HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837


d.II,b.3,s.386  
STOCKHOLMSFAREREN
SYTTENDE-MAI-STYKKE AF SIFUL SIFADDA
OPFØRT 17. MAI 1837 I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND

Personer:
Gamle Hr. Smyg,
Foged og svensk Vasaridder.

Fru Smyg,

Herr Hans Smyg,
Cand. juris o. s. v.

Fru Brav,
Enke,

Oluf Brav,
hendes Søn, Cand. juris,

Horn,
Cand. theol., hans Ven og Svoger,

Omnipotenzen,

En gammel Soldat,

Et Bud,
Tjener,
Lakai,
Røster.



FØRSTE SCENE
(Hos gamle Smyg, som visiterer Postvæsken.)



Gl. Smyg.

   . . . Hvad Fanden er det? Eidsvollindbydelsen! Ei, ei! min
gode Pastor, du vil skyde det fra Dig. Tak ogsaa for mig!
Hs. Excellence har slaaet en Streg over den hele, og det er nu
ogsaa en af hans velsignede Streger, for nu er baade jeg og
enhver brav Embedsmand undskyldt, mens den anden Nation kan
gjøre hvad den vil.

(Gjør sig en Fidibus af Indbydelsen og tænder sin Pibe.)
Se saa,
det er at tænde sin Pibe ved Patriotismens hellige Luer.

(Slaaer
Fidibussen ud).
Og saaledes døe store Ideer -- ligesom Stjerneskudet
og Fidibusen næsten uden Aske.

(Gramser i Væsken).
Nu Aviserne . . uf!
jeg stak ligesaa gjerne min Haand ned i et Øglerede. Og kan-
skee idag min Tour er kommen i den fordømte Borger eller hos
Morgenbladsmanden, der spiser en Foged eller Sorenskriver til
Frokost som ingenting eller som en stegt Fisk.

(Læser).
Borgeren
er . . lad see! . . det var da ogsaa Satan til Skjælven . . nei,
Borgeren er from og fuld af Vers, og dem bryder jeg mig ligesaa-
lidet om som Publikum; men Morgenbladet -- jo Gudsdød der
er en Foged! Men ikke mig, og saa lad staa til! Indsenderen
har Skam ret . . han bør tages afdage . . Embedsbreve! ja det
har vi nok af. Men her er et fra Hans.

(Mumlende mens han læser)

. . . Hehehe! det er en prægtig Gut -- ikke af Patrioterne; men
d.II,b.3,s.387   af -- hvad er det nu de hedde derinde . . Disse, som dog komme
frem og blive til noget i Verden? . Bare han . . Ei for Satan
atter Penge, "for at kunne være med", som han skriver . . Men
han har Ret i at der dog maa være Forskjel paa hvordan han og
Oluf maa opføre sig. . Og disse 100 faaer vel atter gaae

(sukker)

af samme Kasse, som de andre.

(Sukker, lader Brevet falde paa Knæet).
Bare
ikke . . Nei! nei! vis vas! Nu har det staaet over saalænge, og
med Tiden kommer Raad. Bare han tog sin Examen engang, saa
var det vel, og han havde ikke den Skam at lade Oluf Brav to
Aar foran sig, og det med bedste Karakteer. Men se om han
er kommen videre, og om han faaer mere Nytte af sit laud end
af en tør Pind, for sit Syttendemaiskabs Skyld! Og saaledes er
der da noget godt ved Patriotismen, som det hedder, da Nogle dog
blive holdt tilbage, saa andre kan komme frem. Men nu varer
det noget længe med hans Examen, skjøndt han er saa vel an-
taget baade hos den ene og den anden Fornemme derinde, og
saa moersom i sine Breve, at man ikke kan blive vred paa ham,
om der nu gik et Aar eller saa til hen. Men saa ikke længer . .
Nei Gudsdød, det taaler ikke Fogedkassen; thi jeg agter ogsaa
at leve en Tid i Verden siden det gaaer saa godt.

(Læser.)
Hahaha!
der citerer han af Dæmringen. . Hahaha! Den Næsestyver for-
tjener det Folk, som igjennem sit Statsborgerpak ordentligt be-
gynder at kontrollere Embedsmænd baade som jeg og andre. Ret!
Hahaha! der var en til endnu bedre. Det maa være en Pokkers-
karl. . Det kan være Hans til Nytte, at han er hans intime Ven. .
Men -- hvad seer jeg . .

