|
d.II,b.2,s.395 |
Qvinder.
(knælende om Jesus)
Veninder han har. Høihed, vi tør
elske dig under din Mildheds Slør.
Som Blomsterduft lette, trofaste, stille
som Lysalfer, Vi
omsvæve ville,
Jesus, din Stie.
Til Seir eller Død, til rædsomste Fjerne,
som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne;
som Søstre dig pleie;
som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje.
Du seer vore Hjerter: ei længere vil
du klage: jeg har ei at læne mig til.
Maria.
Din Moder da tør
dig elske og følge og pleie og tjene
som Først iblandt Disse? O, før
jeg elsked dig Ene?
Jesus.
Maria! O du -- Moder!
En Qvinde.
Du hades, som tilgiver? Vee, Du døe?
Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade.
Jesus.
Maria Magdalena, Ømheds Sorg-skrig,
du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øie . .
En Qvinde.
Hvo tør Messias hade? Herren døe?
Har Du ei mine Sønner?
Jesus.
Salome, Kjærlighedens høje Digt,
du himmelvendte, aabne Aasyn!
Og dog du -- Qvinde! . .
|
d.II,b.2,s.396 |
En Qvinde.
Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge.
Og døer du? Er min Død da meer end Sorg?
Jesus.
Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke,
du Troens aabne Øre, Ømheds i
sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! . .
En Qvinde.
Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade.
Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv?
Jesus.
O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! . .
Susanna og Johanna og i Alle,
I søde Blomster om mit Kors!
jeg siger Eder: Disse ved min Fod
er' mine Børn (se Simon Kephas førstefød!
og du Johannes, den Sær-elskte i mit Skjød!)
Men Alle, som paa Jord, min Faders Villie gjøre,
et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod.
Og alle Jordens fromme Qvinder flette sig
i Søster-krandsen, som I Gode, slaae om mig.
Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see,
og høre Hadet juble, Lasten seierlee.
Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde.
Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde!
At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee.
Thi se i fjerne Slægter, naar Anger knæler ned,
hvor Hadet engang i mit Hjerte traadte, naar
til Korset Tro og Haab med Jubel lænet staaer
(ja høien Tro med Haabet, dets lille Himmelbarn:
i hveret Hjerte da
et Billed af Maria med Jesus i sin Arm)
saalænge Jorden lever, min Død af Kjærlighed
i Millioner Hjerter skal føde himmelsk Liv:
et Liv af Kjærlighed.
|
d.II,b.2,s.397 |
(Præster. Folk)
Mænd.
En stor Prophet har Gud i Naade sendt
sit Folk.
Hør! Folket raaber. Knapt det seer
paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude
med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal
vi hilded ham, og, som en fangen Fugl,
vi viste ham for Folket. Men han flyver,
som var han Rygtets Vinge, videnom.
Og, see vi ham, da see vi ham forskandset
bag Tusinders høit stigende Beundring.
Med stive Øren, aaben Mund
de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende
paa Veien baade Romere og Græker,
uddele deres Gods, men komme ei
i Templet, uden naar den nye Rabbi
(ret somom det tilhørte ham) fremtriner,
for Os at lære -- Os! Ja, om de gabe
for bedre ind at drikke Mestrens Lære,
hvadheller forat sluge os, vi vide ei.
Dog bedre, at han er her ei; thi saa
hans lange Hale, denne Folkestimmel,
vi kunne bide af ham. Ha, mon Kongen
alene skulde kunne hevne sig?
Han bandt for Folkets Øine jo Johannes,
der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer?
Herodes Antipas stjal fra os Hevnen.
Mon Folket skulde taale Synet af
den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid
du farved Purpret i Johannes Blod,
og tørred Folkets Øine dermed; thi
de blændes fast af Graad ved disse Taler.
Det vantes til, det fik da Forsmag paa
den Nazareners Blod.
|
d.II,b.2,s.398 |
(til en Mand)
Hør, Mand, du gode
Israelit, siig, om du veed det, hvor
vi søge Tømmermandens Søn?
