|
FØRSTE SCENE
(Ayanna paa en Fjeldtind i det Indre af Øen, omringet af en Flok Skogduer).
Ayanna.
-- Saa, søde Duer, afsted nu med eders Smaaposer til den
Gjerriges Korndynger!
(Duerne flyge afsted)
Ak, se endnu engang
maatte Hannerne stryge sine Regnbuhalse henad Hunnernes Nak-
ker. Gid jeg stakkels eensomme Pige var en Due! Ja gid jeg
var selv den mørke Hunørn, som skriger saa glad, naar den fører
sine Unger ud at flyge, eller naar den fra Redet hører Slaget af
Magens Vinger! Hvoraf kommer det, at dens Skrig synes mig
kun at være mit eget Suk hundrede Gange forstærket? Hvis den
Gjerrige, som min Fader forbander og min Moder græder over,
var en saadan Hanørn, vilde jeg, om jeg var Ørn, ikke hade
ham eller finde ham styg. Ja selv Slangerne i Bjergets Kløfter
synes mig kun fæle og ulykkelige, naar de snige sig eensomme
|
| d.II,b.3,s.195 |
frem; men naar en kommer til, og de snoe sig sammen og kappes
om at lade Brodderne blinke i Solskinnet, synes de mig smukke
og lykkelige -- ja lykkeligere end mig eller den Skogdue, som
sørgede sig ihjel da Magen var død. Ak! Og dog kan jeg tænke
mig en Skabning, der kunde gjøre mig lykkelig som jeg er, og
over hvem jeg kunde sørge mig tildøde som Duen uden at være
Due.
(Fjerner sig noget. Halil og Dimna træde frem).
Dimna.
For vor Datters Skyld lad os forlade disse vilde Egne og tye
tilbage.
Halil.
Til Uhyret? Til Procuratoren?
Dimna.
Alderen maa have gjort ham mildere ligesom Sneen blødgjør
den haardfrosne Jord.
Halil.
Det skeer ikke med en Gjerrig, og heller ikke med en Pro-
curator. Ernære ikke Skogduerne os, som ere blevne tamme mere
af Medlidenhed end af Tvang?
Dimna.
Ak, se selv: af denne Næring er vort Barn voxet op til Jom-
fru. Det seer jeg mere af hendes Tungsindighed end af hendes
Væxt. Et tungsindigt Pigebarn er allerede Qvinde, men ikke en
tungsindig Dreng Mand.
Halil.
Hvad? Dimna, min Huustro! vil du, at Han -- O husker du,
at vort lille Barn maatte døe paa vor Vandring hid til Bjergene,
fordi han havde berøvet mig den sidste Udvei til at mætte dets
Moder?
Dimna.
Sandelig, Gud vil ikke glemme det, om jeg kunde. Men jeg
veed, at en Pige, der føler sig Qvinde og eensom, maa døe, ja døe
|
| d.II,b.3,s.196 |
gjennem alle sine Fibrer, men i Hjertet sidst. Det er alene Haa-
bet om ikke at forblive eensom, der lader hendes Yndighed
blomstre en Tid. Det er Purpuret i hendes Roser, hvortil Ung-
dommen alene giver Omridset og en beqvem Materie til at op-
fange dets flammende Aande. Det er, om Du vil sige, at Blodet
er rødt, dog Gløden i dets Røde; men en eensom Piges Bleghed
lærer snarere, at det i sig selv er farveløst, men faaer kun Farve
af hint Haab. En Pige, som, i det samme hendes Jomfruelighed
slog sig ud, fik Overtydelsen om at forblive eensom, vilde være
en Blomst, der visner idetsamme den aabner sig.
Halil.
Ei! i gamle Dage kjendte jeg Jomfruer, der vare Grantræer
i Udholdenhed.
Dimna.
Ayanna, hvad stirrer du saa efter?
Ayanna.
O, jeg saa en smuk Sky --
Dimna.
Nu, hvorfor blusser du saa? Siig frem mit Barn!