(Skriger over sig).
Moer! Moer! Du søde
Gud! Moer! Moer!

(Springer op).



Fru Smyg

(kommer).

   Nu Faer? Nei, her er Nøglen til Skabet.

(Klapper paa Lommen).



Gl. Smyg.

   Moer! Moer! hvorfor kommer du ikke. O den søde Gut!
Nei læs selv. Se her, se her, i dette Brev, som ligger indeni
og er senere. Oh, Moer, giv mig en Snaps Perkum. Hans,
Hans . . Men hid med den først. . Thi, thi -- ja virkelig det
ryster.

d.II,b.3,s.388  

Fru Smyg

(Streng).

   Nu skal man see! Ikke en Draabe før jeg har faaet det at
vide.

(Tager Brevet, men rækker det igjen fra sig).
Skjønner jeg sligt? Han
skriver jo med Latin, naar han skriver til dig.



Gl. Smyg.

   Ak, Ak! -- Hans har faaet Examen . . han har taget den i en
Ruf, som han siger . . i en Ruf, den Pokkers flinke Karl. Men
nu, Moer?



Fru Smyg.

   Naa, endelig da?


Gl. Smyg.

   Og det rører dig ikke meer?


Fru Smyg.

   Vist rører det mig, for nu skal ikke min Naboerske længer
have noget at rose sig af sin knortede Slampampus.



Gl. Smyg.

   Men Karakteren. . ?


Fru Smyg.

   Jaja den?


Gl. Smyg.

   Haud illaudabilis, Moer, haudillaudabilis. Det betyder "upaa-
klagelig;" og det var da ogsaa Synd at klage paa den stakkels Gut.



Fru Smyg.

   Mig synes ogsaa det klinger bedre end Mosjø Olufs tørre og
korte laud. Og det skal hans Moder have varmt, saa er da den
Stoltheden forbi.



Gl. Smyg.

   Ak, Stakkel, hun generer dog virkelig Ingen ved sin Stolthed . .


Fru Smyg.

   Jamen hendes Søn gjorde det dog bedre end vor, og hun kunde
være stolt . .

d.II,b.3,s.389  

Gl. Smyg.

   Ja, om hun kunde; men hun er ligesom et stille hængende Sørge-
flor. Og -- ei hvad bah! bedre? Forleden erklærede hun reent
ud, at det var bedre hun havde sat sin flinke Oluf bag Plogen
eller jaget ham tilsjøs -- for, seer Du, det kommer af 17de Mai,
at han ikke kommer nogen Vej. For, seer Du, Sligt glemmes ikke,
og han frisker sin sorte Streg op hvert Aar saa fattig han er.



Begge.

Mel.: Lad dadle Qvinderne Hvo vil & c.



           Nei meer fornuftig er vor Søn.
                 Den Daarskab har han ei bedreven.
                 Han holder smuk sin Hose grøn;
           thi dermed dandser man hos Greven.
                 En dyb Foragt for plumpe Hjem
           igjennem alt hans Væsen syder.
                 &bmrep; Han er et af de Lys, som frem
      af Norges Dæmring bryder. &bmrep;



           Han fulgte den Instrux, han fik
                  -- den gode Dreng nu er han moden.
                 Hans Sind sin Retning, og sin Skik
           hans Tunge fik i "Sladderboden."
                 Han tog Examen med Beqvem
           i hvad der gjør de norske Jyder.
                 &bmrep; Han er et af de Lys, som frem
      af Norges Dæmring bryder. &bmrep;



           Men det, som meest dog gjør vor Hans
                 udmærket mellem Norges Sønner,
           det er et praktisk Blik, en Sands
                 for det, som nytter og som lønner.
           Paa Lykkens Trap imellem dem,
                 som staae, han snogeglat sig skyder.
                 &bmrep; Han er et af de Lys, som frem
      af Norges Dæmring bryder. &bmrep;

d.II,b.3,s.390  

           Han tidlig saae med gyldig Spot
                            ned paa Patriotismens Luen.
           Han forudsaae hver Patriot
           vil snart faae Huller paa Albuen.
                 Han derfor -- --

(Afbrydes ved en Vogns Rullen.)



Gl. Smyg.

   Tys! Gud hjælpe mig! Nu komme de.


