|
FØRSTE SCENE
(Morgengry. Francis og Sami under Terrassen.
Francis.
-- Om denne Afgrunds fiendtlige Vægge,
imellem hvem det Blomstergulv er spændt,
hvor i det tyste Gry vor Elskov mødes,
|
| d.II,b.3,s.107 |
end briste fra hinanden, skal en Luftning
fra Himlen hæve det som Feers Sky,
og, atter dalende til fredet Jord,
en Qvist etsteds er nok og findes nok
hvortil det kan sig fæstne.
Sami.
Maatte ikke
selv Kamadera, Elskovs favre Guddom,
i Flammer døe, da han ifra sin Bue
af Sukkerrør skjød blomstervinget Piil
i Høiestes af alle Guders Barm?
Og jeg? hvor høit har jeg ei skudt mit Blik?
og vi? hvor høit gik ikke vore Ønsker?
Og Bønner brændende vi sendte efter
en Lykke, som ei Himlen pleier skjænke,
for ei at blive fattig selv.
Francis.
Men over
den Fagres Aske gjød de andre Guder
en himmelsk Drik, der vakte op hans Aand.
Saaledes tør vor bedre Elskov leve
af Broderblod og Fædres Harm omflammet.
(John sees paa Terrassen.)
John.
Ah! ah! den unge Herre? Nu, som Richard
han elsker ei: som Sværmer, ei som Herre.
Sami.
Min Broder? O tilgiv ham, thi hvis Sami
er mild, han var det. Al hans Manddom
var kun en Skygge om et Qvindehjerte.
Vist Ørkensolen havde brændt hans Hjerne;
og den Fakir, som bød det, var en Dæmon,
thi da han havde udtømt sin Forbandelse,
forsvandt han som et afbrudt Tordenslag.
|
| d.II,b.3,s.108 |
John.
Den Dæmon i Fakirdragt var nok skabt
af Guden "Dødsangst" i Hinduens Hjerne;
thi gjennemjagende med Hunde Egnen,
vi fanged kun den Rømningstræl Vakiti:
en dorsk og skabbet Grævling for en Tiger.
Francis.
Han var min Broder; Morderen min Bruds.
Gid ei min Faders Hevnen var, men Guds!
Han hendes Broder -- nok forat tilgive.
For ham hun græder -- nok for ham at frelse.
Jeg vil ei gruble over hvi han faldt:
for Indien (da for Engelland en Britte)
for Skatten (da for Faderen en Søn)
for Sami -- ha, for mig da, arme Broder!
for Haan mod Uskyld -- da som Synder bør,
og just den Død, Tyrannen altid voger.
. . Ve mig jeg vil anraabe Naaden, og
i kolde Retfærds Sprog min Tunge isner!
Men Naade sikkrest er hvor Ret ei vides.
Og hvad der skeer i disse Skjebner, vor
kun bindes til saalænge selv vi ville,
er vor urokkelig som Himles Roe,
naar, Elskte, Elskte, aldrig vi forglemme
retfærdige at være imod hinanden.
John.
Med nye Rynker maatte Dette glatte
ud Gouverneurens over Richard.
Sami.
Francis,
du er barmhjertig mod mig som en Himmelsk,
retfærdig ei. Men det er Kjærlighed
at holde sin Barmhjertighed for Retfærd.
John.
Du stakkels Fugl, du har paa yderst Green
formeget blottet dig for Pilen.
(gaaer)
|
| d.II,b.3,s.109 |
Sami.
Alt
det gryer. Vor Dag er endt. Med Græssets Dugg
begynder den og endes.
Francis.
Reen og skjøn
som den, tilbage kun til Himlen vendt,
for rigere at blive gjennedsendt.
ANDEN SCENE
(Hal i Fortet. Guvernøren.)
Guvernøren.
Som Søn og Herre skal min Richard hevnes;
for Herren Qval, for Sønnen -- o hvad Qval!
Og endelig, naar stumpet er hver Smerte,
for Livet Livet.
(Francis styrter ind, omfavner hans Knæ)
Francis.
Naade! Vær barmhjertig.
Den falske John, det smilende Uhyre,
besmitter eders Sjel, min Fader, med
den Grumhed hvormed Satan hans forbanded.
Guvernøren.
Ja, Dreng, min John har Øine som en Djævel.
Han seer igjennem Natten. Og hans Øre
forstaaer hvad Bladet hvidsker bag Terrassen.
Francis.
Som Tjørneriis imellem Hestens Been
i Farten, som den voxer, bores dybere,
ei værre Piner og Fremegger Magten
har, end Spioneriet. O naar han,
jer Djævel, frister, mind da Jesus,
som tilgav sine Mordere --
|
| d.II,b.3,s.110 |
Bort, Dreng!
Hvor ligner du din Mo'er, den altfor ømme,
men siden altfor fromme Magdalena.
Hun tilgav og som Frelseren sin --
Guvernøren.
Ha!
Forvorpne, ti!
Francis.
Ak, hvis I gjør det,
det vil i Graven pine Richard.
Guvernøren.
Beder
du for din Broders Morder? Er det bedre
end Brodermord? Og troer du ei jeg kjender
din Christenømheds ædle Rødder i
Slavindens Hjerte, i min svorne Fiendes
trælbundne Datters Skjød? Ha, ædle Lord,
som leger Brudgom saa med Skjændslen,
din Faders Navn bli'er ei dens Brudeskjænk.
Studs ei! er det saa underligt, om i
dit Paradiis en Lurer sneg sig ind?
Haha!
Francis
(slaaende sig for Panden)
O Richard! Richard!
Guvernøren.
Nu? Og John seer godt.
Vær ikke skinsyg paa den Døde! Han
fortæller Intet meer. Kun Vunden raaber.
Gaa nu, og klynk Slavinden dit Farvel,
-- nei byd din Bajader at følge med
|
| d.II,b.3,s.111 |
det Regiment, hvormed du drager bort,
thi Bajaderer høre til i Feldten.
Men jeg vil glemme, at du er ilive
en større Sorg end Richard død.
(vender sig bort)
Francis.
Gud bedre
min Faders Hjerte . . o er der
en tyngre Bøn for nogen Søn? --
(gaaer).
Guvernøren.
Den Filanthrop! Er han min Søn? Jeg tvivler.
Francis
(kommer tilbage; vil gribe Faderens Haand).
Gud bedre eders Hjerte, Fader, før
I driver denne Hevnkamp, I begyndte,
til eders egen Undergang.
(gaaer).
Guvernøren.
Hvad er det?
En Sammensværgelse af Slaver, og
min Søn i den? Saa talte Richard sandt.
Forfølger da i denne veke Sværmer
hans Moders Skygge mig endnu? Og jeg,
i Richard fuldtopstanden, maatte gaae
igjen tilbage i et Intet? --
Nei, Nei! Han dømmer kun min Stilling ret,
som Den der læser roligt en Historie,
og, ikke styrtende som Richard flux
sin Fa'r tilhjælp i Kampen, han med Kulde
filosoferer kun: "det er en Hevnkamp
imellem Herredom og Slaveri;
en umoralsk, dog ædlest ført af Slaven;
en ødelæggende som Thebens Brødres,
hvis Strid er Hevn, hvis Ende Alles Død;
en Malstrøm, som imellem tvende Skibe,
midtunder Træfningen sig aabner, og
ustandset borer dem i samme Grav."
|
| d.II,b.3,s.112 |
Saa er det. Muligt? Men i Kamp om Hevn
Den seirer dog som driver Hevnen videst.
(John kommer)
John.
Det Skib vi saae imorges, er "Medusa."
Og sandelig det Skue er forstenende.
Glem Richard, Sir! Nu gjælder det os Selv.
Guvernøren.
For Deficiten, Richard skulde bringe,
vi bringe vore Hov'der, skjøndt selv deri
en Deficit. Det mangler et.
John.
Langt bedre,
om Redning for sig selv de tænkte ud.
Jeg sørger over Richard mere end
jeg ham beklager, Sir! skjøndt denne Handel
gjør os beslægtede som begge Hænder,
udgrente fra det samme Bryst.
Guvernøren.
Ti, John!
John.
Hvis tie er at tænke. Det forstaaer sig
Mylord maa reddes! dog isammen Vi
maa reddes, Sir, erindr det!
John, hvorledes?
Captainen er her.
John.
Frelsen er dog nærmere.
Sælg Hevn for Frelse, Blod for Guld, ja sælg
den Morders ene Liv for vore tvende.
Alt maa benyttes, ja selv Richards Død.
|
| d.II,b.3,s.113 |
Guvernøren.
Hvorledes?
John.
Skatten, jeg belurte Rajahe'n
ved i Ruinen hist . . .
Guvernøren.
Den veed du jo
er dybere begraven i hans Hjerte
end under Jorden.
John.
Dog den maa for Dagen.
Og nu om nogensinde.
Ja, om nogensinde.
John.
Et Æresløfte er kun ussel Priis.
Mig undres ei, hvi han ei solgte den.
At spændes ud paa Pinebænken pirrer
den Stærkes Sjelenerver kun til Haardhed,
og spænder eders Taalmod meer end Senen.
Men det, det er en Priis at byde, Sir:
sin Søns, ja vel sin Enestes, Morders Liv.
Og det er Priis at tage: Sønnens Liv.
Sir, tænk paa Richard! tænk, Brahminen tænker
saaledes (ja som Vild vel meget stærkere)
paa sin Sewaji. Sir, og tænk paa Os! --
Oh det vil pine eders Dødsensfiende
at maatte tage det imod. Den Byrde
at Gløder paa sit Hoved skal han længes
at ryste af. Han veed hvorved han kan.
Guvernøren.
Ja visselig det er en Priis. Ha, Slaven
skal gaa med Seir af Kampen? -- denne Trodsige!
|
| d.II,b.3,s.114 |
John.
Men han med Guld opvejer Liget.
Og Sønnen faldt da ikkun for sin Fader.
Guvernøren.
Han til Mahratterne, til Birman og
Afghanistan skal gaae fremstrækkende
som Kronespidser sine blodige Fingre,
og Indien lærer: Britten døer for Guld,
som han og lever derfor.
John.
Ah! ikke saa, Mylord. Hvor Skatten ligger,
i samme Hul kan og dens Graver lægges.
I maa, I maa! Jeg staaer kun for det Halve.
Det koster Struben, Nu, da veed I hvad
det andet Halve koster. Mind, Han er her . .
Captainen -- og med et Papir,
det blive kan vort Seil til Underverdnen,
om ei --
Guvernøren.
Vel! iil! stevn hid Rajahen! lad
i Fortets Grave Crocodilen svømme,
og Fiskerne bevogte, at den ei
indslippes end ad Gluggen til den Fangne.
(John gaaer. Captainen kommer)
Guvernøren.
Ah! Sir Thomas, I min Kones Broder
I denne onde Dags Repræsentant?
Captainen.
Med Hendes Død vort Frændskab er forbi.
I rødmer Sir! Ved dette vil I blegne.
(Udfolder et Papiir)
Guvernøren.
Hidkom I forat ende den Moral,
som blegned afbrudt paa jer Søsters Læber?
Min Lykke var det, at hun først blev træt.
|
| d.II,b.3,s.115 |
Captainen
(rækker Guvernøren Papiret)
Her er mit Ærind, Sir, det jeg beklager,
dog mere Eders faderlige Sorg.
Arrestbefaling -- Ah! -- i Kongens Navn
mod mig, Forvalteren Sir John og Richard,
min Søn, som Factoriets Regnskabsfører?
Han alt af Jordens største Konge: Døden
er fængslet. Graven bli'er hans Tyburnhill.
Dog Jevndøgnsfrist er skjænket seer jeg. Nu!
lad see, om ei den Naade kunde gjøres
meer god end lang! Dog da fra Himlen Hjælpen
maa komme synlig, Guld af Jorden voxe.
Det Sidste troer jeg før, skjøndt ei (som drømmes
derhjemme) overalt i Hindostan.
Den Jord, som Guld skal bære er dog nok
i Klogmands Hjerne. Der er og hans Himmel.
TREDIE SCENE
(Skogsegn. John.)
John.
Forlorne? Den Tanke er ikke god under Træer med stærke
Grene. Derfor vil jeg lade den fare, og heller i Naturens Skjød
tænke, at der dog er menneskelig Følelse i den gamle Rajah. For-
lorne? Det er Mylords Vise, og han gjør et Qmqvæde ved at
knage med sine Knoker. Men jeg vil ikke forstaae den, og jeg
kan heller ikke forstaae hvorledes den samme Fingerlyd kan
betyde Sorg, som lod sig høre da Grebet i Cassen var foregaaet
og Afregningen holdt over Beløbet. Det duer ikke at have stive
Fingre uden at have stive Øren og Øine, der tør see stivt fremad
som Skjebnens. Men om der var noget i det fordømte Ord "for-
loren," var det ligesaagodt strax -- -- Haha! først en lang Sei-
lads og saa i Gammel-England en endnu længer Proces, dersom vi
træffe paa en af de rette Advocater, og saa endelig . . O Haabet
forlader os ialfald ikke før vi virkelig ere nogle Alen fra Jorden.
|
| d.II,b.3,s.116 |
(Francis kommer iilsomt) Ah! Han søger Sami. Jeg mødte ligesaa gjerne
en Parder som en opbragt Forelsket. Men det er klogt at komme
Vreden ligesom et vildt Dyr i Forkjøbet.
Francis.
Sami! Tys!
John.
Jeg søger eder, unge Herre --
Francis.
Skurk!
jeg skyer dig. Snog, men møder du mig, vent
da Utøis Skjebne. Skurk! Skurk! Skurk!
(Ryster ham).
John.
Vil I mig qvæle som Sewaji qvalte?
Francis.
Jeg føler, at jeg kan. Du har belurt
min Lykke, og forraadt . .
(bryder ud i Hulken)
John.
Dog skjøndt jer Arm
tilveirs mig løfter som i Vippegalge,
jeg smiler; thi jeg bringer eder Glæde: --
Sewajis Liv skal spares.
Francis.
Ligegyldigt.
Han bør jo døe.
John.
Dog vil det glæde Sami.
Francis.
Ak ja. For hende bad jeg; paa min egen
Natur en bedre knælte ned og bad.
|
| d.II,b.3,s.117 |
John.
Men I ei kjendte eders Fader bedre
end mig. Jeg tog ham fra den rette Side:
da Ømheds Port var lukt, jeg gik Fornuftens.
Francis.
Det gjorde Du? Siig heller: er han piint,
og naar af dig opfundne Død ham skjænkes.
Hvad Nyt i denne Vei?
John.
Oh, kun det Gamle,
at Sønner ikke kjende sine Fædre;
at Venner kjendes mere ei end Skibe
i stormfuld Nat; at Godt ei bliver troet
før det beskjæmmer. Dog er dette nyt,
at Sønnens Morder spares af en Fader.
Francis.
O John! miskjendte John!
(omfavner ham)
Jeg troer det; thi
det glæde Sami vil. Had hende ikke!
O had ei Sami, John! Du kan det ei,
som gjorde meer end Ret, saa sød en Uret.
John.
I troer min Gjerning ædel, ei mig selv;
mig levnes kun den usle Ædelhed,
at være kjendt for værre end jeg er.
Francis.
Nei, da du os belurte, strømmed Ædelsind
(som uoprundne Sol forgylder Skyen)
fra Samis Sjel ad ukjendt Vei i din.
John.
Lad mig den Lykke, selv at takke hende.
|
| d.II,b.3,s.118 |
Francis.
I hendens Tak skal nye Strømme rigne
hver Plet, der i dit Hjerte end er gold.
(gaaer)
John.
Saamange ædle Handlinger til Verden
har Dyden neppe født som Egennytten.
(Sami kommer)
Francis! Tys!
John.
Aha, et Stevnemøde!
Sami!
Sami.
Ve, ei Francis' Røst.
Men en
ifra din Broder, ja en underjordisk,
en lænkepresset, en der klynker om
et Blink af Lys, et Dugg af Lædskelse,
et Smiil Barmhjertighed af dig.
Sami.
Sewaji?
John.
Ja han er fri, saafremt du vil.
Sami.
O Brahma
er stor!
John.
Men mærk, at det beroer paa dig.
|
| d.II,b.3,s.119 |
Sami.
O lad ham flye tilbage til sin Ørken,
og tænke ud i Eensomhed en Bod,
saa tung som Richards Grav . . en Bod, der kan
forsone baade Gud og Mennesker.
John.
Ei Fugl med løftet Ving paa Klippetop
er nærmere sin Frihed, hvis du vil
-- hvad ellers Magten og Fornuft fremtvinger --
aftrygle Rajahen den Skat, han skjuler
hist i den gamle Borg, der synes som
Ruiner af et Bjerg ei af en Bolig.
Sami.
Hvor lav en Priis! Ja, gode Fremmede!
Dog først tag Samis Ædelstene. Sami
har Perler. Tag dem med.
(Løser sine Klenodier af, og giver John dem.)
John.
Du ejer end
en Perle, du maa give: det er Francis.
Forbi! forbi!
John.
Ja, med jer Daarskab.
Dog kan du ikke for din Broders Pine
end kjøbe dig en Frist, ei for hans Dødsstund
Minuts Fortsættelse af Legen . .
Sami.
O
jeg bærer det; thi det ei dræbte strax.
|
| d.II,b.3,s.120 |
John.
Thi mærk, den Dag Sewaji, liig en Hveps,
der stak, men redded dog sin Brodd, tør sværme
igjen i Ørken ud mod Vest, mod Øst
til Birman Francis gaaer med Regimentet.
. . Det slaaer dig meer? Ah, havde Elskov
endnu en List i Baghaand?
Sami.
Har du mere,
da knus mig sikkrere og haardere
end Birmans Elefanter knuse Francis.
John.
Ja, det dig mere tilladt er at tænke
dig Drengen under Elefantfod knust,
dog end ei død, kun stønnende mod Døden,
end ved et Indtog, smykket som en Sultan,
i seieroverglimret Ungdoms Favrhed,
liig Rosenbusk i pragtfuld Vase paa
en Marmorslottets Tinde baaren i
et gyldent Taarn af snehvid Elefant.
Sami.
Saa vil jeg tænke ham.
John.
Du maa ei.
Sami.
Ak,
gaaer Magt saavidt, da kan og Elefanten
med plumpe Fødder knuse Sjelen. Da,
som jeg for Francis selv har kjøbt min Broder,
vil for min Faders Skat jeg kjøbe Frihed,
at tænke paa ham som jeg vil. Kom da,
og hør hvor jeg skal trygle --
(de gaae)
|
| d.II,b.3,s.121 |
FJERDE SCENE
(Hallen. Guvernøren, Rajahen.)
Guvernøren.
-- Dog er han eders Søn. Betænk!
Rajahen.
Hans Moder,
selv runden ud af Indiens Overflod,
mig gav ham; jeg til Hindostan tilbage
ham skjænkte.
Guvernøren.
Han er givet eders Hjerte
-- saa alle Sønner, Rosenblade liig
om Rosens Frugtbund. Rajah, ja, ved Gud!
han er det! Plyndr dog ei dit eget Hjerte!
Han er det! Gud dig gav ham jo, min Fyrste.
Gud eller Brahma . . ja ved Gud!
(Rajahen leer)
Du leer,
Forfærdelige, mens din Søn du dræber?
Rajahen.
I svor ved Gud, Jeg veed I troer paa Ingen.
Guvernøren.
Da ved mit Ord, ved Bibelen og Vedam,
ved Livet, om du troer at nu du lever,
ved Døden, om du troer at du skal døe,
ved Solen, den som brænder os i Øiet,
ved Jorden, som vi træde sammen paa,
ved alt hvad der er fast og virkeligt:
om Du idag, idag vil aabne Skatten --
Sewaji -- han din Søn, som myrded min --
frigiver jeg; af tusinde Frigivne
ledsaget, skal han komme til dit Hjem!
|
| d.II,b.3,s.122 |
Rajahen.
Af Tusind? Frigiv Indiens Millioner;
og paa det yderste af Indiens Forbjerg
skal jeg tilhvidske det den sidste Britte.
Guvernøren.
Jeg jevner dette Fort med Jorden; skriver,
at Luften er saa usund . .
Rajahen.
Jevn Calcutta,
Madras og Bombay! Der er den forgiftet.
Guvernøren.
Hvortil slig Politik imellem Naboer?
Her er en huuslig Tvist. Viig ei fra Sagen!
Den er kun mellem to bedrøvede Hjerter.
Jeg kræver Bod for Blod, og giver Soning.
Hinanden nærme stode vore Huse,
meer fjernt ei skulle vore Grave staae.
Lad Fred kun boe imellem! Gamle, Freden
gjør lyse Sale i den sorte Jord
imellem Gravene.
Rajahen.
Men Fiendskabet
imellem Husene opdynger Grave.
Guvernøren.
Mistroisk end? Med falske Smiil I svarer,
med Læberne omspillede af Dolkglimt.
Gid Engle kom og vidned, da I troer
ei Mennesker!
Rajahen.
Forgangenhedens Aand,
Erindringen, omsvæver hver en Tid.
Kald denne Engel ei. Den vidner mod jer.
|
| d.II,b.3,s.123 |
Guvernøren.
Forsaae jeg mig -- nu, se paa denne Pande,
om ei jeg ærligt tegned op min Skyld!
Erindringen? den Dødning! Gamle, om
den ei kan manes bort, om end den hænger,
blodspændte, sugende Vampyr liig, paa
Forsonings milde Hjerte -- Gamle, see,
da sukker Angrens taarevarme Aande
ind Liv i det Tilkommende, og deraf
en Engel reiser sig i Kamp mod hiin.
(seer prøvende paa Rajahen)
Hvor ondt et Smiil! Det gjør os begge Uret;
men Ord, hvor bittre end, kun En.
Tal dem, og jeg skal suge dem som Honning.
Kræv, og jeg giver Herrens Høihed gjerne
og Retfærds Krav og Faders Ømhed. Kræv
det nærmeste imod Umuligheder,
og jeg skal rose end dit Maadehold.
Som Pant paa Haanden -- se, der var en Træl
. . nu vel, det er Navn . . velan, en Mand,
et Menneske, en Hindu som mig sveg --
Hvad Under at jeg straffede, dog meer
som Fader end som Herre? Dog lad være!
Han tyet er til Dig. Det er mig nok.
Jeg skjænker ham igjen sit Huus som før
og tusind Agre.
Rajahen.
Hele Hindostan,
den Ager mellem Himalah og Havet,
det er mit Krav.
Guvernøren.
Jeg Friheden ham skjænker.
Rajahen.
Engang af Gud, som Kjernen i Demanten,
i Livets første tindrende Øjeblik
uskillelig indlagt, den ham forærtes.
|
| d.II,b.3,s.124 |
Guvernøren.
Hvad Bod, Uhyre da? . .
Rajahen.
Lad Slaven give
jer Ryg Blaastriberne tilbage. De
tilhøre jo Brittanniens Flag?
Guvernøren.
Er dette
ei Pant paa Fred, at Herren Haan vil taale?
End ei?
(Afsides)
Jeg er forloren. Koldt og stivt,
med Dolkblink seer han paa mig.
(Høit)
Gamle Nabo,
skjær over ei med slige Blik de Baand,
de sidste, men de skjønneste, som endnu
sig flette mellem os blidt som Lianens
imellem Palmer . .
Rajahen.
Skilte ved en Afgrund.
Guvernøren.
Ei saa. Du seer min Vemod gjør mig blød.
Jeg trygler om dit Venskab samme Dag
du skulde trygle mig om Livet, hvis
du ei mig frelste.
(Griber hans Haand)
Ven, du ahner ei,
at vore Børn med Almagt banlyst har
vort Had til Richards Grav. Det er en Hemm'lighed
som Kokoskjernens Melk end skjult og sød.
Kun Aftnens Tysthed har belurt den, dog
vil Hindostan engang besynge den,
og England og Europa deraf lære
et bedre Herredom, et som Naturen
ei maa oprøres ved, men signe. Giv
for min Din skjulte Kundskab. Viid, at min
angaaer Dig nær som Hjertet.
|
| d.II,b.3,s.125 |
Rajahen.
Mellem dette
og mig er Hindostan som mellem Altings
Begyndelse og Ende Verdens Mængde.
Min angaaer Hindostan.
Guvernøren.
Javist! en Skat,
en Oldets Fyrste har i Mulden gjemt?
En Skat liig den, en ædel Rajah hented
frem fra Pagoden, Havet overskyller,
en gylden Strøm, der stansed Clives Armee,
og fredende omgav et Kongerige.
Rajahen.
Men Hyder Alis blaanende Oceaner
af Sværd omværned Indien bedre.
Guvernøren.
Vel,
din Hyder havde Ret; thi han var Indien,
hans Hoved Himalah, hans Skulder Butan,
hans høire Arm var Ganges, venstre Indus,
Calkuttas sorte Hule var hans Hjerte --
hvad Under, at hans Fiender deri qvaltes?
Rajahen.
Det siger Du, som er en Clive? Haha!
Guvernøren.
Ei herom! Os angaaer det Hindostan
og Bretland kun, som er i vore Huse.
Men Hindu er du ei, hvis Ædelmod
ei kan beseire dig. Velan, du skjuler
din Hemme'lighed; jeg skjænker dig da min:
min Francis har din Sami kjær, hun ham.
Lad os ei søndre hvad Naturen ente
til herligt Fredssymbol! Tænk blot: opvoxne
i samme Skygge -- o det maatte skee!
Tænk blot . . .
|
| d.II,b.3,s.126 |
Rajahen.
Du lyver --
Guvernøren.
Nu! vil du
med sligt et Pantherblik velsigne?
Sign du min Søn, jeg hende, nu min Datter.
Rajahen.
Ei min! Ved Chivens Vrede, min ei meer!
Forlængst ei min; fra Fødslen Hindostans.
Umuligt! Før formæles Grib og Due,
før Parderkat og Antilope, før
bestiger Ganges Himalah, og Bjerget
i bløde Bølger smelter henad Sletten,
ja før skal Parias urene Blod
med Rajahs blande sig og med Brahminens!
før --
(Afsides)
Ha, Vakiti,
nu er du min Søn!
Guvernøren.
Tænk blot: en Britte og saa Hinduinden . .
Rajahen.
Ei Prindsen selv af Wales usleste
af Hindostans Slavinder gav jeg. Viid,
en Tid tilforn og Pariaer hersked,
dog frelstes Indien, da de rene Slægter
bevarede sin Reenhed, Straalen liig,
der smittes ei af Taagen, skjøndt nær qvalt.
Guvernøren.
Ve dig! du maa mig redde!
Rajahen.
(Afsides) Nei kun Indien.
Guvernøren.
Viid, jeg er dødsens! Viid da hvad du er!
|
| d.II,b.3,s.127 |
Rajahen.
Min Datters Bøn meer stærk var end den Trudsel,
forgjæves dog som den.
Guvernøren.
Saa prøv den opfyldt.
(Raaber) John! John!
(John kommer)
Alt tabt! Vort sidste Haab
er paa Uhyrets Stivsinds Klippe brustet.
Hans Stolthed paa min bøj'de Nakke sprang,
hvor dybt jeg krøb, hans Fuulhed smøg dog under,
hans Øie flammed fuldt af Seiersblus.
Men end er Magten vor -- endnu, ei meer.
Den ende da sin sidste Aften med
et Tordenslag -- hør Rajah! -- paa dit Hoved!
Bring Vagt! Gjør Alting rede! Først begynd
med Skruerne . .
(John gaaer)
Nu, du vil tale, Rajah!
du Englands svorne Fiende! tal, med tro ei
et Ord af hvad jeg lovte. Tro kun Trudslen!
Jeg gaaer saa roligt som en Sol mod Havet,
at ende Banen, naar jeg først Vakiti,
besvangrende ham med Mysteret, har
opglødet til en ny for Hindostan.
Guvernøren.
Hvad mumler du? Snart skal du skrige (ja
vi Begge): ve, det er forsilde!
Rajahen.
Herre!
Guvernøren.
Spar kun til Bøddelen din Sledskhed: den
er falsk, som mine Løfter; men den gjør
mig ikke stolt, som disse gjorde dig,
graalokkede Daare!
|
| d.II,b.3,s.128 |
Rajahen.
Herre! visselig
det er en Skat . .
Nu, nu?
Rajahen.
Men altfor vigtig . .
Guvernøren.
Hvor vigtigt er dit Liv?
Rajahen.
Mod Skatten intet.
Guvernøren.
Da gjælder mit dig endnu mindre.
Rajahen.
Dog
jeg vil betænke mig. Som Gidsel tag
mit Kjæreste, min Datter, tag mit Livs
forskjønnede Natur, Meer end mig Selv!
Guvernøren.
Velan til næste Gry. Da peger jeg
saavist til Underverdnen, hvis du tier,
som Straalen op til Himlen. --
(gaaer)
FEMTE SCENE
(Under Terrassen. Francis og Sami omfavnende.)
Francis.
-- Vi skilles? Ja, jeg vilde, hvis du kunde.
Sami.
Du gjør mig angest, Francis; dog endmeer
for dig jeg skrækkes. Francis, kan du friste
til saadan Blodsynd?
|
| d.II,b.3,s.129 |
Francis.
Det er ikke Retfærd,
som skaaner ham, men skummelt, syndigt Forhold.
Sami.
Mit Hjerte brast, om ikke min Beslutning
ombelted det; thi der er intet Valg.
Francis.
Captainen er min Morbror; vel en fast,
men venlig Mand -- o, paa hans Skib vi ere
saa sikkre som paa ensom Ø. Da bort
fra dette Slangerede! Sami! Sami!
Sami.
Tal ei, se ei; thi i dit tause Aasyn
er Fristelse.
Francis.
Og Du mig, Elskte, frister
at bede om hans Død.
Sami.
Du raser som
Vakiti. Nylig var din Sorg dog som
din Glæde yndig, da du troede ei,
at Gud os kunde skille ad, men loe
og zittred dog. Mod Jorden vær høimodig,
mod Himlen lydig. Lad os give Verden,
som gav os Mødepladsen til at kjende
for Evighed hinanden, Alt tilbage;
kun ei Erindringen, thi den (som Evnen
i Chaos til den hele Pragt vi see)
er spredt i vore Sjele ud som Kimer
til saligt Liv, vel skjønnere ei end
forsvundne, men saa sikkert som det Evige.
Lad vort Farvel da være kort som Døden.
Francis! O ei jeg bærer det --
|
| d.II,b.3,s.130 |
Francis.
Min Sami,
end ei, end engang . . O hvisk "Ja!" --
Ved Daggry
hist i Ruinens Mulm, at ikke Solen
for tidlig skiller os. O, vort Farvel,
for Dødsskilsmissens ene Stunde Skyld, burde
saa langt som Livet være.
(John viser sig med Slaver)
John.
Folk, her er Hun.
Grib Rajahens Datter!
Francis.
Hvad?
John.
Nu! Rajahens Datter
er Gidsel for sin Fader.
Bort!
(Afsides til Sami)
Fly, Sami,
fly! fly! de dræbe Dig og Dine . . Ha!
Fly til Ruinen, der vil Ingen søge.
John.
Frisk, Trælle!
Ha, saavidt -- du Skurk!
John.
Skaan eder!
Francis.
Ei mig, men endnu mindre dig . . Ha, bort!
(Driver dem bort. Sami er forsvunden.)
|
| d.II,b.3,s.131 |
SJETTE SCENE
(Aftenskumring. Fortets Volde langs Ganges. Til en Port i Vandfladen fører en Trap ned,
hvorpaa Vagt af Seapoys. Vakiti i Fakirdragt drivende i en Baad nedad Floden.)
Vakiti.
Mysterets rette Arving lever -- uvis
er da min Lod. Og han skal leve -- vist
er da, at i mit Støv jeg atter synker.
Togange undflyet skal jeg døe før Sami
ved Mindet om en Fryd har gjort mig Døden
til Vellystdrøm, vel frugtløs, dog saa sød,
at ei jeg vilde vaagne i en Himmel.
Han leve? Muligt; thi de Fremmede
for Kobber Retfærd sælge, Kjærlighed
for Sølv og Hevnen selv for Guld. Mig nok,
Han lever; fængslet som han ligger der
paa Indiens vaade Bund bedækket af
en europæisk knugende Steenhimmel,
er han paa min Vei kun en Bul tvertsfalden,
som ørkesløs dog hindrer, og maa væk.
Ja væk! væk!
(lægger til)
Hinduer! Tys!
Jeg hører Stønnet af en Sjel. Afveien,
I Parier for Brahmas Ætling! Smitter
ei Luften nær den Hellige!
(Vagten fjerner sig)
Bort! Jeg
vil vie ham til Helgendøden. Jeg
med Guders Smiil vil lyse op hans Hule.
Jeg løser Sjelen, lærer den at synge
der under Jord og Vand Gud Brahmas Priis.
-- Hist Slusens Luge . . Floden voxer alt,
opløftende fra Dybet Crocodilen.
Som hvælvet Baad den driver alt for Strømmen.
Ha, Chiven! Fortærende! Meer voldsomt banker
mit Blod mod Brystet end mod Porten Floden
med topp'ede Bølger over Tærsklen . . Ha,
Fortærende, jeg lædsker kun det Blod,
den Flamme, du i mine Aarer gjød.
|
| FORRIGE |