|
| d.II,b.2,s.369 |
med Lovsang til dit Ophav, skal for din
din egen Høihed, klarnet først i Mig.
Ja nu, end mens du hviler i din Synd,
ved første Lyd (o hvor udødelig
er Aandens Sandheds Spire ei?) du kan
dig selv fornægte ei; men flux (dog først
de Lidende blandt Folkene) du strækker
den syndbetyngede Haand mod Himlen, raabende:
"Han taler om mig Selv . Ja, jeg har Haab,
hvis end saa god En fødes kan i Støvet.
Ja Han er Sandhed; thi hans Ord har givet
min Sjel sit Lys! Ja Han er Livet, thi
hans Ord mit Hjerte varmer!"
Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler
til Støvets Aand, der gjennem Folkene
i Blodsudgydelse og Synd sig rører
om Jorden som den onde Træets Slange,
er ikke Sandhed ene for mit Væsen,
for dig alene, Jord, du bævende Fnug
i Almagts Haand . . o det er Sandhed for
de høieste af Salighedens Aander,
og Evigheden kan ei mere end
bekræfte den! Og nu -- o Jord, du Salige,
(thi Naaden skinner ikke paa et Helved)
forbauset Morgenstjernen skal dig skue
med pludselig ny, forhøiet Glands; men Englene
de vide, og fortælle det til Himlene,
at Jordens nye Glands er Rødmen af
Taknemmeliges Smiil: de frelste Menneskers! --
Og nu skal Himlens Sandhed lyde her
blandt Dyrets Brølen, Græssets Hvift?
Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed
Alkjærligheden, da den skabte dem,
indkyssede i alle Aandens Hjerter!
Men er min Sandhed tegnet i min Tale,
da sku min Frihed tegnet i mit Liv! Thi
Hvo kan vise der en Synd? Og valgte
jeg Selv ei, blødende at plukke Tornene
|
| d.II,b.2,s.370 |
af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende,
saa Eders Qvælere, de Mørkets Smilende
dem flette kan (ja Dette veed jeg skeer,
thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene)
til Krone om min Isse?
Og viser Nogen større Kjærlighed
end den, som lader Livet for sin Næste?
Men hele Menneskeheden er min Næste:
de sukke alle under samme Byrde:
Jeg ene staaer, opveiende de Andre.
Saa stærkt er Lyset (thi det er fraoven)
at, ene i en heelt tilmulmet Verden,
det standser ei sin Skaalen-ud, før Alt
med Lys er mættet, og det suger Næring
af Frommes Blod; thi dette bliver evigen
i sløve, onde Hjerter, Glo-dryp, naar det
afdampet har, saa Pletten staaer igjen
som glorødt Brændemærke paa den Alder,
der fordred saadant Offer.
Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds
uløselige Trefold-eenhed (thi
i hveren Aandens Yttring maa de ligge,
som Gud i Verdens Svøb, hvis den er god)
mit Væsen; ja hver Aands, ifra de Høie,
der Verdner saae at blomstre og henveires,
som Sæd til nye Verdener udslynget,
og til de smaae, der efter Plantens Væxt
og Visnen regne deres Levealdre
. . ja Alles; thi for Alle staaer Fuldkommenhed,
som Maal og Skjerm imellem dem og Gud . .
ja da dit Væsen, Støvets Aand; thi mit
dit Væsen er jo, som det var i Adam,
det rene Mandens Billed, og i Eva,
det rene Qvindens Billed, medens Kraften
og Kjærligheden roligen beskued
i disse To hverandre, førend Kjødet
fornam sin Magt og Aandens Sorgløshed:
før Løgn formørked det, og Jammer sløved,
|
| d.II,b.2,s.371 |
før Synd det trælbandt, førend Egennytte
fortæred Hjertet, og sit eget Hjerte
(det hugtandlige): Had istedet satte.
Ah -- Aand din Seir! -- da dette er
dig Unaturligt, Strid imod dit Væsen:
det glider derfor af dit Hjerte som
en Dunst, naar Vinden blæser, Solen stiger.
Du lysner jo (din Stræbens Zittren
er Lysets Straalers stedse nye Udbølgen
fra bundløs Kilde: din Udødlighed)
naar først du troer, at Sandhed er dit Væsen.
Først, naar du troer, at Frihed er dit Væsen,
at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du,
frigjøres du. Men Frihed hærdes maa,
og hærdes, at dens Styrke op kan svulme,
saa ingen Lænker mere passe til den.
Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen,
at samme Aand i alle Hjerter boer.
Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt
til halvopvoxet Spire for en Salighed!
Og Sandhed Spirens lyse Farver er;
og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene;
og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde
de gode Gjerninger som Frugter ned,
og vælde evig ud, hvis Gud ei hindrer,
som søde Manna; men til Godheds Gud,
der planted den, opstiger Takkens Duft.
Men Jeg, som reiste Spiren, der den visnet;
som, herliggjort af Gud, min Fader, med
den Herlighed, jeg bar, før denne Jord
iførte sig sin første Morgenrødme,
dig lærer Jordens Aand, dig Selv at kjende
igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring . .
Jeg være din Messias! Jeg, som standsed
dig i at øde dig ved Synd og Sorg,
som dig ved Naadens Lys, ved frydfuld Sandhed,
til Stien drog, der (skydende sig frem
som Fryds Blik, den ligeskudte Piil,
snart sig som Haabet bugtende, der synes
|
| d.II,b.2,s.372 |
at komme nær sit Udløb gjentilbage)
sig slynger foran Graven mod den Bane,
der hist sig aabner bred imod Fuldkommenheden,
din Frelser kaldes skal, og din Forløser.
Og Jeg, som døende gav Slægterne
min Fred i Arv, ja, Jeg -- du Støvets Aand! --
som soned ud dig med dig Selv, skal nævnes
Forsoneren, den Midler mellem Gud
og Mennesken!
Nogle af Folket.
Ja, sandelig, Han lærer os, som Den,
der Myndighed og Magt har.
Andre af Folket.
Ei som Præsterne.
Thi deres Hjerter skjælve under Loven
som vore.
Andre.
Ha, du Jesus, Søn af Nazreth,
Hvad have vi med dig at skaffe? Est
du kommen, for med Vanvids-djævle at
besætte os? Hvad vil du, Søn af Joseph?
Jesus.
Forargelser maae komme; ja som Støvskyen
før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden.
Andre.
Mon han Elias er? mon Jeremias?
Mon en Prophet, fra Gravene udgangen?
En Mand.
Ja, sandelig du est Messias; ja
den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed.
Jesus.
O salig er du Simon, Jonas' Søn!
Ej Kjød og Blod dig dette aabenbared;
men Gud ved mig opklarede din Aand,
|
| d.II,b.2,s.373 |
indtil den brændte. Du er stærk: paa dig,
du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger.
Den første Borger er du i Guds Rige.
Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke.
En Mand.
Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed
er aabenbaret i et Menneske.
Jesus.
Johannes, kom til mig, du Elskelige!
Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden,
at den, han elsked, bød han døe, at dog
de Onde kunde troe og frelses da.
En Mand.
Vi ere Syndere; men du, Messias,
vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed.
Han straffer ei de mange Syndere
for een Retfærdigs Skyld!
Jesus.
Du, Jacob, følg mig!
Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud
vil give Eder, hvis I troe; ja Alt
hvad Aanden beder om. O, følger mig;
thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende,
vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige
en himmelsk Naades Fred!
Simon. Johannes. Jacob.
Du er Messias!
I dig er Sandheden og Livet. Du
har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket,
opreist i den et evigt Haab, gjengivet
den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet.
Jesus.
Det er min klare Sandhed, Menneskeaand,
som straaler nu paa din fordunklede;
|
| d.II,b.2,s.374 |
min Frihed triner frem for din i Lænker;
min Kjærlighed som trøste vil dit Had;
thi det behøver Fred: det er alene
din Angests Tænderskjæren.
Se min Fred
tilhører dig: du blot den tabte i
din Hvirvlen. Tag da, stolte Støv,
din straalende Trolovelses-ring med Himlen.
Du burde vogtet den. Men, se din Brud
tilgivende jo selv dig rækker den!
Se disse Ord -- o de umistelige! --
indgravet evig er af Gud i den:
"Dit Væsen, Jordens Aand, er Himlens Aanders:
er Sandhed, Kjærlighed og Frihed.
Af denne første store Sandhed straaler
hver Sandhed ud, som lyser op dit Hjerte;
ja Den: der er en Gud! Hans Sandhed er Alviisdom,
Hans Frihed Hellighed, Hans Kjærlighed
en algod Almagt, der fremskabte dig
til salige Fuldkommenhed, og da
udødelig."
Se dette er din Sandheds Skat, og den
er kostbar selv i Himlen.
Du Rige, kan dig Smerte da forarme?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?
Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever,
Han i hvis Almagt Alting røres, og
i hvis Alviisdom Alting er, Han, i
hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes,
er Aand -- ja seer hans Billede i mig,
hvori I eders egen see fuldkommen! --
i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed
Han ene dyrkes maa.
Kan Offrene af Guld og Blod da glæde
ham meer end Fedme mætter Eders Sjele?
I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe
Gud efter Eder til et Menneske.
Opstiger da til Mennesker igjen,
|
| d.II,b.2,s.375 |
og giver Gud den Plads som sømmer ham!
Men dette er din Sandheds-evnes Bud:
o Menneske, forglem din Sjel ei! Den
ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet,
der ruger lavt om Natten og i Taagen,
af Dagens Straaler synes at udspændes.
Den egen Høihed haaner, som vil sige:
"hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja,
i Døden maae vi glemme Livet selv."
-- O Alderdommens Glemsel Laaget er
igjenslaaet for dit Liggendefæ, der alt
paa Veien er til Himlen at henbæres.
Hvo, som i Aanden saaer skal høste hisset.
