|
PAPEGØIEN SOM BOGHANDLER
(Papegøien stiger i Land paa en Brygge. Polemikkel Poetikkel, Vehikkel og Æsthetikkel
imellem Folkemængden).
Polemikkel.
Det er bestemt en Dansk. Vi maa omfavne ham.
Vehikkel.
Som Du jeg; det veed du.
Æsthetikkel.
Lugter du dem?
Poetikkel.
Som Poet divinerer jeg. Som Filosof objectiverer jeg fra mit
subjective Standpunct. Som Menneske sympathiserer jeg og
forsaavidt sensuerer.
Alle Tre
(omfavnende Papegøien)
O! O!
Papegøien.
Mine Herrer! -- Plapp! -- Undskyld . . . Denne Artighed. --
Alle Tre.
Det er nok. Nægt ikke, De er en Kjøbenhavner.
Papegøien.
Jo jeg skulde troe det.
Ah! Han kan vist være mig nyttig. Hvor uvislig han seer ud,
maa dog ingen isaahenseende foragtes.
(Høit).
Min Herre! De
fremtræder obligat i denne Barbariets Region, som en Apparents
fra en peregrin bedre Verden, fra Hesperien.
Æsthetikkel og Vehikkel.
Hørte De det? Nu troer jeg, De mærker, at De taler med
Digteren Polemikkel Poetikkel.
|
| d.II,b.3,s.58 |
Impatiable Følelse, om han ikke skulde cognoscere mig.
(Høit.) Jeg har baade for Raritetens og Fructificationens eller
Fertilitetens Skyld, eligeret den Green, som ikke voxer paa Andre
Digteres Laurer, nemlig den polemiske, og forresten --
Papegøien.
Ah! De skulde vel ikke være Den, som har kaldt sine Lands-
mænd Hunde og Murmeldyr.
Alle Tre.
Netop!
Papegøien.
Hæderligere Bekjendtskab kunde jeg ikke gjøre end med en
Digter af saamegen Fortjeneste.
Poetikkel.
Oh! Jeg laborerer netop paa at arbeide mig frem. Jeg skal
udvikle en forbausende Perfectibilitet. Jeg har skrevet over
6 Sonetter ved overmaade adæqvate Leiligheder og en polemisk
Vise, som man ikke havde andet Raad med, end at kalde den et
Skandskrivt og Forfatteren en Slyngel.
(Æsthetikkel og Vehikkel repetere det).
Men hvem vandt derved? Jeg! Thi jeg blev da kun kjendt for
den jeg er.
Papegøien.
Og jeg har været 2 Aar i Skjaldekongen Prometheus's Huus,
og --
Poetikkel.
Prometheus! Hvorledes! Ah, er det possibelt?
(Afs.)
Bi lidt!
Denne Danske skal blive mig nyttigere end 10 Andre. Jeg seer
Traaden i denne Puslings Fingre, der skal lede mig ud af mit
Mørkes Labyrinth.
(Høit.)
Prometheus! Digterkongen!
Papegøien.
Ja, to sammenrullede Handsker ere ikke saa intime som
vi vare.
Poetikkel.
Min Herre -- jeg er forbauset -- consternert vilde jeg sige.
|
| d.II,b.3,s.59 |
Vehiklen.
Ja jeg er ogsaa forbauset -- consternert vilde jeg sige, naar
Du er det.
Papegøien.
Jeg var nær ham og kjendt i hans Huus som Lyden af hans
Fodtrin.
Æsthetiklen.
Spiste Han? Hvad spiste Han? Spiste De med ham? Sov
han? naar sov Han? Hvorledes? Gik han? Gik han i egne
Forretninger? Gik han med Laurbærkrands? i Jambetact? Naar
digtede han? hvorledes? hvorledes? -- --
Papegøien.
Alt skal De faae at vide i Fortrolighed.
(Afs.)
Var det ikke
det jeg vidste, at det nok skulde komme til Nytte. Sexgange om
Dagen skal jeg nok vide at anbringe det.
Jeg har det! Gjennem ham til de danske Aviser og til Pro-
metheus selv; gjennem Prometheus selv til Ærens Tempel! Lyk-
salige Dag! I et Tidsrum af otte Uger skal jeg faae en Sonnet
istand til din Priis. Snart skal jeg kunne spare mig det uhyre
Arbeide, hvergang jeg træder udaf Døren at spille Genie, tvinge
Armene i Kors, svinge Benene over hinanden, vrikke af og til
med Hovedet, nynne naar der stryger Folk forbi, ikke hilse igjen,
omendskjøndt det fryder mig, om selv en Svovelstikdreng hilser,
lade somom jeg gaaer i dybe Tanker, kikke og gloe Folk op i
Ansigtet, og være uforskammet -- hvilket falder mig lettest af
det Hele. Men jeg maa imponere ham.
(Til Æsthetikkel). Du veed hvad Du skal sige, naar jeg leer, saa skal
jeg fortælle ham, at Du er en Kunstdommer.
(leer.)
Æsthetikkel.
Giv Agt! nu kommer der vittige Indfald!
Poetikkel.
(til forskjellige af Bryggepersonalet.)
Hør Mutter, I er et concret gammelt Hæspetræ! Hør Fatter,
Du er et abstract Bagbeest! Hør Haltemand, faae dig en Blind
|
| d.II,b.3,s.60 |
at ride paa! Hahaha! Hør Mosjø Christoffersen, I er mafoi en
Nar, Hører du, Døve, mafoi, hører du, Stokdøve?
Vehikkel og Æsthetikkel
(der har skoggerleet under hele Replikken).
Saaledes faaer hele Verden. Fortræffeligt! Fortræffeligt!
Papegøien.
Ja han er sandelig vittig; det er godt; men det er det bedste,
at Folk ikke høre det.
Æsthetikkel.
Og det var nye Vittigheder. Han har aldrig sagt dem tilforn.
Papegøien.
Det var meget. Det var overmaade meget!
Æsthetikkel.
Igaar sagde han om Nordmændene, at de ere nogle Bakkelse-
bester i Julen. Gjorde Du ikke?
Poetikkel.
Jovist -- Nuda, le da ikke før Tiden! -- Og at deres Grund-
lovs rette Titel er Prostitutionen av 17de Mai!
(Æsthetikkel leer umaadeligt.)
Og om Siful Sifadda, at --
Papegøien.
Nu?
Poetikkel.
At --
Æsthetikkel.
Aha, der er Han.
(En Person tager Plads et Stykke fra.)
Poetikkel.
Kom, lad os gaae.
(Personen fjerner sig noget.)
Papegøien.
Hvad er paafærde?
(Afs.)
Jeg skulde dog vel ikke troe, at
han ogsaa har Alfer, og saae dem.
(høit)
Saae De Noget? For
Guds Skyld. . . --
|
| d.II,b.3,s.61 |
Poetikkel.
Det var intet. Det gik over. Seer De, nylig har al poetisk
Elementarraahed gjort en vulkansk Hovederuption her, og den
graae Figur der borte er Polyfemen. Vogt Dem for ham. Han er
et Uhyre. Den ene Spids paa hans Tvetunge -- den han hvidsler
med -- hedder Siful Sifadda. Faaer han vide De er Dansk, saa
spytter han et elendigt Epigram paa dem. Han maa ødelægges.
Hadet til ham kan begeistre.
Æsthetikkel.
Han skriver Vers, som man maa brække sig over, saa knuddrede,
at de lyde somom man læste høit i en gungrende Vogn.
Poetikkel.
Hans saakaldte høie Poesie lyder som at slaae Katten af Tønden.
Vehikkel.
Hans Taler ere poetiske, fordi det er en Feil naar Taler ere
poetiske.
Poetikkel.
Siig ikke det, thi er han poetisk i Eet er han det i Alt. Hans
Taler er som naar man vilde holde Journal over en Feberpatients
Galskab.
Æsthetikkel.
Han gaaer i Vadmelskjol, hvilket beviser hans Pøbelagtighed. . . --
Poetikkel.
Og grelle Prosaiskhed; og at han ikke blues ved at være en
Nordmand, hvilket beviser hans Skamløshed.
Æsthetikkel.
Jeg har opdaget 14 Duun paa Kjolen.
Poetikkel.
Jeg kunde see Maskerne ligesaa tydeligt som i et Fiskegarn,
og i hver laae der et Duun ligesom paa Rede.
|
| d.II,b.3,s.62 |
Vehikkel.
Han drikker som et bundløst Svælg. Forleden Dag drak han
en Tønde; og engang han var i et Lag med 10 Bagateller, sagde
han: det var Pokker til Lag: da Bollen var endt, havde vi 10 fulde
Oxehoveder tilbage.
Æsthetikkel.
Hans Digte ere kun at ligne med en raa Slagg, der er slængt
udenfor en Masovn hvor Forbittrelse er Flamme og Forfængelig-
hed Blæsebælg.
Poetikkel.
Han har den grændsesløseste Foragt for Kunstpoeter og polemiske
Digtere. Men de foragte ham da ogsaa igjen kan jeg troe.
Æsthetikkel.
Jammerlige, spydige Stumper af Vers ligge efter ham som Affald
efter en Hest. De ere ogsaa isandhed triviale.
Poetikkel.
Jeg har pyntet ham paa Bagen; thi den giver han til Priis lige-
som Ranudo, mens han kroer sig fortil, og sætter Blomster i Brystet
af Forlibelse i den vilde Natur.
Vilde Natur? Altid røres en ubehagelig Streng.
(Høit)
Vel! vi
ville lægge os om sligt Monstrum.
Poetikkel.
Han skal bruges til at ascendere eller klattre op i. Jeg skal
rive hans sqvaldrende Skjærerede ned, og lægge Gjøgeæg i Sang-
fuglenes i Toppen.
Æsthetikkel.
Han maa angribes fra Nord og Syd.
Poetikkel.
Haand paa det, Triumvirer, det vil sige: aandelige Tremæn-
ninger! Han skal ødelægges. I hans ødelagte Have vil jeg
plante Kaal.
|
| d.II,b.3,s.63 |
Vehikkel.
Fortræffeligt! Thi da han engang regnede op Retterne, quibus
favebat genio, lignede han Rufus med en Langkorkflaske med
rødt Segl paa Toppen, som han skulde knække Halsen paa,
Æsthetikkel ved en Skinke, som han vilde spise med Senep og
Peber til; Longus Curvus Æsthetikulus, som erklærer sig i Morgen-
bladene, ved en Pølse, der af for meget Indhold er krum og ud-
brusten i den ene Ende; Dig ved forloren Skildpadde af en Kalv,
en heel Deel af Os ved Krebs, som førstegang skulle lære at
avancere, naar de kom ham paa Tænderne, Vehiklerne ved De-
sert og mig ved et Kaalhoved, som han vilde stuve op. Og han
lagde nederdrægtigen til, at han skammede sig ved at fraadse
alene i saa godt Maaltid.
Poetikkel.
Du skal faae en Luftbøsse at fyre med fra Trondhjem! og du,
værdige Ven, nogle Skud, som du kan slippe løs fra Kjøbenhavn.
Selv vil jeg smælde løs her; og samme Knald, som slukker hans
Lys, skal allumere mit, og det skal lade jer træde frem fra Bag-
grunden for dem I ere. Folk maae vænnes af med at læse ham;
da har jeg -- vi, vilde jeg sige -- vundet Spil. Og det skulle
vi paa tusinde Maader, hvorom vi ville oplægge Raad; men især
ved at indbilde Folk, at de lyve i sin egen Pung, som sige, at de
forstaae ham; og at Intet er lettere end at skrive høie Digte, naar
man er gal, bidende Satirer, naar man er vred, og Messiader naar
man er alvorlig; men at Den er først en Digter, som objectiverer
saa godt, at han kan skrive Sørgehymner leende, lystige Stykker
i trægt Lune, og høit alt som det forlanges.
Vehikkel.
Det kan Du. Det er netop efter min og Æsthetikkels Æsthetik.
Poetikkel.
Frisk Haand paa Værket! Jeg er alt 25 Aar, og har da ingen
Tid at miste; ja jeg er nær de 50, naar jeg lægger de Nætter til,
jeg har gjennemvaaget under Tanken om et Navn. Frisk! Frisk!
Jeg skal beregne, jeg skal regne. Vi addere os sammen, og saa
|
| d.II,b.3,s.64 |
multiplicerer jeg Summen 10 Gange med mig Selv, og skriver
Stykket op paa hans Ryg mens han staaer somom Intet var paa-
færde, og gloer efter Morganabilleder i Skyerne.
(De gaae Arm i Arm.)
2.
(Güldenthals Boglade. Zacharias Güldenthal med et Brev, Onkel Tobias).
Onkel Tobias.
-- -- Jeg kjender ham. Han er mere Papegøie indvendig end
udvendig. Omsider maa det dog opdages, og saa er Farcen ude.
Zacharias Güldenthal.
Men saa hør da hvad han skriver:
Høistærede Hr. Principal!
Jeg er høistærede Hr. Principals allerærbødigste Søstersøn
Johan, ærbødigst, hvilket herved ærbødigst formeldes. Samt at
alt gaaer fortræffeligt og at Ingen mærker, at jeg er en Papegøie.
Hvilket er det Bedste, og jeg skulde formelde. Samt at Flere
ere siden komne til, da to Personer af den Sortement høistærede
og megetærede Hr. Principals Instrux ærbødigst anmelder strax
modtoge mig iland, hvilke gjøre Etablissementet tilsammen stor
Nytte ved at anbefale det, der er en stor Nytte, og at Instruxen
holdes efterrettelig i alt. Samt har jeg lagt Mærke til at Folket
har Femmarksdalere og at jeg har været hos Prometheus der
gjorde ypperlig Effect, hvorefter det længes inderlig at han vil
gjøre Nationen den Ære, som jeg alt har skrevet i indlagte an-
befalende Brev -- -- "
Onkel Tobias.
Hei vil du gaae! Hulter til Bulter! Papegøiestiil!
Zacharias Güldenthal.
Men der er da ogsaa mange Mennesker, som snakke for-
træffeligt, men ikke kunne skrive et fornuftigt Ord. Det bliver
nok bedst, at jeg sender ham nogle Folk paa Contoret.
(fortsætter)
-- -- "Og at Folket er meget føieligt og har gode Penge og som
|
| d.II,b.3,s.65 |
da efter en Grundlov som kaldes 17de Mai behjælper sig med
Jyder da det ikke maa taale Jøder, hvilket vi ogsaa slaae os
godt Allesammen igjennem, ere Potte og Pande og tollereres og
ligesom Grækerne mellem Romerne, megen forskjellig Umag be-
tage vi dem med forskjellig Handel og lære dem at dandse og
spille for dem og more dem og tage ved Næsen m.m. o.s.v.
Samt da Enkelte, som see skjævt dertil som have stive Nakker,
som have deres eget barebariske Sprog kaldes Stivnakker, Vilde,
Eensidige Bornerte Bjørne Luurblæsere og naar de ret skal skjæl-
des ud -- Patrioter!! Og saaledes alene har Vi i min Bod alene
opfundet 30 Navne paa dem hvoraf saaledes høistærede Hr. Prin-
cipal ville see at Seiren er paa vor Side. Hvilket var det jeg
vilde sige, at Digteren Polemikkel Poetikkel deri viser sit store
Genie og har opfundet mangfoldige paa Folket selv, hvilke han
nu sætter sammen til et beundringsværdigt Digt og er min Hjertens-
ven og som er her daglig og som vi meddele hverandre Nyt og
vi Allesammen og hvad vi kunne finde paa. Og høistærede
Hr. Principal vil anbefale da han bør blive bekjendt for vor og
hans egen Skyld, hvorfor jeg sender hermed nogle Stykker af
ham som er for smukt til Norge men til "Prometheus." Hvorfor
han ogsaa siger, at hans Geniusses rette Hjem er Danmark der-
for sender jeg ogsaa; samt til Kjøbenhavnsposten et mod Siful
Sifadda der er den Værste af dem Alle og som, høistærede
Hr. Principal, ikke kan beskrive og en Varulv. Men vi ere
ogsaa efter ham med skjønne Kobbler Polemikler som Buldbidere
og Vehikler som smaae Vindspildere og Æsthetikler som Snusere
og Støvere og Poetikler som give grove Hals og mange Damer,
som raabe Halloh! Halloh! Spor an! og Poetikel selv paa Pegasus.
Men han gaaer ogsaa aldrig forbi før vi sige se paa ham!! se
paa ham!! med megen anden Bitterhed! og vende Ansigtet bort
naar vi møde ham for ikke at træffe ham og da hans Dybsindig-
hed er ikke andet end Letsindighed, og er uden Smag samt skriver
alt for høit og skriver hvad der falder ham ind, saa kan Onkel
selv tænke. Thi han holder mig for en Stymper samt ogsaa
Poetikkel, som dog har givet ham mange Stykker og ikke tæn-
ker paa Andet Nat og Dag, og er alle Danskes Uven omend-
skjøndt han er Ven med mange af dem, som jeg ingen Commers
har med da jeg har truffen nok af Danske i Norge. Hvorfor jeg
|
| d.II,b.3,s.66 |
beder ikke at hilse Onkel Tobias, men beder høistærede Hr. Prin-
cipal allerærbødigst hilset o. s. v.
allerærbødigst fra kjære Brodersøn
og ærbødigste Factor
Johan Papendal".
Nu, Broder, hvad synes du?
Onkel Tobias.
Godt! Naar Dumhed gaaer til den Yderlighed, prostitueres ikke
Nationen; thi da er den et Fænomen, som tilhører sin egen Natur
og al Naturen.
3.
(Papegøiens Boglade. Papegøien. Poetikkel. Vehikkel. Æsthetikkel. Flere Poetikler,
Vehikler og Æsthetikler).
Papegøien.
Du er saa blaa under Øinene og bleg om Nebbet idag, Poetikkel.
Poetikkel.
Ak, Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt.
En Bagatel.
Ak Kjære, Han har jo atter givet ud et Digt.
Alle.
Men uforstaaeligt vel?
Poetikkel.
Desværre! Satan i alt hvad jeg har gjort! Nu er han for-
staaelig af List, ikke af Lyst.
En Bagatel.
Desværre (o. s. v.)
Alle.
Men han skal ikke forstaaes. Det gjør vi.
En.
Vær dog fornuftig og i godt Humør. Tænk paa, at du igaar
fandt 9 Riim paa "Land" foruden "Vand" og "Sand" og "Strand."
|
| d.II,b.3,s.67 |
Alle.
Det var meget! Det var meget! overmaade meget! Geniets
Triumph!
En.
Tænk paa, at Han har faaet baade fra Trondhjem og fra Kjø-
benhavn, og at baade Kjøbenhavnsposten og svenske Heimdall
tude med os.
En.
Tænk ikke paa hans Cæsarer og Spanioler, men paa at slaae
dem i Hovedqvarteret d. e. paa at slaae ham selv.
Alle.
Netop det! Netop ham Selv; thi han gjør Nar af os! Alle som
En! Det er et Ord. Men vi bryde ind bagfra og rydde ned!
Poetikkel.
Vel! jeg vil mande mig op. Jeg vil ikke tænke over hans Digte,
men recensere dem, baade dem og ham.
En.
Ret! Vær ikke nedslagen, men slaae ned!
En.
Kjæm ham som Filisterne Samson.
Poetikkel.
Ja, som f. Ex. -- kom med en Bog, hans saakaldte Digte --
Papegøien.
Contrabande, Contrabande her. Ikke for Alverden! Jeg vilde
gjøre Allarm somom en Slange havde sneget sig over Dørtærskelen,
om en Linie af ham kom herind. Og seer jeg et af disse Blade,
hvori han henslænger sine Vers, betragter jeg det som en Ræv
et Stykke Kjød, der er forgiftet i den ene Ende, ja gjennem
det hele.
|
| d.II,b.3,s.68 |
Poetikkel.
-- -- Som f. Ex. disse bestialske Linier:
"Men den sande Muse: Hun som elsker Støvets Dyd,
løfter den fra Pjaltedækket til sin Himmel op;
i Vuggekys
indstraaler i Barnet sit himmelske Lys,
imens hun selv
forelsket indsuger dets Menneskesjel.
Gjennem Harpen (dette Jordens
Øre lagt til Himlens Læber)
bruse Himlens Sjeles Tanker
ind i Jordens Millioners -- --
Det kan være nok; thi jeg begynder at faae ondt. Hvor er
Rimet? "Harpen Jordens Øre lagt til Himlens Læber"? Har
Jorden Øre? -- Chimborasso maa være dens Æseløre -- Him-
len Læber? Er det Morgenrøden eller Aftenrøden? Ikke en Erke-
engel med 90 Procent Alvidenhed vilde kunne forstaae det. Naar
Jorden har 1000 Millioner, hvorfor staaer da ikke det til? I hans
prægtige poetiske Colonnadepalads (Gud bedre os!) boer Galskab
til Gaden, Uvidenhed til Bagsiden. Kort -- jeg tør paatage mig
at finde to Snese Feil i denne Stump, uden at regne den Kampe-
steensprosa, som nedtynger den. Herefter lægge vi over at læse
hans Vers tvertover: en Linie af den ene Side og en Linie af
den anden.
Vehikler.
Det er et Ord!
Æsthetikler.
Vi have alt længe læst den paa den Maneer.
Andre Æsthetikler.
Vi finde det beqvemmere at læse dem bagvendt.
Andre Æsthetikler.
Vi læse dem i Springertræk paa et Schakbræt.
Poetikel.
Ogsaa godt. Jeg kjender til alle Manerer, og skal sætte dem
ud systematisk naar jeg bliver Lector i Æsthetik, som vel ikke
kan vare længe til.
|
| d.II,b.3,s.69 |
Bagateller.
Læg Mærke til det: nu divinerer han, nu objectiver han sig
selv! Det er Geniets Kjendemærke.
Papegøien.
Naar du kommer paa den Post --
Poetikel.
Ligesaavist som man af det, en Fugl lader efter sig, veed at
finde den Qvist hvor den pleier at flyve op til Ro, ligesaavist skal
man finde min Plads af det, jeg lader efter mig! Dette jammer-
lige deplorable Fødeland skal jeg spargere mit unegtelige Genies
Affald saa tæt paa, at dets Skolt -- sit venia verbo -- skal see
ud som et Skjær, hvor Maagerne pleie at nedlade sig.
Papegøien.
Men naar du kommer paa den Post --
Poetikel.
Jeg har seet den i min Skjæbnebrønd: i en Statsraads Viinglas.
Papegøien.
-- Saa for Alting tugt ham fordi han taler saameget om Fugle --
det vil sige, jeg mener ikke om store Fugle, saasom -- men at
jeg mener om smaae Fugle, saasom Irisker og andre, som han
har skrevet hele saakaldte Digte til, saasom --
Poetikel.
Han skal blive tugtet for den som for anden Raahed. Kjære,
overlad Sligt til mig. Jeg skal lyne hans "Hjemdalens Smaa-
hytter" med anden Pøbelagtighed ned i Støv med mine Theorier
om at alle ophøiede Billeder maae hentes fra Borge, Slotte, Thro-
ner, Adel, Skjolde, -- et æsthetisk Grundprincip, som jeg veed
ikke enten jeg eller Tegnér eller de tydske Mystikere har fixeret,
eller om det skriver sig fra de Tider, da der ikke fandtes andre
Mennesker end Skjoldmænd. Han skal blot blive anført under
mine Forelæsninger over "Norges Dæmring" -- hm! et høist ud-
mærket Værk, der gjør Nationen Ære, om jeg selv maa sige det,
|
| d.II,b.3,s.70 |
og hvorefter den norske Ungdom skal blive at opdrage -- lige-
som man i Historien anfører Syndfloden som Epoche. Jeg er
Poesiens Prokrustes, der skal vide at pine den i platificeret
(lapsus lingvæ: plastificeret) Form.
En.
Tænk paa, at du spiser hos Statsraader, mens Han tager Ni-
sten frem under det Træ, hvorunder hans Hest græsser, og gjør
Vand til Myselimonade med slige eddikesure Vers:
"Du Siful, Jahn, tildøde slog,
bandt Pegasus med Grima;
og atpaa hos en Statsraad tog
du spolia opima."
Poetikkel.
Ja Jeg gjorde Halvparten af en Stump igjen iforgaars og Re-
sten igaar. Men mind mig ikke paa hans; thi ellers bliver jeg
i det Humør, at jeg vil recensere ham strax.
En.
Ja, smed mens det er varmt, og brug Slæggen!
Papegøien.
Hi hi!
(yttrer megen Glæde. En Livreetjener bringer et Brev)
Nu, seer De -- det
er en ny Opfindelse.
Med Rødt paa Grønt. --
En.
Ideen net.
Og ta'et fra Papegøier.
Han gavner Herren ligelet.
Alle.
Og Publicum fornøier.
Ah! ah! Nu skal De see, om det ikke er sandt. Ah! ah!
|
| d.II,b.3,s.71 |
Alle.
Ak, Nyt? Hvad Nyt? Vi har intet faaet idag.
Papegøien.
Ak, der er ingen Æreport, og Prometheus, Prometheus, min
inderlige, store Ven, Prometheus kommer!
Kommer?! Prometheus! Kommer? Kommer han Selv? .
Papegøien.
Ja først kom han riktignok ved mig. Men Han kommer, og
der er ingen Æreport. Hvilken Skam for denne gudsjammerlige
Nation, naar han kommer Selv, Selvere, Selvst..
En Bagatel
(til Poetikkel.)
Nu synes jeg du kunde gjerne være "Selvere", og jeg "Selv".
Poetikkel
(til Bagatellen)
Ikke endnu, Bruun. Tys! Men opløft den Røst naar det er Tid.
Bagatellen.
O, jeg skal skryde som Bileams Asen, gjennemløbe hele Tale-
stigen fra Sandhed exclusive til Løgn inclusive, og scalpere,
scalpere, hidsigere end Irokesen hans Pandehud for dig og Bagen
for mig, gjøre Hjelme deraf, og saa opløfte Kampraabet: fremad
for Polemikkel Poetikkel, Bagateller, Vehikler, Poetikler, Æsthe-
tikler.
Alle.
Vi ville danne en Æreport af vore Hænder: baade Æreport
og Bærestol.
Poetikkel.
Jeg vil gjøre en Skammel for mig Selv af Sifuls Ryg;
(Afs.)
og
en Bærestol af Prometheus! Bærer han mig ikke til Danmark,
skal han dog løfte mig et Stykke opover Norge.
Jeg vil skrive Vers til ham og fremstille mig som ung Digter.
|
| d.II,b.3,s.72 |
Poetikkel.
Jeg vil stille mit Brændspeil i hans Sol og svide Siful i Ansigtet,
og pille ham af bag, saa han bliver til en udhulet forbrændt Skorpe,
der falder sammen for et Fingertryk.
Papegøien.
Og jeg vil vise hvad Karl jeg er.
Alle.
Det ville vi Alle.
Papegøien.
Men jeg vil vise det ved at gaae paa hans høire Side.
Poetikkel
(til Papegøien)
Husk hvad du har lovet! for Guds Skyld, husk paa mig!
Papegøien.
Du veed det. Du skal gaae paa den anden. Saa kan han und-
være Æreporten.
4.
(Güldenthals Boglade. Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias.)
Onkel Tobias.
-- Sagde jeg dig ikke, at der intet Godt var ved ham. Han
har været et Skarn fra han var en Næve stor.
Zacharias Güldenthal.
Jeg troer ikke mine egne Øine. Læs du det, at jeg kan for-
søge med Ørene.
"Ærede Hr. Medbroder!" --
Zacharias Güldenthal
(rasende)
Medbroder? Staaer der saa? Den Papegøie, Medbroder til
Dompaper og Korsnebber! Hehe! Medbroder?
Onkel Tobias.
-- "Megetærede Hr. Medbroder! Hr. Fatter! Da jeg nu saagodt
som kan være Principal selv saa gaaer alt endnu fortræffeligere
|
| d.II,b.3,s.73 |
og Ingen mærker, at jeg er en Papegøi saa gaaer alt herligt m.m.,
og forat aflede Publikums Mistanke har jeg klædt min Tjener ud
som en Papegøi af en Slags Drivt, hvorefter man kan troe at han
tjener hos en Excellenz. Samt da alt gaaer herligt saa kan jeg
være Principal selv og ophæve Forholdet paa egne Been som jeg nu
da alt gaaer herligt m.m. kan staae paa selv. Samt nød jeg megen
Ære da Prometheus var her, og var som en Flue paa en Syrups-
kage da han var her, og der dryppede megen Ære da han var
her paa mig naar det regnede paa ham, og vi ere Alle blevne
berømte, som Collega kan læse i det herlige Digt "Tak for sidst."
Endskjøndt deri er ikke optaget den nu berømte Poetikkels Takke-
digt til mig, hvori jeg lignes med Jupiters Ørn m.m. Og da vi
kom paa den herligste Udsigt i Norge som overrasker herligt,
men det var mere for at Norge skulde see Digteren end for at
Digteren skulde see Norge, sagde Digteren: men kan vi ikke faae
en Æggekage dernede i det lille røde Huus. Og saa spiste vi
herligt og paa et andet Sted Skinke og Brød hvilket Alt er
besjunget samt jeg og Skinken bleven udødelig, og at En, som
heder Vaskehandskedanskedahl kjøbte Handsker hvorpaa Digteren
sagde, at han havde vasket hans Handsker herligt. Hvilket alt
gik herligt. Hvorefter jeg ogsaa sender Poetikkels herlige Døds-
dom over det norske Uhyre Siful der skal sættes i Kjøbenhavns-
posten, hvorimod ikke er udkommet andet end nogle Grunde
som jeg ikke sender. Samt sender jeg Polemikkels Poetikkels
polemiske Poem, som det er Løgn er hans Fædrelands Ære-
skjænder m.m., men han har kun skjændt det ud for Alverden
som det kunde vente af ham m. m. Og han har tjent Penge; og
da jeg har tjent Penge og kan være Principal selv og sletikke er
alferæd mere og da jeg kan staae paa mine egne Been og da
jeg kan styre selv og paa alle disse Grunde afskjærer jeg ikke
Forbindelse men kun saaledes at jeg vil være Principal selv men
altid i et dansk Etablissement og som en af Nordens Boghandler-
treenighed og som Principal selv og da jeg kan staae paa egne
Been og henlever
tjenstvillige velaffectionerte
Hr. Collegas Collega
Johan Papendal."
|
| d.II,b.3,s.74 |
Zacharias Güldenthal
(river Brevet isønder)
Det utaknemmelige Afskum! Skille sin Boghandling fra Moder-
boghandlingen? Nu, den bliver ikke Norsk for det? Men -- ha!
jeg kunde knuse det Skarn i Skarnet -- --
Onkel Tobias.
Han vilde blot krybe dybere.
5.
(Papegøien i Sloprok i sin Boghandling).
-- -- Jeg er om en Hals. Ogsaa her er Alfer. Maanen maa
trække dem til sig fra det ene Land, og ryste dem ud over det
andet. Forbandet, at Poetikkel skulde lokke mig, mig, som hader
Alt hvad der er Natur, op i den botaniske Have, da det næsten
var bælmørkt, forat jeg af Mørket, Kulden, Flaggermusene, de
qvækkende Frøer og døsige Blomster skulde danne mig en objec-
tiv Idee, som han sagde, af Dæmringens Aand. Vee! at jeg ikke
kom til Sands strax af Lysthusets Kaprifolieduft, og ikke mær-
kede Uraad før Fuldmaanen over Kastanietræerne skinnede derind,
og viste mig alle de formummede sære Smaaskikkelser, der lige-
som Pupper hang under Hvælvingens Blade. Det var for seent --
for den første Straale smeltede de tynde Spindeltraade hvori de
svævede -- de drattede ned, men inden de naaede Bunden slog
sig allerede ligesom en Faldskjærm ud under dem, og forstørrede
svævede de cirklende langshenad den mørke Grund liig Skyggen
af en Fugl i Vandet. Og trefold Ve! -- o jeg er forloren! -- at
Siful skulde sidde i Lysthusets anden Deel og see dem og høre
hvad de sagde, mens dog Poetikkel, som sad hos mig, -- sært
nok -- lod til ikke at have Sandsen aaben for Sligt. Og dog
var det Første, de Forfærdelige gjorde, at en Alf holdt mig en
lysende St-Hansorm for Øinene og raabte: "det er Papegøien!"
Nok En kastede med et Par Ugleøine et gulnende Skin over mine
Kinder, mens den onskabsfulde Sphinx Elpenor hviftede Sminken
af mit Neb, og Solsort satte sig derpaa og pikkede mig i Panden
med et Neb, der foer ud af den lille sorte Djævel, som et gult Lyn
af en Tordensky, mens han i eet hvinede: "Kjend dig selv, Pape-
gøi; jeg skal pikke Selverkjendelsen frem!" Og Alle brummede
|
| d.II,b.3,s.75 |
og summede de: "det er Papegøien!" De lavede sig til noget
skrækkeligt; thi de mindede mig spodsk om deres Farvel; -- en
Flaggermuus, der saae ud som en Præst i Samar, holdt en Præken
til Marv og Been over at det ikke er nok til at være Menneske
at være Boghandler, over Letsindighed, Bagtalelsessyge og Ond-
skab m.m.; og, ligesom et Liigtog, bevægede derpaa en lang
Række sorte Tingester sig henmod en Kokase, der saae ud som
en frisk Gravhøi. Jeg udstødte et Skrig, da splittedes Løvet, og
Siful stod der. Som var han deres Konge, adlød Alferne hans
Vink, at forsvinde. Jeg drog atter Aande, men tabte den igjen,
da Troldet kastede Caprifoliehænget efter sig igjen med de
gjennemborende Ord: "Aha, min Ahnelse var rigtig!" Poetikkel,
som netop med aaben Mund standsede i et Smædevers over hans
Kjole, greb mig i Siden og hviskede: "Saae du det?" Og ogsaa
jeg spurgte i samme Stund: "Saae du det?" Men jeg meente
mine Spøgelser, Han sit. Dryppende af Sved, kold som Natte-
dug, kom vi omkaps til Byen: han forat begynde hvor han slap:
jeg forat slippe kanskee hvor jeg begyndte. -- -- Jeg svimler --
jeg er forloren -- snart vil det være bekjendt, og Rollen er snart
udspildt. Jeg tør ikke see min Tjener i hans Livree; thi Folk
vil sige: at det er en Satire paa Herren. Ja ikke engang i hans
Øine. Jeg tør ikke mere snakke; thi man vil ikke engang kalde
det Sludder, men Pludder. Jeg tør ikke vise mig; thi man vil kalde
mit Antræk falske Fjære, og Dagen efter staaer kanskee i Uge-
bladet: "paa Politikammeret er indkommen en Papegøie"; ja
kanskee lægges til -- "som efter slige og enkelte andre Dyrs
Natur har bragt med sig forskjellige Ting (som specificeres), hvor-
til Ejermænd behage at nævne sig." Jeg tør ikke -- O! hvad
forestaaer mig? O hvad forestaaer mig? Jeg er falden i værre
Hænder end i Alfernes. Jeg vil føre Polemikkel Poetikkel og
tyve Vehikler og Æsthetikler som Vidne paa, at Siful lyver, om
han siger noget. Jeg vil ophøie hans Poesi ligesaa ivrigt som
jeg nedrev den -- thi Gud skal vide, at jeg ikke forstod mig
derpaa -- og aldrig lyve paa ham mere. -- Og jeg vil -- jeg
vil -- jeg svimler -- Hele Æsthetikkelselskabet vil opløses.
O, jeg vil føre Beviis for at de var selv en stor Papegøie, hvor
Poetikkel var Nebbet, jeg Kroen, Vehikkel Svandsen og de Andre
Fjærene. Ak, de ville falde af, og Nebbet bøie sig ned i den
|
| d.II,b.3,s.76 |
indskrumpne Kro. Det vil gaae galt med Papegøierne. O, jeg
vil føre Beviis for at de ere Papegøier og ikke jeg, bare bare
Siful ikke siger hvad han veed, ikke fortæller, bare han ikke for-
tæller, at at jeg er en Papegøie! -- --
Tjeneren.
Vær selv Papegøie nu!
(slænger Livreet for hans Fødder og lægger en Bog paa Bordet).
Papegøien.
(gribende Bogen læser dens Titel).
Ve! der har vi det:
"Papegøien som Boghandler".
6.
(Zacharias Güldenthal med et Brev. Onkel Tobias).
Zacharias Güldenthal.
Nu har Piben faaet en anden Lyd.
(læsende)
"Høistelskede, Høistmegetærede Herr Principal! -- -- Alt er
forbi -- jeg er forloren -- jeg har maattet give mig til Italienerne
forat ikke Drengene skulde tage mig til Skudmaal. Det er op-
daget, at jeg er en Papegøie. -- -- "
Nok! nok! Det var en sørgelig
Ende paa Papegøien som Boghandler.
|
| BLA BAKOVER |