HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837




1836
(Gade ved Bernt Ankers Gaard, det saakaldte Palæ. Dampbaaden Konstitutionen sees i Perspektivet.
Festlig Livlighed. Folk af alle Klasser bevægende sig om hinanden, "Sønner af Norge" synges. De
tre Snyltegjæster komme under Sangen. Envoyéens forældede Ansigt i Nathue sees noget længere borte.
Et stormende Hurra efter Sangen, Haandklap, Skud i det Fjerne o. s. v.)



1ste Snyltegjæst.

   Dette Kristiania kjender ikke gamle Folk igjen. Vi maa være
komne til en anden By.



2den Snyltegjæst.

   Ja den Karnaille Jack kjørte som Fanden selv. Han kaldte
det en Dampvogn, og det baade røg og gnistrede, det er sandt.
Men hvorledes vi kom frem og hvorhen eller om vi ere komne
frem -- det veed jeg s'gu ikke.



3die Snyltegjæst

(Peger paa Dampbaaden.)

   Ja se der! Ei, hvad er dog det for et Dyr?
d.II,b.3,s.369  

1ste Snyltegjæst.

   Et Sødyr er det jo. Ei, nu skrige de paa en frisk.

(Hurraraab).

Det er skammeligt, at de ikke have mere Respekt for Kammer-
herre Anker, som man paa de nedrullede Gardiner kan see vil
have Ro.



En Borger.

   Er I fra Maanen, Far? Gardinerne ere nede siden Kongen
var her?



1ste Snyltegjæst.

   Hahaha! Dersom jeg ikke havde taget Mærke paa Kirke-
taarnet, der har sin egen Form efter Lygten i Bethlehems Stald,
saa skulde jeg sværge, at dette ikke var Kristiania og denne
Gaard ikke Bernt Ankers og denne Bagside her ikke gamle Pløens,
thi jeg kan ikke finde min egen Gaard.



Borgeren.

   I har nok begyndt tidlig idag, go' Mand.


Snyltegjæsterne.

   Hahaha! Ja Gud begyndte vi tidlig igaaraftes.


Borgeren.

   . . . Ogsaavidere indtil I træffer paa en ædru Dag langt til-
bage i Tiden, der kan være Oldemoder til eders forspildte Liv.



1ste Snyltegjæst.

   Og hvilken Konge taler da eders Klogskab om, om jeg da maa
spørge?



Borgeren.

   Jeg veed ikke hvem De mener enten den 14de eller 3die;
men Carl Johan kaldes han i Folkets Hjerter.



1ste Snyltegjæst

(Snyltegjæsterne skoggerlee).

   Ja I maa lee. Carl Johan? Han er ovenikjøbet vel endogsaa
Konge af Sverrig eller Mesopotamien eller Babylonien eller hvad
galt man kan finde paa; thi det ene er ikke klogere end det
andet. End hvad mener I om Christian den 7de.

d.II,b.3,s.370  

Borgeren

(til en Anden.)

   Dersom de andre To ikke vare lige gale skulde jeg troe at
Hassing er kommet ud af Dollhuset.



En Gut.

   Hurra for 17de Mai!


2den Snyltegjæst.

   Ja det holder jeg med. Det er ganske rigtigt den 17de Mai.
Det er det ene hvori de ere fornuftige.



3die Snyltegjæst.

   Anker, Pløen eller Collett maa vist have holdt et Kalas og ladet
Publikum faa nogle Ankere. Kanskee nogle Skibe ere komne hjem
eller Bekræftelse paa Krig ude og Fred hjemme.



En Student.

   Nei, min Mand, vi vente paa Fyrværkeriet paa Bjørvigen. Ellers
er det uforklarligt hvad De vil med de gamle Aristokrater, De
nævnte.



1ste Snyltegjæst.

   Vi maa sikkert være komne til en anden By, eller, da Jorden
er rund og Jack kjørte som Fanden selv, til Kristiania Antipoder
paa den anden Side af Jorden.



2den Snyltegjæst.