Ayanna.
Den havde et Hoved, glindsende Lokker og Arme, der greb
efter mig.
Dimna.
Ak, mit stakkels Barn!
Ayanna.
Skymennesket greb efter mig, og jeg syntes, at jeg maatte
styrte mig ned af Klippen.
Halil.
Drømmerske, se efter Duerne om de ikke komme med fulde
Poser, thi jeg bliver sulten, og vel I med.
|
| d.II,b.3,s.197 |
ANDEN SCENE
(Zobolam i Kornmagasinet).
Zobolam.
Jeg er Pokker ikke den sidste Kloge paa Terranova; thi det er
en klog Mand, som i Hungersnød lærer de vilde Skogduer at
hente sig Føde fra Andenmands Overflod. Har man seet Magen?
Men nu har jeg da fanget hele Flokken. Der kan mangen Skjeppe
være fløien bort paa den Maade. Men Skjeppe eller Tønde eller
1000 Tønder -- jeg gav dem gjerne, om jeg havde den Halil fat.
Thi denne Eensomhed begynder at kjede i samme Mon som jeg
finder ensom Klogskab unyttig. Maaskee kunde jeg faae ham
i Proces med sin Kone og saa tage Datteren i Salarium som
Procuratorer før have gjort. Maaskee kunde jeg faae ham afkjøbt
hende, som nu vel maa være istand til at forsøde Eensomheden,
og at gjøre mig til en ny Menneskeslægts Stamfader paa Terra-
nova. En Procurator maa have Alt hvad han faaer Lyst til. Velan!
jeg vil tage mine Ord til Halil om Ægteskab i mig igjen, dreie
Halsen om paa Familiens Duer, og kun lade een af dem med
knækket Vinge vise mig Veien til dens Skjul i Øens Indre.
TREDIE SCENE
(Klippetinden. Halil. Dimna. Ayanna.)
Halil.
Hungeren tiltager. Mon noget skulde være tilstødt Duerne,
vore Madere? Ørnene og Høgene sparte dem hidtil; men der-
som et Menneske . . . og hiint Menneske --
Ayanna.
Der seer jeg een: den Blaavingede; men den er alene, Posen
flagrer tom efter den, og den synes at være saaret i den ene
Vinge, da den kun tungt og vaklende kløver Luften.
Halil.
Ve os, vi ere forlorne!
|
| d.II,b.3,s.198 |
Ayanna.
Blaaving! Blaaving! Ak, den rækker ikke hid! Den svimler.
Der synker den under vor Klippe.
Halil
(stirrende ud over Egnen).
Ha, jeg seer ham!
Dimna.
Hvem? Hvem?
Ayanna.
Kommer han? O kommer han?
Dimna.
Hvem?
Halil.
Morderen. Se der! Ogsaa vi skulle døe.
(Zobolam viser sig).
Ayanna.
O saaledes saae Han ikke ud, som jeg tænkte mig engang skulde
komme. Dersom en frigjort Aand faaer noget høiere Udtryk end
Legemet var den, maa denne Figur være en omvankende Geist
af en Hyæne.
Ah, er du der, gamle Ven? Sulter du endnu?
Halil.
Menneskene kunne leve lykkeligt til en Skurk opdager dem.
Zobolam.
Men hverken Døttre eller Mødre før en Svigersøn opdager dem.
Dimna.
Der ligger noget i hans Ord, som paa engang kan ende vor
Elendighed.
Halil.
Men begynde vor Datters. Qvinde! Qvinde!
|
| d.II,b.3,s.199 |
Dimna.
Han er riig, meget riig. Land og By er hans.
Halil.
Ak, hvi skal jeg lære at Qvindehjertet indskrumpes tidligen?
Dimna, min Elskede, hvi gjorde du mig dette?
Zobolam.
Fattige Mand, jeg beiler til din Datter.
Halil.
Du bebreidede hendes Fader, at hendes Moder var hans Huustro.
Dimna.
