HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837

DE SIDSTE KLOGE
FARCE AF SIFUL SIFADDA

del 2
d.II,b.3,s.185  
Zobolam

(Afs.)

   Paa en Satiricusses?


Satiricussen.



           "Ulykkelige stol paa Intet i Proces.
                      Det er et Polskpasspil, hvor Knægte stikke Es".



Zobolam.

   Ei, der er ikke et fornuftigt Ord at faae af ham.


Satiricussen.



                 "Paa Narrenæse og Kjæklertunge
                 hænge Procuratorens Pengepunge."



Fætter Een.

   Dersom I ikke fæster jer Opmærksomhed paa Sagen, stevner
jeg jer for jere belovede satyriske Svøber.



Satiricussen.

   Er I Procurator?


Fætter Een.

   Nei Part.

(Afs.)
Jeg skal betale jer godt.



Satiricussen.



           "Naar Lumskhed er din Kulde,
           og al din Varme
           Haab om Gevindst hvad eller indædt Harme,
           Du, selv examenløs, en Thingstud er tilfulde."



Zobolam.

   Op med ham! op med ham igjen! Der er intet Udkomme med
en Satyricus, som man ikke kan give Riis paa Rumpen.



Satiricussen.



           "Galimathias er Autor til den Logik,
           som Advocaterne til Hjælp i Nøden fik.
           Den lært, i værste Sag de sjeldent staae tilskamme
           især hvis Retten har betjent sig af den samme. ."

d.II,b.3,s.186  

Fætterne.

   Ja, op med ham; thi han har stjaalet sine Vers.

(De gribe fat
paa ham).



Satiricussen

(Skrigende).



                 ". . Mathias har for Mord
                 vel og et lidet Ord -- "

(De slæbe ham bort).



Zobolam.

   En Procurator i Knibe? Da maa en Slange ikke kunne komme
ud af sit eget Hul.

(Fætterne komme tilbage).



Fætter Een.

   Han var midti et stjaalet Epigram, da han foer tilveirs. Det
var en forstokket Tyv.



Zobolam.

   Lader os skride til Værket, Mhrr! og hjælpe os saagodt vi kan.
En Trediedeel af den hele Masse er uden Qvæstion min?



Fætterne.

   Vist, javist!


Zobolam.

   Nu foreslaaer jeg broderlig Deling af Resten.


Fætterne.

   Nei, nei! vi have kikket hinanden formeget i Kortene, vi
Fættere
, til at vi kunne afstaae fra vor Plan. Alt eller Intet.



Zobolam

(Afs.)

   En Procurator maa være bundløs, bundløs paa Raad og Kneb,
dersom Godtfolks Punge skulle være bundløse. Han maa være
netop ligesaa riig paa Kneb som en Dumrian paa Penge. Stoppe
disse, er han ligesaa dum som enhver anden, skjøndt hans Dum-
hed kun er Slangens Søvn.

(Høit)
Mhrr! nu veed jeg kun eet
Raad, eet eeneste Raad, men som dog maa behage To af eder,
og det er allerede meget af et Raad til Tre.

d.II,b.3,s.187  

Fætterne.

   Frem med det! frem med det!


Zobolam

(Afs.)

   En Procurator maa ikke være slugende "skummende i Lovens
Blæk Mennesk'hedens Hajer" men langsomt og sikkert maa han
fortære sine Clienter, eller saakaldte Medmennesker . . langsomt
men sikkert ligesom Boaslangen patter Kaniner og Duer i sig.
(Høit)
Mhrr! I maae trække Straa. Den, der faaer det korteste
faaer Intet. . .



Fætterne.

   Er I rasende? ravruskende rasende?


Zobolam.

   . . Men han bliver Dommer efter mit Referat, og . .


Fætterne.

   Ei! Sniksnak!


Zobolam.

   . . Og naar han har dømt hvem der skal have det Hele, kan
han tilkjende sig det Hele i Salarium. Det er Praxis.



Fætterne.

   Det er en anden Sag. Ja det gaaer an.


Zobolam.

   Træk da! Vær saa god!

(De trække).



Fætter Tre.

   For Gud, er jeg ikke Dommer. Da er Processen mig lige-
gyldig. Men Een af jer, kjære Fættere, er nu ødelagt, og sand-
synligviis Begge.



Zobolam.

