|
|
| d.II,b.2,s.318 |
MESSIAS
(EN UNG MAND (JESUS) I EN EFTERTÆNKSOM STILLING I EN HULES AABNING I
JUDÆAS ØRKEN -- MESSIAS OG AANDER OVENOVER JORDEN.)
Jesus.
Er dette Menneskehedens Minderulle,
som . . o jeg saae igjennem den, og -- --
(brister i Graad)
Messias.
End ruller Jorden sin rolige Gang:
Vaarfrisk, blomstrende og nye,
synes den at haane
Aldrene, som true den at dække
med Rynker (Graverækker),
som true den at graane;
men -- flye.
De samme Stjerner, hvis venlige Blik
lokked af Jordens Blomster frem
første Dug som Længselstaarer
efter dem,
skimre Fred end i dens aabne
Blommer ned.
-- Lyksalige Natur (saa sukker Mennesket)
du Haand i Haand med Tiden, stille,
i samme Kreds, i dine egne Spoer
omvandrer uforandret? --
Men -- vee! -- o Jord af Hvad har du de Fleste:
Roser eller blodige Hænder?
O, alle de Aander, som bort fra dig veeg
-- ja, som om al din Graad og Gys
dampede hid som en Taage lys --
|
| d.II,b.2,s.319 |
omgive dig, som en Straalekrands bleg.
Alles sorgfulde Tanker svæve
(som Maage-glimt lynsnelle over
skysvellende Vover)
over de Brødreslægter, som hæve
i Mulden sig bølgende mod
end større Jammer, end selv de forlod.
-- Abiriel-Ohebieler,
De troe Eder døde
som Eders Mæler,
eller i Vellyst og Vee som før;
De see Eder ei gjennem Øieslør;
ei Eders Advarsler, ei Eders Vee,
gjennem Øre-graven høre de.
Kun Selv I skue hverandre her,
hvor Muld ei skjuler, Kaaber ei skilne meer,
hvor Hveren kjender klart Enhver,
hvor gjennemsigtige hverandre I møde.
-- Du Aand, hvis Skikkelse ikke har
de Saliges rødmende Skjønhed klar,
hvi seer du med sortnende Rædsel paa
hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands
Brønde tilrands med diende Smaae?
-- Ah, du var Selv Konge! --
Hvi ryste Millionernes Veeskrig dig?
De naae dig jo ei.
Hvi synes de Taarer at synke sig
glødende i dig? De falde jo til Jorden.
-- O nu din Samvittigheds Øre er fiint! --
Hvi fryder du nu dig ved Folkets Hviin,
der stormer i Oprør om Thronens Tind,
hvor nu din Søn (han kalder sig Stor,
fordi han gik dine blodige Spor)
bleg bæver midt i sin Vældes Torden?
hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see,
der splintre til Støv dit stolte Mausolee?
hvi Fryd ved at høre det skraslende Skrald,
naar Smaaedrenge sparke din Hjerneskal?
|
| d.II,b.2,s.320 |
-- O nu er du bleven retfærdig! --
Hvi sittrer du af Ønsket at kunne tale
til disse dine Sønner, som male (som du
din Faders) med Sceptre dit Billede nu,
med Blod til Skygge og Graad til Lys?
Paa deres Stol du er; Ingen seer dig der.
Til Kongen Raadet lytter, hører ei dine Gys.
-- O nu er viis du bleven! Nu veed du vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde! --
Hvi blegner du Aand, ved at høre de Ord,
som Høipræsten hisset for Folket besvoer?
Han er jo din Lærling, han lærer jo
Hvad Selv du besvoer, ja din egen Troe.
Hvi mon du dine forne Brødres Skue skyer,
som Denne hader Kronens Lyn og Purprets Fyr?
-- O nu er du bleven sandru! --
Nu vide I Alle at give
Menneskeheden Frelse: Sandhed og Frihed:
I see, at I Alle, Jordens Aandestimmel,
som ligtafmaalte Stykker er af samme Himmel,
at I, at hveren Sjel er en Abiriel
forskjønnet og ismeltet med en Ohebiel.
Seer derfor, I, som haded hverandre hissetneden,
I elske nu, og elske i Alle Eder Selv,
I elske nu med Aanders Hjerte: Kjærligheden,
der favner om hele Livet, og favner deri Gud.
Nu vide I Alle, at Tiden graaner ikke, at
en Frelsens Tid fremrødmer af Trængsels lange Nat,
før Jorden døer: at under dens stille Vingeslag
vil straale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag,
da Himlen kaldes Alles fælleds Tempeltag,
Den døde Natur jo synes end saa nye,
som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosenskye
-- ja disse Pyramider, der brast og sank i Muld,
var Vaser, som den aandige Natur til Leeg den skjænkte
. . o ja, en Tid den legte, med Vedbend dem omhængte,
|
| d.II,b.2,s.321 |
og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld! --
Den skulde blomstre frodig, mens gusten alt og blodig
Menneskeheden, dens Herre, visner meer og mere?
Aarhundredernes Fjed,
der synes let at svæve over døde Blomster,
knuge Aander ned?