Fru Smyg.

   Hvilke De? Hvorfor er du bestandig saa bange for Vogndur.
Ei, du Himmel! det er jo vor egen Hans.



Gl. Smyg.

   Kandidaten maa du sige. Ja det er det skam. Nu, Moer, lad
Kalven stryge.

(Unge Smyg kommer).



Begge.

   Der er Han! Der er Han!

(Velkomst).



Unge Smyg.

   Saa var det gjort. Saaledes er det at tage Examen.

(Kaster
Kappen af sig).
Pah, Mutter, iforgaars var jeg hos Hs. Excellence, for
Vi har det saaledes imellem os.



Gl. Smyg.

   Hvilke Vi?


Unge Smyg.

   Vi.


Fru Smyg.

   Hos Excellencen? Oh, du store Gud! det var bedre end selve
Examinen.



Unge Smyg.

   Det gjør ogsaa omtrent det samme, Mama.
d.II,b.3,s.391  

Fru Smyg.

   Jeg maae afsted. Det maa Bygden vide. Men vær nu ikke
for familiær, Hans.



Gl. Smyg.

   Nu vips ind i Departementet.


Unge Smyg.

   Ja, det gjør ogsaa Vi.


Fru Smyg.

   Men Oluf Brav har nu søgt i 5 Aar, og nu er det yderlig smaat
med Familien.



Unge Smyg.

   Pyh, det har han for sin 17de Maiskommers. Departementet
vil ikke have andre Folk end dem det vil have. Og nu kjender
jeg Snittet.



Gl. Smyg.

   Det har jeg lært dig a priori. Erindrer du deroppe i Grøn-
stuen, da du skulde reise ind -- det første jeg da lagde dig paa
Hjerte var at du aldrig maatte glemme, at du var en Embeds-
mands Søn; og det Andet, at du ikke skulde stikke Finger i Jor-
den for at lugte hvad Land, du er i, men i Veiret forat kjende
hvad Vind der blæser.



Unge Smyg.

   Oh, det har jeg altid gjort. Og nu blæser der en fortræffelig
Østenvind.



Gl. Smyg.

   Bravo! Hehehe! Det er en Hvirvelvind, da den egentlig be-
staaer af tre sammensnoede Vinde, som opløfte Støvet og feje
i Ring med de tørre Blade af Norges Livstræ.



Unge Smyg.

   Livstræ? Ja i Roden, som Patrioterne sige, eller under Jor-
den; men Stammen eller hvad der viser sig i Dagen antyder
d.II,b.3,s.392   Tilbøielighed til at hentørres eller overgaae i en ny Tilværelse og
antage nye Vegetationer, som min Ven Polemikkel sagde i sin
sidste Privatøvelse til sine guddommelige Forelæsninger. Oh! Oh!


Fru Smyg.

   Hvad var det Du? Naa, saa fortæl os da noget.


Unge Smug.

   Oh! Oh! Noget ubeskriveligt. Kryptogame Vegetationer.


Gl. Smyg.

   Ja, hvad var det, Du?


Unge Smyg.

   Oh! Alle troede at han enten læste paa sine pensa eller
smedede de belovede Landser; men saa kom først et Stykke fra
En af Os om at man ikke behøvede at kunne sine pensa for at
naae Kathedret, og saa kom et Program om at Han netop derfra
vilde docere over hvorlunde i det første Decennium af Aar-
hundredet en Epoke indtraadte i vor romantiske Poesi.



Gl. Smyg.

   Men da var, saavidt jeg mindes, netop en Stilhed indtraadt.


Unge Smyg.

   Det gjør intet.
Ipse dixit. Der sidder gamle og fornemme Folk
ved den unge Gamaliels Fødder, som ogsaa sværge
in verba
magistri. Og der sidder ogsaa jeg imellem Kaiphas og Pilatus.



Begge de Gamle.

Mel. Hvad mener Hr. Baronen vel & c.



           O hørte Du, der sidder Hans
           blandt meget Høifornemme,
           som søge der den sunde Sands,
           de ikke finde hjemme.

d.II,b.3,s.393   Chor.

De Gamle.



           Æsthetisk Skvadronage
                      er prægtig Emballage.
           Man kan ei Kjerne finde
                 derinde.



Unge Smyg.



           Ecce qvam bonum,
bonum & jucundum
habitare fratres
      in unium!