   Ganske vist; men det maa skee formaliter og paa en smuk
Maade.

d.II,b.3,s.188  

Fætter Een

(Afs. til Tre).

   Gid ikke din Spillegjæld til mig maa forstyrre dig, kjære Fætter!
Den er dig eftergivet, kjære Fætter!



Fætter To.

   Ei, hvad har I med Dommerens Øre at bestille?

(Afs. til Tre)

Kjære Fætter, gjør du af Champagner, kjære Fætter? Da har
jeg nogle Kurve til dig, kjære Fætter, for din egen Mund, kjære
Fætter.



Fætter Een.

   End du, hvad har du med Dommerens Øre at bestille? Det
er ægte puritansk, at skræmme Andre bort fra Dalila eller den
babyloniske Hore, for selv at liste sig ind.



Fætter To.

   Siger Du det, Forbandede?


Fætter Een.

   Slyngel! Gjerrige Slyngel! Vil Du have Alt eller Intet?


Fætter To.

   Hvorfor hjalp du ikke din stakkels Onkel? hvorfor, naar du . .


Fætter Een.

   End du da?


Fætter To.

   Haardhjertede Skurk! Tvi! --


Fætter Een.

   Bileams Æsel skryder nu mellem Bjergene; thi de give Svar.


Fætter To.

   Hvad? har du ikke Respect for det Hellige heller? Nu kan
jeg slaae til uden at det synes jeg gjør det for mig selv.

(Slaaer
ham, de komme i Haarene paa hinanden. Fætter Tre skoggerleer).

d.II,b.3,s.189  

Zobolam

(kaster sig imellem).

   Paa ingen Maade, Mhrr! paa ingen Maade kan en Procurator
tillade at en Proces bliver saa kort. Respect for Retten!



Fætter Tre.

   Ja, Respect for Retten!


Zobolam.

   Ret, Fætter! Den Dommer mangler ikke Majestæt som kan
sige de Ord ofte.

(Afs.)
Hihihi! Parterne ere netop i det rette
Hvidglødnings-Humør til at sveises sammen i.

(Høit)
Mhrr! jeg
beder om Opmærksomhed; jeg refererer Sagen.



           Ærværdigste blandt Dommere! thi Du,
           af Gud est kaaret, ei af eget Hu,
           og Retfærd er den hele Lov du kjender,
           og den fortolker du med tomme Hænder!
           Ærværdige! ak, at mit Kald det er,
           at kræve skarpsynt salomonisk Øie,
           hvor Ømhed sees sig mod Alle bøie
           med graadslørt Blik, der Feil hos ingen seer!
           Dog findes den hos En af disse Tvende,
           skjøndt hver er ligegod og hver din Frænde:
           den Feil, at Feil skal være vist hos ham:
           den Feil at vorde arm -- ei Feil, men Skam.
           I samme Æbles Kjød vi ingensinde,
           at Kjerner boe meer ømt tilsammen, finde,
           end disse To i Frændekjærlighed.
           Nu gløder anden Ild, ei mindre heed;
           men mindre reen. O lad -- saa maa jeg sukke --
           mit Øie see den slukt, og saa sig lukke!
           Der er nu Een. Han kom vel hid som først,
           men lædsked meer end To ei Onklens Tørst;
           ei Aare slog han løs, og To ei heller,
           ei Halsbind løste de, kort ei Bogstav
           har nogen af de Tvende opfyldt af
           hvad disse Testamenter os fortæller --



Fætter Tre.

   Ih, Satan! I gjør Sagen vanskeligere -- umulig at dømme
retfærdigt i. Derfor vil jeg dømme strax.

d.II,b.3,s.190  

Zobolam.

   Rigtig! en hurtig Dom er i en vis Forstand en retfærdig Dom;
thi en langvarig er altid uretfærdig.