   Det antager jeg ogsaa, og altsaa er der intet forunderligt i det.
Kristiania selv kan det ikke være, siden man har faret saa syndig
med Agershuus, der er skrællet ligesom et Æble ligetil Kjerne-
huset. Deri har det gamle rigtige Kristiania Fortrinet; dog skal
vi snart sige hvilket der virkelig fortjener det, naar vi først kan
faa undersøge hvad Drikkevarer her gives.



1ste Snyltegjæst.

   Deri tror jeg denne By maa have gaaet betydelig tilbage, ihvad
Fremskridt den ellers kan have gjort for et Slags Skyggebillede
at være, thi disse Flokke, hvoraf Byen vrimler, synes at beruse
sig af Luften.

d.II,b.3,s.371  

En Stemme.

   Afvejen! afvejen! der kommer Storthingsmændene fra Gjæste-
budet forat see paa Fyrværkeriet.

(Bevægelse i Massen. Hurra for Storthinget.)




           SANG
           Forsamlet er det norske Thing --
                 o hvilke ædle Kræfter!
           For hvert gjør gamle Nor et Spring,
                 og Sverrig hinker efter.
                       Chor: Norges Storthing leve!
                  Høit dets Røst sig hæve!
                  høit for Norges Frihed og Hæder!



           Det gaar vel smaat; thi i Harnisk
                 vil Gothen paradere;
           men i sin Kofte Norge frisk
                 og fri sig kan movere.
                       Chor: Norges Storthing leve!



           Sig fryde Svensken da ved Sit:
                 ved Lejoner og Braher,
           Vi synge, at vi er dem qvit,
                 ti fro Hallelujaher:
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Hver Storthingsmand har sit Talent:
                 En Gnist en Anden Flamme;
           men nævn mig ellers Parlament,
                 hvor Hjertet er det samme.
                       Chor: Norges Storthing leve & c.



           Det gjør mig ondt for Vaterland,
                 og for de arme Svende;
           ei mindre ondt for Foss, at man
                 ham vilde saa miskjende?
                       Chor: Norges Storthing leve & c.

d.II,b.3,s.372  

           Hvi blev den Friheds Ven ei heed?
                            Han varmt ei protesterer.
           Ak, Det er ingen Varme ved,
                 som Lys kun reflekterer.
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Lænk Kristiania ind som før; --
                 det løfter Lænker trange.
           Hver snøret Jomfru ikke døer,
                 endskjønt der døer nok mange.
                       Chor: Norges Storthing leve!



           Paa norske Stang et fremmed Flag?
                 Forvist den staar ei sikker;
           thi Øxehugg er i hvert Slag,
                 som hjelmske Hjerte pikker.
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Saa tro som Hakkespet paa Bul
                 Hjelm løs paa Stangen hakker.
           Tilsidst maa Stadsen vel omkuld,
                 som falder Hals saa vakker.
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Med Ild vil Hjelm, med Røg vil Foss,
                 med Gnister Hver paa Thinge
           med en vulkanisk Kraft for Os
                 et bedre Flag fremtvinge.
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Som Flammer over Land og Hav
                 sig af Vulkanen taarne,
           saa blus, vor Æres Flag, frem af
                 Nationens egne Kaarne!
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.

d.II,b.3,s.373  

           Lev i dets Farve hjelmske Glød!
                            Strøm mørkblaa i dets Kjerne
           det Alvors dybe Flom, som flød
                 fra Riddervoldske Hjerne!
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Og Flagets Tunger Sørenssen
                 Veltalenhed skal lære,
           at vidt som Havet ruller hen
                 de tolke Norges Ære!
                       Chor: Norges Storthing leve!



           Med Fauchalds Liv det hvifte i
                 de muntre Vestenvinde;
           men Uelands Melankoli
                 du i dets Hvinen finde!
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



           Om Andet ei end Flaget kom
                 af Thinget, Normænd frie
           til Hjertet kryste dog den Blom,
                 og kysse den og tie.
                       Chor: Norges Storthing leve! & c.



