Dag efter Dag.
|
| d.II,b.4,s.5 |
Igaar var her jo en fix Jonglør,
idag Dandserinder ved hans Dør.
Imorgen han opliver
den kjedsomme Dag som før.
(Dands. Bevægelserne som før medens 2den
Bajader nærmer sig).
Flora.
(Seende paa Lucys Tegning).
Ikke den Streg, Lucy. Hvorfor skjuler De over det Halve af
hans Ansigt og det netop Næsen, som er det smukkeste? Det
Interessante ved et Vemodigheds-Ideal, bestaaer ikke i en ned-
slaaet Hat.
Ah, der kom en Green ivejen igjen. Jeg vil lade det være.
(stryger ud).
Flora.
Hvad gjør De? Oh, begynd igjen! Men det var ingen Green;
men Deres artige Beilers Arm, om det var noget. Han koqvet-
terer med Dandserinderne ligefor vore Øine. En behagelig For-
grund, isandhed.
Lucy.
Velan, jeg vil forsøge nok engang.
(Tegner).
Flora.
Men glem ikke den mørke Bund af Pisangblade for Profilet,
eller at Næsen gaaer næsten i eet med Panden, og at i begges
fine Kontur synes Moralen at have bøjet en af sine stive Ret-
linjer efter Skjønhedens egen Bølge. Det vil blive en behagelig
Erindring fra Ostindien, Mylady, naar vi engang ere vel hjemme.
Lucy.
Oh, det er ogsaa alt. Men ikke behagelig, Flora.
Humphry.
(Seende bag sig).
Hvad bestiller De der, Lady Lucy?
|
| d.II,b.4,s.6 |
Ak, Sir, stille! Mylady tegner bare . . .
Humphry.
Hvad beha -- ?
Insekter, Insekter, Sir . . .
2den Bajader.
Se, Fremmede, vor Dands er let og yndig
som Skyernes, der samles og spredes og samles,
og spaae en deilig Dag og flye!
Uhørlige som Stjernernes
og sporløse ere vore Trin
som Rosenbladenes, hvormed et Vindpust leger.
(Rækker William en Krands. Dandserinderne forene sig atter).
William.
I visnede Rose tændte
jeg med mit Kys
dens Livsensblod til den brændte
fyrig og lys.
Jeg kyssed den til dens Liv frembrød
i Farve og Duft derhjemmefra,
thi paa dens Kind jeg kjendte
et Smiil, o derhjemmefra.
Lucy og Flora.
Hvor ædel er ei hans Smerte!
Hjemvee den er.
Hvor stærk dog, naar Mandens Hjerte
neppe den bær'!
Hvor øm dog, naar kun derhjemmefra
et henvisnet Blomster i sit Savn
med Længsel den begjærte,
at trykke det til sin Favn!
|
| d.II,b.4,s.7 |
Humphry.
Den Nar dog, hvor han kan snakke!
Bytte han vil
for Græsstraa fra Hjemmets Bakke
Houriens Smiil.
Jeg sende ham skal derhjemmefra
med største Plæsir et dygtigt Læs,
og ta'er igjen tiltakke
med hans Bajader for Græs.
(Dands. Samme Instrumentation og Vendinger i Balletten).
Lady Lucy, saasandt jeg er . . .
Flora.
Sir, Sir, staa stille. Mylady tegner netop en Flue paa deres
Ryg.
Humphry.
Ah, min Bedste. Jeg staaer stille som en Muur. Er den
smuk?
Flora.
Prægtig, prægtig! Den . . . . .
Lucy.
. . . Men, Flora, hvor kan du?
Flora.
Den ligner en Løve ligesom Egehjorten, som De nok kjender
Sir, ligner et Næshorn, Sir, som De nok kjender.
Humphry.