Fru Smyg.

   Men, Hans, kan ikke du ogsaa begynde at holde Forelæsninger?


Unge Smyg.

   Jo bevares.


Begge.



           O hør! der kan jo og vor Hans
                 med fyndige Gebærders
           Licenz docere Smag og Sands
                 med Molbechs Hjælp og Herders.



Chor:



           Til Sligt ei kræver Tiden
           Filosofi og Viden;
           nei bare Skvadronage
                 og Courage.



Fru Smyg.

   Det bør du gjøre. Og faae Navn af Digter, for det er saa
vakkert.



Unge Smyg.

   Intet er lettere, for jeg staaer mig godt med de Constitutionelle.


Gl. Smyg.

   Det er ret, min Gut. Det er Folk, som kunne slaa Skillinger
til Dalere om de ville.

d.II,b.3,s.394  

Begge.



           O hør! Poet er og vor Hans.
                            Thi Nella, Rygtets Parce,
           ham af sin Have skjær' en Krands.
                 Den groer igjen som Karse.



Chor.



           Til Kongelige Fêter
           bestaltede Poeter
           Søtkaker med Bogstaver
                 jo laver?



Unge Smyg.

   De Constitutionelle ere ogsaa Vegetationer paa Træbullen, om
hvem Magisteren siger, at dens Hentørren er naturlig. Thi Om-
stændighederne, d. e. de Regjerendes System, ere Menneskenes
Vaar og Sommer og Vinter, siger Han. Man maa ikke indbilde
sig, siger han, at de besjungne Frihedstræer vare friske og fro-
dige, tagne af den raa Natur, siger Han; de vare tilhugne af
gammelt Træ, med eller uden Bark, et Slags Flag- eller Signal-
stænger, siger Han. Der er nu Eidsvollsmindet, siger Han i en
ny Aforisme -- hvad er det andet end et Museepræparat, et tørt
Stykke af hiin Bull, som skal vise Efterverdenen Strukturen af
de Kar, som i 1814 vare organiske, men siden hendøde under
Omstændighedernes Aarskifte?

(Mama slaaer Hænderne sammen).



Gl. Smyg.

   Hans! du har vel ikke befattet dig med den Narrestreg?


Unge Smyg.

   Nei, bevares, skjøndt den, ligesom Pesten, har revet Folk hen,
uden Forskjel. Det er, som Polemikkel siger, "Skriget dominerer
os igrunden." Men vi holde os til Hs. Exc. Statsministeren, som
dominerer os igrunden.



Begge.



           O hør! en Dæmring er vor Hans,
                 og, vil han, Frimagister,
           og Festpoet i Troppens Svands,
                 Klient af vor Minister.

d.II,b.3,s.395  

Chor.



           Kan man meer forlange?
Hans vil Lykken fange.
Hans vil blive mægtig
      og vægtig.



Begge.



           En Ungersvend af slig Gehalt
                 har just den Races Mærker,
           hvoraf vor Tid vil gjøre alt,
                  -- det er dens Underværker.



Chor.



           Kan man meer forlange? o. s. v.

ANDEN SCENE
(Olufs Kammer, af kummerligt Udseende, kun prydet med Portræterne af en Officeer i rød Uniform
og en ung Kone med to Børn paa Skjødet. Oluf ved sin Pult. Horn kommer raskt ind).



Horn.

   -- Nu kjender du ham. Og saaledes ere de Allesammen.



Oluf.

   Han er min Kammerat.


Horn.

   Da fik jeg nok at bestille, om jeg vilde holde fast paa enhver
Slyngel imellem mine Kammerater.



Oluf.

   Min Sambygding, min Skolekammerat og Universitetsbroder.


Horn.

   Des lumpnere af ham.


Oluf.

   Hvad?
d.II,b.3,s.396  

Horn.

   At han, tre Aar yngre og af ringere Karakteer, vil gaa dig i For-
kjøbet, og uagtet sine bedre Kaar tage dig Brødet af Munden.



Oluf.

   Det er umuligt, at Saadant skulde lykkes. Regjeringen kaldes
jo saa ofte retfærdig til den omsider vel maa blive det, ligesom
man lærer et Sprog ved idelig at foresnakkes det. Jeg har det
bedste Haab.



Horn.

   Det er førstegang jeg har sporet Letsind hos dig, Svoger.