1ste Snyltegjæst.

   Det er tilpas. Hvorfor har de Fæ af denne omvendte fata-
morganiske By eller hvad Land det nu er, ikke beholdt sit eget
Flag? Hver maa staa paa eget Bedste.



En Sjømand.



           Nei aldrig mere skal fra denne Dag, sa'n,
           min kjære Skude tone andet Flag, sa'n,
                 nei, end Trikoloren,
                 som er døbt og svoren
           Frihedens og Norges dyre Sag, sa'n.
                 Lad gaa op' en
                 frit i Toppen!
           Tyrk og Konsul skal ei mere stopp'en!

d.II,b.3,s.374  

           Ja, hvis jeg førte noget andet Flag, sa'n,
                      skulde jeg forgaa med Stavn og Stag, sa'n,
                 Dertil var jeg værdig,
                 hvis der var retfærdig
           Kraft og Harm i Oceanets Brag, sa'n.
                 Men hvor gjerne
                 mod det Fjerne
           bærer det dig ikke, Frihedsstjerne!



           "Frihedsstjerne" -- ja det er dit Navn, sa'n,
           du trefarv'de Banner i min kjække Stavn, sa'n.
                 Langt bag Finisterre
                 skal du Norges Ære
           straale ind i hver en fremmed Havn sa'n.
                 Lad gaa op' en
                 frit i Toppen!
           Selve Fanden skal ei mere stopp'en.



Folkemassen.



           Frihedsstjerne, straal du frem, sa'n,
           over hvert et Seil fra Norges Hjem, sa'n.
                 Du est jo oprunden
                 hist i Eidsvollslunden,
           i det Norges Frelses Bethlehem, sa'n.
                 Ud fra By, sa'n
                 Snekker fly, sa'n,
           ud som Engle med det Frelsens Ry, sa'n.



En Kjøbmand.



           Jeg er færdig til i Jord at gaa, sa'n.
           Thi mit Skib har baaret paa det Blaa, sa'n.
                 Gjennem Fædrejorden
                 Kristianiafjorden
           tidt jeg trække lod med Skam derpaa, sa'n.



Folkemassen.



                 Ned fra Top! sa'n
                 Du bør op, sa'n.

d.II,b.3,s.375  

Kjøbmanden.



           Jeg er dum og gammel.



Folkemassen.



                 Derfor stop sa'n.



Kjøbmanden.



           Jeg skal aldrig gjøre saadant meer, sa'n.
                      Slet Exempel trækker efter fleer, sa'n.
                 Til Karduuspapiir jeg
                 (anden Udvei blier ei)
           flux vil skikke det til Møllen ne'r, sa'n:
                 Patronkardus, sa'n,
                 Glad og Huus, sa'n,
           snart faa deraf gjort til Agershuus, sa'n.



En Bonde

(synger)



                 "Bondestanden er en Hæders Stand" o. s. v.



2den Snyltegjæst.

   I gamle Dage fik Bønderne ikke slig fri Spas. Ja desmeres,
jeg saa Kufterne indimellem de muntre gamle Mænd, som denne
Pøbel kaldte Storthinget.



En Student.

   Det er netop Frihed og Liighed det gjenfødte og unge Norges
Fortrin bestaar.



3die Snyltegjæst.

   Frihed og Liighed? Den Skaal kjender jeg fra gamle gode
Dage, unge Mand; men vi fortolkede den ikke saa, men kun ved:
"Skomager, bliv ved din Læst!" Imidlertid, var her nogen ved-
haanden skulde jeg drikke den.



1ste Snyltegjæst.

   Hvad er det ellers for en Blomme, han bærer paa Huen, Fa'r!
Det burde ikke jer Moer tillade. Og hvad er ellers jer Be-
stilling, med Permission.

d.II,b.3,s.376  

Studenten.

   Jeg er Student, til Tjeneste, og bærer den norske Kokarde
med Nationalfarverne.