Bevar's ja. Det maa ind i Calcutta monthly natural magazine
eller -- saasandt jeg er Sir Humphry Lowthes -- i Botanic re-
view, dersom Sir Wallich vil gaae ind paa min Idee at opbevare
Insekter ved at presse dem som Herbarier.
|
| d.II,b.4,s.8 |
3die Bajader.
Ak, Fremmede den søde Mahaviblomsts Duft
selv fængsler den jagende Storm,
saa beruset den daler i Græsset,
hensvævende under de brede Blade fra Busk til Busk.
Men een Dag kun dufter
den Blomst, som fængsler den jagende Storm.
Se, Fremmede, Mahavien er født af første Qvindes Fodtrin;
og Vi, Vi ville døe for dit Smiil,
der Blomstens ene Livsdag os være.
(Rækker William en Blomst).
William.
Selv Himlen og Luften kjender
ei jeg igjen.
Som smeltet Metal nedsender
Solen fra den.
Og Stjernerne o derhjemmefra,
bekrandse vel ikke Himalah;
men blidere end disse
de blikke derhjemme ned.
Lucy og Flora.
Hvor Bølgen er dyb, som skiller
En fra sit Hjem!
Hvor Bjerget er højt, som stiller
sig mellem dem!
Den Vind, som ei kom derhjemmefra,
for heed eller iskold blæser da.
Men Hjemmets milde Vinde
de døe før de række hid.
Humphry.
Han sympathiserer, troer jeg,
dygtig med dem.
Hvor jeg mig opholder, boer jeg;
der er mit Hjem.
|
| d.II,b.4,s.9 |
I dette Princip er Vinding gjort.
Thi da ingen Hjemvee plager stort.
Jeg hjemme er jo, hvor jeg
paa Jorden har sat min Fod.
(Dands).
-- Saa! Det ligner virkelig meer end de allerfleste Portræter,
som ligne naturligviis; thi ellers vare de ikke Portræter. Og
Malerier ere de ikke altid.
Lucy
(gjemmende Skizzen i sin Mappe).
Snak, Flora, det er mere en Skizze af disse Øieblik bare. Jeg
vil gjerne forære dig det.
(Tager den frem).
Flora.
Og beholde Originalen.
Lucy.
I Erindringen.
Flora.
Han er virkelig interessant.
(Afsides).
Ak, der er Noget i hans
Ansigt, som ligner lille Ben derhjemme, saadan som han nu maa
see ud. Men er De oprigtig, Mylady, saa tillad mig at være
høimodig og vælge et andet af Deres Mappe, end just en Skizze
af den smukkeste, og jeg troer bedste, Anglo-Ostindianer, vi
have seet. Nu, Sir, Fluen er fløien.
Humphry.
(Vendende sig om).
Ah, hvorfor pressede de den ikke, Miss? Men lad see!
(Vil see paa Papiret. Lucy gjemmer det).
Flora.
Det maa have været en Troldflue, Sir; thi da den lettede sig
til Flugt, blegnede dens Afbildning hen paa Papiret, og da den
virkelig fløj, var hele Figuren borte.
|
| d.II,b.4,s.10 |
Virkelig?
Flora.
Virkelig, Sir.
Humphry.
(Seende paa et af Papirerne. Forundret).
Der er ingen.
Flora.
Nei, der er ingen. Er det ikke ganske rigtigt?
Humphry.
Ja, det er ganske rigtigt. Men der er ingen.
Flora.
Men der er Sympathier til i Naturen. Er ikke det ganske
rigtigt?
Humphry.
Jo, for Exempel . . .
Flora.
Altsaa ikke meer om det, Sir.
4de Bajader.
Se, Fremmede, derfor ere vore Trin lette,
forat bortføre din Kummer umærkeligt.
Og Den, hvis Skabning mest ligner det Skjønhedens Mønster,
den Yndernes paradisiske Stengel,
hvorpaa dine lønlige Tanker blomstre,
hvis Aasyn mest ligner din Glædes,
og i hvis Øjne en Glands af dit saligste Øjeblik lyser
-- o Fremmede, se Hun vil med sin søde Læbe
udsuge din Smertes Gift,
og lægge dit Hoved til sit Hjerte,
og lade dig høre Salighedens Timer i dets Slag.