           Men, vise Dommer, een Omstændighed,
           en liden Revne, hvorigjennem, klare
           som Lyn, Retfærdighedens Straaler fare,
           i dette dybe Mulm, jeg endnu veed.
           Det er en afgjort Sag, som Hver forsanden
           bekræfte tør, der kjendte salig Manden,
           at uden Tvang det var umulig reent
           at faae ham til at give Testament.
           Hvor ofte ledte jeg ei fromt paa Fanden
           paa Sygdom, Død og Hisset den Discours,
           som var begyndt om Priser og om Cours;
           men alt kun var at sqvætte Vand paa Sanden.
           Han altid kom med samme tørre Svar:
           "Døer jeg, jeg døer som sidste Kloge, Far!
           Thi har jeg ikke fra dem Alle vundet
           i dette Spil, hvor man skal bruge Pundet?
           Og jeg, mens Verden armedes, blev riig;
           men suged ei for Andre end for mig.
           Som tømte Æg jeg efterlader Landet;
           men at jeg ikke i sin sidste Stund,
           kan styrte min Gevinst i Havets Grund,
           saa Ingen arver den, det er forbandet!"
           Saavist var Mandens Løfte født af Tvang,
           kun pinte Triller i en Svanesang.
           Men da et Testament kun bør udledes
           af Godtfolks Lyst, og ei af at de vredes,
           og det er rimeligt, at Mandens Lyst
           til bort ved Testament sit Alt at skjænke
           tog til som han holdt op at kunne tænke,
           og just som Aanden sagtned i hans Bryst:
           saa maa urokkeligen jeg formene,
           at Hvo kom sidst, kun Arven kan fortjene.



Fætter Tre.

   Rigtigt! Thi da bliver den min. Thi kjendes for Ret . .

(Mediterer).

d.II,b.3,s.191  

Zobolam

(Afs.).

   Hihi! De ere saa sindte, at de ikke kunne tale. Det er den
bedste Undskyldning, Dumheden har. De skyde Ulveøine paa
hinanden. Da er det man kan forvexle Dumhed med Geni; thi
man kan da ligesaalidt maale dens Dybde som det Vands, hvorpaa
Solen spiller. Da glimrer Gadekjær og Ocean eens, eller hiin
Muddercanal og -- Ha, det var en Tanke! Hiin Muddercanal!
Tys, jeg tør endnu ikke sige det til mig selv. Men er det ikke
Murene af Pugerens Magaziner, der steilt styrte sig ned paa den
anden Side af Canalen, ikke ladende Fiirbenen en Revne? Og
her er det lodrette Bolværk, der ligesom efteraber hiin Steilhed?
og her ere tre paa hinanden rasende Arvinger? Aha! lad dem
skyde Dødsblik i hinanden, og saa -- Mig er det jo ikke, som
ønsker i hver af deres Sjele, at de andre laae i Canalen, og som
virkelig -- Aha, Puger, det er prægtigt 500 Alen langt og
80 Alen høit Magazin du har anlagt; men hverken du eller Stads-
satyricussen skulle hedde den sidste Kloge; det maa den aller-
sidste Kloge forstaae.



Fætter Een

(til Fætter To).

   Se ikke saa paa mig, eller jeg hakker dine Øine ud.


Fætter To.

   Glo ikke saa paa mig! Se hellere paa Jorden om du kan finde
et Korn, thi du er nu armere end en Rotte. Jeg har dog endnu
den almindelige Rigdom, nemlig paa det Uvisse.



Fætter Tre.

   Respect for Retten. Thi kjendes --


Zobolam.

   Dersom I glemmer mit Salarium, da er det Hele en Nullitet,
thi det maa ikke være borte. Jeg paastaaer 1/3 af de Massens
to Trediedele, hvorom Qvæstionen er.



Fætter Een.

   Ei, nu seer jeg hvormeget der bliver tilbage. Det besynder-
ligste er ellers -- hehe, Fætter To! -- at jer Rigdom paa det
Uvisse ikke staaer i lige tiltagende Forhold til det Visses Aftagen.

d.II,b.3,s.192  

Zobolam.

   Det skal jeg strax sige dem Grunden til, Mhrr! Vist og Uvist
betyder netop det Samme under Procuratorhænder, idet begge
ligelet reduceres til samme Størrelse, nemlig til Intet. En Pro-
curator gaaer altid ud fra det Uvisse; dette er hans Væsen.
Derfor er hans første Handling altid at reducere det Visse til
noget Uvist, forat han, saa at sige, kan have Fod paa eget Land.
Og derfor er Overgangen til Intet ligesaalet som fra en Jomfru
af Fleertallet til Madam.



Fætter Tre.