           Den Blomst har Rod i Normands Bryst,
           men søger ud hvor der er lyst
                 paa brave Normænds Pander.
           Sit Rødt af friske Blod den fik,
           sit Blaa af Sværdes hvasse Blik;
                 det er hans Sjelebanner.



1ste Snyltegjæst.

   Da vil jeg ogsaa have mig en saadan Lap forat blive Patriot. Thi
dette er vel Meningen med denne Udmærkelse, som jeg kan see
det skal være siden saa faa bære den. Der hvor jeg er kjendt,
eller (som disse gale Mennesker vil) i gamle Dage, kostede det
mere. Den der boer herinde

(peger paa Palæet)
eller som boer i et
lignende Huus et andetsteds, har det kostet uhyre. Men der seer
jeg En med en guul og sort Kokarde? Hvad er det for en Mand.



Studenten.

   Et Æsel, der forresten ikke behøver at bære den.


2den Snyltegjæst.

   I har altsaa deponeret til Kjøbenhavn?


Studenten.

   Nei, der deponere kun vore Damer. Jeg har deponeret her
ved vort eget Universitet.



1ste Snyltegjæst

(Til sine Kammerader).

   Ved I hvad, jeg troer s'gu vi ere komne til Maanen. Det er
dog rimeligere at antage, at der er skeet en hovedkulds Forandring
med os eller endog, om vi skulle indrømme det, i vore Hjerner,
end med et helt Land, der desuden ligger fastere end andre.
(Til Studenten).
Hør, min Hrr. Hjemfødningsstudent (som det lader til
I vil hedde) jert medecinske Fakultet burde lægge sig meest efter
d.II,b.3,s.377   at studere Maanesygen og Sonnambulismen; thi deri har jeg
Grund til at tro der er meest Praxis, og at det vil være lettest
at holde de andre Fakulteter Stangen, hvoraf upaatvivleligt i et
saa urimeligt Land det juridiske exellerer i Haarkløverier og det
theologiske i Drømme.


2den Snyltegjæst.

   Lad os føle ham noget paa Tænderne, og om det virkelig skulde
være Kristiania. Hvor boer Bernt Anker, om jeg maa spørge?



Studenten.

   Ikke i Kristiania, uden det skulde være paa Kirkegaarden.


Snyltegjæsterne.

   Ahahaha! et Kristiania uden Bernt Anker! Kan I see med et
Øje uden Pupille, eller nævne mig et Fruentimmer uden Feil.



Studenten.

   Maaskee den gammelagtige Mand derhenne kan være heldigere
i at oplyse Dem. Han har været Envoyé hos afdøde Bernt Anker.



Snyltegjæsterne

(forundrede)

   Ja for Gud! Nu bliver det galere end før. Jess! gode Ven!
herover!



Envoyéen.

   Kors fri os!


1ste Snyltegjæst.

   Nu, bliver du bange? En af de sidste Skaaler, vi drak sammen
paa Fladeby, var "aldrig see en gammel Ven med et nyt Ansigt."



Envoyéen.

   Kors! dette gaar over Forstanden.


2den Snyltegjæst.

   Ja det synes vi med. Ellers komme vi fra Fladeby, men kjende
os ikke rigtig igjen herinde for al den Galskabs Skyld.

d.II,b.3,s.378  

Envoyéen.

   Fra Fladeby? Snak, Monsjeur.


Snyltegjæsterne.

   Saasandt vi staa her -- i denne Eftermiddag kom vi noget
stødte rigtignok af Kjørselen og over at du havde brudt godt
Lag idagmorges og listet dig bort.



Envoyéen.

   Kommer I fra Fladeby, saa maa jer Pidsk have været stiv.


Snyltegjæsterne.

   Det negte vi heller ikke.


Envoyéen.

   Thi I have sovet eller været i Helvede i fulde 36 Aar netto.


1ste Snyltegjæst.

   Gudbevar's! Ellers, hvor har du levet?


Envoyéen.

