HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837


d.II,b.3,s.32  
PAPEGØIEN,
ET FASTELAVNSSRIIS AF SIFUL SIFADDA

Handlende:
Johan Papendal,
en kjøbenhavnsk Dreng;

Zacharias Güldenthal,
Boghandler

Tobias Güldenthal,
Johans Fosterfader

hans Onkler.

Prometheus,
Digterkonge;

Den kloge Mand;

Polemikkel Poetikkel

Vehikkel

Æsthetikkel

Flere Poetikler, Polemikler, Vehikler og
Æsthetikler

Bagateller.

En Fisker;

En Skipper;

En Papegøi ved Navn Johan;

En Italiener;

Natalfer;

Folk.

PAPEGØIEN SOM PAPEGØI
(Onkel Tobias) Landsted. Johan i en furten Stilling paa Havetrappen. Ovenover denne Onkel Tobias
i et aabent Vindue, hvorunder en stor grøn Papegøie i et Buur. Midsommerqvel.



1.

Johan.



           H
vorfor fik idag jeg Riis?



Onkel Tobias.



           Fordi Johan var næseviis.



Papegøien.



                 Næseviis!



Johan.



           Hold Mund, Johan!



Papegøien.



           Hold Mund, Johan!

d.II,b.3,s.33  

Johan.



           Jeg nok dig tugter, Poppemand!



Papegøien.



                 Poppemand!



Johan.



           Iforgaars Bank og Strips igaar!
                      Jeg aldrig sligt udholder længe.



Onkel Tobias.



           Sligt vente maa sig slemme Drenge.



Papegøien.



                 Slemme Drenge!



Johan.



           Og røde Haanddask, grønne Saar
           er Blommerne udi min Vaar.



Onkel Tobias.



           Nu, man maa høste som man saaer.



Johan.



           Iaften maa jeg, retsom bunden,
           her i det fæle Maaneskin,
           mig kjede, tør ei komme ind.



Onkel Tobias.



           Fordi, endskjøndt saa ung, i Sind
           Johan er fuld af Ondskab funden.
           -- Gid dig maa grye af denne Nat,
           hvis Sorg er til din Lærer sat,
           en angersgraadbedugget Morgen!
           Da aabner jeg med denne Dør
           min Kjærlighed igjen som før,
           og stænger ude Straf og Sorgen.

(lukker af og gaaer).

d.II,b.3,s.34  

Johan.



           Hvad Ondt, om end jeg lyver lidt?
                      om end jeg fra min Onkel rapser?
           om stundom jeg min Moder klapser?
           om end det var min Moro tidt,
           at slaae et kostbart Stel istykker,
           og skaffe Pigen saa Ulykker?
           at skjære Hund som var den bidt?
           i Naboes Baggaard Ruder klinke?
           af Træet ryste hveren Blom?
           og rode Havesæden om,
           og skylde saa paa Skjær og Finke?
           at hælde Blæk i Onkels Hat?
           faae i hans Hest en Tornegg sat?
           at plukke Kyllinger ilive?
           af Sommerfugle Vingen rive?
           at kutte Svands af Moerses Kat?
           paa glohed Naal alt Kryb at spidde?
           og, naar min Fader fik mig fat,
           igjen at lade Papen lide?
           Og nu for Sligt igjen at sidde!

   Ja, at sidde igjen til I komme fra Dyrehaven, Du og Onkel
Zacharias! Det er ingen liden Straf for en kjøbenhavnsk Dreng.



Papegøien.

   Kjøbenhavnsk Dreng!


Johan.

   Fordømte Pape, som har lært alt hvad man siger om mig. Jeg
skal spille en Comedie med dig.

(Plukker Fjerene af den).
Se saa, nu
sidder du nøgen som et Maaneskin i Buret, og dine Fjer drive
om dig som Skyer. Ret, dumme tykhovdede Falæn, du flyver
Døden i Hænderne.

(Plukker Vingerne af en Natsommerfugl).
Nu er du en
Orm. Og du Oldenborre, nu er du en levende Nød.

(River Benene
af en Tordyvel, og kaster den).
Onkel vil nok undre sig imorgen over hvil-
ken Sort Blomster der har ladet slige Blade falde inat som disse
Vinger. Og Moer, der ikke vil bringe mig iseng, vil slaae Hæn-
derne sammen over at jeg har vidst at rede mig saa godt til
i hendes Natvioler og Narcisser og Resedaer som jeg nu tænker.
d.II,b.3,s.35   Gid jeg ogsaa havde Onkel Zacharias' Paryk fat, fordi han ikke
vil tage mig i Bogladen før jeg kan skrive rigtigt, og saa gjøre
mig til sin Boghandler i Norge. Den Haandtering lider jeg; thi
den giver baade Passiar, Penge og Ære, da man har god Lei-
lighed til at lære Bogtitler, og ikke behøver mere for at passere
for lærd og dannet. Men lad nu disse hvide Narcisser flyve om
som om de vare baade Lokker af Onkels Paryk og Strimler af
min Moers Kappe.

(Ødelægger et Blomstqvarteer, dynger Blomsterne sammen og lægger
sig derpaa).
Søvnen, mærker jeg, kommer snarere end jeg tænkte
efter slig Vrede, som jeg har været i. Den er en god Kuur mod
Kjedsommeligheden, der nok skulde være min Tugtemester. Den
er en Paryk paa Præceptoren, som gjør ham langtfra frygtelig,
men latterlig. Jeg vil lægge mig til Ro i den og værpe Drømme
deri. Saa -- saa! -- Imorgen noget Nyt. Ny Graad af Moer,
men den kalder ikke Blomsterne tillive. Ny Skjænd af Onkel,
men jeg ligger godt -- Hahaha, Pape! Fryser du, Pape? --
Det dufter stærkt -- vel stærkt kanskee -- kanskee vel stærkt --
men -- --

(Sover ind).

2.

Natalfer

(omsvævende den Sovende).



           Natviol, Kaprifol,
           bøi ham smigrende til Munden
           Kalken fuld af Slummergift!
           Dødningsfinx, paa Øiet hvift
           med din Duunring Dødens Blunden!
           Valmu, hevn Falænen din!
           Qvalt den blev, da du den vugged
           i din Purpurpalankin!
           Tidsel, lad din Torn paa Fnugget
           svæve i hans Aandedrag!
           Blomster, I, som suge ind
           Giften af den lumre Dag,
           ryst i Riim den paa hans Kind!
           Endnu zittrer der det Træk
           hvormed han sled Vingen væk
           af den slumrende Liguster.
           Brede Rudeblade, puster
           Nattens Kulde i hans Bryst!
          
d.II,b.3,s.36              Foresyng ham, Øretvist,
           mens din Ving som Møllens bruser,
           at en Nerveharpe suser
           selv i Fluens Barm forvist;
           at den Dreng har blodig Sjel,
           som for Lyst kan pine Dyret!
           Laa sligt Emne til Uhyret
           dybt paa Havsbund, var det vel.
           Blaaviol, ei meer uskyldig
           siden Maanen blev saa fyldig,
           lad (somom ham gjennemfoer
           Sværd af Iis) dit Dryp ham zittre
           til han føler al den bittre
           Graad der spildtes af hans Moer!
           Kolde Øgle, læg dig tungt
           paa hans Hjerte, at det stivner!
           Det en Satanas belivner,
           som kan myrde alt saa ungt.
           Bind hans Arme, seige Viper!
           Du er mildere end dem.
           Vaagen, Vipre ti han slipper
           flux i sine Fingre frem.
           Maanestraaler, I, som hvide
           nøgne Slanger om ham glide!
           suge ud den onde Aand!
           Den skal vi med Tryllebaand
           lænke til hiin Fugl i Buur
           førend Solens Kraft udklækker
           al hans djævelske Natur.
          
(Johans Geist letter sig frem af den stønnende Mund).



           Det er Han! Bedækker
           ham, Flaggermuusvinger!
           I Kingeler, stækker
                 hans Flugt med jert Spind!
           Natugler, strækker
           jer Duunham, og bringer
                 til Fuglen ham ind!

d.II,b.3,s.37  

           Vi har ham! End Svæver
                      i blaanende Traade
           ham Geisten om Læben.
                 Vel, Ugle, skjær af!
           Vingen du hæve
           og sæt uden Naade
                 ham ind i sin Grav!



           Hvad skulle de Engle
           i Himlen med Jordens
           sletartede Drenge?
                 De hjemfalde helst
           Natalfers Orden.
           Der tugtes de længe
                 til Sjelen er frelst.



           Hist i Papegøien,
           han plukked, han hvile!
           Med dyriske Øie
                 paa Verden han see!
           pluddre og støie,
           saa Mennesker smile,
                 og Alferne lee!
                 
(Den sturende Papegøie udstønner).



           Tys!
           Den Dødpinte sukker.
           Frisk, Alfer, mens Nebbet
           er aabent, vi lukker
                 i Fuglen han ind.
           Leer, om han pukker!
           Vi fattede Grebet,
                 at bedre hans Sind.



           Før Øinene briste,
           før Aarerne stivne,
           før Nerven sit sidste
                 hendøende Gny
          
d.II,b.3,s.38              zittrende mister:
           da Tid at belivne
                 det Døde paany.
          
(Alferne føre Drengens Geist til Papegøien, og mane den til atter
            at belivne denne).



           Sid der, til du fatter
           et Menneske blive!
           Hvis ei, være atter
                 alfbunden din Sjel!
           Ind vi den fatte
           da i den Tordyvel,
                 du dræbte iqvel.
           Saalænge Farvel!



           Dig Alfer da binde
           til Skarnet! Tørhænde
           du der først vil finde
                 din Verden? Nu vel,
           mindre er Borrens
           end Adams Elende
           med ødelagt Sjel.
           Saalænge Farvel! Saalænge Farvel!

(Alferne forsvinde. To blive tilbage).



1ste Alf.

   Bi lidt Sfinx Elpenor! Solen rinder ikke endnu.


2den Alf.

   Gjerne Solsort! Thi Vi ere som Menneskene: vi holde først
op med at æde hverandre, naar vi ere døde, det er: naar der
intet meer er at æde.



1ste Alf.

   Siig mig, har du seet elendigere Sjel end den forvorpne Drengs,
som vi nu, af Medynk med Forældrene, har taget under vor Tugt?
Den svævede længe med en Slags Hale, som en Tobaksrøg, udaf
hans Mund; og godt gjort af Alf Korskingel og Alf Flagermuus,
at de strax vare vedhaanden, og at Fortærelsesørnen ikke var
over, og at Vanskabningen ikke fik drive paa sin egen Haand.

d.II,b.3,s.39  

2den Alf.

   Jeg saae grangivelig Sladderagtigheden og Ondskaben i den lille
Skygge ligesom Tegn til Lunge og Lever i et Maanedsfoster. Jeg
har ikke saamegen Respect for den hele Aand som for Olden-
borrens, han rev Benene af.



1ste Alf.

   Jeg holder af dig, Sfinx Elpenor.


2den Alf.

   Du har holdt formeget af mig, da vi sværmede i Duun og Fjer
under Buskene.



1ste Alf.

   Nei, men fordi du er saa bitter imod Ham som dengang øde-
lagde min Yngel paa det grusomste hver Vaar.



2den Alf.

   Trøst dig da med, at du har Udsigter til at see ham som Olden-
borre og en grøn Kokase anviist ham til Fædreland.



1ste Alf.

   Det vil jeg skrive mig bag Ørene. Ja, saafremt han ikke op-
fører sig vel som Papegøie, eller som Fange inden den forrige
udlevede Papegøies Beengitter. Men han vil vel blive frommere,
da han maa betjene sig af denne Hjerne.



2den Alf.

   Nei, blot dummere. Tænk ikke sligt. Jeg tænker, at Denne,
der som Menneske ikke fattede hvad der af Følelser og Sædelig-
hed kun er som Mennskelighedens Barnelærdom, skjøndt han
nu er sat i en anden Skole og med Tvangstrøie paa, vil frem-
deles blive ved at gaae nedover. Og jeg vil alt tænke paa lidt
Mose til Kokasen. Det kan forestille Bøgetræer.



1ste Alf.

   Fy, Sfinx Elpenor, vare vi som tilforn, aad jeg dig for det Ind-
fald. Du veed, jeg elsker Bøgetræer.

d.II,b.3,s.40  

2den Alf.

   Men dog Granerne meer?


1ste Alf.

   Eensidig Patriotismus! Bøgen er dog vakkrere.


2den Alf.

   Du synger dog ikke bedre der?


1ste Alf.

   Det kommer af at Luften ikke er saa fri under de brede Blade.


2den Alf.

   Men det gaaer dog ikke an, at lade Bøge passere for Mænd
og for et Lands Styrke og for et Folks Stolthed og Gesandter,
der i hver Vise have et Creditiv at lægge frem for al Verden.



1ste Alf.

   Nok af det Bøgesludder! Vi have havt alt for meget deraf.
Hør, Elpenor, naar jeg seer ham derborte hænge saa med Nebbet,
glemmer jeg hvorledes jeg hang med Nebbet over mine knuste
Unger, og ønsker oprigtigt, at han maa opføre seg godt som Pape-
gøie. Ak, ja!



2den Alf.

   Det er let for ham; thi han behøver jo kun at snakke flinkt
for at passere for en god Papegøi.



1ste Alf.

   Snakker han flinkt, vil han passere for et Menneske.


2den Alf.

   Nei for et snaksomt Menneske.


1ste Alf.

   Hvorledes?
d.II,b.3,s.41  

2den Alf.

   Nei for en snaksom Papegøie, men et taust Menneske.


1ste Alf.

   Gid han vilde lære nogen Godmodighed af os! Men efter det
Kjendskab, jeg har til Menneskene siden jeg hang i Buur i 10 Aar
mellem dem, har jeg lidet Haab.



2den Alf.

   Jeg vil haabe det bedste saalænge han bliver i Buur; ellers
venter jeg det værste. Blot han ikke gjør videre af sig, men
bliver en enlig Bastard; thi det vilde blive en Race, som kunde
jage Fuglene fra Luften og Menneskene fra Jorden.



1ste Alf.

   Sfinx! Vi maa under Poppelbladene. Solen Rinder.

(De forsvinde).

3.

Papegøien.

   Vel det -- Plapplap -- vel det, at de -- Plapplap -- Det er
da ogsaa fordømt, at jeg ikke er Herre over Organet -- Vel det,
at de sorte smaae Djævle ikke fandt paa, at gjøre mig til Olden-
borre strax. Det var en fæl Trudsel de lod falde derom. Vel
derfor, at jeg ikke tirgede dem, men sad stille som en Muur.
Thi det lod til at de havde anderledes Magt over mig end Onkel.
Ellers naar jeg tænker over min Stilling, da er den vel gal, dog
ikke saa gal somom Skikkelserne havde opfyldt det endnu værre,
de havde i Baghaand. Jeg er vel noget stiv; thi Papegøiebestet
var nær 100 Aar, og jeg kan ligne mig med en Krøbling, men
er dog bleven saaledes uden Smerte. Og da jeg kan see, høre
og snakke, er jeg bedre faren end Blinde og Døvstumme og slige
Folk, som jeg har narret ud i Bække og Grøvter ved høilys Dag.
Men siden jeg dog i dette Puds kom tilkort, er Knuden nu, at
jeg maa gjøre alt mit til forat passere for et Menneske, skjøndt
et defigureret. Dog frygter jeg, at det ikke just herfor vil holde
saameget haardt at faae Folk til at troe det som fordi jeg har
løiet dem fulde saa ofte tilforn.

d.II,b.3,s.42   4.
(Værelse. Onkel Tobias. Papegøien i sit Buur).



Papegøien.

   Formen gjør intet til Sagen. Jeg er, Fanden knække mig, Johan
Papendal og ingen Papegøie. Formen gjør intet til Sagen.



Onkel Tobias.

   Du bærer idetmindste Mærker efter ham, stakkels Pape.


Papegøien.

   Ved Alt -- Plapplap -- gid Satan -- Plapplap -- Der seer Du
Følgen af at bringe mig i Affect.



Onkel Tobias.

   Du har da arvet baade hans Hidsighed og hans Svadsighed.
Dog med alt det er du vel neppe klogere end før.



Papegøien.

   Skal jeg fortælle alt hvad jeg veed om Onkel til Beviis? Som
f. Ex. da Onkel sidst Paaske var saa taabelig, dengang -- --



Onkel Tobias.

   Kan du være dygtig ondskabsfuld, vil jeg uden videre Beviis
troe Eventyret, at Johans Aand er faren i dig.

(Afsides).
Alligevel --
det er besynderligt.



Papegøien.

   Aha, Onkel er paa gode Veie til Troen trods sin sunde For-
stand, hvilket er sjeldent.



Onkel Tobias.

   I hvem Fanden du er, saa er du en Plage; og ti! Hvem i al-
verden har lært den forbistrede Pape Sligt? Kan du tage det
igjen?



Papegøien.

   "Hvem i Alverden har lært den forbistrede Pape Sligt?"
d.II,b.3,s.43  

Onkelen.

   Aha, nu er Gaaden løst, naar du har saa let forat tage efter.
Band nu du paa, at du er Johan Papendal, saa bander jeg paa
at du er Johan Papegøi. Det er nu klart, at Knegten, som Him-
melen tog, da al Jordens Tugt ikke frugtede, har lært ham alt sit
ondskabsfulde Sludder, før han lagde sig til Dødssøvnen paa de
bedøvende Planter.



Papegøien.

   Jeg skal fortælle hele Verden -- Plapp! --


Onkel Tobias.

   Ti! Der kommer -- --
(Prometheus kommer).

5.

Prometheus:

           -- -- Digterkongen!
           Jeg hører deres Søn er død; og derfor Digteren
           (Læg Mærke til mit Versemaal, der ei forskruet er)
           med Sang indfinder sig, det er: med Harpen sørgeflort.

(Ruller et Papiir op).



Onkelen

(Afsides).

   Af Snak i Prosa eller Poesi tager jeg tigange heller det første.
(Høit)
Det er formeget Hr. Professor.



Prometheus.



           Velan! Det sømmer Hverdagsmenneskers Beskedenhed,
           at tage med Bethanias Marias Rødmen mod
           den store Digters Gave. Hør da med Opmærksomhed,
           Beskedenhedens Øre, hør paa Digteren!



Onkel Tobias.

(Afs.)

   Guds Død! begynder han paa sin Reciteren, gad jeg leje ud
mine Øren, sælge min Tid og kjøbe Taalmodighed igjen.



Prometheus.

   Ja hør med Smiil, Beskedenhedens Mund, paa Digteren!
d.II,b.3,s.44  

Onkel Tobias.

(Afs.)

   "Beskedenhedens Mund paa Digteren"? Den sidder skam ikke
paa den Digter. Men dersom Smiil skal være det, saa kan det
saa være, naar han læser sine egne Vers. Jeg gav ellers en
Daler til, om jeg vidste om det, han nu endelig vil læse, er langt.



Prometheus.



           Hør hvad de gode Guder Digterkongen hvidsked til
           end ikke hørt paa Jord! Selv Dyret lytter nu.



Onkel Tobias.

(Afs.)

   Kanskee især de. Nu har vi da ikke flere Trompetstød igjen
før han begynder. Han bruger altid 3.



Prometheus.

(Efter behørig Rømmen læsende).



           "Saa knækkedes den spæde Blomsterstengel?
           Saa foer til Himlen da den lille Engel"? -- --



Onkel Tobias. Papegøien.

   Det er Løgn.



Papegøien.

   Ja det er Løgn. Hid foer jeg kun i et nyt Buur.


Prometheus.



           Hvad hører Digteren! Som Orfeus selv i Oldtiden
           han bringer ved sin Sang til Tale selv Umælende.



Onkel Tobias.

   Om Forladelse! Han har i lang Tid nær dræbt mig med sit
Snak.



Prometheus.



           Jeg studser; thi saa letbevægelig er Digteren.



Onkel Tobias.

   Maaskee jeg kunde blive dem begge qvit ved at give Digteren
Papegøien.

d.II,b.3,s.45  

Papegøien.

(Afs.)

   Et fortræffeligt Indfald af Onkel. Gid jeg saaledes kom bort
til Folk, som kunne skjønne paa mig! Vel! Jeg bliver aldrig
agtet for et Menneske, dersom jeg ikke er listig.

(Høit)
Ak, store
Digter, en Profet eller hvilket andet Vidunder bliver aldrig agtet
i sit Fædreland.



Prometheus.



           Hvorledes! Ha, mon gjalder ei fra Danmarks Læber dets
           lovpriste Digters Navn? Fra Tydsklands Hjerte klinger det.



Onkel Tobias.

(Afs.)

   Ja du har roet troligen selv med begge Aarer til det Maal.


Papegøien.

(Afs.)

   Der forløb jeg mig.

(Høit)
Store Skjald, jeg mente mig selv
med Vidunderet. Jeg klagede over min egen Skjæbne.



Prometheus.



           Der gives eet Vidunder kun, og det er Digteren,
           er Jeg. Min Skjæbne er som Solens i sin Middagsglands.



Onkel Tobias.

(Afs.)

   Siig heller, som en Lygts, der fik den Lykke, at lyse et Par
ret smukke Hoffrøkener hjem, og paa Veien at kaste sit Glimt
paa nogle Statuer; men som nu, hensat paa sit gamle Sted,
indbilder sig at være Maanen, og fraadser med graadig Flamme
i sit sidste Fedt forat soutenere saa høi en Rolle. Eller som
Rakettens, der puttrer for atter at komme op, men saa kastes
i Vandet for sin Forfængeligheds Skyld, der ikke var tilfreds med
een lysende Bue.



Papegøien.

(Afs.)

   At fornedre sig, er et Nødanker, som ingen god Skipper be-
tænker sig paa at kaste ud, naar Tid er.

  
(Høit)
Skaldekonning, Jeg meente, at jeg var et Vidunder mellem
Papegøierne som Du er mellem Digterne.

d.II,b.3,s.46  

Prometheus.



           Saa er det. Flyttes Skjalden til Æsopi Alder, som
                      af Dyret hørte Viisdom?



Papegøien.

   Skil mig fra dette eller disse prosaiske Mennesker, og ødsl ei
paa dem dine goddommelige Vers.



Prometheus.

   Ha, sandt! Ei Draabe meer af dette Guld, det flydende!
(putter Papiret til sig).



Papegøien.

   Ak store Digter, Den, der nød den Lykke daglig at høre dine
Vers!



Prometheus.



           Hør! hør! ei Mennesket har gjemt, men Vildnaturen selv
           den bedste Hilsen til sin Adam!



Papegøien.

   Jeg sukker ikke over Frihedens Tab, men over at dine Vers
ikke skulle være mine Lænker. De vilde være det af klingende
Guld. O, jeg vil være en almindelig Papegøie i at gjentage: Lyk-
salig den, der daglig hørte dine Vers!



Prometheus.

   Det vilde du? I hvad det koster maae jeg have dig!


Onkel Tobias.

   Gid den maa være Professoren til megen Underholdning! Gid
den i Mangel af Forstand dog maa lære mange af Professorens
sidste Vers! Gid den maa lære af Hr. Professoren ikke at bryste
sig naar den er saa nøgen! samt ikke at indbilde sig formeget
fordi den kan snakke mere end andre Papegøier! samt -- o, jeg
forsikkrer der ere flere Lyder ved den end Fjer før sal. Johan
fik den i Kløerne.

d.II,b.3,s.47  

Prometheus.



           Se Skjaldens Høihed tager Skat! Hvad negtes Digteren?
                      Min Sjelsforvante (thi med Støvet som med Englene
           befrændet er jo Digteren?) kom, jeg skal dagligen
           med Vers dig fodre. Endelig saa fandt den Søgte jeg.
                 Lad Mennesker kun lukke Øret, de Prosaiske!
                 Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende!
                             
(Prometheus gaaer med Papegøien).

                 Vi To, vi to er nok hinanden som to Elskende!



Onkel Tobias.

   Den stakkels Mand. Jeg betragter ham med samme Medynk
som om Kong Alexander havde maattet flytte ind i Diogenes'
Tønde, og dog raabte: "aabner eder Ecbatanas Porte! frem Sa-
traper for min Fod i denne min pasargadiske Hal!" Alligevel --
saa er det med Vanen -- uagtet denne Følelse af Godhed, troer
jeg dog, at jeg heller tog Papegøien end Digteren, naar jeg endelig
skulde vælge imellem to onde Ting.

6.
(Digterens Værelse. Papegøien sturende).



Papegøien.

   Mange prise mig vel lykkelig ved den store Digters fortrolige
Omgang; men igrunden vil det dog kun sige, at jeg omgaaes med
hans Skrøbeligheder. Jeg forstaaer mig ingenlunde paa de Vers,
hvormed han overøser mig, men jeg har dog lært at være Poesi-
dommer; og siden Verden vil det, bliver jeg stoltere og stoltere
under de idelige private Reciteringer, hvorved der skal være saa
megen Hæder, ligesom Jorden æser under de uophørlige Regn-
skyl. Dog bliver jeg ikke lykkeligere, naar jeg skal tale opriktig;
thi min Stilling er igrunden en glimrende Elendighed, og ikke ulig
den at være lænket til en buldrende Malstrøm. -- -- Ak, der
er dog et vist Behag ved denne Nedstemthed. Thi i saadanne
Øieblik frygter jeg ikke, at blive reduceret til en Oldenborre og
boret ned i Skarnet -- Alferne synes at omsvæve mig venligere --
det forekommer mig somom jeg udsoner deres Fortørnelse, naar
jeg paa min Pinde under Recitationerne lider en Korsnaglets
d.II,b.3,s.48   Pine. -- -- Men hu! naar jeg tænker paa, at jeg den 18de Gang
skal høre "Tordenskjold", da kunde jeg ønske, at de Frygtelige
kom og begrove mig hvor de ville. Jeg sidder jo da ogsaa alt
forhen til opover Ørene i Snavs. -- Jeg tænkte, at bruge Dig-
teren til at gjøre det Menneskelige i mig eller det som hæver
mig opover andre Papegøier gjældende; men han bruger mig, og
det som man bruger Tøfler d. e. Morgen og Aften og naar man
er ene, til den sidste Fille, somom de blive bedre jo ældre og
mere slidte. Hans Egoisme er større end min; dog maaskee kun
fordi jeg maa betjene mig af en Papegøiehjerne. Thi indeni mig
syder det, dog kun som Gryden, der ikke kommer et Skridt videre
med al sin Fossen. Ja, jeg har ikke engang kunnet faae Dig-
teren, der dog praler saa af sin Fantasi, til for een Gangs Skyld
at troe paa mit Alfeventyr. Men alligevel er jeg god nok for
ham til at forelæse for; og altjevnt spørger han: "er det ikke
godt, Pape? er det ikke høit, Papejohan?" Men kommer Folk,
da fremstiller han blot sig Selv, (det vil sige: Digteren), og siger
kun om mig; "dette Huusdyr skaffer Digteren megen Fornøielse
naar han sidder alene" (jovist!) "kun overladt til sine Fantasier.
Den snakker bedre end andre Papegøier; kroer sig løierligt i den
snevre grønne Frakke den godmodige Digter har givet den, fordi
den har den Grille at nappe Fjerene af sig; indbilder sig, at den
er et Menneske, nemlig en Dreng, den omgikkes meget med, og
leed meget af i sin Ungdom (hvilken Indbildning maa komme af,
at den har levet saa længe imellem Menneskene); og naar jeg
for mig Selv (jovist! Det baade er saa og ikke saa) "reciterer et
eller andet af mine guddommelige Stykker, viser den ordentlig
Opmærksomhed, og kløer sig bag Øret ved de herligste Steder."
Jovist, for dig Selv? Ja du seer dig Selv i dine Tilhørere og
Tilhørerne i dig Selv. Men sligt har jeg til Tak fordi jeg har
udholdt Forelæsningen av "Helge" 32 Gange, af "Væringerne" 26,
og af "Carl den Store" ditto, ikke at regne, at jeg mangengang
har havt Kløer eller Fingre med i "Prometheus." Og en Nytaars-
aften -- vi pleie da som Præsten at snue Dunken -- da du sagde,
at du vilde fornøie dig med et Gjæstebud hvorved nectarberuste
Guder kunde sidde tilbords uden at nogen Bonde skulde blive sat
paa en Herremand; læste du "Kanarifuglen" den 49de. Havde der
ikke staaet Sukker paa Bordet, havde jeg alt da brudt overtvert.
d.II,b.3,s.49   -- -- Brudt overtvert? Ha, bryde overtvert! Slaven er ikke
længer Slave fra han fatter Tanken, at bryde overtvert med sin
Tyran: hans Frihed er til fra da, ligesom Mennesket er til fra
Undfangelsesstunden. Jeg vil plappre dette efter den unge Pohlak
til jeg faaer Mod. Det er en smuk Tanke sagde Digteren, da han
hørte det, og skrev det op i sin Tegnebog. Det er en smuk Tanke
for Polakker, sagde han i den Tanke at sige den Fremmede en
Compliment. Og for alle Danske Mænd, sagde denne. Og for alle
Mennesker, sagde en Mulat. Og for alle Mennesker, raabte jeg
efter. Men ikke for Papegøier, sagde Digteren med et Blik paa
mig, hvori Lænker glittrede. Jo, ogsaa for Papegøier, sagde en
Franskmand; flye til dine Akacier, flyg til din Skog! -- Hu! da han
sagde "Skog" forgik strax min Heroisme. Jeg tænkte paa Alferne
under Træerne, der kunde have sluppet mig som Papiirdragen, der
kan hales ind naar man lyster. Jeg borede Nebbet ind i min bru-
sende Kro, en Natuglehinde trak sig over mine Øine; -- ak ogsaa
indenfore dandsede de Forfærdelige; og jeg følte mig greben af
de natlige Magter.
   Ve, det er nok saa, at jeg intet maa haabe af mig selv. Da
jeg misbrugte mine egne Kræfter, er jeg hjemfalden Andres. Jeg
maa lade mig drive af Omstændighederne: selv vil jeg ikke --
som dog Alferne bød -- kunne fremhævde et Menneske av denne
jammerlige Skikkelse. Thi baade er der Noget i mig, som lokker
mig til at opoffre mig selv alene for at spilde deres Hensigter og
narre min Onkel; og det lader til at Menneskene ligesaalidet
ville erkjende det Gode ved dem, der synes under dem, som ved
dem, der ere over dem: delte i Egoister og Sværmere, see de
enten kun sig selv eller sine Ideer: de Første afgrændse sig med
uoverstigelige Mure; de Sidste sidde paa en ubestemt liden Flek
i maalløse Ørkener: til Begge er det lige vanskeligt at komme.
Dette lærte jeg af en Misanthrop, som passerer for en Viismand.
Men jeg kløede mig ligesaa dybt ind bag det andet Øre hvad en
meget munter Fyr, der ligeledes er en Viismand, sagde om Haa-
bet, nemlig at det bærer Lykken paa Brystet, Ulykken paa Ryg-
gen. Og da Onkel Tobias sagde, han ikke forstod det, omend-
skjøndt han altid skal forestille den jevne Fornuft: erklærede
Viismanden, idet han skiftede Smiil, at Ulykken er saameget bedre
end Lykken, som hiin har alt eller meget, Denne intet at haabe;
d.II,b.3,s.50   og idet han ræbede, lagde han til: ligesom Den, der spiser med
Forstand, ikke overlæsser sig, men har selv ved Middagsbordet
Aftenmaaltidet isigte: saa overvælder heller ingen Fornuftig sig
saa med Lykke, at Haabets Udsigter intet Værd, dets Pirrende
ingen Indflydelse har paa ham!
   Vel! Heri er der dog nogen Trøst. Vel! Jeg vil haabe. Jeg
vil haabe, at Digteren, efter de Indfald, han siger Digtere uvil-
kaarlig ere underkastede, falder paa det velsignede Indfald, at
afskedige mig; thi han skal faae en døv Tante i Huset, som gjerne
atter staaer et Lag ud.

(Digterkongen kommer slæbende paa sit Portræt).



Papegøien

(Afs.)

   Endnu maa jeg vel holde ud til Flyttedag,
(Høit)
Carl den Store -- Plapplap! -- Tordenskjold --



Digterkongen.

   Velan! Dog nei. I sidste Tid din Skjønsands sløvedes.


Papegøien.

   Mit Øre, Herre.


Digterkongen.



                 Nu! forlangte jeg da mere vel?
           Jeg siger, at den sløvedes, jo mere at den øvedes.
           Nei her er Manden, som i Evighed skal holde ud,
           opmærksom stedse, stedse med et Øie smilende,
           dog vendt med Øret hid, og Næsen ret som nikkende:
           mig Selv! hvo Anden vel? -- en Digter høre Digteren!

(Sætter Portrætet op, og bærer Papegøien bort).

7.
(Papegøien i Zacharias Güldenthals Boghandling).



Papegøien.

   Fortræffeligt, at Onkel Tobias ikke vilde have mig for nogen
Priis! Han skulde blot have banket mig, naar jeg sladrede eller
klaffede. -- Hu! Alferne og Oldenborrene! Der maa blive en
Ende paa det for denne Skræks Skyld. Min Glæde er aldrig
noen umaalelig solbeskinnet Slette, hvorover min Fantasi utøilet
d.II,b.3,s.51   kan jage, hvor Spirene kneise af mine Luft-Fredriksberger og
-Fredensborger, og hvorfra en urokkelig Plan, beskyttende det
Hele, som et Kronborg træder ud imod de indbrydende Elementer;
men kun enkelte smaae Dyrehavesletter som Stjerner i Natten om-
givne af den mørke brusende Skov, i hvis Skygger fiendtlige Mag-
ter kogle. Jeg maa rive mig ud af denne Tryllekreds. Min nye
Husbond, som vel har mere Agtelse for det Vidunderlige end min
Onkel, maa opgive, at bruge mig til at trække Folk i Boden. Da
han modtog mig, fordi jeg havde været hos den store Digter, og
fordi han antog mig inspirert af denne, maa han ligesaa bered-
villig give mig fra sig, naar han bliver overtydet om at jeg in-
spirerer mig selv.
(Boghandleren kommer).



Papegøien.

   Nu har jeg hængt saa længe i Boghandlingen, Fatter! at jeg kan
Snittet.



Zacharias Güldenthal.

   Hvad skal det, Pape?


Papegøien.

   Jeg har lagt den slemme Vane af at sige Plapplap, undtagen
i Vrede og Distraction.



Zacharias Güldenthal.

   Gid du intet Værre sagde; men --


Papegøien.

   Fatter har sine Fingre ude i Sverig. .


Zacharias Güldenthal.

   Et Etablissement? Hvad i al Verden --


Papegøien.

   Fatter har ofte tænkt paa at faae Fingre i Norge. . .


Zacharias Güldenthal.

   Nu?
d.II,b.3,s.52  

Papegøien.

   Fatter har altid sagt, at der er dumme Folk i Norge, og at
Danmark havde større Export av Fæ did end til Tyskland. . .



Zacharias Güldenthal.

   Nu?


Papegøien.

   Fatter maa sende mig did som sin Factor. Jeg maa blive til
noget, om ikke i Verden, saa i Norge.



Zacharias Güldenthal.

   Aha! -- vel! -- men -- blot man ikke opdager, at du er en
Papegøie.



Papegøien.

   Fatter har udstykket Norden i Boghandelprovindser. Lad mig
blive Proconsul i Norddanmark som Leerup er det i Østdanmark!



Zacharias Güldenthal.

   Saamen! Dog -- jeg vil overlægge det med den kloge Mand.


Papegøien

(seer ud paa Gaden)

   Der er en klog Mand. Herind! Nei, det var Secretær Lunge.
Men der er Han -- Herind! Herind!



Zacharias Güldenthal.

   Johan, læg af den slemme Vane, at kalde Folk ind fra Gaden
for at føre Sladder med dem og om dem, der blive udenfor.



Papegøien.

   I Norge vil jeg sladdre med Nogle og handle med Andre.
8.
(Den kloge Mand kommer)



Zacharias Güldenthal.

   Her har jeg nu denne Papegøie --



Den kloge Mand.

   Jeg har seet den i mange Aar i Boghandlingen.
d.II,b.3,s.53  

Zacharias Güldenthal.

   Jeg er -- oprigtig talt -- bleven kjed af den.


Den kloge Mand.

   Saa Alle, der have kjendt den.


Zacharias Güldenthal.

   Men den er bleven en god Boghandler.


Den kloge Mand.

   Det troer jeg gjerne; thi slige Dyr, som desuden ere Vanedyr
ligesom Mennesket, have Anlæg til at blive Kjøbmænd, Bog-
handlere, Barberer, Frisører og Commisionærer.



Zacharias Güldenthal.

   Nuvel, kald den kun et Dyr, omendskjøndt den nær har bun-
det mig andet paa Ærmet. Men jeg har nu i Tanke, om De
raader mig dertil, at anvende dens Frihed paa et Sted, hvor man
ei er stort bedre vant herfra.



Den kloge Mand.

   Det maa være i Norge.


Zacharias Güldenthal.

   Hvor andetsteds? Blot man ikke kommer underveirs med at
det er en Papegøie.



Den kloge Mand.

   Hvad gjør det, naar den er fra Danmark? Til Overflod kan
man jo klæde den ganske ud som et Menneske. Den har jo alt
et lidet børstet Hoved, og et hvidtet Næb, der seer ud som et
Slags Næse. Nøgen er den jo, saa man gjerne kan komme den
paa Livet uden at gribe Fuglen. Nu Støvler over Kløerne, en ny
grøn Frak og et Par gule Handsker paa Vingespidserne! Nogle
Floskler saa i Munden; et godt Creditiv; og han vil stikke dem
ud deroppe baade som Cavaleer og Boghandler.



Zacharias Güldenthal.

   For Gud, troer jeg ikke det gaaer an.
d.II,b.3,s.54  

Den kloge Mand.

   Bedre end det. I gamle Dage var en Hund Konge der; og
siden, da de fik Dannemænd til Konger, lode de sig behandle
som Hunde, indtil for nyligt en Digter kalder forrige Tiders Nord-
mænd "Pudelhunde", og Nutidens "Murmeldyr", og de knurre ikke
ad ham derfor.



Zacharias Güldenthal.

   Velan! velan! Der er ingenting iveien.


Den kloge Mand.

   Visselig ikke. Ifjor var jeg med at sende en Faareflok derop;
og de bleve fordeelte paa de 4 Stifter, som ordentlig reves om
dem; og gjorde sin Lykke Allesammen paanær en Buk, som hele
Flokken ogsaa erklærede der intet Udkomme var med. Danske
Kornkrager komme, som bekjendt, godt til der; og vi vide jo nok
hvad det er for Karle, der see herned hver Sommer, som de
holde for tabt, naar de ikke have seet Kjøbenhavn.



Zacharias Güldenthal.

   Johan! det er afgjort. Du skal til Norge.


Papegøien.

   Plapplap! Plapp! Fatt -- Plapp!


Zacharias Güldenthal.

   Stakkels Dyr, du kan ikke snakke af Glæde.


Den kloge Mand.

   Den kan gjerne plappre i Norge, blot den gjør det paa Dansk.


Zacharias Güldenthal.

   Her har du din Instrux: 1) skal du tjene hos en Boghandler
deroppe, om der gives nogen Indfødt, som tænker og driver paa
Sligt. Det kaldes at stikke Fingren i Jorden. 2) Naar Du kom-
mer paa egen Haand, skal Du slaae stort paa. 3) Paa alle Maa-
der overdynge Landet med danske Sager, men hemmeligen under-
trykke alt indenlandsk, med mindre det skulde være af en saadan
d.II,b.3,s.55   Natur, at man kun tør hvidske derom, og som skal blive dig be-
tegnet i de hemmelige Tillægsartikler. 4) Du skal altid følge Folk
smilende tildørs; 5) Du skal ogsaa drive den Negotie, at sende
Folk store Dynger af Bøger, og lade dem beholde dem enten de
ville eller ei, men efter et halvt Aar sende Regning. 6) Du skal
ikke undsee dig ved at sige dem, som komme til dig: den Bog
maa de have; den og den -- . 7) Før dygtig Sladder, og træk
Byens Sladderhanker ind i din Bod, saa kommer Folk der forat
høre Nyt, og du har da Leilighed til at prakke baade i og paa
dem Nyt og Gammelt. 8) Hold dig altid tre Skridt fra Livet paa
alle fornuftige Folk, undtagen som Boghandler, 9) Hold din egen
uafhængige Kours! 10) Gjør dig bekjendt; men for Alting ikke
kjendt. Det er dine 10 Bud.


Papegøien.

   Og det ellevte er, at jeg ikke skal glemme at jeg har Fatter
i Baghaanden. --

9.
(Indløbet af Christianiafjorden. Maaneskinsaften. Landet sees. En Fisker i en Baad. En Jydeslup
passerer forbi. Papegøien i fuld Cavaleerhabit og Skipperen i Bagstavnen).



Papegøien.

   Idetmindste ere norske Sømænd nogle Tølpere. En sagde: "Vi
har nok af sligt Gods deroppe før." En Anden ganske kort: "nei
Falil!" En Tredie sagde blot "ja saa, min Gut?", og dreiede sig
fløitende omkring paa Hælen. Hvad den Fjerde sagde vil jeg ikke
sige; men endelig viste den Femte mig til denne brave Lands-
mand, sigende: "Han har ført nok af dem over før." Er det
Norge, det Høie, Blaae der?



Skipperen.

   Ja, Falil! Men sku ikke Hunden paa Haarene.


Papegøien.

   Gud bevares for et Land. Min tilkommende Æresbane aabner
sig. Den har høie Skranker.

d.II,b.3,s.56  

Skipperen.

   Ja, høie? Men det er sgu et godt Land, Falil. Det er høit;
men det er for os i Forhold til Danmark som Salen til Daglig-
stuen. Dernede spise vi, men deroppe dandse vi og holde os
lystige.



Papegøien.

   Ah, den Skuespillerfrygt gik snart over. Jeg vil ikke agte disse
Fjelde mere end Folderne paa Teppet hvorbag jeg skal spille. -- --



Fiskeren

(seende efter Sluppen).



                 Trællende Bølge, hvor er du fød,
                 skjøn som en Aand, som Muldklumpen død?
           Mulden dog fast ved sin Klippe sig fæster;
                 Aanderne eje selv Fædreneland.
                       Du kun, o Sjø,
                 følesløs ruller fra Øster og Vester,
                       kjender ei Strand,
                 hvor du vil leve og døe.



                 Fødtes du ei mellem Agdur og Fold?
                 Legte du ei under Jomfrulands Voll?
           Mente du intet, da Afbild af Vigen,
                 Bølge, du beilende grov i dit Skjold?
                       Fjeldene hist
                 brødes du med i ungdommelig Higen.
                       Norrig i Vold
                 du er da svoren forvist.



                 Bærer du uden Harme da did
                 Jyder i Fred og Britter i Strid?
           Er der ei Ord i din Drønen? og funkler
                 Tanke ei under dit glimrende Skum?
                       Trælsindte Sjø,
                 bort med din prægtige Kaabe! Gid dunkel,
                       magtløs og stum
                 du da paa Fladstrand maa døe!

FORRIGE
NESTE