Vee da de Løgnens Præster! De som amme
ved Altrene (de blodige Drage-vorter)
Uvidenheden, at den knuge kan,
liig tykudbuget Taage, Folkene
for deres Fødder! Vee Bedragerne!
Vee dem, som ville hindre Alle fra
at træde ind i Lysets Rige, og
ei heller selv gaae ind; men, holdende
i deres eget Mulm tilbage Alle,
mod fjernest Lysglimt raabe: "seer, I Folk,
Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!"
Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den
-- o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde
og maaneblanke Slangeham! -- om ei
den varme Straaler skjød i eders Hjerter?
om Mulmet sneg sig ind i Eder, for
at yngle Synd, men eders Blik opklared
Alt udenfore Eder? O da sunke
ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser
om Syndens Leie.
Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide
at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed,
der maales eftersom den trælbandt mange
af Syndens Lyster. Frihed den er Magten
(som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed.
|
| d.II,b.2,s.376 |
Men denne griber efter hver en Synd-nød,
thi altid er dens sorte Kjerne Løgn.
Men dennes Sæd i blinde Kjød er lagt.
Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke,
ved Godhed adlet -- derfor vil det herske.
(Men denne Herskesyge er jo Barnets?
Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo?)
Naar Kjødet (ikke som hos Dyret i
sit Eneherredømme maadeholdent)
en Modstrid mærker, blie'r det ondt.
(Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes)
Med søde Vellyst det bestikker
(som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!)
Og seirer det, og lykkes det at hilde
ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm,
da voxer det til en uhyre Kjæmpe,
men Aanden bliver Barn, og lulles da
(som Barn i Skjød) paa Blodets Bølge-vallen.
Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn,
men græder kun for Kjødets Savn og Smerte.
Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted
(thi Aanden maa da finde op for Kjødet,
hvad dette ene tjener til Behag)
udflyve onde Tanker, føde Synd:
ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed,
og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod.
Men da er Aanden Træl, og Sandheden
i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket,
som før i Hjertet funkled, Trækket: "Gud!"
Et Billed maler Aanden af sig selv
saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel!
Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme
som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge
i Muld vi vandre, for vor Himmel maae
vi agte Jorden. Men i Himlen er
ei Strid i samme Væsen. Her eiheller
da være Strid; men Aanden faae sin Seir,
før Kjødet sejermæt nedlægger den
godvilligen paa Graven! Ærer dog
|
| d.II,b.2,s.377 |
de gode Jordens Gaver! Eders Legemer
er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke
og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser,
og Elskov Templets sødeste Musik.
Dog er ei Templets Gud i dette Alt,
men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes,
som Verdens Gud, ved Dyd og Sandhed.
Dog gik (som Slangens Hoved, svævende
-- som om det var dens egen Ledestjerne --
urørt og blankt, høitover Bølgerne,
hvorgjennem sig dens Hale bugter) du,
med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser,
da . . o en saadan Tanke vidned dog,
at Synd du havde. -- Ak, bedrag dig ei,
og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte!
Men troer -- ja sandelig jeg siger Eder:
kun Reen i Hjertet er den Ydmyge,
og salig er alt Denne her paa Jorden;
thi sødere er Hemmeligheden, naar
kun Een den veed; men Gud er denne Ene.
Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser,
med Sejerssmil, for Retfærd leed, det Sandheds
befalende Aasyn. Salig ja er Denne!
Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet
den kneiser, forat naae de rene Himle . .
er Sandhed Aandens Arm, med Øine i
hver Finger-endes Nerve, hvormed Den
om Alting favne vil og til sig trykke:
-- o da er Kjærligheden Aandens Hjerte,
livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster!
Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv
om Aanden Guds Alverden udbredt saae,
naar ei den følte: o jeg maa tilbede!
jeg maa jo elske!?
Men denne Skaberens Tilbedelse
er Kjærlighedens Høihed.
Men det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig,
(med en udzittrende Mildheds Rigdom, der
vil øse i Alskabningens aabne Fyldehorn
|
| d.II,b.2,s.378 |
-- forgjeves! -- Jevnmaal til Alskaberens
uendelige, maalløse Alkjærlighed)
som Fader for saa viid en Deel af Verden,
som Aanden overskuer, som om den
-- o Storhed -- af Alfader var betroet ham
som Pleiebarn at vise Godt imod.
Da maae jo Mennesker og Dyr og Planten,
ja Mulden elskes selv og pleies? Ja
det Livløse er jo stille Moderømhed:
den Muld, som synes død, er Leiet for
Alkjærligheden, der (liig Manden paa
sit Leie halvreist siddende) har reist sig
i Livet, -- Planteverdnen Bugen:
end dybere skjult da ligger Livets Kraft:
det søvnevarme Hjerte Dyreverdnen,
det vaagne Øje de Fornuftige!
O Kjærlighed, Allivets Liv! Almægtige,
saa selv de Ufornuftige, der Sandhed
og Frihed mangle, ei er dig foruden!
Dit stille Smiil i Muldens Rigdom see vi.
Dit første Aandedrag vi høre jo
i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja
du taler næsten alt i Hundens
trofaste Blik. O Menneske, vil du
den Eneste i hele Livet være,
som mangler den? Se, den er ene Dyd!
Alt uden Kjærlighed er Synd,
som Liget ei kan kaldes Menneske.
Imellem Synd og Dyd er intet Rum.
Paa Ligegyldighedens Flade Synd
er dyngelagt, og Synden sortner,
som Havet under Isen, under den.
Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt.
Din Kjærlighed dig binder, Menneske,
paa rette Plads imellem Dyb og Himmel.
Vil du ei være Engel for den Jamrende?
Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet,
|
| d.II,b.2,s.379 |
Du vover Livet for din Avindsmand:
o synes du ei da at være mere
end Syg og Kummerfuld og Reddede?
en Engel sendt af Gud? Du drager Tornen
af Løvens Forbeen, knælende, saa (liig
et hvislende Lyn) dens Tunge flagrer for
dit Øje, drypper paa din blotte Nakke:
o kunde Løven tale -- ja . . ah, se,
Den reiser sig . . nu knæler den, og loggrer;
men Dette er dens Tale: "Du er meer
end Menneske: det dræber; du jo frelste".
Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig.
Den fylder Dybet med Velgjerninger.
Ja, se, den fylde kan med Ømhed ene,
om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde.
Og Himlen daler ned i dens Tilbedelse.
Alene den naaer Gud den Højeste;
thi Nærmelse den stræber efter, og
dens skjønne farvde Øje (det, hvis Laag
Indbildningskraften kaldes) seer,
hvor Aandens Sandhed skue vil forgjæves.
Ja, var Fornuften end et saadant Blik,
der solklart, uden Farve, saae det Høieste;
og var vor Frihed end, vor Dydbevidsthed,
en Vinge, som os mægted did at bære;
dog Kjærlighed var fulde Svanebarm,
hvis Banken var det Øjes Glimt og Kraften,
som løfted Vingerne forbi, forbi
og -- did! Ja, dette "Did!" vi, midtimellem
de skarpe, følelige Verdens Syner,
af Livet bruste-om, maae, i vor Dæmring
tilbagetrukne, koldt benævne:
"det i sin Reenhed Usynlige, Uhørlige;
det i sin Høihed Ufattelige".
Ak!
er Støvet mørkt endnu? Se, farve det
med Regnbuens søde Skjær kan Mennesket:
med Haab (som Grønt: det er jo Jordens; thi,
naar sandeste Fornuft det planted her
|
| d.II,b.2,s.380 |
det Vished bliver hisset, vide vi.)
. . med Tro (som Blaat; thi den mod Himlen seer,
selv fast som Hvælvet, lys som Dagens Smiil)
. . med Kjærlighed (som Rødt: den Livsens Ild
i Muld, men Helligaand i Himlene.)
Men en uendelig Kraft til Sandhed er
den Sol, som (Dagens Straale liig, der kun
i mørke Skybund maler Buens Rund)
i Støvets Mulm fremskabte saadant Skjær.
(Men, Mørket borte, Regnbuen visner vel,
flux klar, alene straaler Solen selv.)
Men, svulmer Graven der (som sjunkne Sky,
der æsende bag klare Syns-kreds smyger)
vort Væsen straaler i en Himmel nye,
og seer da, Hvad, da Livet skarpt sig malte
om os, vi det Usynligt Rene kaldte,
bestandig saa i samme fjerne Høihed.
Vi see os mange lige Aander blandt,
for hvem, som vort, et Liv i Mulden svandt;
at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør
hver Aand end meer selvstændig nu end før,
mens renere Kjærlighed dem Alle smelte
(se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!)
isammen til et helligt, aandigt Eet.
Dog Tvende steds (som skyggende een Flamme
med eente Vingepar) gjensidig nyde
hinandens Salighed: de flyde som
i samme Kjærlighedens Fylde sammen.
Et mattet Bild af denne Salighed
i Støvets ædle Elskov skimter ned,
ja selv i Hanget til det døde Skjønne,
sær Skjønheden i Menneskets Gestalt,
om Marmor kun og malt.
. . Ja, det er Ahnelsen, at hisset er
(end selve Sorgen) skjønhedsformet Alt.
Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød,
saa vel, som Det, der Skyen Blomster bød:
i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form
|
| d.II,b.2,s.381 |
af hæsligt Støv (som Sommerfugl af Orm).
Selv den, der Gysen fik igjen, naar venligst
han hilsede; ja Den, Naturen, som
i Kaadhed, traadte under Fødder, saa
han Menneske ei ligned, see -- han staaer
som Engel paa sin Grav; og, var han from,
med Livsens milde Farve, Rosens Skjær;
men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er.
Thi det Guddommelige-Eviggode,
(naar Aanden har sig renset, saa det sande
Aandsliv, den Saligheds-bevidsthed, kan
sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande)
i fulde Kraft maa eengang bryde frem;
thi bier, bygget vel, men uden Pragt, dens Hjem.
Som her, hist Perlen har ei runken Skal.
Mon Sokrates' den skjønne Sjel ei skal
hist faae sit eget Skjønheds-ideal
til Udtryk? O, et Saadant i din Sjel,
Det er den Form dig hisset blier tildeel.
Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn:
Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn.
-- Ah, Skimt af Himlen! -- herlig, skjøn, saa selv
den kummerblege Aand, bagefter hvem
fra Muld sig Uskylds-blodets Røgskyer hvælve,
(liig blaae, i Dødskamp sammenknugede Hænder
uhyre, efter Aanden rakte frem)
en Retfærds Klage, mild som Bønnen, sender
Alkjærligheden hen; og Aandens Vemod
Alkjærlighedens Naade-svar! --
Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad
er sandt paa Jord, i Himmelen er Sandt.
Hver da, som vandrer om i mine Spoer,
som elsker mig, som jeg ham elsker, Han
skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed,
i Sandhed, Frihed hisset blive ved:
hans Sorg ei Himlens Salighed skal blegne.
Den, ikke troer, maa hisset først, med Smerte,
oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte,
før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed,
|
| d.II,b.2,s.382 |
han seer, med Blusel, straalende igjennem
talløse Brødre, Himlens Englehær.
Omvender Eder da i Støvet! Skyder
mod Himlen, hvortil I er' bundne op,
I unge Ranker, som med Frugt og Knop!
Den, mine Bud vil holde, han skal see,
at Gud dem talte selv til Himlene.
Hør, gode Engles Jubelsange lyde
for hveren Synder, som sit Øje mod
de høie Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen,
(er: Sandhed, Frihed, Kjærlighed)
her ligesom det høie Embed tager,
i eget Hjerte at opdrage
et Gudsbarn for en Himmel.
O, stræb, du Støvets Aand, da fremimod
Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed
hentil Fuldkommenheden stræber da,
sin egen Plads, sit Navn den selv forlod:
den er ei Ufuldkommenheden meer,
men Dyd i Himlen, som i Støv, den er.
Vord som de Himmelske -- o Dette er
min Læres Sjel! -- du Støvets Aand, fuldkommen.
Selvprøven hisset, om du stræbed her,
som Gud du skylder, redeligt, er Dommen.
Men før du Himlen sand i Muld kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre -- ak, hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden . .
saa liden, dog den har i Uskylds Øje
en Sol, som speider sandest dog det Høje.
O, Kjærlighed er Stien, som didhen
til Barnets Himmels Indgangs-hvælving for
den store Himmel, Engles Hær beboer,
kan ene føre voxne Aand igjen,
(som Vedbend synes højen Fjeld at smelte
|
| d.II,b.2,s.383 |
med Dalen sammen til en Blomsterhøi)
ja om du stærken Samson var i Belte,
om Løvehuden om din Skulder fløi.
Ja, stod, som Judas Maccabi i Kraftens
blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens
rødbræmmede Skyer, der blussende ombruse,
som om de Bølge-lyn, de drak, beruse)
du end som Folkets Frelser paa din Val:
dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed,
bag mørke Laurglands glorielysne skal,
hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes
en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir.
I Ydmyghedens Engle-rustning, da
bestig Fuldkommenhedens Stige, ned
i Støvet sat af Guds Alkjærlighed:
din Sandhed skuer opad; Kjærligheden
omfatter; Frihed stiger op franeden;
hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav
dig Evne -- se, som Engle da nedsvæve
fra Gud din Troe-cherub, din Haab-seraf
og op den Arme uformærkt de hæve.
-- Hvor lys, o Støv, er du ved Frelsen vorden!
Du Himlens bedste Sandhed veed:
den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden.
Hvor salig er du, Støv, ved Frelsen vorden!
Guds Naades Straaler planted ned
i dig en Himmels rige Kjærlighed:
Du nævne kan dens Himmel-navn, det Navn,
hvormed den nævnes i dens Fødestavn:
det Skabelsens og Saligheds Mysterium,
som før de salige Aander ene kjendte:
som, lydende fra Himmel og til Himmel,
ligt helligt Schibboleth i Aandens Vrimmel,
end højere stedse Kjærligheden tændte:
det Ord, det Navn paa Himlens Salighed:
"Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed
forbliver, er i Gud, og Gud i ham!"
Af dette Helligste har Støvet malt
|
| d.II,b.2,s.384 |
et Billed sig i: "af din ganske Sjel
du elske Gud! din Næste som dig Selv!"
Men "Næste" er for skarpt et Penseltræk,
der sletter baade Dyb og Himmel væk.
Os Himmelen og Dybet netop er saa nær,
som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er.
Thi er vor Næste da Alverdens Alt.
Af hiint det Helligste har Støvet, liig
i kolde Steen, en Form afmeislet sig
i Budet: "Handling være Fordring liig!
Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!"
-- O er mod hiint det Himmelske ei Dette
som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog,
mod Engle jublende, med Vinger spredte?
Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden,
naar Himlens Naade straaler Sandhed ned,
og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden!
O, hvor ophøjet er ei Støvet dog,
der veed, en Himmel ligger foldet sammen,
og folder ud sig i dets eget: "Vil!"
Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil!
O, hørte du? du Naade-overstraalte!
O hørte, saae du, Livsens Væld, det evigt-
henrislende, bag Stjernerne i Himlene,
Guds høie Herlighed, sig tabende?
Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned!
Som Elven glimtende igjennem Dybet
sig skyder Himlens Sandhed lysnende
din Frihed gjennem (før den sorte Afgrund,
hvis vilde lunkne Rigdom yngled Drager)
-- ja Sandheds Straaler, hvert et Straaleglimt
er Kjærlighedens Dug udstrømmende!
Et Verdensdyb af Frihed, en Himmel af Sandhed,
opfyldt af Kjærlighed, som Solegran,
der smeltende i tusindforme'de Verdner
(din Daad) udgaae . . se dette er din Sjel!
Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed!
(Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn)
|
| d.II,b.2,s.385 |
O hør os, vor og alle Himles Fader!
Dit Navn -- o Guddom! -- som i Himlen vorde
forherliget i Mennesket paa Jorden!
En Mand.
Os er en Frelser fød i Davids Stad.
-- O Livsens, Frydens Budskab!
Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter
skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire
at sidde, og i Himlens Sky at komme.
Jesus.
(reiser sig langsomt fra Bønnen)
Ja sandelig Guds Almagt holder over
mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget
af en taknemlig Jord (Guds være Æren!)
tilbage til min Fader at forherliges
i Himmelen til Billed af hans Hellighed.
-- Matthæus, sande Jøde, følg mig du!
En Mand.
Omvendelse og Syndsforladelse
(din Viisdoms Alpha og Omega, Mester)
prædikes Alle; ja og de Hellener,
men først begyndende ifra Jerusalem.
Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise
i Daarskab vandrede. Din Myndighed
maa være stor; thi seirrig var din Sandhed.
Jesus.
Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her
dog sættes Ploven først i Jorden. Følg mig,
og udkast Lysets Sæd, saa fjernt du vil.
Du elsker Antiochien meer end Zion
-- Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket.
I Himlens Navn jeg talede til dig.
I Himmelens og mit, tal du til Alle!
|
| d.II,b.2,s.386 |
En Mand.
Ja sandelig din Frelse er os bedre
end Offerrøgs og Blods.
Jesus.
Slut dig til Petrus, -- du Johannes Markus.
Du læne dig til Klippen, svage Vaand,
der voxer nær Guds Riges Indgang op.
-- Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
(min Liigsteens alle fire Siders Indskrift)
I skulle vidne sammen! Imod Øst
og Vest og Nord og Syd I skulle fare
som Evangelets Engle ud fra Zion,
fra Pol til Pol hverandre svarende
som Echo, sammensmeltende, som i
Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens
og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder
og Ørnens, suste om af Lynets Vinger.
Mænd.
Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden!
I denne er, hvem Moses spaaede, funden.
I ingen anden er der Frelse; thi
er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen?
et Andet være end hvad Denne sagde,
at elske, haabe, troe, og være fri?
End under Himlen lød ei Navn som Dennes
i Kraft og Signelse. Hvo "Jesus" nævner,
Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade,
Han hader ei, kan ei sig Selv foragte;
thi da han mindes, at i Jesus var
hans eget Væsens Storhed aabenbar.
Jesus.
Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med
din Broders halve Phantasie! du, Judas,
der arvede, som yngste Broder, kun
dens sværmende Skygge -- ja den Skygge liig,
som Fakkelbæreren henkaster, stor
|
| d.II,b.2,s.387 |
som Ahrimans Vinger, dandsende paa Væggen!
Andreas, mandige, du Petri Tvekrog!
Philippus, du Oprigtighedens Ja
og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen,
du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset!
og Thomas, du, du Vemods aabne Saar,
du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig!
Simon, du Nidkjærhedens Blus!
Og Judas Isch -- --
(afsides)
Ha, hvad skal tegne dig?
Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som
om det en Himmel var? En Ørn i Dybet,
med Snoge lænket? Ørnevinget Slange,
mod Solen flyvende? Livspalmens Orm?
-- Dog vidned han.
(høit)
Ja, Alle I og Judas
I er kaarne! Indtriner i det Helligste!
Om Lysets første Kilde bøjer Eder,
som Hulens Søiler! I, min Viingaards
førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler,
min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige,
skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler
til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd!
Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae!
Men beder Høstens Herre, at han sender
Arbeidere! O, hvis I bede sandt,
da Selv I vandre hen at høste! Se
alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja,
som tunge Ax, alt bøie Folkene
i sine egne Barme sine Hoveder.
Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter:
en Salighedens Sæd han kaster i
sin Evighed ud. Der Selv han høster.
Udflyder, mine Straaler!
Teer Verden eders Troes stille Lys!
opløfter eders Haab som høje Fakkel!
rundtspreder Kjærlighedens milde Varme!
Da tøe de kolde Hjerter -- Ja ved Veldaad,
(thi jeg i stille Timer blotter Eder
Naturens Kræfter) ja ved Underdaad
borthugger Iisen! . Sæden finder Furen:
|
| d.II,b.2,s.388 |
som milde Vaarduft, stiger fra de Hjerter,
hvor Saligheden staaer i første Blomster,
til Livets Fader Priis.
Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom!
Forkynder Mennesket, det er gjenfunden!
Thi sandelig det var fortabt, forsvunden
i Løgnens Mulm, i blodigt Dyb, hvor hellige
Bedragere, liig Drager, søvnig Dunst
udblæste, hvor, liig Kingeler i Krogene,
Voldherskerne med Lænker, rindende
af Kronernes giftgule Vorter, Dybet,
ja som med Kingelvæv, tilspandt.
Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel,
Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle
paa Bunden leve, dog som trællende?
Men se opsvæved derfra ei en Engel?
Nærved Herodes Throne opstod Frelseren.
Men Dybet revnede som af et Lyn,
da Frelserens Blik saae ned deri, og -- se,
(ja først jeg Eder saae I Sendte-ud)
se Engle gik der trællende paa Bunden,
med Vingerne, af Kingelvæv omslørte,
og Blod i Mørket drukke de for Vand,
og Slangehoveder for Brød de aade.
Men, se, ved første Glimt opsvæved Tolv
(o fagre Stjernekrands!) og rystede
i frie Himmel Vingerne; og Jubel
og Lys udklang og straalede fra Spidserne.
Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne!
Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette!
Og han skal sortne i sit Domus aurea.
Han vil ei længer være Lastens Keiser,
og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd
er Romas Ære, Romas Synder ere
Herodes' Ære, ja for tusind Konger;
og disses Synd forgyldte Mønster for
de arme Folk. -- Se dog, hvor Synden har
til Afkom Trældom, Trældom atter Synd!
Men Præsterne, end meer ærgjerrige,
|
| d.II,b.2,s.389 |
erkjende ingen Formand i Bedrag.
Hver Præst i Løgn er summus pontifex.
Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion
har Mennesket i Guddoms-storhed reist sig,
og peger modigt paa sin store Fordring:
at nu for Trældom rødmer det; thi Gud
har viist dets Odel-frihed: at det nu
med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn
tilbage i dens Dyb, Bedragerens Hjerte!
Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer
din Pandes Aarer svulme op til Lænker,
Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig
jeg siger Eder: min Sagtmodighed
skal være eders Mod-fyrs indre Glød.
Sand Iver for det Gode brænder langsomt;
thi den er jordisk Billed af den Iver,
der rører sig i Himlen: Helligaanden;
og denne brænder evig.
Mit Aag paa eder løfter da! Det er
Triumf for Menneskheden! Se, som Faar,
jeg sender eder hen blandt grumme Ulve!
Men, se imellem Ulves Kløer ud,
som Duer, flyve I. Blandt Dragerne
I være kloge Slanger! dog den Tunge,
I stride med, en Olieqvist skal være!
I smile maae, mens Ryggen rinder blodig.
Hvis Mig I ville følge,
da bærer tunge Kors som Seierspalmer!
I Templer, klapprende af Præsters Vrede,
i haanopfyldte Synagoger staaer
med halvdækt Smiil, som om I rugede
paa lønlig Fryd! I Kongers Halle,
hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes
at have flyttet ud saa fjernt, I staae
somom i kun en Snekkemusling saae!
Se lange midnat-sorte Præsterækker, se lange luerøde
Konge rækker,
som Tordenskyer og Lyn, omringe Eder!
|
| d.II,b.2,s.390 |
og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen,
og Trudsler, blæsende op Purpuret
til Baal (hvor fluxen Tusind smede Øxer)
formørker Eders Øine, qvalmer Ørene!
og, hvis I tale ville da til Folket,
det svarer eder kun med Stenes Hviin.
Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis
I føle sandt min Kjærlighed, forundrede
skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger.
Og Eders Straaler bryde Hines Lyn;
og Eders Tale lyder midti Tordnen
som Domsbasuner eller Almagts Bliv;
thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige.
-- O, Gud er med os, Hvo vel da imod?
Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet,
men Sjelen ei; men frygter, at forraade
ved Feighed det betroede: Frelsen! -- Hisset,
hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed,
ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk,
Jeg strengt skal dømme Eder; strengere
I selv dog ville dømme, selv fordømme!
Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige,
han ofre freidig et for Pligten! Ak,
hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden,
men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed!
Se, Fuglen har sit Rede: Verdens Frelser
han ejer ei at læne Hovedet til!
Det hviler i min Faders Skjød: . . ja stærk
er min Bevidsthed om min Daad: til den
jeg læner mig, og reiser mig, at dynge
et stedse højere Leie op. -- O hviler saa!
Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer,
han skabes ny, thi han maa troe
et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel.
Hvis I min Sandhed lære stedse reent
(som efter samme Lysets Straale vandrende)
da stedse Jeg i eders Samfund er,
gjenlevende i eders Ord. Mit Blod
skal rense Eder; ja som Lue-dryp
|
| d.II,b.2,s.391 |
bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den
vil overgroe mit skjønne, nye Tempel.
Mon ved mit Kors I gyse for at lide?
Apostlene.
Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o du?
Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte
paa Den, som rører dig, du Hellige?
Vi skulde være Mænd, og vogte ei
dig, selv med Sværdet?
Jesus.
O, I mine Venner
-- ei Tjenere! -- ei viis er eders Kjærlighed.
Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var,
om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys
og Styrke. Hører, sandelig jeg siger:
mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet,
mit Blod skal synes Eder Roser, naar
I træde Torneveien. Sandelig
jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden
skal mange Indsegl gløde, dog først mit.
Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer,
end alle andre Sandhedsoffres.
Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det.
Mit blodige Kors skal vorde Seirens Fane.
Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden,
som var alt Seiren vunden -- ha mon ei
hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner,
hvis de ham elsked? frem de styrte atter,
som om hans Aand paa hvert et Glavind reed;
de rive Seiren til sig, for med den dog
at kunne dække ham. -- Jeg døer.
Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i
sin første Blusel, derfor hader mig.
|
| d.II,b.2,s.392 |
Qvinder.
(omfavnende Jesu Knæ)
Men Vi, o Vi, Vi elske dig!
Jesus, Hellige, du Høie,
vil du med et naadigt Øje
skue ned,
ned i Støvet: der du finder
Kjærlighed.
Skulle -- ak, vi arme Qvinder:
Vi, som toe i Graad din Fod,
saa beriges, signes, at
see vor Ømheds lille Skat
ene lagt i Vægtskaal mod
hele Jordens Had?
En Qvinde.
Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei?
Du blodig døe, min vakkre Søn?
Ak, vogter Jeg dig ei?
Som Dug i Græs tør see mod Solen selv,
og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv,
din Moders Øie vogter paa din høie Vei.
Jesus.
(bevæget, bortvendt)
Maria! Moder, du Velsignte . !
(hemmer sin Bevægelse. Til Maria)
Qvinde,
Du har ei meer din Søn.
Maria.
Ak, engang dog mit Hjerte var
meer stort end dit, min Søn:
da det dit lille Hjerte bar,
og vugged det i Løn.
Din Høihed, som tilbage skyder
med sine rene Straaler -- o! --
|
| d.II,b.2,s.393 |
den Ømhed selv, en Mo'r kan byde:
den Ømhed -- ak, dens hele Høihed
er Synderindens Haab og Tro:
den Ømhed -- ak dens hele Reenhed,
dens hele Skjønhed er
en Moder-Taare, som sig bryder
i Glimtet -- ak, det aldrig meer
dog blier end Støvets Farvespil;
thi rene Modergraad sig bryder
i Glimtet af en Qvindes Smiil . .
. . Din Høihed (ja, maa Palmen, der
i Sky er Engles gyldne Stol,
ei kime først i dunkle Muld?)
. . Din Høihed, hist i Himlen stor,
guddommelig paa Jord,
som liden Gnist (men dog en Sol)
som lidet Æg, dog engang laae
i mine Ahnelser indhyllet,
der (Skabelsesmulmets lunkne, graae
frugttunge, svullne Skyer liig)
omkring mit Hjerte stedse skylled',
til, da jeg saae mit unge Liv,
Gud-Faders store Bliv,
malt i min Spædes milde Blik,
til da, til da de tændte sig,
for i Velsignelser at strømme
ud som en Lyskrands om dit Hoved.
Jesus.
Hør, Qvinde, meer du ejer ei din Søn!
Maria.
Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt,
dit lille Hjerte ammed skjult,
min Ahnelse frugtsommelig
og med din Høihed gik.
Ah, søde Foster, mine Drømme
mon du indblæste dem?
|
| d.II,b.2,s.394 |
Din spæde Aande lufted til
en Himmel ud min Barm?
Ah, mon de præged sig i dig,
da du i mine Hjerterødder,
du søde Blomme, hang?
og voxte saa med Manden frem,
i Mandens Ord fremklang?
Vel gamle Simon -- stakkels Gubbe!
(og Anna havde glemt
at være Moder) -- ved din Vugge
sang baade Godt og Slemt.
Men Jeg mit Hjerte bedre troer:
Det nynned da, det jubler nu:
"den saligste af Mødre du
Maria er paa Jord!"
Jesus.
I Mig du har ei, Qvinde, meer din Søn!
Maria.
Oh! tusind Stjerner vide vel
(de saae det selv) jeg fødte dig.
Og tause Nat og Himlens Hvælv
vel hørte mine Smertesskrig
Jesus.
(rystende paa Hovedet)
Maria! Maria!
Maria.
(knælende for Jesus)
O Jesus, Jesus, Jesus! Ak,
jeg veed, at Herrens Tjenerinde
en Søn kan miste; o, men aldrig
(det veed jeg vist) et Barn sin Moder.
Jesus.
Du rige, karrige Moderkjærlighed,
ei dig alene, men en Verden
du gav en Søn. Ei Frelseren
har Moder, Søster eller Broder.
|
| FORRIGE |