|
d.II,b.3,s.258 |
du qvalte i din kolde Seng,
ja med en Vandsnog seig.
Og Pigens Blik
ud som Faklen gik.
Dog laae igjen i Hulen rød
en sort, men brandhed Glød.
Og Haaret blev til Aske graa.
Kulmine Barmen blev.
Som Gnister Sløiferne, det blaa
Gevandt som Røg bortdrev.
Og hvor hun stod
voxed Bulmerod.
Og Satan holdt om hendes Fod,
og vasked den med Blod.
Nu, Havmand! Frister! Djævel! Rodriguez!
giv mig mit Barn igjen! Kun det, et hvad
du ellers tog paa Kjøbet. Hid med det!
Hid! hid! Jeg tvinger dig, Blodgjerrige,
med værre Djævel, som har mig betvunget,
ifra jeg saae Nannettes Smaae. Nu, aabn
dig, sorte Kulp! Thi længer, døde Bæk,
saalenge varme Bølger slaae mit Hjerte,
skal du ei være Moder for mit Barn.
O riv dig løs, mit Barn! Du vil ei? Ve!
er du alt bleven Nyk, og elsker Vandet,
hvori du lever som en Sjel i Blod?
Du er i Luften, lille Navnløs? -- O,
Da vil jeg fange dig; thi jeg vil føde,
besvangret kun af Længsel efter dig,
en Form af Barn, vel livløs, men saa yndig,
at, naar jeg lægger den ved Bækken, lokkes
du til at sætte dig paa Læben som
usynlig dugglands-vævet Sommerfugl;
og Læben aander dybt, og du er fanget.
Der vil jeg lægge det, der! der! --
(Luder sig udover og seer Barnet.)
|
d.II,b.3,s.259 |
Barmhjertighed!
Der er mit Barn, hvis ei det er et Syn!
Nei, levende, du lever, o lyslevende! (Griber det)
Du aander -- himmelske Musik! Du aander.
Du slumrer. Vaagn ei for igjen at svinde!
Min synd er sonet, synger denne Aande.
Jeg tabte denne melkehvide Perle
i Bølgen af Forskrækkelse. Men Himlen
har hørt mit Raab, og Bølgen maatte give
Klenodiet igjen. Og jeg ei døde,
fordi jeg vidste, at den maatte; thi,
som Lufttræk foran Stormen, Ahnelser
foran Tilskikkelserne gjennemhvifte
de Dødeliges Hjerter. Alt er godt;
ja dobbelt Godt og dobbelt Glæde; thi
togange er han født. Ja, se Fanchette
har atter faaet nu sin Konge paa
de sjunkne Brysters Throne. Verden knæler
for Mødres Dronning. --
(Gaaer.)
Barnegeisten.
Min Mo'r vil meer ei komme hid
hver Aften ved Skjærsommerstid.
Mig lyster ogsaa at forlade
mit Sæde paa Nymfæens Blade,
og bytte dem med Skyen hvid.
Thi da jeg i den Spædes Mund
nedrysted Manna sød og sund,
det var somom min Ving, der skimred
saa mat, med eet blev overglimret
fra Himmelen med Straaleduun.
Da duggtungt Ax jeg bøiet fik
forsmægtet Læbe til en Drik,
det var somom min Sjel fornemmed,
at i dens Dyb nedfaldt en fremmed,
men livsvarm Graad fra Engles Blik.
|
d.II,b.3,s.260 |
Og siden Sivblad, bredt og mygt,
jeg fik til Barnets Vugge bygt,
det er somom en Guddomsvinge
mig løfter, somom jeg selv svinge
den kan med lette Tanke trygt.
(Forsvinder.)
|
| BLA BAKOVER |