|
|
| d.II,b.3,s.160 |
DE SIDSTE KLOGE FARCE AF SIFUL SIFADDA Personerne:
Kornpugeren
Stadssatyricussen
Procurator Zobolam De sidste Kloge paa
Terranova.
Fætter Een
Fætter To
Fætter Tre De sidste Narre paa
Terranova.
Halil
Dimna og
Ayanna, deres Barn De sidste Mennesker paa
Terranova.
Smaadjævle.
FØRSTE SCENE
(Torvet paa Terranova. Halil. Zobolam lister sig om.)
Halil.
For fæl er Hungers Rædsel selv for Døden.
Af skræk den klodset, seent kun ender Nøden.
De Stakkler have ikke Kraft engang,
at puste ud saa Aandens Lænker sprang.
De tære maae paa Mavens egne Hinder,
paa Blodets Farvestof til det forsvinder.
Først da, som Røgen i en blikstil Qvel
hensvæver sukløs Hungerpiintes Sjel
i ubestemt Secund, som ei tilhører
det Liv, som endes, ei begyndte Død.
Selv Sjelen synes døe i Hungersnød:
sin Tanke ei mod Himmelen den fører:
den eet med Støvets er: den er kun: Brød.
Og der er Brød, mens døe maae Jordens Slægter;
thi Den, som eier det, ved Loven negter.
Der findes Brød for Millioner; men
det efter Loven kun kan mætte Een.
Der gives Korn, men under Laas og Lukke,
og Prisen stiger jevnt med Folkets Sukke.
Fra toppet Alpekrands af Rug og Byg
af Havre gaaer en appenninisk Ryg
|
| d.II,b.3,s.161 |
til hvide Hvedeætna, som i hede
Forraadnelse jo ryger allerede.
Thi bedre er Beholdningens Forliis
end Skjeppes Salg til Skillings Underpriis.
Saa Monopolet vil, -- den Magt, som Jorden
har knuget til den nu er Dødens vorden,
-- det Enevælde, som i hvad Gestalt
det viser sig: som Konge eller Puger,
som Haandværksmand, der Laugets Særret bruger,
har Liv og Frihed over Jorden qvalt.
Zobolam.
Hvad? tænker du paa Oprør? Se, om ikke
end kaade Tanker Folk i Blodet stikke?
Hvad taler du om Nøden da?
Halil.
Meer grum
Du er end Han, der hungrer os tildøde.
Han troer, at Kornet steeg som Klager løde.
Du tvinge Klagen vil at være stum.
Zobolam.
Ja, klages høit, da veed du Folk maa bøde.
Det lever Jeg jo af.
Halil.
Da vil jeg leve før
af hvad jeg lever af: af Intet, end af Synder.
Zobolam.
Saa tænkte ogsaa jeg dengang jeg var Begynder;
men sligt ei meer anfægte Advocaten bør.
Som Chemikeren veed af Dunst et Dryp at vinde,
maa han forstaae et Vist udaf et Intet finde,
af samme Intet leve hvoraf Andre døer.
Men, Snak tilside, Mand! vil du undgaae Stævning, saa maa
du punge ud.
|
| d.II,b.3,s.162 |
Halil.
Kan I virkelig tænke paa Sligt nu, da næsten Alle ere for-
komne i denne Hungersnød, som ikke er Naturens men Kunstens
Værk.
Zobolam.
Netop! netop! det er netop Tider for Procuratorer. Men bi
bare til Magazinregningerne ere forfaldne.
Halil.
Der bedrager I jer stygt, da Kornpugeren ikke har solgt et
Korn uden for Contanter.
Zobolam.
Hoho! ja til Datum! men nu er det forbi med Contanterne, og
saa begynder Rentebevisernes Efterslætstid, som tager til bare
Marken. Kom med hvad I har!
Halil.
Ak, jeg har kun til en Skjeppe Korn til min hungrende Huus-
tro. Det kan I dog ikke ville tage.
Zobolam.
Jomen. Sniksnak!
Halil.
Det vil være at bedrage eders Principal.
Zobolam.
Principal? Hvem er det? Mammon! Er Mammon Part, saa
vinder han. Er Mammon Modpart saa vinder han.
Halil.
Vogt jer for at gjøre en Mand sulten! Han har af Naturen
Ret til at være rasende. Vogt jer for at gjøre en Rasende endnu
mere rasende!
|
| d.II,b.3,s.163 |
Zobolam.
Oh langtfra! Naar Folks Blod syder, gaaer Procuratorens Mølle.
Kom med hvad I har uden Omstændigheder; thi ellers faaer I be-
tale Omstændighederne.
Halil.
Det er min sidste Nødskilling -- hører I? -- det er min sidste
Nødskilling. Den er ligesom Enden paa en Nerve.
Zobolam.
Den er hvid, seer jeg, den er en blank Krone, seer jeg; og
den er ikke at foragte.
Halil.
Jeg vil give Eder en af min Huustroes Taarer. De ere blankere.
Zobolam.
Ahahaha! derfor faaer hun ikke et Bygkorn. Heller ikke faaer
du for din Krone; thi Principalen sælger kun i Partier.
I Partier? det er Mord paa Tusinder.
Zobolam.
Ja, i Partier, store Partier.
Halil.
O ve, det er Smaafolks Dødsdom. Der har I min Krone, da
den dog ikke er mig til nogen Nytte. Nu tør jeg sige jer, at I er
en Skurk.
Zobolam.
Nei, ikke før I har Lyst til at blive nøgen som Sandheden.
(Gaaer).
Halil.
O Dimna! Dimna! førstegang jeg veed,
at Drab kan skee af ømmest Kjærlighed.
|
| d.II,b.3,s.164 |
Zobolam
(kommer tilbage).
Beklager I jer Hustro? Jeg beklager
jer Nød ei, men at I paa Hustro drager,
det er et Hoved til, men ikke meer
Forstand; en Mave til og dobbelt Tænder,
to Taareblik, to nye tomme Hænder;
og har hun Børn, da alt multipliceer!
Halil.
I Lykken er den Byrde som at bære
en Frydruus, i Ulykke som en Stav.
Kun Hungersnøden --
(brister i Graad).
Zobolam.
-- kan det Ønske nære,
at hun med Muld sig mætted i sin Grav.
Nu, skil jer lovligt da ved hende! Ingen
kan sige da, at der er Synd ved Tingen;
men kun, at Lov er god, naar Tid er slem.
Halil.
Forvorpne, ti! Nu seer jeg grant Forskjellen,
der skilner Skurk og Advocat imellem:
den Sidste lovlig er: Skurk af System.
(Zobolam gaaer. Kornpugeren kommer.)
Kornpugeren
(klapper Halil paa Skulderen).
Nu, hvad godt Nyt paa Torvet, Mand?
Halil.
Der er Dødsstille, Dødsstille.
Kornpugeren.
Det er daarligt Nyt. Men det giver sig vel. Jeg har Korn
med sød Kjerne, Folket, Maver med skarp Saft. Hihi! Mand!
Halil.
Sælger I mig en Tønde Korn?
|
| d.II,b.3,s.165 |
Kornpugeren.
Nei, jeg kan s'gu ikke.
Halil.
En Skjeppe? For Guds Skyld.
Kornpugeren.
Jeg kan s'gu ikke.
Halil.
En Potte? For Jesu Barmhjertigheds Skyld.
Kornpugeren.
Jeg kan s'gu ikke.
Halil.
En Haandfuld af Eders hundredetusinder Tønder? For min
døende Hustro og mit Barns Skyld! for eders Saligheds Skyld!
Kornpugeren.
Jeg kan s'gu ikke. Men vil du have i Partier, og har gode
Papirer, saa er der ingen Nød, gode Mand.
Halil.
Ingen Nød? O barmhjertige Gud, har ikke min Hustro blandet
Vand i sin Melk forat mætte vort Barn, og aabnet sine Aarer
forat nære det med Blod, da Brystet ikke vilde give mere?
Kornpugeren.
Hei! da er der vel Udsigter til at Priserne ville gaae op.
Halil.
Hvor høit hænger I Brødkurven idag?
Kornpugeren.
I veed det: efter Omstændighederne.
Halil.
Høit eller lavt er det nu ligegodt. Seer I det Hvide der ude
paa Havet? den hvide Krands i Horizonten?
|
| d.II,b.3,s.166 |
Kornpugeren.
Ja, Gudskelov! Nei, vilde jeg sagt -- de Skyer bebude nok
et Uaar til. Men lad det ikke skrække dig; thi da sørge Pa-
trioter som jeg for at der dog findes Korn.
Halil.
Du bedrager dig. Den hvide Krands er alle Øens Seil. Hele
den gjenlevende Befolkning er derunder forat opsøge sig et Land,
hvor der heller er mere Menneskelighed og mindre Korn.
Kornpugeren.
Guds Død!
Halil.
Kun Byens Satiricus er bleven tilbage; thi Ingen vilde have
ham med.
Kornpugeren.
Guds Død! Og Satiricussen er, som næsten altid, ikke god
for en Skjeppe Korn.
Halil.
Alene mig holdt Dimnas blødende Aarer tilbage. Hvor høit
hænger nu Brødkurven.
Kornpugeren.
Som før. Hvad skulde det nytte mig at sælge de Par Tønder,
Du behøver?
Halil.
I maatte creditere; thi eders Procurator tog min sidste Penge,
fordi jeg klagede over den almene Elendighed.
Kornpugeren.
Raser du? Creditere? Creditere nu, da der ingen Penge er
imellem Folk?
Halil.
Hvilke Folk mener I? Hørte I ikke ret? Der gives ikke Folk
eller, efter eders Begreb, Kjøbere mere. De, jer Ubarmhjertighed
levnede, søge enten nye Lande eller en hurtigere Død paa Havet.
|
| d.II,b.3,s.167 |
Ingen Kjøbere mere? Det var et Tordenslag! Guds Død,
ingen Kjøber mere!
Halil.
Dersom jeg nu eiede en halv Styver, var det god Betaling for
de hundredetusinder Tønder, I ikke behøver til jer Selv og jere
mædskede Fættere. Overskudet er nu ikke mere værdt end
Støv. Saaledes staaer det til paa Torvet.
Kornpugeren.
Det gaaer rundt for mig, Mand. Hold mig lidt.
(vakler).
Halil.
Ja, crediterer I mig en Tønde Korn?
Kornpugeren
(styrtende til Jorden).
Nei, jeg kan s'gu ikke.
(Brøler).
Vand! Vand! Luft! Løs Hals-
bindet!
Halil.
Ja, crediterer I mig en Tønde Korn?
Kornpugeren
(med døende Stemme).
Nei, jeg kan s'gu ikke.
Halil.
Saa kan jeg s'gu heller ikke give jer en Draabe Vand af Spring-
vandet, som pladsker saa høit nu i den øde By. Vil i begraves
i Korn eller Sand; thi nu gjælde disse Varer ligemeget?
(Rusker i ham).
Kornpugeren.
Zobolam! Zobolam!
Halil.
Raab ikke paa onde Aander i eders Dødsstund!
|
| d.II,b.3,s.168 |
Kornpugeren.
Døer jeg, saa døer jeg dog ikke af Hunger; men som den sidste
Kloge paa Terranova.
Halil.
Ja saafremt ikke et overvættes Maaltid har Deel i eders
apoplektiske Tilfælde, skjøndt det troer jeg ikke.
Kornpugeren.
Nei, nei, for Gud! Jeg var altid maadeholden, flittig, stilfærdig
og en god Christen; ja en god Christen, der stod sig godt med
Øvrighed og Præst.
Halil.
Saalænge indtil eders gode Christendom bragte alle Baand til
at briste, og omsider nu ogsaa eders egen Livstraad. Men --
endnu engang -- jeg skal løse jert Halsbind og lægge jer Hals
under Springvandet, og slaae jer en Aare løs, dersom I crediterer
mig en Tønde Korn?
Kornpugeren
(næsten qvalt).
Nei, jeg kan s'gu ikke. Hjælp! Hjælp!
Halil.
Nei, jeg kan s'gu ikke.
(Gaaer. Fætter Een kommer)
Kornpugeren.
Zobolam! Skal vi sætte Taxten ned en Procent? Ak jeg seer
ligesom i en Taage, at det er Fætter Een. Nu er jeg hjulpen. Og
saa sulter jeg tilsidst mine Fættere og tilsidst Procuratoren ud,
og tvinger dem til at kjøbe. Kjære Fætter, løs blot mit Hals-
bind op, jeg er bleven noget altereret.
Fætter Een.
Strax gode Onkel!
(Afs.)
Nei for Gud troer jeg ikke han er
om en Hals, dersom jeg lader være. Nu, det er da ogsaa en-
gang paatide.
(Høit)
Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn?
Hørte Onkel?
|
| d.II,b.3,s.169 |
Kornpugeren.
Mine kjære Fættere. Hjælp! Hjælp! Mine kjære Fættere
testamenterer jeg det.
Fætter Een.
Da hjælper jeg ikke. Alt eller Intet hedder det om meget.
Kornpugeren.
Den, som løser mit Halsbind op, testamenterer jeg alt mit
Korn.
Fætter Een.
Vel! Vel! Det vil jeg have Sort paa Hvidt for af Zobolam,
som Zobolam siger. I holder vel Liv i jer saalænge ved at høre
denne muntre Rislen af det friske Vand.
(Gaaer).
(Fætter To kommer).
Kornpugeren.
Kjære Fætter To, du kommer som en Frelsens Engel. Hjælp
mig, jeg har faaet et Slag af en skrækkelig Efterretning.
Ak, jeg seer hvordan det er fat med Onkel. Onkel er Død-
sens.
(Afs.)
Gud skee Lov!
Kornpugeren.
Bare løs mit Halsbind, kjære Fætter!
Stakkels Onkel! Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn?
Hvem i Guds Navn?
Kornpugeren.
Ak dette Snak dræber mig.
Hvem testamenterer Onkel alt sit Korn?
|
| d.II,b.3,s.170 |
Kornpugeren.
Den, der hjælper mig og løser mit Halsbind. Ak! ak! jeg
qvæles.
Ak! ja Onkel qvæles. Men jeg maa have Sikkerhed som
Zobolam siger. Gid Onkel leve vel til jeg kommer igjen med
Sikkerhed.
(Gaaer).
(Fætter Tre kommer syngende).
Fætter Tre.
Lav Viintold, gode Priser
paa Kjød, og unge Griser
paa Torvet dagligdags
-- den Frihed, Kammerater,
vi ønske alle Stater,
som har det ei tillags.
Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh! -- Men plager den Onde mig?
Er Onkel saa tidlig deran? Den Viin maa Onkel have faaet
gratis. Hvad Slags Viin? Langkork? Champagne Ay? Cham-
pagne Sillery? Bourgogne de Nuit? Bourgogne Chambertin?
Hochheimer No. 1, 2 eller 3?
Kornpugeren.
Ak! Ak! Hjælp!
Fætter Tre.
Det maae jeg lide. Hahaha! Den Viin har Skam havt Neb
og Kløer.
Kornpugeren.
Dit Skarn! jeg er Dødsens, dersom du ikke hjælper mig.
Luft! Luft!
Fætter Tre.
Ahaha! Det er Omqvædet paa Kazenjammervisen. Men, for
alle Bacchi Løier! har Onkel ikke Bouteljecouleur i Ansigtet.
Man har hørt saa galt før . . Ahahaha! saa galt før. Onkel maa
ogsaa engang til, og jeg beder at hilse mine Venner Frank og
Mobb, som døde af Juleøl.
|
| d.II,b.3,s.171 |
Kornpugeren.
Hjælp! Hjælp! Luft! Luft! Vand! Aabn Halsbindet! for Guds
Skyld aabn Halsbindet!
Ja det kunde jeg nok gjøre. Men, Apropos! hvem testamenterer
Onkel alt sit Korn?
Kornpugeren.
Den, der løser mit Halsbind. Den, der . . .
Fætter Tre.
Godtkjøb, min Sandten! Men endnu dyrt nok, saasom da
bliver intet at faae derfor, dersom man ikke er forsigtig som
Procurator Zobolam siger. Onkel faaer tænke paa en munter
Visestump saalænge:
Hvo aad til han maa sprække,
vor idealske, kjække
Riego nævnes skal.
Som Løbilds Blink de klare,
lad Smiil langs Bordet fare,
langs ad vor Seiersval!
Hurrah! Halih! Hurrah! Haloh!
langs ad vor Seiersval.
(Gaaer).
Kornpugeren.
Utaknemlige! Zobolam! Forbandede! O! o! hvor er Pastor
Obsoletus og Doctor Mercurius? Barmhjertige Gud, jeg lover
dig at nedsætte Taxten en Procent, dersom jeg forløses af denne
Qvide. Ha -- Blodet -- Een en halv Procent -- Blodet -- to
Procent, dersom --
(Halil, Dimna og deres Barn).
Halil.
Arme Dimna, see ikke til den Side, der ligger den Ubarm-
hjertige, Han, som er haardere end den Klippe, som nu skal nære
os med sine bittre Urter. Jeg vil anstille et Experiment.
(Bøjer
sig over Kornpugeren).
Crediterer I mig en Tønde Korn?
|
| d.II,b.3,s.172 |
Nei, jeg kan s'gu ikke.
Dimna.
Forlod du ham saaledes, Halil? Ak, Gud vil lade Klippen negte
os Urter for en saadan Grumhed.
Halil.
Jeg tænkte paa din blødende Aare lagt til vort Barns Mund.
Vel, lad os redde ham. Saa -- saa --
(løser Halsbindet).
Dimna.
Ve! det er for seent.
Halil.
Det skal jeg prøve
(raaber ham i Øret).
Crediterer I mig en Tønde
Korn?
(Kornpugeren ryster paa Hovedet).
Se, endnu er Sjelen i Virksom-
hed. Men nu er den ogsaa forbi. Kom Dimna, ryst Støvet af
din Fodsaale.
(De gaae).
ANDEN SCENE
(Procurator Zobolams Contor. Zobolam).
Zobolam.
Det er den mærkværdigste casus i min hele Praxis. Alle Tre
troe at have alene seet Onkelen i en slem Dødsknibe, og afpiint
ham et Testament. Alle Tre kommer Een for Een til mig for at
lade det opsætte. Og alle Tre -- da det er let at forudsee, at
det maa komme til Deling -- have givet mig Sort paa Hvidt for at
jeg skal have i Sallarium for denne Tjeneste 1/3 af Boets Masse,
det vil sige 1/2 mere end Hver af dem selv faaer. Det maa en
Skifteforvalter forstaae. Siden, for at faae det Hele, maa jeg
have dem i Proces sammen. Det maa en Procurator forstaae.
Men slig Vidtløftighed kunde spares, om jeg kom mine Clienter
i Forkjøbet, og selv beviste min gamle Ven den sidste ubetyde-
lige Tjeneste, hvorpaa Universalarven beroer. Intet var simplere
og retfærdigere eller mere overeensstemmende med Testators
Ønske og Testamentets Form og udtrykkelige Ord, dersom jeg
|
| d.II,b.3,s.173 |
derved ikke gik glip af Processens eiendommelige Vellyst. Der-
for --
(Fætter Een kommer).
Nu min Herre, har I Underskrivten?
Fætter Een.
Jeg søger i Nabohusene forgjæves efter Vidner. Alt er øde.
Kun en enkelt Mand ilede mig forbi med en Qvinde og et Barn;
men da han hørte min Anmodning om at følge med til Torvet,
og kastede Øiet paa de første Ord i Blanketten: "Efter vel-
beraad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle mine Korn-
beholdninger til min kjære Neveu Een, som i mit apoplektiske
Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjærligste tilhjælp -- "
saa opløftede han en hylende Latter, tilkastede mig et sky Ulveblik
og løb henad Byporten. Hvad er nu herved at gjøre, kjære
Procurator? Øieblikket er netop 100,000 Tønder Korn værd.
Zobolam.
Hm! Vidner? Kan I ikke skrive Jesper Hansen og Jens Chri-
stensen med og uden paaholden Pen, saa kan jeg, mener jeg, som
Procurator.
Fætter Een.
Hm! I skal have 1/3 af Massen.
Zobolam.
Saa er Accorden; men det er forlidet for det som nu falder
mig ind. Jeg mener, at jere Fættere kunne bruges som Vidner.
Fætter Een.
Dyrebare Ven! hvorledes?
Zobolam.
Ei, unge Mand, det er Samvittigheden og Filosofien som spør-
ger: hvorledes? Men Jurisprudenzen svarer kun: saaledes.
Fætter Een.
Mener I?
|
| d.II,b.3,s.174 |
Zobolam.
Om jeg mener, at I med Testament og Pen i Lommen kan faae
jere Fættere en passent nedover til Torvet, kaste jer med Rø-
relse over jer Onkel, som ligger der i en apoplektisk Rørelse,
give ham lidt Luft og Pennen i Haanden, og saa sige: "det er
saameget I see paa, kjære Fættere?" Ahaha, om det ikke skulde
gaae an?
Fætter Een.
Det Paafund er beundringsværdigt.
Zobolam.
Ikke for en Procurator.
Fætter Een.
Det gaaer ud paa at bruge Folks egne Fingre til at tage dem
ved Næsen med.
Zobolam.
Netop! Dog kun en simpel Anvendelse af den juridiske Prak-
tiks Axiom, at gjøre alt for at fremklække den skjønneste af
Dyderne: Taknemmelighed; og at have af dem, man har den
moralske Glæde at tage ved Næsen, reel Nytte desforuden; at
høste ikke alene Maalet, men ogsaa Midlerne. Ind nu i Cabi-
nettet saalænge til jeg faaer dem fat.
(Fætter Een gaaer ind).
Hm! Jeg
var ikke Procurator, Procurator Zobolam, om jeg ikke tog dem
alle Tre ved Næsen med hinandens Fingre.
(Fætter To kommer).
Fætter To.
Gud hjælpe mig, arme Mand!
(Græder).
Zobolam.
Ja har I Ret, saa er der ingen anden Hjælp. Har I Uret, saa
er Procuratorens bedre.
Fætter To.
Alt er spildt. Jeg kan ikke reise et Vidne i hele Byen; ikke
et, uden en graa Kat, der hyler paa en Trap over at Musene
leve og døe med Menneskene.
|
| d.II,b.3,s.175 |
Zobolam.
Godt nok! meer end nok! Der har ofte nok ikke engang
været en Kat til at udfylde et Vidnenavn. Men hvad mener I
om eders Fættere? De ere gode nok til Vidner paa et Penge-
document.
Fætter To.
Det maa I forstaae. Men Fanden ivold med al overflødig
Graad og Kleinmodighed nu før jeg kommer til Onkel, siden dette
vil være at lade Samson male for Filisterne.
Zobolam.
Bravo, unge Ven! det er en stor Kunst at kunne sørge og
græde itide. Slige Taarer er for Gevinsten hvad Sæben er for
Skjæget. Glat af! Glat af!
Fætter To.
Fætterne maae være i Byen: Fætter Tre paa en Restauration
for at gjøre sig tilgode med Retterne, og Fætter Een paa en
Restauration for at gjøre sig tilgode med Gjæsterne, der ogsaa
kunne høre imellem Retterne. Jeg vil søge dem op.
Zobolam.
Ak, al Restauration er ophørt. Jeg har jere Fætterne nær-
mere. Men veed I hvorledes de skulle bruges? Fættere ere de
brugbareste Ting i Naturen næst Landeveie, Lastdyr og Støvler.
Fætter To.
Jeg vil, selv med Taarer, anmode dem for min Melancholies
Skyld, om en Spadseretour over Torvet, og der lade dem være
Vidner til at jeg opfylder hvad der staaer i eders Testament-
blanket, og at jeg fælder min sidste Taare, naar Onkel har under-
skrevet disse velsignede Ord: "Efter velberaad Hu, testamen-
terer jeg Undertegnede alle mine Kornbeholdninger til min kjære
Neveu To, som i mit apoplectiske Tilfælde kom mig paa det
beredvilligste og kjærligste tilhjælp." Derpaa siger jeg: "Tak,
kjære Fættere, for eders Tjeneste, Adieu!" Men til Eder: "der
eders Trediedeel af det Hele -- "
|
| d.II,b.3,s.176 |
Zobolam.
-- "Som under enhver Omstændighed er eder tilsikkret, Pro-
curator Zobolam! -- "
Fætter To.
Rigtig, Procurator Zobolam, thi I har fortjent det.
Zobolam.
Atter glemte I et Ord.
Fætter To.
Hvilket?
Zobolam.
"Ærligt". Det maa aldrig glemmes uden i Praxis. Thi mellem
Ordene, er det ligesom en Aand. Det har forlængst kastet sin
Skal og forladt denne Verden. Men det kan paakaldes, og man
kan sværge paa, at man seer det aabenbare sig herligere i sin
theoretiske Glands og Begrebets ideale Høihed end det fordum
var i sin raa Virkelighed. -- Behag nu at træde af i dette Cabinet
til jeg har faaet eders Fættere fat.
(To gaaer ud. Tre kommer).
Fætter Tre.
For Gud troer jeg ikke, at den hele By enten er paa et Lyst-
parti eller sover ud efter en almindelig Ruus, som om f. Ex. en
Prins havde gjort den et Besøg eller det var en Konges Geburtsdag.
Zobolam.
Aarsagen ligger visselig i den samme Dybde, nemlig i Folkets
Maver.
Fætter Tre.
Hør, veed I hvad? Siden mine to Trediedele, under nær-
værende Omstændigheder, netop ere sjunkne til Jevnværd med
eders Trediedeel . .
Zobolam.
. . . Som under alle -- læg Mærke til alle! -- Omstændig-
heder er mig tilsikkret ubeskaaret; d.e. 1/3 af den hele Masse.
|
| d.II,b.3,s.177 |
Fætter Tre.
Vel! vel! Jeg veed nok I fik den Clausul ind. Men seer I --
siden jeg formedelst Populacens Uefterrettelighed ikke kan reise
Vidner paa den Extraderen af det Hele (paanær jer Trediedeel,
som I betingede jer for Conceptet), som jeg havde saagodtsom
i Hænderne, og den rene Valuta saaledes har forvandlet sig til
Stocks: saa lad os sætte vore luftige Andele paa et Kast! eller
vil I Kaart, saa har jeg her i Lommen.
Zobolam.
Ak, min gode Client, det er fattige Folks Valgsprog: Alt eller
Intet. Alt har gjort flere Fattige end Intet. Noget er derimod
det rette Navn paa Rigdom.
Fætter Tre.
Bah! jeg vil tænde min Pibe med Testamentet. Disse skjønne
Ord: "Efter velberaad Hu, testamenterer jeg Undertegnede alle
mine Kornbeholdninger til min kjære Neveu Tre, som i mit
apoplektiske Tilfælde kom mig paa det beredvilligste og kjær-
ligste tilhjælp" . . . -- disse skjønne Ord ere nu kun Røg.
Zobolam.
Smukke Ord ere sjeldent andet -- og derfor er Procurator-
stiil tør og hæslig -- ; men dennegang blive de dog noget bedre,
eftersom jeg har udtænkt, at eders Fættere kunne tjene som
Vidner, dersom I er klog.
Fætter Tre
(holdende sig paa Maven af Latter).
Det Indfald, det Indfald . . Ahahaha!
Zobolam.
En Procurators Indfald hedder Paafund, maa jeg bede; og en
anden Ondskabsfulds Paafund hedder Indfald.
Fætter Tre.
For det Indfald eller Paafund skal I sandelig have jer en Flaske
Burgunder. Ahahaha! Fætter Een skal sætte en Streg i sin egen
Regning, og den blødhjertede Fætter To stikke selv Hul paa en
|
| d.II,b.3,s.178 |
ny Taaretønde. Gid de vare her, skulde jeg snart faae dem paa
Torvet; thi der er en god Restauration, og Fætter Een spiser og
drikker der gjerne godt og længe, NB paa Andres Regning, for at
faae Tid til at ende en Præken om Ødselheds Fordærvelighed og
Leilighed til at oplyse dette med empiriske Beviser; og Fætter To
gjør det samme med Østers og Madeira, forat han haandgribe-
ligen og med Klem kan under Taarestrømme lægge Fattigfolks
smale Levemaade paa Andres Hjerter.
Zobolam.
Behag da at træde ind her.
(Aabner en tredie Dør. Fætter Tre gaaer ind).
Jeg
vil nu experimentere med dette Fætterskab, om ikke Gjerrigheden
er lettest at bedrage af alle Lidenskaber.
(Aabner Cabinetterne. Fætterne
træde ud. De vise Overraskelse).
Zobolam
(til hver af dem).
Seer I, jeg havde, som en Procurator bør, Vidnerne i Baghaand.
Nu, mine Herrer, Nu? nu? Der er ingen anden Forskjel imellem
Dumhed og Forundring end Langvarigheden.
Fætter Een.
Kjære Fætterskab gjør mig Følge nedover til Torvet; jeg har
en Speculation at meddele jer, som vil være fordeelagtig for
os alle.
Fætter To.
Jeg vilde netop anmodet om det samme for min Melancholies
Skyld, der har tiltaget stærkt siden det blev saa stille paa Øen.
Fætter Tre.
Og jeg, Maredausen, med, forat faae Appetit til en varm Fro-
kost i "Skjænken" eller "Karaflen" eller hvor I behage i Nær-
heden af Torvet. Dersom der, (som jeg desværre troer) er stille,
saa tillader jeg mig at invitere Mhrr. til en Concert, hvori som
Solonummer, gives Melancholien af et Vandsprings Pladsken i en
øde By -- ; det overgaaer langt Melancholien i et paa Landet,
ja endog den i et ensomt Vandfald. Dette er ligesaa vist som
at et dansk Gadevandspring imponerer og behager mere end en
norsk Foss.
|
| d.II,b.3,s.179 |
Fætter Een.
Vi kunne altsaa spare baade Pung og Ære at høre en Sangerinde.
Bah, med Naturens Efterligninger!
Fætter To.
Dog bestaaer unegteligt Kunsten deri.
Zobolam.
Der gives intet unegteligt og intet negteligt i Æsthetiken. Og
Kunsten bestaaer ikke i at efterligne denne Natur, men en høiere,
der er ubekjendt uden gjennem Kunsten. Men, mine Herrer! der
er intet unge Mennesker tabe saamegen Tid, Penge og Ære paa
som paa Æsthetik.
(De gaae).
TREDIE SCENE
(Torvet. Satiricussen. Kornpugerens Liig ligger der).
Satiricussen.
Deri -- sagde den udødelige Dæmring -- vil jeg idetmindste
være en Satiriker, at jeg faaer Prygl for hvad jeg skriver. Og
deri, siger jeg, vil jeg dog være en Poet, at jeg døer af Sult
siden der ingen mere er hos hvem jeg kan øve Satiricussens
Privileg, at være Snyltegjæst, som er saa naturligt og gammelt
siden det er grundet paa Dumhedens Affinitet til Ondskaben.
Ja en Tragiker vil jeg være med Hensyn til min Ende, ligesom
det almindeligviis skeer dem, der vare Comikere i sit Liv. Ei,
det fordømte Indfald af Befolkningen, en masse at forlade denne Ø,
der er ligesaa afsondret fra alle andre Lande ved et umaaleligt
Hav, som Verdnerne fra hverandre ved Himmelrummet! Det vil
sige: Indfaldet var ikke slet for mig; thi derved undgaaer jeg at
indløse mit offentlige Løfte, som der baade har groet Græs og
sneet togange over, at faae nogle saakaldte satiriske Spjud fær-
dige; men for det bortdragende Publicum selv maa det i høi
Maade være farligt efter min egen Erfaring paa den ulykkelige
Reise til Canaan. Thi komme fordringsfulde Trompetere til et
Land, der har nok af Slige før, saa jages de hjem igjen med Hug.
Men en Satiricus maa døe af Eensomhed. Ja, om jeg sad til
|
| d.II,b.3,s.180 |
Halsen i Kornpugerens Dynger, maatte jeg døe, efterdi, siden jeg
harpunerede de Bortdragendes sidste Barcasse med dette Epi-
gram, at de vare nogle Bagbæster -- jeg ingen Tilhørere har.
De Spidsborgere! Da de begyndte at sulte, fik de Afsky for
Vittigheden. En sagde: den smager kun til Maden; og en anden,
at den alene var istand til at jage Folk fra Landet. Nok En
yttrede endog, at mit polemiske Digt havde, ved at identificere
Skjældsord med Vittigheder godtgjort, at Hvermand kunde være
vittig. Under slige Omstændigheder er der intet andet tilbage
for mig end at hænge mig. Det vil, i høi Stiil hedde, at fuld-
byrde sin Skjæbne. Thi naar man har aflurt mig Hemmeligheden
at skrive polemiske Digte, saa kan enhver Grobian og Vredagtig
være Geni. Og der er heller ingen Ære eller Fornøielse ved at
være Geni, naar man ikke kan være det alene -- ligesaa liden
som ved at være Parykmager i en By, hvor den Ene klipper den
Anden. Derfor -- ak, det Ord "derfor" er den tarpejiske Klippe,
hvor mangen Navnkundighed har brukket Nakken -- derfor,
I dumme Spidsborgere, som udskibe jer selv til et Land, der
ligesom Canaan til Thule, upaatvivlelig selv har Fæ at udføre
foruden sit Korn -- derfor vil jeg gribe til det Sidste, trøstig i den
Tanke, at jeg dog døer som den sidste Kloge paa Terranova.
(Gaaer. Zobolam og Fætterne komme).
Fætter Een.
Ei! ei! der dingler s'gu Poeten?
Zobolam.
Allerede?
Fætter To.
Lad ham hænge i Jesu Navn; thi han har gjort et Epigram
over mig.
Zobolam.
Ikke derfor bør han døe, men fordi det var slet.
Fætter Tre.
Jeg vil skjære ham ned.
|
| d.II,b.3,s.181 |
Zobolam.
Gjør ikke det: han vil strax gjøre et Nidvers paa eder. Desuden
har han upaatvivlelig hængt sig alene af Bankerotør-Tungsindighed
eller af Speculation, nemlig for at vise, at han var undskyldt for at
levere de belovede satyriske Svøber, saasom han selv havde bedre
Brug for Snoren. Mine Herrer -- giv Agt!
Alle tre Fættere
(trække Testamenterne frem).
Ah! der er kjære Onkel! Giver nu Agt, mine Herrer!
(De kaste
sig over Kornpugeren)
Ha, hvad er dette? Onkel! Onkel! Guds Død!
Fætter Een
(rusker i Liget).
Onkel! her er jer gode Neveu Een; og her er Pen og Papiir
i Orden.
Nei her er To.
Nei her er Tre. .
Alle Fætterne.
Her er jeg, Onkel; og her er Pen og Papiret i Orden.
(Til
hinanden).
Ei hvad Satan, har I ogsaa Papirer? Var det fætterligt
handlet?
Zobolam.
Det er saa seent. Desuden seer I den betingede Tjeneste er
ham alt viist af en fremmed Haand; men ogsaa det forsilde.
Alle Fætterne.
Ingenlunde, ingenlunde, naar jeg endelig skulde gaae Glip af
det Hele.
Fætter Een.
Dette er udenfor min Beregning.
Fætter To.
Ak, forfængelige Verden og hvad Verdens er! Nu er det for-
træffeligt at være Herrnhutter.
|
| d.II,b.3,s.182 |
Fætter Tre.
Nu først fatter jeg Melancholien i det ensomme Vandsprings
Pladsken.
Alle Fætterne
(gribende fat paa Procuratoren).
Ha, spiller I under Dække?
Zobolam.
Mhrr! jeg er Procurator. En Trediedeel af Boets Masse er
mig reserveret og forsikkret under alle Omstændigheder.
Fætter Een.
Ei, kjære Fættere, er der ikke to Grene paa det Træ hvor
Satyricussen hænger?
Zobolam.
Guds Blod? Mhrr! Mhrr! jeg foreslaaer en Deling; men
naturligviis efterat min Trediedeel er afsondret.
Alle Fætterne.
Da faaer I jo mere end hver af Os, hans kjødelige Arvinger.
Siden vi kjende til hinandens Planer, ville vi have Alt eller Intet.
Dette er efter den menneskelige Natur. Den, der faaer Alt, af-
staaer jer da jer Trediedeel.
En Ræv har 7 Udgange; en Procurator 9.
(Høit)
Ak, Mhrr!
I have ikke indseet, at jeg vilde hjælpe Allesammen. Derfor
betingede jeg mig Mit udenfor de tilbageblivende Trefjerdedele,
som maatte falde i den Lykkeligstes Lod. Men, forat I kunne
faae et nyt Beviis paa min Upartiskhed, (som er den Dyd, en
Procurator, ikke en Dommer skal leve ved) saa foreslaaer jeg,
at I procedere under mit Referat og Satyricussens Voldgift, som
vi derfor ilsomst maae skjære ned.
Fætter Tre.
Eh bien!
|
| d.II,b.3,s.183 |
Fætter Een.
Det er et Vovestykke. Han vil dømme til Gunst for Den af
os, som giver ham Anledning til en Vittighed. Thi Vittighederne
fødes ikke inden ham selv, men tages op fra Gader og Stræder;
og det er nok saa, at en Nar gjør en anden vittig.
Zobolam.
Da troer jeg, Mhrr. at han vil komme til at være saa upartisk
som Nogen.
Fætterne.
Vi maa vove at varme Slangen op igjen.
(Skjære Satiricussen ned, og
bringe ham frem).
Fætter To.
Se! det er ikke Døden, men en Ondskab, som oversortner hans
Læber.
Fætter Een.
Læber? det er for smukt Udtryk om to Orme, som krybe over
hinanden. De yngle ogsaa Efemerider i Fraade.
Fætter Tre.
Gid vi alt vare ham qvit! Hvorledes skulle vi blive ham qvit?
Zobolam.
Pyt! dersom han siger en Vittighed, er det et Tyverie; og da
klynge vi ham op igjen.
Satiricussen
(For sig selv).
Hei Pøbel! har jeg lovet dig satyriske Svøber? Jeg har ingen,
jeg har ingen! Kjære Folk spar mig! Jeg er undskyldt.
Fætter Een.
Han fantaserer over sit ubetænksomme Løfte.
Ei Polemikkel! vi skjenke jer det Løfte, I gav, uden at be-
tænke jer Fattigdom i Aanden.
|
| d.II,b.3,s.184 |
Satiricussen.
Gjør I? Tak for det! Er I Satan? Ah Satan, jeg sværger
jer til, at jeg ikke mente med mit Løfte.
Zobolam.
Ei! jeg er Procurator Zobolam.
(rusker i Satiricussen).
Ah! ja Forskjellen er ikke stor; jeg har eders Portræt. Kjen-
der I den Mand:
"En øined Samiel i det skumle Fjæs
hos Ham.
En hørte Slange fæl i Stemmens Hvæs
hos Ham.
En i et vandigt Smiil saae Øgler lure,
og Høge i det blygraa Blik at sture
hos Ham.
En saae i krumme Ryg . . Nu, kjender Ingen Manden?
Fætterne.
Det er jo ingen Anden,
end selve gamle Fanden.
Satiricussen.
Nei det er Procurator Zobolam!"
Zobolam.
Hihihi! Ligner det? Seer I, Latter paa Spot er, ligesom Blo-
det over Saaret, det bedste til at døve Smerten. Men vi have
alvorlige Sager fore. I skal dømme imellem disse gode Fættere,
og jeg skal referere eder Sagen. Seer I -- først kom Fætter
Een . .
Satiricussen.
Proces?
Fætterne.
Ja jeg stoler paa jer Retfærdighed?
|
| FORRIGE |