|
| d.II,b.2,s.473 |
Præster.
Du hører, Folket vil, at Denne døer.
Pilatus.
Nei I, I ville det. Hvis Folket kun
faaer sovet, vil det kalde ham imorgen,
som før, "sin Kjærlighed."
Præster.
Siig, Israel:
naar Romeren, dit Had, har favnetaget
din Kjærlighed, er denne ei forgiftet?
Men fly og skjul dig Israel: se Jesus
i Romerkaabe har Cohorter!
Folk.
Et Folk foragter Legioner. Ha,
Pilatus, du er Dødsens!
Ja, hvad skal jeg?
Her er det Bedst -- ja, hvis Forstanden skal
indrømmes Forrang for en Taare, hvis
det skulde agtes værd at leve og
at være Mand, maa "Klogest" være Eet
med "Bedst" -- her er det Klogest da og Bedst
(som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede)
at lade fatum styre i sit Lune.
Dets Villie altid er den Stærkestes.
Var Syriens Legioner her, da var
min Villie fatum. O, hvor dybt er ei
et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei
jeg mægted see igjennem, see igjennem den,
at Disse maatte seire ved dens Ende.
Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken,
og læst Horatium Flaccum,
og strax hengivet ham: jo kun en Jøde.
Da Timen dryppet var, som andre Timer,
ufarvet, ned af egen Tyngde over
|
| d.II,b.2,s.474 |
Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen
et Rosenskjær dog kunde givet den.
Men nu? Som en uskyldig Dryp-secund
fremtitted den, og nu den svæver alt
paa Nippet til at falde, liig en blodrød
Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig.
. . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter!
dog er den demantreen ei længer, men
i alle Haabets og Uvisheds Farver
den spiller, og den synes som forstenet
af noget Uforklarligts Pust; dog et
Bestemts fraoven eller nedenfra.
Men nu? en Time har jeg kjæmpet -- vel!
jeg maa da ei beseires ganske; men
dog redde Noget af min Villie,
(høit)
Jøder,
I ville have Jesum her paa Korset?
Jeg vil det ei; men anbefale ham
til Lærestol i Eders Synagoger.
At ei i Fiendskab vi samstøde skulle
for denne Sag, hvis Vægt borttages nu
med Romerens engang den tillagte Villie:
en Middelvei vi vandre til Forsoning.
I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe
med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes.
Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os
har ønsket sig. Thi er da decreteret:
den Jøde-konge Jesus skal hudflettes!
(til Soldaterne)
Flux, Romere, hugger løs, somom I havde
det hele Israel med blottet Ryg
i denne Ene!
(Soldaterne hudflette Jesus)
Jesus, vær tilfreds!
Min Portia har Salve. Hvo ei Skib
kan redde, ro tilfreds iland med Baaden.
Saa . . o du Stoiker!
(Soldaterne blive ved at hudflette Jesus)
|
| d.II,b.2,s.475 |
Præster.
Han gav dig Skallen, Israel, at tygge;
men gjemte Kjernen. Ja, han faaer sin Villie;
men din -- ha Israel! men din?
Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg?
Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe
en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag?
Ha, svage Folk, du græder næsten -- ja,
ved Jovah, Taarer hist og her a1t vaske
bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg.
Og hvergang Pidsken hviner, blinke I
med Øinene . .
Pilatus.
O stolte Stoiker!
Sligt Ansigt, roligt som en Sol,
til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn!
O høje, stolte Syn af Guddom!
Men -- Sextus, ha! du slog for haardt --
Nok! nok! ved Jupiter!
Folk.
Nok! nok!
Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer!
Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme.
Præster.
(Hudfletningen standser)
Forstokkede Anklaget tidt man saae
med Melke-ansigt og Commisbrøds-ryg;
thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen,
som Ilden hærder meer end Hamren. Men
Hvo saae en Klager blød? Foragtelige!
Oh, Portia har Salve, og Pilatus
har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab
at bringe Templets Fiende. Israel,
nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig.
Du raabte Blod! og fik det; men i Draaber.
|
| d.II,b.2,s.476 |
Pilatus.
I klage end, I Trodsige? I Trælle,
seer eders Usselhed: en Romerdragt
(der nu paa simpleste Plebeier er
Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved
at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes.
Men fører ham i Israels Konge-purpur
og Israels Krone, nu en Tornekrands;
thi hvo kan finde Davids gyldne nu
blandt Romas Regnepenge?
(Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en
Tornekrands om hans Pande)
Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk
Castel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte)
nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer
end Romas simple Kriger, og jeg tør
din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere,
I Verdens kobbervingede Sejersørne,
nedknæler, hylder Israels Konge; thi
det er et mægtigt Folk, der trodse tør
selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor!
O Hil dig, Israels Konge!
Pilatus.
Ret! Ret saa!
Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør
(vel alle Zoroasters Djævle ere
dets Allierede?) selv Himlen, ved
at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden
i Mig, en romersk Prætor.
Soldaterne.
(slaae Jesus)
Ret dig! Hil!
Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge!
|
| d.II,b.2,s.477 |
Pilatus.
(fører Jesus frem)
(afsides til Jesus) Du sande Stoiker, jeg agter dig.
Jeg haaber, dine Fiender ere mætte.
(høit)
Se hvilket Menneske!
Præster.
(sønderrive deres Klæder)
O blodige Haan!
Vanærede Israel! O Juda,
gjenlagte Beensplint af en Løve,
vee, mere Ild der er i denne Purpurlap
end i dit Hjerte!
Folk.
Haan? Ha, Romer! Haan?
Korsfæst ham, eller du. ! Korsfæst ham! vee dig!
Ha, hvilket Skrig, som tusind Dolkes Hviin!
Slig casus ingen Philosoph anmærked.
Her sværmersk Uskyld er anklaget,
og romersk Retfærd er som Dommer;
men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner.
Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld,
saa er det Romersk dog fra Arildsold
at høre Folkets Røst. Men begge Parter
ved Fødselen ere Romas Afsky:
lad dem isønderrive da hverandre!
. . Nei -- ha, Pilatus skulde være Kritias,
om Denne her blev Sokrates? Jeg vil
ei have Skylden, hvordan det saa gaaer;
thi her Pilati Vid maa stille staae.
(høit)
Elendige Trælle! I, hvis Villie kun
fremkogledes af Disse Troldmænd . .
Du stive Romer, hvo bortkogled' din?
-- Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som
en rastløs Midde i din tunge Hjerne.
|
| d.II,b.2,s.478 |
Pilatus.
. . Hvad ville I?
Præster.
Svar høit, hvad vil du, Folk!
Folk.
Hvad vore Præster ville.
Pilatus.
O tilgiv mig,
du høie Israel, at jeg leer:
mig synes du nu Slangen liig, der dandser,
naar Gøglerens Finger svæver over; men
hensynker død med den. Ha, meer du veed ei
hvad selv du vil . .
Folk.
Jo, jo! hvad Du ei vil.
Korsfæst! korsfæst!
Tilsidst er Visen sjungen
saalænge fore, til De kunne den.
O de Foragtelige! Men jeg hevner mig!
O smukke Rose, du skal sønderrives
af dine egne Torne! du er afreven,
og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg?
(høit)
Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham!
Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig.
(vil gaae)
Præster.
Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død?
hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev,
da sønderrev det Templets Seier. Ha,
hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter,
saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket,
bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren,
begyndende med: "sandt, jeg var for rask!"
vil ende med det Hyl: "jeg er en Morder!"
|
| d.II,b.2,s.479 |
Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder!
Thi evig maa den sande Seier være.
Men Hver, som siden seer dens Grav, som Folket
har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den:
"Han fik en svarig Død -- Gud Os forlade!
Jeg hørte -- gid, ak, gid det dog var ugjort! --
han raabte med sit Dødspust: Vee! mod mig.
Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde?
Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!"
Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket
saa fromt om Jesus, da er Alting tabt:
vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir.
Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover
Kjærminder plante selv med blodig Haand.
Men, dræber Loven, roligt gaaer det da
forbi henrettet Synders Grav, og siger,
med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved:
"Du fik en svarig Død. Gud dig forlader!
Skjøndt, færdes som du kan det! Os det rager ei.
Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad
du fik, fortjente du, og det medrette.
Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare!
Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare!
Det bliver Hans og Lovens Synd; ei vor."
Saa stinker Afsky, som den værste Bulme,
paa den henrettede Misdæders Grav,
hvad-heller Ligegyldighedens Mose
den overgroer, saa ei den synes længer.
-- For Loven døe da Jesus som Misdæder!
Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal
(nei heller forat lade Israel eje
et Minde om dets sjunkne Høihed) lod
vort arme Folk sin egen Lov beholde;
og denne byder . .
Pilatus.
Ja jeg veed det -- ja!
(afsides)
I fanges nu i Eders egen Snare.
|
| d.II,b.2,s.480 |
(til Vagten)
Før frem den Morder og den Røver Barrabas!
(høit)
. . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret,
hver Paaskefest benaade en Forbryder.
(Barrabas stilles ved Siden af Jesus)
Præster.
Ei saa vi meente. Loven . .
Pilatus.
O jeg veed det!
Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se,
her er' da tvende Jesus'er! betyder
ei Jesus "Frelser"? Nu, isandhed
i Mørke har det været slemt for Mange
at frelses af den ene Frelsers Kløer.
Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias!
Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas!
Se milde Ansigt paa den arme Jesus!
Er dette ei som Nat og Dag?
Præster.
Hør, Folk, han stikker dig i Munden
en anden Bid, end den du hungrer efter.
Pilatus.
Blod sidder end, ja eders eget Blod,
imellem Barrabas' Negle. Denne her
skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl?
Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt,
og ei paa disse To: paa Barrabas,
for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet
-- den natlige Hyæn: paa Jesus, hvem
I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham
-- den hvide Due. Kan der være Tvivl?
Præster.
Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst
udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde
en Hytte hist og her, men Du ham hader.
|
| d.II,b.2,s.481 |
Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels
den stolte Arne, Zions Alter, og
du elsker ham. Giv Barrabas fri!
Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset!
Folket.
Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum!
Pilatus.
Ha,
jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas!
Du er en værdig Gave til et Folk
af Mordere: en træffende symbolsk
Foræring, i dets Frihedsfesttid, til
et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa
sin Frihedsdag.
Præster.
Vi ville kun hvad Loven
os byder: Død for Gudsbespotteren,
for Hver der falsk, formastelig, som Jesus,
tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke.
(afsides til Barrabas)
Gaa Barrabas! bring Jesu Kors!
Pilatus.
Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag?
Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte
sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus:
af Livet? Jesus er jo og en Læge;
dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger?
Hvor lavt I staae mod andre Folk!
Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig
meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød.
Dog med en slappere Følelse af Liv
(den Daarer til Selvstændighed ophøie,
og kalde Sjel) end Romere og Græker;
thi I, som Disse ei, der vide, at
det Liv, vi have, er det Alt vi eie,
indrette dette Liv saa skjønt og viist,
|
| d.II,b.2,s.482 |
som man det eneste vel skylder; men
Barbarer I forblive, agte ei
en Borgers Liv, ei eders Eget heller,
naar I en Læge myrde, som dog er
den Eneste, der giver nogen Modvægt
mod Jordens Jammer: Krig og Sot.
. . den Eneste, der kan forlænge Nydelsen
af Livet, og forhale (o som ved
en Borgerkrig han vækker i Naturen)
vor Gjenindsvinden i Materiens Døde.
Bort, bort, I Usle, fra Prætorium!
Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?)
. . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede,
at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes,
saasandt han er saa god en Læge, som
min Høvedsmand fra Capernaum siger.
Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn?
Det er' vi Alle jo. Men kun de Kloge
med Vished vide det, og sige det.
Men Gud er Fælledsnavn for alle
Naturens Elementer. Siger En:
jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er
det jo det samme som om Manden sang:
"Intet er Altings Oldemo'r.
Ild min Bedstefa'r,
Vand min Bedstemo'r.
Tilsammen de avlede Luft og Jord.
Og Luften er min Fa'r, og Jorden min Mo'r.
Jeg er Blod og Kjød,
Odelsherre i dette Dyb,
pidsket af min Fa'r,
Formynder for min Mo'r,
Broder til hvert Kryb,
til Ørn og Mos og Rosen rød.
Klippen graahvidskaldet hist
er en gammel Tante vist.
Jeg veed: jeg er!
Siig frem, om du veed meer!
Jeg troer,
|
| d.II,b.2,s.483 |
at aldrig, førend jeg blev fød,
jeg var.
At jeg er Muld, saasnart som jeg er død;
saa stolt jeg nu er -- ha!
ei værd belivet Støvgran da,
ei værd en Flue paa en Qvist,
jeg troer, jeg troer forvist!"
Nu da? Ei Lapperie! Ved Guds Retfærdighed
jeg . .
Præster.
Hvilket Chaos i din Hjerne!
I samme Aandedræt du Gud benegter,
og sværger ved hans Retfærd. Derfor just,
fordi dit Vanvid er af Vind-natur,
ustadigt, men uhyre, uden Form
og blødt, det bøjer sig som Vinden let
om Andres Vanvid, ligemeget hvilket,
der formet fast sit Horn opløfter.
Pilatus.
Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes
at ville drive Leeg med Jesu Hoved
og med min Tunge . . . ja, ved Romerens Fasthed!
jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt,
fordi I bringe saadant Lapperie
i Retten, som en Klage for et Navn.
Præster.
Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig
"Guds Søn" at kalde, ikke maaler i
din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov
fandt Gravens Maal kun stort nok for en Deel af den;
men hule Helved favner Resten.
Pilatus.
Huult?
Oh, eders Helveder, I Præster,
sig hvælve, søile høit mod Skyen!
(til Jesus)
Hvad svarer du? Du tier blot og lider.
|
| d.II,b.2,s.484 |
Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig
ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten
at frelse dig og fæste dig paa Korset.
Jesus.
Du havde ingen Magt, hvis Den ei var
fraoven givet dig.
Pilatus.
Du mener Skjebnen?
Den slaaes med mig om dig.
Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo
Samvittigheden mig beskylde for
Oprører. Men isandhed, hvergang jeg
forsvarer dig, jeg har en Følelse,
somom mit Hjerte soled sig; men saa
en Taage kommer drivende -- hvorfra?
Det Jeg veed ikke.
Jesus.
Pontius Pilatus,
De, som mig gav i dine Hænder, have
en større Skyld end du.
Pilatus.
O stille Viisdom!
O kolde, rene, høie Æther!
Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu
saa vist og roligt, nu
da ei hans eget Fædreland vil bære ham,
men gabende ham jager ud, som paa
en Leviathans Ryg! -- Jeg agter dig.
Skjønt from som Daaen, der med Maaneskinnet
og Egens friske Duften sværmer, og,
som Daaen jaget ind i Klippens Klemme,
han piber ei som Daaen. Du har min Høiagt.
Og Vee den Dristige, som lette tør
mit Romerskjold, der nu bedækker dig
-- ja dækker dig, ved min og Romas Ære!
Jeg holder dig med Staalkloe: kommer nu,
|
| d.II,b.2,s.485 |
I sultne Ræve! Kommer nu, og rører,
saa faae I Blod paa Snuden!
Præster.
Pilatus, døe han maa! han maa! han maa!
I alle Jordens Præsters, alle Altres
og alle Guders Navn, i Jovahs Navn,
Det fordre Vi!
I alle Jordens Kongers, alle Throners,
i alle Tyranniers Navn, i Cæsars,
Du burde fordre det; ja Du!
Pilatus.
Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger.
Præster.
Vee Jordens Herskere, hvis dorske de
kun frygte Sværd, ei Ord, et Ord, som kan
belivne Millioner Sværd! Vi sige dig:
den Synder der har Trælle Frihed lært;
og, forat de med desto større Kraft
kan bryde Lænkerne, han lærer dem
at styrke sig ved Dyd.
Pilatus.
Gid dette var
paa Romas forum lært i Syllæ Dage!
Jeg skulde dræbe Cato?
Præster.
Hvorsomhelst
end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland
han var en Fiende; thi han vil, at det
ei ene skal besidde Frihed; men,
som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender.
Men Cato elsked Romas Frihed, men
nedtraadte alle Andres. Derfor var
han herlig som en Romer.
|
| d.II,b.2,s.486 |
Pilatus.
Jeg har svoret.
Og nu faaer Templet knuse Borgen,
hvis det vil sminke sig med Jesu Blod.
Men saa vil Capitolet komme selv,
og knuse Templet.
(Til Stridsmændene)
Frem, I Romere!
Gjør lyst i denne Hob med eders Landser.
Jeg svoer jo ved min Ære?
Præster.
Israel, se
nu dræber Jesus dig med Romersværd!
Folk.
Korsfæst! korsfæst ham!
Pilatus.
Ha, uvillige,
I Romere, seendrægtige I ordne jer?
Fordi det er en Jøde, I beskytte?
Men det er Jøder, som I skulle slaae.
Og Jøden, som I vogte, er ei simpel;
men se, en Heros (eja! var du Bacchus,
jeg dyrked, som Herodes Venus, dig!)
ja Halvgud eller Guds Søn eller -- hvad? --
og Israels Konge.
Præster.
Vi have ingen Konge uden Cæsar.
Vee Jesus, hvis de blande Cæsar ind!
Folk.
Nei, ingen Konge uden Cæsar!
|
| d.II,b.2,s.487 |
Pilatus.
Den Træl er først foragtelig, som med
sin Skjændsel praler.
Præster.
Giver du ham fri,
da er du ikke Cæsars Ven!
Pilatus.
Ha! --
Folk.
Ja, giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven!
Pilatus.
Ha! Dette
var Otterslangens Stik.
Præster.
Vi traf!
Ja giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars
Forræder!
Pilatus.
Ha!
Folk.
Ja giver du ham fri,
du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder!
Præster.
Hvo er vel Cæsar?
Ha! -- Tiberius!
|
| d.II,b.2,s.488 |
-- Oh, Cæsars Navn er Trolddom!
Mon ei Tiberius? Han er iversyg
som Jovah. Han maa vide, hvo
der er hans Fiende. Han bør kjende
sin falske Tjener.
Pilatus.
(slaaer sig for Panden)
Vee! vee Dødsens!
Ha Tordenslag!
Præster.
Mon ei Tiberius
er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei?
Vi tjente Cæsar, om vi viiste ham
en fattig Usling, der, i fjernest Vraa
at være Cæsars Uven, vovede.
Og Denne her, hvem han betroede?
-- ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd!
Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise
forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigt maa
berette Cæsar: Pontius . .
Pilatus.
Ha Pontius
Pilatus er meensvoren!
Præster.
Ja, meensvoren!
Saa var det jo vi mente.
Ak, hvad skal jeg?
-- -- Ha, kan jeg være uvis?
Her er en Jøde paa den ene Side;
men Cæsar paa den anden. Vee, jeg har
min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal! Dog
er det ei Cæsar selv, som giver Ære?
O stakkels Jesus! -- Ha han er en Jøde!
|
| d.II,b.2,s.489 |
Fordømte Jøde! -- Ha, han er et Menneske!
O stakkels Menneske! Fordømte Jøde!
. . O vee, i hvilken Cirkel drives jeg,
saa kolde Sved frembrister, Olie liig
af Gjængerne, hvori jeg drives om.
Det er Nødvendighedens store Hvirvel:
jeg er nu kommet til det Punct tilbage,
hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som
jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde
var stevned hid; ja den: "han flux skal døe!"
Men -- o man følger altid sikkrest dog
den første Drift, som var den Skjebnens Stemme --
om jeg begyndte at randsage,
da Uraad bag de Præsters Ivrighed
jeg ahned . . ha, saa kom de Skrupler,
og hvirvled mig omkring til nu jeg standser
ved samme Punct: han døe!
Han er en Galilæer . . ah, hvor let
han kunde været blandt de Galilæer,
hvis Blod jeg blandede med deres Offers?
Nu -- vel han var ei; men han kunde været,
og saa var han jo død og denne Sag
ei til. Ha, Een? -- hvad gjør det vel til Hine?
Du faaer da følge dem, som 1 in mente
forglemt ved Regnestykket paa det Altar.
Desuden; ja desuden -- hvad desuden?
Er der ei flere Grunde? O, at jeg,
for alle Disse, havde ikkun een,
der kunde dække denne Tanke til:
"han er uskyldig!" Cæsars Magt ei selv
kan -- jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig?
Men, hvo er skyldløs vel som denne her?
Ha Tankehvirvel -- ha, hvad hviner du,
at sætte Liid, trods disse Løgnere,
til Tiberii skakke, lyttende Hoved,
til den Mistænkeliges Skeleblik,
der i en skraa uendelig Straale glider
fra Capitol henover Jorden? Ha,
du raader mig: at døe, om Cæsar fordred,
|
| d.II,b.2,s.490 |
for Jesus? Pontius for denne Jøde?
. . O risum teneatis amici! -- Han døer da? Ha,
I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider:
jeg hevner mig!
Mod Cæsars levende og vrede Aasyn
jeg med dets døde, milde (sandelig,
bogstavelig har Smiger her forgyldt!)
. . jeg med dets eget Billed mig forskandser;
thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed
paa eders Zions Altar, Præster; og
I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke,
at offrende tilbede, knælende
som før for Bels og Dagons.
Vrist Seiren ud! Den hænger løst ham nu
i Haanden, Raab! Ha nu -- Ah, der er Barrabas
med Jesu Kors, vort Seiersbanner!
(Barrabas kommer med Korset)
Se,
det peger stolt mod alle Verdens Hjørner!
. . Ha nu! Ha Folket skjælver nu
i Seirens Øieblik, og tør ei raabe.
Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum!
Folk.
Korsfæst! Korsfæste Jesum!
Pilatus.
Vel!
(til Jesus)
Jesus!
(afsides)
O jeg tør ei see paa ham!
(til Jesus)
Ak Jesus -- ja det gaaer som jeg har spaaet.
Hvormange Prøver gjorde jeg? Du veed,
at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale!
Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed,
jeg agter Dig . . Farvel! Det gaaer
|
| d.II,b.2,s.491 |
. . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt!
. . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde,
og ahnte, som jeg sagde . . ja --
Præster.
Korsfæst ham!
Thi ellers . .
Folk.
Korsfæst! korsfæst!
Pilatus.
Det maa saa være! Ja det maa saa være!
Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum!
(toer sine Hænder)
Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig
-- min Haand er reen! -- ja reen uskyldig
i den Retfærdiges Blod.
Præster og Folk.
(dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa)
Oh, Dommer!
Lad komme over os og vore Børn
hans Blod!
Pilatus.
Det kommer!
(Jesus vandrende til Golgatha med Korset. Præster. Pilatus. Vagt. Folk. Jesu Veninder og Disciple.)
Præster.
Godtfolk da -- Ei ei! hvi slæbe I jer frem!
Er Gangen til Golgatha tung for Alle?
Marsch!
Pilatus.
Standser -- Ha, nu agtes ikke jeg;
men Toget gaaer alligevel. O dette
er Skjebnens brede Strøm -- jeg flyder med.
|
| d.II,b.2,s.492 |
Præster.
Ah, hyler ei, Qvinder! Heller Seiers-fløiter! --
Som bævrende, blege Drømme Folket synes
at henglide ubevidst. Eja! vi sværge:
det er ei en Drøm! det er ei en Drøm!
Marsch!
Pilatus.
Staa! -- hem! hem! -- de gaae
alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm,
som river Alting med sig: Sol og Stjerne,
som flammende Meduser nærved Bunden,
og dette Kors og Jesus, liig en Frivil
udslynget paa en Qvist, og jeg -- o liig
en raadden Stub, der mægted ei at modstaae,
-- o vee og Sommerfuglen sad paa Stubben --
og Alting drivende . . Alt stille drivende
mod Dybet.
Præster.
Ah, heller (thi Eder en Byrde er afvæltet)
I fremdandse skulde; og Han, som bærer, Han,
om Skuldren end brast, Han skulde dandse med!
Marsch!
Pilatus.
Stands! stands! Jeg byder: staae!
(Toget standser. Jesus segner iknæ.)
. . Ja sandelig jeg troer den brister.
En Mand.
Ja,
hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae
for hurtigt.
Pilatus.
Mand, som vil saa sagte . .
et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors
skal bære.
Manden.
Nei, for Alt!
Præster.
Oh, Jesus orker nok.
|
| d.II,b.2,s.493 |
Pilatus.
For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei,
endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære
hans Kors til Bjerget op!
Det er en Skam at røre ved det Træ?
For ikke (kan jeg troe) at have Deel,
end med en Fingerspids, i Jesu Død,
endskjøndt alligevel den Jammer skeer,
og skjøndt du sparer ham en Lidelse?
Det er Plebeier-kjærlighed. Hvor falsk
en Almufølelse!
Manden.
Ja, ja! -- Jeg vil ei. -- Det er nok, Prætor!
Plebeierens Villie-Fasthed mig beskjæmmer.
-- O havde jeg dog sagt som Denne:
stat pro ratione voluntas!
(høit)
Nu skal du! Tving den Tvær-buk, Vagt!
Manden.
Det eneste, ei Cæsars Vælde kan,
er, Mandens "Vil" at tvinge, som tør døe.
Pilatus.
Det skal du!
(afsides)
Ak, hvo Magten har,
er kraftløs, om ham mangler Villie.
Jesus.
O Næste, let din Næstes Kors! Den Byrde
ei tynger; thi du lægger da dit eget.
(Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad.)
Stamfader til en troende Slægt, du bærer
med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det.
|
| d.II,b.2,s.494 |
Pilatus.
Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben?
Hvor underordnet synes Døden?
Et Segl kun under Brevet. -- Ei, Mand, du stønner
din Villie ud.
Manden.
Ei Vælde (som jeg sagde)
kan tvinge sande "Vil", men Viisdom
forvandle det til et end sandere;
kun en end høiere Viisdom atter kan
forvandle det.
Præster.
Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgatha! Vee! der sortner det!
Pilatus.
(seer forskrækket mod Bjerget.)
Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer!
Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel!
Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle
skal skinne over Jesu Kors:
der staaer i trende Sprog hans Udaad.
(En Tavle slaaes paa Korset)
Præster.
Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem:
"Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!"
Forandre det dog til: "som sig udgav for!"
Pilatus.
Forandre? O, jeg har forandret nok!
Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg!
(skynder sig bort)
Præster.
Afmægtige Harme!
|
| d.II,b.2,s.495 |
En Stemme.
O hans Tjeneste
fortjener, at I taale dette.
Præster.
Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgath! Golgath! alt? Der sortner det!
Præster.
O kom os imøde,
du bugnende, røde
af Israels bedste Purpur og Grøde!
Jesu Veninder.
Som giftig Mulm,
brist, og flye!
O svind, som Ørknens Skye,
du svullne, sorte
af Israels Brøde!
Præster.
O, Golgatha, svulm!
Jesu Veninder.
O, Golgath, synk!
Præster.
O Golgath, du Zions Hjørnesteen,
som Jammer gjør mørk, men Blod gjør reen,
som Templet løft dig! som Himmelen svulm!
Jesu Veninder.
Nei, Golgath, synke!
Naar Djævle juble, Engle ynke.
O Golgath, Synder graa
|
| d.II,b.2,s.496 |
(ja Myrdedes Been
dit Oldingehaar,
en Oldtids Profets kalkede Knok
din Ærværdigheds Lok!)
o siig ved et Suk, naar, naar
Du dog i din Grav en Afgrund, gaaer!
Præster.
I fagert Morgenliv Golgatha staaer,
det Styrkens Horn.
Mod Golgath er Carmel ufrugtbart Korn.
Mod Golgathas Been
er' Libanons Cedre
som hviftende Fjedre
mod Søilerader af Marmelsteen.
Ha, Golgath, saa frisk som Morgenens Blus,
du Bæger, hvis Ild, hvis flammende Viin
kun lysere males,
kun sødere svales
af Smaaperlers hvide, kjølige Skin
-- ja, ynder du Israel vel, du kalde
da "Perler" hver Golgathas Hovedskalde! --
. . Ha Golgatha, Bæger, hvor Alteret slukked
sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket,
og nu skal drikke i Jesu Blod
sin Seiers Ruus,
opbrus! opbrus!
Jesu Veninder.
Nei, Golgatha, synk iskjul, imuld!
Lad heller blive, hvor du stod,
du Klump af levret Blod,
et Israels Saar, en Grav!
O vi med Graad den øser fuld.
Den bliver et stille Glemslens Hav:
Vi, vi, som knæle rundtom ned,
de Blommer, som spire paa dets Bred,
og bøie sammen sig til smaae
Portaler, hvor Taarekilder gaae.
|
| d.II,b.2,s.497 |
Præster.
O Golgath, du Hane ved Zions Porte,
med Krop den harmsvulne, midnatsorte,
og blodrød Kam,
bruus op med Bram:
vi føre jo Ham? ja Ham!
O kunde du gale, du goel:
"Messias -- eiha!
se: jeg . . se: jeg . . se: Golgatha,
du Gud, skal vorde dit Himmelhvælv!
Du selv af dit Hjerteblod skabe dets Sol!
Men under mig, under mig huler sig -- skjælv! --
Scheol, Scheol!"
Jesu Veninder.
Nei, Golgath, du er selv
en Djævels sammenrulte Krop.
Men Jordens Djævle bygge
sig Baal op paa din Top,
hvor Uskylds Blod er Ilden, der føg
i Sukkes Røg.
Men i din Bug, dybt i din indre Skygge
selv Satan kogler med Helvedkunster,
saa ovenfor i Lyset heroppe,
liig Skuespildukker, liig giftige Dunster,
I Præster maae hoppe.
Præster.
O, Golgatha nu
til Zions Tvebroder døbes du.
Oplad nu din Strube; thi Israels Præst
med Røveres Kjød, paa din Daabensfest
vil made dig!
O blotte dit Hoved; thi Israels Præst
med Frelserens Blod, paa din Døbefest,
hvor Templet er Vært og Throne er Gjæst,
vil bade dig!
Bered dig! bered!
Thi Døbefonten, ja: Jesu Hjerte,
|
| d.II,b.2,s.498 |
og Sejersblikket: den hellige Kjerte,
og Korset: den hellige Vieblods-qvist,
Vi bringe med.
Jesu Veninder.
Ja, Golgath aabn dig! brist!
Som Orm af Liig,
Forbrydelser udvrimle da.
Og, naar du lukker dig,
ei Rædslers Dynge,
der Jorden ned i Helved tynger;
men kun en Bakke simpel Jord,
en Høi, som andre Jordens Høie, hvor
skystevne Palmen tør, og Rosen groer,
da atter bliver du, Golgatha!
O svind! o flye,
som en Dunst, som en Skye!
Ak, er du sandelig et Bjerg?
urokkeligt? et steenhaardt, Bjerg?
Nei gab, og slug dem, og sværg:
"jeg er ei et Bjerg; men drivende Mulm!
. Nu driver jeg bort -- ha, Zion, Farvel!
Nu brast der en Byld paa din Sjel!"
Præster.
Bær, Jesus selv dit Kors nu!
Det er din Vandringsstav!
Vi staae ved Hoved-Pandestedets Rod:
ved Golgatha din store Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af dit Blod!
Jesu Veninder.
Med Graad vi toe dens Fod.
O Rædsel, her er det!
|
| FORRIGE |