   For den Sags Skyld kunde jeg nok have staaet mig paa at have
holdt Compagni med jer, der enten har sovet eller spøget -- hvil-
ket sidste altid har været Huusmanden paa Fladebys Mening om
den Sal, vi vare i, hvorfor Ingen har turdet nærme sig den. Men
jeg slap vel, fordi jeg ikke havde saameget tillivs som I. Ellers
er her skeet en Mængde Forandringer. Kristiania Folkemængde
er meer end fordoblet og den udvides og forskjønnes ligesom en
Pyntedukke, der er bleven gift.



1ste Snyltegjæst.

   Siig mig heller noget om vore gamle Venner. Arbin, da?


Envoyéen.

   De ere døde. Og jeg troer skam det samme om Jer. Ialfald,
dersom der ikke var en vis Opløftelse i Gadegutternes Gemytter
idag, saa bleve I til Spot formedelst eders gamle Dragt. Ellers,
hvor Arbin boede, er nu et blomstrende Institut.

d.II,b.3,s.379  

2den Snyltegjæst.

   End Hetting?


Envoyéen.

   Der er en Kongl. Kunst- og Tegneskole.


3die Snyltegjæst.

   End gamle Pløen.


Envoyéen.

   Der er Kathedralskolen, Skolens og Byens Bibliothek. Gid
Fanden bare tog Guttene!



1ste Snyltegjæst.

   End Krigskommissariatet? hvor er det?


Envoyéen.

   Der er nu vor 22aarige konstitutionelle Regjerings Departements
og i den gamle Skolebygning er Storthingslokale. Ellers er der
foreslaaet at bygge et Nationalpallads for begge Folkets Magter.



1ste Snyltegjæst.

   End gamle lucifer Djurendahl da?


Envoyéen.

   Nei, nu har vi unge dyren Dahl samt en halv Snees andre, der
lyse brav i Vinduerne.



2den Snyltegjæst.

   End Han, du veed, Han der ved Siden af Erik Thurmanns?


Envoyéen.

   Ah, der er Borgerskole og Athenæum -- Alt Prægtigt og stort.
Og Universitet have vi forlængst og det godt udstyret, Krigs-
skole, militær Høiskole, Bankbygning, Børs, et prægtigt Theater,
samt en Kongebolig under Bygning med meget mere, som bare
ærgrer mig, der hører til den gamle Tid.



1ste Snyltegjæst.

   Alt dette Praleri staar formodentlig at læse i "norske Intelligenz-
sedler?"

d.II,b.3,s.380  

Envoyéen.

   Jovist! De Intelligenzsedler komme nu ud alle Dage; ligesaa
udkomme her fra 12 Bogtrykkerier altformange Aviser, og deraf
nogle store og daglige, fra hvert. Kort, om I huske det, saa ere
alle Bernt Ankers og de andre Patrioters Klager opfyldte, og vel
saa det.



Studenten.

   Alt, hvad han fortæller jer der, er dog Intet imod det hele
Lands Velvære under en til 1/3 meer end paa jer Tid opstegen
Folkemængde; og denne Velvære er alene Følge af Forfatningen,
som I vel heller ikke veed at Folket gav sig selv paa Eidsvoll
17de Mai 1814.

(Synger).



           Ja Gud velsigne Norges Land!
                 Der er saa godt at være.
           Der byder nu fribaaren Mand,
                 og ingen Lovens Herre.
                       Saa vakned vi da op engang,
                 og brød de danske Baand og Tvang.
           Ja Gud signe Norges Land!
                 Der er saa godt at være!



1ste Snyltegjæst.

   Holder man rask Leben endda?


Envoyéen.

   Snaus! Snaus! De Sidste, som levede noget honet var Nogle
af Dem, som havde med det ankerske Fideikommis at bestille
som det er forbi med.

(Sukker.)



1ste Snyltegjæst.

   Da give vi Fanden i denne Frihed og Velstand, som beruser
sig i Solskin og Vaarluft hver 17de Mai.



2den Snyltegjæst.

   Har der altid været en saadan almindelig Kordialitet den
17de Mai.

d.II,b.3,s.381  

Studenten.

