HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
II.DIKTERVERKER 3. BIND: 1830 - 1837


Henrik Wergeland, II. Digterverker: 3dje Bind 1830-1837
d.II,b.3,s.1  
OM SMAG OG BEHAG MAN IKKE
DISPUTERE
ET SOMDETBEHAGEREDER AF SIFUL SIFADDA

Maroufle, tu mets donc ma patience a bout!
Si soufflet ne suffit, usez de la gourmade!
Scarron.

Personer:
Forskjellige Røster, og deriblandt

en Madames, som ikke generer sig
Henhørende til en mechlenborgsk Theaterpublik.

Trompet, en mechlenborgsk Trompeter,
som for 4 Skill. pr. Aften og Fribillet
er leiet til at udbasune det oldenborgske
Skuespillerselskab i Mechlenborg

Harlekin

Theaterdirectøren

Et mechlenborgsk Sviin

Et oldenborgsk Do.

En mechlenborgsk Oxe

En oldenborgsk Do.

Et oldenborgsk Asen

En oldenborgsk Gaas

Forskjellige oldenborgske Dyr
Alle henhørende til en oldenborgsk
Skuespillertrop i Mechlenborg.

(Scenen forestiller et Theater i en mechlenborgsk By. Den mechlenborgske Theaterpublik morer sig med at høre paa den oldenborgske Skuespillertrops Musikanter, indtil Teppet gaaer op.)





Røster i Theaterpubliken.



                 I
ngen slet Smag, om vi maa bede! Ingen mechlenborgsk Na-
           tionalmelodie, I Oldenborgere! Ingen Sang, hvori vi høre vore
           egne vendiske Ege suse, eller vort eget Østerhav skumme over
          
d.II,b.3,s.2              Flintene; thi det er dagligdags, det høre vi alligevel uden Be-
           taling og Bønderne finde Behag deri. Men lad os faae en olden-
           borgsk Sang og bare oldenborgske Melodier! Om Kjærminderne
           i Jevermarsk, om den blaa Viol, der speilede sig i Oldenborger-
           diep, om Sivet, der badede sig i Weseren eller en æsthetisk
           Torvesang fra Operaen i det guddommelige Papenborg! Eller
           troe I maaskee, at vi ikke have Smag, skjøndt vi blot (til Ulykke)
           ere Mechlenborgere?


Røster fra de oldenborgske Musikanter.



                 Jo, I have Smag, skjøndt I kun ere Mechlenborgere. Det
           sige vi!



Mangfoldige Røster i Theaterpubliken.



                 Jo, vi have Smag, naar Oldenborgerne sige det, skjøndt vi kun
           ere Mechlenborgere. Mangetak! Tusindtak! Men nu bare Olden-
           borgermelodier, bare Sange fra Papenborg!

(Musiken begynder, men afbrydes da Teppet gaaer op.Scenen derbag sees da
at forestille en Gade, hvor Harlekin sees i en eftertænksom Stilling paa et Hjørne.)



Røster i Theaterpubliken.



                 Ah! ah! Det Stykke er der Vid og Smag i, for her seer vi
           vor egen Gade.



Trompet
(reiser sig op, henvendende sig til Publikum.)



                 . . Ja Huus for Huus minsandten! Der var netop det, jeg vilde
           gjøre opmærksom paa. Vi Mechlenborgere kunne ikke noksom
           være de gode Oldenborgere forbundne. Det kalder man vittigt
           saaledes at kunne træffe hver Mand ved at vise ham hans Huus
           og lade Stykket spilles i hans Gade, og det kalder man almeen-
           interessant saaledes at blive truffen baade i sig Selv og i sin
           Smaag. Directøren bør kaldes frem; thi han har herved baade
           gjort sig fortjent af Publikum og viist sig opmærksom for det.
           Directøren bør kaldes frem.



Røster i Publikum.



                 Hurra! ja, frem med Directøren!

d.II,b.3,s.3  

Theaterdirectøren
(kommer frem; hilses med Klap og Bravo.)
(Med stolt Tone og Holdning.)



                 I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, jeg har et skjønt
           oldenborgsk Stykke til Jer i Aften. Kun maa jeg bede Jer ikke
           at forskrækkes over at I see, at denne Prologus der eller Harle-
           kin er en Landsmand af jer, en raa Mechlenborger kun. Da han
           skal fremstille en egen Carricatur, saa var hans latterlige mechlen-
           borgske Dialect mig nødvendig.

(Gaaer under Klap.)



Madamen, som ikke generer sig.



                 Æsler, Bæster! At klappe for Sligen? Er det ikke nok at
           betale sine Penge til Sligen? Det er jo Satire Altsammen. Jeg
           seer nok mit Huus der i Lumpengaden; men det er Satire Alt-
           sammen, for staaer det saaledes og ryster, fordi om det er gam-
           melt? Hvad kommer det Sligen ved? Bævrer Væggen som et
           Lagen? Det er jo ikke Huset selv. Altsaa er det bare Spot og
           Satire. Fy skam jer, I omvandrende Luus! Man kunde briste
           af Harme ved at see Sligt.



En Røst i Publikum.



                 Dette er ogsaa en Røst i Publikum.



Harlekin
(seende sig om.)



                       Den Stad er stor, d. e. en af dens Gader
                       har flere Narre, end fra Port til Port
                       en anden By. Hvor skal jeg da begynde?



Røst i Publikum.



                 Ifra dig Selv skal du begynde, Nar. Og Ingen gaaer udenfor
           sig Selv: du skal ogsaa ende med dig Selv. Dødssukket er den
           bedste Satire over det hele Narreliv. Thi hvorfor sukker man
           da? Hvis ikke, saa loe man.



Harlekin.



                 En Ugle . .

d.II,b.3,s.4  

Madamen.



                 En Ugle? Mener han mig? Fy, I skulde have Last og Skam!
                      Nei hør paa Sligen!



En Røst.



                 Dette er ogsaa en Røst i Publikum.



Harlekin



                             . . En Ugle, men Minervas Ugle, goel:
                       "ifra mig Selv."
                             
(slaaer Kappen tilside, og betragter sin
Narredragt.)

                             Her aabner jeg et Hjerte.
                       Saa er jeg klædt foruden, I forinden.
                       Ifra mig Selv? Nu, der er Emne nok;
                       og ei Satire skabtes, om ei Satyr
                       selv havde Snev af hveren Last, han skildrer.
                       Hvor kan han stige ned i Gjerrigs Hjerte,
                       om ei det døde Sølv ham fryded selv?
                       om ei han i sit eget fandt den Grop
                       (skjøndt mindre end hos Harpax, da i Satyrs
                       saamange Lasters Former Plads maae have)
                       hvor Dragen ruller, rugende i Vellyst,
                       bevogtende sig over Tanken om
                       de Dynger, Haanden lyster kare i?
                       Hvor kan han liste ind et Øie i
                       den Ødsles Hjerne, om ei i hans egen
                       et Gran av samme Modmagnet var fæstet
                       som Polspids, den han hos den Ødsle skildrer
                       at støde bort i Ødet hvert Metal?
                       Saa maa da Satyrs Hjerte gjemme (om,
                       for Mængden deraf maaskee mindre) Bilder
                       af hveren Last, og ligne Hagelformen,
                       hvori de Laster Satan støber, som
                       han dræber Menneskeheden med;
                       ja ligne (skjønt med Navn: Hotel de Dieu)
                       et Lazareth for alskens Incurable.
                       Hvor tør uskyldig vel han tugte Vellyst?
                       Alverden da, som kjender denne Last
          
d.II,b.3,s.5                          tilbunden (ja saavel som en Professor,
                       der tælle kan en Slanges skjulte Hvirvler,
                       og veed hvormange Bugter den kan slaae),
                       vil raabe: "grundfalskt! grundfalskt! hvor han feiler!"
                        -- Giv tabt din Dyd, hvis du vil tugte Lasten.
                       Som Menneskeheden gav sin søde Frihed,
                       hentyende i Stater, forat leve
                       i evig Krig med dem, du flye din Dyd,
                       og søge mellem Lasterne dit Virke,
                       en evig Kamp, men ei fuldstændig Seier!
                       Ulykkelige Satyr, her er Kunsten,
                       det sværeste av Dødeliges Kald:
                       giv Dydens Blomst, giv Rygtets søde Duften,
                       hvis du vil tugte Last . .


En Røst.



                                   Og endda skal
                       det hede: Nar, du fægter kun i Luften.



Harlekin.



                       Det, Satyr, er din Kunst, din Sorgtriumf:
                       snig dig til Lasten -- lokkende den sukker,
                       og Døren staaer paagløt1, og Alting dufter:
                       omfavn den da; og naar du har befølt
                       den Skjønform, tænk da, om du kan "kun Edder;"
                       og naar du kysset har den søde Læbe,
                       da vend dig om, og spyt saa, om du kan;
                       og naar du truffet har hvor Hjertet banker,
                       da tænk "det er en tunget Ild, som slaaer
                       mod Helveds Hvælving, for at bryde gjennem;"
                       og sønderriv den Dyd, som selv kan hvile
                       paa Syndens Seng, din Ærlighed; og, mens
                       du hvisker "jeg vil lytte til dit Hjerte,"
                       da drag din Kniv, og kys, og stik -- Uhyre,
          
d.II,b.3,s.6                          du stikker den du kysser? ja saa skal du --
                       og stik, tregange stik
                       just der hvor Lastens Hjerte livligst banker!
                        -- Nu skinner Solen -- Ha, hvi er du bleg?
                       Det er din Kunst, det er dit Mesterstykke.
                       Gak nu tilbage til din Dyd -- o vee!
                       den mærker, at du lagt har hos dens Fiende.
                       Den sidder ikke hvor du den forlod;
                       men svingende sig op i Luften, eller
                       i Sorg sig klyngende til døde Billed,
                       til Psychens Marmor og Marias Træk,
                       og smeltet ind i malte Frelsers Glorie,
                       den vender sig fra dig. Med Lastens Blod
                       beplettet, uden Dyd (den hulker nu
                       i Skyen) staaer du ene midti Verden.
                       Den Dyd, som før sang paa din Skulder kun
                       om Verdens Skjønhed og dens fromme Troskab
                       og hvifted dig med Englevingen, for
                       at ei den Altings Duft og Glands dig skulde
                       beruse, nu omsvæver dig saa angst,
                       som Duen et Morads, for ei at plettes.
                       Og Fingrene, der legte før i Harpen,
                       de bløde Nymfestengle liig paa Bækken,
                       med Skræk du seer har Negle som en Loss,
                       at de Andres Blod og Taarer skinne;
                       og Strengene ei suse meer som Vinger,
                       ei klinge meer som Bryllupsfryds Pocaler,
                       men liig Portalerne for Æols Hule
                       staaer Strengeraden i den dybe Harpe,
                       og som Begravningsklokker runger den,
                       som den, ved tidt Fordømmelser at læse,
                       hæsblevne Dommer piber den
                       og hviner som Fordømtes Latter.
                       Da stolte Seirer, som af Dyd kan myrde,
                       tilbage til din Dyd du kom som en
                       Camill fra kuede Veji til Triumfen,
                       men fandt sit Rom i Gruus.
          
d.II,b.3,s.7                          Se, Satyr, der er Tornestien, du
                       selv vandre maa, for Tornene at plukke
                       til Svøben, til dit Narrescepter.
                       Thi du er Narrekonge, Narrene
                       dig frygte jo som Folket frygter Kongen. -- --


Madamen.



                 Mechlenborgske Æsel! Bæst! Hvem er det han kalder for
           Nar og for et Narrescepter? Og det af Sligen? Og saa siger
           han at Rom ligger i Gruus. Boer ikke Paven der kanskee? og
           ligger saa Rom igruus? Ak, du gode Gud og Taalmodighed,
           hvor Folk holdes for Nar af en Nar?



En røst.



                 Dette er ogsaa en Røst i Publikum.



Harlekin.



                        -- -- Giv Dyden tabt, hvis du vil tugte Lasten,
                       ja see selv Dydens Skygge, Rygtet, flye!
                       Og dig skal knapt saameget deraf levnes,
                       at du kan tørftigt dermed parfumere
                       den Sal, hvor du den Last, du dræbte (hvis
                       du dig ei finder i med den at leve)
                       nu bør at granske og anatomere.
                       Saa dyrt betaler du din Stol, Magister;
                       og graaner uden Fryd og uden Laurer.
                       Tænk ei, at Verden troer, at du har lært
                       (det er umuligt) Lasterne at kjende
                       kun af Moralens tørre Schema -- nei,
                       da reistes kun i Billedbøger -- nei,
                       da brugtes Tal og ikke Penge -- nei,
                       den veed hvorledes selv den lærte det.
                       Hvis Du da Vellyst slaaer, veed Verden, at
                       du selv den haled fra sit skidne Smuthul,
                       at du maa see den Skjøges Bag, du pidsker.
                       Hvo, som vil skildre Stolthed, steg vel ind i
                       den Stoltes Hjertes Luftballon? Han fatter
          
d.II,b.3,s.8                          ei dennes pralende Seilads, medmindre
                       lidt af det samme infernalske Gas,
                       som pusted op Ballonen, stinker under
                       hans eget Hjerte -- dog det ikke stiger,
                       men hvifter blot og hvifter som en Bælg:
                       vil op, men om det letter sig,
                       da svæver det som Dragen bunden kun,
                       tillykke bunden i en Traad Forstand.
                       Nu, Drage af Papiir, du skratter ad
                       guldstribede Ballon? og denne, skjøndt
                       for dig den svæver som en Maane blank,
                       igjen dog haanleer ad den ægte Maane,
                       og denne smiler atter taus ad Stjernen,
                       og Stjernerne dandse leende om Solen?
                                   
(Størstedelen af Publikum snorksover.)

                       Ja, siig, du Stymper,
                       hvad gjærer under denne Læbemuskel,
                       som knytter sig saa haanligt ad den Mand,
                       der putter Haanden skjødesløst i Lommen
                       og tænker fløitende paa Millionen?
                       Fy, skam dig!
                       Ja, siig, hvad trækker saa i Øiebrynet,
                       ad denne Mand, hvis Hjerte ei kan røre
                       sig under tyve Ordners Vægt, men som
                       behersker Fyrstens Hjerte, medens denne
                       regjerer ikke i et eneste?
                       Fy skam dig! Stønnende i Støvet bander
                       du Rytteren paa den Purpurskaberakkede,
                       du ønsker selv at spore. -- --


Madamen.



                 Mechlenborgske Æsel! Bæst! Lyksalige Publikum som kan
           sove! Bare det ikke var for Penge, saa vilde jeg ogsaa sove.
           Da faaer Luften ogsaa koste Penge, og Fodfæstet og Vandet,
           naar Søvnen skal koste Penge. Purpurskaberakkede? Har man
           hørt Magen? og det af Sligen? Skal det betyde en Konge
           eller en Hest? Poesie er enten til at sove af eller at faae
           ondt af.

d.II,b.3,s.9  

Harlekin.



                        -- -- Vel gives der saa fræk og grov en Daarskab,
                                  at Blinde see den, Stumme give Hals:
                       en Daarskab klapprende saa vidt som Uglen,
                       der flyver ud om Dagen, og da strax
                       af Kraaker, Spurve, Skjærer blier forfulgt.
                       Men, liig en liden Plet, umærkelig
                       paa Taget sorte Starr da sidder, og,
                       mens Kraakesværmen sortner den forbi,
                       den knapt rundt Uglen dens Triumfskrig hører;
                       men ingen af de tusind Lattertoner,
                       der fiint (om det kun er et Blad, som skratter
                       ad Sommerens troløse Elskov) piber
                       Naturen gjennem, undgaaer da hans Hærmen,
                       men kløves atter paa hans Spottertunge,
                       der end er mere fiin.
                       Saa blues sande Satyr for at røre
                       den Last, som lader haant om Slør og Maske.
                       (Den levner han til Bøddelen og Præsten);
                       men blusser op, naar han en Maske seer,
                       og vil dog rive alle Masker af
                       (skjøndt angest for den Last, han veed der bag),
                       at Lasterne, beskuende hverandre,
                       af en gjensidig Rædsel kunne døe.
                       Han lader Daaden ligge; søger Tanken.
                       Han endser ei de Daarskaber, som rulle,
                       liig plumpe Stene nedfra Daarens Hjerne;
                       ei disse Dumheder, som tordne frem,
                       liig Snelaviner, fra en Stornars Mund,
                       kun blottende hans egen Nøgenhed.



Madamen.



                 Nei,fy for al Ulykke!



En røst.



                 Hys, ti stille Moer! I forstaaer det ikke.



Madamen.



                 Hvad? forstaaer ikke? Nei, har man hørt paa Magen? For-
           staaer ikke? Og veed I Faer, hvormange Leiebibliotheker jeg
          
d.II,b.3,s.10              er i? Og har jeg ikke været i Papenborg kanskee, som I kanskee
           aldrig har kjendt Røgen af? Og har jeg da ikke Smag kanskee,
           ligesaavel som I? ja som Ti som I er? Og kan jeg vel fordrage
           denne Harlekins fæle Mechlenborgersprog, som I -- I
           maatte skamme jer -- kan?


En røst.



                 Dette er ogsaa en Røst i Publikum.



Harlekin.



                        -- -- Men mathematisk-vist beregnende
                       den Vinkel hvori Narrens Hoved løfter
                       sig over jevn Fornufts afmaalte Flade,
                       han finde vil hvi Skredet maa nedramle,
                       Saa -- langtfra at, som Sisyfus, at rulle
                       igjen de Stene op, og gjøre fra
                       en Tidens Nar sig Selv til Evighedens --
                       han raaber kun til Hver, som gaaer derunder,
                       et Varsku overtordnende Lavinen.
                       Og, for de stakkels Bønders Huses Skyld,
                       anraaber han de gode Guder, og
                       et Lyn nedbærer Orfeus' Lyra til ham.
                        -- Han spiller -- Stenen standser midti Farten.
                       Han spiller -- Sneen trækker gjen sig sammen
                       som Oldinglokker om den gamle Klippe.
                       Fordømte Lyst! Ja gives større Nar
                       (som sjelden mere usel Hare end
                       den Mand, hvis Lyst det er at jage Harer),
                       end netop Den, som jager efter Narre?
                       end Den, som søger Skurkerne, han hader?
                       Fordømte Lyst, lad hiin Lavin da ramle,
                       og lystvandr i de tusind andre Dale,
                       som kjende den Lavin kun, at en Klase
                       formodne Druer laver ned af Højene,
                       der synes pustede i Leer, optrukne
                       kun efter Qvindebarmens bløde Linier,
                       som hæved Jordens Bryst sig end og aanded. -- --

d.II,b.3,s.11  

Damerøster i Publikum.



                 Fy! Ak min Gud hvilken smagløs Frækhed! At tale om Bry-
                      ster og Barme? Er det for Damer?

(faae ondt.)



Madamen.



                 Æsel! Bæst! hvilken Skamløshed! og det af Sligen?



Andre damerøster i Publikum.



                 Ja faae de Andre ondt, saa maae vi med. Er det for Damer?

(Alle Damerne faae ondt.)



Harlekin.



                        -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys
                       fra Høitidsbordet, fra at speile sig
                       i unge Brudgoms kjække Glædesøje
                       og fra -- --



Damerøster i Publikum.



                 Hold inde! Hold inde! Han forgiver os. Tal ikke om Bryllup.
           Vi faae vore Anfald.

(Damer bæres bort.)



Harlekin.



                        -- -- Fordømte Lyst! Somom et Bryllupslys
                       fra Høitidsbordet, fra at speile sig
                       i unge Brudgoms kjække Glædesøje,
                       og fra at krandse Brudens Kind med Straaler,
                       med eet nedsænkte sig i fugtig Kjelder,
                       for der at skræmme Tusindbeen og Fisler! -- --



Cavaleerrøster i Publikum.



                 Fik vi ikke ondt før, saa faae vi det nu. Roser og Violer er
           Poesie, men ikke Skrubtudser.



Harlekin.



                        -- -- Fordømte Lyst, er dette Blik ei fromt?
                       Dog ahner du og sværger: ondt er Hjertet:
                       at dette Fromblik er en Søe, der spiller
          
d.II,b.3,s.12                          med solbeskinnet Flade, mens den evig
                       til Havet paa den anden Side Kloden
                       igjennem sorte Dybder sænker sig:
                       at dette brune Dueøje er
                       et Kjern hvor mørke Mørje skinner gjennem,
                       en Kaffekop, hvis Nectar, drukken ud,
                       kun viser Fandens Kragetæer paa Bunden:
                       at dette Blaablik, fromt som en Serafs,
                       kun er en dagblaa Silkeparaply,
                       som slaaes op til Dæksel for det Hoved,
                       der venter Skylregn af Forbandelser.
                       Fordømte Lyst -- du bæver for et Øje,
                       og stirrer dog fortryllet ind i Rædslen.
                       Du sværger: Hjernen er en Djævlens Flamme,
                       hvor Dyden, ja selv Psychens Vinger bruges
                       som simpel Ved kun til Metal at smelte.
                       Dog nærmer du, som en fortryllet Myg
                       dig den, at slukke den med Myggevinger.
                       Du sværger: ondt er Hjertet, dog jeg elsker
                       den Guddom lige Menneskegestalt:
                       og, somom Hjertet en Magnetsteen var,
                       og du en Kniv, tiltrækkes du og skjærer
                       og skjærer Hjertet ud, alene for
                       den Skjøngestalt at redde og at snyde
                       ved korte Piinsler Satan selv for Sjelen.
                        -- Vel Satyr, vær da Jordens Satans!
                       Tag Satanas Skat: tag Frygt og Had til Døden,
                       om du ved Pidskesnert end redder fra
                       at pidskes gjennem Evighed af Lyn! -- --


Røster i Publikum.



                 Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes
           kun i Skyerne, og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet
           som en Pidskesnor. Eller troer han kanskee, at vi ikke skjønne
           Poesie?



Madamen.



                 Æsel! Bæst!

d.II,b.3,s.13  

En Røst.



                 Dette er ogsaa en Røst i Publikum.



Harlekin.



                        -- -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden
                                  af Laster som Napoleon, og lad,
                       som Han, din egen Last kun leve!
                       Fortær et Aar maaskee den Ærefrugt,
                       som Menneskhedens Frygt afryster!
                       Fortær den, forat døe forladt,
                       henslængt indunder samme Træ,
                       (som under St. Helenas Piil den Store),
                       det, der nu engang ei et Blad dig ofrer,
                       men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen
                       og pidsker -- selv dit Liig.
                       Opfyld dit Kald! (Hvor er det herligt sagt,
                       men ilde gjort, naar det er let at gjøre,
                       naar En er lænket til sin Stjerne, og
                       ei følger den, forelskt i den, med Frihed!)
                       Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr!
                       Den er en halet, frygtelig Comet,
                       i eensom Skræk fuldendende sin Bane.
                       Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage
                       sig om for alle Rummets Lys at sluge.
                       Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper
                       en efter en fra Himlen.
                       og Venus stiger atter nedi Havet. -- --



Røster i Publikum.



                 Det er ikke muligt. Det er aldeles plat umuligt, at Stjernen
           Venus skulde virkelig gaae nedi Havet. Her er sund Critik. Og
           Poesie kunne vi med. Og Smag have vi med, skjøndt vi ere kun
           Mechlenborgere. Men Oldenborgerne sige det.



Harlekin.



                        -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen.
                       Den er (og dog man hader Hovdet mere)
                       Cometens Svands, som fejer Stjerner bort.
          
d.II,b.3,s.14                          Den er et Riis, som skjøndt med Smiil omviklet,
                       af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes;
                       som stikker frem selv i den Blomsterbouqvet,
                       du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves,
                       forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil,
                       det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader,
                       tilbage, som for Snog i Græsset, bæver.
                       Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd.
                       Hun hører i din Latter kun Satire,
                       og det -- o vee dig! vee dig! over sig.
                       Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker:
                       nu steg paa Flammevinger op i Skallen . .


Røster i Publikum.



                 Hvad for Noget? Skallen? Et mechlenborgsk Ord? Tal olden-
           borgsk, mechlenborgske Tølper!



Harlekin.



                        -- -- Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker:
                       nu steg paa Flammevinger op i Hjerneskallen
                       hans gamle Djævel (ja en Asmodæus)
                       opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!)
                       den fraadser i saameget Godt. Og alt
                       med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn.
                       Tilbage sidder du med aabne Arme
                       som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?"
                        -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr,
                       Hvem Gode flye og Onde vise Tænder,
                       men dog de Værste slikke.
                       Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af
                       sin Herre, du af Dyden skal foragtes.
                       Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler,
                       indledende dig mellem Jordens Helveder,
                       blandt Hjerter, hulere og meer beskidte
                       end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles!
                       Til Helveder føres lænket du af Stjernen.
                       Og værre (siger Præsten) did med Lys
                       at komme end vildfare did i Mørket.
          
d.II,b.3,s.15                          Du Skurkehjerter rense skal, og faaer
                       dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse.
                       Det er dit Kald. Du ex professo skal
                       saameget Ondt imellem Onde lære,
                       at, Iglen liig, du døer, idet du hænger
                       dig ved det Hjerte, som du gyser for,
                       udsugende det onde Blod af Lasten. -- --


Madamen.



                 Utaaleligt! afskyeligt utaaleligt! Han gjør Nar af mine Igler
           fordi jeg er en Iglekone. Bort med sig, bort!



En Røst.



                 Dette er ogsaa et Ræsonnement i Publikum. Respecpt i alle
           Tilfælde for Publikum!



Madamen.



                 Nu? Vil han ikke bort? Vil han ikke bort, mechlenborgske
           Æsel? Troer han, at vi, som have Smag fra Oldenborg, og som
           ere vante til oldenborgsk, kunne fordrage hans mechlenborgske
           Snarren og Skryden? Fy, I maatte skamme jer at lade Folk for
           sine Penge høre paa den usmurte Rok, som skriger i jer Strube!
           Ja I maatte skamme jer at tale jert forbandede mechlen-
           borgske Modersmaal! Fy for Pokkeren, som om Mechlen-
           borgerne ikke havde bedre Opdragelse! Bort I landsforræderiske
           Æsel, som beskjæmmer jert Fædreneland ved at hærme efter
           dets nationale Raaheds Ruklang! Bort, eller man maa forgaae,
           I ægte Mechlenborger! Ægte Mechlenborger? Vil I være en
           ægte Mechlenborger? Hu -- ha! forbandede Mechlenborg, vil
           du puste dig op, fordi vi Oldenborgere endnu ikke brække os
           af dit brød? Vil du briske dig som en Bondekone, der tracterer
           Borgerfolk, og dog troer at turde tale i sit eget Huus? Tør
           I forbandede ægte mechlenborgske Lømler? Forbandede -- ha,
           ja forbandede Mechlenborg, tifold Bandede, som har skilt sig fra
           Oldenborg og lagt en Slagterkniv og et Dovre af Stolthed og nu
           vil styrte en Orkan af tusinde vilde Dialecter imellem, en Orkan
           hvor tusinde Vinde suse, bruse, brumme, snarre, snurre, fræse,
           hvæse, pibe, hvine, fnise, skratte og fnystre! O forbandede,
          
d.II,b.3,s.16              forbandede Mechlenborg, som har skilt sig fra, som har gjort,
           som vil gjøre Oldenborg ulykkeligt! Forbandede! -- Og jeg?
           og jeg er en oldenborgsk Qvinde!
(Synker afmægtig ned.)



Trompet.



                 Bravo! Bravo! vel talt, ret sagt, sagt som af mig Selv!

(Blæser i en liden Lommetrompet).



Røster i Publikum.



                 Bravo! Ja, ret sagt.



Andre Røster.



                                   
(Synes forbausede).

                 Er det gaaet saavidt? Det have vi hørt? Eller var den olden-
           borgske Høkerkjerring gal af Arrighed? Eller have vi selv været
           gale af ligegyldig Skjødesløshed?



Andre Røster.



                 Ja saavidt er det gaaet, og videre skal det gaae. Den, der
           taler mechlenborgsk i Mechlenborg skal tracteres med Nøddeskal
           i Øinene, og med raadne Æg, Æbleskrællinger og Smaasteen
           hvor de kunne træffe.

(Harlekin, der imidlertid har staaet noget forknyt, fjerner sig.)



Andre Røster.



                 Ret! Pak sig, han, som gjør Nar af Folk, da han vover at
           tale mechlenborgsk, skjøndt det er forbudet af Smagen, under
           Straf at slaaes paa Galgen in effigie. Ingen slet Smag, min
           Herre! Ikke Nar af Folk, da han taler mechlenborgsk bare for at
           hærme efter os, forat vise os hvor stygt vort Sprog er! Ikke
           skylde paa Fødslen, for det have vi, ved Guds og Oldenborgernes
           Hjælp, overvundet! Og endelig, slaa ud nogle Tænder, og lad
           Tungen skjære, dersom du ikke paa anden Maade kan faae Ret
           paa dit mechlenborgske Maal.



Madamen.



                 Vi have tabt vore Øren; nu tabe vi vore Penge. Skurk, Æsel,
           Snyder, Theaterdirectør! nu har jeg gabet for en Ort, er bleven
          
d.II,b.3,s.17              piint for en Ort; nu vil jeg lee for 4 Skilling og blive forskrækket
           for 8. Derfor frem med Dyrene! Vi have ogsaa Smag. Frem
           med Menageriet! Men ingen Vers, ingen Ord -- for vi kunne
           selv snakke -- ingen Mennesker, for dem see vi hele Dagen! --
           ingen Guder, for dem læse vi om i Romaner! Men Dyrene frem!
           Slangen! Slangen! og Asenet med de rare lange Øren, og Oxen
           med de rare krumme Horn! Men bare oldenborgske Asener og
           Oxer, for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag!


Theaterdirectøren
(trækkende Harlekin ved Haaret ind paa Scenen.)



                 Hvad, mechlenborgske Klodrian, har du vovet at tale mechlen-
           borgsk til disse Mechlenborgere? Du kunde ligesaasnart have
           ræbet og ladet en grov En gaae med lang Betoning. Du har be-
           skjæmmet vort hele oldenborgske Selskab, hvor du er ligesom
           et skabbet Faar i den velsignede rene Hjord. Du er en Oprører
           imod Smagen og Aarhundredet. Men Aarhundredet puster dig
           bort som et Duun, der vil seile mod Vinden, og Smagen har alt
           spyttet dig ud.
                                   
(Støder Harlekin bag Coulisserne.)

                 
(Til Theaterpublikum i Proclamationstone.)

           Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, saaledes straffes Enhver,
           som oprører sig imod eders oldenborgske Smag.



Trompet
(i Takadressetone)



                 Directøren har gjort sig fortjent af Mechlenborg og af Smagen.
           Directøren har gjort sig fortjent til en Borgerkrone og en Laurbær-
           krands.

(Støder i Lommetrompeten.)



Mange Røster
(under stort Bravo, medens mange Damer og Cavalerer kaste Tørklæder, Blomster, Slør og Pretiosa
til Directøren, som ikke glemmer at plukke alting op.)



                 Triumf! Triumf! Smagen er hevnet. Oldenborgerne skulle
           angive Tonen i Mechlenborg. Thi de have baade Smagen in
           originali, og tale, hvor det skal være, som De der have en Myn-
           dighed, og have et Sprog, hvorimod vi bare kunne stille Copie-
           sang, Ærbødighed og en vis Grynten. Desuden have de engang
           faaet Indpas her, saa vi ligesaa vanskelig kunne blive dem qvit
          
d.II,b.3,s.18              strax, om vi vilde, som Choleraen, om den først var kommen
           i Luften. Da faar det i begge Tilfælde hedde "lass laufen!" Men
           nu Dyrene, Hr. Directør! Men bare oldenborgske Asner og Oxer,
           for vi Mechlenborgere have ogsaa Smag.


Theaterdirectøren
(i Proclamationstone.)



                 Mechlenborgere og Mechlenborgerinder! Da Vaudevillen til
           i Aften er gaaen overstyr (ligesom og ethvert Theater maatte
           have gjort) saasom en Tølper af en Mechlenborger har vovet at
           tale mechlenborgsk for mechlenborgske Øren: saa skal der gives
           eder fuld Erstatning for papenborgske Vaudeville i det Me-
           nagerie, som nu vil aabne sig for eders forbausende Øine, fuldt af
           rare oldenborgske Dyr. Mechlenborgere og Mechlenborgerinder!
           I have Smag. Decretum est! Dixi!

(Gaaer.)



Røster i Publikum.



                 Bravo! Tak! Hørte I det? Han har sagt det Selv. Ipse dixit.
           Det er uden for al Tvivl, at vi have Smag, skjøndt vi kun ere
           Mechlenborgere. Hurra for Oldenborgerne!

(Et Par Stude, Trompet, et Par Sviin, et Asen og en Gaas, der skal forestille en Svane, drives ind af
Directøren paa Scenen.)



Røster i Publikum.



                 Ah! ah! osv. -- Nei see paa Asnet!



Trompet.



                 Ja skrig: ah! ah! for dette er at skrige: ah! af.
          
(Fører en Stud og et Sviin frem.)

           Her see I for det første en mechlenborgsk Stud, som har stanget
           mangen Mand, og et mechlenborgsk Sviin, som . . .



Røster.



                 Hys! hys! Bort med Mechlenborgerne! Frem med bare olden-
           borgske Oxer og Asner.

(Den mechlenborgske Stud og do. Sviin udpibes og udføres.)

d.II,b.3,s.19  

Trompet.



                 I have reddet jer Smag, Mechlenborgere og Mechlenborgerinder!
                      I skulde blot sættes paa Prøve med de mechlenborgske Oxer og
           Sviin. Men, se! her er først et ægte oldenborgsk Asen, der kan
           skryde, naar det vil.



Den oldenborgske Asen
(skryder.)

          



Røster i Publikum.



                 Ah! Ah! Det er en rar Egenskab. Nei vil De bare høre hvor
           nydeligt det skryder. Og sikke deilige Øren! Gid vi bare havde
           slige! Vi maa lære os at skryde efter det oldenborgske Asen.

(Mange øve sig i at skryde.)



Trompet.



                 Og her, I Mechlenborgere og Mechlenborgerinder, er en ægte
           oldenborgsk Tyr, som baade kan stange og brøle, naar den vil.
           Og her er et ægte oldenborgsk Sviin, som ikke skriger som vore
           ligesom om det gik med en Kniv i Livet, men grynter saa be-
           hageligt, at det gjerne kunde være Contrabas i Orchestret, nu det
           er fedt, ligesom det kunde været første Violin, da det var sultent
           og magert.



Den oldenborgske Oxe
(hrøiter.)

          



Røster i Publikum
(klappende.)



                 Det kalder man en behagelig Majestæt. Hvert Hrøit, (nei hver
           Bøging) er som om der rullede store Verdenskugler af Toner ud.
           Det er en behagelig, afrundet Majestæt. Fortræffelige olden-
           borgske Oxe, din Tunge maa være formet som Zeus' Skaber-
           commandostav, da han udvæltede Kloderne. Rare oldenborgske
           Oxe, dersom vi havde din Tunge, vilde vi ogsaa bøge. Et olden-
           borgsk Fæ er bedre end en mechlenborgsk Viis.



Det oldenborgske Sviin
(grynter.)

          

d.II,b.3,s.20  

Røster i Publikum.
(Klappende.)



                 Det kalder man en behagelig Finesse i Maalet. Af oldenborgske
                      Oxer kunne vi Mechlenborgere lære at udtale Consonanterne, af
           det oldenborgske Sviin lære vi at udtale Vocalerne.



Trompet.



                 Fuldkommen riktigt. Man kan ikke noksom rose baade de
           oldenborgske Dyr i sig selv og Nytten af at have dem i Mechlen-
           borg.



Røster i Publikum.



                 Men os synes, at vi hellere kunne have vore egne Oxer og
           Dyr at see paa, naar vi endelig skulle see paa Oxer og Dyr. Og
           han har den Frækhed at vise os en almindelig Gaas for en Svane.



Trompet.



                 Oprør! Oprør imod Smagen, den vældigste Autoritet! Oprør
           imod Tiden, det største Fædreneland! Oprør imod Naturen i de
           oldenborgske Oxer og i alle de oldenborgske Dyr! Oprør imod
           Oldenborgerne selv! Crimen læsæ majestatis & bestialitatis!

(Støder i Lommetrompeten.)



Andre Røster i Publikum.



                 Oprør imod Oldenborgerne? Ja det var det. Hvem var det?
           Hvem har solgt sit Liv, Ære og Rygte? Til Kamp! Riv dem
           isønder! Der er de! Til Kamp!



Andre Røster.



                 Velan! Koman! Det var os, som mente, at oldenborgske
           Oxer vare netop ligesaa gode i Oldenborg som mechlenborgske
           i Mechlenborg. Det er os som mene, at Oldenborgerne ere bedre
           hjemme og bedre i Oldenborg end i Mechlenborg. Det er os --
           kom an! Vi vinde i Længden -- som mene, at I ere større
           Narre end Oldenborgerne, og at det er Daarskab at indføre olden-
           borgsk Fæ i Mechlenborg, naar dette ingen Mangel derpaa har;
           thi bliver der for meget indført, vil det falde i Prisen baade for
           os og for dem, og spise op baade for os og vort eget Fæ.

(Vild Tummel. De oldenborgske Dyr og Trompet drives bort. Harlekin træder frem)

d.II,b.3,s.21  

Theaterdirectøren.



                 Mechlenborgere! Hys! Sjuh! Jeg Harlekins Hosbond, Jeg
                      Directøren, har befalt, at han skal fremtræde med en Declama-
           tion i det oldenborgsk-mechlenborgske Sprog, hvori man in-
           formerer baade bag og foran Coulisserne. Dette skal han baade
           forat stifte Fred, forat gjøre en Slags Afbigt fordi han talte i sit
           Modersmaal istad, og forat vise det mechlenborgske Publikum,
           at Oldenborgerne omsider kunne faae oldenborgsk Skik paa de
           stiveste mechlenborgske Tunger, og at de have Respect for den
           seirende oldenborgske Smag.



Harlekin.



                       Af tvende Pigers Skjønhed straaled Attika:
                       af Melpomenes, en Patriciers Stolthed,
                       og af Thalias, kun en Bondes Glæde.
                       Men Melpomene slog kun Perlesløret
                       tilside, forat Bondeknøsen Momus
                       sig skulde brænde paa de sorte Øine.
                       Thalias Straahat hendes Kind beskygged
                       kun for den Blomst at gjemme frisk til Momus,
                       hvis han, hvis han -- ja det var Knuden,
                       der løstes ikke i de Taarer op,
                       som løste tidt sig under Hatten, og
                       med andre Blomsters Dugg hendamped sporløst.



                       Men engang -- stakkels blege Melpomene! --
                       en ondskabsfuld Zefyr et Viinblad letted;
                       og -- ha, hvad seer hun der i Aabningen?
                       Straahatten, Hyrdestaven slængt' i Græsset,
                       som var' selv de forelskte i hinanden:
                       Thalia, Momus slængte hen i Gresset,
                       som lærte Hatten hende, Staven ham
                       ret skjødesløst at ligge og fortroligt;
                       ja -- svimmel Melpomene greb i Ranken --
                       saa ganske nær hinanden, at de syntes
                       paa samme Rosenqvist kun tvende Knopper,
                       der drak hinandens Dugg. -- --
          
d.II,b.3,s.22                          Det var Viinhøstens Tid. Da malte Momus,
                       saa faunekaad, saa lattermild som Vinden,
                       saa fuld af Fryd og Overmod, som fuld
                       af Sødviin Klasen, der, nedludende,
                       hans Pande kildrede til Latter stedse,
                       i Drueblodet Næsen flammerød.
                       Men Skjøn-Thalia stopped ud Gevandtet
                       med Viinløv, og, alvorligt-hilsende,
                       gjensidigt spurgte de: "mon du formaaer
                       saaledes og at elske mig, min Kjære?"
                       Men begge svarede med ærligt Nei:
                       "i Menneskhedens Barndom idetmindste
                       bør altid Godt og være Skjønt: men nu
                       vi ligne Stadens trivelige Laster:
                       Der er Byherren, der er Bymadamen:
                       der er den Frøken Melpomenes Onkel,
                       den Onde, Drukne, Stolte og Forædte,
                       den rødviinkogte Skinke!
                       der Tanten bristende af Mod og Stolthed
                       den pengestoppte Pølse, den Pengepung med Kjød i,
                       som Begge haded arme Melpomene,
                       fordi" -- her endte Momus i et Kys,
                       og afbrudt kun Thalia kom tilorde:
                       "De haded Momus, Melpomene lasted,
                       fordi den høifornemme Slægtning, liig
                       en Blomst, der faaer formeget Sol, hensmægted
                       i dette milde Purpur, som udflød
                       . . som flyder ud (thi jeg nu drikker det)
                       af Drengens Kinder, og paaengang nu
                       Thalia lædsker, qvæger og opvarmer,
                       somom hun var en mere solkjær Blomst."


                        -- Det var Comedien: første af Comedier.



                       Hvor loe de! Ja saa Alle stimled sammen.



                       Hvor loe de! Ja saa Alles Sorg bortblæstes.
                       Kun Onklens Næse blegned, Tanten indsvandt.
          
d.II,b.3,s.23                          Hvor loe de! Ja saa Selv de brast tilsidst.
                       Og leende, end paa den sidste Bølge,
                       som deres Latter havde slaaet i Luften,
                       de Tvendes Sjele svømmed ind i Himlen,
                       begyndende og der det samme Spil
                       at pidske Last med Smiil.
                       Der fik de Løn, som her, af Himlens Narre;
                       men Zeus de lattermilde Engle elsked.


                       Da Furiernes Tog, som havde hvinet
                       igjennem Melpomenes' Sjel fik Slut:
                       Skinsygens gustne Døttre -- de, som hviske:
                       se her et Pulver som forgiver Sorgen! --
                       og Hevnens Sønner -- de, som slibe Dolke --
                       og Harm -- der gaaer paa Tordner gjennem Sindet,
                       og ruller Oceaner gjennem Pulsen --
                       det endeløse Furie-tankefølge,
                       som, før den sidste kommer, før de styrte
                       i Rædselsgjerninger i Friluft frem,
                       optraakke Vanvidsdybden i et Hjerte
                       saa dyb, at dette Pantheon blier ligt
                       den Kjelder, Favne under Jorden, hvor
                       Lazarer, Røvere, Barnemordersker dandse --
                       det hele svandt mod Himlen i et Suk,
                       da Parrets Livsensrødme sank i Jorden
                       som Morgenskodden, Dagens Forseiler,
                       der skjærer sig indunder Dalens Græs,
                       skjøndt nys den krænged kaut paa Skrænten, pralende
                       med violette Bram, trefarvede Vimpler,
                       med Takkelads af perlet Spindelsilke,
                       og med sin Høvedsmand i Høibordsteltet:
                       en Natsfinx, som (naar Snekken, der udvarpedes
                       af Aftensolens sidste lange Straaler
                       ifra en Skovhavn, tørner, ladt med Vellugt,
                       om Natten mod et Babel af en Blomst)
                       flux gaaer iland og svirer alt til Gryet.
                        -- Meer bleg, meer stiv end Ligene, som deres
                       Skjønmausoleum Melpomene stod der.
          
d.II,b.3,s.24                          "Ved Himlen! Døde?" skreg hun; men en Tanke
                       end højere i hendes Hjerte skreg.
                       Og denne skreg: "og Jeg har ønsket det?"


                       Da bleg og hurtig som et Maaneblink
                       hun bryder gjennem Rankehegnet. Liig
                       Diana over sin Endymion,
                       hun over døde Elskling kaster sig;
                       beundrer leende det stive Smiil;
                       den fine Rødme, end bortdampet ei,
                       og jubler: "nu, nu tør jeg kysse dig!"
                       Men springer op med Hviin som en Løvinde,
                       der kyses fra sit Bytte ved at see
                       det var et Aadsel. Selv mod Zeus,
                       der Aanden tog, hun raser; bander Aanden,
                       der, med Foragt for Skjønhed og for Fryd,
                       forlod sit Legeme og Melpomene;
                       ja sparker (men av Nid kun til Persephone,
                       som alt fortærer dem) de skjønne Former,
                       som hun i næste Stund, paa dem nedsjunken
                       sagtmodig som et Offerlam,
                       med sit afrevne skjønne Haar begraver,
                       og (selv Thalia til Forsoning) kysser.
                        -- Forbauste Alle Møens Kummer saae.
                       Dog meer forbaustes Mange ved den Tanke:
                       kan en saa Rig og Fornem føle Sorg?
                       Men halv med Rædsel saae de hende pludselig,
                       at reise sig med fromme Smiil, at stryge
                       sig koldt og eftertænksomt over Panden,
                       at ordne sine Lokkers Levninger,
                       at trykke Taaren bort og tvinge Hulknen,
                       som nu, nys klingende igjen fra Bjerget,
                       ei længer end Rebellen under Øx,
                       sig vaanded under sammenbidte Tænder.
                       Da med en Høihed, som, skjøndt ei bevidst
                       ulykkelige Uskylds Majestæt,
                       lod Dalens Herre, en Senator, løbe,
          
d.II,b.3,s.25                          hun bød (først efter Prøver paa at tale):
                       "fra Templet henter mig Apollos Lyra!"


                       Senatoren løb og Hundreder med ham,
                       som for en Syg paa Vei ei Fod gad løfte.
                       Men somom Solens Straaler havde flettet
                       sig til en Lyra eller ned den baaret,
                       Apollos egen laae i hendes Haand. --
                       Hun sang sin Kummer, o saa skjønt somom
                       den hendes Elskte var, ja hendes Gud;
                       saa skjønt, at alle sig i Sorg forelsked,
                       og raabte: "sørger! hvor er Sorgen skjøn!"
                       og rev Cypres- og Oljegrene af
                       til en Triumfstol for Skjønsangerinden.
                       Men da de kom, og raabte: "Muse, stig,
                       stig op, at vi kan bære dig rundt Attika!"
                       da sad hun bøjet over Lyren -- Ak!
                       Triumfstole'n faldt -- da sad hun bøjet -- Skræk!
                       der rinder Blod? -- da sad hun bøjet -- O!
                        -- med Dolken i sit Hjerte.



                       Det var Tragedien, første av Tragedier.



                       End Momus og Thalia loe i Himlen;
                       men deres Latter taug, da Melpomene
                       indstraaled der, af selve Phoebus fulgt.
                       Men da hun sang sit Qvad, da græd de begge,
                       og trykte blegnende sig til hinanden.
                       Thi nu i Melpomenes nøgne Sjel
                       de saae, at hvad paa Jord de kaldte Stolthed,
                       Sjelshøjhed var; at Øjets mørke Bryn,
                       som hist de skjælved for som var det Aag,
                       Sjelsstyrke var, der nu i hendes Sjel
                       laae som et deiligt Skyggedrag.
                       Alt ønskte Momus: "gid saa skjøn hun var ei!"
                       Alt sukkede Thalia: "var hun Furie!"
                       Da dømte vise Zeus: "se Himmelhvælvet
                       er som Alfaders egen Hjerneskal.
           1  tilbakeHer faae nogle Cavalerer ondt formedelst Ordet "paagløt," og nogle Damer
formedelst Skildringen i denne Replik. De hjælpe sig dog med Hovedvand,
uden at gaae ud.
NESTE