Oluf.

   Jeg er lykkelig i dette Haab. Jeg har skrevet til min Moder --


Horn.

   Og Elise -- veed du hvad hun skriver -- Hahaha! Dog er
det ikke herfor jeg holder ham for en Skurk . .



Oluf.

   Nu? . Veed hun af, at jeg har den Plan, at hun skal komme
ind med Moer og boe hos mig, naar jeg faaer Kopistpladsen.
Jeg har alt udseet mig et lidet Huus, og . .



Horn.

   Og jeg vil logere hos dere . . Hør, veed du hvad? Skjøndt
det intet blier af, er dog alt saa behageligt anlagt, at jeg vil knibe
Jomfruen for en liden en iaften.



Oluf.

   Nei, Svoger; jeg har tænkt paa det samme. Kom!


Horn.

   Du? Oh, jeg kjender Status. Jeg veed, at du intet har til-
overs af det Lille, du
Candidatus juris utriusque triennis laudabilis
kan tjene, uden for din Moder. Det er knapt at Søsteren faaer
tilhøre mig, som dog ejer hende med Liv og Sjel. For hør bare
d.II,b.3,s.397   hvad hun skriver med Lars Bakken

(Tager et Brev op)
. . "Fru Smyg
plager Moer hver Dag med sin Søns Fortræffelighed, og mig har
han selv plaget med den. Forleden Aften som han tiende og
sidste Gang paa egen given Anledning havde underholdt os med
Greveballernes Herligheder (hvilket altid er Indledning til Kapitlet
om Landlivets Kjedsomhed) saa, efter en hurtig Berørelse af
Trangen til Divertissementer, og nogle skarpsynte Blik ind i dine
lange Udsigter, siden du ogsaa er en Slags 17 Maismand, saa . ."
hahaha! nei læs selv. Slyngelen har formelig villet stikke mig ud.


Oluf.

   Et afskyeligt Træk!


Horn.

   Et meget almindeligt imellem Venner. Det tilhører blot hans
Races Karakteristik. Det Afskyelige ligger ellers egentlig, efter
Gangen i hans Tale, i at han kun vil have et Divertissement; og
heri stikker Racens Feil, en hensynsløs Egoisme, mere frem end
en Naturfeil. Men lass laufen! Hele Verden maa gjerne forliebe
sig i min Kjæreste.



Oluf.

   Ja kom! Vinens Velgjerning er, at den lader glemme, at der
er slette Mennesker.

(De ville gaa. Et Bud møder dem i Døren med et Papiir).



Horn.

   Eidsvollsplanen? Hvorfor Pokker kom den ikke før? Nu kom-
mer den ubeleilig.



Oluf.

   Nei -- vi ere i Nationens Gjæld. See saa --

(Giver Budet).
Det
koster igrunden kun at jeg bliver hjemme.



Horn.

   Visvas! Der er for mig ogsaa. Gaa nu Karl, du traf paa gode
fattige Patrioter.

(Budet gaaer).
Nu, Luven paa igjen. Vi tage vore
Glas paa Kredit, Svoger.

d.II,b.3,s.398  

Oluf.

   Nei, nei! Jeg er vel nok tilmode -- meer end ellers, for
imorgen har jeg min Ansættelse.



Horn.

   Posito. Uden Patroner? Posito. Med et 17 Maismærke i
Svarteboka? Posito. Men saa lad os idetmindste gaa ud og
besee det lille Huus, hvor Elise og jeg og din Moer og du . .
Kom, kom før det brænder op. Thi efter vor Erfaring vilde det
ganske vist skee, dersom det virkelig blev os beskaaret at kunne
faae Tag over Hovedet sammen.

(De gaa).

TREDIE SCENE
(Hos Fogden. Gamle Smyg i Sygepositur i en Lænestol. Fruen. Unge Smyg.
Aviser paa Bordet).



Unge Smyg.

   Det var en god Post; men ikke bedre end jeg kunde vente.



Gl. Smyg.

   Uf, Hans, hvor kan du sige det? Uf! Uf! Saa kom da endelig
min Tour . .



Fru Smyg.

   Ja, Hans, hvor kan du sige det. Se den Stakkel hvor han
sidder der nommen.



Unge Smyg.

   Hvor kan jeg for det, at han paaengang kommer i Bladet for
Kassemangel og faaer Mindelse af Regjeringen?