Gjorde han? Det Uhyre! Aldrig i Verden faaer han mit Barn,
om han eiede et Terranova med Guldklipper og Perlestrande.
Halil.
Ak, min Dimna, jeg følte hvor sand en Qvinde Du er. Men
er det ikke netop dette jeg elsker? Fly, Skurk, eller jeg stener dig.
Zobolam.
Jeg har haardere Nakke end dine Duer. Seer du, mine Fingre
ere blodige.
Ayanna.
O Gud! Var du tigange saa smuk som du er hæslig, vilde
jeg dog hade dig.
Zobolam.
Fortvivl ikke, smukke Pige; jeg kan føde dig lettere end Duerne.
Halil, jeg byder dig 1000 Tønder Korn og 100 Agre for din Datter.
Halil.
Nei, Nei! Frygter du ikke Tordenveiret, som trækker op?
at Lynet skal søge dit Hoved?
|
| d.II,b.3,s.200 |
Zobolam.
Jeg byder dig 10,000 og 1000 Agre. Daare! Du og Dine ere
nærved Hungersdøden.
Halil.
Men ikke nær at give efter.
Zobolam.
100,000 Tdr. og 10,000 Agre. Gamle, ærede Ven, jeg byder
dig Halvdelen af min umaadelige Formue.
(Afs.)
Guds Død for
en Vare en Qvinde kan være, men kun efter Omstændighederne,
ei efter Realiteten.
Dimna.
Jeg forsikkrer dig, at den nøgenbenede Aadselgrib vilde ligesaa
snart tiltale vore Hjerter. Gaa tilbage til din Eensomhed og over-
lad os til Døden.
Zobolam.
Mit Hjerte tillader det ikke . . . mit Hjerte . . .
Halil.
Dog dræbte du Duerne, de Eneste, der nærede os?
Zobolam.
Men for selv at være en Frelsens Due, der kunde bringe eder
Overflod. Pige, se jeg trygler dig; det har jeg ikke gjort for
Englene.
(knæler).
Ayanna.
Dine Fingre ere blodige -- gjem dem, og jeg seer dem dog
funkle frem af dine Øine. Tordnede det ikke under Jorden da
du knælede?
Zobolam.
Halil! værdige Ven! jeg byder dig min hele Formue, de uhyre
Forraad indtil sidste Korn, den umaadelige Arv af en forladt
Verden. Jeg vil være en Betler i alt Andet uden til den Rig-
dom at eie din Datter. Jeg vil hylde dig som den sidste Kloge
|
| d.II,b.3,s.201 |
paa Terranova, og forglemme hvad det kostede mig at blive det,
indtil Eensomheden lærte mig, at to Daarer maa have det bedre
end en eensom Klog.
Halil.
I Betler? En Procurator Betler? Betyder det Velstand hos
Andre? I bør dog ikke give Slip paa det som Betlere bør be-
holde tilsidst, skjøndt de miste det almindeligviis med det Andet,
nemlig Filosofien. Og jer Filosofi er angaaende Ægteskab jo, at
en Fattigmands Huustro er
" -- et Hoved til, men ikke meer
Forstand, en Mave til og dobbelt Tænder,
to Taareblik, to nye tomme Hænder;
og har hun Børn, da alt multipliceer!"
Zobolam.
Løgn! Løgn! Jeg vil svare med dine egne Ord:
"I Lykken er den Byrde som at bære
en Frydruus, i Ulykke som en Stav."
Men betragt din Stilling med Alvorlighed. Du og Dine maae døe,
om du ikke tager imod mit Tilbud. Jeg kan udhungre eder paa
Klippen.
Halil.
Jeg veed det.
(Mumlende).
Men vi ville hverken døe af Hunger
eller leve af Forbrydelse.
Zobolam.
Pige! kan du dræbe dine Forældre?
Nei; men Forældre et Barn forat redde det fra Fordærvelse.
Ayanna.
