|
|
d.II,b.3,s.81 |
Handlende:
Guvernøren paa et brittisk Factorifort ved Ganges;
Richard,
Francis, hans Sønner;
En gammel afsat Rajah;
John, Factoriets Forvalter;
Capitainen paa et brittisk Krigsskib;
Brittiske Sjøfolk; Seapoys; Slaver.
FØRSTE SCENE
(Under en Terrasse ved et brittisk Factori ved Ganges. Francis og Sami omfavnende
hinanden paa et kuldkastet Minde.)
Francis.
Om Engelland og Indien, Vold og Trældom
i vore Fædre slaaes saa Himlen grues --
o Sami, det er nok, om kun eet engelsk
og indisk Hjerte elske, til at faae
den atter til at smile over Jorden.
Du seer et Engelland meer mildt end hiint
at svømme i mit Blik, og Du alt bærer
et mere saligt Hindostan i Skjødet.
Sami.
Dog, o jeg frygter --
Francis.
Haab, min Sami!
Sami.
Ja.
Thi Haab er gode Aanders Hvisken . . Ja,
saalænge haaber jeg som denne Ambrabusk,
vi sammen plantede hiin første Gang,
|
d.II,b.3,s.82 |
sin søde Duft tør sprede. Dog som Dagen
forgaaer i Natten døer mit Haab i Frygt.
Thi da jeg lyttende adspurgte Aftnens
hviftmilde Luftning, som saa tidt fortalte
forud dit Komme, og hvert Græs besaae,
om ei det luded sorgfuldt ved din Bortgang,
jeg saae en Gribb forfulgt af Ørnen tye
med rædsomt Vingeslag indunder Busken,
og skræmme frem en Slange med en Blomst
i Munden.
Francis.
Er da Busken bedre ei,
fra sligt Uhyre renset?
Sami.
Er Ulykken
forbi skjøndt forud af Dæmoner meldt?
Francis.
Tro mig, om Fædre hade, Børn bør elske;
og netop derfor, thi det soner Brøden.
Sami.
Ak, Francis! (skjuler sit Hoved ved hans Bryst.)
Francis.
Sami!
Sami.
Denne Blomst var Knop
da her vi mødtes. Med vort første Kys
den aabned sig, og vore Sjele flød
isammen i dens Kalk. Nu blegner den.
Francis.
Du søde Sværmerske! Du elsker mig
fordi iskjul du engang saae mig stirre,
-- af Mangel paa en bedre Yndighed --
i Blomstens Dyb med Ømhed uden Tanke?
|
d.II,b.3,s.83 |
Sami.
Dog bedre end med Tanke uden Ømhed.
Francis.
Og derfor da?
Sami.
Ja derfor og derfra.
Thi mere dybt, end du i Blomsten, saae
jeg i dit Hjerte, og jeg saae en Blomst
med Guders Smiil til Blade -- og da slog
du Øiet op, og saae min Tanke,
at, om fra de hovmodige Dæmoner
du stammed, maatte Gud dig elske, som
saa ydmyg beiled til hans mindste Skabning.
Francis.
Nei, til hans herligste. Min Sami, zittr ei
i mine Arme.
Sami.
Det var Aftenduggen,
som faldt.
Francis.
Nei, nei!
Sami.
Nu da -- mig syntes,
at disse Træer ei beskytted meer,
og at de brede Blade vare Øren.
Dog eje vi ei andet Værn i Verden
end dette Buskværk.
Francis.
Jo og disse Arme.
Og Gud vil ei, at Børn, som han velsignte
med Jordens Kjærlighed, det Pant paa Himlens,
indhales med i Fædrenes Fordærvelse.
|
d.II,b.3,s.84 |
Hvis ei, da fik ei Jorden Fred, naar Drønet
af sidste Ufred sagtned hen i Gravene.
Dens Alderdom blev liig en Valplads, hvor
vel Hærene bortdrog, men Jamren ei,
og Dydens Aldre ei en stille Aften,
men stormfuld Morgen liig, med Graad begyndt.
Saa vil ei Gud. Fra ham vi fik vor Sjel,
og ei fra Mennesker; og fra hans Vilje
vor Lykke. Nu, hvad Herredom da over
hvad ei de eje? over Himlens Laan
til Andre? Sami, meer end nok for Gud
og nok for Verden med, om Børns Lykke
maa blomstre i et Smertemindes Skygge.
Vi drage fælleds Sorg, min Sami; men
hvor Dyden ender staaer Naturens Grændser.
Dog sender denne barnlig Klage over
selv ind i Lastens Enemærker, hvor
en elsket Blodsforvandt ble borte.
Vi leve nu for Os i anden Verden:
en hvor alt omvendt er mod den derude:
for Had kun Kjærlighed, for Hevn Forsoning.
Min Brud! min Sami!
her inden vore Arme er dens Grændser.
Sami.
Dog vil den onde, der omgiver os
som Luften, trænge ind. Og Alt hvad vi
har tænkt og drømt saa vel isammen,
at Drømmen syntes fastere end Sandhed,
og som et solklart Bjerg at hvile paa,
er kun Madhaviblommers svage Net
imellem tvende Storme. Hulde Francis!
min Stengels stolte Træ! -- dig frygter jeg.
(brister i Graad).
Francis.
Føl dette Hjerte! Slaaer det stærkere?
Dog frygter det for dig alene, men
Aljorden ei.
|
d.II,b.3,s.85 |
Sami.
Det er en skræksom Prøve.
Dog maa vor Kjærlighed den voge: voge
halvblind for Kniv at blindes eller see,
og driste sig en Sandhed at benegte,
som alle Tider eedbekræfted. Elskte!
din Broder --
Francis.
Stille! fly ham!
Sami.
Hulde Francis,
Han er vor Blindheds Læge. Tak ham, thi
han maaskee redder dig ifra den Skjændsel,
som nu du trykker til dit Hjerte, og
mig fra Bedrag, meer sort end selve Skjændslen.
Han sagde --
Francis.
Ha, hvad Gift udgjød han?
Sami.
Lad mig
end engang favne dig før jeg forstødes,
og hviske dig saa tyst jeg kan min Skam.
Ja, Gift! Den er den Rødme, som mig brænder.
Og med en Boas svullne Stolthed reist
han gjød den i de Ord: "Du er Slavinde".
Den Skjændsel vil jeg i et Kys fortære.
Sami.
Siig, Francis, vidste du og elskte dog?
Jeg fatter selv min Skjændsel ei, dog maa
jeg rødme. En Natur i mig forstaaer det.
|
d.II,b.3,s.86 |
Francis.
Se jeg, den frie Britte, i din Arm
er Træl; Du, Hinduinden, er i Brittens
saa fri som Borgerinden i hans Hjem.
Din Trældom? Ah, et Dugg, der bøjer Blomsten.
Min Frihed? -- Solen, som opsluger Duggen
og reiser Blomsten op.
Sami.
Her sad jeg formende de friske Krandse
til Navnetrækket paa min Fryd.
Da, mens jeg svævende greb Urnens Laag,
et Stærkt og Zittrende omkrysted mig.
Jeg tænkte Slangen; men det var din Broder.
Skjøndt altid frygtet, tænkte jeg, han ængster
mig kun for Spøg, til jeg hans Blik fik see.
Der stod i Ild, jeg veed ei Hvad, men Ondt;
og med et Skrig jeg frelste mig bag Mindet.
Det er min Moders Grav. Der bad jeg ham
om Fred, men han med Latter det omvælted.
Hans Ansigts Flamme vexled, og han raabte
med løftet Pidsk og Pardrens værste Øine:
"du kan ei negte; thi du er en Træl".
Francis.
Hvad? hvad?
Sami.
. . Han favned mig -- det sortned . .
Francis.
Han . ? Ha!
Sami.
Da rasled det. Jeg ønskte,
det var en Løve, men det var Vakiti,
halv Slange, halv Hyæn . .
Francis.
Meer!
|
d.II,b.3,s.87 |
Sami.
Richard
sig frelste paa Terrassen her, forfulgt
af Slavens Raab: "jeg naaer dig der!"
-- -- Hvi talte jeg?
Francis.
O Sami!
Sami.
Skjul det ei:
For dine Øren som for mine suser
den fæle Sandhed, brænder i vor Rødme.
Fyrstinde her, af Gudeblod udrunden,
Brahminens Datter er for Europæen
en Paria, beladt med Trældoms Syge
-- en faldende, thi jeg maa falde ned,
-- en engelsk, thi mit Knæ skal være bøjet,
-- en fæl, skjøndt ubemærkt af mig, saa den
forbyder dig at elske Sami længer.
Francis.
Han reiser . . Min Sami -- alt forlængst
det var bestemt, han reiser til Europa.
Og var det ei -- ved Dig! han skulde reise,
om Skibet end ei hented ham saa snart.
Lad da saamange Glemseler som Mile
sig lægge mellem os og ham. Han reiser.
Sami.
Det atter er en Sorg -- O Far! min Far!
Han reiser? Ak, min Francis, jeg belæsser
dig kun med Sorger; dog af mig ei skabte.
Den strenge Guvernør det blev forraadt,
at hist i hiint nedramlede Pallads,
som Ingen nærmer sig, da der skal boe
en bandet Aand af en Tyran,
min Fader stundom hemmeligen sysler.
|
d.II,b.3,s.88 |
Den strenge Herre, i den blinde Tanke,
at der han gjemte Skatte, har forlængst
paa Pinebænken spændt min gamle Fader.
Men med de blodige Fingre svoer han stedse,
at der kun fandtes gamle Mindesmærker.
Det var ei nok. Til ny Tortur ham sattes
den Tid, da Richard skulde reise. Da,
da gjælder Liv det -- sagde Guvernøren --
om ei jeg sender Penge til Europa.
Nu skal han reise -- og min Fader --
Francis.
Sami!
Og min -- han hader mig. Dog haab! Jeg vil
mig vride for ham som din pinte Fader.
Er der ei Had, men Guldbegjær, da Haab!
For lav er Gjerrighed til at bestige
vor Lykkes skjønne Himmel. Ene Hadet,
den Dæmon, kan det, Hevnen og Skinsygen,
det ving'de Slangepar, om ei, min Sami,
for Fædres Had og Andres Skjebner døve,
fastklemte i hinandens Fryd og Vee,
vi glemme hver Natur, kun ei den skjønne,
som spirer mellem os -- hvis ei, da skal
vor unge Skjebne, som saa huld begynder,
uskyldig rives bort i Andres Synder.
Vi favnes, elskte Brud, paa Afgrundsranden,
og styrte, see vi did, ei paa hinanden.
(De skilles. Natten mørkner paa.)
ANDEN SCENE
(Samme Sted. Nat. Vakiti listende sig frem.)
Vakiti.
Her gjemme Natten mig som dyndgraa Slange,
af Gift igjennembølget, til Han kommer,
som vovede at gribe efter
min Elskov, Trældoms ene Trøst og Glemsel
|
d.II,b.3,s.89 |
og Ret og Ejendom og sidste Levning
af Menneskenatur. Her kræver Slaven.
Og Sami af Naturen kræver jeg,
den ene Fryd den mig skal skjænke. Thi
jeg elsker Aaget, som har gjort os lige.
Høibaaren er hun lavest; ja høibaaren
hun er ei meer, da Trældom er en Fødsel,
fra Guds forskjellig, til et værre Tilvær.
Den Liighed er en Slaves Frihed. Mens
Fribaarnes Liighed er som Træernes
og takkede Fjeldes, regelløse Bølgers,
som Straae ved Siden af hverandre paa
en maalløs Slette Trællene jo staae.
(Rajahen kommer).
Rajahen.
Ve Hindostan! Ve Hindostan!
Snart kommer Skibet, som min Død mig bringer,
men ingen Støvsky melder mig min Søn,
den Arving til Mysteret om din Hevn.
Og denne Dæmon, som forlader ei
trælbundne Folkeslag, skal aldrig svinge
sig op fra dine Grave . . . .
Da vil jeg lytte ved hver Slaves Hytte
og veje Sukkene og tælle Stønnene,
og hvor det stønner dybest bryde ind,
og kjøbe for min Datter mig en Søn
i uslest Træl, og Hindostan en Hevner. (gaaer.)
Vakiti.
Da er hun min, og for et Støn, men et
som qvalte Storms i Hule. Dog det koster
lidt meer, endskjøndt for Sami altfor lidt,
at trænge ind til hendes Barm og i
den Gamles Sjel: det koster Broderens
og Sønnens Død. Men derfor kjøber jeg
jo meer end Liv for mig: Liv for en Æt,
hvori et hedere malayisk Blod
|
d.II,b.3,s.90 |
fra mine Aarer syder sammen til
en giftig Gjæring med det svale
hinduiske fra hendes. Ham at søge
jeg iler bort paa første Solglimt. Natten
skal give Tanker; Dagene mig Flugt.
Men hvor jeg naaer ham, slænger jeg mig enten
som undflyed Træl hen i en Skygge, eller
som træt Fakir mig sætter paa en Steen
ved Ørknens Grændse hylende didud
-- ei som for ham -- hvad ham skal jage hjem
fra Vestens Ørkenskyer, hvis røde Brand
han hellere end Aagets Hede aander,
paa Aftnens lange Straale rapt som jeg
paa Morgnens kom. Jeg følger som hans Skygge.
TREDIE SCENE
(Samme Sted. Morgen. Sewaji under Terrassen.)
Sewaji.
De Hellige ei lyve. Sandt Fakiren
har talt, der slæbte sig til Ørknens Rand
for der at give Hvirvelstormen Indiens
Veeraab at splitte over Jorden . . sandt!
thi væltet er min Moders Minde og
har spredt i disse Stumper Minder om
min Søsters Skjændsel -- vidt! o vidt!
. . Han var her aldrig, men hans Sjel var vant
at fare gjennem Bjerge, og hans Øje,
med Tidens aabnet, saae med Solen og
steg op med Stjernerne i Nattens Hvælving.
Derfor han vidste Alt, og klart beskrev
den hele Egn, hvert Træ, hver Høi; og greb,
da om min Faders Huus jeg spurgte, dybt
i Ørknens Sand og spredte det i Luften.
Ve, sandt! Det sees ei fra denne Høi
som før, men kun en fæl og sveden Flek,
som Planterne ei ville skjule, skjøndt
Naturens Plastre over Jordens Saar.
|
d.II,b.3,s.91 |
O sandt, sandt hvad, væltende
sig ud i Ørknen, han udhylte:
af Indien er kun Bunden hvor det var!
O Fædreland selv dyrebart i Skjændsel!
(knæler og kysser Jorden. Guvernøren og Richard vise sig paa Terrassen.)
O Morgenens og mit og Hevnens
saa fagre, skjændseldækte Fødeland!
Guvernøren.
Hør Trællen raser, Dick!
Richard.
Aha, Sewaji?
Jeg kjender ham: en Søn af Rajahen.
Guvernøren.
Da er han kostbart Pant, og lænkes maa,
om skyldløs end som Vindens første Hvift.
Richard.
Han var min Legebror --
Guvernøren.
-- Din Legebolt.
Men da den Træl i Leeg dig slang i Sandet,
jeg lod ham pidske hjemad til sin Fader.
Jeg saae ham ikke siden.
Richard.
Jo, jeg saae ham;
men ilsom liig en Slange mellem Krattet.
Der voxte han til Ravneaaret kom,
da Magazinet luktes, og ifra
Calcutta og til hid laae Hungersliig.
Han da forsvandt -- man sagde til Afghanistan,
og er nu rimeligt en gal Kalender.
Guvernøren.
Da maa han bindes; thi der aandes Frihed.
|
d.II,b.3,s.92 |
Sewaji
(sætter sig under Terrassen. Gangestaagen topper sig.)
Hvo tvivled engang om at hine graae
uformelige Skyhvælv over Ganges
var Kupplerne paa det berømte Tempel,
de Indiens Ærestinder i Benares?
(Taagen løfter sig, blottende et Skib.)
Nu maaskee -- ja de ere Topseil paa
en brittisk Indiefarer, som bevæger
sig langsomt, dog ustandset som en Klode
i Verdensbanen, ad den brede Flod
til et af Factorierne, for aarlig
at hente Bytte af den Dynge Rov.
Vee, hellige Ganges! var ei du og skjændet
med Trældom under slige Aag, da sprang
det hele arme Hindufolk i Dig,
og levned de Forhadte Landet. --
Richard.
Mylord -- hans Øine rulle.
Vi ere ene.
Guvernøren.
Men Terrassen da?
Han er jo som en Tiger i en Grube.
Sewaji.
-- Før! før! før! Ak, ei for længesiden
hensvæved denne Støvsky, som sig flytter
histover Sletten, ene over fromme
Pilgrimskares hvileløse Trin.
Nu -- snart, lad Skyen kløve sig, og jeg
skal see Brittanniens Flag. Ja længe før,
liig askedækket Glød, det skinner gjennem,
og Trommen lader Skyen zittre, og
forkynder hvad der ormed sig derbag:
et Regiment, den Tyranniets Slange.
(Et brittisk Regiment sees forbidragende i Fjernet).
-- O aabned Jorden sig! -- et Regiment!
Det skal vel fra Calcutta, Løvehulen,
|
d.II,b.3,s.93 |
og til Allahabad, at holde Folkets,
det armes, Struber til.
Paa Vejen jevner det med Fædrejorden
et hundred' Landsbyer, som ei sin Flid
vil sælge efter Compagniets Taxt;
og hænger vel i gudindviede Palmer,
mens "Hersk Brittannia" spilles, et Dusin
af frække Zemindarer, som betvivlte,
at Kongen hisset i den anden Verden
er deres Livs og Flids og Odels Ejer. --
Richard.
Hvor er han dog forandret: Før jeg voved
at slide i ham som i en Gazell.
Nu slank, af Solen muskelhærdet,
han ligner meer en slangerygget Panther.
Hvert Muskeltræk mig naaer med Skræk.
Ja see, Mylord, hvor dirre de i Ansigtet!
De løfte sig og synke ned som Slanger,
som Tigerkatte, naar de skyde Ryg.
Han kunde see os -- da et Pantherspring.
Mylord, kom! husk, han er vanvittig.
Guvernøren.
Bliv Richard! Frygter Herren Slaven, da
er Slaven Herre. Skam dig, Richard!
Sewaji.
Ah! hine trende Toppe er et Krigsskib,
ei Compagniets, men en af
hiin fjerne Konges Oceankrokodiler.
De dele Rovet. Kongen er som Ørnen
imellem Glenterne paa Aatet.
Han ud dem sender. Skrige disse
af mættet Glubskheds Fryd, da kommer Han.
Her er en Ørn paa Ganges's Blaahimmel,
i Fortet hist et skogdækt Glenterede;
|
d.II,b.3,s.94 |
men slige Glenter, som i Helvede
fra Afgrunds Brant til Brant med Hyl omsvæve.
Min Fa'r en kroket Rib, jeg nøgen Nerve
paa Indiens Aat -- Vi skulle sluges
-- selv han, det gamle Been, hvis Kjød er plukket.
Ve Hindostan! Det var dig bedre
dengang Dæmonerne dig gjennemfoer
og kjæmped med chaotiske Uhyrer
om dine skjønne Lande -- dem, som Brahma
nedstigende selv tog i Eje, mens
han jog Dæmonerne mod Norden, og
tilhavs Uhyrerne. Derfra de komme
forente nu igjen i disse Skibe:
i de dæmonbesatte Havuhyrer.
Se der er et -- det forestiller Kongen,
som kommer forat hente hjem sin Deel,
og decidere Compagniets Regnskab
med disse Millioner Trælle, som
i Sved for Fremmede maae hungre
i Overflodens Land, i Hindostan!
Guvernøren.
Den Træl, som fantaserer, er ei farlig.
Men tier han og smiler, naar du seer ham,
da tænker han -- da bind ham, Dick!
Sewaji.
Før glimred langsad Ganges Kuppelrader
-- et gyldent Perlebaand om Hindostan,
den Guderne indviede Skjønhed,
den hellige Præstinde mellem Landene.
Og Menneskene saae med hellig Fryd
-- som Guderne fra Himmel og til Himmel --
fra ene Gudebolig til den anden,
saa herligt, at de store Hovedstæder,
hvorover midti hvalte Domer straalte,
kun var som Stjerners dunkle Atmosfærer.
|
d.II,b.3,s.95 |
Nu groer Lianen ind og udad Templet,
og Tigrens Yngel bygger i Pagoden.
Hyænen staaer paa Fædres Grav om Dagen,
om Natten hyler den i øde Byer.
Kun hist og her fremskumler der af Skogen
et Fort som dette mellem bange Hytter
med røde Taarntag og Kartov paa Volden,
en blodturbant Rohilla liig, som har
med sin Pistol henslængt sig paa en Skrænt,
og seer med Dødens Ro udover Fangerne.
-- Den Hævnens Lynild! disse Taarne skjælve
for hans Skarlagturban, om ensom den
i Skogens Bryn af ængstlig Vagt blev seet.
Richard.
Den Orm har frydet sig i Solen nok.
Mylord, træd den isønder!
Guvernøren.
Fantaseren
fik Trællen; Herren Tænken. Galt, om omvendt.
Richard.
Dog er saamegen Tanke i hans Sværmen,
at den er rettet mod et farligt Maal
liig folkløs Brander, men med styrfast Roer.
Guvernøren.
Dog gaaer den ud i Fantasiens Hav;
og før kan Vinden hindres fra at tone
i ophængt Harpe end de tomme Drømme
ifra at fare gjennem Slavens Hjerte.
Hvor tidt ei har han Syner som Profeten,
og henrykt Smiil forklarer sløve Aasyn
som blegen Stribe Vinterdag ved Polen.
Og kunde Klagerne kun faae en Form,
Du vilde see at vrimle fra hans Læber
|
d.II,b.3,s.96 |
imellem Øgler ogsaa Sommerfugle,
og blandt prosaiske Forbandelsers
Smaadjævle høistpoetiske Serafer.
-- Kort hvert et Bagno er en byronsk Harpe.
Sewaji.
I Hindostan, hvor Qvisten drypper Olje,
hvor Græsset bærer Uld og Busken Silke,
hvor gjennem femtitusind Aar
trehundred lykkelige Millioner
fandt Liv saa rigt kun af hvad Godt, der flød
af livløse Natur, saa det var blevet
dem Rædsel at forgribe sig paa mindste
Belivede, ja Mord at slagte Lam
og Høne -- der, der dækkes Vejene,
der jevnes Dalene, der høines Sletterne
af Millioner Hungerdødes Liig.
Richard.
Jeg frygter, han er nok fanatisk til
at ville før døe fri end leve Træl.
Sewaji.
Guddommelige Ganges, du som iler
for at begrave dybt din Sorg i Havet,
min Sjel har talt med dig -- Du har tilgivet.
Vel! jeg skal komme. Ganges, jeg skal komme.
Igjennem dine mørke Gange ledet
paanyt i Livets skjulte Hvirvler ind,
naar atter jeg af dem udstødes som
et Menneske paa disse Bredder, da
er Hindostan befried -- Hindostan?
Ah, Hindostan som før, bedækt som før
med Guders gyldne Kuppler,
med lykkelige Millioners Hytter.
-- Det er en Søvn, men hvilken herlig Morgen!
|
d.II,b.3,s.97 |
Guvernøren.
Han dræber sig -- Jeg vil ei miste Slaven.
Han mig erstatter mere end Vakiti.
Bliv her; gjør Anskrig, om han gaaer til Floden!
(Gaaer).
(Solen bryder frem.)
Sewaji.
Brahma! Brahma! hvem seer du paa
med slig Fortærelse? Som Trællen seer
du lavtfra, glødende mod disse Taarne.
Men snart, i rolig Sejer stigende,
betegner du, at Hindostans
rødgrædte Blik skal blaane.
Vakiti
(som Fakir visende sig ved at opløfte et hængende Buskværk)
Se, Hindu,
did peger Brahma! (peger paa Terrassen.)
O Ærværdige!
Du er en Dæmon. Du har fulgt mig
som Luften. Du har seet alt som Solen.
Vakiti.
Tys! tag denne Slange! vær
en Slange! spring og dræb!
(rækker Sewaji hemmeligt en bugtet Dolk).
Ha, Helgen,
du ogsaa dette fjernt i Ørknen saae.
Vakiti.
Ham er det, som kuldslog din Moders Minde.
|
d.II,b.3,s.98 |
Sewaji.
Ve ham! nei mig! Thi ei jeg mægter glemme,
at engang jeg har kysset ham. Han var
engang min Broder.
Vakiti.
Du er hendes Søn.
Han lod dig pidske.
Sewaji.
Ei Sewaji,
men Hindostan skal hevnes.
Vakiti.
Han er Tyrannens Kjæreste. Tag det
fra ham, som tog dit kjæreste: din Frihed.
Han er Tyrannens Søn.
Sewaji.
Han er Brittanniens;
Jeg Hindostans . .
Vakiti.
Er det ei nok?
Sewaji.
Men Brahma
lod alle Lande stige op som Blade
fra samme Rod af Dybet. Ve, jeg veed ei;
men Sami engang har Brittannien kaldt
et Lotosblad, hvorpaa en herlig Gud
har sat sig . . Dengang Samis milde Hjerte
slog i min Barm.
Vakiti.
Her var det hvor en Britte
-- han hist -- din Søster haante.
Ha!
|
d.II,b.3,s.99 |
Vakiti.
Hvorledes?
Er han din Broder da? Og er du Broder?
Du er ei Søn, ei Hindu. Jeg forbander dig.
Sewaji.
Forbarm dig Helgen! Paa mit Hoved brænder
Forbandelsen. Jeg maae hvad Himlen vil.
Men jeg vil ham omfavne til han døer,
med Tigerarme til et Mennesk'hjerte
ham kryste til han døer.
(Slænger Dolken. Springer opad Terrassen).
Richard.
Hvad vil du?
Der er min Fader. O forbarm dig!
Hvad vil du? o Sewaji!
Barmhjertighed!
Den har ei Helgnens
Forbandelser og ikke Slavens Hevn.
Nu du for Staalet, og min Vei er aaben
til Rajahens Skjulte og til Samis Barm.
Dog ville Britterne for mig dig dræbe -- bedre --
som du for mig har Britten dræbt -- Velan!
(Høit) Hindu, fly ei! Jeg byder dig: ei fly!
Triumfsecunden er, da du kan haane
Tyrannen, frydberuset i hans Vee.
Og forud føl dit Dødssaar lægt udaf
den unge Folkebøddels Faders Taarer!
Jeg iler at fortælle Hindostan
hvor kjækt du paa dets Fiendes Liig
steg op paa Grændsen mellem Jord og Himmel,
de tvende Fædrelande Adam har.
|
d.II,b.3,s.100 |
(Afsides). Jeg iler atter under Aaget: i
de Vunder, jeg skal dækkes med, sig aabner
ny Vei til Rajahens Sjel og Samis Barm.
(iler bort.)
(Guvernøren og John komme med Slaver.)
Guvernøren.
Ilive, Dick? Vi har ham. Bind ham, Slaver!
(seer Richards Liig) O Richard! Richard! Richard!
(kaster sig over ham.)
John.
Hvad her er skeet! Nu! En mindre
forloren af os Tre.
Guvernøren (springende op)
Uhyre! -- Snør ham!
Isøndersnør hvert Lem, kun ikke Struben!
ei saa han qvæles som min Richard! Ha,
Forrædere! I spare ham . . O Richard!
min Søn! o Dick! Dick! (Slaverne fængsle Hinduen)
John.
Dog er det Trøst,
han kommer ei til England.
Guvernøren.
Skurk! meer kold
du er end Morderen, og han er koldere
end sine snogblaae Qvælerfingre . .
John.
Da
vi søge maae et Jern end koldere.
Guvernøren.
Ja hvast som Ild, seendrægtigt, koldt som Iis.
Snør ind til Blodet! O Dick, Dick!
|
d.II,b.3,s.101 |
John.
Siig heller: død, død! Thi han ei spiller
skindød som Ræv for Løve.
Guvernøren.
Nei, den Djævel --
Død var hans Hevn.
Sewaji.
En Djævels ei, en Slaves.
Dog kan og bør en Slave være Djævel.
I Hevn en Djævel; men deri en Gud,
at han, naar Hevnen er fuldgjort, opoffrer
med Fryd sig Selv.
John.
Mylord, I bør
ei fryde Trællen med sin Herres Sorg.
Guvernøren.
Jeg græd ei.
Sewaji.
Haha! Det er en Bøddelsjel:
Han blues ved at græde for sin Søn.
Du græd. Du gjorde det, og det vil spare
Dig tusind Aar i Helveds Evighed.
Guvernøren.
Ved Pinsler Mennesker forstaae af Timer
at skabe Evigheder frem paa Jorden.
Vent disse før du døer!
Sewaji.
Haha, du veed ei,
Taalmodighed er Slavens sidste Dyd,
sin Død det eneste han veed af Fryd. (Føres bort)
|
d.II,b.3,s.102 |
FJERDE SCENE
(Skogegn. Vakiti hvilende under et Træ.)
Vakiti.
Jeg krøb paa Bugen -- dog som Krokodilen
med lige Snude mod mit Maal. Og Tanke
bestandig svæved over mine Skridt
som Otterslangens Hoved oprakt følger
-- mod Solens Straaler hvæssende sin Brodd --
de seige Bølger som dens Legem skyder
igjennem en Kanal af raadnet Løv.
Snart er den Gamle her -- da skal jeg stønne;
indsamle Indiens Suk, og stønne ud.
Men Stønnet er kun Lyden af mit Skib,
der lander ved sin Kyst: ved Samis Barm
med hendes Faders Hemmelighed lastet.
Forskjellen mellem os er kun, at Han
gjør alt for Hindostan som jeg for Sami;
thi hun alene er mit Hindostan.
(Rajahen kommer)
Rajahen.
Den sidste Seir paa Jorden bliver Slavens,
saa vist som Guds Retfærdigheds i Himlen.
Men uden Søn den Sandhed blier en Løgn:
en værre end om ei blev Qvel paa Dag.
End er ei Kampen endt, men kun med Tab
for Begge djærvt begyndt. Kun jeg kan ende.
For denne Hem'lighed, som ei maa døe
med mig, men hevne skal din krænkte Æt,
o Brahma! Brahma, giv igjen min Søn!
For Hindostan jeg have maa en Søn!
For Hindostan, hvem offret er min Ene!
Og har det ikke En igjen at give:
Ulykkeligste mellem dets Ulykkelige;
mest loggrende og mest forbittret;
en Sværmer, dog udhalende sin Kraft;
en Tiger, dog ei springende -- som min
Forlorne -- Gittret over for at myrde
|
d.II,b.3,s.103 |
den Enkelte, naar Alle ei kan døe;
Uegennyttig glemmende sig Selv,
men ikke Hindostan, om Svøben eller
og Tambourinen svinges; aldrig fristet
til for sig Selv og for det Enkelte
at bruge sidste frygtelige Vaaben;
som Dragen vogte uden selv at bruge;
en Glød, der tænde Taarnet kan, men hyller
uskad'lig sig i Støv til Vinden blæser;
een Kraft som spændte Staal, dog ørkesløs
til Tiden er der -- da . . (Vakiti rasler)
-- En Tiger . ?
Vakiti.
Ja
en Tiger! Vel! men En som blev det.
Rajahen.
Han haanleer ad sit Liv: Han er ei Træl.
Hvi kom du ikke, Panther? Jeg har sovet
paa blodigt Mos hen Natten i dit Leje,
og lever end . . .
Rajahen.
O Brahma! du har valgt.
Vakiti.
Hvi bed du ikke, Klapprer? Rundt mit Liv
din Hale klemmed sig, og i Pisangen
her over mig dit Hoved luded, mens,
som Lamper i Lianens Krandse hængte,
den hele Nat jo dine Øine lyste . . .
Rajahen.
Jeg i hans sløve Kummers Skede gjemmer
mit Sværd.
|
d.II,b.3,s.104 |
Vakiti.
Haha! hvi slog du ned ei Gribb,
som suste over mig saa nær, at jeg
i dine Vingers Aadselstank indslumred?
Mit Hjerte banked dig for haardt, du Feige!
Jeg var ei som et Aat dig god, du Stolte!
Rajahen.
Min Datter giver mig en Søn igjen.
Hindu!
Vakiti.
Hvo raaber?
Haan var i dit Raab.
Kom! grib en undflyet Træl, som ei vil slæbe
sin Lænke længer. Thi denne Luft i Fængslet,
han undløb, aander i Forraadet fra
hver Mund meer giftig.
Ha, du føler det:
vor Kamp er ikke Haabets; stærkere
-- den er Fortvivlelsens, og vil ei Haab.
Vakiti.
En Fyrste? og mit Folks. Men det vil krænke,
om Trællen knæler; thi du selv har knælt.
Som Frihed høiner lige, Trældom lige
fornedrer.
Rajahen.
Søn, taal Alt til Alt kan hævnes.
Vakiti.
Du adler mig: du kalder mig din Søn.
Er du nu sjunken, eller hvinte Svøben
mig op saa høit ifra mit Støv?
|
d.II,b.3,s.105 |
Rajahen.
Min Søn!
Vakiti.
O Samis Fader!
Rajahen.
Din og hendes.
Ha,
min Sjel ei sygner meer. Den i sin Vee
har Indiens Frelse født. Jeg føler mig
paa mine Fædres Hingste, brydende
som første Bølge frem af Birmans Staalhav.
Der leve endnu frie Frænder. Did
paa Bugen snigende mig i Moradset,
i Skogens Skygge dulgt, tvertover Vejen
fra Green til Green med Aben klattrende,
og over Floden under Vandet svømmende,
i lige Linje iler jeg; men kommer
tilbage med en talløs Stamme, farlig
og flyvende som antændt Steppes Flammer.
Da henter jeg min Brud, som med sin Flod
et Ocean paa Ebben gjemt Klenod.
Rajahen.
Ei saa! Tilbage maa du i dit Aag,
af Pidsken hvinet op til større Harm,
nær Barmen lægge dig, som du vil saare,
om Natten egge Dewis op med Bønner,
og, som Duggdraabens Damp forøger Skyen,
forsøge med dit Suk at virke ind
paa Brahmas Vilje, at den snart maa skee,
og han dig kaare til Fuldbyrder. Er
hans Viljes Stund, er Een ham nok, som Strømmen
et Hul kun trænger forat bryde gjennem.
|
| FORRIGE |