O priser! De sorgfulde Dage,
de gamle Aarhundreders Klage,
synke i Mindets Urner tilbage.
Der Graad sin Varme taber, bliver kun til Dug,
til Rosenblade Blod, til Cypresløv Jammersuk.
Men evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre, kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
O, skulde da saamange Aarhundreder rulle væk,
som disse skumle Jordens, i Synd og Blod og Skræk,
og ei et Glimt af -- --
-- O jeg seer
bedre Tiders første Glimt
her i Mandens Taares Skimt
(Frelsens første Morgenstjerne!)
Han -- o se Ohebiels Smerte
damper fra hans fulde Hjerte! --
Han, som brast i Graad ved at see
alle sine Brødres Vee;
gjennem Taarens Fjernglar saa,
for den Jammers Kilde finde,
stirrede dybsindig paa
Aarhundredernes Rad, som ned.
liig blodige skumle Skygger, gled
henmod Jordens Barndoms Fjerne.
Under første Throne der,
under første Tempeltinde
seer han Jamrens Kilde rinde.
|
| d.II,b.2,s.322 |
I Bedrag og Trældom fandt
Han hvi Blod og Taarer randt,
hvorfor Synds og Dumheds Taagevover
skylled' Lysets Sjele over.
Men -- o se i hans stærke Sjel
luer høie Abiriel! --
græd han, nu hans Kinder gløde
(Frelsens første Morgenrøde!)
forat frelse, forat lette
Trældomsaaget af de Trætte,
lade alle Jordens Sjele
Himlens Aanders Klenodie dele:
Frihed og Sandhed: den Arvepart
Menneskeheden tabte saasnart;
forat løse op de Hjorde,
Herskere drive og slagte turde:
løse, saaat hver Jordens Sjel
føler sig selv som en Himlens Deel,
handler paa Jorden og tænker selv;
men og, for ved Kjærlighed igjen
knytte dem Alle, saa de blive Een,
handle og tænke Alle som Een,
som her I, I Jordens forløste Sjele,
Abiriel-Ohebieler,
i Kraft og Kjærlighed glødende Aander,
I ere Alle eet Kjærligheds-baand.
Ja priser, og skimter igjennem Tiden,
der med Aartusinders Jammer sig gjøder,
før i sin Fylde den Frelsens Time føder . .
Ja priser og skimter -- o nær
jo glimter alt dets Morgenskjær --
et Seculum, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved: første Aar,
det reiser rødmende paa Jordans Kyst!
Se der alt rustet Frelseren staaer,
med Kjærligheden stor nok til
at favne om en Verdens Jammer,
med Kraften, som saa gudlig flammer,
at Han en Verden frelse vil!
|
| d.II,b.2,s.323 |
-- Ak! O Hvad -- ?
(sætter sig igjen)
Mon Himlens Aander tale til min Sjel?
Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o,
med Vished, bævrende af frydfuld Kraft,
jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig
Opfostringsføde for min Kraft: jeg saae
mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund,
Hvo, Himlen eller Jorden eier dig,
du salige Aldres Moder? O du valgte
mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde,
min Læbe til din Afkoms Vugge! Ah,
jeg frydes over nu, at for den døde
som for ufødte Æt mit Hjerte kunde sørge:
at det ei Kummer nok fandt i den levende,
og hyled væk med alle disse Andre,
der, mens de jamre over egen Sorg,
belee de Andres.
Min Graad min Styrkes Øie, og min Smerte
er bleven bedste Muskel i mit Hjerte.
Saa pludselig, somom en Engel foer
min Sjel igjennem, og borthvifted med
sin Vinge Vemodssukkene, der skyhylled
min Kummers Navn (saa, ubevidst dens Hensigt,
jeg kaldte den, som Andres, ene: Sorg)
solklarned i mit Hjertes Baggrund nu
mit Meed -- o som om mine Taarer, før
kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og
jeg saae Det i min Sjel, Det nævnte: Frelsen.
Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en:
at kun et Digt min nye Verden bliver:
at heller jeg paa Pergament, som Plato,
blot burde malt . . o! o!
-- O vee! jeg tvivler!
(holder Haanden for Panden)
O tilgiv, min Gud,
hvis Viisdoms-villie, kjendt af alle Himmelske
som een, een Hellig-aand i Alle luende,
|
| d.II,b.2,s.324 |
tilglimtede og mig, som gaaer i Støvet,
saa mig mit Maal blev klart herneden alt:
ved Daad at frelse, ja saasandt i Aanden
jeg Menneskehedens Brøst og Midlet saae!
-- Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende,
dit Aasyn er, som lysende du løfter
opover mig, du min og Alles Fader!
Mit Blik -- o min Begeistrings Straale-plecter!
Det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende,
som Duen svæver blank paa Stormens Brusen
. . Mit Blik -- o min Begeistrings Straale-plecter!
mit Herredømmes Lue-scepter! ha,
det kløver Tiden . . o, til begge Sider
Aarhundrederne (de -- o fjerne -- de,
som skulle reise sig, liig Phoenix af
sin Aske, frem af sjunkne Altres og
af styrtende Throners Gruus, som kneise nu)
. . Aarhundrederne, o til begge Sider
de kløvne for mit Blik . . O se en Solstraale
sig langsad Gangen i en Gravlund skyder:
til begge Sider Palmerækker skimtes
at svæve susende over Graveraderne:
se Folk for Folk Qvartererne: hver Grav
et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene!
-- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden?
Mit Hoved høit er over Skyen løftet,
og seer paa andre Kloder samme Seir.
De svæve denne Jord forbi, som Brude,
der smile til hverandre samme Hemmelighed.
O se, o se med mig de fjerne Fredens
Aarhundreder: den lange Palme-gravgang,
henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker
fortløbende, den voxer stedse:
saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv,
de sidste Grave Verdenskloder . . o
se deres hvilende Engle (de, som nærved
kun syntes lidet skjønnere end Mennesker)
de blive Aander, favnende en Klode,
omfavnede af en Himmel, herlige
|
| d.II,b.2,s.325 |
som disse alt forherligede Aander, som
sig røre udenover Jordens Tider: se
som lyse Skikkelser omvandrende
i hiin umaalelige Friplads, der
begrændser Palmegangens: Jordens Levealdre.
-- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer
saa sandt som fjernt? Hvo sværger det?
Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed
. . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte!
Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed!
-- Vee, dumme, blege Øine stirre paa mig!
Dog taler jeg kun tydeligen hvad
dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed
i Lænker? Sandhed (ja Begrebet: Sandhed)
ved Altret? Kjærlighed, imens du plages
af dine Brødre? Jo, det er dit Suk.
-- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler,
du mangler Noget, veed dog ikke Hvad.
Saa stir da i mit Blik: se Det, imens
min Tale og mit Hjerteblod udbølger
(som Aandens Forstavnsskum og Kjølvand)
jo glimter roligt som en Sol bag Skyedriven!
Det Veien finder til dit Hjerte gjennem
dit aabne Øie, om end Øret luktes,
og der belyser det din Længsels Navn.
Men naar du seer min Læbe taus -- o da,
da vil du lytte først. -- -- Ah, ja
hvad er dit Golgath? O den Vandringssteen,
hvorpaa den nye Tid hviler før sin Udflugt.
O Golgath, Golgath -- hvor den Trælleæts
Fordærvere forgjæves (o jeg ahner)
i mit, som Eders, dødelige Blod
vil slukke mit udødelige Ord --
se dine Hovedskaller vorde Stjerner,
dit Blod sig samler til en ny Tids Sol!
(Ha, ja jeg spaaer; thi der forstummed Alle,
som skreg i Jamren, som for deres Længsel
fandt Ord, men ikke Kraft.)
|
| d.II,b.2,s.326 |
O seer, mit Blik henover Golgaths Høi
-- den sidste Døning, gamle Trældoms-aldre
end svulme op til Kamp fra deres Dyb:
fra hule Altere og Throner -- skuer
mod Maalet (o betegner det med Kors!)
det satte kjækt sig over end ufødte
Fremaldres Grave, seiervist og roligt!
-- Se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet,
dets Sandhed! se en Fakkel til min Tale!
Hør: Frihed, Sandhed, Kjærlighed! O rører
sig ikke Noget i dit Hjerte? Ja,
Det er din Aand, som hører Hvad den glemte.
Men bæver ei du, slæb dig ved din Lænke
da mod din Grav: først der -- o vee! først der
du hører dem og seer dem levende
i Aanderne, i dig, i Alt, i Gud.
Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da
det flammed over Loven, over Folket! --
vær da for alle Disse (ak, de udmavrede,
ved muldne Løgne kun opfødte Aander!)
som raabe efter Syn, og vrage Mening,
som raabe: "Fakkel hid!" i mindste Vraa . .
vær mine Ord selv synlige og straalende!
O Kjærlighed, hvis første Suk den døde
-- o saa den kaldes, da dens Liv ei taler --
den Støvets Øine aabenbarte Verden,
det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb,
indaandede min Sjel . . o hyll dig i
mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem,
som ei dit Navn forstaae -- o vee, fordi
de aldrig hørte det, med Øren fulde
af tunge Bud, med Hjerter, gnavede
af Slavesind og Egennytte, Hjerner
af ætsende Præsteløgn udhulede
til drukne Lasters Bægre! . Hyll, Alkjærlighed,
dig ind, du Aanders, Himles Kys, imens
jeg nævner dig for Støvet, i mit Smiil!
Min Tales Sandhed straale paa min Pande!
Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik,
|
| d.II,b.2,s.327 |
idet det daler over Folket, skuende
selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig,
som stode der med hentilvendte Øren,
hvis Hjerter aabned sig, hvis Vemodstræk,
da jeg forstummed, viser, at de undres
ved deres egne Hjerters Storhed, som
jeg viste dem: ved der en Himmel finde,
hvor før de troede Rum til Sukke kun
(liig mørke, snevre Hvirvelvindens Huler):
en Himmel, sammentrykket kun ved Vold,
men med en evig, af det første Lysglimt
udvidet Spændkraft! --
O Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du alle Verdens Sjeles Liv og Eje,
du Hellig-aand, som gløder gjennem Aanderne,
og smelter Alle til een Guddom sammen!
Du, som en ildig, hellig Kraft og Villie
dig, aabenbarende skal knytte
selv Støvets Aander til de Himmelske!
O Frihed og Selverkjendelsens Sandhed
den salige Aands Personlighed!
O Kjærlighed alle Aanders fælleds Liv!
Se, Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du himmelske Sjeles Treenighed,
du faaer og Hjem i dødelige Hjerter!
Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn
udhuler dem til Helveder, ei Had
forgnaver dem. Se, se, paa Jorden
de leve, til dem Aldren blegner, uden
et Liv at have spildt, som Disse, der
i Graven stige dumme, som da de
fra Vuggen sprang: en Oldinglok
da isner Mennesker ei til Bedragere
(som disse Præster) men den bliver da
en ung Engels hvide Barnesvøb.
Ak Tid, ak Tid, du Rige paa Erstatning,
o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg,
som Aand, kan see dig glide frem med Jorden,
som vexlende, favre, luftspeilmalte Skyer?
|
| d.II,b.2,s.328 |
-- -- O vee! jeg ahner kun! Hvad veed jeg? Ja,
hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag
min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg,
i Mulden stirrende, udslynger Sæden?
Se endnu er den sort! se mine Furer:
den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne!
En Alder! rull henover! Støvet af
een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad
een Slægt kun have seet gode Fædre:
da spir min Sæd! da svæv i Luften lys
som bedre Himles (se Guds store Verdners!)
som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv
de vide, Jorden er en enkelt Himmel,
ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen!
-- Ja, seirede min Daad saa! O, hvo veed?
Et Øieblik ei gjennemskuer det Andet.
Kan En (om Skjald som David eller ikke)
naar i en hellig Stund, (en Stund, naar han
af Helligaanden, af en Iidkraft glødes,
saa Hjertet bævrer, som af Aandens Spænd
idet den straalesittrende, lysstrømmende,
opsvang sig mod sit Meed, for nu at bære
det ned til Jorden og opreise det
til Liv med daadstærk Arm) han speider i
sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled
af højere Verdner, fjerne Tiders Syner
-- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Seier
før Jorden døer og sidste Sjel udaander!
. . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende
opover Jorden i min Sjel ei, da
den blussende besvoer at frelse? O,
hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time?
Mit Meed snart smilende tilbage til
en Verden, som det gjennemfløi, og snart
som Vandringsmanden træt, forsagende
før end han gik et Skridt? En Himmel nu
mit Hjerte gjennemfarer . . o nu synes
en endeløs Ørken rulle ud sig i
|
| d.II,b.2,s.329 |
mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet
"Messias" maler og det gjenudsletter.
Ja -- saa: jeg maler, og jeg gjenudsletter.
Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias",
det Navn, som Folkene give deres Suk)
jeg synes skrive selv mit eget Navn:
som om jeg ikke "Jesus" ene hedte,
men "Jesus Messias"; ja den salvede Frelser.
Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias",
jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv,
at navnløs jeg tilbagesynker blandt
de trællende bedragne Millioner,
beholdende Forstand kun til at lee ad
min fromme Moders underlige Tanke,
at kalde mig med Jesus-Frelser-navnet.
-- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-luftspeil? skylle
nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre,
og gjør det til Ensformighedens Flade,
flux jeg mod Himlen saae, for der at finde
mit Syns Sandhed? Vee! O var jeg dum
og sløv som . . o jeg loe da, og min Latter
mit Hjertes Lænkeraslen var! En Fakkel,
der lyste mig til Trøst nok for mig Selv,
var da min Graad . . min Graad; men nu . .
men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse.
(brister i Taarer)
O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv,
som frister mig i denne Ørken; eller,
om Himmelen og mine Fædres Helved
her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv,
og uden at jeg kan forbyde det:
om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig,
henover hver en Straale jage, Himlen
nedskjød, at vække Frelsens Tanke i
min Sjel. O var det saa, da Under ei,
om jeg i første Værkets Time skjælver,
om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads.
Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand,
som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om
|
| d.II,b.2,s.330 |
jeg Selv igjennem Sjelens Øie sandt
beskuer Saligheden, eller Himlen
igjennem dette Øie skuer ned?
Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor
at Frelsens Tanke, født i dette Bryst,
jeg maa i Himlen avlet troe og baaren.
Hvo kan da qvæle dig? O Seir! o Seir!
En salig Jord fremsvæver atter for mig.
Vel: jeg som Tidens høie Skjær mig reiser,
som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker
de gamle Aldres blodigstribede Bølger!
Se paa den anden Side skyder frem
et Lyshav: begge bryde sig paa Mig!
Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger,
formørker ei mit Blik, fremsvæver ei
for mine Skridt! Din Dæmring, Haab,
er altfor tom for Frelseren: til en Troes
livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger,
hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe
sig lette op til Himle!
-- Eja -- ha! --
. . O, Jubel, hveden kom du, og udslog
de tvende Vingeslag? Jeg saae, jeg saae
et Seiersglimt. O Troes Lynøje,
du lader Mulm tilbage mellem Seiren
og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet
jeg saae som stille Aftensol paa Havet,
men Aldre bølgede imellem -- se,
for skumle til at see igjennem, og
for mange til at tælle. Ja, jeg hørte
bag fjerne Aldre, som i Graad, mens Smiil
henskylled over, sank: bag Kampens Aldre
en Himmels Jubel lyde ifra Støvet,
hvor rene Aander priste Gud for Livet,
ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt
og Viisdom i det levende Muld, som deler
med Aanden Menneskenavnet, og som smilende
til Graven (hvor det Afsked tager) følger
|
| d.II,b.2,s.331 |
den høie Broders Flugt mod større Himle . .
Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem
omfavned, som umyndig Broder Aanden,
istedetfor, som Guddom eller Djævel,
det før behersked ham. -- O Seiers Syn,
ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned:
Aljorden laae der riig, ei Millionerne
hverandre trængte eller slugte: Hver
sin Broders Hjerte kjendte: Lasterne
og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger
henlagte var' med Kroner ovenpaa;
men disses Guld var blegnet, Jern de syntes:
kun Slavebøiler. -- Skarpe Aandens Øre!
jeg hørte disse Salige at tale
om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed,
med samme Mistroe, som vi tale om
de gamle det Umuliges Fabel-kjæmper,
der siges Himmelen at have stormet.
Jeg hørte -- o Aandens skarpe Øre, Tordnen
du hører ei, men Tankers tause Tale
og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd! --
jeg hørte disse Mennesker at sige:
"Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
"at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
"at Kjærlighed er deres indre Ønske.
"Se Sandheden os frigjør; thi af den
"vi vide dette! Sandheden er Een;
"og den er Kundskab om vort eget Væsen:
"i den er Alt; thi først i Selverkjendelsen
"sig Gud udfolder og Udødeligheden,
"saa fordrer Gud, den Altomfattende,
"en Kjærlighed, som stræber ham at favne,
"og da at favne Alt; og saa Udødeligheden
"affordrer Frihed os. O Den, som lærte
"os Sandhed, mon Han ikke er vor Frelser?
"Se denne Jord, som Aanders glade Hvilested,
"mind hvad den var, da vore Fædres Aldre
"i Blod og Synd nedsank; og tvivler du,
"at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag,
|
| d.II,b.2,s.332 |
"fra Aandens Død er vor Forløser?
"Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud:
"vi rødme meer ei for vort eget Væsen!
"Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske --
"sit Billed fik i Borgerfrihed; thi,
"da Hveren vidste, at sig Selv beherske
"og elske Alle: intet Spir sig løfted,
"som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
"men Alle sadde jevnt ved Siden af
"hverandre rundtom Jordens store Fad.
"Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed,
"vi turde ene dyrke det med Sandhed,
"om simpel end mod Fortids brogede Fabler,
"dog altfor stor til i et andet Tempel
"(et Hvælv af Steen som disse graae Ruiner,
"der Zion kaldtes før, Guds Ene-hjem)
"end i et Menneskehjerte at indsluttes;
"om tarvelig mod Hvad der bier os,
"dog netop saa som Gud os den tilmaalte,
"dog i sin Reenhed blegnende ved Tanken
"om sjunkne Aldres Vanvidsprøver paa
"at skabe Helveder og Himle (ja
"da til et Helvede det lykkedes dem
"at gjøre Jorden, blev hvertandetsteds
"en Himmel lys: saa de Bedragne ved
"Bedrageren hang, der viste saadan Udsigt,
"thi ei de mærked, de til Himlen længtes
"fordi de leed og leved slet paa Jorden) . .
". . om færre Ord vor Sandhed har: hver Tanke
"en Fakkel er, som, mens den lyser sikkert
"til Graven, kaster klare Glimt i Himlen;
"ja faa Ord kun (thi se vor ene Troe
"er den, at Gud ei vil hans eget Billed
"skal noget Andet troe, end det han gav
"det Kræfter til at fatte; thi en Sandhed
"til Hjertet maae vi kunne trykke og
"beskue indeni os eller uden) --
"ja faa Ord kun vor Sandhed bryster med;
"dog sjunke Templerne i øde Tomhed,
|
| d.II,b.2,s.333 |
"da Præsterne dem hørte overalt.
"Og Alle sadde jevnt ved Siden af
"hverandre under Himlens vide Tag.
" -- O styrer Gud ei Verden? ja, som vi
"opløfte vore Hænder. Er da Han,
"som Frihed gav til Synderen og Slaven,
"som Sandhed skjænkte den Bedragne, og
"dem Alle Kjærlighed; ja, Han, der mægted
"at gjøre Jorden (før ved hvertet Hadpust,
"ved Blodstrømme afdeelt) til eet Fædreland;
"ja Han, som løste og igjenbandt Alt
" -- o se os fra din Himmel, om vi Alle
"som een Aand ere ei! -- o mon ei Han
"som kaaret var af Gud, som salvet med
"de rene Aanders Helligaand, mon ei
"isandhed, som han kaldes, vor Messias?"
-- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
at svinde mellem Verdnerne, imens
forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
en ubrudt Følgekjæde var imellem
de Salige paa Jord og deres Frelser.
Jeg saae og hørte, vilde svare:
"jeg seer, jeg seer -- Priis Gud! -- mit Værk var Frelsen!"
Men denne Tanke -- o min Sjels Lys
henhvifter! -- ak, ak! altfor stor til Ord,
udflød i Følelser, i: "Eja -- ha!"
O Guds Syn, alvidendestort som iilsomt,
henveiret, indesluttet i et Udraab!
En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
og rødmed Seirens fjerne Palmer -- ha!
Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha!
Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
-- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
igjen i Tvivlens Afgrund, Dybet greb mig:
min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl.
O vee, og endnu dybere hvirvler Angst;
o vee, og endnu dybere Fortvivlelse;
o vee, og endnu dybere (som paa
en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
|
| d.II,b.2,s.334 |
Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
Min Aand fortabtes, hvis jeg ødelagde
mit Væsen saa, at jeg med Lyst forhaaned,
med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte
(den Sandhedens Erkjendelse) bedækked:
hvis Frelserkraften, som jeg følte, jeg
betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
saa engang i vanæret Alderdom
(som disse Præster -- selv som Offerpræst)
jeg husked neppe, at som Yngling jeg
for Sandhed lued af en hellig Aand.
. . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig, Satan! . .
Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
imod den Helligaand: imod min egen;
mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
-- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
mod Helligaanden trodser? Er der end
en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
"Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv?
Hvo giver mig til Pulsen vel igjen,
naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei,
som du, sig reiste, sank, og deres Frelse
med deres Læber stivned? Lænkerne
forstummed, mens de talte, men saa foer de
haanraslende henover deres Grave?
Vil du din fulde Hjertekalk ombytte
med Sokrates's Bæger? Se dog, mon
ei Manges Ord, imens de talte, døde
i Stenedyngen og i Folkets Skrig:
"du haaner os, Profet! Forstyr os ei!
Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig.
Se vore Fædre lede! Arved vi
med Godset ikke Trældom? Vi maae hædre
Forfædres Arv: som De vi ville lide.
|
| d.II,b.2,s.335 |
Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom
du kalder, er, ved Vane, bleven Fryd
og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed."
" -- Nei, unge Jesus, lev i Ro, og dø
i Ro; og Abram, naar du hviler i
hans Skjød, i Ro skal lyske dine Synder!"
Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig.
Omklamr mig ei som hede Slanger! gaa
dit vante Trællekredsløb atter væk!
Hvad Djævel (o vanær ei dette Minde!)
neddrypper iiskold i mit Hjerte; thi
du Sandhed taler: "Se, ved Solens Vugge
Confutsee flammed af den samme Aand,
du, Jesus, kalder din og Himlens og
den Hellige; men fløi hans Glimt vel over
den Østens Synskreds? O den Strøm, han leded,
at vande Jorden, mægted ei at rinde
igjennem Tartariets Naboe-ørken!"
O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som
Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed,
god Sags Forræder. Blegn, du Taage!
-- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger
iblandt de lyse Tanker? Men de sværme
som Myg, og døe i Lyset. O, jeg frydes,
at dog i denne Kamp, hvori Fornuften
hvert Øieblik sig selv maa spørge: er du?
min Aands Fornuft (ei ha! som blanke Stormstjerne,
der svæver over Hjertets høie Bølger,
og kuer dem med Lyn) er stærk nok til
at mønstre sine Tanker og forstøde
Forræderne blandt dem -- Ha, end en Djævel?
Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands,
idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede,
som lister frem dig efter Nederlaget,
hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes,
og Blodets høie Purpur sank -- Ja, ja
|
| d.II,b.2,s.336 |
jeg blæste bort dets varme Livsensaande,
og kasted, Lem for Lem den dorske Tudse,
som kravled af min Hjerne frem, i Blodet,
for al dets angste Oprør ret at kjøle.
Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte
en Klodde, som til Jorden binder. See,
jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei,
om Druer eller Vand min Tunge lædske;
jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster)
jeg hører ei min Moder (før den søde
Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe?
Kan Meer du byde? Jorden Meer ei ejer.
O usle, dog besynderlige Djævel,
i Fjernet glimtende, men nærved gusten,
dit Ord er kun min Indvolds Piben;
dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei,
om jeg skal troe og raabe som du byder:
"Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk,
da maa han have dig udrustet med
Vidunder-Kræfter. Stig da op
paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se,
du kommer over Salem svævende!
Thi staaer der ikke skrevet om Messias:
""om dig vil Gud befale sine Engle:
I bære skal min Søn paa Eders Hænder,
saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?""
Ja er du (som du siger selv) Guds Søn,
da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger;
men byd, at disse Stene vorde Brød!"