O Gud! Nei, jeg kan ei. Mine Forældre, lader mig stige ned
til ham for at frelse eder.
|
| d.II,b.3,s.202 |
Halil.
Hun vakler . . Ve os! Hun vakler!
Ha, det virkede!
(Høit)
Pige, siger jeg, kan du dræbe dine
Forældre? Deres Liv ligger i din Haand. Det skjælver paa dit
Hjertes Banken.
Ayanna.
Der er intet Valg.
Halil.
Nei der er intet Valg. Men vi ville hverken døe af Hunger
eller leve af Forbrydelse. Ayanna, seer du din smukke Sky-
gestalt? Englene beile til de uskyldige Piger.
Ayanna.
Hvor?
Halil
(styrtende hende i Dybet).
Der! -- Dimna, min Huustro, kom, vi ville ikke mangle ved
vor Datters Bryllup.
(Omfavner hende).
Dimna.
-- Ja heller med en Skygestalt af Engel end med en virkelig
Djævel.
(De styrte sig ned.)
Zobolam.
Dette er et Tilfælde! et Tilfælde alene! Thi hvem kan beregne
Fortvivlelsen? Nu, med de sidste Liig for mine Fødder, er jeg
virkelig den sidste Kloge. Og saaledes ligge isandhed ogsaa ofte
mange smukke Forsætter, yndige Drømme og Følelser og andre
Hjertebørn Liig for den altid beregnende Klogskabs Fødder. Men
den gaaer frem, fremad under Drønet af sine eensomme men
faste Trin gjennem Verden. Velan! jeg vil ikke lade mig for-
skrække. Og jeg vil forsøge at tilbringe Tiden med en Moer-
skab, som ligner meget mine gamle juridiske Beskjæftigelser,
nemlig med at erte de vilde Bøfler, som nu overfare det forladte
|
| d.II,b.3,s.203 |
Land, sammen med Hundene i den øde By. Eller jeg vil lære
Duerne at trættes; -- kort den Mand er ikke klog, som ei kan
forslaae Eensomheden.
(Smaadjævle mylre frem overalt).
Ha, jeg er
ikke ene!
Djævlene.
Djævlene komme hvor Mennesker flye.
Her er han! Her har vi vor Fyrste paany.
Zobolam.
Hvo ere I? ere I Befolkningen paa Terranova?
Djævlene.
Af Niddingehjerte vi engang udbrast
som Orme af Byld, men vi voxte med Hast.
Af Niddingesind vore Sjele vi fik.
Vi tændtes til Liv af et Niddingeblik.
Kun spæd var fra først af vort Legemes Form:
som Hams af en Midde, som Skygge af Orm.
Nu har vi en Ham som Condorens udspilt.
Den voxer med Aanden, og den har ei hvilt.
Af Sundhedens Blod og af Uskyldens Fred
vi leve og voxe, saa seer du, derved.
Hvor Hjertet er fuldt som hos drømmende Brud,
vi hugge os fast, og vi suge det ud.
Til Dæmoners Storhed saa voxe vi frem;
men Lucifer, Kongen, er største blandt dem.
Hvor vor Ryg kun har Crocodilernes Kam,
der skyder sig taggede Lynild paa Ham.
Kun stor som et Seil er den Vinge paa Os;
men Hans som den Røgsky fra Ætnas Coloss.
|
| d.II,b.3,s.204 |
Til Jorden er Lucifer fløien paa den.
Vi kaare da Dig til vor Fyrste igjen.
Thi nærmere Lucifer Ingen er sat
i Helved, paa Jord, end en ond Advocat.
Men at vi din Sjel til vor Drot kunne faae,
vi først i din Dynge begrave dig maae.
(De gribe ham).
Zobolam.
Begrave mig? Begrave mig i mit eget Korn? En bedrøvelig
Ende paa den sidste Kloge!
Djævlene.
Du synker i Synddyngen, Drot; men derved
du stiger i Helvede. Hil dig! Afsted!
(De fare bort med ham).
|
| BLA BAKOVER |