Manden.
Hvem?
Præster.
Han fra Nazreth.
Manden.
Hvem?
Præster.
Den Gudsbespotter.
Manden.
I eders eget Hjerte søger!
Præster.
Ak,
du ei forstaaer os! Jesus mene vi,
den Tømmermandens Søn fra Nazareth,
den Gud, i smudsig Armod voxet op,
Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle,
Ham, nogle Rasende Messias kalde.
Manden.
Ah Ham? Jeg spurgte ham ei om hans Fødsel.
Vel, søge I Messias, søger da
i eders Hjerter. Jeg i Mit ham fandt,
men først da denne Jesus, ja fra Nazreth,
opvakte ham?
Præster.
Ha, du, du Synder, er
da og en Galilæer? Er du Jøde,
da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth?
Da siig, om Denne, som forhaaner Loven,
(thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?)
|
d.II,b.2,s.399 |
som haaner Fædrelandet (thi I saae
ham selv i Synderes, de Fremmedes,
og Tolderes Gjæstebud; og mon han da,
med utoed Haand sig teer som Skriftens Vise?)
. . Mon Denne er Messias? Israel, da
var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt,
og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud:
Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk)
dog bedre, bedre end denne usle Sandhed,
som slæber Israel ned blandt andre Folk,
og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde,
som giver Israel Syndere til Brødre!
Folk.
Hvi talte I ei saa imod ham, da
han ottegange raabte Vee mod eder?
Folk.
Vi vide, at Han sagde: "Præster, I
med toede Hænder plyndre Faderløse."
Folk.
Han sagde: "Vee, hvis Alle rose dig!
Ei kommen er den Tid da Det er Roes."
Folk.
Han synded imod Loven? O vi vide
blot at han sagde: "Gud, min Fader, har
til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst."
Præster.
Det synes eders Armod bedre; thi
I have ikke Offre. Men for eder
vi Præster offre jo.
Folk.
Han pegte paa
sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer!
Ja, Gud min Faders Villie skee!"
|
d.II,b.2,s.400 |
Præster.
Hans Fader? -- ha!
Folk.
Ja hans og Alles Fader!
Nu ere Israels Grændser blevne store.
Præster.
Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han?
Herfrem I To? I ere Jesu Brødre.
Fortæller -- Vee jer! -- er jer Bro'er Messias!
en Gud? haha!
To Mænd.
Vi ere Simon, Joseph, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham;
thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe,
vi aad af samme Fad, vi sov isammen,
og bar hans slidte Klæder.
Præster.
Hørte I?
En pjaltet Israels Frelser! Hahaha!
To Mænd.
Vi ere Judas, Jakob, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ham troe.
I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset
fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn,
ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet:
han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven
var, da han voxte til, Johannes,
den Zachariæ Søn, den store Døber.
Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi,
at Han var voxet op, som vi, som Græsset.
Folk.
Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen
at kaste ild paa Jorden. Gid jeg saae
|
d.II,b.2,s.401 |
dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp
mod Mørket. Se, i samme Huus
opstande Tre mod To, og To mod Tre.
Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader."
En Mand.
Han sagde: "en Prophet er ringest agtet
i eget Fædreland." Det veed jeg og,
at, var han i mit Hjem, i Hellas, da
han æredes.
En Mand.
. . Som Viismand kun, Hellener;
ei som Messias.
Præster.
Vee den Oprører!
Da Israel sammenholdtes ubrudt,
saa fast af Arons Ring, at det ei agted,
at Davids Krone-ring omkring det brast,
da var det end een Nakke, altfor bred
for Romerens Sværd. Men nu, De komme,
og ødelægge Land og Stad -- de komme,
og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser,
blier Taarepile satte over hver
en Israels Mand.
Folk.
Er der ei Splid i Raadet, --
i Templet selv, om Hvad der er bag Graven?
Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun
et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe)
har gjort det til en Vished.
Præster.