Gl. Smyg.

   Uf! Ja Regjeringen -- jeg havde ikke fortjent det af Regjeringen
jeg, som har været saa god Embedsmand paa det nær, og som
har været ivrigst i at haandhæve Kundgjørelsen mod 17de Mai.
Uf! Uf! Og som er Ridder af Vasa. Uf!

d.II,b.3,s.399  

Unge Smyg.

   Men min Ansættelse mener jeg var en god Post. Ikke sandt,
Mama?



Fru Smyg.

   Ja det var den . . Der vil blive en Elendighed over hos Enken.
Jeg faaer over at fortælle dem det.



Unge Smyg.

   Og at Kaldet, som Horn søgte, er blevet besat. Glem ikke det
for Jomfru Elise. Jeg synes hun begynder at falme stygt.



Fru Smyg.

   Ja forfærdelig. Jeg forstaaer ikke hvor du kunde blive for-
gabet i hende . . .



Unge Smyg.

   I al Verden hvad skulde jeg bestille?


Fru Smyg.

   Den fattige Pige . .


Gl. Smyg.

   O -- uf! -- snak ikke om Fattigdom, for . .
(græder).



Unge Smyg.

   Hvad gaaer der af Gamlingen?


Gl. Smyg.

   Nu er det forbi med Stads og Fjas.


Fru Smyg.

   Ja jeg gaaer, bare de derovre ikke have hørt om det Andre.
(Gaaer).



Gl. Smyg.

   20,000 . . uf! Og saaledes skal en gammel Embedsmand prosti-
tueres? 20,000 er Defekten, som skal dækkes inden 2 Maaneder.

d.II,b.3,s.400  

Unge Smyg.

   Ja ved Subskription. Far burde, da Far havde noget, have
subskriberet til Eidsvollmindet, for nu sige Bønderne: "havde
Fogden ikke en Skilling for Folket, saa maatte Fanden og ikke
det have nogen for ham." Og dette Ræsonnement er rigtigt, Far.



Gl. Smyg.

   . . Skarn! uf! Seer du ikke hvorledes jeg sidder . . Slaget
har rørt mig . . uf! Jeg lever ikke de 2 Respitmaaneder ud . .
Uf! det er nok min eneste Redning . . og da . .

(Holder Hænderne
for Øinene).



Unge Smyg.

   Og jeg lister mig saa smaat til Byen.

(Vil gaae).



Gl. Smyg

(Seer vildt op).

   Bliv! For Guds Skyld! Bliv! Hvor er jeg? Vil du forlade
mig, Hans? . . Hans! Hans!



Unge Smyg.

   Jeg skal jo ind i Departementet. Men jeg staaer mig godt der,
og vil tale din Sag . .



Gl. Smyg

(Forvildet).

   Hvor? hvor?


Unge Smyg

(Afsides).

   Bare jeg kunde slippe væk!

(Høit).
Hos Regjeringen.



Gl. Smyg

(Bittert smilende).

   Regjeringen? hvilken? Den er Vogt, og han har ingen Barm-
hjertighed.



Unge Smyg.

   Saa har han noget andet, ligesom man ogsaa kan erstatte Ret-
færdigheden etcetera etcetera etcetera. Vent dog intet med Vished,
for den gamle Generation er opgivet for nærværende Tiders Haard-
nakketheds Skyld; men i den unge ligger Fremtiden, og behandles
d.II,b.3,s.401   derfor med samme Omhu som en tilsaaet Ærteager . . javist Ærte-
ager, for man har saaet hvide, og der vil voxe blaae Blomster
igjen. Haab derfor ikke meget, ikke meget . . Anbefalet! --
(Gaaer baglænds ud under det sidste. I det Teppet er gaaet ned høres et dæmpet Skrig).

FJERDE SCENE
(Olufs Værelse, endnu uslere end før, uden anden Prydelse end Portrætterne. Oluf seer ud
ad Vinduet. Horn rabler paa nogle Papirer paa Bordet).



Oluf

(Vendende sig om).

   Jeg vilde give meget til . .



Horn.

   Du?


Oluf

(Knuser en Taare. Vender sig ud).

  



Horn

(Springer op. Lægger sin Arm paa hans Skulder).

   Min Ven! min Ven! Ak jeg veed det, din Nød er nu for stor
til at lindres af Spøg, eller endog at kunne taale den. Men se
hvorledes jeg tager det!