   Jeg siger 3die Gang: Respect for Retten! Thi kjendes for
Ret: at Referentens Paastand bliver at tage tilfølge, hvorefter,
saasom, eftersom og dasom det er unegteligt, at Den, hvem den
salig Afdøde, paa Grund af Omstændighedernes stigende Tvang,
maa antages med største Lyst og altsaa renest Anvendelse af
den fri Vilje, at have indsat til Enearving, er Den, der kom til
ham sidst og af ham sidst erholdt Løftet derom; samt da vel
Ingen af de Arveberettigede har opfyldt Betingelsen, men det dog
maa baade antages, om end mod Referentens Sigende, der er
bygget paa eget og alment Kjendskab til Afdødes Karacteer, at
han vilde mellem disse udkaare sin Arving, og at Omstændig-
heder have for alle Concurrerende forhindret Opfyldelsen af hiin
Betingelse, saaledes, at alle disse accidentaliter staae lige; men
Den moraliter faaer Overvægten, hvem man, efter Præmisserne,
maa troe at Afdøde med størst Lyst har indsat som Enearving,
og denne, om ikke jeg var kommen senere, skulde have været
Fætter To: saa fældes saadan
Dom:

Den salig Afdødes Fætter Tre indsættes som Universalarving.
Procurator Zobolam erholder sin 1/3 af Massen og tilkjendes i Sa-
larium 1/3 af de resterende 2/3. Alt at efterkommes strax.


Fætter Een og To

(Afs.)

   Gid han laae i Canalen! Dersom En ikke kan dømme sig
selv til Baade, saa er jo Referenten Dommer.

d.II,b.3,s.193  

Zobolam.

   Saa er det just i sin Orden.

(Afs.)
Dersom de nu ikke tænke
paa Mord, saa maa der enten være mere Uretfærdighed i Dom-
men end en Dumrian kan fatte (og derfor er det at Dumrianer
ere de Sidste til at give Slip paa Procuratorerne og altid disses
Beundrere og Venner) eller mindre end nok til at drive Skurke
til det Yderste. Thi ligesom det er Grundvolden for Haardheden
i den juridiske Praxis, for ikke at tage feil, at tage Alle for Skurke,
saa er det ogsaa Tilfælde, at Skurke mindst taale Uretfærdig-
heder -- dem de sige bør kun ramme Dumrianerne, uvidende om at
            Forskjellen imellem Dumrian og Skurk
            er kun som mellem usyrt og syrede Agurk.



Fætter Een og To

(Afs.).

   Gid han laae i Canalen; og da Fætteren efter!


Zobolam

(Afs.).

   I de Øiekast var Mord. Men kan jeg styre deres Øiekast?
Endnu mindre deres Tanker.

(Høit)
Mhrr! Dommen synes at
have angrebet jer. Ved Canalen er en behagelig Luftning. Mon-
sieur Tre, det vil være smukt af eder, om I taler venligen med
dem, I har gjort fattige. De som gjøre det have godt Lov i Verden.



Fætter Tre

(Til Zobolam).

   Men jeg giver dem ikke et Korn.


Zobolam

(Afs.).

   Skal det være en Erfaring, at stor Rigdom kan gjøre selv en
Ødeland gjerrig?

(Høit)
Vel, mine Herrer! fra Qvaien kan man
see hvorledes den ene Bølge sluger den anden.



Fætter Tre.

   Eh bien! Dersom I ere fortørnede, saa haaber jeg at bringe
eder til Fornuft ved at lade jer dyrke mine Agre.



Fætter Een

(huult mumlende).

   Ja til Fornuft? Haha, mon det skeer hos Alle ved Døden?
Det Sikkreste bliver det altid. Idetmindste er det fornuftigt at
tie med sin Dumhed.

d.II,b.3,s.194  

Fætter To

(huult).

   Trældom er Rigdoms første Anvendelse. Lader os tale derom
i Eenrum!



Zobolam.

   Ikke hidsige! Den, som vil vinde Alt, maa være rolig og be-
stemt. Bestemt, ja bestemt! Det er altid, selv i Ondt, en Dyd.



Hver af Fætterne.

   Vel! jeg er bestemt. Lader os komme til Accord!

(de gaae hen
til Qvaien).



Zobolam.

   Ja, I ere bestemte til at være de sidste Narre paa Terranova,
og jeg derved til den sidste Kloge. Thi dersom Egoismen er
Principet for den menneskelige Virken, saa maa Den, der bliver
Eneeier af Alt, være baade den største og sidste Kloge.

(Fætterne
Een og To styrte pludselig Fætter Tre i Canalen, angribe hinanden og styrte efter)
Aha! saa-
ledes endes Processer. Nu er jeg dog den allersidste Kloge.

    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE