|
| d.II,b.3,s.26 |
Der alle Salige vil finde Rum;
men to Medbeilerinder ikke.
Men op af Støvet hæve Millioner
af mindre Himle sig: af Menneskehjerner;
dog ingen ligestor: en snever, saa
knapt Dyretanker kunne snoe sig frem:
en vid, saa Engle der kan spænde Vinger,
ja selv Halvguder der med Anstand boe;
dog alle formte efter hiin den Stores,
som Skaaler hvælvde over Skaaler.
Men, at ei eders Elskovstrætte skal
forstyrre Zeus's Himmel -- se, der irrer
iblandt Athenens Flok en kruset Isse!
Der hvælver ogsaa sig en Himmel. Did
forviser Zeus dig Momus, Tvistensæble
imellem Melpomene og Thalia.
Da disse sig til Søstre skal forlige."
Og Momus faldt fra Himlen, liig et Stjerne'skud.
Men flux opreiste sig den kruste Isse,
som vidste den, at den en Gud bedækked;
og Folket hilste ydmygt Aristofanes,
ei ahnende, at i hans Bitterheder
brød Momus' onde Lune frem mod Zeus.
Men Himlen sortnede for Melpomene,
da hun ei fandt sin Elsker mere der.
Ham fulgte hun, den raske Sjel; men da
ei Aristofanes' Skolt gav Rum meer,
hun, først sig over Thespis' svingende,
paa tvende kaarne Hoveder neddaled;
og hvad den Flok kun troede at være
det hvide Haar paa Æschylos og Sofokles
var Melpomenes egne blanke Vinger.
Nu strømmede Athenen til Theatret,
at høre Aristofanes belee
de borgerlige Laster, følge dem
med Ørefigener til Jordens Grændser;
|
| d.II,b.3,s.27 |
og at de fyrstelige traadtes ned
af Sofokles' og Æschylus' Cothurne.
Men midti Lattren, som en Spaadomsfugl
alvorlig i et muntert Løvtræes Raslen . ,
men midt i Graaden, som en Gud i Skyen,
sad Ahnelsen: "mon Momus gjenvakt er?
mon Momus endnu spotter? endnu leer?
mon Melpomene synger end sit Qvæde?"
Da saae en Hoben Daarer -- ha! -- at Folket
med Ranken, under hvilken Momus døde,
bekrandste Aristofanes, og førte
paa Melpomenes Laurestol rundt Attika
som to Heroer Æschylos og Sofokles.
Da, drevne frem af Lyst til samme Ære,
men ei af Musens Vinger, de udøste
en Flom af slette Dramaer, saa Folket
(liig Fisk, der, vant til Vand, kun taaler Vand)
tilsidst forvænt kun skreg paa alle Torve:
"bort Agamemnon! bort med Clytemnestra!
Vi paa Cothurn ei gaae; vi gaae paa Skoe.
Hvor leved Sofokles? Hvad er vel Æschylos?
hvad Aristofanes mod Kallifan?"
Og Kallifan steg op i Æresstolen,
og Folket løfted den paa sine Skuldre.
Da foer en Vind henover.
Der laae en Hoben Been, og det var Folket.
Der laae en Hoben Qviste -- det var Stolen.
Der laae en Hoben Aske -- o, nei det
var veiret bort med selve Heltens Minde.
Saa gik det. Atter Momus steg til Jorden.
Forgjeves Melpomene søgte ham,
for, naar et Hoved endelig forened
med Høiest tragisk Kraft den største komiske,
saa overordentligt saa himmelskt Værk
at skabe, at det Smagen maatte binde,
som Alpen standser Vindene og lader
|
| d.II,b.3,s.28 |
dem løse sig i Hvirvler ved ved sin Fod.
Men Momus fandt hun ei i Roms Arena.
Han sad i Plauti Hjerne, mens Thalia
sig aabenbared fra Terentii,
og begge Elskte kun forstod hinanden.
Men snart der brøltes fra Theatret: "Plautus?
haha! Terentius? haha!
Nei Spartacus! frem, stærke Gladiatorer!"
Saa gik det. Atter de til Himlen steg;
men, flyende, forfølgende i en
evindelig Beilen, endelig sin Momus
og Rum til sig fandt Melpomene
i Calderons, den Spaniers, Hjernehvælv.
Saa lykkeligt de leved, at de skjød
en Straalregn over dette mørke Land,
at Lopez's Thalia nær blev tragisk.
-- Men snart man raabte: "hvad er Calderons
"Standhaftige Prinds" mod en standhaftig Tjor1?
Hvad Lopez's Dramer mod en Tyrefægtning?"
Kun engang til (men da forbaustes Verden)
forentes Melpomene med sin Momus:
i Shakespeares Hjernehimmel. Men da Folket
(som i Athen forskjæmt ved Tusinder,
som vilde være Shakespear) snart begyndte
at raabe: "Sporet Hane! ikke Heedspore!
Skjøndt William nok er god for Sig og Sine,
ei Menneske- men bare Hane-kampe!"
. . og da fra andre Siden af Canalen
med Anger Momus hørte sin Thalias
i Molieres Latter -- da adskiltes
for sidste'gang Melpomene fra sin Momus.
Han tyed til Thalia. Gallien studsed,
og ahned dobbelt Genius, ja en Legio
af komiske' Genier i sin Moliere;
|
| d.II,b.3,s.29 |
og Melpomene, som imidlertid,
blot for den Elskte nær at være, hvilte
sig paa Corneille, smilte selv.
Men snart og raabte Smagen der: "Corneille?
Hvad er Corneille? -- Moliere alvorlig.
Eh bien! en slig Moliere er utaalelig.
Hvad Moliere! -- En Corneille lystig.
Eh bien! en slig Corneille er utaalelig.
Eh bien! frem Amadis' Historietter!
Frem Provençalere! frem Pulchineller!
Frem Taskenspillere! frem Liniedandsere!
grands jeux de feu og Ordspil, Elskovsstykker!"
De trende Genier fløi Europa rundt.
I rene Nord, i Gothens rene Skovluft,
de tænkte, aander og den rene Smag.
Og Melpomenes Sjel medeet udstraaled
fra en German: fra Schiller; men de Tvende
i ly af Holbergs Hjerneskalle loe,
som da de under attisk Ranke laae.
Men ak! ak snart for evigt svæved de
(fra Byrons Pande svang sig Melpomene,
der lod en Fjær til Oehlenschläger falde)
til Himmelen, da Smagen raaabte her
igjennem hundred ragede Vandaler
og silkeklædte Hunner: "frem med Dyrene!"
-- Da svandt forevigt Muserne fra Jorden.
Men end i Skyen hørtes deres Suk:
"Det Æsthetikens helligste Princip
af Jordens Tosser Himlens Muser lære ..
den Viisdom Himlen kan af Jorden lære:
om Smag og Behag man ikke disputere!"
Røster i Publikum.
Ja lad Muserne gaae til Helvede, om de lyste, naar vi lyste
at forlyste os med Dyrene.
|
| d.II,b.3,s.30 |
Flere Røster.
Det sige vi med. Lad Muserne gaae til Helvede, naar vi have
Oldenborgerne og de oldenborgske Dyr.
Harlekin.
Om Smag og Behag lader sig ikke disputere.
Røster i Publikum.
Det var Fanden ikke oldenborgsk Mening eller oldenborgsk-
mechlenborgsk Sprog. Harlekin har gjort Nar af os. Eller hvad
skal det betyde om at Spaniernes Smag foretrækker Tyrefægt-
ninger for Muserne, Englænderne Hanefægtninger for Muserne,
Franskmændene Liniedands for Muserne, og vi Mechlenborgske
oldenborgske Oxer og Asner for Muserne? Eller hvad skal det be-
tyde, at Smagen er dalet fra at bekrandse slette Comedieskrivere
og Comedianter, gjennem Yndesten for Nævekampe, Tyrekampe,
Hanekampe og Taskenspillerkunster, ligeindtil at fodre olden-
borgske Oxer og Asner med Klap?
Harlekin.
Det skal betyde: om Smag og Behag lader sig ikke disputere.
Madamen.
Men, mechlenborgske Æsel! Bæst! Enhver maa dog tilstaae,
at den oldenborgske Oxe baade var en Vildoxe og en Kunstoxe,
der var vant til at træde frem, hvorimod vor var ganske raae
og taget fra Stalden. Nu? Og, at den brølte meget smukt; og,
at Asnet havde længer Øren end hertillands; og, at, om vi have
større Sviin i Mechlenborg, saa have dog de oldenborgske baade
finere Børster og finere Maal og Opdragelse. Nu? Og at vore
Svaner ere kun Gjæs imod de oldenborgske. Nu?
Røster i Publikum.
Alt er sandt. Vore mechlenborgske Oxer ere kun Kalve mod
de oldenborgske Oxer. Vore mechlenborgske Svaner ere kun
Gjæs mod de oldenborgske Svaner.
|
| d.II,b.3,s.31 |
Andre Røster.
Nei, nei! Vore Oxer ere Oxer mod de oldenborgske Oxer.
Røster i Publikum.
Oprør! Oprør mod Oldenborgerne!
(Tumult.)
Harlekin.
Om Smag og Behag lader sig ikke disputere. Dette er Basis
for en almindelig æsthetisk Fred.
Røster i Publikum.
Vel! Vi maae lade os det behage. Men Harlekin har gjort
Nar af os; men slet har han gjort det, for han har gjort det paa
mechlenborgsk.
Andre Røster.
Harlekin har gjort ganske artigt Nar af os. Og dersom han har
gjort det med mechlenborgsk Tunge, saa ere vi blevne pidskede
med vort eget Riis.
Harlekin.
Nu vel! Jeg siger da ogsaa med Hensyn til mig selv:
Om Smag og Behag man ikke disputere.
1 tilbakeSkrig og Benauelser i Theaterpubliken. |
| BLA BAKOVER |