Israel! Ha,
Vi ville Guds det hemmelige Navn
udraabe over dig, og du skal synke
i Jordens Gab før det, det Hellige,
|
d.II,b.2,s.402 |
end er forraadt til Luften . . du skal synke,
som de Forrædere i Ørken, hvis
du hid, at høre denne Jesus, kom.
Folk.
(Afsides. Bevægelse iblandt det)
Hvad skulle vi? Ak, var Jesus dog her! .
En Mand.
Ja, jeg kom hid at møde Frelseren.
Præster.
Jakobus, du er viet til at vandre
de første Blodtrin efter Jesus.
Manden.
Rodhugges Viintræet, segne vel dets Grene,
men stærkere Aflæggerne fremvoxe.
Folk.
Vi vide ei, om Han, I tale om,
vil komme hid. Men vi, vi stimled hid,
at see Herodes' Fest.
(Kong Herodes, hans Dronning, Prinzessen komme i Festoptog.
De tage Plads. Prinzessen dandser)
Kongen.
Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias,
din Moder, ei saa skinsyg -- Ha, Salome!
hvor yndig denne Vending! Dands igjen,
hvis ei du trættes! Ah, bli'er Zephyr træt?
Du kunde dandse over Engens Blomster,
og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder
sig bøied meer end til en skyldig Hilsen;
. . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig,
for ei at kaldes uforskammet, hvis
den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah!
Gevandtet! Ah, Salome, nu et Glimt
neddaled Kongen til en Klokke blaa;
|
d.II,b.2,s.403 |
og Disse der til Græs, som og har Dugøine.
-- Ha dette er Ballet! Hvad synes I?
. . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du
i Trillerne slig Koldbøtt' nedad Trapperne?
-- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato
hensvæve let og jevnt ved Siden af
Terpsichore . . Dog ikke ganske jevnt
. . lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog
til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved,
I Toner, Zephyrer i Sølverplade!
. . Ja ikke ganske plent ved Siden af
. . lidt bagentil, somom I Toner vare
blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen!
Terpsichore-Salome! Mundskjenk -- hei!
du har Pocalen færdig? -- drik min Datter!
(Prinzessen drikker; dandser atter væk)
Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen.
Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken!
Tilgiv, at Kongen er for stiv at bøie sig . .
Vi see du, søde Drue, er fuldmoden.
. . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden!
. . (Pilatus, var du her, og Portia! Ak,
jeg saae din Kulde ædes af Misundelse,
som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.)
. . Salome! Favre! -- Ak, er det, det Sidste?
Giv Plads! Ak hviil dig! Søde, er du skabt
af Skyer, som ei vil hvile?
(Prinzessen neier for Kongen)
Knæle? Ah,
du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler
en Morgenrødme. -- Vel, du Romer, se
end har Herodes Magni Søn at give!
Begjær, min Datter, hvad du vil (thi se,
om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig,
og saae, og sank i salig Drøm om Synet!)
Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig
Undseelses snevre! Ja, om du begjærte
min halve Krone, se, jeg nægter ei.
Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt!
|
d.II,b.2,s.404 |
Prinzessen.
Tilgiv, min kongelige Fader, at
jeg bruge vil min Moders skarpe Øje,
for ret et kostbart Smykke lede ud
i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned.
Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige
Uagtsomhed dog kunde gribe feil:
for lidet dybt, ja maaskee og for dybt.
Præster.
(afsides til Dronningen)
Forhaaneren er i din Haand.
Prinzessen.
Min Moder,
dit Valg er mit.
Præster.
(afsides til Dronningen)
Han som dig skjældte Skjøge, høie Dronning,
fordi du elskede den ene Broder
meer end den Anden . . Han er i din Haand.
Dronningen.
Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei
til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere.
Jeg veed et Øinepar, som gloed fælt,
naar jeg, din Moder, viste sig . . jeg gad
dog see dem pludselig forvandlede
til melkehvidt-glasserte, døde Perler.
-- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!
"Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!"
saa bød min Moder.
Ha! Ei saa!
|
d.II,b.2,s.405 |
Dronningen.
Min Konge,
du svoer.
Kongen.
Han bøder fængslet for sin Frækhed.
Ham Folket elsker.
Prinzessen.
Konge, dog du svoer.
Kongen.
Jeg svoer?
Dronningen.
Ja, ved din kongelige Høihed.
Prinzessen.
Ja, ved din Kongehøiheds Magt.
Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket,
naar Kongens Eed ei skulde dræbe.
(høit)
Vel!
Jeg svoer. Jeg glemte det af lutter Fryd;
thi end du dandsed indenfor mit Øie.
Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad.
Gaaer! bringer det Prinzessen!
Ak Rose, lille Flamme-helved!
(Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen
dandser frem for sin Moder med det)
Dronningen.
Ja, blegblaae Perler! Boer igjennem dem,
og hæng dem saa om Ravnen.
Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi?
Vi bruge Consul eller Drot til Øx.
(Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads)
|
d.II,b.2,s.406 |
Præster.
(afsides, om Jesus)
Der er Han -- Ha!
Jesus.
Vee dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes
og De, som Gud udsendte, stenes bort!
Kongen.
(gysende tilbage, med Haanden for Øinene)
Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var
Johannes selv, Johannes selv forklaret!
Ha, er han der? led Kongen væk! -- Johannes!
(Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.)
Folk.
Jesus Messias hil dig! Du er kommen
i Gud vor Faders Navn.
Ha, begynder
nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens.
Nogle.
O, store Frelse, gjør os Tegn! Vi troe.
Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen.
Jesus.
Ak, troe I at bedrage Frelseren?
Den, som min Sandhed hørte, og opreiste
en Dyd-beslutnings Støtte for sin Frihed,
der kaldtes Kjærlighed af Verden, naar
den viste sig, Han har den sande Troe.
Han Tegnet paa min Sandhed deri seer,
at, som han hører den, han synes, at
den lysner fra hans eget Hjerte; Tegnet
han paa den Frihed, som jeg lærer, seer
|
d.II,b.2,s.407 |
i Jesu Syndløshed. Hvad ville I?
Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae
et evigt Tegn.
Folk.
O, viis os den i Gjerninger!
Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv
i Armod. Forolds Vise dem helbredte,
som Præsterne ei turde nærme sig.
Jesus.
I ville lære Kjærlighed at øve?
Da stræber efter Indsigt: tusind Øine
og tusind Hænder faaer den da. Se, der
en Enke bærer ud sin Eneste . .
(et Liigtog sees)
Saa trøster Kjærlighed:
(standser Enken og Toget)
Græd ikke Moder!
Hadavja! o Hadavja! O hvo giver
Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste?
Jesus.
(kaster Klædet af Liget)
En Yngling? Sørgeligt at Dødsdom fældes
saa tidligt over Levekraften. Neppe
er Rødmen ham af Kinden.
(høit)
Saa hjælper Kjærlighed:
(raaber i Ligets Øre)
Hadavja!
stat op, Hadavja!
(Ynglingen reiser sig fra Baaren)
|
d.II,b.2,s.408 |
Stor, ja stor er Gud
i Frelseren.
Enken.
(knæler for Jesus)
Messias! --
Præster.
(skyde Enken og Liigtoget tilbage)
Bortifra
den Synder, som arbeider paa Sabbathen!
Jesus.
Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd.
I drage det dog op. Er ei et Menneske
meer end et Faar? Er det ei tilladt
paa den Algodes Fest at gjøre vel?
Folk.
Forbarm dig over Denne!
(En Syg hidses ned formedelst Mængden ifra et Tag)
Jesus.
Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne,
da du gjenvundet har dit muntre Aasyn?
Den Værkbrudne.
Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord
har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien
saa god som Daad, naar Evnen han berøved'.
Jesus.
Isandhed, dine Synder dig tilgives.
Præster.
Ha, Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd,
undtagen Gud alene?
|
d.II,b.2,s.409 |
Jesus.
Onde Hjerter,
I høre ei Tilgivelsen; men dette:
at den i gode Hjerter lyder, er
den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod.
Mon det er lettere at kjende Hjerterne
end disse ydre Lemmer?
(helbreder den Syge)
Stat op, du Karske, tag din Seng, og gaa!
(Den Helbredede gjør saa. Folket bestyrtses
-- bryder ud i Jubel)
Præster.
I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse,
som blander sig i Eders Lov til Gud,
forvandler denne -- vee! -- til Gudsforhaanelse!
Messias -- ja den sande -- bruger til
sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom,
men Israels stærke Arme, Senerne
i Juda unge Løve. Siig, hvor ere
hans Engle? Disse Qvinder? disse Karske?
den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle.
Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme,
som end ei Nogen saae i Skrivten grunde?
Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer
ham staae beskjæmmet for de Skrivtens Kloge!
Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis,
at du fortæller om det Himmelske,
saa klart som vi de simple Jordens Sager:
en Qvinde givtedes med Brødre syv,
som Alle bytted Ægteseng med Graven;
Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke
i Himlen eie da som Huustroe?
Jesus.
Vee!
Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle!
Ei ægtes Englene, ei heller ægte.
Var' disse Brødre gode, Qvinden ei;
da andre Engle finde de at elske.
|
d.II,b.2,s.410 |
Var Qvinden god, da Den af Brødrene,
som er den Bedste, vil hun elske højest,
om end ei Ømhed her var mellem dem.
Men, alle gode; da har Aanden, som
engang den elskte Qvinde var i Støvet,
saa stort et Hjerte, at det rummer Alle.
Men alle gode Engles Kjærlighed
sig vender, som umættelig, mod det Helligste,
mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere
da Alle som Tilsammen-elskende.
En Yngling. (til en Pige)
Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde:
hist som en Engel vil den gode Qvinde,
den Bedste allerhøiest elske
om end ei Ømhed her dem sammenbandt?
O, Den er bedst, som elsker sandest dig;
thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest.
Hvi bier du, Elisa, vel til Himlen?
"Var Elskeren god, men Elskerinden ikke,
han da en anden Engel, men en god,
vil elske" -- Var det ikke saa han sagde?
Joëd, jeg elsker dig -- min Elskov synded' . .
Du hist maa lyde Aandens Dom og flye mig!
Ha -- flye mig!
Dog, du er Ond, som mig forførte:
vi maae da vandre vore Veie ensomme
-- ha eller (har da Helved denne Fryd?)
vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes,
med sagte Trin? Vee, Afsky da vor Elskov?
Jerijah, ham hvem Præsten vied mig,
hvis han er god, ei heller tør mig følge.
Og mine Børn? O!
(brister i Graad)
Igjennem deres Moders blege Skygge
de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene.
Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske.
|
d.II,b.2,s.411 |
Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng,
for streng vort eget Hjertes Retfærd er!
Præster.
Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte
de høie Himle. Mon du kjender Jorden?
(de slæbe Qvinden frem)
Her er Jerijah's Huustroe, Ægteskabsbrydersken.
Vel Moses byder, at hun stenes; dog,
du Vise, siig os, er det Ret? thi du
vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov,
den Helligdommens Luestøtte, som
til nu har fremledt Israel mellem Folkene!
(Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Qvinden
tilhyller sig hulkende.)
Præster.
Nu -- Mester? (Stilhed)
Mon Hvad skriver han?
(kige over Jesu Skuldre)
"Hvi seer du Skjæven i din Broders Øje;
og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah!
"Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt."
-- Jasaa? (høit)
Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer?
Fordømmer du ei Rachel ifra Bethlem?
Skriv ei Fordømmelse i Sand!
Den mellem Eder, som er Brødefri,
Han kaste første Steen?
(Jesus nedbøjer sig igjen. Qvinden knæler ned.
Præsterne liste sig bort En efter En.)
Hvor er dine Klagere Qvinde? Have
de dømt dig? (Qvinden tier knælende)
Jeg eiheller dømmer dig.
Gak bort; men synd ei mere!
|
d.II,b.2,s.412 |
Mænd og Qvinder.
(knælende om Jesus og Qvinden.)
Alle vi syndede: Os
fattes for Gud vor skyldige Roes.
Med Synderinden den hele
Menneskehed maa knæle
angerindhyllet ned
for Frelserens Hellighed.
(Jesus med Johannes, Petrus, Jakobus paa en Fjeldtinde. --
Messias og Aander ovenover.)
Jesus.
Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet:
her ville vi os hvile da, I Elskte,
i Bøn. (De knæle ned -- Jesus afsides -- for at bede.)
Messias.
Frelser, o kunde dit Øje
see mod det Høje:
see over Kredsen, den snevre,
hvor Livet i sundbrudte Straaler kun bævrer:
kunde -- men ene Obaddon, det kan --
Støvet du blæse af Øjnenes Vand!
Da Englene saae du -- --
En Aand.
. . Adam blandt dem,
Eva blandt dem:
Abiriel i Høihed lignende dig,
Ohebiel, Maria, den Ofrende, liig.
En Aand.
. . Moses blandt dem.
En Aand.
. . Ja, som den Yngste, Johannes blandt dem.
|
d.II,b.2,s.413 |
Messias.
-- -- Da Englene saae du dig knælende tjene:
en himmelsk Messias blandt dem:
en himmelsk Messias, der engang -- før denne
Guds Verden at aande havde begyndt,
før Jordens Cajahel drak med det tørste
Dybgab den første
flammende Livsensgnist ind,
og udqvad i Livet sin Ruusfryd saa skjønt,
at Aanden, forelsket i Jubelen, blanded
sin Høihed med Støvet, sin Sandhed med Skin --
. . ja, Jesus, en himmelsk Messias du saae da,
der førte, som du, o Messias paa Jord,
en Aandslægt, forvildet,
i Afgrunden hildet,
tilbage til Aandens det sande
dens Saligheds Hjem.
Du Himle da skued dig jublende tjene:
Du saae dig til Almagten lænet.
Jesus.
(til Lærlingene, som slumre.)
De slumre alt. Ja sødelig slumrer Den,
som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem
den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet.
Men stige vi ei stedse opad, ene
for sødere at hvile? --
Messias.
Han -- fattige Storhed! -- ei seer.
Jesus, din Sjel aabne sin Hytte!
aabne sit fineste Øre, og lytte!
Himlen vil dale
nedi dit Hjerte, og tale.
Talsmand paa Jorden for Himlen,
en Talsmand i Himlen for Jorden
vil møde dig der!
|
d.II,b.2,s.414 |
. . Men Frelseren end hviler ei; thi Han
har højere Høide at bestige. --
Messias.
Som Vidner til Mødet
af Himmel og Jord
i Jesu Hjerte (det skjønne Capel,
opreist af Cajahel for Sandhed, for Gud,
beboet af en Hellig: af Frelserens Sjel)
de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst
dem halvdeels af Kjødet,
og halvaabne staae deres Hjerter)
et Glimt af de himmelske Former skal skimte,
og høre en Susen af Himmelens Røst:
Jesus! --
. . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er
ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne
til Hvile trænge; thi, o Luften letnes saa.
-- Mon høre de? Hvad smile de -- --
Johannes, Petrus, Jacobus.
(drømmende)
Jesus -- Himlen raaber paa dig, Jesus!
Messias.
Jesus! --
. . Ah, Disse ere herlige! De tænke,
de virke selv i Drømme for det Højeste.
Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad,
bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner.
Men det er falskt at sige: "dydig Mand
er lykkeligst i rolig Slummers Drøm."
Thi den Bevidsthed, da fremtræder,
er qvindelig og pyntet, spædere
end Dagens vaagne; liig en Søster leende,
hvor Broderen smiler knapt i stille Kraft.
|
d.II,b.2,s.415 |
Messias.
Jesus! --
Jesus.
Min Sjel du raaber? Ja, jeg vil ei hvile.
Nær tynged' Kjødet mig i Slum som Disse.
Disciplene.
(leende i Drømme)
Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha!
Messias.
Jesus, Maria's Søn, Du er Messias!
Jesus.
Ha i mit Hjerte raabte der Noget:
"Jesus, Marias Søn, Du er Messias!"
O, denne min Fryd ved her for min Eensomhed
gjentage dette Ord, som jeg Jorden tilraabte tidt,
tilsiger mig, at, ligetil denne hellige Stund,
jeg troed' det blot.
O, Hil mig, Hvad forhen jeg troede, nu jeg veed!
Messias.
Jesus! dit Frelserværk skal seire!
Ja -- ja!
Jesus.
O -- som i Ørken, tjene mig Engle? bringe mig Guds
Viisdoms-raad, Himlens Forbund? Jeg kunde tilsværge nu
Helvede (Ringen indenfor Fiende-kredsen, hvis Vælde,
med Majestætens Krone og vante Synd-sløvheds Skjold -- o
næsehorn-tykt -- og Hadets den lange, senede Bue
udrustet, næsten indskjød i mig, det eenlige Maal,
Tvivlens de lumske Pile, der blive hængende med
afbrudte Od) . . Ja Helved (den Ring, med Illskeraad fyldt) og
Meeneeden selv, ja fast saa den troer, jeg tilsværge tør:
"Frelsen skal seire! Sandhed og Frihed ved Kjærlighed seire!"
|
d.II,b.2,s.416 |
Messias.
Jesus! du for Menneskens Synder
lide skal og døe!
Ak! . . Han døer.
Jesus.
Nu Hvad jeg ahned, jeg veed. Ah, Hjerte, tilsiger du
Selv dig din Dødsdom stille, med mildsom Susen, somom
hvifted en Engel igjennem dig?
"Jesus! du for Menneskens Synder
lide skal og døe!"
Ja en alvorlig Engel, dog Himmelens
Mildeste, disse Ord gjennemflyver.
Ikke med Smertens Sting sig i Hjertet bored den Vished.
Straalklar og mild (som Solen, der skyder ned sig i Muld,
stigende gjenmod Himlen i Form af Blomster) sig skjød
indi min Sjel hiin Vished, med sagte Bævren; men snart
vandt den sin lyse Rolighed atter: Vishedens Tegn.
Og i det stille Lys den opskjød som Haab
den Hjertets Evighedsblomst:
Haabet: jeg og for Menneskens Frelse lider og døer:
Haabet: at disse Synder, som hyle
Seir over Uskyld, skulle (naar Liig de have, som bleeg
Anger, lagt) gjenforvandles til Dyder, med
Lovsang paa Læben, indviet Den, som dem
viste, ved største Udaad de end mod Uskyld forbrød,
(stor saa den alle Synder begrov) til
hvilken en Svimlen De stege, rasende i Synden.
-- Ske da, min Gud, din Villie! Min Smerte har
Haabet (og Haabets Rente er Fryd) mig forudbetalt.
Døden? O den er kun Livets Bølgesynken,
for, som en Brænding, een Himmel netop høi,
løftende over Graven sig sort, men omskummet hvidt af
skinnende Englevinger, op sig at hæve i sin
Henstrømmen mod Alfader! --
|
d.II,b.2,s.417 |
Messias.
Jesus: Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
Disciplene.
(fare halvt op i Drømme)
Ha! . . Han lever
Opstaae igjen? For Menneskets Frelse opstaae igjen?
Jesu Aand, Hvad sagde du?
Ak, skulde denne hellige Frydens Stund
vanhelliges ved dumdristig Prøve paa
med Øjeblikkets Glimt at gjennembore
Alviisdoms Dække? Ti! -- Ak Haan!
O, Jesus styrer ei sin egen Aand.
Jeg mægter ei . . Tilgiv mig, Gud! -- Jeg sygner.
Mit Dagsværk har udmattet mig.
I slappe Nerver flagrer Sjelen vildt.
Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
Disciplene.
(leende i Drømme)
Vi saae det selv --
Jesus.
Sandelig! -- Ha!
Gjentag det engang, min Aand! O, da -- kan du med Gudsfrygt
-- da er du ingen Forbryder,
da ei jeg kalder mit Hjerte et frækt, stirrende Øje,
men Blomsten, der, aabnet i Støvet af Solen, med Ydmyghed
vedbliver at tage dens Straaler, indtil den segner!
Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
|
d.II,b.2,s.418 |
Kan Sandhed bekræftes?
Min Gud! --
Messias.
Almagten selv, ved sit eget
Mærke, Opstandelsen -- højere
Indsegl end Frelserens skyldløse Blod --
evig bekræfter
Jordens det nye Forbund med Himlen.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand, med
Iidkraft og Kjærlighed:
Ene paa Jorden syndløs, er Du den
Himlens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!
(En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem
Lærlingerne og Jesus. De vaagne.)
Ene paa Jorden syndløs, jeg er den
Himmelens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!
Hvo taler? Hvor er du Mester?
O Rædsel! han er død; men han opstaaer.
Jesus.
(Stormen driver Skyen bort)
Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, som
kun med det svage Kjød, men derunder en
Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed.
Disciplene.
Ak Mester, her er godt at være.
Her trende Hytter ville vi opbygge:
|
d.II,b.2,s.419 |
Dig een, Elias een, og Moses een.
Thi var' ei De de Mænd i Lysets Dragt,
der talte med dig? Ja, vi saae og hørte.
Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses'.
Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens
vort Legem slumred ved vor Mesters Fod,
at Engle kom, og tjente dig, og sang:
"Jesus Messias er. Frelserens Daad
seirsigne Naadens alvise Raad.
Menneskets Synd dit Hjerteblod faaer.
Mørket i Lyset henblegner,
naar Guddommens Almagt betegner
Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer.
Ene paa Jorden syndløs, er Jesus
Himmelens Elskte og Kaarne:
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!"
Hvad tale de om Moses og Elias?
(høit)
Dette har Aanden, Kjødet ei, sagt eder.
Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde
Eder Sværmere kalde) hvad dybt I maae
gjemme som herligste Lysglimt, der mægter, at
lysne den blodigste Nat til en Himmel:
lysne det sorte Kors til en Straale
farende udover Alt: mod Himlen, mod Dybet,
og udover Jorden:
At I eders Mester af Himmelens Hær
selv hørte velsignes: "du Frelseren er"
-- hørte Himlene sværge:
"Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!"
-- hørte den hellige Aand aabenbared:
"Jesus skal seire; thi han skal opstaae!"
-- at selv I paa Bjerget
saae eders Mester af Himlen forklaret!
|
d.II,b.2,s.420 |
(Udenfore Zions Tempel. Præster.)
En Præst.
Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren.
Idag skal Templet vorde Løvens Hule.
En Præst.
Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet
og bagfra dræber. Ha, der er han.
(En Stimand kommer)
Ismaelit, du traf?
En Præst.
Ismaelit,
det varme Galilæas Blod, som smelte
vil Israel og alle Slægter sammen,
tilskjænkte du et tørt afsides Sted
i Juda, hvor du ham forlokked?
Første Stimand.
Nei!
Præster.
Hvad, nei?
Stimanden.
Ved Jesu Sandhed, nei!
Præster.
Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed?
Gaa, gjør det bedre: Guld du vinder og
din Frihed.
Første Stimand.
Bedre Frihed gav mig Frelseren.
Hvis jeg skal længer blive eders Træl,
da maae I binde mig; thi nu jeg veed,
at Menneske-Trældom er imod Naturen,
at Slavens Lænker kun er Ringorm-smitte
af jer ureene Høihed. Ha,
jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger
|
| FORRIGE |