   Nei, Pokker!
"Varmt stak vel Majens Sol, men Magtens stak dog værre."

   Tilforn hørte man bare de giftigste Spottegloser, som f. Ex.


           Naar Edderlifven er mig nær
                 necesse tum sim spuens;
           thi alt det Blod han ejer er
                 mercuriale fluens."

   Og den lille wedelske Djævelunge, som I huske fulgte under-
tiden sal. Greven, men som nu er bleven General, massakrerede
Folket i Flæng for nogle Aar siden paa Torvet, men fik ikke
andre end saadanne daarlige Stikpiller i sig:



           Baronen reed engang i Ring
                 ved Aggershuses Porte;
           men da han saae sig ret omkring,
                 saa var Forstanden borte . .
           Baronen vendte sig paa Hest,
                 og spurgte Pladsmajoren,
           om han ei havde seet en Rest
                 at falde ned til Jorden?"



Envoyéen.

   Hm, det var vel for seent for de forbandede Kjærringene, som
ere saa rappe paa det.



Studenten.

   Men nu er alt Fortrolighed, Tilnærmelse og Glæde, og man
grundlægger idag i Indbydelsesplanerne et grandiøst Monument
ved Eidsvoll Jernværk til Minde om den store nationale Be-
givenhed der i 1814, der gjengav Nationen sig selv og opfyldte
Patrioternes Krav.



Envoyéen.

   Ei Monsjeur, hvorfor lægger han Skjul paa Foreningen med
Sverrig?



Studenten.

   Fordi den ikke kommer 17de Mai ved.
d.II,b.3,s.382  

1ste Snyltegjæst.

   Godt og vel nok; men baade maa jeg protestere imod at den
bare feires med Øjens- og Ørenslyst; thi der raser ligesom bræn-
dende Svovel i mine Tarmer -- og



Envoyéen.

   Det troer jeg s'gu gjerne: thi saa jeg ret paa jer, see I mig
noget mistænkelige ud, omtrent som Løgtemænd. Jere Klæder
see for Gud ud som fra en Liigkjelder.



2den Snyltegjæst.

   Desuden saa fatter jeg dette endnu ikke saa ganske, men vil
sove derpaa.



3die Snyltegjæst.

   Jack gik jo ind i Portkammeret. Jack! Jack! spænd fore igjen!
Luk op Porten!



En Borger.

   Er I gal, Mand, Palæet er ganske øde.


1ste Snyltegjæst.

   Ja det skal Du faa see! Jack, i Djævlens Skind og Been!
(Jack kommer grinende i Porten.)



Jack.

   Vær saa god. Hestene ere færdige.


Envoyéen.

   Enten er det Jack eller Satan selv.


Jack.

   Du traf det. Messjeurs, Rødfuxerne stampe!


1ste Snyltegjæst.

   Tilbage til det gamle Norge; thi i det nye hører Folk som vi
ikke hjemme!

(De gaa ind, Porten drøner igjen. Man hører et vildt brølende, i det Fjerne
døende Skrig under en tordenlig Drønen, der blandet med Knaldet af det løsbrydende Fyrværkeri, taber
sig liig en bortrullende Vogns. Syttendemais-Jubel. Folket forsvinder, tyende nærmere Fyrværkeriet,
under Afsyngningen af den norske Marseillaner).

d.II,b.3,s.383  




           SANG
          
(Mel.: Marseillaneren.)

                      Op I brave Sønner af Norge!
                 Det er Frihedens hellige Dag.
           Lader vaje fra Fjeldenes Borge
           &bmrep; Det trefarvede Norriges Flag! &bmrep;
           Lad Forrædere under det andet
                 skjule sig, straalende Høifest, for Dig!
                 og der henblegnende som Liig
           høre Folket at juble kring Landet!
                 Hurra! for Norges Flag,
                 det Tegn for Himlens Sag!
           Hil dig, vort Flag! for syttende Mai
                 høit over Folket vai!



