|
| d.II,b.2,s.577 |
Præster.
Snart Skyen kløves af Præsternes Lue,
saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue:
da gaaer i Døden! --
Messias.
Rolig suser Jorden, mens Himmelen og Helved
hendrøne over den.
Rolig, som en Almagts-haand den svæver.
Cajahel smiler til den Rædselsfærd,
hvor i hans Herrers Hænder skjælver
et Helveds hvasseste, men skjøre Sværd:
Fortvivlelsen:
hvor Aanden, der hans Støv belivner,
i Kamp henbruser mod sig Selv;
thi Menneskeheden, se, liig tvende Have,
af Tryllescepter stivnet
til to christalne Hvælv,
der snarlig sammenbriste og begrave
den mørke, syndefulde Alder,
der, heller, end den frelses, falder!
Dog mellem begge Rædsels-rader,
saa ungt og friskt, som i
den første Morgens Brude-lin,
Cajahels Blomstersmiil sig snoer,
huldthvidskende: "Abiriel, Herre-min,
saa troe er jeg, at, om du bader
i Blod mig dybt, jeg bliver dog
din egen favre Jord;
og du af Sorg vel engang klog,
saa engang i en frydsom Roe,
vi kunne sammen boe!"
End døer ei Jorden da. Om Liig
end over den mod Skyen høinede sig,
med Millioner Mennesker omsider,
der Himlens Fryd-roe fandt i Støvet,
den frem blandt Himlens Verdner glider.
|
| d.II,b.2,s.578 |
Hvi bæve da, I Himmelske,
for eders Brødre hisset? -- se,
tvesplittet ligner Menneskeheden
jo Jesus i Gethsemans Nat,
imellem Seir og Tab
imellem Haabets Høi, Fortvivlens Gab,
imellem Dyb og Himlen sat!
-- O, sandelig, som Han, den skal
et Seirskors plante paa sin Val.
Jesus.
De Arme, Vee!
saa tæt i Støvets Duft-mulm hyllte,
af Vellyst, Mag og Magt fortryllte,
at, førend de
det miste, sig i vilden Kamp
paa Afgrunds Tind de orme;
de rasende fra Jorden storme;
og flux den hvinende flugtdrevne Skare
vil finde sig i Himle klare,
hvor hver af dem med Skræk maa see
sig mellem dem, han hissetnede
som Straaet vilde søndertræde,
liig mellem Straaler en zittrende Damp,
opfyldt, som med en Storm, med Vee.
-- O Sorg i Himmelen maa vorde
naar den paaengang sortnes af
de tusind Jammerfulde ifra Jorden,
der døe ufrelste -- ak! ved Frelserens Grav.
Præster.
Nu blusser --
Jesu Aand.
De døe i Synden! . . . gjerne jeg
end-eengang leed for dem og døde!
|
| d.II,b.2,s.579 |
Ak, Syndernes Støv! du bære,
naar Dødens Smerter dig gjennemskjære,
den tyngste Last af Aandens Brøde!
Messias.
Nei, Aanden synder, Støvet ei.
Men her vil Aanden paa sig Selv
sig hevne og udsone;
thi Hjertet i hver himmelsk Sjel
er evig Retfærds Throne.
Jesu Aand.
Ak, Jesus frelste ikke Jorden heel!
Messias.
For Himle er en Frelse i hans Ord!
Det er den evige Sandhed gleden
fra høj'ste Himmel, fra Fuldkommenhedens,
igjennem alle Himle straalklar ned
til dette Dyb, Abiriels Jord,
ei længer Syndens Ynglested.
Jesu Aand.
I Kampmulm hyller den sig nu,
og yngler Furier, som følge den,
liig Luers Hvinen, reiste Slangers Gru,
igjennem Rækker Himle hen.
Se Tusinder af Brødre Straalen flye,
og hylle sig i tættere Skye,
og ned i Blod sig dybere hule!
Messias.
Hist Dampen
af Cæsars Stampen
er sidste Hvift af Djævles Vingeflor.
|
| d.II,b.2,s.580 |
Hist Præstens Baal, det høie,
er Djævles vilde Øie
idet de bange rode sig i Jord.
Men dybere ei end Graven kan Djævlene sig skjule.
Bag den ere Djævle ei, men Engle kummerfulde,
der hæve sig, som sorte Suk fra Mulde,
og gjennemskygge Himlen, nu
der Sandhedsstraalen rækker dem igjen,
og varmer, lyser, bæver gjennem dem.
Jesu Aand.
Fordi den lyser ned i deres Hjem,
Hver af de Arme bange dette flyer.
Med tusind Brødres Salighed
kun kjøbes Millioners Frelsefred?
O, kosted den kun Eens, den var for dyr!
Præster.
Baalet blusser: Satans Tunge rød og hed
hviner under Sol sin Tørst.
Molochs Præstechor, bered
dig at lædske først. !
Cæsar.
I Østerlands Despoter, der
med Slavers Sukke sortne Morgenrøden,
her Broderskab med usle Kaster er,
hist Majestæt i Døden!
(Sultanerne og Schakerne kamp-fremdrage.)
Messias.
Snart Jorden er reen -- Voldherskerne falde:
da, Jesus-Messias, i alle
Millioners Hjerter lever din Sjel,
de Himmelskes hellige Aand:
|
| d.II,b.2,s.581 |
da, Jesus-Messias, i alle
Millioners Hjerter opstanden du er.
Jesu Aand.
Dog frelste ei Jesus Jorden heel;
thi Nogle jo falde.
Messias.
De offre sig Selv.
Jesu Aand.
Kun Jesus sig offrede Selv for Dem!
Jeg døde for Syndere.
Messias.
Opstaae da for Dem!
Se, hist i din Grav
end ligger dit øde Hjerte,
af Rachels Favnetag omarmet,
af Josephs Myrrha end livsvarmet,
end liig en ulmende Kjerte:
Dit Støv, saa herligen formet af
Cajahel, at Aanden, skjøndt himmelsk fri,
ei føler sig lænket deri!
Jesu Aand.
Ei efter Jesus noget Offer falde!
O Jesus frelser Alle, Alle!
For Syndere han gav sig hen
til Smerter, de Vogtere af Himmelen;
for Syndere han opstaaer igjen!
Præster.
Nu Skyen kløves af Præsternes sidste Lue,
saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue!
-- Da gaaer i Døden!
|
| d.II,b.2,s.582 |
Thronherskerne og deres Skarer.
I Døden!
Folkene.
Til Døden!
(Thronherskernes Skarer vælte sig ind imod Folkene foran Jesu
Grav. Molochs Præster synge Offerhymnen, i Begreb med at
styrte sig i Baalet.)
Jesu Veninder.
Ei Qvinders Øine ved den Rædsel dvæle!
Vi Qvinder, som ei mere føde Trælle,
mod Graven vende Øjet! der vi knæle!
Jesu Aand.
For Syndere jeg gav mig hen:
for Syndere jeg opstaaer igjen!
(Forsvinder af de Himmelskes Rækker. Stenene og Seglet briste
ifra Graven. Et Jordskjælv bølger imellem Rækkerne, hvor Kam-
pen er i Udbrud. Jesus sees ovenpaa Gravklippen.)
Jesu Veninder.
(blive Jesum først vaer; nedknæle mellem Rækkerne)
Fred! Fred! -- Han er opstanden!
Jesus.
Fred paa Jorden som i Himlen!
Jesu Disciple.
(nedknælende om Korset)
Fred! Fred! -- Han er opstanden!
Folkene.
(nedknælende, kastende Vaaben)
Fred! Fred! -- Han er opstanden!
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
(bøjende sig i Støvet)
Han er opstanden!
Hvad mægte vi? -- Han er opstanden!
|
| d.II,b.2,s.583 |
Jesus.
Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed
nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred.
Ja Fred; thi Frelseren seired!
Ja Fred; thi I Alle og Myriader af Himmelske ere
som Draaber af samme Hjerte!
Da graanende fremaf flammende Dampe Jorden sig skjød:
da Guds Algodhed bandt den til sig ved Solens Glød;
(thi første Straaleglimt vakte
det formende Liv -- o herligt, som tænkte det Selv -- ja Cajahel
til Seir mod Obaddons Dødkraft) . .
Da grubled i Jordens Skabelsesmulm en Aand over Gud.
Men, da han Kraften ei saae, der rullede Jorden ud;
men Jordens Aandedrag lød, som
en smægtende Bruds, mod Himlen fra Blomster og levende Fugle
(dens Overflods Suk mod Skyen):
. . beruust af Cajahels Livssmiil, af Vemod, Aanden forlod
sin Himmel, og parrede sig med Muldens det bedste Blod:
et Mandehjerte, ei vakt end
til Livet, han reiste op som et Kraftens: Abiriels Tempel,
som Jordklodens Herskerthrone.
En Himmelsk, der elskte Aanden, thi Begge runde ifra
den samme Verdens Stjerne, bejamred Abiriel da;
thi, seende Adam kun mægte
at sandse sit Støv, den Elskende tænkte: han vender kun sygnet,
meer sorgfuld end før tilbage.
Da rullede Himlene gjennem Aandens Vee:
"Phun-Abiriel! hør! hør!
"Prøv, om, gjennem Taareglimt,
"du kan faae et iilsomt Glimt
"af den blegnende Seraf
"ved dit Hjerte, ved din Grav!
"Vee mig! . Øjet er et Slør,
"Øret er en Grav for trang
"for Aandesang.
"Ak, saa sløvet,
|
| d.II,b.2,s.584 |
"at han sandser kun i Støvet
"Fugleqvidr og Ormesprang!
"Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
"har levende begravet! -- -- "
Og Himlene gjennemrulled, som Echo af Aandens Vee,
Aandernes strenge Sandheds Svar:
"Se, i den trange
"Hjerneskal kan han kun Støvet fange!
"Ikke han finder
"Rum til de gamle Minder.
"Mandens Kraft er et Liigslør over
"en Aand, som sover!"
Men stærkere gjennem Himlen den Elskendes Vee
da atter udbølged; thi nærved Adam, se,
en Qvindeskabning i Slummer!
Da tænkte den Elskende: parrer han sig med et Dyr, han gjenvender
først silde igjennem Æten.
Og Himlene gjennem hensortnede Aandens Veesuk:
"Ak, der ligger Qvinden,
" -- Forræderinden,
"som maa forraade til Dyr og Muld
"Abiriel den Høie i Puppeskjul,
"som maa med Smiil hans Salighed
"igjennem sit Skjød i Dybet slæbe ned!
"Han favner et Dyr (fordi i Form
"det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
"og frem af det Favnetag
"(som Skyer af ynglende Nat og Dag)
"et Afkom mylrer og ned sig roder
"i Mulden; af Æten Enhver
"sig dybere roder end sin Broder:
"jo Yngre, jo mere liig sin Moder.
"O Vee, naar Slægten blandes, saa ei Forskjel,
"vi finde paa Dyr og Abiriel,
"paa Qvindehjerte og Mandesjel!
"Sig Qvindens Slægt
"fasthænger med hele sin plumpe Vægt
"af Blod og Been,
|
| d.II,b.2,s.585 |
"saa Phun-Abiriels Hjemflugt blier seen.
"O først, naar Jorden er øde,
"og Alle døde,
"i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde,
"saa stor som før! -- -- "
Da gjennem de sortnende Skyer af den Elskendes Vee,
han fanger et Glimt af sit Høimaal at see.
Med Vemod, det huldeste Seirsblik,
(liig den, der maa Slot ombytte med Hytten) han sukker til Qvinden:
"o Orm, du vorder min Søster,
som Adams Kjød Abiriels Broder paa Jorden!"
"Ak -- tænkte Aanden med Fryd -- hvis Abiriel saae
"i Qvinde-øjet en Aand ham liig,
"der blottet paa Smiil-nymphæer laae,
"og baded i Taarer sig:
"i dette Bad stege Begge ned,
"og toede reen deres Kjærlighed.
"Da Himmelens Salighed, Jordens Lyst
"sig parrede i uskyldigt Bryst!
"Det skee! det skee!
"Abiriel see
"i Qvinden sig Selv: en Aand,
"liig Ham, i Baand.
"I Qvindeskabningens Blik det dumme
"han læse ei sin stumme
"Forviisnings-Dom.
"Et Glimt skal vise en Aand der bag,
"der kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
"En Aandestraale i Qvindens Smiil
"forraade vil
"Abiriel, at Han ei vandrer ene
"forevigt forviist blandt Dyr og Stene!
"Abiriel ahn, at, som Du, en Aand
"sin Vinge dig rækker i Qvindehaand! -- -- "
Den elskende Aand, Ohebiel, da af Kjærlighed forlod
sin Himmel, parred sig med det skjønneste Muldens Blod:
et Qvindehjerte, ei vakt end
til Livet, sig reiste op som et Kjærligheds, Ohebiels Tempel,
som Jordklodens Dronningthrone.
|
| d.II,b.2,s.586 |
Og Himmelens Aand-chor udsang Algodhedens Svar, det velsignende:
"Kun Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden, som en Mand og Qvinde,
og i dens Skygge Fryd og Fred
de alle Livets Hjerter finde.
Abiriel reen fra Adam skal gjenvende,
og Evas Hjerte Ohebiel gjensende.
De elskende Tvende Stamforældre vorde
til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden,
til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden:
til Abiriel-Ohebielers Orden.
Thi første Elskovs-omfavnelse (liig
to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig)
forplanter foreente i Fosteret begge Aander:
saa de igjennem Æten i Mulden vandre sammen:
saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme:
ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel:
hver Himlens Sjel og Jordens: Abiriel-Ohebiel.
Dog Mandens Muskler klarere fremhæver
Abiriel,
paa Qvindens Nerver klarere fremsvæver
Ohebiel:
da favne Mandens Muskler Qvindens Nervesky: heel
i Støvet da og klar er Abiriel-Ohebiel!
Men Kraftens ranke Stamme, Kjærlighedens Blom
(i Form ei længer af stærke Mand og Qvinde from)
vil Gravens mullne Skyer bryde
og indi Himmelen sig skyde:
da i hverenkelt Engels Hjerte ifra Jord
sig Kraft og Kjærlighed evig sammensnoer:
i samme Vingelye boe
de elskende Stam-aander to,
foreente til een Sjel:
Abiriel-Ohebiel."
Det sanded' Alfader, styrende Alt til Salighed, lod
Han, forat saliggjøre en Verden, synke i Blod
|
| d.II,b.2,s.587 |
de tvende Himmelske. Jorden
jo høinedes fra et Dyb til en Himmel, da Aander beboe den,
i Guddommens Navn den herske?
Det elskende Aandepar, som i Mulden nedsteg med Sorg,
saae Jordens Skjul at blive en Himmels Stammeborg.
Thi Begge bleve hernede
jo Menneskehedens Stammepar, Begge i Himlen Forældre
for Engle fra Jordens Grave.
De elskende Tvende rene fra første bristende Leer
opstege: Adam atter da hist Abiriel er.
Men Støvets Elskov (liig Strømmen,
der svømmer med Stjernens Billede bort) gjennem Æten forplanter
forenede begge Aander.
Se derfor, som Æten ældes, den ædles: de elskende To
som Kraft og Kjærlighed stedse sig nærmere sammensnoe
i Jordens Hjerter -- o indtil
hvert Menneske en Ohebiel-Abiriel blier fuldkommen,
som Englenes Hær om Jorden.
Men Mennesket glemte Himlen i Hjertets dunstede Hal.
Dens dunkle Minni nævnede han sit Syndefald.
Dog Qvindens Liv var Ohebiels
opoffrende Ømhed; Mandens de dristige Greb efter Sandhed
i Mulmet Abiriels Grublen.
Sig vældigen reiste Støvet, liig en berusende Storm,
og omslynged' Aanden, ligt hiin Livspalmens Orm.
Kun derfor Mennesket kjæmped,
at sluge alene Sødmen i Støvet af bundløse Bægre:
Bedrag var hans Haand, der greb dem.
Da byggedes Synden Templer, paa Throner Lasten opstod;
en Herskers Vellyst badede Jorden i Tusinds Blod.
Af Templets Løgne og Borgens
forgyldede Laster sneg' sig forhæsligte Skygger til Hytten.
Hist Jubel, her Jammer rundtom!
|
| d.II,b.2,s.588 |
Dog glimrede over blodige Jord, i Mulmet igjen
i Trællens Sorg en Tanke (Messias nævntes den)
om Aandens Høihed et Minde,
et Billed, der gjennem Taarer fra Hjerternes Bund sig fremskjød, af
et Menneske i Sandhed.
Og Aanden sig i sin rene Styrke, i al sin Herlighed
opreiste . .
Korsets Skarer.
I Jesus!
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
I Jesus!
Hele Menneskeheden.
I Jesus Messias!
Jesus.
Han lærte dem Frihed Sandhed og Kjærlighed.
Og Aanden sig i sin hele Styrke og Herlighed
opreiste i Millionerne.
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
O Tilgivelse!
Jesu Bekjendere.
Det er det første Offer en Christen lader see!
Tempelherskerne.
(kastende Afgudsbillederne, Tiarer og Besværger-stave i Baalet)
Der brænde Altrene!
Vort første Offer til Sandheden!
Thronherskernes Skarer.
(kastende Kroner, Sceptre, Vaaben, Lænker i Baalet)
Bort! bort Tiarens Pleiefostre!
Der brænde Thronerne!
Det vældige Spøgelse -- ha, Majestæt! --
|
| d.II,b.2,s.589 |
som Trællen tilbad, ja vi Selv,
med Røgen driver bort!
-- Vort første Offer til Friheden!
Hele Menneskeheden.
(omarmende)
Forsoning! vort første Offer til Kjærlighed!
Jesus.
Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed
nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred!
Menneskeheden.
Ja Fred; thi Frelseren seired.
Jesus.
Ja Fred! Thi I Alle og Myriader af Himmelske ere
som Draaber af samme Hjerte.
Menneskeheden.
Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
at Kjærlighed er deres Livsenssjel;
ja Sandhed, Frihed vor Abiriel-kraft,
vor Dyd Ohebiels offrende Kjærlighed.
Se, vore Hjerters Frihed -- o den himmelske --
sit Billed har i jordisk Borgerfrihed!
Og Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens store Fad!
Vi i os Selv Guds Billede erkjende,
og Kjærligheden som Præstinde dyrker
i Aand og Sandhed det ved Dyder.
Og Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre under Himlens vide Tag!
Jesus.
Da Frelserens Værk er fuldbragt: Himlen har
det evigen kronet i Opstandelsen.
|
| d.II,b.2,s.590 |
Se jeg hjemvender Elskte, atter hvor jeg var:
til eders store Brødre hist i Himmelen!
-- Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
Ja, fuldbragt er Frelserens Værk. Jorden jo er
nu vorden en Himmel: den samme,
gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær,
er dødeliges Hjerters Flamme!
O, naar du mit Støv seer glide af min Sjel,
for evig i sin Grav at skjule sig,
mon spørger du da Støvet meer, Abiriel:
"Ha lever dette Dynd? Jeg seer det aander.
"Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes?"
Menneskeheden.
Nei, Frelser, ei vi dyrke Støvet meer.
Dets Præst er Egennytte, hvis Offer Synden er.
O Frelser, forglem
at Aanden knæled for et andet Hjem
end det hvor Aandens Stamfædre boe:
Abiriel og Ohebiel de elskende To.
Forglem! thi Jordens Jammer strømmed frem,
da Aanden vidste ei, om noget Høiere var
end Mulden, som den traadte paa og bar:
da Aanden spurgte Støvet, hvad var Sandt og Ret?
og Støvet svarte: Hvad jeg byder -- Det!
Jesus.
Naar Eder Obaddons Huulhaand, Graven, til
de elskende Tvendes Himmel løfter, ei
da lyde Sukket: "fra et Dyb jeg vandre vil;"
men: "fra en Himmel -- til en anden gaaer min Vei!"
-- Farvel, i Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
Ja, fuldendt er Frelsens Værk: Jorden jo er
nu vorden en Himmel: den samme
gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær,
er dødelige Hjerters Flamme!
|
| d.II,b.2,s.591 |
Den hellige Aand er Krafts og Kjærligheds --
Menneske, din egen; ja den knytter dig
til Jordens Himmels Abiriel-Ohebielers Kreds.
O Jord, din Broder Himlen favner dig i Mig!
(udbreder sine Arme)
-- Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
(Jesu Legeme synker i Graven. Han opstiger
til Messias og de Himmelske)
Jesu Disciple.
Sørg ei -- han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
Hans Støv ei frelste os; men
hans Aand, hans Sandhed! O Den,
en Frelser, opstaaer jo himmelsk igjen
i alle Jordens Hjerter? Evindelig Fryd!
Jesu Disciple.
Sørg ei -- Han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
Hans Vei til Himlen var vor;
hans Henfart bestraaled de Spoer,
vi skulle til Gud henvandre fra Jord (det gjenfundne Eden)
igjennem Udødeligheden.
Evindelig Fryd!
Jesu Disciple.
Sørg ei -- Han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
I Brødre, lader os fra Frelserens Grav,
med Haab og Jubel til Vandringsstav,
udvandre over Jorden igjen!
Vi ære vor Moder Cajahel ved
i broderlig Fred
at dyrke den.
|
| d.II,b.2,s.592 |
Vi ære vor Fader Himmelen,
ved Jorden at gjøre til Himmelhjem,
naar vi ved Sandhed, Frihed, Kjærlighed
af dødelige Hjerter dyrke Engle frem!
Evindelig Fryd!
Udvandrer over Jorden, at dyrke i Muld
en Himmels fulde Grøde.
Naar Jorden først er øde, da Himmelen er fuld!
Udvandrer over Jorden, thi Friheds Morgenrøde
og Sandheds lyse Dag,
et evigt Gjenskin af
vor Frelsers sidste Vingeslag,
udstrømmer fra hans Grav,
og straaler under Himlen, nu eet Tempeltag,
neddaler over Jorden,
nu eet, eet Altar vorden
for Brødrekjærlighed.
Aljordens Aander gløde
i friske Hjerter nu:
Frihed er Aandens Hjerte, Sandhed Aandens Hu.
Jordens Aander alle
ned i Støvet falde,
den Evige paakalde:
"Hver sin Thronehimmel i egen Pande har;
"Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar:
"Drot er hver for Jorden, Præst er hver for Gud!"
Messias, Jesu Aand, Himlens Aander.
Himlens Aander alle
den Evige paakalde,
velsigne Støvets Brødre; thi Himmel nu og Jord
er vorden til Guds Ære kun eet, eet Jubelchor.
Amen!
|
| BLA BAKOVER |