(Rækker William en Blomst. Han vinker Bajadererne bort).
|
| d.II,b.4,s.11 |
William.
I Vildrosens Hjerte skjære
Bleghed er malt.
I Qvindens er Blyheds Ære
sødest af alt.
Og Brudene staae i Annandale'
med Krandsen saa smuk som Vaaren har,
men Ingen glemmer at bære
Vildrosen med blege Skjær.
Lucy og Flora.
Naar Natten med Dug forfrisker
bøjede Blom,
i Drømme fra Hjemmet hvisker
Stemmer derom.
Gid tydeligt han derhjemmefra
maa høre sin Moders Stemme da,
og øine Fædrehuset
og Træet derudenfor!
Humphry.
Goddam! Hun er smuk. Ja Alle
har mit Behag.
Men Hun maa man deilig kalde
efter min Smag.
Den Mode er ret, den klæder net,
med Musselinskjole kort og let.
Den London vil gefalde.
Jeg bringer den did, Goddam!
Humphry.
Nu er han kjed af den Moro, Mylady, En af Bajadererne var,
paa min Ære, smuk.
Lucy.
Tillad, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed.
Flora.
Ja, Sir, vort Arbeide fordrede al vor Opmærksomhed, og lidt til.
|
| d.II,b.4,s.12 |
Humphry.
Paa min Ære, Kunsten skulde De vise meer Opmærksomhed.
Flora.
Og De Mylady, Sir, og lidt til . . .
Flora, kom! Der er mindre qvalmt inde.
Flora.
Ja slig Konversation er en Slags Bagerovn af Ord, saa raae
som Steen og Tegl. Og der skal jo ogsaa være Flammer i
dem.
(Spids)
Farvel, Sir!
(Damerne gaae ind).
Humphry.
(Seende efter dem).
Prosit! Nu falde de den Gamle i Kløerne, og faae døie de
tre evige sidste Kapitler af hans Reisebeskrivelse.
(Sætter sig paa Da-
mernes Bænk).
Pah! her fik jeg mig en god Plads, bare her nu ingen
Skorpioner var i Nærheden, og den Original derover fandt paa
nogle nye Optøier. Men der sidder han og plukker sine Invita-
tionsblomster istykker --
Quelle bête! Og hver betyder dog sin,
og Passionsblomsten der, som han ødelægger, den Sødeste af
dem alle: Tamajindri med de to Elskovspile i Øinene. Jeg troer
han er gal, hver af dens sexten Blade betyder jo en Sommer
af hendes Alder.
A la bonne heure!
(Gjør sig det mageligt).
William.
(Skjødesløs sønderplukkende Blomsterne).
For pragtfuld er mig Indiens Sommer.
De blinde næsten disse Blommer.
De synes næsten som metalne,
som groed' af Frø fra Eden faldne.
En farvet Dag, om Solen døde,
vil da af Indiens Flor fremgløde.
Med falskt og dæmpet Solskin ville
de gule Liljer Alt omspille.
|
| d.II,b.4,s.13 |
Langs Højens Ryg i dunkle Skyer
af Rosers Gjenskin Morgnen gryer.
Sølvpalmerne og Gyldenregnen
da straalte Lysning over Egnen.
Paany forelskte Nellikklynger
indkysse Liv i Muldens Dynger.
Lotos paa sine mørke Vover
da ligger, liig en Sol, der sover.
Det er en Dag som under Jorden,
som Sommernætterne i Norden.
O hvor fantastiskt Lys! Hvormeget
det ligner dog mit Indres eget!
Solløse Dag, purpurne Taage!
Du lyse Nat, hvor Blomster vaage!
Frydløse Glæde! vaagne Slummer!
Tungsindighed foruden Kummer!
Hvor lyst et Mulm! hvor dunkel Dagen,
som Glands af floromslørt Skarlagen,
som Stenen, der i Mulden tindrer,
som Blindes Bliks, der Syn erindrer!
Hvor ligt det Lys, hvori de svømme
de fædrelandske, kjære Drømme!
Hvor ligt min Sjels, af Savn fordunklet,
af Hjemmets Minder gjennemfunklet.
Humphry.
Pah, ikke andet? Hjemvee? -- Det var ogsaa en Følelse!
Somom man ikke havde nok Følelser før. Hjemvee er en Lyst
til at reise hjem, og saa reiser man hjem, om man vil. I Ens
Lyst er Motivet nok til hvad det skal være; og da jeg nu ikke
har Lyst til at høre paa de evige tre sidste Kapitler af Mylords
uendelige Reisebeskrivelse, og jeg ikke vil være uhøfligere end
nødvendigt, saa gjør jeg sgu som saa . . .
(Iler ud af Parqvettet nedad Gaden.
Lorden kommer idet samme ivrigt ud med en Atlas og
Portefeuille, fulgt af Lucy og Flora.)
|
| d.II,b.4,s.14 |
ANDEN SCENE
Lorden. Lucy. Flora. William.
Lorden.
-- -- O det ærlige Skind! Og om han nu er trodsig ligesom
Klippen er brat bare for at være Klippe?
Flora.
Eller som Skindet har sin stride Side imod Haarene.
Lorden
(med et alvorligt Blik paa Flora).
. . Lucy, eller lidt raa, ligesom Barken paa de ædle britiske
Ege? Ah, der seer jeg ham endnu.
(Raaber)
Humphry! Humphry!
Nu saa for Fanden, der dreier han om til Qvaien.
Flora.
Den Tølper!
Flora! ?
Flora.
Ja han hørte meget godt De raabte, Mylord. Han er . . o,
Mylord, han er . . .
Jeg siger Dig . . .
Flora.
. . Han er utaknemmelig, Mylord. Han vil ikke høre de tre
sidste . . .
Lorden.
Hvad? Vidste jeg! Men tal ikke saa om den brave ligefremme
Dreng. "Tølper?!" I gamle Dage slog man Riddere af slige ge-
diegne Karle.
Flora.
Ja af Vlieset eller Bukkeskindet.
Lorden
(tager Lucy under Hagen).
Lucy, mit Barn, intet Metal er for ædelt til at ligge i Jorden.
Og saa er det med stakkels Humphry.
|
| d.II,b.4,s.15 |
Jeg havde nær sagt: gid det var saa vel!
Lorden
(endnu venligere).
Men det bør ikke blive liggende, men poleres og forenes med
Ædelstenen eller Perlen til et herligt Smykke. Og Humphry,
stakkels Dreng, som tidlig mistede sin Fader ligesom Du din . . . .
(Afbryder sukkende).
Og som tyraniserede sin Moder, der forkjelede den uvorne
Dreng.
Lucy
(Paa engang med Floras Replik. Kjærtegnende).
O min kjære Onkel!
Lorden.
. . Ja Humphry, Stakkels, er han ikke allerede bleven meget
finere og bedre? Og en smuk Mand er han med et ægte
engelsk Udtryk. Nu maa Du have lært at kjende ham paa
Reisen.
Saamen, Bekjendtskabet har meget tilfælleds med de barbariske
Lande, vi have seet, og med Ørknerne. Men det tog dog engang
en Ende med disse.
Lucy.
Ja paa Reisen, Onkel! men . . . . O jo, jeg er ret tilfreds med
ham.
Den troskyldige Sjæl ahner ikke, at dette netop er Hensigten.
(Raskt). Ja, at kjende og elske ham er eet.
(Afsides).
Pah! det var
for langt rykket ud.
(Lucy trækker sin Haand ud af Lordens).
Aha, der klang igjen en Streng, jeg har hørt før. Jeg be-
gynder at begribe. Den gamle Herre har en kjærlig Plan med
dette kjedsommelige Følge.
|
| d.II,b.4,s.16 |
Skulde det være muligt?
Jeg troer . . . jeg mener, at kjende og agte Sir Humphry er
eet; men man maa først kjende ham.
Flora.
Ja ligesom Vildnisset. Naar man først har brudt ind i Torne-
buskene, saa veed man hvor man er.
Lorden.
Og dertil, Lucy . . .
Lucy.
Og dertil skulde Reisen tjene?
Reisen, Lucy? Reisen er til fælleds Fornøielse og jeg troer til
Nytte for Videnskaberne, naar jeg først faaer endt . . .
(Falder i
Tanker. Gnider Panden).
Ah hvor var det nu jeg slap, da disse for-
dømte Dandserinder og deres Triangelmusik . .
Flora.
I sidste Kapitel formodentlig, Mylord.
Lorden.
Rigtigt Flora, Du er opmærksom, naar Du vil, og har en god
Hukommelse. Det var ved et dygtigt Hug til Lord Valentia for
hans Lovtale over Compagniets Adfærd mod Hyder Alis Fa-
milie . . ret et dygtigt et, kan Du troe.
(Viser Tegn paa fremdeles Adspredelse).
Det er skotsk Dialekt, de tale. O snart skal jeg hjemme
kunne beruse mit Øre i denne Musik.
|
| d.II,b.4,s.17 |
Flora
(Tager Lorden lidt ved Armen).
Ja, Mylord. Valentia fortjener alt hvad han faaer, for han er
en Tory. Men var det ikke bedre at tænke videre frem end
tilbage? Jeg mener . . . .
Lorden.
Videre?
Flora.
Ja for at Reisen engang kan faae Ende.
Lorden.
Det er just det jeg spekulerer paa, og nu har udfundet. Ret
et geografiskt Vendepunkt! Men Humphry, Humphry vil ikke . .
Men Aarsagen er nok, at han ikke veed om det fornøjer Lucy . .
Flora.
Har han tænkt paa det, Mylord, vil jeg fornegte min Tro og
paa min blotte Fod gaa til Mekka og gjøre Bod for min Vild-
farelse.
Lorden.
Visvas, Tøs!
Lucy.
Vist, saalænge De fornøier Dem paa Reisen, bedste Onkel,
er den ogsaa mig en Glæde, men ikke længer. Først da vil jeg
tillade mig at længes hjem.
William.
Sagde ikke den ene Lady "længes hjem"? O vi dele Fø-
lelser.
Hun undviger mig. Men jeg gaaer ogsaa for raskt paa.
(Højt).
Da vil det vare længe, min lille Lucy, dersom Du ikke . . . ja,
dersom Du ikke faaer at bestille hjemme. Og naar jeg saa
først kan see Dig skjøtte Dig selv, naar jeg -- mener jeg --
først seer Dig sikker hos en ærlig brav Mand, en brav Mand . .
ret en brav Mand som . . . som . .
Flora.
Fy, vel ikke som . . .
|
| d.II,b.4,s.18 |
Lorden.
Nei! nei! Miss, hvad er det De tillader Dem! Nei, nei, just
ikke . . .
O min gode Onkel!
(Afsides).
Ah, han bemærker os.
Lorden.
Jeg meente kun, naar Du befandt Dig vel -- forstaa mig: vel
hjemme, vil jeg slaae min længe paatænkte Reise om Jorden
efter en af Bredegraderne af Tanker, og slaae mig til Ro hos
jer og arbeide paa Udgaven af mine Reiser. Det vil blive en
Beskrivelse! Paa Rojal-Velin, dediceret til gamle Kong William
eller min Ven Sir Walter, der har gjort Campbellerne verdens-
berømte.
Wiliam
(Vender sig livlig om).