(Peger paa Papirerne).
Der er Karrikaturer
og Epigrammer over mine Fiender og mellem dem ikke mindst
over mig selv. Se her bare -- her er et Portræt af Fruen, som
dryppede sin Gift i din Moders Hjerte . . og Underskrivten:



           "Fy, hvor hun blev styg
           og plump -- et Kattefjæs,
           og Barmen huul og Maven tyk.
           Hun ligner lidt Fru S. -- "



Oluf

(Skyder Papirerne fra sig).

   Jeg vilde blot sagt: gid dette knebne Gaardsrum ikke qvalte
mig med sin Skummelhed, men at en Stribe blaa Luft . . for
ikke at ønske en Udsigt i det Frie . .



Horn.

   Ja bare den ikke, som fra min Qvist, var forgiftet med et
svenskfarvet Flag saaledes som det paa Agershuus. Det er
ingen Udsigt i det Frie.

d.II,b.3,s.402  

Oluf.

   Jeg vilde glæde mig ved at see hvorledes Gud i Regn og Sol-
skin, ved at lønne Bondens Flid, gyder Marv i Folkets Indre,
saa Denationaliseringen idetmindste træffer paa en passiv Mod-
stand, og Kræfter kunne samles til en Krisis.



Horn.

   Krisis?
Verschleyert ist unsre Isis. Men du har Ret i at Gud
synes at elske Landet, medens Fanden tager ved Folket. Her er
unegtelig
"etwas unheimliches" imellem Mand og Mand. For-
ræderiet groer under glatte Ansigter. Gunstsystemet raader.
Hjerteligheden er forsvunden. Nationen negtes sin Historie og
sine Sympathier. Embedsstanden fornegter dem. Dens Yndest
ringeagtes af de Styrende og er nedsjunken under Spotpriis.
Lykkesøgeriet har tabt Undseelsen. Ungdommen er forgiftet der-
med. Patriot er et Skjeldsord. Det er derfor jeg subskriberer
til Eidsvollsmindet forat Erindringen om at et Folk handlede her
i Landet 1814 dog ikke skal fare vild, naar den leder efter Ste-
det eller falde overende, men have noget at gaa efter og støtte
sig til. Fjeldene blive tilsidst vore bedste Nordmænd, Dalene de
fuldeste Hjerter, Sletterne de bedste Patrioter, nemlig af dem,
som bære Frugter og sjelden slaa feil. Bærumsfjeldene seer
jeg med en Slags Respekt som om de vare vor Naturs satirisk
rynkede Næse over Uvæsenet herinde.



Oluf.

   Jeg føler det taabelige i politisk Sorg, naar man ikke kan bære
sin private. Og dog --



Horn.

   Skulde det komme af at vor private Ulykke er indflettet i den
almene, saa blev der liden Nobelhed tilbage. Men kanskee Men-
neskene ere saa? Men ere de bedre, da vil jeg beholde min
Ulykke og mit gode Humør. Her er noget om mig Selv. Pasqvino
spørger:



           "Jeg i den sidste Tid Herr Kandidaten seer
           saa trofast som en Skygge at følge Raaden, der
           besætter hertillands hvert Sognekald svadendo."

d.II,b.3,s.403      Og Kandidaten svarer:


           "Jeg søger daglig Kald med megen Sorg og Smerte.
                            Jeg røre vil hans Hjerte.
           Nam gutta cavat lapidem non vi, sed sæpe cadendo."



Oluf.

   Elskedes Taarer ere dryppede paa disse Steenhjerter, men der
er endnu intet Mærke -- ikke engang til at de kunne glemme.
Disse, som knuge os, ere kun Halen paa den evig sig foryngende
Slangekrop, som i det svenske Stormandsvælde gnaver paa vor
Frihed og Ære. I dets Slægter foreviges Hadet derimod, og
saalænge der er Liv i Monstrets Hoveder hist, vil Halen slaa sig
selv her, og der vil gives Nordmænd, som forfølge Nordmænd fordi
de vove at være det.



Horn.

   Jeg regner det snart ikke for nogen Ære meer, og Fornøielse
har det allerede længe ikke været. Ja jeg er ikke engang glad
idag, som er den 17de. Nationen er ikke mere sig selv; thi
noget fremmed Modstridigt er igydet den, og gjærer i den, og
jeg veed ikke enten jeg hører til Øllet eller Melken i den Ølost,
som den er. Men er jeg Melk, saa er Han Øl, eller omvendt,
som sniger sig hid derigjennem Porten . . Aha, jeg forstaaer ham:
han søger Vraaerne idag til det bliver mørkt eller giver sig uhyre
at bestille. Men, jeg troer skam, jeg skyder ham til Vidne paa
at vi idag undlade at feire Dagen. Det vil forbedre vore Sager.



Oluf.

   Nei, nei -- det er af Mangel. Men at min Moder skal lide
Mangel, og jeg ikke kunne hjælpe hende . !

(Vender sig om).

Hans Smyg kommer raskt ind.



Hans Smyg.

   -- -- Nu, Gutter? ikke en Bolle paa Bordet? Hurra for
17de Mai!



Horn.

   Tys! Man kan høre dig.
d.II,b.3,s.404  

Hans Smyg.

   Nei ikke her i denne Rottefælde. Men hør paa Gaden bare!
Nu, skal Dere ikke ud?

(Man hører Jubel).



Oluf.

   Jeg kan ikke vise min Kjole mellem de Pyntede, mit Ansigt
mellem de Glade. Jeg feirer den i mit Hjerte.



Hans Smyg.

   Dit Ansigt? Ja siden din Moder blev syg . . .


Oluf

(heftig).

   Hvorledes? Tal! tal!


Hans Smyg.

   Du veed det ikke?

(Seer sig om).
Men hvad Fanden, Gutter, her
er Knaptæring. Haha! Ere I gaaene til Erkjendelse? Eller har
Lieut. Poulsen kjøbt Fordringer paa jer? Vand og Brød? intet
andet? Det kommer af at feire 17de Mai. Ja paa Vand og
Brød sættes Syttendemaiskarlene friskt væk. De Godtfolk ere
ligesom de 7 ægyptiske magre Aar, som kommer efter de fede.
Igaar havde jeg min 17de Mai paa Welhavens Forelæsning, og
man havde Lov at tage Damer ind som om de regnedes for ingen-
ting. Hahaha! Troer I jeg har drukket Portviin idag? Men ikke
for 17de Mai. Jovel! Kom først i Sadlen, saa kan I slaa en
liden Volte uden at brække Halsen.



Horn

(Opbragt).

   Det torde dog hænde du kom til at gjøre det nu, og det ret
strax.



Hans Smyg.

   Nu, nu, gode Ven, ere vi ikke gode Venner igjen? Du har
lovt mig --



Oluf

(Lægger sig imellem).

   Rolig, rolig! Men for Guds Skyld saa siig dog hvad du veed
om min Moder. Hun er frisk efter sine Breve. Men tal, for
Alting -- tal! Hun skjuler det Sande af Ømhed for mig . .
(Horn støder Smygen fra sig).

d.II,b.3,s.405  

Hans Smyg.

   Ja, seer du, hendes Gaard strøg med i Onsdags som Deel i
Kautionen for min sal. Fader; og samme Dag -- jovist veed
du det?



Oluf og Horn.

   Nei, nei! Samme Dag . . .


Hans Smyg.

   Ja samme Dag blev hun syg, og . .


Oluf og Horn.

   Og . ?


Hans Smyg.

   Og har ikke reist sig siden.


Oluf

(Kaster sig paa en Stol dybt bedrøvet).

   Gaa! gaa! Lad mig ene.

(For sig selv).
O, hun har aldrig be-
breidet mig --

(hulker).



Hans Smyg.

   Men hun er jo ikke død endnu? Det gaaer ikke saa hurtigt
med hende som med min Far. Hvem skulde troet at det var
saa hurtigt bestilt med ham?



Horn

(fører ham ved Kraven til Døren).

   Hør gaa nu. Vi ville være ene.


Hans Smyg.

   Nei, Gudsdød! Jeg har et til. Hvor skal jeg faae mig en Bryst-
naal til Vækkerøbal hos Baronen?



Horn.

   Ud!

(Støder ham ud).
Saaledes ere de.

(Slaaer Armen om Oluf).
Vi ere
ene, ene i Verden. Du har jo ofte ønsket dig det, du, som har
ingen Smerte for dig selv.

(Teppet falder).

d.II,b.3,s.406  
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE