|
FØRSTE SCENE
(Midnat. Det Indre af en kolossalsk Hal i Ruiner. Rajahen og Vakiti.
Sami bag en Colonne.)
Rajahen.
Du svoer. Arv da Sewaji! arv det Dyreste,
en Fader gav sin Søn: sit Selv, sit Livs
Idee, sit Livs Liv, sin Sjels Sjel,
sit eget Tilværs Nøgle mere værd
end Livet, som han gav i Kjød og Blod.
|
| d.II,b.3,s.133 |
Vakiti.
Jeg svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt,
ved onde Dewis, ved min Moders Ære,
ved Faders Grav, ved alle Hellige,
ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder,
der seer i Sjelene som Stjerner i
de dybe Vande, ved Gjengjældelsen
jeg svoer . .
Rajahen.
I Brahmas Navn da! og for Hindostan!
Om Dagen Brahma med sit Ildblik vaager
tro for sit Hindostan og hver dets Træl,
at slumre sløv i Lænker kan hans Sjel,
men vaage livlig Natten ud som Flammen;
til engang, engang i en rædsom Nat
de Hindusjeles Hevnensflammer brat
gaae til en natlig Brahmasol isammen.
Da skifter Tiden. Og den nye Alder
sin første Dag hiin Nat for Hevnen kalder.
-- Dog sove tungt de Trælle. Kun hos dig
i vaagne Sukke fryded Hevnen mig.
Jeg ved din Leervæg bøjed mig at lytte,
og hørte hvad og i min Sjel blev sagt:
at Lænkejern i Frelserodd er lagt,
at Hindostan gjenreises i en Hytte.
Hver har sin Lidenskab. Han min ei fatter.
For Sami vaagede mit trætte Legem,
for Sami stønnede min qvalte Sjel.
Rajahen.
Paa Hindostan som jeg i Suk du tænkte,
og aanded Hevn og Frihed blandt de Lænkte.
Jeg elskede din Sjel saa dyb og mørk;
og før jeg fandt dig sorgbedøvet, liig
en frossen Slange, kaarede jeg dig,
hvis ei min Søn hjemkom ifra sin Ørk.
|
| d.II,b.3,s.134 |
Han kom, men for med Livets Tab at hevnes
paa enkelte Tyran, som ham fordrev.
Men Guders plan end ingensinde blev
ved Dødelige rokket. Derfor levnes
mig Søn i dig og Hindostan en Hevner.
Med samme Eed, som du mig Taushed, gav
jeg dig mit Barn; dog her ifra min Grav
en Arv meer dyrebar jeg end dig levner:
en Helligdom igjennem Ætten sendt,
fra Sjel i Sjel med rædsom Eed indbrændt.
I Pinslers Skrig, og naar i Dødens Stund
kun vidløs Tale raller i din Mund,
for Viv i Modersvee, fortrolig Ven,
som kræver, at du aabner dig igjen,
for Frister med Golconda i sin Haand,
for Sværd paa Øje, Lænkepæl i Flammer,
om Staalet aabner selv dit Hjertekammer,
den gjemmes maa paa Dybet af din Aand.
Om Liv for Lyd deraf du kunde vinde,
i Krampe Hjertet fastere den binde!
Om Blodet strømmer -- da din Sjel, ei den,
maa med den sidste Draabe flyde hen.
Det svoer du, svoer det ved din Sjelefred . . .
Veed meer, ved Sami.
Rajahen.
. . At paa Dødens Leie
du skulde med den samme dyre Eed
arvgive den din Søn til Vogt og Eje.
Saaledes gaaer den gjennem Æten ned.
Jeg døer, men frelst jeg i din Sjel den veed --
Hør da!
I Indiens Old, mens end i Havet
den anden Deel af Jorden laae begravet,
fra Indus' Bredder herskende sig spredte
Tzengaristammerne paa Indiens Slette.
Som Gnisteregn vidtover tørre Sæd
|
| d.II,b.3,s.135 |
paa fredsomt Hindostan de styrted ned.
Da sank Benares, og i mange Aar
ei Solen lyste, og ei vexled Vaar.
Da regned Graad, og stiv af levret Blod,
med Øer af Liig den milde Ganges stod.
I Blodskam ynglet, frem bestandig værre
gik Slægt af Slægt, og hver var Indiens Herre.
I Byerne, i Templerne, den skjændte,
den boed selv, mens Hindufolket knap
i Skogene fik Skjul; thi did den sendte
sin Hær som Pesten rivende og rap.
Men rædsom som et Baal, i Purpur rødt
af Faders Blod, sad her en blodskamfødt
Tzengarisultan. Dette var hans Slot.
Her sad han liig en Grib paa et Skafot,
selv blodig som sin Blok, som Øxen frygtet,
og sendte Døden efter dem som flygted'.
Fra denne Borg mishandled Jorden han,
mens gudløs Brahmas Himmel han forhaante,
som alt i mange Aar ei mere blaante,
men var et Gravlaag over Hindostan.
Her ynglede han nye Synder frem,
og podede i sine Trælle dem.
Han lærte dem at æde sine Fanger,
at kaste dem i Borgens Dyb for Slanger,
mens ovenover under deres Skrig
han fraadsede i Andres friske Liig,
og i en Lønsal over hule Grund
besvangrede en Crocodilehun.
Saaledes sad han, adlydt skjøndt forbandet,
en Dæmon -- værre, thi med Blod og Kjød
forøget var hans egen Flamme blandet.
Som Tordner rulled Aag han over Landet;
som Lyn sig slangende, Blodstrømme flød
i Kobbervognens Spoer, hvorpaa han drog,
af sammenlænkte Panther og Hinduer
hvert Aar omkringkjørt under Seiersbuer,
at naae de Liv, han ei fra Borgen slog.
|
| d.II,b.3,s.136 |
Da lærte Brahma selv min Stammefa'r,
i skrømtet Skikkelse af en Tzengar,
at tale ved Tyrannens Thron, som stod
af Hjerneskaller bygt, forgyldt med Blod:
"Du Verdens Konge, paa din Thronestol
hvor liig en herlig Guddom paa en Sol!
Du, som retfærdigen vort Aag har lagt
med tifold Vægt paa Hindostan tilbage,
til Seiersjubel gjort de Usles Klage,
i Hæder hyllet tusind Aars Foragt!
Hvorledes? er det Jordens Herres Magt,
er det en Hevn, den Seklers Trældoms fødte,
der kræver tusind Aar at blive mæt,
at, om et Hindubarn derude blødte,
saa driste Mødre her at kræve Ret?
at af det samme Folk, som ud os stødte
i Ørken, da i Altings Barndom hver
Nation var lige og Gud lige kjær,
frem for din Throne tidt dets Fyrster mødte
med trodsig Mine og med frækt Besvær?
Vel! ved din Thrones Fod jeg aabne vil
en bundløs Afgrund med en Falddør til.
Did træde de, og brat forsvinde
som Støv, der nærmes Solens Glød.
Er Skræk en Thrones Fod, og Død
dens Trin, er Høihed først dens Tinde.
Som Solen sig med maalløst Rum omringer,
saa gravomgjordet Tzengars Throne staae,
derfra udstraalende i røde Klinger
den nye Dag, som sig om Indien svinger
fra Himalah, din Sejersbue blaa!"
Min Stammefader Naade fandt,
Tyrannen, at hans Raad var sandt,
at falske Gulv var Prøvedom
paa hans Vizirers Troskab, om
med rolig Pande eller Sved
paa Dybets Tag de knælte ned.
|
| d.II,b.3,s.137 |
Og alt han gjennemmønstrer Rækken
af Døden Vie'de eller Skrækken.
En gylden Kjæde var den Mesters Krav
just lige lang som dyb blev Morderkulen.
Og ledviis voxer Kjæden med hans Grav.
Han grov. Hver Nat Tyrannen kom iløn,
og loddede med frydtændt Øje Hulen,
og fandt den snarest dyb nok for sin Søn.
Han grov, og tækkte, eftersom den sank,
den Brønd med Kobbervæg saa steil og blank.
Han grov til Jordens Flammer brøde frem.
Da med en Bund af Staal han tæmmer dem.
Det Værk var færdigt; ovenover drejed
berørt af lettest Fod sig falske Tag;
men falskere var Smilet af Behag,
hvormed den Frygtelige Kjæden vejed.
"Der er din Løn" -- han skreg, og fra sit Sæde
han slænger hen med Haan den lange Kjæde --
"Dog er der ved dit Værk end Et, som rester:
Du Selv, du Selv maa først det prøve Mester!"
-- Da faldt Tzengarens Dragt. Tyrannens Blik
ei Tid at lyne paa Hinduen fik.
I Luften funkled Kjæden; om hans Strube
i Snare faldt den -- en Secund --
og ifra Dybet af den Grube
som Rallen hørtes Brølet kun.
Med denne sorte Steen sig Dybet lukked',
og Ingen hørte hvad dernede sukked'.
Men i Tzengarens Skræk det Sagn blev hørt,
at bort Sultanen var af Dewis ført.
Fra Skogene brød Hindufolket frem;
og Hevnen førte, Sejren fulgte dem.
Hvad ei af Tzengarstammen maatte bløde
bag Indus sidder end i Ørknens Øde.
En Deel, foragtet, hjemløs og forhadt,
endnu i alle Lande maa omvandre.
Urene Pariakaste er de Andre,
|
| d.II,b.3,s.138 |
som Hindusværdet træt har levnet at.
Da var det Menu Lovens Tavler reiste
som nye Aldres Port og Straalehegn.
Benares' gyldne Kupp'ler atter kneiste
som Blomsterklokker efter natlig Regn.
Men gjennem Æten gik fra Eed til Eed
det Sagn af selve Brahma aabenbaret,
at hvor Tyrannens Aadsel er bevaret
er end den onde Geists Forviisningssted:
en Geist med Dødens Magt og Hevnens Hu,
i Aadslets Pestdamp levende endnu:
en Ødelæggelsens Dæmon, som skulde,
om denne Steen ved mine Fædres Kunst
blev aabnet, stige i en giftig Dunst,
besvangre Skyen med Døden, Dybet skjul'de.
Ved første Blink af Dag den dømte Aand
skal stige hærjende opover Landet,
en Kjæmpeslange liig, af Pestdamp dannet
ved Tidens Tryk og Brøndens Hvirvlcolonn.
Hvert Blik, som saae den, skulde stivne; --
hvert Aasyn vorde som Dæmonens fælt,
forstent som Dens, der, naar om Geist blev mælt,
seer Mulmet sig med Spøgelser at livne.
I hvert et Dugg hans Billede skal hænge.
Hans Kjølvand være hver en Luftnings Hvift.
Imellem Kyssets Læber skal han trænge,
imellem Mund og Bæger øse Gift.
I Gjæstevelkomsts hellige Pocal
han speiler sig, naar over Jord han jager.
I Brudens Blik sig Bild han sænke skal,
og Elskeren det døende opdager.
Den Gamle seer sin Grav; dog hvidne end
et Snees af Aar imellem ham og den:
den Livsensstrøm gaaer fort endnu; den stride
maa sagtne før han over den tør skride.
Da vender han mod Gud med Tak sit Blik . .
ve ham! hvad ned mon i hans Øine lynte?
|
| d.II,b.3,s.139 |
Dæmonen sortnende i Sky han synte,
og Graven hvor han knælte just han fik.
Som Græs, hvor Brand i Jorden tærer skjult,
med Iil -- som leved det -- sig bøjer guult,
omkuld, i Margen tæret, Styrken vakler;
og i Dæmonens Farenhen -- som Fakler
i Vinden -- slukkes Fagerkinden brat.
Den Spæde Død af Moderbarmen kryster.
Hver Dag Forraadnelse hans Ving afryster;
og Døden luer i hans Blik hver Nat.
Men det var Brahmas Dom, den han i Stenen
indspeilede, at den ei løftes skal
før Indien engang bugner fuld -- som Grenen
af Bier, som af Gribbe liigdækt Val --
af fremmed Folk, gudløst, guldtørstigt som
Tzengaren efter Blod. Og derfor om
det Indiens Hevnmyster maa En kun vide,
der aldrig fristes før det er paatide,
at aabne Slusen for den Dødens Flom.
Men da er Tiden først, naar Aaget ei
ved jordisk Magt af Hindostan kan lettes,
naar sammen reen og ureen Kaste slettes
som Sæd og Ukrud hvor en Strøm brød Vei;
naar Aag Brahmin og Paria sammenbinder;
naar Sletten bærer ingen fri Mahrat;
naar sidste Rajah mistet har sin Stat;
naar mellem Folket Vedams Lyd forsvinder
som Vindens syge Døenhen mod Nat;
naar Fyrster ikke og Nationer, men
kun Trælles lige Masse gaaer igjen;
naar Britten fast Hinduen har fortrængt
fra Jorden, og hans Hav med Skibe stængt,
hans stolte Floder qvalt ved Bastioner;
naar af Europas rivende Nationer
(som Vrag af Søuhyrer) Asien er
bestegen bleven; naar for Alle levnet
kun er at døe som Træl, men vorde hevnet,
|
| d.II,b.3,s.140 |
at døe med Lyst naar kun Tyrannen døer.
Da er det Tid! kun da, men ikke før.
Vakiti! meer: min Søn! o meer: Hindu!
Du har i Haand det frygtelige Vaaben,
som hevner Indien paa Europa,
men med dets egen Død som den, der styrter
sig med sin Fiende i en Afgrund. Tag det!
Thi du har svoret; og i Eden tage
jo Menneskene Guderne i Haand,
og eedrakt Finger isner zittrende
fordi den rører Dommersværdets Egg.
Dødsfrelser, du er hellig! Ingen Lidenskab
maa friste dig til Misbrug . .
En jeg kjender,
som kunde: dersom Sami --
Rajahen.
Ikke, om
din Sjel, som Fnugget skjælvende paa Sværdod,
paa Grændsen af de tvende Sjeleriger:
af Kjærlighed og Hevn, var lænket . .
O!
Du traf det. Der den udspændt er som halvt
imellem Vinterkuld og Sommerhede,
imellem Nat og Dag og Hav og Ild.
Een Tanke -- o! end gyste jeg for ingen.
Dog føler jeg dens fjerne Mulighed
som Strømmen om jeg nærmer mig en Foss.
Men selv den er af begge Rigers Kræfter
isammensat; min Sjel er da en Kampplads
for tvende Magter, som jeg ei kan styre;
og jeg en dødskudt Ørn, der tvinges af
sin Smerte til med Slag af egne Vinger
at knuse sit forblødte Hjerte . .
|
| d.II,b.3,s.141 |
Rajahen.
Ha,
dit Aasyn viser, at du føler Vægten
af Brahmas Ærinde. Dog værre Aag
paalægge Mennesker end Guder. Indien
i aabent Aasyn bære maa sin Skam.
Du skjul din Ære i dit Alvors Mulm!
Til frie Bjerge ty med Sami. Sku
derfra om Sletten fyldes nok med Britter,
om Havet af de fremmede Hov'der voxer
til Himalayas Lænd, og vil som Indsøer
i Kaschemir og Thibet trænge ind --
da slip din Storm, Dødsvingernes Orcan!
da kan din Død sig lønne, Hindostan!
Vakiti.
Beløn med Sami min!
Rajahen.
Vi søge hende.
Saa skal meer høit mit Blod din Flamme tænde.
Hun lønne skal dit Liv. Som i sin Himmel
en Stjerne, synker du i hendes Skjød!
Men skjønnere end Livet bli'er den Død!
Thi du, som Natten med sin Stjernevrimmel,
skal dækt med alle Indiens Geister stige,
mens under dig du seer de Skygger af
de Fremmede, du Død for Indien gav,
som Nattehimlen øiner Jorderige.
Frygt ei, at hine Skygger meer betynge
end Glimmerdunet Sommerfuglens Vinge!
Med dem -- som Natten speiler ind sin Pragt
i Havet, naar dets Oprør har sig lagt --
naar Jorden kan, som efter Chivens Flod,
frembringe bedre Liv i bedre Blod,
til det besvangrende din Sjel gjenvender,
og seer -- som Brahma paa sit Blad af Havet --
|
| d.II,b.3,s.142 |
et bedre nyopstandet Hindostan,
end det du med dets Skjændsel har begravet.
(de gaae. Det gryer.)
Forfærdeligt! O det er ikke Retfærd,
om Guder selv det gjør, at straffe Uskyld
med Skyld, at hevne Skyld paa Uskyld. O,
hvad Ondt har Francis gjort? Er han ei nok
for alt at sone? Han maa reddes. Derfor
du hid mig førte, Brahma!
Francis
(iilsomt kommende)
Sami!
Sami.
Bort
fra Døden!
Francis.
O jeg elsker Døden; thi
den har gjenskjænkt mig Livet. Mellem os
er ei Sewaji eller Skille meer.
Han døde godt, for ingen anden Bøddel
end Aftenfloden, der brød ind i Fængslet,
forat befrie ham . .
Sami.
Francis, saa vi flye.
Hvor rolig!
Sami.
Ak, jeg tænker kun paa dig.
Fly! Jeg vil følge dig. Vi gaae til Skibet.
Paa Havet fjernt der vil jeg mønstre alt
det Skrækkelige . . Kom!
|
| d.II,b.3,s.143 |
Francis.
Ja vel, til Bjergene;
til vilde Thibet, det er meer sikkert,
end Skibet, som skal bære bort min Fader;
til Nepauls Alpe, til et Gribberede,
Rohilla'ens Telt -- o der er sikkrere!
Sami.
Ihvorendhen! Om paa et Vrag,
en Qvist, en Boble midtpaa Havet,
dog -- sikkrere end her . . Tys! Ve!
(Rajahen kommer mellem Colonnerækkerne; sætter sig paa
Stenqvadraten i Gulvet.)
Francis.
Din Fader?
min Faders Modkraft? En Figur for Indien,
som han er for Brittannien.
(Afsides) Oh, den gamle Qvist
ei hindrer os i Flugten . .
Rajahen.
Sami! Sami!
Sami.
Jeg kan ei -- O han græder . .
Rajahen.
Sami! Sami!
Forsvundne! og forsvundne Indiens Frelse!
Sami.
Jeg maa -- han er min Fader, og han græder.
O, Francis, slip!
End ei, og endnu ei til Døden,
og endnu ei!
Rajahen.
Ve mig! o ve mig!
|
| d.II,b.3,s.144 |
Tys!
Hans Jammer er en Dag, en Aftenhvift;
vor er et Liv, om du forraader dig.
Rajahen.
Ve mig! ve Jorden! ve Hindostan!
Min Datter mig bedrog, jeg Hindostan,
jeg Indi'en, Himlens Datter og min Moder,
jeg Jord og Himmel, for sin Naade Gud.
O Brahma, du og ei mit gamle Blik,
Du kunde see Forræderiet i
hans Sjel. Hvi saae du ei? Din Jord nu ødes
kun ved en Lidenskab, ei, som du vilde,
naar Tiden var der, af høihjertet Hevn.
Sami.
Vakiti menes -- o Uhyret, som
jeg skulde . .
Francis.
Hvad! Tal ikke ud, at jeg
kan ynke Oldingen og undgaa Had
mod en Foragtelig.
Rajahen.
Velsignet være
dit Øie, Brahma! men forbandet mit,
som saae ei Lavhed i hans skumle Blik!
Din Viisdom signet, men min Kløgt forbandet,
som vidste ei, at Nedrighed kan sørge,
erindred ei, malayisk Blod er Skum.
Sami.
Jeg trøster ham og flyer som Vinden flyer,
naar den har svalt en Pande.
(Vakiti kommer)
O, nu ikke!
|
| d.II,b.3,s.145 |
Du, Rajah, Du og Indien er i
min Vold. Opfyld dit Løfte, giv mig Sami,
og jeg er din og Indiens Træl.
Rajahen
(faldende ned for ham)
Jeg trygler
dig om Barmhjertighed, min Søn! min Søn!
Vakiti.
End ei jeg er det. Ha, du veed ei,
jeg for din Datter myrdet har din Søn;
dog elskede jeg ham . .
Rajahen.
Jeg sørger ikke.
Jeg offred mine Børn. Tag nu mig Selv!
Vakiti.
Dog var hun min, var jeg dig bedre Søn.
Rajahen.
Ve, at slig Kraft ei har en bedre Rod,
saa fast en Rod saa giftig Krone. Ve!
slig Ild slig Glød, slig Glød saa fæl en Ild!
Vakiti.
Sandt! Glød og Ild. Dog er der kun
een Ild som tvinge kan min Kulde, men
selv denne tænder den, og værst den brænder.
Rajahen.
Du svoer ved Brahmas Vrede, Chivens Magt,
ved onde Dewis, ved din Moders Ære,
ved Faders Grav, ved alle Hellige,
ved Jords og Havs Dæmoner, Himlens Guder,
der seer i Sjelene som Stjerner i
de dybe Vande, ved Gjengjeldelsen
Du svoer, du svoer --
|
| d.II,b.3,s.146 |
Vakiti.
Jeg svoer ved Sami,
mit Alt; du ved hiint Alt, at give mig,
som Løn for Sjelebyrderne din Sami.
Det var at skjænke mig en Blomst, i det
du kaster den i Dybet; thi du havde
hengivet hende i Tyrannens Vold.
Og nu -- ha, kan det undre dig, selv Træl,
om Trællen, som faaer Magt, i den sig føler,
og bruger den? I Mangel af en Hær,
jeg lader Dødsdæmonen, nu min Træl,
bestorme Fortet.
Rajahen
(springende op med glad Livlighed)
Søn, hun er der ei.
Vær brændende for hende kun, barmhjertig
mod din Velgjører; dog forstød ham, vær
kun trofast imod Hindostan!
Vakiti.
Hvor er Hun?
Da er jeg bedre Søn dig end Sewaji,
Mysterets Vogter troere end Du.
Hvor er Hun?
Rajahen.
Ve mig!
Sami.
O! var ei Uhyret --
Vakiti.
Frem, Gamle! Ha --
Rajahen.
For dig det skede. Ført
som Gidsel, at jeg kunde vinde Tid
|
| d.II,b.3,s.147 |
at lægge ned Mysteret i din Sjel
og Sami i din Arm, hun blev befriet
-- ve! -- af Tyrannens Søn . .
Vakiti.
Ha, der endnu
er En ilive!
Rajahen.
Hun undfløi.
Vakiti.
Og Han?
Rajahen.
Er med forsvunden.
Ha!
Rajahen.
Han elskte hende . .
Vakiti.
Du vidste det? Forlorne!
Rajahen.
O jeg vidste,
at hos Tyrannen, Fiende som alle
Tyranner af sin Søn, var Sami bedst
bevaret.
Vakiti
(slænger Rajahen ned paa Stenen)
Ligg der! Paa Grubens Bund
din Daarskab bedst bevartes.
Rajahen.
Ja, her vil jeg
selv med mit Liig bevogte.
|
| d.II,b.3,s.148 |
Vakiti.
Daare! troer du,
at Guderne ei ville hvad der skeer?
Rajahen.
Frygt hvad kan skee, men ikke Guders Vilje!
Vakiti.
Men jeg -- ha, er jeg ikke som en Gud!
jeg veed hvad der kan skee; og frygter Intet,
selv ikke Guds Forbandelse; thi den
mig medfødt er, endskjøndt dengang uskyldig.
Alt som jeg voxte, har jeg løftet den
op med min Skulder. Den er i min Sjel
en af dens Grundvolde. Mine onde Tanker
kun i min Hjernesky er' Gjenskin af
dens Glotræk i mit Hjertemudder. Og
min Aand maaskee, om det gaaer høit, er Røg
af en for dette Livs Tilvær saavidt
i Bunden nedbrændt Salighed, at alt
dens Bedre, Retsind, Vid og Trofasthed,
kun ere deraf enkelte Colonner,
der sodbedækte staae igjen . .
Rajahen.
O ve dig!
Saa rædsom Troe, at Gud forbander Barnet,
du lærte kun af Missionæren. Hør mig:
din Lidenskab er Lynet, som dig bander.
Saaledes er du Gud . .
Vakiti.
Mon ikke Dødens
paa denne Steen? Siig, flammer ei Dæmonen!
Jeg kunde nok faae Lyst at see ham. Ha,
selv brænder jeg derefter . .
|
| d.II,b.3,s.149 |
Rajahen.
Ene Den,
der aabner dette Dyb skal see ham. I
den Djærves Aasyn speiler sig hans Fælhed
og derfra da med Døden i de Andres.
Vakiti.
Du troer, jeg frygter. Gamle! kjender du
ei anden Lidenskab end Kjærlighed
til Fædreland, og Undertryktes Hevn?
O! jeg vil fange Døden i mit Aasyn,
og vende det mod alle Verdens Kanter.
Dog søge først -- Haha!
Rajahen.
Hvad vil du, Rasende?
Vakiti.
Just det du frygter.
Rajahen.
O, hvi hevne dig
paa Menneskheden?
Vakiti.
Saa de Fleste gjøre
for meget mindre.
Rajahen.
Din vilde Vilje er
Dæmonen . .
Vakiti.
Stærkere end den, som er
min Vilje underdanig, og meer tungt
end Stenen Geisten maa jeg knuge Brystet,
at ei min Vilje slipper ud og dræber.
|
| d.II,b.3,s.150 |
Rajahen.
Just Altings Ende er som Gud det vil.
Anstrengelserne Menneskenes. Gaa,
og søg da selv din Sami!
Vakiti.
Hvor?
Rajahen.
Jeg ahner,
paa Skibet.
Vakiti.
Var det midtpaa Oceanet,
jeg svømmed did.
(iler bort)
Rajahen.
Og min Forbandelse
det naaer. O Sami!
Francis
(til Sami, som vil rive sig løs)
Han forbanded ei;
thi Lyden var vemodig. Mærk paa Lyden
meer end paa Ordet.
Sami.
Hans Forbandelse
kun vilde søge mig.
(Raaber)
Forbarm dig, Fader!
Her er din Sami.
Rajahen.
Ville Luftens Feer
mig lokke fra min Plads? Hvis du er Sami,
Blod af mit Blod og Hjerte af mit Hjerte,
da iil til Floden! iil, og kast dig for
Vakitis Fod! Trygl ham om Naade! Fly!
Din Fader byder dig . .
|
| d.II,b.3,s.151 |
Din Broders Morder,
ham vil du trygle? Og du mig forskjød,
da jeg ei vilde vige for din Broder?
Den, Slange halv og halv Hyæn du nævnte,
ham . .
Sami.
O, kun ham, kun ham i hele Verden
jeg kan, selv for min Fader, mig ei offre.
Det kan ei være Dyd, om selv det var
for Engles Skyld, at offre sig til Djæv'len.
Francis.
Kom, skjul dig, at ei Disses Vanvid -- som
i renest Indsøe lettest mørke Sky
sig speiler -- smitte skal din Sjel.
Sami.
Jeg kan ei,
før han velsigner mig . .
Rajahen.
O Hun er borte,
og Brahmas Skjulte frelst. Velsignet være
et lydigt Barn! O Guds Velsignelse
var stor i Sami, skulde min jeg negte?
Velsignet være Indiens Offerlam!
Sami.
For Indien, o, jeg kunde vel mig styrte
i Crocodilens Gab, men selv for Francis
-- hvis ei hans Sjel jeg skulde frelse -- i
Vakitis ei. Det var at miste Sjelen
før Evigheden dog for Evighed,
og Livet førend Døden.
|
| d.II,b.3,s.152 |
Francis.
Kom iskjul da
til Natten frelser! Thi til dette Sted
gjenvender han som Tigren til sin Hule.
ANDEN SCENE
(Ved Ganges udenfor Fortet. Fra Skibet lægger en Barkasse med væbnet Mandskab modland.
Vakiti paa Skibsbroen. Nogle Sjøfolk.)
Vakiti.
-- Kun Kulde, Kulde, Kulde!
Og der er ingen Qval. Kun Kulde; thi
det er Forstand, og Alt skal gaae saa godt
som Himlen vil og Menneskene kunne.
Hun er der ei. Jeg gjennemroded Skibet.
(til en Sjømand) Hun er der ei? Du svoer det.
Sjømanden.
Ja ombord
er kun en Negerinde.
Vakiti.
Du ei saae
En vævt af Morgenrødme overslørt
end med lidt gjennemsigtigt Sommermulm?
Da maa du have dig en Diamant.
Der for dit skarpe Øje!
(Giver ham den)
Haha! hold fast!
Du mister den! Tro mig du mister den!
(Barkassen lander)
Captainen.
Hent Fangerne!
(Væbnede gaae)
Det er den høje Tid.
Kun brist fortidlig ei, mit Bryst! det løfter
sig som Dæmonen løfter paa sit Laag.
Snart! snart!
|
| d.II,b.3,s.153 |
Captainen.
Min Ven gaae ei i Ganges! Du
seer ud dertil.
Vakiti.
Frygt ei! Jeg er saa tro
en Træl, at jeg vil døe med mine Herrer.
(Afs.) Er Hindostan ei opfyldt nok med Britter?
Kan nogen Fremmed trænge nærmere
ind paa en Hindu, end hiin Britt paa mig?
Da er jo Tiden der. Da Hun forsvandt,
af Brahmas Timeglas det sidste glimrende
Demantkort randt.
(Guvernøren og John komme med Vagt.)
Speid gjennem Folket, om
du mellem Haansansigterne ei seer
den gamle Rajahs. Jeg angiver ham
til Døden. Han skal følge med ombord,
og med til Havsensbund.
John.
Jeg seer Vakiti,
den rømte Træl. Han veed hvor Rajah'en er.
Min Fiendes Fader, og min Faders Fiende,
og Hindostans Vampyr -- o det er nok
for nøisom Retfærd, meer end nok for Hevnen.
Guvernøren.
Hvor er han?
(til Capitainen)
Fængsl, min Herre, denne Træl,
togange rømt, skjult hos en oprørsk Rajah.
Han veed hvor denne skjuler sig i Ynglen
af Planer kun til Engellands Fordærv.
(Vakiti fængsles paa Capitainens Vink.)
Nu Kulde, Kulde! Den betvinger Lænker.
(til Guvernøren) Jeg myrdede din Søn . .
|
| d.II,b.3,s.154 |
Guvernøren.
Du! Du!
Jeg!
Min Sjel, ei Andens, kun med Andens Fingre.
Min Sjel fortærte hans og blev da værre.
Raab ei, men løs mig, og jeg teer dig Skatten.
Nu, hører du? Jeg dig forraader Skatten.
(Guvernøren hvidsker til John.)
Strax, Sir! Smedd kolde Angst som varme Jern.
Captainen.
Afsted!
Guvernøren.
Befri ham! Jeg anklager ei.
Han fører eder flux til Rajahen,
den Bittreste af alle Englands Fiender.
Haha! det er et Skuespil: min Hevn
fortære skal min Qval som Tigren Panthren
som Crocodilen tørstig Leguan.
(Høit, lænkeløst)
Følg mig!
(seende sig tilbage)
Ha, fulgte hele Engelland!
(de gaae)
TREDIE SCENE
(Ruinerne. Rajahen paa Stenen. Francis og Sami skjulte.)
Rajahen.
-- Ei jeg, Vakiti ei, men ene Sami
skal frelse Hindostan. Dog er hun som
hiin fagre Yngling hængt paa Gribbens Klippe;
|
| d.II,b.3,s.155 |
han som en Gribb, der kradser Blomsterne
af bløde Høi, hvor den sit Bytte æder.
Tys -- ha! Colonnerne ryste -- Kommer
han med sit Bytte? Det er dyrekjøbt
for Gudsmysteret. Men er Indiens Frelse
vel mindre dyrekjøbt for arme Sami,
det Gudsmyster i en uskyldig Jomfru?
(Vakiti sees nede i Hallen med Guvernøren, John
og det øvrige Følge.)
Ha! Gud Brahma staa mig bi! O giv
mig Liv paa Liv at værne om din Helligdom!
Francis.
Jeg værner min mod Alt . .
Sami
(skjulende sig ved hans Bryst)
Først Døden værner
mod Alt, og den er nær. O skjul mig! skjul mig!
Der er Vakiti.
Just hvor Rajahen sidder,
der under Stenen med Hieroglyfer,
er Skatten, stor nok til en syndig Jord
at frelse.
Guvernøren.
Griber Rajahe'n, den Forræder!
Ras nu! ras nu! Jeg reddes uden dig.
Rajahen.
O Brahma! væbn dig! Lad mig frelse min
Dødsfiende . . O Brahma! I Forlorne!
bort! her er Døden.
(kjæmper med de Angribende)
Vakiti.
Saa han kalder Skatten.
Den hvor han spænder Benet nu somom
han løfted Bjerge . .
|
| d.II,b.3,s.156 |
Der er Døden! Døden!
O Hjælp!
O Brahma hjælper. Feen raabte
med Samis Røst. O Hjælp for Hindostan!
Vakiti.
Der hvor han bløder, netop der . .
Guvernøren.
Stød ned da!
Jeg bliver utaalmodig.
(John støder Rajahen ned)
Sami
(brydende frem fulgt af Francis)
Hjælp! I Mordere!
O nu kan Døden komme . . Du Uhyre, kunde
Du ikke bie til det endnu større
Uhyre der for dette Mord dig sparte
ved at opsluge Alt . ?
(segner i Francis' Arme)
Vakiti.
Nu fuldt er Bægret.
Nu strømmer Tiden over . .
Der er Lønnen!
Tag den for Troskab, Djævel! O jeg har
for Hindostan betalt den --
Vakiti.
Tid, nu er
du bristefærdig. Fød fuldbaarne
Uhyre frem da af din Jammer! Hun
kan døe og ei ved mig . .
|
| d.II,b.3,s.157 |
Du skulmer om dig
som Ulven, der vil springe over Gjærdet.
Vakiti
(stryger sig over Panden)
Det var en Tanke, og den var en Ulv.
Ha, Samis Elskte, kryst kun hende, blot
du sværger, du vil see mig i mit Aasyn
om en Secund. Stirr evigt saa paa hende.
Nu!
Vakiti.
Nu bort med dette Liig,
at jeg kan frelse denne Indiens Bøddel.
(arbeidende forat løfte Stenen)
"For Indien" vilde denne Blaamund sige;
jeg siger kun "for mig, for mig, for mig"!
Han dræber Eder -- o den Skrækkelige!
Francis! stirr i mit Blik for Guds Skyld -- o!
urokkeligt! for Guds Skyld! Drukn dit Øje
i mit -- maaskee vi frelses. Fast! o fast!
at vore Hjerter Liv slaae i hinanden . .
Vi favnes, Elskte, nu paa Afgrundsranden,
og styrte, see vi did, ei paa hinanden.
Francis.
Ja Elskte -- o jeg seer kun Dig, og føler
kun dig, og hører kun din Aande.
Nu?
Der er et Dyb herunder. Frygter du?
|
| FORRIGE |