Ret, Djævel! Gud mig salved til den Frelser,
hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende,
ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne";
men dog med Stolthed (skuende i ham
et Ideal af Mennesket) at nævne
ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men
den hele Skabning er min Broder.
Der staar jo skrevet: Gud du ei skal friste!
Men gjorde jeg dit Bud, jeg fristed da
til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed,
|
| d.II,b.2,s.337 |
ved mig min Vanmagt vise i mit Dødssuk.
-- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige,
Forfængelige, fjerntfra (da du reiste
dig i min Hjernes Baggrund) ligned du
en Engel, men en glødende i Oprør
mod en Alviisdoms Love; nærmere,
du var jo kun en sulten Maves Pust!
. . Ha, sure Gisp, vil Du en Frelser standse?
du hylle, qvæle Helligaandens Straaler?
du, ved at blande dig i Jordens Mulm,
det gjøre mere mørkt og stinkende?
Jeg hungrede i fyrgetyve Døgn,
og mærked ei min Hunger før du talte.
Jeg sanded Skriften: "Mennesket ei lever
af Brød alene, men af hvert et Ord,
der udgaaer fra Guds Mund". Ja, hør,
jeg lyttede til Guds Røst i min Sjel.
. . Viig, Djævel -- Vanvid var din blanke Ham,
da du mig bød at gjøre Brød af Steen;
men Hunger (da du nævnte "Brød") dit Selv.
Som Saadan er du ingen Djævel -- Vel,
du har, som Hunger, Ret; javist jeg hungrer.
Vel! jeg vil gaae til næste Oliebjerg,
og stille dig tilfreds med en Oliven.
Men Hvad kan mætte dig, du Djævel, som
fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte?
Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig!
Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik,
som Cæsars blanke Stav, og skued over
min Ungdom som et udbredt Kongerige,
min Manddom som et Keiserdømme, der
erobres skulde under Vestens Fjerne.
Min Barm var Keiserens Triumphvogn da.
Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer.
Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk.
-- Ha, nu, min Sjel tilkjæmped sig sit Lys
i denne Ørkens Mulm, nu sniger du
dig om som dømte Skygge . . forud dømte.
|
| d.II,b.2,s.338 |
Thi, Djævel, dig det var, som -- da jeg stod
paa Zion, lænende mit Hoved (just
det bar den tyvende Sommers Blomster) til
Augusti Cæsaris den gyldne Støtte,
og saae (med Haanden over Øjet; thi
fra Kongens Kuppler flammed Morgen-solen)
paa Folket ned, der vælted sort sig brydende
imellem Salems hvide Søilerader --
tilhvisked mig:
"Se Salem som en Kube!
De Travle gaae til Handel; Guldet synes
at gjøre Disses Aasyn venligt-aabent;
men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter
mod Idumæeren, den kjøbte Romer.
-- Ah, høit og varmt nu Israels Bærme bruser!
Se fjernt nu Romas Ørne suse!
De hilde Vingerne i Gothens Eegqviste.
. . Ha, ginge ei Propheterne Dig foran
lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen
(og dertil ene Himmelen var høi nok)
med hellige Læber, o du Davids Kongeblod!
til Israels og Gojims Fyrste? Eja,
se Israels Time lyser! Ræk din Arm
blot op: der er dens Viser! tal: din Tale
er Israels Times Klang og Sejerværk!
. . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler?
Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet
henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven
din Fordring nævne?" Da vil Israel lee,
imens en enkelt Svend (en carnifex,
som kaute Lictor til det Arbeid lejer,
en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens
Skafot -- ha det din purpurrøde Scala!
I Israels stille Fnysen nøler du?
Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei løfter?
dig løfter ei? Ha, tog ei Cæsar med
sin Arm den halve Jord? Men alle Jordens
solkronte, morgensky-bekaabede Riger
-- o se den Herlighed! se Marmorbyer,
|
| d.II,b.2,s.339 |
dens hvide fuldtudslagne Blomster midti
de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver,
hvis sig dit Hjerte bøier for mig og,
mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja,
din bedste Kraft; thi jeg en større Arm:
Veltalenhedens løfter . . Den er stærk
og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind,
den snoer sig ud igjen med Hjerterne;
som gylden Krog til Leeg den kastes ud
i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler,
og Taleren trækker til sig, naar han lyster,
naar Taarer snart (liig sølvhvid Sild) snart Smiil
liig gyldenrød Forellestime spiller
hans Kroge rundt . . saa vipper han . . ah, af
de tusind aabne Gab -- der murrende
er Bølger liig med surrende Æse-skum --
han haler tusind Hjerter op med Krogen
(det ene i det andet bidt, da Alle
det Første vilde være) og nødvendig
(som Finnerne med Fiske) følge Arme
med Hjertefangsten. Eja, se
for dine Fødder Ninive-Leviathan!
Op af sit blodige Dyb du halte Rom, den
forædte, gispende Muræne! O
Veltalenhed, du Piil og Sværd paaeengang,
du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir!
Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede
-- ah se din Blinken er dit Blik mod Maalet! --
Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten
henover Folkets Jubelaandes Bølger,
din Klang blier Funklen; ja et Varsels Funklen;
og Mængden seer i Luften dine Ord,
som sværmende Cheruber: Almagtstanker
henrulle, Mængden nedenunder rystende,
som Oceanets Bølger Bundens Leer;
ja Throner som Coraller røde, Templer
som hvide Sneglesnekker tumlende:
Det Maal, dit første Ord beskedent løfted
sig opimod, du seer i Talens Flugt
|
| d.II,b.2,s.340 |
som højere Formaals Skygge kun; og stedse
sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt,
Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig,
og ene overseer du dine Seire.
-- Ha, skulle da Propheter lyve? I
dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet.
O stærke Pust, du ikke være nok
til disse Tiders Slægt at ryste? Let
er Sejeren for Den, som Gud udvalgte.
I disse Tanker du høre Himlens Valg!
Dit Hjerte, Seiren svulmende imøde,
Basunen er, hvor-gjennem Himlen taler.
Dens Bud er let: du skyde med et Pust
til Folkenes Forbittrelses Lavin!
-- Oppust dit Hjerte! pust! -- -- "
Ha Djævel, Djævel!
af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!"
gjenkjendes du, Ærgjerrighed.
Viig bort fra mig, du Satan!
Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud!
Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret.
Der staaer jo skrevet: "Herren, Du, din Gud,
tilbede skal, og dyrke ham alene!"
Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i
min Sjel da kunde tage Feil i Valgets
Omfavnelse, imellem Kongens og
en Frelsers Æregjerrighed? Du skulde
bedrage mig, du Tanke, Djævel, født
af Blodet, vugget om paa Muskler, voxende
saa høit som Ungdoms Blodet damper, for
at hendøe evig, naar det stivner? Oh,
jeg dig beundre, store Intet? dig,
som sluges af en Grav? Jeg dig tilbede,
du fule Sandselighed, pralende i Purpur
og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg
nedknæle for det slappe Meed, at naae
en Thronehimmel, der at sukke ene,
mens Helligaanden glimter gjennem Rækker
|
| d.II,b.2,s.341 |
af Evighedens Himle, svulmer færdig
at hæve did mig med den hele Jord?
-- O hellige Tanker, lyse Englechor,
o kommer, tjener mig . . jeg er beredt!
Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden,
mit bedre Selv, har spredt
de mørke Skyer af Fristelser i Ørken
-- jeg er beredt!
ved Seir til Seir beredt!
Ja, ja, jeg fristede mig Selv.
Jeg rusted mig ved Prøvelser; thi Hvo
er vel den Mand, som maaler egen Kraft?
Mit Meeds Høide kan jeg maale, men
min Sjels Dybder ei: de sænke sig
i det Uendelige, ind i Himlen.
Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt,
men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade
den blusse frem paa Jorden. Hil mig! Vel!
Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired.
Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired.
-- Jeg er beredt!
O hellige Tanke til een Tro (som Aander
forenede i Gud) isammenglødende:
den Tro: Jeg frelser Jorden . .
o alle mine Tanker, tjener nu
blot denne ene Frelsens-tanke! knæler,
som Engle synlige, for den, for mig:
thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er
alene, ene, Frelsens Tanke levende:
Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning,
som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler
i Støvet synlig, jordindhyllet her.
-- Min Gud -- Jeg er beredt!
(gaaer)
|
| d.II,b.2,s.342 |
Messias.
Jordens Skjød
bugnede op af smuldrende Kjød.
Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
løftedes paa Grave opunder Sky.
Slægterne spirede, Slægterne svunde,
Cajahel fremaandede Slægter igjen.
De vandred' paa Muld af Forældres Been.
Dog ei Cajahel (saa ødsel og fri)
mod Himlen et Hjertehvælv aabned, hvori
Ohebiel -- o Kjærlighed ofrende sig Selv! --
og høie Kraftens Lue, o Abiriel,
-- hinanden i en reen
Omfavnelse gjenfunde.
En Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
skimred igjennem Ohebiels Smiil:
Ohebiel-Abiriel
Himmelen saae først, naar Livsblodet var
rundet gjennem Graven, Obaddons Hjertekar.
Men -- Himmel, sku hid,
til Jordan! -- i Fylden af Jammerens Tid,
Cajahel, Guds evigen skabende Haand,
Cajahel, det Almagtens synlige Vil,
stadigt i Livets bølgende Spil,
formed nu eengang en Hjerneskal, hvor
-- Abiriels Aand
Himmelhvælv fandt, ikke gravtrange Baand,
men reent (ei af Sandsernes Rødme bemalt)
heelt (ei i Nervedamp brukket og qvalt)
let, som i himmelske Legemer, kan
skyde sit Glimt gjennem Sig, gjennem Alt;
og formede saa (ligt signede Jord
under de Verdeners straalende Gjord)
et Hjerte -- det Hjernehvælvets undre Halvehvælv --
hvori Ohebiels Kjærlighed fik
Rum til sin Aande -- dens Jubel Himlen faaer --
Rum til sit Blik
-- o det, der over Jorden glider ud i Graad! --
|
| FORRIGE |