           Frihed Sejer i Kampen forjetter,
                 Fryd og Velstand de fredsæle Aar.
           Hil dig, Frihed, som Arbeidet letter,
           &bmrep; og som gjør at vi tungere slaar! &bmrep;
           Selv sin Frihed nu feirer Naturen:
                 Vinterens Iislænker bragende sank;
                 og se som Frihedsbanner blank
           vajer rødmende Fjeldbjerk i Uren!
                 Høit synger Fossens Dur
                 befriede Natur.
           Lyd høit vort Chor som rungende Fos!
                 Det er og Vaar for Os.



           Skal det Døde da Aanderne lære,
                 at de juble sin Frihed imod?
           i de buldrende Vande da være
           &bmrep; mere Geist end i Menneskeblod? &bmrep;
           Støvet jubler i Solen, og qvæder
                 Fuglen ei paa sin svævende Green?
                 Og Manden paa sin Arnes Steen
           skal ei hilse sin Frihed, sin Hæder!
                 Hans Høje Frihedshil
                 skal Jorden lytte til.
          
d.II,b.3,s.384              Og hver dens Træl skal aande sin Harm
                 som Røg og Ild af Barm.


           Men vi mindes, at Norriges Frihed
                 ogsaa opsteg af blodige Bad.
           Være taksomme Bæger da viet
           &bmrep; Liers segnende Seirherrerad! &bmrep;
           Bretlands Thordner om Norrige braged!
                 Hungersdøden det viedes ind,
                 og fremmede Forrædersind
           lurte sammen i Raadet og Slaget.
                 Europa Trældom svor;
                 men "Frihed" Gud med Nor.
           Og Carl, han svor, og lagde sit Sværd,
                 og blev da Spiret værd.



           Alt forlængst har sig Maidagen sænket
                 som et gavefyldt Himmelens Hvælv.
           Deri er os Forjettelsen skjænket:
           &bmrep; Gud den hjælper som hjælper sig selv. &bmrep;
           Deri lyksalige Aarrækker dvæle
                 som i Jomfruskjød herlige Æt.
                 Og liig et Rigdomshorn dens Sol
           himmelsk Lys saaer i Fribaarnes Sjele.
                 Spænd ud dit Himmeltag
                 du Frelsens Fødselsdag!
           Derfra den steg paa Norriges Raab,
                 og der, der boer vort Haab.



           Nordmænd, fremad! fremad! Os føre
                 Syttende Majens Forjettelser an.
           End tør trælsindte Love jo gjøre
           &bmrep; til umyndig den fribaarne Mand? &bmrep;
           Gaaer et Folk ikke fremad, tilbage
                 da som Tidens Bagevju det gaar.
                 Og Friheden maa hvert et Aar
           faa en Sejer og miste en Klage.
          
d.II,b.3,s.385                    Fremad mod alle Baand
                 som qvæle Aand og Haand!
           Fremad til Alt, som Sandt er og Frit!
                 Det Raab, o Dag, er dit.
                 Fremad mod Trældoms Rest!
                 Saa byder Majens Fest.
           "Fremad! Fremad!" Befriede Nor,
                 saa er dens Løsenord!
(Naar Gaden, efterat Envoyéen har udtrykt sin Mening ved et "comme a Paris," paa Denne nær,
er bleven tom, oplyses pludselig Suiten af Palævinduerne, og man hører)



En Røst.

   Jeg holdt mit Ord.


Envoyéen

(standsende forfærdet, idet han vil gaa)

   For Gud, Ankers Røst!


Anden Røst.

   Jeg holdt mit Ord.


Envoyéen.

   Ha, der var Falsen!


Tredie Røst.

   Jeg holdt mit Ord.


Envoyéen.

   Og, det var Prams Røst. Gid jeg var vel fra det 17de Mais-
Spøgeri!

(Gaar).



De tre Røster.



           Vi Graven brød for elskte Nord.
                 Og stedse skulle vore Sjele
                 paa denne Dag sig sænke ned,
                 og røve fra vor Salighed
           en Dag for Norges Fryd at dele!

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE