|
FØRSTE SCENE
(Olufs Værelse. Oluf i sorte Klæder. Beskjæftiget med et Brev).
Oluf.
-- Døden eller Amerika, det er det eneste, som staaer tilbage.
"De maa aldrig vente Dem nogen Ansættelse, daarlige unge Mand!"
var Svaret.
(Leer bittert).
Aldrig noget Brød i mit Fædreland! I mit
Fædreland!
(Smerten betager ham. Farer op efter en Pause og river et Papiir isønder, strøende
det rundt).
Nei, nei! Det er det sidste Forsøg. Og hvad har jeg
gjort? Fulgt mit Hjertes Følelser for mit Fædreland, saa natur-
lige som for min Moder . . Den Salige! Og hun bebreidede mig
ikke . . Hun bebreidede mig ikke, Hun, den Herlige, som for-
sødede sin Armod med Tanken om at min Fader var falden for
Fædrelandet, om at hun sørgede sine Livsdage hen derfor. O for
dette have vi alle lidt; og Kampen er endnu ikke endt, saalænge
det er en Forbrydelse at takke Gud aabenbare og ære Fædre-
landet paa dets Velsignelses og Æres Dag. Men for mig er den
endt. Jeg kan ikke meer end fuldbyrde Offeret ved at døe i
Stilhed. Men Ingen vide hvor det skeer. Ethvert Spoer være
forsvunden. Der er blodløse, som føre til den Døende.
(Kaster Geværet paa Skulderen, og gaaer).
ANDEN SCENE
-- Svoger! Svoger! søg Auditoriatet! Hans Smyg agtes for
den farligste Konkurrent . . Men . . ha!
(Søger Papiirstykker op).
An-
søgningen sønderreven? et Brev til mig . .
(Læser).
"Sørg for Elise!
Jeg kan ikke mere!" Og . .
(Seer sig rundt).
Geværet borte? O, min
ulykkelige Ven!
(Synker hen paa en Stol).
Talenter, Bravhed, Kund-
skaber, alle Adkomster o! o! skulde dette skee! dette Skrække-
lige?
(Læser).
Hvilken Ømhed i disse Afskedslinier og i dette
Skrivt, som han testamenterer mig, i dette afbrudte Skrivt: "Min
Moder," som han har overskrevet det med en Haand, der har
rystet.
(Seer i det).
Ja han har Ret.
(Læser).
-- "Det var en Kone.
Hendes Skjønhed syntes at gaae tilbage i Barndommen og
|
| d.II,b.3,s.407 |
opsamle dens blide Smiil. Pyntet dermed lagdes hun i sin anden
Vugge, Graven. Hun lignede Violerne, der tidt bryde frem om
Høsten igjen for endnu engang at sige Solen Farvel!" Dette er
hans Sidste . . . "Sørg for Elise!" Ja, ja, ved Gud i Himlen;
men dig vil jeg hevne paa Ham, som hvergang snappede dig
Brødet af Munden, og paa det politiske Had, som forfulgte dig
til -- Døden. Men hvorledes sørge for Hende, o Hende! -- saa
forladt som jeg er? Til Stockholm? Fy! Men hvorledes? Bort
maa hun fra sin piinlige Nødstilling hos den utaalelige Fogedfrue.
Men hvorhen? Min Lykke er ogsaa død for 17de Mai. Ak,
jeg maa til Stockholm! Ulykken driver derhen som Fosdraget
til Svælget; og da juble Dybets Aander. Nei! nei!
(Eftertænksom.)
Men Olufs uværdige Medbeiler reiser jo hiin skidne Supplikant-
vej . . Ah, jeg følger med, med forat rive ham det Brød af Mun-
den, som er besprængt med min Trofastes Blod.
(Ud).
TREDIE SCENE
(Hans Smygs Værelse. Han er beskjæftiget med at pakke ind.)
Hans Smyg.
Hvor vil nu Han ogsaa søge Auditoriatet? Gud hjælpe os!
En 17de Maismand, en Patriot, en Hanswurst, en Norskhedsivrer,
en Uselryg, som med al sin ufrugtbare Kundskab neppe har det
tørre Brød til Munden? Nei ham frygter jeg ikke, ja ikke Nogen,
for nu skyder jeg den gjenneste Vei til Stockholm og gjør min
Opvartning hos Hs. Excellence Omnipotenzen.
(Horn kommer)
Ei ei!
Du træffer mig paavejen til Stockholm. Eller er det en Skam det?
Horn.
Nei, bevars. Det er Hovedstaden i Skandinavien.
Hans Smyg.
Ja var det en Skam, kunde jeg jo tælle paa Knapperne. Men
jeg gjør det nu alligevel.
Horn.
Jeg med.
|
| d.II,b.3,s.408 |
Hans Smyg
(Gjør store Øjen)
Du?
Horn.
Ja bestemt.
Hans Smyg.
Det kan jeg lide. Vi reise sammen, om du vil.
(Afsides)
For-
træffeligt, naar En af Patrioterne times en Ydmygelse!
Horn.
Jo for Oluf har høist sandsynligt skudt sig, og jeg maa sørge
for Søsteren.
Nu, det bliver Enden paa Patrioterne. Enten det eller Hungers-
død eller -- kom, hjælp mig med denne Kjole. Der maa ingen
Folder blive; thi det er den, jeg skal op i til Hs. Excel. Sup-
pliken ligger alt i Lommen.
(Ud med Kufferten.)
FJERDE SCENE
(Skovegn ved Magnordgrændsen. En gammel rødtrøiet Soldat, udenfor sin Hytte,
beskjæftiget med at gjøre Kjørriler).
Den gamle Soldat.
Mel. Hr. Zinklar drog over o. s. v.
Den norske Bondemand gaaer i Sved,
Skjærsommerens Sky er ei gjerrig.
Og Solen straaler Velsignelse ned.
Det hedder det kommer fra Sverrig.
Paa eget Fartøi ad Havets Vei
den Sjømand henter en Skilling.
Den skylder Norge sig selv ei -- nei!
den kommer af Norriges Stilling.
|
| d.II,b.3,s.409 |
Selv Øxens Echo ei under Fjeld
maa dø uden Løgn i sit Mæle.
At Sverrig skyldes vor Handels Held
det Dalene først maa fortælle.
Fra Østen kommer ei, det jeg veed,
stort andet end blæsende Vinde,
som pille Kalken i Ro og Fred
af Kongsvingers graanende Tinde.
Om Natten komme de Grønne og Graa,
og røde throndhjemske Dragoner.
De synes tungt at marschere paa
med Vogne, Tros og Kanoner.
Men sagtere svæver ei Flaggermuus
og duunvinget Ugle om Højden.
Der høres kun Raslen af trillende Gruus
og galende Haner i Bygden.
De Vognhjul henrulle som Taager og Røg.
De Pauker ei dundre, og Luren
kun lyder som Vinden, der døende strøg
i Græsset, der visner paa Muren.
Fra Huuløine stirre Gelederne paa
den Grændseborgs sorgfulde Øde.
Da endnu engang indunder de graa
Kaputter det synes at bløde.
(Oluf kommer).
Oluf.
Ja, det er Ham! Jacob, er det en Nationalsang du synger?
Den gl. Soldat
(Forfærdet).
Det er Ham! De komme tilbage; men i sorte Klæder.
(Springer
op; tager Huen af).
Herr Lieutenant -- De veed, Jacob er ikke ræd . .
selv ikke nu . .
|
| d.II,b.3,s.410 |
Jacob, kjender du mig ikke? Oluf, som du saa ofte har
baaret?
Den gl. Soldat
(Farer sig over Panden).
Jaja, Oluf, Oluf Brav -- Faderen opad Dage. Jeg gamle Nar;
men jeg maatte vel tænke først paa ham som faldt ved min Side
her paa Moen. Her var det. Jeg vil vise dig det.
Oluf.
Jeg staaer ene i Verden, og tyer til dig. Er ikke dette din
Stue? Og tillader du at den er mit Hjem? Jeg kan maaskee
hjælpe din Alderdom. Her er mit Gevær og mine Hænder . .
Den gamle Soldat.
Du?
(Ryster hans Hænder.)
O min Gut! min Gut! Her er min Stue!
Oluf.
Jeg vil arbeide for dig -- idetmindste oprydde mit Fædre-
land en større Plads end min Grav.
(Vil bryde ud i Graad).
Den gamle Soldat.
Gut! Det lider jeg ikke . . Du har et alvorligere Anlete end
din Fader, da han -- faldt . . hør! Jeg gjør ogsaa mine Be-
tragtninger . . der er intet Folk (eller Nation) længer. Idet-
mindste ere de paa gode Veje til at bringe det dertil. Jeg
kjender blot Bønderne -- ja ogsaa Embedsmændene; . . de
Fleste adskille sig fra dem ved Rangsyge og feig Fornegtelse
af Folkets Samfølelser; og Bønderne -- hør, min Gut! var der
Krig vilde jeg bygge Forhugninger af en stor Deel af dem . .
De Stakler! -- o netop deri er det min Tanke forvirres -- kan
man have andet end Medynk med disse til Dumhed og Ringe-
agt Antvordede eller Foragt for dem som taale det? Nei, nei,
jeg holder af mine Egne! Jeg var engang, da Alt haabede godt,
opbragt paa dem, fordi de ikke livligt nok følte Forskjellen
mellem Folkets Ære før og nu. Jeg troede de vare som disse
Orme, der løbe over Moen og søge Ly i min Stue -- af koldt
|
| d.II,b.3,s.411 |
Blod, uden at Frihedssolen trængte ind til deres Indre, eller at
den Glimmer, hvormed den omgav det Hele, trængte ind til
deres livløse Hjerter. Jeg troede saa, og harmedes, da jeg
troede Fædrelandets Ære og Velvære vare eet. Men nu? De
have Ret disse koldblodige Orme. Solen er ikke trængt ind til
dem. Kjend paa Løvet eller Græsset; det er ikke varmt; dog
glimrer det i dette Solskin, som omsvømmer alt, og ogsaa Ormen,
men uden at gyde nok Næring i dens Bølger, Varme i dens
Hjerte og Liv i dens Glasøine . . . Dog seer jeg med mine, at
det er det Eneste, som vil kunne holde Norge, og at det Eneste
som vil kunne holde Kongens store Værk, er at gjøre Norge
til Norge saameget som muligt . . Ormen letter Stene, om den
snuer paa sig. . . Kom, min Gut! fortæl mig! Her er Stua
mi!
(Ind.)
Unge Smyg og Horn
(kjørende forbi).
Mel. Im Wald und auf der Haide.
Til Stockholm alle rulle,
som ville og som skulle,
&bmrep; bli'e store Mænd hos Os! &bmrep;
Didhen de dra'e paa Kjærrer;
men hjem igjen som Herrer
&bmrep; de rulle i Kaross &bmrep;
Kjør paa! kjør paa! kjør paa! kjør paa!
de rulle i Kaross.
Ei Tyrken sine Hænder
meer varmt mod Østen vender
&bmrep; end Norges unge Mænd. &bmrep;
Profeten der og Allah
"ödmjukast de påkalla,
&bmrep; och vända Ryg dem s'en" &bmrep;
Kjør paa! kjør paa! o. s. v.
(De rulle forbi.)
Den gamle Soldat
(aabner Døren hurtigt).
Var det ham? ham!
|
| d.II,b.3,s.412 |
Rolig, gamle Jacob! kom ind! Rolig!
Den gamle Soldat
(trædende).
Ja den eneste Uro, vi har her, er "Snällposten og Stockholms-
farerne."
(Ind).
FEMTE SCENE
("Smygens" Værelse paa "Malmens Källare" i Stockholm. Smygen klæder sig paa. En Tjener
hjælper ham. Horn paa Sofaen.)
Men --
Horn.
Nu?
H. Smyg.
Hr. Olof var så beskedlig att lemna os.
(Tjeneren gaaer med et Griin)
Det var det jeg vilde sagt: Hvad Djevelen, vil du ødelægge mig?
Oluf sa'e du?
H. Smyg.
"Olof" sa'e jeg. Man maa tale med dem man er imellem,
naar der ikke er større Forskjel. Og desuden, nu atter Oluf .?
Du har holdt mig med det hele Veien, og
(sætter Armene i Siden)
kom-
promitteret mig hvor du har kunnet med dine politiske Diskurser,
og paaberaabt dig mig som en Norsk eller Ultra, og . . og . .
(kaster sin Kjole i Kufferten igjen).
Saa du ikke hvor Olof green?
H. Smyg.
Nu atter igjen Oluf? hør! . .
Horn.
Nei Olof sa'e jeg -- den svenske Slyngel, som . .
|
| d.II,b.3,s.413 |
H. Smyg
(seer sig heftig om).
Er du gal? Tro mig -- ja jeg burde allerede i Carlstad have
lagt Mærke til dig . .
Horn.
Hvorda? Hvad havde du hos Wingård at gjøre, naar Hedrén
var i Byen?
H. Smyg.
Eller naar der var Heste at faa paa Gaarden, sa'e du. Des-
uden Wingård var Landshøfding. Og saa i Christinehamn --
nei der var du rolig -- ; men i Ørebro, Arboga, Westerås og
Sødertelje og paa Tillja og her idel Kompromittationer paa offent-
lige Steder, og -- her
(seer sig ængstligen om)
hvor man ikke er sikker
inden sine egne Vægge . . Olof! Se nu er han borte igjen.
Horn.
Saa ring paa --
H. Smyg.
Tys, nei, jeg vil gaae ned. Olof er Sødskendebarn til Grev
Brahes Kok.
(gaaer ud)
Horn
(Springer op. Tager et Papiir ud af Kjolen i Kufferten og stikker et andet i).
Se saa! Øjeblikket er der. Lad ham presentere Eidsvolls-
planen for dens Fiende. Det er en Ulykke alene at . .
H. Smyg
(Kommende igjen. Griber efter Kjolen).
. . Og desuden -- forat tale alvorligt -- du er jo selv Stock-
holmsfarer.
Horn.
Ikke forat søge noget.
H. Smyg.
Hvad? Tys!
(Tjeneren kommer og retter Kjolen paa)
Se saa min kjære Olof.
Kan jeg nu gaa til Hans Excellence?
Tjeneren.
Ja va's Herre!
|
| d.II,b.3,s.414 |
Horn.
Mel. Og kjøre Vand og kjøre Ved.
Hvor maa du ikke
paa Thingets Voll
gro højt, du kjære Eidsvollsminde!
I Vredesblikke
fra Løvenskjold
maa dine Spirer jo oprinde?
En god Ting aldrig fik en Sol saa varm,
som dem, der gløder i en Mægtigs Harm.
Skulde selv Blod
fugte dets Rod,
det Tiden højere vil finde.
SJETTE SCENE
(Hos Omnipotenzen. Omnipotenzen en statue. En Kammerlakei.)
Omnipotenzen.
Hvormange Skurke er der idag fra Norge?
Lakeien.
Een.
(Aabner Døren. Hans Smyg træder ind).
Hans Smyg.
Deres Excellence . Hvad er Casimir Perier eller Peel imod . . .
En Beundrer . . Lad dette tale for mig.
(Trækker Papiret op af Kjolen og
rækker ham det).
Omnipotenzen
(Folder Eidsvollsplanen ud).
Hvad? Til Mig? til Mig!
(Med en bydende Gestus og dyb Stemme)
Ud!
(Vender sig som Kommandantens Steenfigur i Don Juan. Smygen skjælver).
Lakeien
(Tagende ham ved Armen)
Forstaaer Herren ikke Hs. Ex.?
Hans Smyg
(Opløst i Forvirring.)
Søte Ven . . .
Forstaaer ikke Herren Hs. Excellence?
|
| d.II,b.3,s.415 |
SYVENDE SCENE
(Værelset paa Malmens Källare. Horn i Sofaen.)
Horn.
. . . Elise! o jeg kjæmper . . . En Ydmygelse som Nor-
mand . . eller om jeg ilede til Kongen, og sagde ham, at han
ingen bedre Venner har end disse, som ikke fornegte sit Folk
selv for hans Skyld? Nei . . Lad denne Tilværelse være spildt
-- Elise, der er en anden, og hvori vi have Sandser. Thi vi
maa finde hinanden, og . .
(Hans Smyg kommer. Horn springer op).
Jeg har bestilt Skyds. Tilbage?
Horn.
Nu hvor gik det?
Hans Smyg.
Tilbage!
Horn.
Gik det tilbage?
Hans Smyg.
Hs. Ex. var urimelig ligesom alle store Genier. Jeg vil slaae
mig til Oppositionen, men anonymt for det første.
Horn.
Hahaha! Men anonymt for det første?
Hans Smyg.
Javist, men des hvassere. Jeg vil rase i Skiensegnen og ikke
levne en Mand og tvinge Excellencen til at skrige ved at knibe
Bernhoft ligesom man letter en Mand af Stolen ved at træde
paa hans Ligtorn eller hale ham en Polyp af Næsen.
Horn.
Det er dog rasende. Oluf var ikke værre i sin bedste Tid.
|
| d.II,b.3,s.416 |
Hans Smyg.
Oluf? Atter igjen?
(Slaaer sig for Panden)
Ja rasende . . o det er
rasende, rasende! Men det kan ikke være saa. Mine Anbe-
falinger ere endda ikke producerede. Det var Bagvaskelse og
slet Stiil i Supplikken, som gjorde Hs. Excellence rasende. Det
kan ikke være andet. Men rasende er det, ihvordan det staar
sig. Men hør . . reis! . . Saaledes kan jeg ikke forlade Stock-
holm . . Ligesaalidt som en Spiller Bordet, naar han engang er
kommen did. Reis! Hestene er færdige . . Farvel. Jeg vil
endnu forsøge andre Udveje. Dit Selskab alene kan have kom-
promittert mig. Derfor reis! Jeg vil forsøge . .
(Iler ud).
Horn.
Med Fornøielse -- Jeg reiser. Oluf, du er hevnet. Hevnet?
Det er et stygt Navn for at Retfærdigheden er fuldbyrdet. Men
naar Hevnen er retfærdig, da elsker jeg den mere end Ret-
færdigheden, naar den hevner. Skar man Retfærdigheden op,
turde man finde, at dens Hjerte var Hevn og dennes en Blod-
draabe. Derfor -- hverken Retfærdighed eller Hevn, men For-
urettelse og Forsonlighed! Og tilbage fra Sverig til Norge!
(Ud).
OTTENDE SCENE
(Ved den gamle Soldats Stue. Han kommer med Olufs Gevær.)
Den gamle Soldat.
Jeg saa ham da han reiste. Men der var To. Nu! Gud
styre min Haand . . Der kommer En af dem opover Bakken . .
Ialfald er det en Stockholmsfarer, en af sit Fædrelands Beskjæm-
mere, en Ødelægger af dets borgerlige Moralitet, som Oluf siger,
naar han anstrænger sin Blødhed til en haard Dom . . Ha det
er Ham, hans Drabsmand . . Jeg kjender ham igjen. Det er
umuligt andet . . Jeg veed jo Minuttet da han skal komme.
Det er ham!
(Lægger an og skyder.)
Oluf! Du er hevnet.
Oluf
(styrtende ud af Stuen forfærdet)
Hevnet?
(Rivende Geværet fra ham.)
Gamle, hvad har du gjort?
|
| d.II,b.3,s.417 |
Den gamle Soldat
(Rolig.)
Skudt ham!
Oluf
(Med stigende Forfærdelse).
Hvem? I Jesu Navn hvem? hvor?
En Stockholmsfarer. Der! Du kjender ham.
(Peger ud i Skoven. Oluf
iler ad den Kant. Den gamle Soldat sætter sig paa Stubben i en rolig eftertænksom Stilling. Oluf
kommer ind med Horn døende i sine Arme.)
Oluf
(Læggende Horn ned jamrende.)
Ja jeg kjender ham . . min Ven! min Ven!
Den gamle Soldat
(Springende op.)
Din Ven? Ikke Han, som . .
Ikke Han . .
Horn
(Rækker Haanden mod Soldaten.)
Tak! Tak!
Han lever!
Han lever ikke.
Røster bag Scenen.
Et Mord! Et mord!
Horn
(Rækkende Haanden mod Oluf.)
Oluf! . . Oluf! . Elise!
Soldaten.
Han er død. Lad nu Juristerne komme.
(Oluf kaster sig hulkende over
Liget.)
Oluf! troer du Gud har styret min Haand saa?
(Taushed.)
Jeg har skudt feil -- værre end imod mit eget gamle Hjerte.
|
| d.II,b.3,s.418 |
(Vognrullen høres.) Men der maaskee kommer den Rette.
(Tummel uden
for Scenen.)
Men Han døer sikkert som en brav Mand, og Præsten
fortæller, at han af Englene er didbragt til sine Fædre højt i
det store Huus med de mange Værelser; men har ikke Djæv-
lene Geværer, saa de kunne pille Slige ned til sig ligesom Men-
neskene de uskyldige Skovduer paa Birkens højeste Qviste, saa
vil jeg lære dem det . .
(Tumlen nærmer sig. Oluf springer op. Soldaten barsk.)
Hvem der?
(Røster bag Scenen).
Fogden! Herr Fogden! Den nye
Foged!
Hans Smyg
(trædende frem i Fogeduniform.)
Retfærdigheden!
(Soldaten leer haant. Til Folk bag Scenen bydende.)
Fængsler
begge Delinqventerne!
Soldaten.
Hvem er Du?
Hans Smyg.
Fogden i Distriktet.
Soldaten.
Fars Søn.
(Teppet falder.)
|
| BLA BAKOVER |