Campbellerne? Sagde han ikke "Campbellerne?" Skulde
denne Familie være Campbeller? Nu vel, den er bleven stor,
en Menneskeslægt, og de ere blevne fremmede for hinanden.
(Vender sig bort).
Lorden.
Og saa skulde jeg læse den in extenso for dig, dersom
Humphry gav Dig Stunder, og . .
Sir Lowthes?
Hvilke Øine de gjøre! Pigerne mærke Uraad. Ak, om Rei-
sen skulde være spildt!
Ah, den gamle Herre troer nok, at man ligesaalet bliver for-
elsket som støvet sammen paa en Reise.
Djævleblændt, at Humphry ikke selv rykker ud, men lader
mig istikken, mig, som ligesaagjerne kan holde paa en Kilde,
der vil sprudle frem, som paa hvad jeg tænker . . .
(Høit).
Sir
Lowthes, siger Du, Lucy? Nei, "Humphry, Humphry!" Har Du
|
| d.II,b.4,s.19 |
imod den stakkels Humphry, som gik saa trofast ved Siden af
din Kameel i den afghaniske Ørken? Det staaer bestemt i
27de Capitel af min Reisebeskrivelse. Gjorde han ikke, Miss
Flora?
Flora.
Ja, Mylord han gik ilæ af Sandfyget. Derfor gik han ved
Siden af Myladys Kameel.
Derfor? Miss, jeg er misfornøiet med Dem. Hverken er De
opmærksom, naar jeg forelæser min Reisebeskrivelse, og heller
ikke har De noteret Veirrubrikkerne hverken for i Gaar eller for
idag i Dagjournalen. Det er disse forbistrede Optog hos denne . .
Gud veed hvad han er . . . denne Dagdriver af en Nabo.
(Seer
William).
Guds Blod! Men jeg troer dog ikke han hørte det . .
Lucy, vær ikke saa forskrækket . . Jeg skal gjøre den Gentle-
man min Opvartning . . Imidlertid maa han tro vi tale om noget
andet.
(Høit).
Skal vi have et Blanko for 2den August?
2den August?
Mylord --
Kom, Børn! Jeg vil ikke have med denne Ostindianer at
bestille, kom!
(De gaae ind).
TREDIE SCENE
William. Strax derpaa
Humphry.
William.
2den August? Min Moders Fødselsdag; og jeg har ikke for-
staaet hvorfor min Hjemvee har gjæstet mig vemodigere end
ellers idag den 2den August.
Humphry
(kommer fra Havnen).
Ja, Sir, det er den 2den August alt. Goddam!
|
| d.II,b.4,s.20 |
Hvad dvæler jeg efter? Mit Ophold bliver mig utaaleligere
under denne Uvirksomhed og Rigdom, mens maaskee mine For-
ældre . . O nu ere de gamle, om de leve . . Og, min Gud,
hvad dvæler jeg efter -- ?
Humphry.
Nei, skynd Dem, Sir. Skal vi gjøre Følge, om De vil til Eu-
ropa? Jeg kommer fra Havnen. Den sidste Ostindiefarer letter
iaften, og siden tvivler man paa der dreier nogen ind fra Kal-
kutta.
William.
Ah, Sir, jeg er Dem forbunden. Men Forpligtelser binde mig
her før jeg kan sige denne Verdensdeel Farvel. Alligevel ventes
her to Seilere ihøst.
Humphry.
Ha ihøst? Hvorfor ikke til næste Høst, Sir? Men det er alt
den 2den August
(Bider sig i Neglene mumlende.)
2den August! Det er af
Vigtighed for mig at faa hugget mig fast i denne Pengenabob!
(Seer sig om). Jo ganske rigtig. Vinden er S.S.V., saavidt man kan
see af disse ustadige Silkevimpler, og Skibet derude kommer fra
Land inden Aften.
William.
Troer De? Jeg har Understøttelse at sende en Familie i
Fædrelandet.
Gid han vilde betroe mig at bringe den frem.
(Højt.)
Jo ganske
vist, Sir, iaften. Men lad os høre efter.
Jeg er Dem forbunden, Sir, meget gjerne!
(
Lorden, Lucy og
Flora komme ud igjen).
|
| d.II,b.4,s.21 |
FJERDE SCENE
Lorden.
Lucy.
Flora..
Lorden
(idet han træder ind).
. . . Retsaa, søde Barn, saa er der Intet ivejen for at reise
videre, naar Du vil overtale ham.
(Afsides).
Ha, det var en for-
træffelig Avance! det er saa godt som en Kjærlighedstilstaaelse,
naar en Dame anmoder en Herre om noget.
(Høit. Gnidende Hænderne).
Ah, nu er der næsten ingen Afstand mellem os og det bestemte
Vendepunkt: Indiens Sydspidse; thi Ghauntstoppene ere intet imod
en Mands Bestemthed, og Humphry er en Mand, ret en Mand,
Lucy. Hans Trodsighed er kun hans Mandigheds buskede Bryn.
O tro mig, søde Lucy, Du gjør mig ret lykkelig ved dette Løfte.
Men, Flora, hak nu ikke paa ham, naar han kommer tilbage.
Flora.
Men De siger jo selv, Mylord, at han er en ædel Kjærne i
en raa Skal, og hvorledes skal man faae den ud uden at hakke
paa Skallen.
Lorden.
Tosse!
Lucy.
Ja jeg vil sige ham, at han skylder Dem Lydighed.
Lorden.
Siig hvad Du vil, hvad Dit Hjerte tilsiger Dig; men brug bedre
Argumenter, og saa over Ghaunts ind i Mysore og nedover
o.s.v.o.s.v. Og Humphry med. Ikke sandt, Humphry med?
Lucy.
Ak! jo, dersom --
Flora.
Javist, han hører med til Reisen som Skumpen og Støv og for
at sande Ordsproget: Mennesket fører sin Sorg med overalt.
(Lorden sukker). (Afsides). Ak, det rørte ved hans Hjertesaar.
(Høit).
Ja,
Lord Campbell, vi behøve En, som kan forsvare os mod Mah-
ratterne og Tigrene, som beboe Landet isammen.
|
| d.II,b.4,s.22 |
Lorden.
Snak! Den Deel af Reisen vil danne det meest glimrende Af-
snit i min Beskrivelse. Paa en af Plancherne skal vi allesammen
befinde os i Forgrunden. Du ogsaa Flora og en ung Dame støt-
tende sig til . .
Flora.
. . . Ham, der kommer gaaende der? Men ikke ham der
kommer vraltende.
(Sir
Lowthes og
William sees at komme gaaende. De standse af
og til i Samtale).
Lorden og Lucy
(bebreidende).
Flora!?
Lorden.
Flora, jeg vilde ønske, Du vilde gaae ind og passe din Journal,
for Du kan ikke være rolig.
Flora.
Oh, Mylord, den er alt færdig; men jeg skal vise Sir Lowthes
hvorledes Deres Ønske bør være en Befaling.
(Gaaer ind).
FEMTE SCENE
Lorden.
Lucy.
Sir Lowthes.
Kapitain William. Siden
Flora i Vinduet.
Humphry.
. . Skibet reiser altsaa, Sir. Jeg vil ønske vi havde væddet.
Men hvad bryder De Dem om denne Paqvet fra Præsident-
skabet, som mødte os paa Qvaien, naar De vil reise, og der er
god Vind?
William.
Min Pligt, Sir. Den kalder mig til Madras. Derfor, dersom
De reiser . .
Humphry.
Ja dersom! Dersom Fanden ikke kjører sin Vogn ivejen. Men
tys, Sir!
William.
(Med en let Hilsen til Lorden og Lucy).
Deres Selskab maaskee binder Dem?
|
| d.II,b.4,s.23 |
Humphry.
Fanden heller. Dog -- tys Sir, jeg skal fortælle Dem noget.
(De gaae noget afsides).
Lorden.
Hvad Selskab han der er kommen i!
Lucy.
Ikke det sletteste, troer jeg.
Lorden.
Gid han var det qvit! For vi har jo andet fore. Han er stiv
som et Harnisk, og har allerede yttret Mishag med Planen --
naturligviis for din Skyld.
Lucy.
For min? De betager mig Modet til at overtale ham.
Humphry! Hm! Humphry!
Humphry
(vendende sig skjødeløst om med Hovedet).
Strax, Mylord!
(Afsides).
Nu maa jeg da holde til.
(Hvisker til William).
William
(seende paa Lorden. Til Humphry).
Aha! er han en saadan Original? Men en uskyldig en, fore-
kommer det mig. Blot en Reiseliebhaber.
Jeg troer han bagtaler os. Han er istand dertil.
Flora
(oven fra Vinduet).
Ja, Lucy, jeg hører det. Han skildrer Mylord som en . . jeg
vil ikke sige det . .
Lucy.
Fy!
Flora.
O saa falskt, saa falskt!
|
| d.II,b.4,s.24 |
Lucy.
Den Utaknemmelige! Men han skal --
Humphry! Humphry! -- Det var da ogsaa . .
Humphry
(trædende frem. Til William, rystende hans Haand).
. . Skriv altsaa, Sir. Det bliver derved.
(Hviskende til ham).
Jeg
skal vel see til at komme afsted.
(Hilsende)
Ah, Mylord, jeg kan
allerede sige "Godaften". Det begynder allerede at svale paa.
Vinden staaer fra Land, Mylord, meget godt fra Land for Folk,
som vil fra Land.
Lorden.
Ja min Gut, men den smager bedre imellem de blaagrønne
Ghaunts, hvor den kommer fra.
Humphry.
Det bliver vi To om.
Hvad?
(til Lucy).
Der hører Du, Lucy.
Humphry.
Jeg mener i Meninger, Mylord.
Lorden.
Ja nu skal Du høre min og Lucys . . og Lucys, -- hører
Du?
(seer William har sat sig. Afsides).
Ei for Pokker! der er den ube-
hagelige Nabo igjen paa sin Yndlingsplads.
(Høit).
Men kom ind,
Børn. Der er Atlassen, og den hele Vej udpeget.
Humphry.
Til Kap Komorin?
|
| d.II,b.4,s.25 |
Lorden.
Netop! Lucys og min Mening og Lucys. Netop! og netop til
Komorin.
Humphry.
Nei, Goddam! Saasandt jeg er . . .
(De to sidste Replikker siges mens de gaae ind. Paa samme Tid er ogsaa William gaaen ind til sig.
Fra Baggrunden Ritornellet for
Sangerinderne, der komme fra det fjerneste Hjørne af Williams
Landsted).
SJETTE SCENE
William.
Hinduiske Sangerinder.
Lucy og
Flora sees af og til ved Vinduet.
William
(talende ind ad Døren).
. . Kan det adsprede mig, Achmet, saa lad dem komme.
(Sætter sig som tilforn).
Sangerinder.
En Skov i Flammer
er Mandens Jammer:
sin egen Næring
og Selvfortæring.
Et Hav i Fraade,
hvis Bølger æde
paa egne Kyster,
Vulkan i Gjæring,
en Guds Unaade,
en Jord, som ryster,
er Mandens Vrede.
William.
De Indiens Døttre min Sorg ei fatte.
Den er ei Skoven i Røg og Brand,
ei Hav, der vredes;
med Træets langsomme Død, man satte
i fiendsk Jordbund paa fremmed Strand.
Den lever og døer
af Sukket: hvorledes, o hvor
lever min Fa'r og min Mo'r?
|
|